Læs de to Krønikebøger og lær af dem
„HVILKET formål tjener Krønikebøgerne?“ Mange har stillet dette spørgsmål når de gennemlæser Bibelen for første gang. I Samuelsbøgerne og Kongebøgerne har de læst en levende, ja mesterlig, beretning om Guds folks historie under kongerne — og nu skal de i gang med de to Krønikebøger: ni lange kapitler med slægtsregistre efterfulgt af en gentagelse af stof som de for en stor dels vedkommende har læst før. Eerdmans’ Bible Handbook knytter følgende kommentar til Krønikebøgerne: „De oplysninger vi i forvejen har i Anden Samuelsbog og i Kongebøgerne gentages tilsyneladende blot på en kedeligere og mere moraliserende måde i Krønikebøgerne.“
Men sådan forholder det sig kun overfladisk set. Ligesom de fire evangelier i De kristne græske Skrifter alle dækker det samme stof, men set under forskellige synsvinkler og hver især beriget med særlige oplysninger, dækker skribenten af Krønikebøgerne det samme stof som findes i tidligere bøger, men ser det under sin egen synsvinkel og beriger det med oplysninger der ikke findes andre steder. Han skrev med henblik på en bestemt tidsperiode og havde visse klart definerede mål for øje. Når vi forstår dette, kan vi læse bøgerne med glæde og samtidig lære noget der kan hjælpe os i dag.
De dækkede et behov
Krønikebøgerne blev skrevet, sandsynligvis af Ezra, til gavn for de jøder der vendte tilbage til det forjættede land efter udløbet af de 70 års fangenskab i Babylon. Efter at have fortalt om Davids og Salomons herredømme og om hvordan Guds folk derefter blev delt i to riger, koncentrerede skribenten sig om det sydlige rige, Juda, og fremlagde dets historie på en måde der virkede belærende for de hjemvendte landflygtige. Han fulgte Davids vigtige, kongelige slægtslinje og besvarede samtidig to væsentlige spørgsmål: Hvorfor havde Jehova tilladt at hans udvalgte folk blev ført i landflygtighed i et hedensk land? Og hvordan kunne de hjemvendte jøder (samt sande kristne i dag) undgå at begå de fejltagelser der førte til denne straf?
De vigtige slægtsregistre
De første ni kapitler i Første Krønikebog indeholder lange slægtsregistre. Hvorfor har skribenten taget dem med? Fordi folks afstamning havde stor betydning i Israel, navnlig med hensyn til arv og tjenesteprivilegier. Nogle af de hjemvendte israelitter, deriblandt nogle af præsteslægt, kunne ikke fremlægge bevis for deres afstamning, hvilket gav betydelige problemer. (Ezra 2:59-63) Denne omhyggelige udredning af slægterne var derfor af stor personlig interesse for dem.
Kan vi der i nutiden læser Bibelen da ikke lige så godt springe disse ni kapitler over og begynde at læse Første Krønikebog fra og med beretningen om Sauls død i kapitel 10? Nej, for disse slægtsregistre er en del af „hele Skriften“ som er „inspireret af Gud“. (2 Timoteus 3:16) De første ni kapitler i Første Krønikebog indeholder vigtige og spændende oplysninger.
Det er for eksempel kun her vi læser om Jabez, en efterkommer af Juda der nød en ganske særlig ære. (1 Krønikebog 4:9, 10) Vi finder desuden her en nyttig optegnelse over Davids slægtslinje, en optegnelse der viser at Zerubbabel, som var landshøvding for jøderne efter deres tilbagevenden fra Babylon, var af denne slægt. — 1 Krønikebog 3:10-19.
Udbygger vort kendskab til David
De resterende kapitler i Første Krønikebog udbygger de historiske beretninger fra tidligere bøger, og giver os især en større viden om kong David. I tidligere bøger har vi lært kong David at kende som digter, som en hengiven tjener for Jehova, som en dygtig kriger og som en god leder. I Første Krønikebog får vi at vide at han også var dygtig til at organisere. Han organiserede folket og hæren, og han organiserede tilbedelsen ved templet, idet han inddelte præsterne, levitterne og sangerne i 24 skifter. — 1 Krønikebog 23:1 til 27:22.
Anden Samuelsbog beskriver Davids inderlige ønske om at bygge „et hus“ eller et tempel til pagtens ark. (2 Samuel 7:2-5) Jehova ville ikke lade David realisere sine planer, og Første Krønikebog forklarer hvad grunden var. David havde udgydt meget blod. Templet skulle i stedet bygges af Davids efterfølger, en fredens mand. (1 Krønikebog 22:8-10) Anden Samuelsbog oplyser også hvordan det gik til at David købte den tærskeplads hvor templet senere blev bygget. (2 Samuel 24:18-25) Hertil føjer Første Krønikebog en beskrivelse af det kæmpemæssige bidrag som David indsamlede og alle de foranstaltninger han traf så at alt var rede da Salomon fik mulighed for at begynde at bygge templet. (1 Krønikebog 22:6-19) Jehova gav endda David en plan over templet, og David gav den trofast videre til Salomon. — 1 Krønikebog 28:9-21.
Jehovas velsignelse . . .
Når du fortsætter med at læse Anden Krønikebog vil du lægge mærke til at et bestemt mønster begynder at gøre sig gældende: Når Judas konger stolede helt og fuldt på Jehova, blev de velsignet. Når de vendte Jehova ryggen, led folket nød. Kong Rehabeams søn, Abija, der førte krig mod Israel, blev for eksempel overlistet af Jeroboam, en krigerkonge fra det nordlige rige. Da Abijas soldater opdagede at de var fuldstændig omringet, „råbte de til Jehova, mens præsterne blæste i trompeterne“. Hvad blev resultatet? „Den sande Gud [lod] Jeroboam og hele Israel lide nederlag foran Abija og Juda.“ — 2 Krønikebog 13:14, 15.
Ligeledes overvandt Abijas søn, Asa, en hær på en million ætiopere fordi han stolede på Jehova. (2 Krønikebog 14:9-12) Asas søn Josafat blev reddet fra et forenet angreb fra Ammon, Moab og edomitterne, og mange år senere blev hans efterkommer, kong Ezekias, frelst fra Assyriens magt på grund af en lignende tillid til Jehova. — 2 Krønikebog 20:1-26; 32:9-23.
. . . og mishag
Mange af kongerne nærede imidlertid ikke denne tillid, i de fleste tilfælde på grund af et af de tre følgende forhold. For det første faldt mange i afgudsdyrkelsens snare. Joasj, Josafats oldebarn, tilbad Jehova i sine unge år, men vendte sig så til afgudsdyrkelsen. Jehova trak sin beskyttelse bort; Joasj led nederlag i en kamp mod syrerne og blev til sidst myrdet. (2 Krønikebog 24:23-25) Beretningen om Amazja, søn af Joasj, viser hvor let man kan blive overlistet til at dyrke afguder. Amazja viste i begyndelsen en eksemplarisk tro på Jehova. Men efter en vellykket krig hvori han slog edomitterne, begyndte han — hvor utroligt det end lyder — at tilbede deres guder! (2 Krønikebog 25:14) Endnu en gang trak Jehova derfor sin beskyttelse bort fra en konge.
Manasse satte måske det værste eksempel hvad afgudsdyrkelse angår. Denne konge nøjedes nemlig ikke med at dyrke afguder — han forfulgte også dem der holdt fast ved tilbedelsen af Jehova. Jehova besluttede at ødelægge Juda fordi Manasse „havde fyldt Jerusalem med uskyldigt blod“, noget „Jehova ikke ønskede at tilgive“. (2 Kongebog 21:11; 23:26; 24:3, 4) Overraskende nok var Manasse søn af Ezekias, en af de mest trofaste af de jødiske konger. Hans fødsel var endda et resultat af et mirakel — han blev født efter at Jehova mirakuløst havde forlænget hans faders, Ezekias’, liv. (Esajas 38:1-8; 2 Krønikebog 33:1) Men Manasses liv rummer endnu en overraskelse. Efter i mange år at have forfulgt dem der tilbad Jehova, angrede han og blev i sine sidste år en tjener for Jehova! — 2 Krønikebog 33:1-6, 12-17.
Et andet forhold der blev en snare for Judas konger, var alliancer med fremmede konger. Dette skabte problemer både for den gode kong Asa og for den knap så gode kong Akaz. (2 Krønikebog 16:1-5, 7; 28:16, 20) En tragisk følge af en alliance med en fremmed konge sås i Josafats tilfælde. Denne gode tjener for Jehova sluttede forbund med den ba’alsdyrkende kong Akab af Israel. Han fulgte Akab på ukloge militære ekspeditioner og lod sin søn Joram gifte sig med Akabs datter, Atalja. Atalja havde en dårlig indflydelse på sin mand og på Ahazja, hendes søn, da de efter tur blev konger. Efter Ahazjas død tilrev hun sig tronen og dræbte størstedelen af de mulige rivaler. Jehova sørgede lykkeligvis for at kong Davids slægtslinje blev bevaret — men hvilke tragiske følger fik denne unødvendige alliance med en fremmed konge ikke!
En tredje snare som ledte nogle af kongerne bort fra tilbedelsen af Jehova, var hovmod. Hovmod skæmmede den gode kong Asas sidste leveår, og det var på grund af hovmod at kong Uzzija, som var et militærgeni, blev spedalsk og måtte tilbringe den sidste del af sin levetid i isolation. Selv den trofaste kong Ezekias faldt i denne snare da han fik besøg af udsendinge fra Babylon og stolt viste dem tempelskatten. — 2 Krønikebog 32:25, 26; Esajas 39:1-7.
Læs Krønikebøgerne og lær af dem
Ja, de to Krønikebøger er en guldgrube af oplysninger. Af dem fremgår det hvilken adfærd Jehova har behag i, og de viser at selv konger kan forfalde til synd. Dette tjener som en advarsel til os der lever i dag, navnlig til dem der beklæder ansvarsposter i den kristne menighed. Afgudsdyrkelse er i dag en nøjagtig lige så stor snare som det var på de israelitiske kongers tid, og vi må være fast besluttede på at undgå at falde i denne snare. (Efeserne 3:19; Kolossenserne 3:5; Åbenbaringen 13:4) Også vi bør undgå at knytte unødvendige forbindelser med verden. (Johannes 17:14, 16; Jakob 4:4) Og stolthed eller hovmod er en svaghed som også vi må kæmpe mod. — Ordsprogene 16:5, 18; Jakob 4:6, 16.
Ved at læse de to Krønikebøger og lære af dem kan vi styrke vor beslutning om at tjene Jehova ved at følge de gode eksempler og tage afstand fra de dårlige eksempler fra jødernes historie. De vil opmuntre os til at efterligne det gode og undgå det onde, så „vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb“. — Romerne 15:4.
[Ramme på side 29]
Hvordan er Første Krønikebog med til at bevise at Jesus ikke blev født den 24. eller den 25. december?
Ifølge Første Krønikebog inddelte kong David præsterne i 24 „skifter“ eller grupper, og hver gruppe skulle tjene en uge ved templet. Hvert medlem af skifterne ville altså komme til at tjene ved templet to gange om året, med omtrent seks måneders mellemrum.
Det første skifte begyndte at tjene umiddelbart efter løvhyttefestens afslutning, omkring sidst i september og først i oktober. Det ottende skifte, som var opkaldt efter Abija, tjente en uge i slutningen af november og begyndelsen af december, og endnu en uge i slutningen af juni og begyndelsen af juli. Hvorfor har det betydning netop hvornår Abijas skifte tjente ved templet? Fordi Lukas i sin beretning oplyser at Johannes Døbers fader, Zakarias, hørte til „Abijas skifte“, og at han tjente ved templet da engelen viste sig for ham og fortalte ham at Johannes skulle fødes. — Lukas 1:5, 8, 9.
Som det fremgår af Lukas’ beretning blev Johannes undfanget kort tid efter at dette var sket, og født ni måneder senere, enten i begyndelsen af september eller i begyndelsen af april. Lukas’ beretning viser også at Jesus var seks måneder yngre end Johannes. (Lukas 1:26) Denne detalje fra Første Krønikebog viser altså at Jesus ikke blev født i slutningen af december, men enten i begyndelsen af marts eller i begyndelsen af oktober. Andre skriftsteder viser at det sidste er tilfældet. — En mere detaljeret behandling findes i Vagttårnet for 1. januar 1955, side 15.
[Ramme på side 30]
Hvorfor blev Josef forfader til to af Israels stammer, mens hver af hans brødre kun blev forfader til én stamme?
Første Krønikebog hjælper os til at finde svaret på dette spørgsmål. Josef fik den dobbelte arvelod som tilkom den førstefødte. Sandt nok var han blandt de yngste af Jakobs tolv sønner, men han var den ældste søn af Jakobs yndlingshustru, Rakel. Førstefødselsretten skulle være tilfaldet Jakobs ældste søn, Ruben, hans førstefødte med Lea. Men som Første Krønikebog oplyser, mistede Ruben sin førstefødselsret på grund af en alvorlig synd. Det hedder i beretningen: „[Ruben] var den førstefødte; men fordi han vanhelligede sin faders leje, blev hans førstefødselsret givet til Israels søn Josefs sønner, så han ikke skulle indføres i slægtsregisteret som den der havde førstefødselsretten.“ Der siges videre: „For Juda var den mægtigste blandt sine brødre, og den der skulle være fører skulle komme fra ham; men førstefødselsretten tilhørte Josef.“ — 1 Krønikebog 5:1, 2.