Koranen — af Gud eller af mennesker?
IFØLGE den ortodokse islam er Koranen „uskabt og evig [og] skrevet fra begyndelsen i gyldne lysglimt på en prægtig tavle i himmelen og overgivet til Muhammed af engelen Gabriel . . .“. (1942-udgaven af Encyclopedia Americana, bind 16, under „Koran“) I sin anstrengelse for at hæve Koranen op over alt andet og ligestille den med Gud selv, gør den muhammedanske tradition sig til talsmand for et paradoks; for hvordan kan Koranen være evig og uskabt og dog skrevet på en prægtig tavle? Skrevet af hvem — hvis den er lige så evig som Gud?
I de tidligere artikler i denne serie har vi set, at Koranens fremkomst ikke var ledsaget af mirakler, sådan som det var tilfældet, da Loven og evangeliet blev givet menneskene, og vi har set, at den muhammedanske påstand om, at Koranen er et litterært mirakel, ikke er holdbar. Vi blev også klar over, at der ikke er noget grundlag for dens påstand om at være en bekræftelse af tidligere skrifter, og at skylden for denne mangel ikke kan lægges på Bibelen, men kun på Koranen selv. Yderligere har vi set, at selve budskabet ikke kan bruges som et bevis for dens guddommelige oprindelse, da guddommelig sandhed frem for alt må være i harmoni med sig selv, hvorimod vi fandt mange selvmodsigelser i Koranen. Alt dette modbeviser, at Koranen skulle være fra Gud.
Forudsiger Bibelen Muhammeds komme?
Blandt de argumenter, muhammedanske skribenter fremfører for at bevise, at Koranen er inspireret, er, at Bibelen har forudsagt Muhammeds komme og hans arbejde. Ifølge en fodnote til sure 46:10, Ali (n. 4783) finder vi „i Koranen og dens profet end sand bekræftelse af tidligere skrifter . . . Islam [er en] opfyldelse af selve Moses’ åbenbaring! (Se 5 Mos. XVIII, 18-19 5Mo 18:18, 19).“
Men hvordan kan det være tilfældet? Ved Sinaj sagde Jehova til Moses: „Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! Og enhver, som ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab.“ — 5 Mos. 18:15-19.
Det kan absolut ikke siges, at Muhammed, der var en efterkommer af Ismael, var af Moses’ brødre. Muhammed talte heller ikke i Jehovas navn, sådan som Moses. Faktum er, at århundreder før Muhammed blev født, anvendte apostelen Peter dette skriftsted på Kristus Jesus, da han talte til Moses’ sande brødre, jøderne, og kendsgerningerne viser, at denne profeti virkelig viser hen til ham. — Ap. G. 3:20-23.
En anden profeti, som muhammedanske skribenter anvender på Muhammed, er Jesu udtalelser om en „talsmand“ eller „trøster“, der skulle komme. Ali siger i sin fodnote som en kommentar til sure 3:81: „I det Nye Testamente, som findes nu, forudsiges Muhammed i Johannes-evangeliet 14:16; 15:26 og Joh 16:7. Den fremtidige trøster kan ikke være den hellige ånd, sådan som de kristne forstår det, for den hellige ånd var allerede nærværende, idet den hjalp og ledede Jesus.“
Læg imidlertid mærke til, at Jesus sagde, at hans bortgang ville gøre hans apostle forældreløse, men ikke for ret længe, da „sandhedens ånd“, talsmanden, „hjælperen“ eller „trøsteren“ skulle komme. Han fortalte dem yderligere, at de skulle døbes med denne sandhedens ånd „om ikke mange dage“, og derfor skulle de blive i Jerusalem indtil denne ånd kom. Der ville ikke være megen mening i disse løfter og befalinger, hvis apostlene skulle vente i seks århundreder indtil Muhammed kom!
Det er sandt, at den hellige ånd var over Jesus, men det var ganske tydeligt, at indtil den blev givet apostlene ved pinsen, var de uden Jesus som forladte børn. De vendte tilbage til deres fiskeri; de tog sig den frihed at udvælge en apostel til at tage Judas’ plads; de havde ikke noget budskab til jøderne. Da ånden blev udgydt på pinsedagen, blev alt dette forandret! Fra da af gik apostlene frimodigt i gang med forkynderarbejdet og omvendte mennesker i tusindvis. (Joh. 21:3; Ap. G. 1:4, 5, 15-26; 2:32-36, 41; 4:4) En sådan mistydning af Skriften kan ikke bruges som bevis for Koranens guddommelige oprindelse.
Er Koranen profetisk?
I deres fortsatte anstrengelser for at bevise, at Koranen er inspireret, peger muhammedanske skribenter på dens profetiske element. Et sådant ville ganske rigtigt være et stærkt bevis for dens guddommelige oprindelse, ligesom et af de stærkeste omstændighedsbeviser for, at Bibelen virkelig er Guds ord, er opfyldelsen af dens mange profetier. Moses forudsagde en mængde forskellige ting om Ægypten og sit eget folk, som gik i opfyldelse. (Se 2 Mosebog kapitlerne 7-14; 3 Mosebog kapitel 26; 5 Mosebog 17:14, 15; 31:6-8) To hundrede år i forvejen forudsagde Esajas jødernes udfrielse fra fangenskabet og opgav dem endog navnet på den, som skulle befri dem, nemlig Kyros. (Es. 44:28; 45:1-7) Jeremias forudsagde nøjagtigt, at landet ville ligge øde hen i halvfjerds år. (Jer. 25:11; Dan. 9:2) Daniel forudsagde ganske rigtigt verdensrigernes rækkefølge såvel som det nøjagtige år, da Messiasfyrsten skulle komme. (Daniel kapitlerne 8 og 9) Over tredive betydelige begivenheder i Jesu liv blev forudsagt ganske nøjagtigt; og det er uimodsigeligt, at Jesu egen profeti, der er gengivet i Mattæus 24, Markus 13 og Lukas 21, får sin opfyldelse i dag, og det til de mindste detailler.
Men hvor er Koranens profetier, hvis opfyldelse skulle tilkendegive, at den er inspireret? Den, muhammedanske teologer som oftest henviser til, er den, der står i sure 30:1-3: „Romerne har lidt et nederlag, men efter deres nederlag vil de sejre om nogle år.“ (Tuxen) Dette opfattes som en forudsigelse af det nederlag, romerne tilføjede perserne omkring ti år efter, at de var blevet slået af dem. Imidlertid kunne en kløgtig iagttager have vovet at gætte på, at Romerriget til sidst ville vinde. Desuden blev der ikke brugt nogen vokalpunkter, da Koranen oprindelig blev skrevet, og derfor kan denne passage lige så godt oversættes „vil de blive besejret“ som „vil de sejre“. Og dette vers citeres i almindelighed som det ypperste eksempel på profetier i Koranen.
På den anden side er der en profeti i Koranen, som er slået eftertrykkelig fejl, og det er den, at islam ville „sejre over enhver anden religion“. (Sure 9:33, Rodwell) Muhammedanerne tæller kun ca. 11 procent af verdens befolkning, hvorimod hinduerne hævder at udgøre 12 procent, de såkaldte kristne 30 procent o.s.v. Islam har deltaget i den ene hellige krig, jihad, efter den anden i lydighed mod budet: „Bekæmp dem, til . . . religionen alene tilhører Allah.“ (Sure 2:189, Tuxen) Alligevel har islam ikke triumferet eller vundet sejr over alle andre religioner. Dens hære blev standset i Frankrig i 732 e. Kr. af Karl Martel og sidst ved Wiens porte i 1683. Således ser vi, at Koranen ikke kan hævde at være af guddommelig oprindelse på grundlag af sit profetiske element.
Interessante sammenligninger
Hvilket valg har vi i betragtning af alt dette med hensyn til spørgsmålet: „Koranen — af Gud eller af mennesker?“ Lad os imidlertid vente med at besvare dette specielle spørgsmål og i stedet betragte nogle meget interessante lighedspunkter, som historien fortæller os om, mellem islams budskab og de folks skikke og tro, som Muhammed kom i kontakt med i slutningen af det sjette og begyndelsen af det syvende århundrede e. Kr.
Koranen forkynder, at Allah er den eneste sande gud, at de trofaste vil blive belønnet efter døden ved at komme i paradis, og at de onde vil blive straffet med pine. Den fordømmer også gentagne gange den arabiske skik at begrave deres nyfødte døtre levende. Alt dette blev på samme måde forkyndt af en gruppe reformatorer i Muhammeds fødeby, Mekka, hanif’erne, som han var godt kendt med.
Koranen påbyder tilbedelse af Ka’aba-stenen, pilgrimsrejser til Mekka, faste i måneden Ramadan, og den lærer også en skæbnetro i forbindelse med det nuværende liv. Alt dette var en del af arabernes hedenske religion på Muhammeds tid.
Koranens maleriske skildringer af himmel og helvede, dens instruktioner angående en kibla eller retning, man skal vende sig i, når man beder, dens regler om bønner og renselse, dens forestillinger om brugen af vægte på dommedag og om Al Araf eller skærsilden, indledningsbønnen i alle surer undtagen den niende, „Lovet være Allah, verdenernes herre, forbarmeren, den barmhjertige“, dens lære om engle og dæmoner, — alt dette finder sit sidestykke i jødedommens Talmud og zarathustralærens Avesta.
Koranen fortæller om Jesu taler som barn. Denne beretning findes på samme måde i det apokryfiske Barnets Evangelium. Den fortæller også, at mens Jesus var et lille barn, lavede han fugle af ler og fik dem til at blive levende. Den samme historie findes i Thomas Israelittens Evangelium såvel som i Barnets Evangelium. Koranen hævder, at Jesus ikke blev naglet til en pæl, „korsfæstet“, at han ikke blev dræbt på jødernes forlangende (og ved romernes hænder). Denne tro fremholdes også af „manichæernes“ sekt og andre, og den findes i visse apokryfiske skrifter, som for eksempel Apostlenes rejser.
Koranen blev til i Arabien. Den appellerer til arabernes fortrin og fordomme. Gentagne gange fastslår den, at den blev sendt ned på rent arabisk og til arabere. „En bog, hvis vers (tegn) er LAVET TYDELIGE — en arabisk Koran, for mænd med kundskab.“ (Sure 41:2, Rodwell. Se også sure 12:2; 13:37; 16:105; 42:5, Rodwell) Hvis Koranen var fra Gud og skrevet for folk af alle tungemål, hvad betød det så, om det oprindelige sprog var det ene eller det andet?
Det samme kan siges om Koranens forbud mod vin og dens tilladelse til at „ægte kvinder efter dit valg, to eller tre eller fire“; begge dele er i modstrid med, hvad mennesker i den øvrige verden har erfaret med hensyn til, hvad der tjener samfundets interesser bedst, skønt det tilsyneladende er praktisk for indbyggerne på den arabiske halvø.
Lad os til sidst lægge mærke til de mange interessante lighedspunkter mellem samtidige lokale forhold og indholdet af visse surer. Muhammeds onkel og tante var meget skeptiske over for hans påstand om at være Allahs profet. Sure 111 er helliget en forbandelse over dem. Da islam voksede i styrke og deltog i krige for at vinde bytte eller erobringer, finder vi sådanne surer som nr. 2, 3, 8 o.s.v., der alle giver opmuntring til at deltage i krig og dadler dem, der ikke gør det.
Et uvelkomment rygte fortalte, at Muhammeds yndlingshustru, Aisha, havde et kærlighedsforhold til en ung muhammedansk kriger. Sure 24 handler om denne affære og fordømmer bagtalerne. Muhammed var i vildrede med sig selv med hensyn til at ægte sin adoptivsøn Zaids fraskilte hustru. Sure 33 tillader ham at gøre en undtagelse, så han kan gifte sig med hende, skønt en adoptivsøn blandt araberne blev betragtet som det samme som en naturlig søn, og skønt Koranen havde forbudt enhver fraskilt hustru at gifte sig med en anden mand. Ved en anden lejlighed havde en af Muhammeds hustruer fundet ham i hendes værelse sammen med hans koptiske medhustru. Dette forårsagede et sådant raseri blandt hans hustruer, at han frivilligt nægtede sig enhver forbindelse med denne medhustru. Sure 66 forsikrer ham, at han ikke behøver at lade sit forhold til den mørkladne koptiske medhustru påvirke af sine hustruers indvendinger.
Dog forsikrer man os i fuld alvor, at alt dette har eksisteret lige så evigt som Gud selv i hans nærhed, mens det afventede den tid, da nødvendigheden ville tvinge engelen Gabriel til at bringe det ned og overgive det til Muhammed! Kan godtroenhed strække sig ret meget videre?
Hvilken slutning kan vi nu drage? Denne: Uden tvivl har den religion, Muhammed bragte sine landsmænd i Koranen, og som han tvang dem til at antage, stået langt over den, de i forvejen praktiserede, og det er hævet over enhver tvivl, at Muhammed begyndte sit arbejde med en sikker overbevisning om, at han havde et budskab fra Gud (Allah) til mennesker på den tid. Ikke desto mindre kom hans budskab ikke fra Gud. Det har måske ikke engang været af menneskelig oprindelse; hans frygt for, at de stemmer, han hørte, var onde ånders, onde djinners, stemme, har måske været sandheden nærmere, end hans hustrus forsikringer om, at de stammede fra gode ånder.
Dette kommer ikke overraskende for os, for Bibelen fortæller os, at „Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel“ og at „denne verdens gud har slået [de vantros tanker] med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede“. — 2 Kor. 11:14; 4:4.
Synes en sådan iagttagelse at være for streng i sin vurdering? Så spørg: Er det logisk at drage den slutning, at efter at Jehova Gud havde brugt Kristus Jesus til at indføre nye tingenes ordninger, der stod langt over Lovens forordninger under Moses, at han så syv århundreder senere ville bruge Muhammed til at foranstalte et tilbagefald til Moses, ja endnu længere tilbage, ved at indføre ceremonielle renselser, faste, forbud mod visse fødevarer, for slet ikke at tale om tilbedelsen af Ka’abaen? — Jer. 31:31-34; Matt. 5:21-48; Hebr. kap. 9, 10.
I een henseende satte Muhammed imidlertid et godt eksempel til efterfølgelse. I den overbevisning, at hans budskab var sandt, forkyndte han det, skønt dette i det mindste i nogle år gjorde ham meget upopulær, udsatte ham for spot og streng straf, ja bragte hans liv i fare. Og hvad angår Koranens hovedlære, at der kun er een sand Gud, skiftede han ikke mening.
Bibelen siger til os: „Kom . . . lad os ræsonnere sammen.“ (Es. 1:18, KJ) Den påminder os også: „Køb sandhed og sælg den ikke.“ (Ordsp. 23:23) For at komme ind i sandheden, må vi være villige til at ræsonnere over de kendsgerninger, der forelægges os, og vi må være villige til at betale prisen for den, for sandheden er ikke mere populær i dag, end den var i fortiden. Mærk dig de her fremførte argumenter om Koranen, Bibelen og historiens kendsgerninger, og bliv så i dit sind overbevist om, hvilken bog der er den guddommelige åbenbaring. Vær villig til at lade dig belære om, hvor den guddommelige sandhed findes, og hvad Gud kræver af dem, der skal vinde frelse.