Hvordan man får et varigt greb om livet
I denne række artikler om Åbenbaringsbogen er vi kommet til kapitel 20, versene 7 til 10. De foregående seks vers omtaler i korthed tusindårsriget, da Kristi regering skal herske over jorden uden indgriben fra Satans side. Det endelige formål med dette styre ved den lovede sæd der skal velsigne alle jordens slægter, er at give menneskene virkeligt liv, fuldkomment liv. Versene 7 til 10, der behandles i denne artikel, viser den storslåede hensigt Gud har med dem der til den tid lever på jorden.
1. Hvad er nødvendigt for at man kan føle sig fuldstændig tryg og sikker?
VILLE du, selv om du havde fast arbejde og en god indtægt, føle dig tryg og sikker i dit hjem dersom huset var belånt ud over alle grænser? Sandsynligvis ikke, for du ville være klar over at sygdom, ulykke eller økonomiske omvæltninger kunne berøve dig alt hvad du ejer fra den ene dag til den anden. Det samme gælder livet, der er som et „åndepust“. Men forestil dig engang at du havde et fuldkomment legeme, at du levede i en verden hvor der ingen krige og ingen forbrydelser var, hvor du havde et hus og en have som du til din fryd og glæde kunne forskønne og udsmykke, og hvor du samtidig havde et arbejde der stillede krav til dine evner og som kunne holde dig glad beskæftiget.
2. Er det muligt at opnå fuld tryghed, og hvilket spørgsmål opstår i denne forbindelse?
2 „Ja, hvis bare det var muligt,“ siger du måske. Men det er muligt, for selve Guds hensigt med jorden er at den skal bebos af lydige mennesker der lever i fuldkommenhed, og som er i stand til at anvende alle deres evner og muligheder på den måde det fra begyndelsen var Guds tanke. Hertil siger du måske: „Ja, men jeg lagde mærke til ordet ’lydige’, lydige mennesker. Hvordan kan jeg være sikker på at jeg altid vil være lydig? Frygten for at jeg skulle gøre ligesom Adam og Eva og miste livet ville følge mig som en mørk skygge.“
3. Hvor kan vi finde svaret på ovennævnte spørgsmål?
3 Det forstår Gud, og i sin kærlighed til dem der elsker ham har han udtænkt noget der langt overgår vor fatteevne, noget han vil gøre og som han beskriver for os i det syvende til tiende vers i Åbenbaringen, kapitel 20.
Fuldkommenheden nået
4. Hvilket tidspunkt er vi nået til i vort studium, og hvad er der blevet udrettet indtil da?
4 I vort studium er vi nu nået til afslutningen på Guds søns tusindårige regering. Det særlige formål med denne regering, at bringe menneskene tilbage til den oprindelige fuldkommenhed og skabe de nødvendige omgivelser for fuldkomne mennesker, nemlig en paradisisk jord, er nået. I løbet af de tusind år vil, som apostelen Paulus forklarer, alle Guds og menneskers fjender, selv døden som den sidste fjende, blive tilintetgjort. Til den tid vil alle virkninger af Adams synd være fjernet fra dem der bor på jorden på grund af den lydighed de har udvist under Kristi regering. Dette betyder at alle spor af den nedarvede død fra Adam vil være fjernet, for dødens brod er synden, og syndens løn er døden. — 1 Kor. 15:26, 56; Rom. 6:23; 1 Joh. 3:8.
5. Forklar Første Korinterbrev 15:24.
5 „Derpå kommer enden, når han overgiver Riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft.“ (1 Kor. 15:24) Jesus Kristus sidder ganske vist ved Guds højre hånd som hans udnævnte konge, men alligevel overgiver han her Riget til Jehova, sin Gud og Fader. Sammenhængen viser at han overgiver sit kongedømme i forbindelse med det særlige tusindårige styre over jorden. Han har fuldført sit hverv og har overgivet sin Fader det færdige arbejde, så Han kan foretage den endelige inspektion og godkende det. I hele universet har jorden været den eneste klode der, i forhold til Guds suverænitet, billedligt talt har været „ude af kurs“. Nu da alt igen er bragt i overensstemmelse med Guds vilje, følger den atter sin rette kurs. — Fil. 2:9-11; Åb. 11:15.
Et sidste spørgsmål der må afgøres
6. Hvilket spørgsmål må endnu afgøres, selv om menneskene har opnået fuldkommenhed, og hvorfor?
6 Der er imidlertid endnu et spørgsmål der kræver et endeligt svar. Vil ondskab igen kunne føre jorden eller en anden klode i universet ind på en afsindig og tøjlesløs kurs, til skade og fortræd for alle skabninger på den, som tilfældet har været i løbet af de første seks tusind år af menneskenes historie? Dette ubehagelige spørgsmål står stadig åbent fordi fuldkommenhed ikke betyder at man ikke kan synde eller blive ulydig. Der er derfor stadig én side af stridsspørgsmålet vedrørende Guds universelle suverænitet der må afgøres før Gud er tilfreds og før de der bor på jorden helt og fuldt kan få det evige liv.
7. Hvorfor tilintetgøres Satan ikke fuldstændigt når han umiddelbart efter Harmagedonslaget kastes i afgrunden?
7 Af denne grund var det ikke tanken at Satan og hans dæmoner skulle forblive i afgrunden, hvori de blev kastet før Kristi tusindårsrige begyndte. Under det messianske rige har Gud blot holdt Satan i forvaring. Den evige tilintetgørelse venter ham stadig. Dette er ikke en barmhjertighedsgerning mod Satan, men Gud har en hensigt dermed, nemlig for stedse at ville afgøre stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme over universet, så det aldrig skal opstå igen og skabe uro blandt dem der ønsker at tjene Gud og som støtter hans suverænitet.
8. Hvorfor løslades Satan, og af hvem?
8 Gennem sit himmelske sendebud siger Gud: „Og når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel.“ (Åb. 20:7) Det er Satan der har opkastet stridsspørgsmålet om hvorvidt Guds suveræne herredømme er berettiget og retfærdigt, og det er ham der ved at tilskynde Adam og Eva til at gøre oprør imod Guds suverænitet har bragt død over hele menneskeslægten. Afgrundens engel, der tidligere fik „nøglen til afgrundens brønd“ (Åb. 9:1, 2), får nu af Jehova befaling til at bryde afgrundens segl og løslade Satan og hans dæmoner, befri dem for deres lænker og slippe dem løs på jorden. Hvem er denne engel? Det er uden tvivl den samme engel som kastede dem i afgrunden, Guds „kvindes“ sæd, Herren Jesus Kristus, som Gud har underlagt alt. — 1 Kor. 15:27; Hebr. 2:8.
Gud bliver „alt i alle“
9. På hvilken måde kommer alle mennesker til direkte at stå Gud til regnskab efter afslutningen på Kristi tusindårsrige?
9 Apostelen Paulus fortæller videre at når afslutningen på Jesu tusindårige regering er nået, underlægger Jesus sig ham der har underlagt ham alt. Hvorfor? „For at Gud kan være alt i alle.“ (1 Kor. 15:28) Indtil da har Kristus hersket i sin Faders navn, og jordens beboere har kunnet benytte sig af genløsningsofferets fortjeneste, men nu er værdien af genløsningsbetalingen anvendt fuldt ud. Kristus træder nu så at sige til side som ypperstepræst, for at den fuldkommengjorte menneskehed kan stå for Guds åsyn på grundlag af deres egen fortjeneste uden at have Kristus som ofrende ypperstepræst til at tjene på deres vegne og komme dem til hjælp når de træder fejl. Nu har de opnået menneskelig fuldkommenhed, de er helt og fuldt i stand til at beherske deres evner, og alt hvad de nu foretager sig sker for egen regning og skyldes ikke fejl på grund af ufuldkommenhed. Eftersom „Gud er den, som retfærdiggør“, forbeholder Gud sig retten til at skænke evigt liv — evig ret til liv i hans univers. — Rom. 8:33.
10. Hvorfor må fuldkomne mennesker prøves i forbindelse med stridsspørgsmålet om Jehovas suveræne herredømme?
10 Disse fuldkomne mennesker må derfor bevise deres ubrydelige hengivenhed for Jehova som den suveræne Gud. Der er mange der vil påskønne og glæde sig over Guds suveræne herredømme så længe det betyder noget godt for dem. De vil være lydige mod Guds love fordi de ser at det giver dem alt hvad hjertet kan begære. Men det er noget andet når Guds suverænitet udfordres og et stridsspørgsmål stilles skarpt op og de føler at de har lejlighed til at blive fuldstændig uafhængige og gøre nøjagtig som de har lyst til. Hvis det at støtte Guds suverænitet ydermere betyder at det koster noget og at de må sætte deres egne selviske interesser på spil, vil de måske handle anderledes, for selv om de ejer legemlig fuldkommenhed betyder det ikke at de ikke kan fristes til at synde. Alle der til den tid bor på jorden må prøves endeligt for at det kan bevises om deres kærlighed til Jehova som den suveræne Gud er urokkelig. Det må være deres højeste ønske at bevise dette. De må ønske at leve under Guds suveræne herredømme, være villige til at kæmpe for det og om nødvendigt give deres liv for det.
11. Hvordan går det til at alle mennesker til sidst bliver prøvet?
11 Åbenbaringen forklarer videre hvordan denne prøve vil komme: „Og han [Satan, ledsaget af sine dæmoner] skal gå ud for at forføre folkeslagene [nationerne, NW] ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig; de er talløse som havets sand.“ (Åb. 20:8) Ved slutningen af de tusind år vil jorden være beboet til dens „fire hjørner“, dens fire verdenshjørner, som følge af opstandelsen af alle de døde, der i løbet af Kristi tusindårsrige vender tilbage fra gravene og havet. De af den ’store skare’ der overlever Harmagedon og som gifter sig eller allerede er gift, og som i nogen tid efter afslutningen på den nuværende onde ordning sætter børn i verden, ligesom Noas børn gjorde efter Vandfloden, vil også være med til at befolke jorden. Vi ved ikke nu hvor mange der i alt vil komme til at bo på jorden, men i løbet af tusindårsriget vil der sandsynligvis blive foretaget folketællinger. Antallet af dem der kæmper imod Guds suverænitet når Satan løslades, og som følger ham og hans dæmoner, er ikke åbenbaret for os. Det vil være et betydeligt antal, skønt ukendt ligesom sandet ved havets bred. — Se også Første Mosebog 22:17.
„Gog og Magog“
12. Hvem er det der til den tid beskrives som „Gog og Magog“, og hvad er deres motiv og hensigt?
12 I Åbenbaringen bliver vi mindet om „Gog i Magogs land“, som vi kender fra Ezekiels bog. (Ez. 38:1 til 39:16) Ezekiels profeti beskriver Satan i hans fornedrede tilstand efter at han omkring krigsåret 1918 blev kastet ud af himmelen og ned til jorden. Åbenbaringen 20:8 drager her en sammenligning, fordi Gog fra Magog — sådan som Ezekiel profeterede — tusind år tidligere har foretaget et angreb på Jehova Guds åndeligt velstående folk, nemlig efter dets genrejsning i 1919. Dette angreb dengang udløste Jehova Guds vrede og resulterede i tilintetgørelsen af Satans synlige jordiske organisation. Men nu, ved afslutningen på de tusind år, foretager de mennesker der bliver forført af Satan deres angreb efter at Guds rige har genoprettet et Edens paradis overalt på jorden og efter at alle der lever er blevet opløftet til den menneskelige fuldkommenhed som Adam og Eva, der var skabt i Guds billede, havde i Edens have. Disse oprørske mennesker der følger Satan har samme ånd som Gog dér tilbage i tiden. Derfor omtales de som Gog og Magog, ligesom vi i vor tid siger at en ophidset pøbelsværm lagde „Hitlers ånd“ for dagen eller omtaler et umoralsk kvarter som et „Sodoma og Gomorra“. Åbenbaringen omtaler dem som „de nationer der bor ved jordens fire hjørner“. (NW) At de omtales som nationer hjælper os til at forstå hvad det indebærer, for i vor tid bliver den nationalistiske ånd mere og mere fremherskende. Flere og flere nationer ønsker uafhængighed. „De nationer der bor ved jordens fire hjørner“ vil til den tid bestå af dem der har gjort oprør og som har etableret sig som uafhængige nationer langt borte fra Jehova Gud og hans centrale organisation.
13. Hvordan prøver disse forførte „nationer“ at nå deres mål, og hvem kæmper de i virkeligheden imod?
13 Hvad gør disse „nationer“? „Og de drog op over landets højslette og omringede de helliges lejr og den elskede stad.“ (Åb. 20:9) Disse oprørske mennesker har ligesom fortidens Gog fra Magog skilt sig ud fra Guds folk og skildres derfor som værende langt borte. De hader den elskede stad; de hader naturligvis også dem på jorden der tjener den elskede stad. Den elskede stad hentyder her til Zion eller Jerusalem, den himmelske stad der består af de „hellige“ som har fået del i den første opstandelse og som på dette tidspunkt har hersket sammen med Kristus i tusind år. (Sl. 87:1-3; Es. 49:14-16) Det er et oprør imod Jehovas suveræne magt, som især bliver tydelig når Kristus overgiver Riget til Faderen. Disse „nationer“ ønsker ikke at være underlagt Guds suveræne herredømme. Nu da Djævelen giver dem en tilsyneladende mulighed for at unddrage sig Guds suveræne herredømme, benytter de sig af det. Selv om oprøret er rettet direkte mod de retfærdige på jorden, er det i virkeligheden vendt mod Guds regerings hovedstad. Stridsspørgsmålet er det samme som blev rejst i Eden, det gamle stridsspørgsmål om herredømmet over universet. Det er på grund af dette stridsspørgsmål at de oprørske nationer tilskyndes til at angribe den elskede stad.
En gennemgribende prøve
14. Hvilken virkning får de forførte „nationers“ angreb på Jehovas trofaste folk på jorden?
14 Disse „nationer“ kan naturligvis ikke røre det himmelske Zion; de udgør derfor en stor fare for dem der på jorden har taget et fast standpunkt for den elskede stads regering og Jehovas suverænitet — dem der forbliver loyale mod Jehovas suverænitet. Men selv om det kan se meget truende ud, og det i sandhed vil blive en gennemgribende og indgående prøve, vil der på ingen måde ske disse trofaste nogen fortræd. Gud beskytter sine trofaste, for der vil falde ild ned fra himmelen og tilintetgøre fjenderne. (Åb. 20:9) De kommer ikke i Sheol eller Hades men brændes op og tilintetgøres for stedse.
15. Hvordan får Første Mosebog 3:15 her sin endelige og fuldstændige opfyldelse?
15 Satan Djævelen og hans dæmoner vil hurtigt følge efter, idet de selv kastes i ild- og svovlsøen. Det vil naturligvis være Guds kvindes kongelige sæd, kongen Jesus Kristus, der gør dette. Han har ganske vist overgivet Riget til sin Fader, men det har været for at denne prøve kunne foregå, og han er stadig Jehova Guds domsfuldbyrder, den der sørger for at dommen eksekveres. Det symbolske „dyr“ og den „falske profet“, der symboliserer Satans politiske system, har allerede befundet sig i ildsøen i tusind år og er aldrig vendt tilbage derfra. Djævelen forenes sluttelig med dem i sin evige tilintetgørelse. Slangens hoved bliver således til sidst fuldstændigt og for stedse knust af Guds kvindes sæd, Jesus Kristus. (1 Mos. 3:15) Den sejrende konge har brugt dødens og dødsrigets (Hades’, Sheols) og afgrundens nøgler, men han har ingen nøgle til „ild- og svovlsøen“. Han vil aldrig lade det symbolske dyr og den falske profet og Satan Djævelen og hans dæmoner slippe ud af ild- og svovlsøen. Derfor står der at de skal „pines dag og nat i evighedernes evigheder“. — Åb. 20:10.
Stridsspørgsmålet opstår aldrig igen
16. Hvad betyder det græske udsagnsord der i Åbenbaringen 20:10 er oversat „skal pines“?
16 Udtrykket „skal pines“ er her oversat fra det græske udsagnsord basani’zō, der står i fremtid. Det betyder først og fremmest „at gnide på en prøvesten, at stille på prøve, dernæst, at undersøge ved tortur (ba’sanos), prøvesten, pine“. — The Expository Dictionary of New Testament Words, bind IV, side 141, af W. E. Vine, udgivet af Oliphants Ltd., London, England.
17. Hvor fuldstændigt afgøres stridsspørgsmålet om overherredømmet, og hvordan forstår vi at Gud var i sin gode ret til at tillade ondskaben på jorden i næsten seks tusind år?
17 Af dette fremgår det at den retskendelse som den højeste Gud, Jehova, afsiger ved afgørelsen af dette stridsspørgsmål om Guds suverænitet, der blev udfordret syv tusind år tidligere, for stedse vil stå som et præcedens eller fortilfælde. Hvis stridsspørgsmålet om Jehovas suverænitet nogen sinde skulle opstå på ny i forbindelse med en eller anden skabning, åndelig eller fysisk, i universet, kan der henvises til denne sag eller dette præcedens som prøvestenen på hvem der har retten til herredømmet over universet. Dette skyldes at denne sag i forbindelse med Satan har været så tilbundsgående at der ikke er ladt noget spørgsmål ubesvaret med hensyn til Guds suverænitet. Stridsspørgsmålet er blevet endeligt og fuldstændigt afgjort. Hvis nogen derfor skulle komme med en udtalelse der viser at vedkommende ikke anerkender Guds suveræne herredømme, vil vedkommende blive dømt på grundlag af dette præcedens og øjeblikkelig blive tilintetgjort i „ild- og svovlsøen“. Gud har således ikke spildt tiden ved at tillade ondskaben at være fremherskende i seks tusind år af menneskehedens historie. Den prøvesten (ba’sanos) hvormed man har afgjort hvem der har herredømmet over universet, vil blive brugt til evig tid, og den vil for stedse pine eller kaste vanære over Satan Djævelens navn.
18. (a) Vis ved hjælp af en illustration hvordan stridsspørgsmålet bliver fuldstændigt afgjort. (b) Hvad ville der ske hvis nogen i universet på ny udfordrede Guds suverænitet?
18 Lad os forklare dette ved hjælp af en illustration. Lad os for eksempel sige at der i et samfund findes en respektabel mand med en god familie. Blandt hans naboer findes der et ondt menneske der hader og bagvasker ham og som lyver om ham, så hans navn og rygte drages i tvivl hos folk på egnen. Der foretages en undersøgelse, man indsamler bevismateriale, og i den følgende retssag afsløres det fuldt ud at den der har fremført de løgnagtige anklager er en bagvasker og en helt igennem ondsindet person. Når denne onde mands navn siden kommer på tale på egnen vil det være som en stank i folks næse. De vil sige: „Åh, den løgner og bagvasker!“ Et sådant omdømme og en gentagen omtale af hvad denne mand blev afsløret som, vil være en pine eller vanære for hans navn, og hvis han har familie vil det være en lidelse for den at bære hans navn. Skulle stridsspørgsmålet om Guds suverænitet derfor nogen sinde opstå, ville det blot være en påmindelse om Satans oprør, der er en stank i næsen på alle der elsker Gud og støtter hans suveræne herredømme. Den der på denne måde udfordrer Jehovas universelle suverænitet vil blive tilintetgjort.
Evigt liv sikret
19. Vil nogen der til den tid lever på jorden, behøve at frygte at de en dag vil dø? Begrund dit svar.
19 Der er ingen grund til at nogen af dem der forbliver trofaste under den sidste prøve, skal frygte at de nogen sinde vil blive onde og udfordre Guds suverænitet. Denne prøve, som Jehova selv forestår, vil være fuldstændig og gennemgribende, og den garanterer at de der består prøven vil være lydige i al evighed. Gud afsiger de retskendelser der godkender eller retfærdiggør dem, idet han erklærer dem retfærdige og giver dem ret til at bo evigt på jorden. Under hans evigvarende overherredømme kan de være forvissede om at han véd at deres trofasthed er af en sådan art og deres integritet af en sådan beskaffenhed at de aldrig vil vende sig bort fra ham. I fuld tillid til at den kærlige Gud Jehova vil beskytte dem og i al evighed opretholde deres liv, ser de frem til at leve i en million, ja, en milliard år. Gennem sin elskede søns og ypperste tjeners, Jesu Kristi, forvaltning vil Gud lidt efter lidt forsyne dem med vidunderlige rigdomme fra sit uudtømmelige forrådskammer. — Rom. 11:33-36; Fil. 4:19; 2:9-11.