Berigede græsk filosofi kristendommen?

„Uagtet at kristendommen var fjendtligt indstillet over for den hedenske græske og romerske kultur, optog den faktisk en hel del klassisk filosofi i sig.“ — The Encyclopedia Americana.

BLANDT dem der øvede en afgørende indflydelse på den såkaldt kristne tænkning, indtager Augustin den ubestridte førsteplads. The New Encyclopædia Britannica siger om hans rolle: „I hans hjerne blev Det Nye Testamentes religion fuldstændig smeltet sammen med den platoniske tradition i græsk filosofi som i en smeltedigel, og produktet af denne sammensmeltning gik i arv til middelalderens katolicisme og renæssancens protestantisme.“

Arven fra Augustin har ubestrideligt sat sig varige spor. Forfatteren Douglas T. Holden siger om den græske filosofis indflydelse på kristendommen: „Den kristne teologi er blevet så sammenblandet med græsk filosofi at den har fostret personer som er en blanding af ni dele græsk tankegang og én del kristen tankegang.“

Nogle forskere mener at påvirkningen fra filosofien gavnede den fremspirende kristendom, berigede dens lære og gjorde den mere overbevisende. Var det tilfældet? Hvordan og hvornår vandt græsk filosofi indpas i kristen tankegang? Blev kristendommen beriget eller besmittet af det?

Det er lærerigt at følge udviklingen fra det tredje århundrede før vor tidsregning til det femte århundrede efter vor tidsregning ved at se nærmere på fire retninger med ejendommelige benævnelser: (1) „Den helleniserede jødedom“, (2) „den kristnede hellenisme“, (3) „den helleniserede kristendom“ og (4) „den kristne filosofi“.

„Den helleniserede jødedom“

Det første begreb, „den helleniserede jødedom“, er en åbenlys selvmodsigelse. Det var den sande Gud, Jehova, der havde givet hebræerne deres gudsdyrkelse, og den måtte ikke besmittes med tankegods fra falsk religion. (5 Mosebog 12:32; Ordsprogene 30:5, 6) Men lige fra første færd blev den sande gudsdyrkelses renhed truet af falske religiøse skikke og opfattelser fra nabofolk som ægypterne, kana’anæerne og babylonierne. Desværre lod israelitterne nabofolkene fordærve den rene gudsdyrkelse. — Dommerne 2:11-13.

Da Palæstina i det fjerde århundrede før vor tidsregning blev en del af det græske verdensrige under Alexander den Store, fortsatte og bredte det religiøse fordærv sig med undergravende virkninger til følge. Alexander rekrutterede jøder til sin hær, og kontakten mellem jøderne og erobrerne satte sit dybe præg på jødefolkets religiøse tankegang. Undervisningen i jødedommen blev gennemsyret af den hellenistiske tænkemåde. Ypperstepræsten Jason skal endog have grundlagt et græsk akademi i Jerusalem i 175 f.v.t. for at fremme studiet af Homers skrifter.

Som eksempel på den hellenistiske indflydelse kan nævnes at en samaritansk skribent fra sidste halvdel af det andet århundrede før vor tidsregning forsøgte at fremstille Bibelens historiske beretninger som helleniseret historieskrivning. Apokryfe jødiske bøger, for eksempel Judits Bog og Tobits Bog, lånte faktisk fra nogle græske erotiske sagn. Og flere jødiske filosoffer forsøgte at sammenkæde den græske tankegang med den jødiske tro og med Bibelen.

Foregangsmanden i denne udvikling var jøden Filon, der levede i det første århundrede efter vor tidsregning. Han bearbejdede frit den lære der var fremsat af Platon (i det fjerde århundrede før vor tidsregning), pythagoræerne og stoikerne og dannede skole inden for jødisk tænkning. Den jødiske forfatter Max Dimont sammenfatter med følgende ord i hvor høj grad græsk filosofi intellektuelt gennemtrængte den jødiske kultur: „Beriget af platonisk tænkning, aristotelisk logik og euklidisk videnskab nærmede lærde jøder sig Toraen med nye redskaber. . . . De gik i gang med at føje græsk fornuft til jødisk åbenbaring.“

Med tiden opslugte Romerriget det græske verdensrige og dermed Jerusalem. Dette banede vej for endnu mere vidtgående forandringer. Nogle tænkere der søgte at videreudvikle Platons lære og formulere den som en helhed, gav i løbet af det tredje århundrede efter vor tidsregning deres filosofiske og religiøse lære den endelige udformning, der i dag er kendt som nyplatonismen. Denne åndsretning fik stærk indflydelse på den frafaldne kristendom.

„Den kristnede hellenisme“

I de fem første århundreder efter vor tidsregning forsøgte visse intellektuelle at påvise et slægtskab mellem græsk filosofi og Bibelens åbenbarede sandhed. Bogen A History of Christianity siger: „Kristne metafysikere skildrede grækerne i årene før Kristus som nogle der kæmpede mandigt, men famlede i blinde, for at opnå kundskab om Gud, som nogle der søgte at trylle Jesus frem af den tynde Athenluft og udtænke kristendommen i deres sølle hedenske hoveder.“

Plotinos (205-270), der var forløber for sådanne tænkere, udarbejdede et system der i hovedsagen hvilede på Platons idélære. Desuden indførte han tanken om en sjæl der var adskilt fra legemet. Professor E. W. Hopkins skriver: „Hans teologi . . . fik ikke så ringe en indflydelse på de mænd der blev toneangivende for den kristne opfattelse.“

„Den helleniserede kristendom“ og „den kristne filosofi“

Fra og med det andet århundrede gjorde „kristne“ filosoffer en målrettet indsats for at få intellektuelle hedninger i tale. Trods apostelen Paulus’ tydelige advarsel mod „den tomme snak som krænker det der er helligt“ og „modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således“, blandede de deres lære med filosofiske begreber fra den omgivende hellenistiske kultur. (1 Timoteus 6:20) Filons eksempel indgav nogle den tanke at man kunne slå bro mellem Bibelen og Platons idéer. — Jævnfør Andet Petersbrev 1:16.

Det skete naturligvis på bekostning af Bibelens uforfalskede budskab. „Kristne“ lærere prøvede at vise at kristendommen stemte med den græsk-romerske humanisme. Clemens af Alexandria og Origenes (fra det andet og tredje århundrede) gjorde nyplatonismen til idégrundlag for det der skulle blive kaldt „den kristne filosofi“. Ambrosius (339-397), biskop af Milano, havde „tilegnet sig den nyeste græske lærdom, både den kristne og den hedenske — især værker af . . . den hedenske nyplatoniker Plotinos“. Hans hensigt var at give dannede romere en klassisk udgave af kristendommen. Augustin fulgte trop.

Hundrede år senere forsøgte Dionysios Areopagitten (også kaldet Pseudo-Dionysios), der sandsynligvis var en syrisk munk, at forene nyplatonisk filosofi med „kristen“ teologi. Ifølge et opslagsværk „satte hans skrifter et umiskendeligt nyplatonisk præg på væsentlige dele af middelalderens kristne troslære og åndsliv . . . et præg som har været bestemmende for en del af lærens religiøse og andagtsmæssige karakter helt op til nutiden“. Skamløst tilsidesatte man apostelen Paulus’ advarsel mod „den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering“. — Kolossenserne 2:8.

En nedbrydende afsmitning

Et leksikon siger: „De kristne platonikere lagde først og fremmest vægt på åbenbaring og betragtede platonisk filosofi som det mest anvendelige middel til forståelse og forsvar af Skriftens og kirketraditionens lære.“

Platon havde personligt været overbevist om at der findes en udødelig sjæl. Betegnende nok var denne tanke en af de mest fremtrædende af dem der blev listet ind i den „kristne“ teologi. At denne lære gjorde kristendommen mere tiltalende for de brede lag, berettigede den ikke til at blive antaget som kristen. Da apostelen Paulus forkyndte i den græske kulturs hovedby, Athen, fremførte han ikke Platons lære om sjælen, men den kristne lære om opstandelsen, til trods for at mange af hans græske tilhørere havde svært ved at forlige sig med hvad han sagde. — Apostelgerninger 17:22-32.

Bibelen lærer i modsætning til den græske filosofi tydeligt at sjælen ikke er noget man har, men noget man er. (1 Mosebog 2:7) Ved døden ophører sjælen med at eksistere. (Ezekiel 18:4) I Prædikeren 9:5 står der: „De levende ved . . . at de skal dø, men de døde ved slet ingenting, og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt.“ Nej, Bibelen lærer ikke at sjælen er udødelig.

En anden bedragerisk lære gik ud på at Jesus i sin førmenneskelige tilværelse var ligestillet med sin Fader. I den forbindelse oplyser bogen The Church of the First Three Centuries: „Treenighedslæren . . . stammer fra en kilde som er helt fremmed for de jødiske og kristne skrifter.“ Hvilken kilde? „Den blev udviklet, og indpodet i kristendommen, af kirkefædre som forfægtede platoniske idéer,“ svarer bogen.

Efterhånden som kirkefædrene i højere og højere grad blev påvirket af nyplatonismen, vandt treenighedslærens tilhængere terræn. Det tredje århundredes nyplatoniske filosofi satte dem øjensynlig i stand til at forlige det uforligelige, at skildre en treenig Gud som én Gud. Ved hjælp af filosofiske ræsonnementer fremførte de den påstand at tre personer kan udgøre én Gud og samtidig bevare deres individualitet!

Det fremgår imidlertid klart af Bibelen at Jehova alene er den almægtige Gud, at Jesus er hans søn, som er skabt af ham og står under ham, og at den hellige ånd er Guds virksomme kraft. (5 Mosebog 6:4; Esajas 45:5; Apostelgerninger 2:4; Kolossenserne 1:15; Åbenbaringen 3:14) Treenighedsdogmet vanærer den eneste sande Gud og forvirrer folk ved at gøre Gud ubegribelig for dem så de vender ham ryggen.

Nyplatonismens indflydelse på den kristne tankegang gjorde også det håb om tusindårsriget som Bibelen fremholder, til intet. (Åbenbaringen 20:4-6) Origenes var kendt for at fordømme dem der så frem til dette rige. Hvorfor var han så afvisende over for den bibelsk velbegrundede lære om Kristi tusindårige herredømme? The Catholic Encyclopedia svarer: „På grund af nyplatonismen, som [Origenes] havde baseret sine læresætninger på, . . . kunne han ikke holde med millenaristerne.“

Sandheden

Ingen af de beskrevne retninger havde spor at gøre med sandheden, som består af Bibelens samlede kristne lære. (2 Korinther 4:2; Titus 1:1, 14; 2 Johannes 1-4) Bibelen alene åbenbarer sandheden. — Johannes 17:17; 2 Timoteus 3:16.

Men der findes en fjende af Jehova, af sandheden, af menneskeheden og af det evige liv, nemlig Satan Djævelen, den store „manddraber“ og „løgnens fader“. Han har benyttet forskellige listige metoder til at forfalske sandheden. (Johannes 8:44; jævnfør Andet Korintherbrev 11:3.) Et af hans mest virkningsfulde redskaber har været hedenske græske filosoffers lære, der i virkeligheden genspejler hans tankegang. Med denne lære har han forsøgt at ændre den kristne læres indhold og væsen.

Formålet med denne naturstridige krydsning af kristen lære og græsk filosofi er at udvande Bibelens budskab og svække dens dynamik og dens appel til de sagtmodige, oprigtige og lærvillige enkeltpersoner der ønsker at finde sandheden. (1 Korinther 3:1, 2, 19, 20) Den har også forplumret Bibelens klare lære og udvisket skellet mellem sandt og usandt.

I dag har Kristus, menighedens hoved, genoplivet den sande kristne lære, og de der oprigtigt søger sandheden, kan meget let kende den sande kristne menighed på dens frugter. (Mattæus 7:16, 20) Jehovas Vidner vil med glæde vise folk vejen til sandhedens uforurenede vand og hjælpe dem til at få et fast greb om det evige liv som vor Fader, Jehova, tilbyder. — Johannes 4:14; 1 Timoteus 6:19.

[Illustration på side 11]

Augustin

[Kildeangivelser på side 10]

Græsk tekst: Fra bogen Ancient Greek Writers: Plato’s Phaedo, 1957, Ioannis N. Zacharopoulos, Athen; Platon: Musei Capitolini, Rom