En soldat som blev forkynder

FORTALT AF RICHARD A. BOECKEL

DA JEG var i den amerikanske hær under den anden verdenskrig, begyndte jeg at studere noget bibelsk lekture. Mens jeg læste og prøvede at finde ud af tingene, opstod der et spørgsmål i mine tanker: Hvordan ser Gud på de vanskelige forhold vi oplever i vor tid?

Jeg sagde til mig selv at da De forenede Stater blev grundlagt i 1776 var der mange tapre mænd som ofrede livet for deres land, ja mange som endog beklagede at de kun havde ét liv at ofre. Men, tænkte jeg, hvilke varige goder førte deres ædelmodige ofre i virkeligheden til? Menneskenes største fjender, sygdom og død, blev tydeligvis ikke besejret, for alle som har levet siden er fortsat blevet indhentet af døden.

Den sørgelige sandhed er at intet jordisk styre kan besejre døden, ja ikke engang sygdom og alderdom. Men nu lærte jeg om Jehova Guds styre, der både kunne og ville besejre disse fjender. I en profeti om Guds konge, Jesus Kristus, siger Bibelen: „Et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile . . . Stort bliver herredømmet, endeløs freden.“ — Es. 9:6, 7.

Jesus lærte sine disciple at bede om dette herredømme som kommer fra Gud. „Derfor skal I bede således,“ sagde han. „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ Dette rige eller denne regering, der ifølge Bibelen vil gøre ende på død, sorg, skrig og smerte, er enhver jordisk regering overlegen. Og eftersom Jesus opfordrede: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed,“ fandt jeg det rimeligt at lydighed mod Guds love måtte indtage førstepladsen hos dem der støtter hans regering. — Matt. 6:9, 10, 33, da. aut.; Åb. 21:3, 4.

Da jeg blev overbevist om dette søgte jeg min afsked fra hæren, men ansøgningen blev afslået.

Jeg forkynder Guds rige

Ud fra det jeg lærte forstod jeg at det var en kristens pligt at dele ’den gode nyhed om Riget’ med andre. (Matt. 24:14) Mens jeg var stationeret i Fort Francis E. Warren i Wyoming begyndte jeg at overvære Jehovas Vidners møder i Cheyenne, som lå i nærheden. Her skaffede jeg mig forsyninger af bibelsk læsestof, og i de følgende uger spredte jeg i hundredvis af bøger og brochurer på lejrens hospital og i sovesalene. Lejrmyndighederne fik snart nys om denne forkyndervirksomhed, og de forsøgte at finde ud af hvem der var ansvarlig for den. Men de menige soldater hjalp mig til at undgå at blive opdaget.

Jeg gik som regel fra køje til køje og talte dæmpet med enkeltpersoner eller små grupper. Samtidig fungerede nogle soldater som udkigsposter ved hoveddøren og bagdøren. Når officererne kom og ledte efter mig blev jeg advaret af disse soldater, og jeg nåede at forsvinde ud ad den modsatte dør. Så gik jeg over til sovesalene i en anden del af lejren og begyndte at forkynde der. Men min afskedsansøgning blev stadig ikke imødekommet.

En vigtig orlov

I august 1944 fik jeg orlov for at overvære Forenede Forkynderes Teokratiske Stævne i Denver i Colorado. Jeg tror faktisk at det var ved Herrens ledelse at denne orlov blev bevilget, især i betragtning af det der skete under stævnet.

Under et af møderne sad jeg ved siden af Lotta Thayer, en forkynder fra Abilene i Kansas. I samtalens løb fortalte jeg hende om de problemer jeg havde mens jeg forsøgte at tjene Gud i en militærforlægning, i betragtning af det jeg havde lært ud fra Esajas 2:4 og lignende skriftsteder.

„Ved du hvem der er nabo til mig?“ spurgte hun. „Det er general Eisenhowers moder! Hun er et af Jehovas vidner. Kunne du tænke dig at hun skrev til dig?“

„Ja, bestemt!“ udbrød jeg.

Hjælp fra Eisenhowers moder

I slutningen af august holdt vi en øvelse i Colorado. Jeg nægtede at udføre vagttjeneste og fik ordre til at møde i hovedkvarterets felt. Da jeg var kommet halvvejs, fik jeg besked om at sætte mig under et enebærtræ indtil jeg blev bedt om at møde. Mens jeg sad og ventede, råbte en soldat: „Post!“ og nogen gav mig et brev. Jeg var netop færdig med at læse det da jeg blev bedt om at melde mig.

Da jeg kom ind i hovedkvarterets telt, hvor alle de øverste officerer var forsamlet, gjorde jeg ikke honnør. En af officererne sagde: „Gør De ikke honnør for Deres overordnede?“

„Nej, sir.“

„Hvorfor ikke?“

På en respektfuld måde gav jeg mine grunde, som byggede på min forståelse af Bibelen. Dertil sagde officeren: „General Eisenhower burde stille jer Jehovas vidner op på række og skyde jer alle sammen!“

„Tror De han ville skyde sin egen moder, sir?“ spurgte jeg.

„Hvad mener De med det?“ skreg han tilbage.

Jeg stak hånden i lommen og tog søster Eisenhowers brev frem og rakte ham det. „Jeg fik netop dette brev fra generalens moder mens jeg ventede på at De skulle kalde mig ind.“

Da han læste brevet (som er gengivet her i bladet, side 4 og 5) samlede de øvrige officerer sig omkring ham for også at se det. Tankefuldt og med en helt forandret holdning gav han mig det tilbage. „Gå tilbage til soldaterne,“ sagde han. „Jeg skal ikke blandes ind i noget med generalens moder.“

Ida Eisenhower, hvis søn senere blev De forenede Staters præsident, var da 82 år gammel. Ved at læse hendes brev vil man se at hun havde været et af Jehovas vidner det meste af sit liv. Hendes brev kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt! Hendes opmuntring var lige hvad jeg trængte til.

Jeg bevarer en fast holdning

Jeg fortsatte med at søge min afsked, men stadig forgæves. Imidlertid nægtede jeg at tage del i nogen som helst virksomhed som jeg følte var et direkte brud på bibelske principper. Det skabte ved en lejlighed en komisk situation. Vi var omkring 60 soldater der havde stillet vore feltsenge op i en stor kreds i sovesalen for at lytte til instrukser fra en besøgende major. Mens han stod midt i kredsen snurrede han rundt og pegede på mig. „De der — vis hvordan man kaster en håndgranat.“

„Det kan jeg ikke, sir,“ svarede jeg.

„Og hvorfor ikke?“

„Fordi nogen kunne komme til skade.“

Gutterne, som alle kendte min tro, kastede sig bagover på feltsengene og lo højt og støjende. I den forvirring der opstod, kunne majoren ikke finde mig igen. Han gik derfor over til noget andet.

Forkyndelse i Frankrig

Senere, mens jeg stadig forsøgte at komme ud af hæren, blev jeg sendt til Frankrig. Jeg accepterede begivenhedernes udvikling som Jehovas vilje og bestemte mig for at tjene ham uanset hvad der skete. Og jeg fik enestående muligheder for at tjene Guds rige i Frankrig. Jehovas Vidners årbog for 1980 har en kort beretning om dette under overskriften „En amerikansk soldat gør disciple“.

Jeg kom til Frankrig omkring den 1. oktober 1944, og jeg sendte min løn til Vagttårnets selskab i New York og bad om nogle bøger på fransk. Der gik flere måneder uden at de kom.

Eftersom jeg havde studeret ved universitetet i Grenoble i sommeren 1933, kunne jeg noget fransk. Jeg var derfor i stand til at forkynde for den lokale befolkning overalt hvor jeg var — i Nancy, Dijon, Le Mans og Vittel. Det blev ofte midnat før jeg tog tilbage til mit kvarter efter at have brugt mellem fem og ti timer til at besøge folk i deres hjem med budskabet om Riget.

Da jeg var i Paris traf jeg Henri Geiger, som da førte tilsyn med Jehovas Vidners virksomhed i Frankrig. Gennem ham fik jeg fat i nogle bøger og brochurer på fransk. Men eftersom jeg ikke kunne få ret mange, plejede jeg at lade en beboer låne en brochure i tre-fire dage, og derefter gik jeg tilbage for at hente den, så også andre kunne låne den. Både min forkyndelse og det at jeg nægtede at bære våben eller gøre honnør for officererne, var noget der tiltrak sig stor opmærksomhed. Men min afskedsansøgning blev stadig ikke imødekommet!

Jeg nægter at gå på kompromis

Omkring ved den tid da tyskerne iværksatte deres sidste store modoffensiv i Ardennerne, blev jeg indkaldt til hærens lokale hovedkvarter. På grund af mangelen på soldater ønskede de at jeg skulle bære våben. De beordrede mig også til at gøre honnør for officererne og at holde op med at forkynde. „Jeg forventer at De gør en god soldats gerning,“ sagde obersten.

Jeg forklarede obersten: „Hvis alle ville tage imod de råd jeg giver ud fra Bibelen, ville der ikke være problemer med drikkeri blandt soldaterne, og det ville ikke være nødvendigt at behandle dem for kønssygdomme.“

Oberstens svar på dette var: „Amerika vil ikke nægte sine soldater glæden ved seksuelt samvær, for Amerika er bygget på dette princip.“

Jeg korrigerede obersten og sagde at jeg forstod det sådan at Amerika var bygget på det princip at ægteskabet skulle holdes i agt og ære, og at det ikke forsvarede ægteskabsbrud og utugt. Jeg fik da forelagt dette ultimatum: ’Enten holde op med at forkynde eller blive skudt ved daggry.’ Jeg henviste til apostlenes ord i Apostelgerninger 4:19, 20 og 5:29 og sagde at jeg måtte adlyde Gud mere end dem, og at jeg derfor ikke kunne holde op med at forkynde om Guds rige.

Jeg blev ikke skudt, men blev arresteret og sat til at grave latrin. Dér stod jeg altså i et hul på seks fods dybde, med sergent Randy Tarbell over mig til at passe på mig. Efter krigen studerede Randy Bibelen sammen med John Booth, der nu er medlem af Jehovas Vidners styrende råd, og Randy er i dag en kristen ældste.

Vidnesbyrd om Jehovas ledelse

Eftersom der stadig var et stort behov for soldater, blev en ung soldat forflyttet fra Vittel, og jeg blev sendt derhen for at erstatte ham. Nu var jeg altså ikke længere under arrest. Og i stedet for at måtte bo i et lætelt havde jeg nu et værelse med en ordentlig seng på Vittels luksushotel, Hôtel des Grandes Sources!

Dagen efter min ankomst modtog jeg en stor karton med 60 bøger — de bøger jeg havde bestilt fra Vagttårnets selskab næsten fem måneder tidligere. Den var blevet sendt efter mig fra sted til sted, men var hver gang kommet for sent. Jeg gemte den under sengen. Det var det første sted jeg havde været hvor jeg kunne opbevare bibelske bøger på et trygt sted. Det måtte skyldes Jehovas ledelse. Men foruden franske bøger havde Selskabet også sendt bøger på italiensk, russisk og tysk. „Hvorfor?“ spurgte jeg mig selv. „Ved de ikke at jeg befinder mig i Frankrig?“

Men hvad fik jeg at se da jeg næste morgen gik ned ad trappen til spisesalen? Det sitrede i mig! Der var omkring 50 italienske soldater der! Nu, i februar 1945, havde de sluttet sig til de allierede i kampen mod nazisterne. Men ikke nok med det. Der var også omkring 50 russiske soldater på hotellet. Da jeg spiste sammen med dem i messen i løbet af de næste dage, lykkedes det mig at kommunikere med dem på et sprog som både de og jeg forstod, og jeg spredte alle de italienske og russiske bøger.

Men hvad så med de tyske bøger? Da jeg senere befandt mig i Nancy, traf jeg 60 tyske fanger. Eftersom jeg talte tysk var jeg i stand til at forkynde for dem. Hvor var de taknemmelige for at få noget at læse! Og det stod mig fuldstændig klart at Jehova leder forkyndelsen af Riget! Jeg er overbevist om at alt dette aldrig kunne være sket ved et tilfælde.

I løbet af de uger jeg var i Vittel besøgte jeg hvert eneste hjem i byen og forkyndte budskabet om Riget. Et af besøgene glemmer jeg aldrig. Det var hos André og Suzanne Perrin. Vi satte os ved bordet sammen med deres børn og studerede lige til midnat. Næste morgen råbte Suzanne til mig idet jeg gik forbi: „Monsieur Richard, ved De hvad jeg gjorde efter at De gik i går? Jeg brændte alle mine krucifikser, helgenbilleder, rosenkranse og statuer af jomfru Maria — det hele gik op i luer!“

Suzanne skrev for nylig til mig at de nu er omkring 50 i menigheden i Vittel. Hendes mand er død, men hun selv, hendes søn og andre slægtninge er aktive forkyndere. Jeg regner det for et stort privilegium at jeg kunne så sandhedens sæd i Frankrig og se noget af sæden bære frugt, mens jeg gik og ventede på at få min afsked.

Tilbage til Amerika

Krigen i Europa endte nogle få uger senere, i begyndelsen af maj. Kort efter var vi på vej tilbage til Amerika.

Vi blev sendt til Camp Lee i Virginia, hvor vi måtte opholde os indtil vi blev hjemsendt. Jeg satte mig i forbindelse med den lokale gruppe af Jehovas Vidner og brugte det meste af min tid til at forkynde, både i hjemmene hos den lokale befolkning og i den store militærlejr. Hver dag tog jeg omkring 25 bøger med i en indkøbspose, og jeg spredte dem alle sammen. Brødrene måtte flere gange foretage specielle ture til Richmond for at fylde deres boglager op igen.

Så kom den sidste weekend før vi skulle hjemsendes. Jeg havde tre dage tilbage i hæren til at forkynde. Men der var ikke flere bøger. Hvad skulle jeg gøre? Jeg gik ind i en barak hvor alle gutterne sad og ventede på deres hjemsendelse. Jeg stillede mig op ved døren og sagde med høj røst: „Hør, alle sammen! Jeg har et budskab til jer og noget I kan tage med jer hjem og glæde jer over hele næste år.“

Det fik dem til at samle sig rundt om mig, og jeg forkyndte for dem idet jeg understregede at Guds rige er menneskenes eneste håb. Jeg fremholdt bladene Vagttårnet og Ny Verden (nu Vågn op!) og tog bestilling på abonnement for dem der ville have bladene. I nogle tilfælde tegnede jeg ti-tolv abonnementer i én barak. Det sidste abonnement tegnede jeg klokken 2 om natten i bussen på vejen tilbage til New York. Jeg kom hjem med 203 dollars for 203 abonnementer. Jeg endte min tjeneste i hæren med at blive afskediget i nåde.

I de 35 år der er gået siden den dag, har jeg ikke vaklet det mindste i min tro på løfterne om Guds rige. Efter at jeg forlod hæren har jeg fortsat kunnet forfølge mit livsmål, at virke som en ordets tjener for Gud. Jeg har kunnet glæde mig over mange privilegier i årenes løb i den kristne menighed, og jeg tjener for tiden som ældste. I tretten år har jeg nu også virket som heltidsforkynder af den gode nyhed om Guds rige, den eneste regering der kan indføre varig fred på jorden.

[Tekstcitat på side 3]

’Eisenhowers moder er nabo til mig,’ sagde hun. ’Hun er et af Jehovas vidner’

[Tekstcitat på side 6]

„Gå tilbage til soldaterne,“ sagde officeren. „Jeg skal ikke blandes ind i noget med generalens moder“

[Tekstcitat på side 7]

Jeg blev ikke skudt, men blev arresteret og sat til at grave et latrin

[Tekstcitat på side 8]

I nogle tilfælde tegnede jeg ti-tolv abonnementer i én barak

[Ramme/illustration på side 4, 5]

Ida Eisenhowers brev i oversættelse

Hr. Richard Boeckel

35 Garland Drive

Kære ven!

En veninde af mig som netop er kommet tilbage fra Jehovas Vidners stævne Forenede Forkyndere, fortæller at hun traf dig der. Jeg glæder mig sammen med dig over at du fik den forret at overvære dette stævne.

I årenes løb har jeg mange gange haft den lykke at overvære disse møder der bliver holdt af dem der trofast forkynder Jehovas navn og hans herlige rige, som inden længe vil udøse store velsignelser over hele jorden.

Min veninde fortæller at du gerne vil have et par ord fra general Eisenhowers moder, som du har hørt er et af Jehovas vidner. Ja, det er jeg, og hvilket herligt privilegium er det ikke at være forenet med dem der er vidner for Jehova nu, og med hans vidner i den bibelske historie helt tilbage til Abel!

Sædvanligvis har jeg ikke villet efterkomme sådanne forespørgsler, idet jeg ønsker at undgå enhver offentlig omtale. Men eftersom du er et menneske som har god vilje over for Jehova Gud og hans herlige teokrati, er det mig en glæde at skrive til dig.

Jeg er blevet velsignet med syv sønner, hvoraf fem stadig lever. De er alle meget gode mod deres moder, og jeg tror at de er vellidte af dem der kender dem.

Det har altid været mit ønske at opdrage mine drenge til at lære Skaberen at kende og vise ærefrygt for ham. Min bøn er at de alle må knytte deres håb til den nye verden, hvor Riget er det centrale, det rige som alle gode mennesker har bedt om i de sidste to tusind år.

Jeg tror at Dwight, min tredje søn, altid vil bestræbe sig for at gøre sin pligt med ulastelighed, i overensstemmelse med det han ser som sin pligt. Jeg nævner ham specielt fordi du gav udtryk for at du var interesseret i ham.

Som moder til general Eisenhower og et vidne for den store hærskarers Jehova (det har jeg været i de sidste 49 år) er det mig følgelig en glæde at skrive til dig og opfordre dig til fortsat at tjene trofast og samarbejde med dem der „holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd“.

Der kan ikke være nogen tvivl om at det vi nu kalder efterkrigstiden er den ’ene time’ der er omtalt i Åbenbaringen, kapitlerne 17 og 18. Tallet „ti“ er her ikke et symbol på kun ti nationer, men snarere på samtlige nationer, og hvis vi ved slutningen af denne krig får et virkeligt Folkeforbund der tjener som den øverste vejleder for jordens nationer, skulle det være et godt bevis for dette.

Dette indvarsler at det herlige Teokrati, den store Guds, Jehovas, længe lovede rige ved hans søn, den evige konge, om meget kort tid kommer til at herske over hele jorden og udøse utallige velsignelser over alle mennesker som har god vilje over for ham. Alle andre vil blive fjernet.

Jeg vil endnu en gang opfordre dig til altid at være trofast mod disse ’Øvrigheder vi har over os’ og mod den nye verden der nu er så nær.

Forenet med dig i håbet om den nye verden som vi kæmper for

(sign.)