Hvad er årsagen til tillidskrisen?

’KAN man overhovedet stole på nogen i dag?’ Måske har du hørt nogle i frustration stille dette spørgsmål. Det kan også være at du selv har sagt sådan når der skete ting i dit liv som gjorde dig foruroliget og skuffet.

Overalt i verden er der en tydelig mangel på tillid til institutioner og i forholdet mennesker imellem. Denne mistillid er ofte berettiget. Er der nogen i dag der i ramme alvor forventer at politikerne vil holde alle deres valgløfter? En undersøgelse der i 1990 blev foretaget blandt 1000 skoleelever i Tyskland, viste at mens 16,5 procent havde tillid til at politikerne kunne løse problemerne i verden, gav dobbelt så mange udtryk for alvorlig tvivl. De fleste sagde at de både tvivlede på politikernes evne til at løse problemerne og på deres villighed til at gøre det.

I avisen Stuttgarter Nachrichten kunne man læse følgende: „Alt for mange politikere tænker først og fremmest på sig selv og derefter, måske, på deres vælgere.“ Denne opfattelse deles af folk i andre lande. Avisen The European skrev om et bestemt land: „De unges kyniske indstilling til politikere er velbegrundet, og den deles af de ældre.“ Den bemærkede at landets ’vælgere gang på gang sætter de politiske partier fra bestillingen’. Avisen tilføjer: „Når man er sammen med unge, lægger man straks mærke til deres mangel på tillid og deres følelse af ikke at have nogen holdepunkter.“ En demokratisk regering udretter imidlertid kun lidt hvis den ikke har borgernes tillid. USA’s tidligere præsident John F. Kennedy sagde engang: „Grundlaget for en effektiv regering er borgernes tillid.“

I forbindelse med tilliden inden for forretningsverdenen har pludselige økonomiske omslag og mislykkede ’bliv-rig-i-en-fart-metoder’ gjort mange forbeholdne. Da der i oktober 1997 skete store udsving i aktiekurserne overalt i verden, skrev en avis om „en voldsom og undertiden irrationel mangel på tillid“ og om „den smitsomme mistillid“. Den skrev også at „tilliden [i et asiatisk land] er blevet så undermineret at landets regering . . . synes at stå for fald“. Dens indlysende konklusion var: „Et lands økonomi beror på tillid.“

Folk har også mistet tiltroen til religion. Den tyske katolske avis Christ in der Gegenwart skriver beklagende: „Befolkningens tillid til kirken daler fortsat.“ Mellem 1986 og 1992 faldt antallet af tyskere der havde meget eller i det mindste en del tillid til kirken, fra 40 til 33 procent. I det tidligere Østtyskland faldt tallet til under 20 procent. Omvendt voksede antallet af dem der havde lidt eller slet ingen tillid til kirken, fra 56 til 66 procent i det tidligere Vesttyskland og til 71 procent i det tidligere Østtyskland.

Det er ikke kun politik, handel og religion — de tre grundpiller i menneskesamfundet — der oplever en tillidskrise. Det gælder også de instanser der skal håndhæve loven. Smuthuller i loven, problemer med at administrere loven på rette måde og tvivlsomme retskendelser har i alvorlig grad svækket folks tillid. Ifølge bladet Time „er borgernes og politiets frustrationer nået et punkt hvor man har mistet tiltroen til et system der gang på gang løslader farlige forbrydere efter ganske kort tid“. Sager om politivold og korruption inden for politiet har bevirket at selv tilliden til ordensmagten har lidt et alvorligt knæk.

Folks mangel på tillid ses også inden for international politik i form af brudte fredsaftaler og usikre våbenstilstande. Bill Richardson, USA’s FN-ambassadør, beskriver den største hindring for fred i Mellemøsten med disse få ord: „Der mangler tillid.“

Også på det personlige plan har mange mistet tilliden, selv til nære slægtninge og venner, som man ellers plejer at vende sig til efter forståelse og trøst når man har problemer. Deres situation minder om det som den hebraiske profet Mika skrev: „Tro ikke på en ven. Stol ikke på en fortrolig. Vogt dig for at åbne din mund over for hende der ligger i din favn.“ — Mika 7:5.

Et af tidens tegn

Den tyske psykolog Arthur Fischer blev for nylig citeret for følgende udtalelse: „Folks tillid til udviklingen i samfundet og deres egen fremtid er på alle fronter blevet væsentlig svækket. Unge tvivler på at samfundets institutioner kan hjælpe dem. De har ikke længere tiltro til politiske, religiøse eller andre organisationer.“ Intet under at sociologen Ulrich Beck taler om „en mistillidskultur“. Man nærer mistillid til anerkendte autoriteter, institutioner og eksperter.

I en sådan kultur er mange tilbøjelige til at isolere sig, forkaste al myndighed og følge deres egne normer. De vil helst træffe beslutninger uafhængigt af andres råd og vejledning. Nogle bliver overdrevent mistroiske, måske endda ubehøvlede, over for dem de ikke længere føler de kan stole på. Denne indstilling skaber et ugunstigt klima, som det der er beskrevet i Bibelen: „I de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft.“ (2 Timoteus 3:1-5; Ordsprogene 18:1) Vore dages tillidskrise er virkelig et tidens tegn, et tegn på at vi lever i „de sidste dage“.

I en verden der befinder sig i en tillidskrise, og som er fyldt med mennesker der passer til ovennævnte beskrivelse, kan man ikke fuldt ud glæde sig over livet. Men er det realistisk at tro at forholdene vil forandre sig? Er der nogen løsning på vore dages tillidskrise? Hvordan og hvornår vil det i givet fald ske?