Koranen — i harmoni med sig selv?
IFØLGE sit eget vidnesbyrd blev Koranen sendt ned fra himmelen af den samme, som gav Israels børn Pentateuchen og de kristne Evangeliet. Imidlertid havde Koranen i modsætning til Pentateuchen og Evangeliet ingen mirakler til at støtte sin påstand om at være af guddommelig oprindelse. I et tidligere nummer af dette blad så vi, at den påstand, nogle fremholder, at Koranen selv er et litterært mirakel, ikke er holdbar. Imidlertid hævder andre muhammedanske autoriteter, at „selve sproget nok har sin lige, bortset fra de fremførte sandheder, hvis sidestykke det ville være umuligt at frembringe uden et mirakel“.
Hvis Koranen virkelig er det sted, hvor den guddommelige sandhed er at finde, så kunne vi i hvert fald vente, at den ville være i harmoni med sig selv, ikke sandt? Naturligvis, men er det tilfældet? Svaret er nej. Ved et omhyggeligt studium finder vi i virkeligheden ikke alene megen selvmodsigelse i Koranen, men også en tavs indrømmelse heraf ved dens forsøg på at bortforklare den. For eksempel:
„Når vi erstatter en åbenbaring med en anden [et vers, tegn, Rodwell] — og Gud ved bedst hvad han åbenbarer (i stadier) — siger de: Du er kun en efterskriver; men de fleste af dem forstår det ikke.“ (En forklarende fodnote i Rodwells oversættelse siger: „Muhammedanerne indrømmer, at der er 225 vers, som er erstattet med senere skrevne vers.“) Og videre: „Vi ophæver ingen af vore åbenbaringer eller lader nogen blive glemt, men vi erstatter dem med noget bedre eller lige så godt; ved I ikke, at Gud har magt over alle ting?“ — Sure 2:106; 16:101, Ali.
Men hvorfor skulle Allah finde det nødvendigt at forandre, erstatte, udskifte, annullere eller ophæve nogle åbenbaringer eller vers? Er det ikke et stærkt modbevis mod tanken om guddommelig affattelse? Fandt Moses, Kristus Jesus, apostelen Paulus eller nogen anden tjener, der af Jehova Gud blev brugt til at give os de guddommelige sandheder, det nødvendigt at ty til forandringer og ophævelser? Ville noget sådant ikke være tegn på manglende bemyndigelse? Og er der i det følgende ikke en tavs indrømmelse af, at Koranen i det mindste indeholder nogle selvmodsigelser: „Overvejer de da ikke Koranen (med agtelse)? Havde den været fra andre end Allah, ville de finde mange modsigelser deri.“ — Sure 4:84, Tuxen.
Ingen tvang i forbindelse med religion?
Det mest iøjnefaldende eksempel på selvmodsigelse i Koranen er måske spørgsmålet om tvang i forbindelse med religion. Læg mærke til følgende citater, der forbyder tvang: „Ingen tvang i religion!“ „Jeres pligt er blot at prædike.“ „Vi har ikke skabt dig til vogter for (de vantro).“ „Hvad! vil du tvinge mennesker til at blive troende? Ingen sjæl kan tro undtagen med Guds tilladelse.“ „Din pligt er at lade (budskabet) nå dem; vor del er det at kræve dem til regnskab.“ „Adlyd ikke de vantro og hyklerne — ja undgå at skade dem.“ „Hold dig til din herres vej med visdom og venlige advarsler; kæmp med dem på den venligste måde.“ (Sure 2:256, Tuxen; 13:40, Ali; sure 3:19; 6:106, 107; 10:99, 100; 16:126; 33:44, 47, Rodwell) Disse udtalelser er ganske utvetydige og i harmoni med retfærdighedens principper.
Men hvordan kan vi få dem til at stemme overens med følgende citater, der påbyder brugen af magt i forbindelse med religion? „Bekæmp for Allahs sag dem, der bekæmper jer, . . . Dræb dem, hvor I kommer over dem. . . . Bekæmp dem, til der ikke mere er nogen forførelse, og religionen alene tilhører Allah.“ „Jeg vil indgyde frygt i de vantros hjerter; hug hovederne af dem og afhug alle deres fingre.“ „Rettroende, før krig imod de vantro, som er jeres naboer, og lad dem føle jeres strenghed.“ „Når de (omtalte fire) måneder er udløbne, så slå afgudsdyrkerne, hvor I træffer dem, tag dem til fange, belejr dem og lur dem op på ethvert spejdested. Men hvis de omvender sig, overholder bønnen og betaler almisse, så lad dem i fred, thi Allah er tilgivende og barmhjertig.“ — Sure 2:186-189, Tuxen; sure 2:212, 213, Rodwell; 8:12; 9:5, Tuxen; sure 9:124; 47:4, Rodwell.
Et typisk eksempel på, hvordan muhammedanske kommentatorer ræsonnerer i deres bestræbelser for at bringe disse tekster i harmoni med hinanden, er Razis kommentar til en af de før citerede: „’Undgå at skade dem’ — det er, overlad det til Gud at straffe dem, enten ved din hånd eller ved helvedes ild.“
Forudbestemmelse og „Kibla’en“
Lige så vanskeligt er det at få Koranens selvmodsigelser i læren om forudbestemmelse til at stemme overens. På den ene side hævder den, at mennesket selv kan vælge sin skæbne. Hvorfor skulle der ellers også sendes en advarselsprofet til dem? Muhammed fik pålagt: „Sandheden er fra vor herre; lad så den, der vil, tro; og lad den, der vil, være vantro.“ „O mit folk! hvordan kan det være, at jeg indbød jer til frelse, men at I indbød mig til ilden?“ „De, som skal angre og tro og gøre retfærdige gerninger, — for dem vil Gud vende deres onde ting til retfærdige ting.“ — Sure 18:28; 25:65-71; 40:44, Rodwell.
På den anden side er der mange, mange tekster, der hentyder til forudbestemmelse og siger, at mennesket ikke har noget valg. For eksempel: „Dette er en formaning, og den, der vil, søger hen til sin herre. Men I vil ikke, om ikke Allah vil! Allah er den vidende, hvem han vil, optager han i sin nåde.“ „Der var nogle af dem, som Gud ledede, og der var andre, der var bestemt til at fare vild. . . . Gud ville ikke lede den, som han ville føre vild.“ „Havde det behaget jeres herre, ville han have skabt alle mennesker med een religion; men kun de, som jeres herre har tilstået sin nåde, vil ophøre med at afvige. Og dertil har han skabt dem, for at jeres herres ord skal opfyldes: Jeg vil fylde helvede helt med djinner [ånder] og mennesker.“ — Sure 11:120; 16:38, 39, Rodwell; sure 76:29-31, Tuxen. Se også sure 6:39, 150; 13:30, 31; 14:4; 74:34, Rodwell.
Og ikke alene lærer Koranen en forudbestemmelse hvad angår den evige skæbne, men også en skæbnetro i forbindelse med det nuværende liv: „Ingen kan dø undtagen med Guds tilladelse, ifølge bogen, der fastsætter livets længde.“ „Intet uheld sker tilfældigt, hverken på jorden eller i din person, men før vi skabte dem, stod det i bogen; for det er let for Gud.“ Og muhammedanere, som klagede til Muhammed: „Skulle vi have vundet noget i denne sag [krig], var ingen af os faldet på dette sted,“ fik han pålagt at svare: „Var I blevet i jeres hjem, ville de, der var bestemt til at falde, være gået ud til de steder, hvor de [nu] ligger.“ — Sure 3:139, 148; 57:22, Rodwell.
Disse selvmodsigelser i læren om forudbestemmelse kan ikke alene ses af dem, der ikke anser Koranen for at være inspireret, men også af muhammedanere. De har været årsag til, at der er opstået adskillige sekter inden for Islam, og i den forgangne tid blev der udgydt meget blod i denne strid.
En anden uoverensstemmelse i Koranen er dens udtalelser om kibla’en eller den retning, hvori muhammedanerne skal vende deres ansigt, når de beder. På den ene side siger Koranen: „Østen og vesten tilhører Gud. Derfor, hvilken vej I end vender jer, er det mod Guds ansigt.“ „Fromheden består ikke i, at I vender jeres ansigt mod øst eller vest.“ — Sure 2:9, Rodwell; sure 2:172, Tuxen.
Men vi læser også: „Vi har set, hvorledes du vender og drejer dit ansigt mod himmelen, men nu vil vi vende dig mod en kibla, der vil behage dig: Vend dit ansigt i retning af den hellige bedeplads!“ „Fra hvilket sted du så går ud, så vend dit ansigt mod den hellige bedeplads; det er visselig sandheden fra din herre.“ (Sure 2:139, 144, 145, Tuxen) Er det af betydning i hvilken retning, man vender sit ansigt, når man beder, eller er det det ikke? Koranen fremfører modstridende påbud og grunde til støtte for begge synspunkter.
Andre selvmodsigelser
Ifølge nogle vers var Jesu Kristi apostle muslimer (det er dem, som „overgiver sig til Gud“); og ligeledes var Abraham „hverken jøde eller kristen; men han var rettroende, en muslim.“ (Sure 3:60; 5:48, 111, Rodwell) Men ifølge sure 39:14 (Rodwell) var Muhammed den første muslim: „Sig: Jeg fik påbud om at tjene Gud med en ren tilbedelse; og jeg fik påbud om at være den første af dem, der overgiver sig til ham, (muslimer).“
Ifølge sure 2:59 er der frelse for andre end muslimer: „Visselig, de, der tror (muslimer), og jøderne og de kristne og sabierne, hver den, der tror på Allah og den yderste dag og handler fromt, for dem er der løn hos deres herre, og de har ingen grund til frygt og vil ikke komme til at sørge.“ (Tuxen)
Men andre dele af Koranen lærer nøjagtig det modsatte: „Den, som foretrækker en anden religion end Islam, den religion skal aldrig blive antaget af ham, ellers vil han i den næste verden være blandt de fortabte.“ „De er vantro, som siger: Gud er Messias, Marias søn. . . . Den, der stiller nogen ved siden af Allah, lukker Allah ude fra paradiset: Hans opholdssted bliver helvedesilden. . . . De er vantro, som siger: Allah er en af en trehed! Der er ingen Gud foruden en eneste.“ (Sure 3:79, Rodwell; sure 5:76, 77, Tuxen) Ifølge disse sidste citater er praktisk taget hele den såkaldte kristenhed dømt til evig pine. Er det i harmoni med de barmhjertige og medfølende egenskaber, som Koranen tilskriver Gud?
Videre læser vi i sure 2, vers 285 (Rodwell): „Vi gør ingen forskel på nogen af hans apostle,“ mens vi i vers 254 i samme sure får at vide: „Nogle af apostlene har vi udstyret bedre end andre.“ Et andet eksempel på selvmodsigelse i en sure finder vi i sure 56, hvor vi først læser, at „en skare af de tidligere og FÅ af de senere generationer“ vil komme i paradiset; men længere henne siges der, at „en skare af de tidligere og en SKARE af de senere generationer“ vil komme der. Se versene 11-16 og 37-39, Rodwell.
Disse selvmodsigelser er ikke blot synlige for dem, som ikke anerkender Koranen som den guddommelige åbenbaring. Muhammedanske kommentatorer har en vanskelig opgave med at forsøge at forklare og bringe harmoni mellem de forskellige passager, og de tager mere eller mindre hyppigt deres tilflugt til „ophævelse“; de senere udtalelser ophæver de tidligere. „Vi ophæver ingen af vore åbenbaringer [vers] eller lader nogen blive glemt, men vi erstatter dem med noget bedre eller lige så godt.“ Hvor mange vers er der ikke, der må erstattes, i betragtning af, hvad vi her har set! Og både de ophævede og de i deres sted indførte vers bliver stående i Koranen, der menes at have eksisteret altid. Og det kan ikke engang altid i hvert tilfælde afgøres, hvilket der er det ophævede, og hvilket der er det ophævende vers, da man ikke med sikkerhed ved hvor og hvornår, hvert vers i alle surerne blev skrevet.
Nogle muhammedanske kommentatorer, som f. eks. Razi, beskylder andre for at være for rede til at ty til teorien om ophævelse for at løse problemet. Det er derfor en yndet fremgangsmåde blot at forelægge de forskellige forklaringer, som Ali gør med sure 7:46, der almindeligvis anses for at lære noget i retning af en skærsild. Ali siger: „Det er en vanskelig passage, og kommentatorer har fortolket det på forskellige måder.“ Undertiden antyder disse kommentatorer hvilken anskuelse, de selv hælder til, men som oftest undgår de at fremsætte deres egen mening. Som Imam Razi engang udtrykte det: „Sådan lyder de forskellige forklaringer — kun Herren kender den sande.“
Når Koranens kommentatorer også oversætter den, ser vi, at de benytter sig af en meget fri oversættelse som for at udjævne disse uoverensstemmelser. For eksempel lyder sure 4:157, 158 (i uddrag): „For visselig dræbte de ham [Jesus] ikke; — nej, Gud oprejste ham til sig.“ (Ali) Men sure 3:55 siger tydeligt, både ifølge den originale arabiske og ifølge Sales version: „Da sagde Gud: O Jesus, visselig vil jeg lade dig dø, og jeg vil tage dig op til mig.“ Læg nu mærke til, hvor fikst Ali skjuler denne sag: „Hør! Gud sagde: O Jesus, jeg vil tage dig og oprejse dig til mig.“
Som Ali selv indrømmer i sine fodnoter er der imidlertid mange tvivlsspørgsmål, gisninger og meningsforskelle blandt muhammedanske teologer i denne sag; nogle hævder, at Jesus virkelig døde, andre, at han ikke gjorde det. En imam siger om dette emne: „I det hele taget sætter de synspunkter, vi har givet udtryk for, os midt i et hav af tvivl og forvirrende spørgsmål; men når vi husker på, at Muhammeds inspiration ved alt, hvad han har åbenbaret for os, er blevet lagt for dagen gennem et uomstødeligt mirakel [Koranen], kan tilstedeværelsen af denne tvivl på ingen måde tale til ugunst for Koranens tekst. Og når alt kommer til alt er den sande ledelse hos Herren.“ Men hvordan kan Muhammeds inspiration være en støtte for Koranens pålidelighed, når man samtidig hævder, at Koranen selv er det bedste bevis på Muhammeds guddommelige mission?
I sure 2:2 læser vi: „Der er ingen tvivl i denne bog.“ (Sale) Men det samme kan sandelig ikke siges om de muhammedanske kommentarer til Koranen. De er alle en tavs indrømmelse af, at der virkelig er selvmodsigelser i bogen, og at det ikke blot er mangel på tro eller de „vantros“ mangel på forståelse, der får det til at se sådan ud.
I nogle tilfælde forklarer Islams historie nogle af disse uoverensstemmelser. For eksempel: De vers, der fortæller Muhammed, at han blot er en advarer, og som forbyder brugen af magt i forbindelse med religionen, findes for største delens vedkommende i de tidligere surer, de såkaldte Mekka-surer. På den tid søgte Muhammed ikke tilflugt hos den verdslige magt, men var selv genstand for forfølgelse.
Blandt Muhammeds første proselytter var nogle pilgrimme fra Yathrib, som sluttede sig til ham; da de var på vej tilbage til den by, hvor de boede, vandt de tilhængere for ham og dannede et helt parti dér. Snart kunne de give den fra Mekka udstødte profet en kongelig velkomst i deres by, ja de forandrede endog byens navn til Medina, „profetens by“. Efterhånden albuede Muhammed sig frem til stillingen som byens hersker. Og derfor ser vi nu, at de surer, der blev skrevet i Medina, slår til lyd for, at religionen udbredes med magt.
Med alt, hvad der her er fremført, i tanke kan vi ikke komme uden om den slutning, at hverken Koranens budskab eller dens litterære fortrin virker som en anbefaling for dens påståede guddommelige oprindelse, for frem for alt må Guds ord være i harmoni med sig selv, ikke sandt?