Hvordan man får gavn af at underordne sig myndighederne

„Ønsker du da at være uden frygt for myndigheden? Så gør vedblivende det gode, og du skal få ros af den.“ — Rom. 13:3, NW.

1, 2. (a) Hvem behøver kristne vidner ikke at roses af for at gøre det rette, og ved hvilke lejligheder har de alligevel modtaget ros fra dette sted, og hvorfor har de det? (b) Hvilket eksempel kan der peges på i Amerika i 1958?

DEN ros som denne verdens „højere myndigheder“ tildeler dem der gør det gode, ansporer mennesker til at handle ret. De der adlyder Guds ord har dog ikke brug for ros fra denne side for at blive opmuntret til at øve gode gerninger. Jehovas kristne vidner søger ikke direkte de verdslige myndigheders ros for at sole sig i den eller for blot at behage mennesker i høje stillinger. Imidlertid kan offentlige embedsmænd føle sig tilskyndet til at udtale sig anerkendende om medlemmer af Jehovas vidners menigheder når disse, for eksempel ved et stævne, hvor de er forsamlet i stort tal, lægger en god opførsel og moral for dagen og giver bevis for at alt hos dem foregår sømmeligt og med orden. Blandt mennesker i verden i dag er dette så sjældent at Guds folk tiltrækker sig så meget større opmærksomhed og vinder myndighedernes anerkendelse.

² Som et eksempel herpå kan nævnes at den amerikanske senator for staten Oregon, Richard L. Neuberger, den 1. august 1958 for det amerikanske senat oplæste en udmærket artikel som samme dag var blevet offentliggjort i New York Times og som rosende omtalte Jehovas vidner, der da var forsamlet til deres store internationale stævne på Yankee Stadium og Polo Grounds i New York. Senatoren foranledigede endvidere beretningen indført i kongressens protokol. — The Congressional Record, siderne A6907, A6908, for den 85. kongres, anden samling.

3. I hvilke andre tilfælde er Jehovas vidner blevet rost fra offentlig side, i lighed med hvad der skete i forbindelse med Gileadskolen?

³ Hotelsammenslutninger og kommunale myndigheder har udtalt sig anerkendende om Jehovas vidners kristne opførsel ved deres store stævner. Det er endog sket at udsendinge fra statens institutioner er kommet for nærmere at studere Jehovas vidners særlige bespisningsarrangement. Da Vagttårnets bibelskole Gilead i maj 1953 — ti år efter dens oprettelse — blev anerkendt af De forenede Staters undervisningsministerium i Washington, D.C.,a som en skole der ligger fuldt på linje med andre højere skoler og læreanstalter i Amerika, kunne dette betragtes som en ros fra statens side. Denne anerkendelse bevirkede at udenlandske elever nu kunne få opholdstilladelse i De forenede Stater gældende tilstrækkelig længe til at de kunne gennemgå et kursus på Gilead, hvilket havde været vanskeligt før på grund af immigrationsbestemmelserne.

4. Hvilket svar giver Romerne 13:4 på om kristne skal blive ved med at gøre det gode og således høste ros?

⁴ Vidnerne søger ros af deres Gud Jehova og ikke af mennesker. Hvorfor skal de da vedblive med at gøre det gode, så de opnår ros selv af den politiske „myndighed“? Romerne 13:4 (NW) svarer: „Thi den [myndigheden, exousía] er Guds tjener [diákonos] til gavn for dig. Men gør du det onde, da frygt: thi den [myndigheden, exousía] bærer ikke sværdet uden hensigt; den er jo [ikke Gud, men] Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den som handler ondt.“

5. Hvorledes optrådte den persiske regering som „Guds tjener“ for den jødiske rest og dens tempel?

⁵ Forud for den kristne æra var perserkongen Kyros en Guds tjener til gavn for jøderne der da var fanger i Babylon. Som Guds tjener lod Kyros den trofaste rest af jøder vende tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet og genindføre tilbedelsen af Jehova der. I sit frihedsdekret sagde Kyros om Jehova Gud: „Han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda.“ (2 Krøn. 36:22, 23; Ezra 1:1-4) Så vidt var Kyros „Guds tjener“, men det vil naturligvis ikke sige at han nu var omvendt til jødedommen. Tolv år senere måtte jøderne anmode om at Kyros’ dekret blev fundet frem fra arkivet hvor de kongelige skrivelser opbevaredes, for at de omboende fjenders modstand mod tempelarbejdet kunne blive standset. Undersøgelsen gav et positivt resultat, den persiske regering befalede fredsforstyrrerne at holde inde, og i løbet af fire år havde Guds folk fuldført templet. — Ezra 5:17 til 6:15.

6. Hvordan ydede den persiske „myndighed“ senere virksomheden i templet sin støtte, og hvordan traf den foranstaltninger så Guds folk ikke blev udryddet ved en massakre?

⁶ Senere sendte perserkongen den skriftlærde Ezra til Jerusalem med en gave til Jehovas hus fra kongen, hans rådgivere og fyrster. Han medgav også Ezra en skrivelse ifølge hvilken præsterne og andre der tjente direkte ved templet blev fritaget for at betale skat. (Ezra 7:11, 24; 8:25-30) Også på dronning Esters tid optrådte perserkongen som Guds tjener, da han dømte jødernes fjende Haman til døden. Han forordnede ligeledes at jøderne under dronning Ester og hendes fætter Mordokaj, der nu var Persiens førsteminister, måtte kæmpe for deres liv og dræbe alle dem der ville benytte sig af Hamans onde bestemmelse og udrydde Guds folk. — Est. 7:5 til 9:17.

7, 8. (a) Virker den verdslige myndighed kun som „Guds tjener“ over for de kristne når det drejer sig om at opfylde en profeti i Bibelen eller at opføre et drama med forbilledlig betydning? (b) Hvilke begivenheder i Paulus’ tjeneste viser hvorvidt „myndigheden“ tjener det gode eller det onde?

⁷ Imidlertid optræder den verdslige „myndighed“ ikke blot som Guds tjener til gavn for de kristne når den opfylder Bibelens profetier eller spiller en rolle i et profetisk drama, men også i det almindelige, daglige liv. Såvel kristne som andre undersåtter og borgere nyder visse fordele af at den verdslige „myndighed“ fungerer som den skal. Hvem var det der befriede Paulus da han blev overfaldet af en jødisk folkehob i templet i Jerusalem? Den verdslige myndighed, den romerske kommandant. Hvem var det der hemmeligt fik Paulus ført fra Jerusalem til Kæsarea for at hindre at han blev dræbt af en jødisk sammensværgelse? Hvem var det Paulus appellerede sin sag til — til den jødiske ypperstepræst eller den hedenske myndighed? Hvem var det der gratis befordrede Paulus fra Kæsarea til Rom, så han også kom til at aflægge vidnesbyrd der? Hvem var det der reddede Paulus så han og de øvrige fanger ikke blev dræbt da de havde lidt skibbrud? Hvem var det der sørgede for at Paulus fik en „bolig, han selv havde lejet“ mens han var fange i Rom og ventede på at fremføre sin sag for kejser Nero? Det var alle repræsentanter for den romerske „myndighed“. — Ap. G. 21:31 til 28:31.

⁸ Det var den samme romerske myndighed der, ifølge traditionen, frikendte Paulus for de falske jødiske anklager og ved hvis hjælp det lykkedes ham ’at forsvare og juridisk befæste den gode nyhed’. (Fil. 1:7, NW) Vi spørger nu: Hvis tjener var den romerske myndighed i alle disse tilfælde? Guds tjener eller Djævelens tjener? Var „myndigheden“ en tjener der var til gavn eller skade for den kristne sag?

9, 10. (a) I hvilken betydning bliver „myndigheden“ ikke „Guds tjener“? (b) På hvilken måde kan vi som kristne drage nytte af „myndigheden“ fordi den er „Guds tjener til gavn for“ os?

⁹ Dette betyder naturligvis ikke at „myndigheden“ lod sig omvende til kristendommen og blev en indviet og døbt ordets tjener. Det var ikke tilfældet, lige så lidt som kong Kyros blev jøde og optaget i det jødiske folk, Jehovas indviede folk under Moseloven. Men „myndigheden“ kan tjene til gavn for folket, i overensstemmelse med dens hensigt, og vi har ret til at benytte os af det, til vor gavn, hvis vi forbliver lovlydige borgere.

¹⁰ Appellerer vi ikke vor sag til myndighederne når vore fjender krænker vor ret? Har de ikke i mange tilfælde været tjenere til gavn for os? Hvorfor skulle vi i det hele taget appellere til dem hvis de ikke var indsat til at tjene os og hvis vi ikke kunne forvente at der kom noget godt fra dem? Selv når det gjaldt forkyndelsen af Guds rige, som nogle embedsmænd i mange tilfælde har søgt at standse, har Jehovas vidner appelleret til „myndigheden“ for at få en retfærdig behandling af sagen. Hvorfor skulle vi gøre det hvis „myndigheden“ slet ikke var indsat for at tjene folket, det vil sige alle der er underordnet de „højere myndigheder“ eller „øvrigheden“, og yde det den hjælp der tilkommer det?

Forfølgelse i totalitære lande

11. Hvad skal vi sige om myndigheden når den er samlet hos en enkelt mand og denne handler stik imod sin opgave og udsætter os for ondt?

¹¹ Det er sket at „myndigheden“, i stedet for at tjene til gavn for os, har vendt sig imod os og har skadet os blot fordi vi er Jehovas vidner. Den har forfulgt os, forbudt os at forkynde og forsøgt at udrydde os. Hvad skal vi sige til det? I sådanne tilfælde er det den person der på det tidspunkt udøver myndigheden der kommer til at bære ansvaret for denne ugudelige fremfærd. Han vil personligt af Gud blive draget til ansvar for at have misbrugt sin myndighed, for at have fordærvet den funktion øvrigheden er sat til at tjene.

12. Hvorledes understregede Jehovas vidner dette punkt i 1934, i 1956 og i 1957 ved deres sammenkomster?

¹² Dette understregedes i den resolution Jehovas vidner vedtog ved de 199 sektionsstævner som i 1956-57 blev holdt verden over. Resolutionen var stilet til den daværende russiske ministerpræsident Nikolai A. Bulganin.b Det understregedes ligeledes i den resolution der blev vedtaget af 33.091 Jehovas vidner der var forsamlet til stævne i Baltimore, Maryland, den 24. august 1957. Denne resolution var stilet til Den dominikanske Republiks daværende diktator, generalissimus Rafael L. Trujillo.c Et lignende indhold havde de telegrammer haft der søndag den 7. oktober 1934 blev afsendt til den tyske nazifører Adolf Hitler fra Jehovas vidner i hele verden. I telegrammerne stod blandt andet: „Afhold Dem fra yderligere forfølgelse af Jehovas vidner; gør De ikke det, vil Gud tilintetgøre Dem og Deres nationalsocialistiske parti.“d Som vist med disse eksempler sker det altså at diktatorer fremstår og tiltager sig mere og mere magt, misbruger myndigheden en tid, hvorefter de styrtes. Men „myndigheden“ eksisterer stadig, blot går den nu over på andre hænder.

13. Hvordan har Jehovas vidner optrådt frygtløst og samtidig respektfuldt over for jordiske herskere?

¹³ Jehovas vidner har aldrig, fra Nimrods tid, Babylons hersker i Noas dage, og indtil nu, næret nogen frygt for personen, manden, selv om denne var diktator. De har kun frygtet Gud. Dog har de næret respekt for „myndigheden“, den upersonlige magt der overdrages en regent og som giver ham ret til at handle. Øvrigheden straffer dem der handler ondt.

14. Med hvilken begrundelse skal den kristne ifølge Romerne 13:4 „frygte“, og hvad skal der forstås ved det omtalte „sværd“?

¹⁴ I Romerne 13:4 (NW) siges til de kristne: „Men gør du det onde, da frygt: thi den bærer ikke sværdet uden hensigt.“ Her er ikke blot tale om den dolk som den romerske kejser og hans nærmeste regeringsembedsmænd bar som tegn på deres „magt over liv og død“ (jus vitæ et necis); men her er tale om „sværdet“, der symboliserer magten til at eksekvere en dødsdom.

15. Hvorledes benyttede herskerne i Herodes-slægten sig af „sværdet“, og hvad lærer det os med hensyn til vor adfærd over for „myndigheden“?

¹⁵ Da Herodes Antipas lod Johannes Døber halshugge brugte han ikke det symbolske „sværd“ til noget godt formål, det var ikke som „Guds tjener“ han brugte det. Han havde ret til at bruge sværdet og gjorde det også, for det var med et retfærdigt formål for øje han bar det symbolske sværd: Det skulle bruges til at udrydde dem der øvede ondt. Men i dette tilfælde gjorde Herodes Antipas lige det modsatte. (Matt. 14:1-12) Da kong Herodes Agrippa I lod Jakob, Johannes’ broder, „henrette med sværd“, misbrugte han ligeledes det sværd som hans myndighedsstilling gav ham ret til at bruge. (Ap. G. 12:1, 2) Dette viser dog at det ikke er klogt at lege med myndigheden ved dumdristigt at gøre noget forkert og derved lege med „sværdet“.

16. Hvad har vi grund til at frygte fra „myndighedens“ side dersom vi handler ondt, og i hvilken egenskab virker myndigheden da?

¹⁶ Hvis vi handler ukristent og gør det der er ondt har vi grund til at frygte straf fra den der sidder inde med den verdslige myndighed. „Den [myndigheden] er jo Guds tjener.“ På hvilken måde er den det i dette tilfælde? Ved at den optræder som „en hævner der lader vrede ramme den som handler ondt“, siger Paulus inspireret af Guds ånd. At myndigheden optræder som hævner er en funktion der skulle indgyde os frygt og afholde os fra at gøre noget der er forkert. Gud straffer således ikke direkte den kristne som har øvet ondt, eller venter med at lade straffen ramme den skyldige til dommens dag, engang i fremtiden. Gud behøver ikke at handle direkte med den skyldige eller at vente til dommens dag. Han har allerede sin „tjener“, der er parat til at udmåle straffen.

17. Hvorfor opsøgte enken i Jesu lignelse så vedholdende den uretfærdige dommer, og hvad illustrerer dette med hensyn til de retningslinjer som myndighedspersoner må rette sig efter?

¹⁷ I Jesu lignelse om den uretfærdige dommer, gengivet i Lukas 18:1-6, henvendte en enke sig gentagne gange til en dommer og bad ham optræde som hævner over for hendes modpart. Hvorfor skulle enken gentagne gange have henvendt sig til dommeren hvis han ikke, med den myndighed han besad, kunne forventes at ville optræde som hævner? — selv om han var uretfærdig og hverken frygtede Gud eller nærede respekt for mennesker. Ganske som det forholder sig indenfor i Guds organisation, sådan forholder det sig udenfor i Satans organisation: myndighedspersoner har deres retningslinjer for hvordan de bør handle under varetagelsen af deres embede, og det er visselig ikke retningslinjer der giver dem lov til at handle slet og uretfærdigt. Hvordan kunne vi ellers anmode myndighedspersoner her på jorden om hjælp? Hvordan kunne vi gøre det hvis disse embedsmænd ikke havde myndighed til at handle ret, gøre godt og udvise retfærdighed? Nogle af de handlinger de er bemyndiget til at udføre er fuldt ud i overensstemmelse med Guds lov, og den kristne kan derfor med god samvittighed anerkende dem.

18. På hvilket grundlag kunne Daniel og Mordokaj, dronning Esters fætter, stå i henholdsvis den babyloniske og den persiske regerings tjeneste?

¹⁸ Hvordan kunne profeten Daniel have stået i den babyloniske og den persiske regerings tjeneste hvis ingen af disse regeringer havde fået nogen myndighed overdraget til at gøre det gode? Den persiske regering tillod Daniel, og også Mordokaj, at gøre det gode, selv om det gode var direkte rettet mod Jehovas folk, og den roste endog Daniel og Mordokaj fordi de handlede som de gjorde. Regeringen godkendte deres handlinger, fordi de var underordnet staten som dens fanger. Som fortjent ramte hævnen til sidst Daniels fjender og ligeledes dronning Esters, Mordokajs og deres jødiske brødres fjender.

19. Hvordan benyttede Gud hedenske herskere som sine hævnere over for Israels afvegne ti-stammerige?

¹⁹ I århundrederne før Kristi tid bemyndigede Gud hedenske herskere eller „højere myndigheder“ til at optræde som hævner og udøse Guds vrede over hans udvalgte folk fordi det svigtede ham. Ifølge Esajas 9:8-17 brugte Gud kong Rezin af Syrien til sammen med filisterne at optræde som hævner over for Efraim og indbyggerne i Samaria, hovedstaden i det nordlige Israel. Ifølge Esajas 10:5, 6, 15 gjorde Jehova også Assyriens konge til den kæp eller stok hvormed han revsede sit genstridige folk.

20. På hvilken måde anvendte Gud hedenske herskere som hævnere over for Juda, Ægypten og Babylon?

²⁰ Ifølge Jeremias’ ord (25:8-11; 27:4-8) gjorde Jehova Babylons konge til sin tjener, ved hvem Guds hævn skulle komme over Judas folk og andre folk der havde forbindelse med det. Babylons konge var i virkeligheden Guds sværd. (Ez. 21:8-23) Jehova benyttede Babylons konge som sin brændehugger der skulle fælde og omhugge Ægypten, den stolte ceder. (Ez. 31:2-14) Og Jehova gjorde perserkongen Kyros til sin salvede der skulle ydmyge Babylon og styrte denne verdensmagt. — Es. 45:1-4.

21. (a) Hvem optrådte som Guds hævner i år 70 e. Kr., og imod hvem? (b) Kan „myndigheden“ kun fungere som hævner når den derved opfylder en bibelprofeti?

²¹ På Kristi apostles tid lod Jehova Gud den romerske myndighed optræde som en hævner der svang Guds sværd i året 70. Da var hævnens eller straffens dage kommet, ’de dage hvor retfærdighed skulle udmåles’ over Israels antikristne nation. (NW) Derfor blev den hellige by og templet ødelagt af de romerske legioner under general Titus. (Luk. 21:20-24; Matt. 23:35 til 24:2) Det var en dommens dag for Israel. Imidlertid behøver den verdslige „myndighed“ ikke at vente til dommens dag oprinder for en ulydig nation, før den optræder som en „hævner der lader vrede ramme den som handler ondt“. Hævnerens vrede kan ramme den enkelte på et hvilket som helst tidspunkt, idet den skyldige kan dømmes efter den lov den verdslige „myndighed“ har fastsat. Apostelen Paulus’ ord er derfor ikke nødvendigvis begrænset til kun at gælde det tidspunkt da Gud opfylder en profeti og straffer nationen som helhed.

[Fodnoter]