Jehova vogter os

FORTALT AF ERICH KATTNER

SMAK! Bogen landede tungt på mit hoved. Dette var min første kontakt med Bibelen, og den befandt sig i hånden på en katolsk præst. Hvorfor slog han mig? Det var på grund af et spørgsmål jeg havde stillet.

Præsten gav religionsundervisning og forsøgte at opmuntre os drenge til at vælge præstegerningen. I sin bestræbelse herfor anvendte han et skriftsted, Første Thessalonikerbrev 4:17, som omtaler dem der ’rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften’.

Jeg stillede altid mange spørgsmål, og jeg spurgte nu: „Hvorfor siger De at præster kommer lige i himmelen når trosbekendelsen siger at Jesus måtte ned til helvede?“ (Apostelgerninger 2:31) Så var det at jeg fik et dunk i hovedet med Bibelen.

Et ønske om kundskab

Men jeg ønskede oprigtigt at få svar på mine spørgsmål. Allerede som dreng havde jeg stor lyst til at tjene Gud. Jeg plejede at gå ind i næsten hver eneste kirke jeg kom forbi for at bede. Men jeg følte mig alligevel ikke tilfreds. Af en eller anden grund blev jeg altid vred over det jeg så, som for eksempel den måde nogle mennesker dyrkede helgenbilleder på, eller visse præsters opførsel.

Da jeg var blot otte år gammel læste jeg min første bog. Den hed „Hvordan Brasilien blev kristent“. Jeg var chokeret. For mig at se var det en historie om mord, om indianere der blev myrdet i religionens navn. Denne viden ændrede min indstilling til mangt og meget.

Alt dette skete i 1920’erne. Jeg blev født den 19. august 1919 i Wien og var mine forældres eneste barn. Da jeg var omkring seks år gammel fik min fader, der var elektroingeniør, arbejde i det nordlige Tjekkoslovakiet, i den tysktalende del der hed Sudeterland. Her flyttede min familie hen, og vi slog os til sidst ned i en lille by ved navn Warnsdorf.

Jeg blev meget skuffet over den katolske kirke. En dag hvor jeg var ret bitter fordi jeg igen var blevet straffet af præsten, græd jeg på vej hjem fra skole. Mens jeg gik igennem nogle marker tænkte jeg at der umuligt kunne være en Gud til, i betragtning af alle de forkerte ting jeg havde lært og været øjenvidne til.

Men så hørte jeg fuglesangen og lagde mærke til blomsterne, sommerfuglene og hele skaberværkets skønhed. Det begyndte at gå op for mig at der nødvendigvis måtte være en kærlig Gud til, men at de såkaldte Herrens tjenere når alt kom til alt måske slet ikke var hans tjenere. Og måske havde Gud opgivet menneskene. For første gang bad jeg en oprigtig bøn; jeg bad Gud om at hjælpe mig til at lære ham at kende, hvis han nogen sinde begyndte at interessere sig for menneskeheden igen. Det var i 1928.

Omkring en måned senere rejste min moder til en familiesammenkomst i Wien; det var hendes moders 60 års fødselsdag. Dér traf hun sin broder, Richard Tautz, der dengang boede i Maribor i Jugoslavien. Han var for nylig blevet bibelstudent, som Jehovas vidner dengang blev kaldt. Da mor kom tilbage var hun ovenud begejstret over de nye bibelske sandheder hun havde lært. Det hun fortalte lød fornuftigt i mine ører. Det lod til at Jehovas hånd ledede begivenhederne. — Salme 121:5.

Jeg efterlever det jeg har lært

Senere ankom der bibelstudenter fra Tyskland, og forkyndelsen kom i gang i vort område. Nogle måneder senere begyndte der at blive afholdt regelmæssige møder i en af vore nabobyer i Tyskland, og vi gik de få kilometer over grænsen for at overvære dem. Det var på dette tidspunkt jeg mødte Otto Estelmann, som jeg senere kom til at arbejde nært sammen med.

I 1932 flyttede vores familie til Bratislava, Slovakiets hovedstad, der lå godt 70 kilometer fra Wien. Eftersom der dengang ikke fandtes nogen Jehovas vidner i denne by, besluttede jeg mig for at gå i gang med forkyndelsesarbejdet. Jeg udvalgte mig det distrikt jeg anså for det vanskeligste, et boligkompleks hvor der stort set kun boede regeringsembedsmænd. Man talte dengang fire sprog i Bratislava: slovakisk, tjekkisk, tysk og ungarsk.

Udstyret med nogle kort som var påtrykt en lille prædiken på fire sprog, gik jeg i gang med at ringe på dørklokkerne til lejlighederne. Nogle gange stod min fader, der endnu ikke var blevet et Jehovas vidne, på den modsatte side af gaden og betragtede mig med en hovedrysten. Kort tid efter tog også han et fast standpunkt for Jehova.

Den 15. februar 1935, ved et særligt møde med en rejsende tilsynsmand i vort hjem, blev jeg og nogle andre døbt i et badekar. Jeg tog min handelsskoleeksamen samme år og fik tilbudt en attraktiv stilling, men blev samtidig indbudt til at arbejde på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Prag i Tjekkoslovakiet. Efter en alvorlig samtale med mine forældre lagde vi sagen frem for Jehova i bøn. Den 1. juni 1935 begyndte jeg i heltidstjenesten, knap 16 år gammel.

Tjeneste i tider med vanskeligheder

På Selskabets kontor i Prag lærte jeg at betjene en sættemaskine og at sætte blysatsen op i sider. Vi fremstillede traktater til vore brødre i Tyskland, der levede under et forbud udstedt af Hitler, og vi fremstillede Vagttårnet på flere forskellige sprog. Men det var vanskelige tider for vort arbejde i Europa, og til sidst, i december 1938, lukkede myndighederne vort afdelingskontor.

Jeg tog hjem til Bratislava, hvor regeringsmagten var gået over på nazisympatisørernes hænder, og arbejdede i to måneder stilfærdigt med hus-til-hus-forkyndelsen. Omkring dette tidspunkt modtog jeg et brev fra Vagttårnsselskabets centraleuropæiske kontor i Bern i Schweiz, hvori der stod at hvis jeg var villig til at tjene som pioner hvor som helst i verden skulle jeg komme til Bern.

Jeg tog imod indbydelsen og rejste hjemmefra. Det var sidste gang jeg så min fader, og der skulle gå mere end 30 år før jeg genså min moder. Men Jehova har vogtet os alle tre under alle de mange vanskeligheder der fulgte. For eksempel fandt jeg senere ud af at det berygtede Hlinka Guarda (en form for slovakisk SS) var kommet for at hente mig netop den dag jeg forlod Bratislava. Og da naziagenter under rejsen opdagede at jeg var et af Jehovas vidner, havde de forsøgt at få mig arresteret ved grænsen til henholdsvis Jugoslavien og Italien. Men Jehova vogtede mig fortsat. — Salme 48:14; 61:3.

I Bern fik jeg at vide at jeg skulle sendes til Shanghai i Kina, men senere blev min distriktstildeling ændret til Brasilien. Jeg arbejdede på afdelingskontoret i Bern indtil jeg modtog mit visum til Brasilien. Omkring dette tidspunkt tog urolighederne i Europa til. Grænseovergange blev lukket, og i august 1939 tilskyndede Selskabet mig indtrængende til at rejse ind i Frankrig. Det brasilianske handelsskib Siqueira Campos sejlede ud fra Le Havre i Frankrig den 31. august, og dér skulle jeg være om bord. Blot fire timer før den anden verdenskrig brød ud sejlede skibet ud af havnen.

Jeg fandt senere ud af at mine lidt over ti medpassagerer, der befandt sig i den samme andenklasses kahytssektion som jeg, alle var naziagenter. De brød sig ikke det mindste om min forkyndelse. Adskillige gange forsøgte de at få mig fra borde. I Vigo i Spanien advarede den venlige kaptajn mig om at jeg ikke skulle gå i land mens vi var der. Da vi kom til Lissabon i Portugal skrev naziagenterne et forkert afgangstidspunkt på opslagstavlen for at jeg skulle strande der. Men atter vogtede Jehova mig. (Salme 121:3) Jeg ankom til Santos i Brasilien om aftenen den 24. september 1939. Den næste dag rejste jeg op til São Paulo hvor Selskabets kontor lå.

Min tjeneste i Brasilien

I september 1939 var der kun 127 Jehovas vidner i Brasilien, der dengang havde en befolkning på omkring 41 millioner mennesker. Efter en uges tid i São Paulo tog jeg af sted til mit pionerdistrikt i den sydligste stat, Rio Grande do Sul. Jeg skulle bo hos nogle tysktalende Jehovas vidner af polsk afstamning der boede i et afsidesliggende jungleområde.

Togrejsen varede fire dage. Endestationen var Giruá, der lignede en by fra „det vilde Vesten“ i Nordamerikas barndom. Fra Giruá havde jeg stadig 32 kilometer at gå ind i junglen for at nå frem til det sted forkynderne boede. Jeg kom op at køre med en lastbil og blev sat af på en grusvej. Efter at have vandret cirka halvanden kilometer gennem naturskov og vadet over en smal flod, nåede jeg langt om længe frem.

Eftersom området var så afsidesliggende blev min tjeneste indskrænket til de gange hvor jeg kunne komme op at køre med en lille hestevogn. For at nå ud til folk måtte man rejse i flere dage, sove på grusveje for at undgå slanger og lægge sig under vognen når det regnede. Vi forkyndte blandt andet i byen Cruz Alta.

I 1940 tildelte Selskabet mig et nyt distrikt i Pôrto Alegre, hovedstaden i staten Rio Grande do Sul. Her sluttede jeg mig til min barndomsven Otto Estelmann, der også var blevet sendt til Brasilien. Myndighederne her lod til at være nazisympatisører. Vi blev arresteret og fik valget mellem at underskrive et stykke papir hvorved vi fornægtede vores tro, eller at tage af sted med aftentoget for at havne i et fængsel i nærheden af grænsen til Uruguay. Den aften kom vi ud at køre med tog.

Arbejdet underlægges restriktioner

Vi tilbragte næsten to år i husarrest ved grænsen. Men atter kom Jehova os til hjælp. Nogle jødiske forretningsfolk tilbød at hjælpe os. Som følge heraf fik jeg lov til at tage noget verdsligt arbejde i stedet for at blive holdt indespærret i fængselet. Vi blev dog stadig skarpt overvåget og var ikke i stand til at kontakte Selskabets afdelingskontor.

Men en dag mødte vi tilfældigvis en pionerbroder fra Europa på gaden; han var blevet sendt til Uruguay, og var på besøg ved grænsen. Hvilken genforening! Han gav os en tysk bibel og et engelsk Watchtower. Det var på dette tidspunkt at jeg for alvor begyndte at lære engelsk.

Den 22. august 1942 erklærede Brasilien krig mod Tyskland og Italien, hvilket betød at vores situation nu blev en anden. Vi blev ført tilbage til Pôrto Alegre, og efter at være blevet forhørt blev jeg løsladt. Derefter mødte jeg nogle unge Jehovas vidner som jeg havde lært at kende i det jungleområde hvor jeg havde været til at begynde med. Jeg var nu i stand til at kontakte afdelingskontoret og begynde i pionertjenesten igen. Fire af disse unge forkyndere sluttede sig til mig i pionergerningen, og nogle af de mennesker vi dengang fandt og som tog imod Rigets budskab, er forkyndere den dag i dag.

De myndigheder der nu var ved magten, var os gunstigt stemt; så i 1943 traf vi forberedelse til det første lille stævne i Pôrto Alegre. Det samlede tilhørerantal var på 50, hvoraf næsten halvdelen var civilklædte politibetjente. Et år senere, i 1944, arrangerede vi endnu et stævne. Derefter blev jeg anmodet om at tjene på Selskabets afdelingskontor, der var blevet flyttet fra São Paulo til Rio de Janeiro.

Gileadskolen og derefter

I 1950 blev jeg indbudt til Vagttårnets bibelskole Gileads 16. klasse i South Lansing i staten New York. Efter afslutningshøjtideligheden i februar 1951 blev jeg tildelt et midlertidigt specialpionerdistrikt i menigheden South Bronx i New York, men vendte senere tilbage til Brasilien.

I omkring halvandet år tjente jeg som rejsende repræsentant for Selskabet, både som områdetilsynsmand og som kredstilsynsmand. I februar 1953 blev jeg så kaldt tilbage til afdelingskontoret i Rio de Janeiro og fik tildelt arbejde som oversætter. Senere, fra september 1961 til september 1963, havde jeg det privilegium at arbejde med ved et særligt oversættelsesprojekt ved Selskabets hovedkontor i Brooklyn, New York. Under mit ophold kontaktede jeg et ægtepar som jeg kendte fra Brasilien. Manden indvilligede i at vi studerede på det hotel hvor de boede, og han blev overbevist om at det var sandheden han lærte.

Få måneder senere, da vi atter var tilbage i Brasilien, kontaktede jeg ham igen. Men nu var han ved at miste sagens alvor af syne. Jeg sagde derfor til ham: „Hør engang, Paul, du er civilingeniør. Men forestil dig nu at det var mig der var civilingeniør og at jeg fortalte dig at taget når som helst kunne falde sammen over dig. Hvad ville du så gøre? Som ’bibelingeniør’ fortæller jeg dig nu at medmindre du handler i overensstemmelse med det du ved er sandt, så er du virkelig i vanskeligheder.“

Kort efter blev han døbt og har nu i flere år tjent som kristen ældste. Han var også stærkt engageret i byggeriet af det store nye afdelingskontor i Cesário Lange i São Paulo, hvor vi nu er 480 der arbejder for at betjene det voksende antal Jehovas vidner i Brasilien og dække deres åndelige behov.

Fortsat vækst

I 1945 fik vi for første gang besøg af Vagttårnsselskabets præsident, Nathan H. Knorr, og den daværende vicepræsident, Frederick Franz. Der blev arrangeret et stævne i Pacaembu gymnasium i São Paulo, og jeg tolkede for de besøgende brødre. Tilhørerantallet nåede op på 765.

Jeg kan huske at broder Knorr kiggede over på det store stadion ved siden af og sagde at han spekulerede på om vi nogen sinde ville blive i stand til at fylde det. Det blev vi! I december 1973 var Pacaembu stadion stuvende fyldt med 94.586 stævnedeltagere der overværede stævnet „Guds sejr“. Dette tal blev overgået i august 1985 ved stævnet „Bevar din uangribelighed“, der blev afholdt på Morumbi stadion i byen São Paulo, hvor 162.941 var til stede. Og samtidig overværede 86.410 stævnet på et stadion i Rio de Janeiro. Afholdelsen af yderligere 23 stævner under temaet „Bevar din uangribelighed“ bragte det samlede tilhørertal i Brasilien op på 389.387!

Gennem årene har jeg haft det privilegium at være tolk for brødrene fra hovedkontoret i New York når de har været på besøg. Da jeg ved et stævne for nylig kom gående sammen med en af disse brødre, lagde han mærke til hvor mange jeg i årenes løb havde studeret med når de kom hen for at hilse på mig, og det fik ham til at sige i spøg: „Jeg har aldrig truffet en ugift mand med så mange børn.“

Blandt mit livs højdepunkter kan også nævnes de internationale stævner som jeg har haft lejlighed til at overvære i andre lande. Ved stævnet i Nürnberg i 1969 så jeg min moder for første gang i 30 år. Hun forblev trofast indtil sin død i 1973. Far havde ikke fået tilladelse til at rejse ud af landet for at overvære stævnet, og jeg så ham aldrig igen efter at jeg rejste hjemmefra. I 1978 fik jeg det privilegium at holde det offentlige foredrag ved det internationale stævne i Wien. Det var det første store stævne jeg overværede i min fødeby.

De mange år i Brasilien har lært mig at det er Jehova „som får det til at gro“. (1 Korinther 3:7) I 1948 nåede vi over 1000 forkyndere. Derefter steg antallet af forkyndere hurtigt til 12.992 i 1958, og i 1970 var forkyndertallet på 60.139. I stedet for de blot 127 forkyndere vi udgjorde i september 1939, var der i august 1986 ikke færre end 196.948. Man må i sandhed sige at også i dette land er ’den ringeste blevet til en mægtig nation’. — Esajas 60:22.

Men Brasiliens befolkningstal er også steget, fra 41 millioner i 1939 til over 135 millioner i dag. Vi har derfor stadig en vældig arbejdsmark. Jeg har den glæde personligt at have haft en andel i den enestående vækst Jehova har skænket, og hvor har det været spændende! Jeg kan derfor kun anbefale alle der ønsker at tjene Jehova på heltidsbasis: Gå i gang! Vær ikke bange for hvad der kunne komme i vejen, for „Jehova vil vogte din udgang og din indgang“. — Salme 121:7, 8.

[Tekstcitat på side 26]

„Medmindre du handler i overensstemmelse med det du ved er sandt, så er du virkelig i vanskeligheder“

[Illustration på side 25]

N. H. Knorr holder foredrag i São Paulo i 1945, med Erich Kattner som tolk