Jehova velsignede min beslutning

FORTALT AF RICHARD WUTTKE

„Du har kun tre måneder tilbage at leve i!“ „Hvad mener du?“ „Det har lægen som du konsulterede i Assis fortalt mig,“ svarede min broder William.

MEN jeg ønskede at leve, ikke at dø. For første gang bad jeg til Gud om hjælp. Seksogfyrre år senere kan jeg lykkeligvis sige at lægen ganske vist ikke fortalte mig hvad jeg fejlede, men han må have stillet en forkert diagnose. Forskrækkelsen fik mig imidlertid til at tænke over meningen med mit liv og nødvendigheden af at tjene Skaberen.

Vores familie flytter

Da jeg blev født den 11. november 1921 boede mine forældre i en lille by, Grosen, i det østlige Tyskland. De selv var født i Rusland af tyske indvandrere. Men da den bolsjevikiske revolution brød ud i 1917 og indvarslede kommunismen, blev de landsforvist sammen med andre af tysk oprindelse og mistede alle deres ejendele. Efter en lang rejse med godstog ankom mine forældre og deres små børn til den tyske grænse. Her blev de imidlertid nægtet indrejsetilladelse og var nødt til at vende tilbage til Rusland. Men i Rusland fik de heller ikke tilladelse til at rejse ind. De måtte så ud på den lange rejse til Tyskland igen. Efter flere måneders strabadser fik de til sidst lov til at bosætte sig i Tyskland.

Min fader døde da jeg kun var ti år. To år senere, i 1933, kom Hitler til magten og jeg blev tvunget ind i ungdomsorganisationen Hitlerjugend. Under Hitlerstyret havde de som var født i andre lande vanskeligheder, og det var tydeligt at Tyskland forberedte sig på endnu en krig. Vi besluttede derfor at emigrere til Brasilien, tilskyndet af andre som allerede var flyttet dertil. I maj 1936 ankom vi så til Santos i Brasilien.

Vi arbejdede nogle få måneder i en kaffeplantage og købte derefter en lille gård i et frugtbart område i nærheden af Maracaí i staten São Paulo. Mens vi byggede vores hus boede vi hos en luthersk præst. Han opfordrede os til at komme i hans kirke; men da både han, og senere hans efterfølger, begyndte at tale om politik i deres prædikener, forlod vi kirken.

Mit første møde med Bibelens budskab

Det var ved denne tid at min broder fortalte mig om lægens forfærdelige diagnose. Jeg tog derfor til São Paulo for at få en anden læges vurdering. Mens jeg var dér havde den familie jeg boede hos besøg af en af deres venner. Han hed Otto Erbert og var et af Jehovas vidner, og han begyndte at forkynde for os. Men familien brød sig ikke om det han fortalte, og en efter en forlod de stuen. Til sidst var jeg alene med deres gæst.

Otto talte med mig i omkring to timer om helvedeslæren, sjælens udødelighed, den sande Gud, hans rige og det evige liv i et jordisk paradis. Han beskrev en strålende fremtid! Men hvor var det forskelligt fra det jeg havde lært i den lutherske kirke! Til sidst spurgte Otto mig: „Tror du på kristenhedens falske læresætninger, eller tror du på Bibelen?“

„På Bibelen,“ svarede jeg.

„Så undersøg den!“ tilskyndede han, og tilføjede: „Hvis du kunne tænke dig at høre mere om Bibelen kan du besøge mig.“ Eftersom jeg syntes godt om det jeg havde hørt, især det med evigt liv i et jordisk paradis, tog jeg hen til ham den næste dag. Ved denne anden samtale blev jeg overbevist om at jeg havde fundet ’sandheden der frigør mennesker’. (Johannes 8:32) Jeg modtog brochuren Sundhed og Liv og et tilbud om at studere Bibelen på tysk.

Mit største ønske bliver opfyldt

I mellemtiden fik jeg den rette lægebehandling og kunne tage hjem igen. Otto Erbert rejste med mig for at holde ferie. Min moder var meget glad for at jeg studerede den bog som altid lå fremme på bordet men som der aldrig blev læst i — Bibelen. Efter at Otto var vendt tilbage til São Paulo studerede jeg efter bedste evne Bibelen med min familie næsten hver eneste aften. Det glædede mig meget da min moder, min broder Robert og min søster Olga tog imod sandhedens budskab. Vort hjem stod altid åbent, og der plejede at komme mange, men efter at vi havde forkyndt i cirka to måneder var det næsten tomt. En af dem som plejede at komme og besøge os sagde: „Hvis I fortsætter sådan, ender I på en anstalt!“

Mit ønske om at tjene Jehova blev imidlertid større og større. Jeg skaffede mig mere læsestof og læste til langt ud på aftenen. Men alt hvad jeg havde var på tysk, og jeg indså at hvis jeg skulle undervise andre var jeg nødt til at lære portugisisk. I den hensigt flyttede jeg derfor i 1945 til São Paulo. Jeg boede hos Otto Erbert, som senere blev gift med min søster Olga.

Sammen med 50 andre begyndte jeg at overvære møderne i den eneste rigssal i São Paulo. Denne ene menighed er nu vokset til over 510 menigheder i storbyen São Paulo, som har over 50.000 forkyndere af Riget. Som symbol på at jeg havde indviet mig til at gøre Guds vilje lod jeg mig døbe den 6. januar 1946. Det år var jeg også med til det teokratiske stævne „Glade nationer“ i São Paulo, mit første store stævne. Det var helt fantastisk at se 1700 til stede om søndagen! Ved dette stævne mødte jeg Otto Estelmann, som tilskyndede mig med ordene: „Richard, du er ung; du har et godt helbred — bliv pioner.“

Jeg havde før overvejet heltidstjenesten, men nu gjorde jeg det endnu mere alvorligt. Sammen med to andre fastsatte jeg en dato seks måneder fremme, hvor vi ville begynde. Da tiden kom, spurgte jeg: „Er I parat til at begynde?“ Det var der ingen af dem der var. Men jeg sagde til dem at jeg ville begynde alligevel. „Du vil få mange problemer,“ advarede de. Jeg holdt imidlertid fast ved min beslutning, og den 24. maj 1947 blev jeg udnævnt til pioner.

Nye tjenestedøre åbnes

Mit distrikt, som blandt andet indbefattede beboelses- og forretningskvarterer, var kolossalt stort. Jeg spredte i hundredvis af bøger og brochurer hver måned. En formiddag kom jeg ind i et stort kontor hvor der sad mange mænd og arbejdede. Jeg gik hen til den første og tilbød ham bogen „Sandheden skal frigøre jer.“

„Hvor mange bøger har du i tasken?“ spurgte han.

„En snes stykker,“ svarede jeg. Han købte dem alle og gav hver mand på kontoret én. Det viste sig at være rådhuset!

Min største glæde var dog at lede bibelstudier. Inden for fire år blev 38 af dem jeg studerede med døbt, takket være Jehova. Adskillige tog heltidstjenesten op, deriblandt Afonso Grigalhunas, der indtil sin død i 1988 tjente over ti år som hjælpepioner — og dét til trods for at han havde et kunstigt ben. Der var også Ciuffa-familien. Sønnen Francisco tjente i årevis som rejsende tilsynsmand, og hans søster, Angela, er stadig pioner.

I 1951 blev jeg opfordret til at blive rejsende tilsynsmand. Min tjeneste omfattede store områder af staterne Rio Grande do Sul og Santa Catarina. Her i Sydbrasilien boede mange af europæisk afstamning. De fleste af dem jeg besøgte var isolerede personer og grupper, eftersom der på den tid kun var få menigheder. Der var masser af floder men kun få broer, hvilket betød at jeg måtte vade over de mindre floder med min kuffert på ryggen og min skrivemaskine og mappe i hånden. Vejene var ikke brolagte men fyldt med huller. For at beskytte mit tøj mod støv gik jeg med en let kittel. Det fik nogle til at tro at jeg var deres nye præst, og de forsøgte at kysse min hånd.

Jeg forsvarer Rigets interesser

Jeg prøvede at se problemerne i det rette perspektiv. Jeg tænkte som så: Hvis andre kan bo så langt væk fra byerne, gå på disse stier og krydse disse floder, hvorfor skulle jeg så ikke kunne gøre det samme, især når jeg har så vigtigt et budskab at viderebringe?

I småbyerne opstod der ofte problemer af en anden slags. For eksempel skulle vi engang holde et møde på den lokale skole. På den modsatte side af byens anlæg lå der en lille bar og en katolsk kirke. Da læreren ikke kom og låste op, besluttede jeg at holde foredraget i anlægget. Kort efter at jeg var begyndt at tale kom en seks-otte mand ud af baren og begyndte at råbe og gestikulere. Vi fandt senere ud af at præsten havde betalt dem for at gøre det.

Jeg begyndte at tale endnu højere, direkte henvendt til dem. De standsede deres råben, og én sagde: „Han taler om Gud! Hvordan kan præsten sige at han er fra Djævelen?“ Da præsten så at mændene ikke ville afbryde mødet sprang han op i sin jeep og kørte rundt i anlægget og råbte: „Ingen katolik bør overvære dette møde!“ Men alle blev, og mødet sluttede i en god stemning.

I Mirante do Paranapanema, São Paulo, besøgte jeg politimesteren og forklarede ham om vores arbejde og bad om tilladelse til at bruge en sal til et offentligt foredrag. Han sørgede for at vi kunne bruge en klubsal. Vi fortalte ham også at vi ville annoncere foredraget på løbesedler. „I hvilken del af byen vil I uddele dem?“ spurgte han. Det oplyste vi ham om, hvorefter han bad om selv at få nogle løbesedler som kunne deles ud i et andet område af byen. Om søndagen kom han til foredraget sammen med to af sine mænd — „for at opretholde ro og orden,“ som han sagde.

„Skal jeg være ordstyrer?“ spurgte han.

„Med fornøjelse,“ sagde jeg, „men lad mig lige forklare dig hvordan vi introducerer vore talere.“ Efter at han havde præsenteret mig satte han sig på platformen og lyttede. Jeg skal love for at tilhørerne opførte sig eksemplarisk. Med to politimænd ved døren og politimesteren siddende på platformen var der ingen problemer!

I marts 1956 blev jeg udnævnt til områdetilsynsmand og tjente ved stævnerne overalt i Brasilien. Jeg skulle ofte tilbagelægge store strækninger. Engang tog det tre dage at komme fra det ene stævne til det andet. Nogle gange måtte jeg i den nordlige del af landet rejse med en slags stationcar. Disse biler havde ingen vinduer — men et godt ventilationssystem. Det var meget rart eftersom der blandt passagererne var høns og grise!

Gileadskolen styrkede min beslutning

Det var en meget stor oplevelse for mig i 1958 at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead! Skolen sluttede den sommer hvor der blev afholdt et internationalt stævne på Yankee Stadium og Polo Grounds. Ved dette stævne var der til det offentlige foredrag 253.922 til stede fra 123 forskellige lande. Sikke et syn! Efter stævnet rejste jeg tilbage til Brasilien endnu mere besluttet end nogen sinde på at forkynde om Jehovas rige.

I 1962 blev jeg gift med Ruth Honemann, der allerede havde tjent som missionær i over seks år i Brasilien. Siden har jeg fortsat glædet mig over at få flere tjenesteforrettigheder. Blandt andet har jeg været lærer på Rigets Tjenesteskole og pionerskolen samt stået for arrangementerne i forbindelse med landsstævnerne og internationale stævner samt bygningen af São Paulos første stævnehal.

I øjeblikket glæder vi os over den største forret i vor teokratiske løbebane, nemlig at tjene på betelhjemmet, Selskabets afdelingskontor i Brasilien. Når jeg ser tilbage på over 40 års heltidstjeneste, deraf 35 som rejsende tilsynsmand, har det været en tid fyldt med glæde og berigende virksomhed. (Ordsprogene 10:22) Jeg har lært meget gennem Jehovas organisation, deriblandt nødvendigheden af at vise empati, at være en ven og ikke en chef, og ikke at have for travlt til at tage sig af andre. Jeg vil gerne slutte min beretning med den opfordring som broder Estelmann gav mig for år tilbage og som især har adresse til dem der er unge og har et godt helbred: „Bliv pioner!“

[Illustration på side 29]

Vort nuværende hjem — Brasiliens betelhjem