Nøjagtig kundskab for at behage Jehova

„Bliv fyldte med nøjagtig kundskab om hans vilje . . . så I kan vandre Jehova værdigt, i alle måder ham til behag, mens I vedblivende bærer frugt i al god gerning.“ — Kolossenserne 1:9, 10, NW.

1. Hvilken type mennesker lader sig vejlede af Jehova, og hvorfor?

ENHVER, som har det rette hjertelag, forstår nødvendigheden af at gøre det, der er velbehageligt i Guds øjne. Skønt verden måske vil lægge pres på sådanne for at få dem til at følge den vej, flertallet godkender, står de dog faste og urokkelige i deres hengivenhed for den almægtige Gud. De indser klogeligt, at det ikke står til „en mand at vandre og styre sine fjed.“ (Jer. 10:23) Hvad der måtte synes ret og rigtigt i det syndige menneskes øjne, er måske ikke ret i Guds. Vær derfor viis og „stol på Jehova af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen forståelse: anerkend ham på alle dine veje, så vil han vejlede dig“. — Ordsp. 3:5, 6, AS.

2. Hvad er den rette indstilling til Guds ord, således som både Jesus og salmisten viser?

² Hvordan kan vi anerkende ham i alt? Ved ydmygt at søge ham og henvende os til ham i bøn på den måde, han har godkendt gennem Kristus Jesus. Prøv ikke på at diktere Gud din vilje men husk, hvordan Jesus lærte os at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:9, 10, NW) Det skulle være vort inderligste ønske at lære Guds vilje at kende, så vi kan handle ret. Som David i ydmyghed sagde: „Lær mig din vej, o Jehova.“ (Sl. 27:11, AS) Du må nu handle i overensstemmelse med din bøn til Gud og studere den lærebog, han har givet dig, den hellige skrift, Bibelen, og følge dens gode råd og vejledning: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti. Jeg svor en ed og holdt den: at følge dine retfærdige lovbud. . . . Lad min munds frivillige ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine lovbud! Altid går jeg med livet i hænderne, men jeg glemte ikke din lov. De gudløse lægger snarer for mig, men fra dine befalinger for jeg ej vild. Dine vidnesbyrd fik jeg til evigt eje, thi de er mit hjertes glæde. Jeg bøjed mit hjerte til at holde dine vedtægter for evigt til enden.“ (Sl. 119:105-112) Det sunde syn, som salmisten her anlægger, kan vi kun bifalde, såfremt vi har studeret Bibelen grundigt og fyldt vort hjerte til overmål med sandheden, så det strømmer over med lovprisning til Jehova i vore medmenneskers påhør.

3. Hvorfor er den gamle verdens syn på religion og på Bibelens principper ufornuftigt?

³ Hvilken tendens ser vi inden for religion i dag? Går den i retning af „en ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader“, eller går den i retning af at „komme i den kirke, man synes bedst om“? (Jak. 1:27) Det indbildske menneske gennemgår kritisk Guds ords indhold for at udvælge sig visse dele af det, men vrage størsteparten som unyttigt og uønsket. Han forkaster måske formaningen om at „elske din næste som dig selv“ med den begrundelse, at den ikke har praktisk betydning i vor moderne verden, eller han vinder sig måske et navn ved at skrive til en avis eller et tidsskrift, idet han gør brug af nogle få skriftsteder, som han anser for at være god psykologi. På den måde samler han sig måske en del tilhængere, der synes, han er „vidunderlig“, og som finder behag i hans arbejde. Men overvej disse ord: „Søger jeg at tækkes mennesker? Var det mennesker, jeg endnu ville tækkes, da var jeg ikke Kristi tjener.“ (Gal. 1:10) Det vil være langt klogere at give agt på den sunde formaning i Guds ord: „Du skal lytte til Jehova din Guds røst ved at holde alle hans befalinger, som jeg i dag pålægger dig, så du gør, hvad der er ret i Jehova din Guds øjne.“ — 5 Mos. 13:18, NW.

4. Vis, hvordan Jesus satte det rette eksempel ved frimodigt at sige sandheden.

⁴ Det, Jesus prædikede, var rigtigt, men det behagede ikke altid hans tilhørere. Når han med sin fordømmelse hudflettede den tids religiøse ledere og stemplede deres læresætninger som gudvanærende menneskebud, blev de forargede. Efter at de havde hørt flere af de usminkede sandheder, han prædikede, var de klar over, at dem kunne de ikke lide at høre, og derfor søgte de at komme ham til livs. Men han fortsatte uden i mindste måde at gå på kompromis, idet han forsikrede dem, som vedblev med at lytte: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:31, 32) Hvis vi derimod skubber hans rene ord fra os til fordel for menneskers forførende tale, vil vi gå glip af den frihed, som Gud skænker.

5. Hvordan gjorde Jehova det klart for Israel, hvad der er den rette tilbedelsesform, men hvilken vej fulgte de?

⁵ Jehova Gud har altid gjort sit folk klart, hvilken tilbedelsesform han godkender. Han gjorde det i Eden og ved tidspunktet for Vandfloden og så vist også over for Israels folk. Mens de trællede i Ægypten, vendte han sin opmærksomhed mod dem og udfriede dem på underfuld måde. De var vidne til de ti plager, der satte Ægyptens falske guder til vægs og tilføjede dem et ydmygende nederlag. De så Jehovas sejr, da han førte dem frelst gennem det Røde Hav og gav dem et overvældende indtryk af, at han er den sande Gud. Dog var det kun få måneder efter, da de lå lejret ved foden af Sinaj bjerg, og Moses var oppe på bjerget, at de i ulydighed gav sig til at tilbede en guldkalv som en efterligning af ægypternes afguderiske dyretilbedelse. Skønt de godt vidste, at det var en krænkelse af Guds vilje, fulgte de oprørsk deres egne lyster. Ganske vist lod de ikke Jehova helt ude af betragtning, men de ærede ham bestemt ikke ved at kalde deres vanhellige fest „en højtid for Jehova“. (2 Mos. 32:1-5, NW) Fordi de gang på gang undlod at adlyde Jehovas røst, døde hele den generation i ørkenen. De kom ikke ind i det forjættede land. Deres efterkommere drog ind i det, men Moses advarede dem først kraftigt mod at følge deres fædres troløse færd og sagde: „Du skal lytte til Jehova din Guds røst ved at holde alle hans befalinger, som jeg i dag pålægger dig, så du gør, hvad der er ret i Jehova din Guds øjne.“ — 5 Mos. 13:18, NW.

6. Hvad fik Saulus fra Tarsus til at modstå den af Gud godkendte tilbedelse, som de urkristne praktiserede?

⁶ I det første århundrede efter Kristus blev Saulus fra Tarsus, en farisæer, der var oplært ved Gamaliels fødder, kendt viden om. Saulus var ualmindelig nidkær i sin religion og en ivrig forfølger af de kristne. Det var, mens han var på vej til Damaskus med fuldmagt fra ypperstepræsten til at lægge hånd på de kristne der, at han blev omvendt til sandheden. Men hvorfor skulle Saulus, en farisæer og uden tvivl velbevandret i de Hebraiske Skrifter, som også de kristne anerkendte og troede hver en tøddel af, så voldsomt modstå dem, der holdt sig til den kristne tro? Selv svarer han: „I har selvfølgelig hørt om min færd førhen i jødedommen, hvorledes jeg til overmål vedblev at forfølge Guds menighed og skade den, og jeg gjorde større fremskridt i jødedommen end mange af mine jævnaldrende af min race, da jeg var langt mere nidkær for mine forfædres traditioner.“ (Gal. 1:13, NW) Det var menneskers traditioner, der ansporede ham til modstand mod sandheden.

7. Hvordan viste Paulus med stor kraft, at et menneske, der har kendskab til Bibelen, godt kan komme til kort i at behage Gud?

⁷ Paulus glemte aldrig sine erfaringer fra den tid, men brugte dem som grundlag for sund formaning over for andre. (Kol. 2:8) Det fik ham til at indse, at man kunne eje den hellige skrift og endog kende dens indhold, men alligevel ikke forstå dens vejledning nøjagtigt, fordi man var under påvirkning af menneskelige traditioner. I sit magtfulde brev til romerne påpegede han netop et sådant tilfælde, hvor nogle af hans samtids jøder befandt sig i en lignende situation: „Jeg giver dem det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab; thi fordi de ikke kendte Guds retfærdighed, men søgte at opstille deres egen, underkastede de sig ikke Guds retfærdighed. Thi Kristus er Lovens absolutte ende, så at enhver, som udøver tro, kan opnå retfærdighed.“ (Rom. 10:2-4, NW) Som Paulus siger, var disse jøder nidkære i deres tro og havde uden tvivl kendskab til Guds ord, der jo blev læst op i synagogen hver uge. Men fordi de ikke nøjagtigt forstod eller fattede, at Kristus havde opfyldt Loven, og at de nu skulle vise tro på ham, kom de ud af harmoni med Gud. De gjorde ikke, hvad der var ret i Jehova Guds øjne.

8. Hvordan har mangelen på nøjagtig kundskab indvirkning på nutidens religioner?

⁸ Det er det samme, det skorter på i verdens religiøse organisationer i dag. Skønt de ejer Bibelen, Guds skrevne åbenbaring af, hvad der er hans vilje på denne dag, har de dog ikke nøjagtig kundskab. Den inspirerede apostel tager situationen lige på kornet, når han siger: „Thi skønt de kendte Gud, ærede de ham dog ikke som Gud, ej heller takkede de ham, men de blev tomhjernede, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Skønt de påstod, at de var vise, blev de tåbelige og ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med noget, der lignede et billede af et forkrænkeligt menneske, og af fugle og firføddede skabninger og krybdyr. Og ligesom de ikke fandt behag i at betragte Gud i nøjagtig kundskab, gav Gud dem hen til et uværdigt sindelag, så de gjorde, hvad der var usømmeligt.“ (Rom. 1:21-23, 28, NW) De påstår at kende Gud, støtter store religiøse organisationer og beder i hans søns navn. Mange vil indrømme, at skaberværket vidner om den Højestes eksistens, og de vil endog gå med til, at Bibelen er hans ord. Men det er en kendsgerning, at de ikke ærer ham som Gud. „Offentligt hævder de at kende Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham, fordi de er afskyelige og ulydige og uskikkede til godt arbejde af enhver art.“ (Tit. 1:16, NW) I stedet for at ære Gud vanærer de hans navn og ord ved udadtil at antage det som grundlag for deres religion, for derpå at svigte de kristne kærligheds- og retfærdsprincipper, navnet står inde for. De vender op og ned på tingene, idet de søger at bruge Gud som et bekvemt redskab til at tilfredsstille deres selviske begæringer. De udtænker, hvordan de skal få opfyldt deres ønsker, og giver så faktisk Gud besked om at give deres planer sin godkendelse. Skønt sådanne mennesker påstår at være vise efter denne verdens målestok, blotter de deres dårskab ved ikke at anerkende den sande Guds overhøjhed. De lærer og lærer „dog uden nogen sinde at opnå nøjagtig kundskab om sandheden“. — 2 Tim. 3:7, NW.

Giv rum for nøjagtig kundskab

9. Hvordan ændrer de, som oprigtigt søger sandheden, totalt deres liv?

⁹ Naturligvis følger ikke alle den førnævnte handlemåde. De, som oprigtigt søger sandheden, finder den. De følger det vise og praktiske råd, der gives i Kolossenserne 3:9, 10 (NW): „Flå den gamle personlighed med dens væremåder af jer og ifør jer den nye personlighed, der gennem nøjagtig kundskab er ved at fornys efter billedet af den, som skabte den.“ Når de omhyggeligt studerer Guds ord for at få nøjagtig forståelse af hans vilje, indser de, at hverken hyppige eller blot lejlighedsvise indladelser med verden harmonerer med en kristen livsførelse. De giver derfor agt på formaningen om at „aflægge den gamle personlighed, som svarer til jeres tidligere adfærd, og som fordærves ved sine bedrageriske lyster; men I skulle fornys i jeres sinds drivkraft“. (Ef. 4:22, 23, NW) De tager fat om selve det ondes rod ved at forandre den kraft, der driver deres sind. „Som han tænker i sit stille sind, således er han.“ (Ordsp. 23:7, AS) Altså undlader de at fylde deres sind med den gamle verdens filosofi og smudsige tanker og sætter sig i stedet for ind i den rene sandhed, som kommer fra Gud, og ifører sig „den nye personlighed, der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og miskundhed“. (Ef. 4:24, NW; Sl. 119:9-16) Læg vel mærke til, at det ikke bare er et spørgsmål om at udvikle en mere charmerende personlighed, men om at tage imod det, Gud har skænket, og bestandig holde det fornyet ved regelmæssigt at forsyne sig med nøjagtig kundskab fra hans forrådshus og derigennem lade sig vejlede i det daglige liv. En uklar forståelse vil ikke kunne afstedkomme en sådan forandring. Kun nøjagtig kundskab fra Guds ord går så dybt, at den kan udvirke forandringen.

10. Hvor omfattende en forandring finder der sted i deres liv?

¹⁰ Dens virkning på deres livsførelse er så omfattende, at den vil have indflydelse på det, de taler om, på det, de gør, og på de motiver, der ligger bag deres handlinger. Gennem studiet af Bibelen åbner en helt ny verden sig for deres blik — en ny verden at skaffe sig kundskab om, en ny verden at leve for. De sandhedssøgendes interesser kredser ikke mere om selviske mål, men de gør salmistens ord til deres egne: „Stor og højlovet er HERREN [Jehova], hans storhed kan ikke ransages.“ — Sl. 145:3.

11. a) Hvordan har Jehova gjort det muligt for mennesker at „tjene ham endrægtigt“? b) Hvordan illustreres forskellen mellem nøjagtig og mangelfuld kundskab i Dommerbogen, det tolvte kapitel?

¹¹ Jehova selv sætter forandringen i gang ved nu at opfylde sit løfte, der står i Zefanias 3:9 (AS): „Da giver jeg folkene et rent sprog, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham endrægtigt.“ Gennem sin teokratiske organisation har han stillet stor kundskab til rådighed, en kundskab, som de retsindige med iver tager imod. (Dan. 12:4) De anerkender de krav, der stilles de kristne, og som apostelen Paulus fremholdt: „Nu formaner jeg jer, brødre, i vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle bør tale enigt, og at der ikke bør være splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og i samme tankegang.“ (1 Kor. 1:10, NW) For at vi kan leve op til denne kristne standard, er en klar forståelse af sandheden nødvendig. Vi ønsker bestemt ikke at være som de toogfyrretyve tusinde efraimitter, der kæmpede mod Jefta, og hvis sprog røbede, at de ikke var på hans side, skønt de højlydt protesterede mod, at de skulle høre til fjendelejren. Da de blev opfordret til at sige løsenet „Sjibbolet“, kunne de højst drive det til at sige „Sibbolet“. Det lignede, men det var ikke det samme. Det kostede dem livet. I dag lyder måske på samme måde meget af det, kristenhedens præsteskab lærer, som det, Jehovas vidner lærer, men det er kun for dem, som ikke er velbevandret i Bibelen. Når øret gennem nøjagtig kundskab er afstemt efter sandhedens rene toner, vil de, som elsker sandheden, stille sig på samme side som dem, der kæmper for at holde den sande tilbedelse i hævd. — Dom. 12:1-6.

12. Hvilken mangel hindrer de fleste af kristenhedens kirkemedlemmer i nidkært at udbrede deres lære?

¹² Mange præster i kristenheden lægger mærke til Jehovas vidners nidkære arbejde og fremhæver dem som eksempler for deres sognebørn for at opildne disse til større aktivitet, men ofte med ringe held. Hvorfor? Fordi de mangler nøjagtig kundskab. De bliver oplært til at tro på Gud, men lærer den vrangforestilling, at han er en mystisk treenighed. (Es. 42:8; Joh. 14:28) De lærer at bede fadervor, således som Jesus anviste, men når de beder „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn“, får de at vide, at han er en navnløs Herre eller Gud. Følgen er usikkerhed. De fortsætter med at sige: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ Dog ved de udmærket godt, at deres religion støtter den menneskegjorte sammenslutning, de Forenede Nationer, der hyldes som „Guds rige på jorden“, skønt Bibelen siger, at det er Gud, der opretter sit rige, og ikke mennesker. (Dan. 2:44) Hvordan kan det forventes, at de med så mangelfuld og unøjagtig oplæring skulle kunne udføre deres kristne pligt med nidkærhed? „Hvis en basun giver utydelig lyd, hvem vil så gøre sig rede til kamp?“ — 1 Kor. 14:8.

13. Hvorfor melder så mange sig til tjeneste sammen med den nye verdens samfund, og hvilken kurs må de nu følge?

¹³ Kaldet til frivillig tjeneste i kongen Kristi Jesu slagrækker lyder nu med al ønskelig tydelighed for en stor skare af retsindige mennesker. (Matt. 24:14; Åb. 22:17) De tager imod kaldet ved at slutte sig til den nye verdens samfund. Men overalt i den nye verdens samfund kræver tjeneste handling, for det er et fremsynet og fremadskridende samfund. De kan se længere, end til den gamle verdens totale sammenbrud, for bag den skuer de ind i den nye verden med dens velsignelser. Allerede nu dygtiggør dets medlemmer sig til livet under denne retfærdige ordning. Tusinder slutter sig årligt til organisationen, og som spædbørn opbygges og vokser de ved ordets mælk. Dog kan man ikke forblive spæd og alligevel fortsætte i den nye verdens samfund. „For enhver, der får mælk, er ukendt med retfærdsordet, for han er spæd. Men fast føde er for modne mennesker, sådanne, som gennem brug har opøvet deres opfattelsesevne, så de kan skelne mellem ret og uret. Lad os derfor, nu da vi har overstået begyndelseslæren om Kristus, skride frem til modenhed.“ (Hebr. 5:13 til 6:1, NW) Den nye verdens samfund går fremad, og vi må følge med!

14. Hvilken egenskab ved den sande gudsdyrkelse gør fortsat studium uundværligt og interessant?

¹⁴ Selv de, som har været knyttet til Jehovas organisation i mange år, finder fortsat studium nødvendigt. Jo flittigere de studerer, desto mere giver de Paulus ret: „O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud!“ (Rom. 11:33) Deres studium af Bibelen bliver ikke uinteressant eller unødvendig gentagelse, for „retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag“. (Ordsp. 4:18) I lighed med det første århundredes kristne, der voksede i deres forståelse af Bibelens profetier, af deres forhold til de verdslige regeringer, af deres ansvar inden for organisationen samt af sandhedens lærespørgsmål, således finder vor tids kristne samfund, at Bibelens sandhedslys bestandig tager til i glans. (Ap. G. 2:16-21; 5:29; 15:13-20; 1 Kor. 5:9-13) Gennem den „tro og kloge træl“ har de fået deres opmærksomhed henledt på Rigets fødsel i 1914 og på tilstedeværelsen af en trofast skare „andre får“ i deres midte, en skare, som har håb om evigt liv på jorden. (Åb. 12:1-5; Joh. 10:16) De har lært, at disse „andre får“ omtales som „alle folkenes skatte“ i Haggaj 2:7. De har fået klarhed over, at Zefanias 2:1, 2 hentyder til kristenheden og ikke til Jehovas folk. Nu ved de, at Jesu forkyndelse for „de ånder, der var i forvaring“, og som omtales i 1 Peter 3:19, var en domsforkyndelse for disse ulydige åndeskabninger, der er bundet i åndeligt tartarus-mørke, og at den må have fundet sted efter Jesu opstandelse og opstigen til himmelen. Sand tilbedelse er afgjort ikke stillestående og ikke bundet af middelalderens religiøse dogmer, men den er levende og fremadskridende.

15. Hvilken egenskab kendetegner specielt en kristen, men hvad viser, at nøjagtig kundskab er nødvendig for at lede kærligheden i den rigtige retning?

¹⁵ Jesus sagde, at hans disciple ville være lette at kende på én bestemt egenskab: kærlighed. (Joh. 13:35) Men denne kærlighed skulle ledes i den rigtige retning for at være antagelig. „Det er, hvad jeg stadig beder om, at jeres kærlighed må blive mere og mere rig på nøjagtig kundskab og moden skelneevne, så I kan forvisse jer om det mere væsentlige, for at I må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag.“ (Fil. 1:9, 10, NW) Ja, det er nødvendigt, at den kristne kærlighed ledes af nøjagtig kundskab og evne til at skelne og fatte Guds vilje, og at vor opmærksomhed samler sig om det, der er det mere væsentlige. Vi får klar besked om, hvem der fremfor nogen anden skal være genstand for vor kærlighed. „Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte, med hele din sjæl og med hele dit sind,“ og, tilføjer Jesus dernæst, „din næste som dig selv.“ (Matt. 22:37-39, NW; 1 Joh. 5:2, 3; 3:14) Men det indbefatter ikke den gamle verden. „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.“ (1 Joh. 2:15) Sand kærlighed, får vi at vide, „glæder sig ikke over uretfærdighed, men glæder sig over sandheden“. (1 Kor. 13:6, NW) Altså sætter nøjagtig kundskab os i stand til at rette vor kærlighed mod Jehova Gud og dem, han godkender, og det, han elsker, og den hjælper os til at undgå den snare, der består i, at vi af sentimentalitet samler hele vor opmærksomhed om den verden, der modstår Gud.

16. Hvad er påkrævet, såfremt vi skal behage Jehova, og hvordan har han draget omsorg for, at vi kan erhverve den?

[Illustration på side 240]

Gammel personlighed

Verdens filosofi