Gud, og hans nevø, perseren Kyros, var et billede på Jehovas medkæmper Jesus Kristus. De gamle persere var fremragende bueskytter. Med deres lange buer af stål kunne de knuse endog Babylons unge mænd. De var ikke indstillet på at plyndre og skaffe sig rigdom, men på at sikre sig verdensherredømmet, og derfor havde perserne og mederne ingen medlidenhed med nogen af babylonierne. De lod deres raseri gå ud over unge mænd, børn og spædbørn, alle og enhver af den forhadte fjendtlige organisations efterkommere. Kun Jehovas folk, der var i fangenskab i Babylon, som for eksempel profeten Daniel, blev skånet og bevaret, for at de kunne vende tilbage og dyrke Jehova på Zion.

12. Hvad vil det modbilledlige Babylon komme til at ligne? Og hvorfor?

¹² Hvilken fuldstændig ødelæggelse af alle medlemmer, tilhængere og efterkommere af hele Djævelens verdensorganisation varsler dette ikke om! Dens skønhed er falsk. Dens stolte pryd er grundet på en handlemåde, som er skændig i Guds øjne. Babylon, „kavalleren“ eller „løven“ blandt den gamle verdens riger, kunne ikke stå sig imod Jehovas vrede. Den blev ligesom byerne Sodoma og Gomorra, som der regnede ild og svovl ned over fra himmelen. Dens moderne modbillede, denne verden med dens kødelige lyst, øjnenes lyst og livets hoffærdighed, vil det ikke gå bedre. Dens forlorne herlighed og skønhed vil forsvinde som en falsk, bedragerisk værdi, og ikke den mindste rest af den fortjener at bevares. Den har i virkeligheden ingenting, som gør den fortjent til at blive bestående og sidde inde med verdensherredømmet.

13. Hvorfor bør vi ikke lade os blænde af Babylons udvendige pragt?

¹³ I, som ønsker at undfly det modbilledlige Babylons undergang, ligesom den retfærdige Lot og hans døtre undslap Sodomas ødelæggelse, lad jer ikke blænde af denne verdens sminkede herlighed og rive med af dens falske stolthed. Se frem over verdens sidste dage til den sikre opfyldelse af Guds profeti over det moderne Babylon. Med den forudseenhed, som Guds ord giver jer, bør I kunne se dens kommende bratte ødelæggelse, der kommer lige så sikkert, som at det Babylon, der var på Esajas’s tid, nu ligger i ruiner. Frygteligt lyder Guds ord over det: „Det skal aldrig i evighed bebos, ej bebygges fra slægt til slægt; der telter araberen ikke, der lejrer hyrder sig ej; men vildkatte lejrer sig der, og husene fyldes med ugler; der holder strudsene til, og bukketroldene springer; sjakaler tuder i borgene, hyæner i de yppige slotte. Dets time stunder til, dets dage bliver ej mange.“ — Esajas 13:20-22.

14. Hvad betyder Babylons ødelæggelse for vor jord og for menneskeheden?

¹⁴ Her har vi atter Guds ords gentagne forsikring om, at den onde verdensorganisations undergang er nær. Den er nærmere, end de moderne babyloniere holder af at tænke på, medens de nu tilriver sig alt, hvad de i deres selviskhed kan få fat på i angst for ellers at miste alt. Denne verdens dage bliver ikke mange nu, nej ikke nu, da Guds rige under Kristus Jesus er oprettet som forkæmper for hans universelle eneherredømme og som den undertrykte menneskeheds befrier. Rigets afgørende slag imod denne babyloniske verden vil gøre den til ruiner og befri jorden for dens børn. Den skal aldrig genopbygges. Men vor jordklode, som den har misregeret i årtusinder, skal ikke ligge øde hen som det gamle Babylons tomter. Nej, Babylons ødelæggelse vil netop rydde grunden til oprettelsen af en synlig retfærdighedens organisation over det hele, under Jehova Guds eneherredømme, der udøves af Kristus Jesus. Alle spor af Babylons besmittende regimente over jorden vil blive udvisket, og hele jorden skal glæde sig over den retmæssige konges, Guds søns, regering. Under hans velsignelse skal jorden blomstre som Jehovas have til evig glæde for retsindige mennesker. Med den hellige iver, der er en følge af den rette forståelse, våger vi og beder om den forudsagte „Jehovas dags“ snarlige komme med dens gennemgribende retfærdsværk til hans ære. I mellemtiden synger vi spottesangen om „Babels konge“, som vil blive behandlet i Vagttaarnet for 15. februar 1950.

(The Watchtower, 1. oktober 1949)

Døde sjæle?

Kære broder!

I besvarelse af dit brev af 12. februar skal vi oplyse:

Da Vagttaarnet for 15. marts 1949 rejste spørgsmålet „Er der døde sjæle?“, talte det i Den hellige Skrifts hebraiske sprogbrug af teksten. For eksempel citerer The Englishman’s Hebrew and Chaldee Concordance of the Old Testament (side 829) 4 Mosebog 6:6 og siger her: „Han skal ikke komme noget dødt legeme [bogstaveligt: død sjæl] nær.“ Rotherhams bibeloversættelse gengiver 4 Mosebog 6:6 således: „Han skal ikke gå ind til nogen død person“, men hans fodnote til udtrykket „død person“ siger: „bogstaveligt: ingen sjæl af en død“.