Spørgsmål fra læserne
● Åbenbaringen 20:7 taler om, at Satan skal løslades fra afgrunden efter Tusindårsriget. Forekommer denne sidste prøve i slutningen af tusindårsperioden eller efter den? Indtræffer den inden for den syvende skabelsesdag eller hviledag på 7000 år eller efter dens afslutning? Overdrager Kristus Riget til Jehova før eller efter Satans fristelse? — W. G., New York.
Åbenbaringen 20:7 siger udtrykkelig, at Satan løslades, efter at de 1000 år er ovre: „Og når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel.“ Vi har tidligere vist, at Kristi tusindårsrige og de tusind år, hvori Satan og hans dæmoner befinder sig i afgrunden, løber side om side, at de begynder og slutter samtidig, og når der derfor siges om Satan, at „så skal han løses en lille tid“, må det følgelig betyde, at den endelige prøve kommer efter, at Tusindårsriget er endt. (Se Vagttaarnet 1. juli 1951, og Åbenbaringen 20:1-6) Det er på dette tidspunkt, at Satan og hans dæmoner kommer frem af afgrunden for „en lille tid“.
Kristi regering i fulde tusinde år uden nogen indgriben eller indblanding fra Satan og hans dæmoners side vil betyde en opfyldelse af det, der er forudsagt i 1 Korinter 15:24-28: „Han overgiver Riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft. Thi han bør være konge, indtil han får lagt alle fjender under sine fødder. Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden. Gud har jo „lagt alle ting under hans fødder“. Men når det hedder: „Alt er underlagt“, så er han, der har underlagt ham alt, åbenbart undtaget. Og når alt er blevet ham underlagt, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.“
Al den magt, myndighed og kraft, der modstår Kristi kongedømme, vil blive udryddet, og til sidst vil selv døden blive tilintetgjort. Det vil sige, at den død, der er nedarvet fra Adam, forsvinder, fordi Kristus fjerner alle dens onde spor og følger fra menneskeheden. Fra da af er det muligt for menneskene at leve evigt i jordisk fuldkommenhed. De behøver ikke længere at dø, fordi de er efterkommere af Adam, for al nedarvet fordømmelse fra ham vil være borte. Da er det, at Kristus overgiver Riget til Jehova Gud, sådan at han kan være „alt i alle“. Det er nødvendigt, at Jesus gør dette, for han kan ikke selv give denne skare jordiske skabninger evigt liv. Det bibelske princip om, at det er Jehova Gud, der retfærdiggør, eller som moderne oversættelser siger: „Gud er den, som erklærer dem retfærdige“, gælder stadig. — Rom. 8:33, NW.
Dersom Gud nu skal retfærdiggøre dem eller erklære dem retfærdige og værdige til evigt liv, må det også være ham, der fungerer som dommer. Under det tusindårige rige har Kristus virket som et værn for menneskeheden, sådan at Guds vrede ikke udøses over dem, mens han fører dem frem til jordisk fuldkommenhed og frihed for synd. Når han da ved Tusindårsrigets afslutning overgiver Riget til Gud, overgiver han også den menneskelige familie til Guds omsorg, sådan at Gud selv kan virke som menneskenes dommer. Han løslader Djævelen for at sætte dem på en prøve, der kan danne grundlaget for en domsafsigelse, gunstig eller ugunstig. Han benytter Jesus til at løse Djævelen, da det var Jesus, der kastede Djævelen og hans dæmoner i afgrunden. De kommer således frem og sætter menneskeheden på prøve.
Vi vil ikke sige, at det er at friste dem, for til den tid vil menneskene have kundskab. Det er det samme som med Adam, der ikke blev bedraget, idet han havde kundskab fra Gud, men som, da prøven kom, faldt i fristelse på grund af sit selviske begær efter sin hustru. Derpå syndede han med vilje, og ikke fordi han var blevet bedraget. På samme måde vil det være ved slutningen af de tusinde år. Menneskene vil ikke blive bedraget, fordi de mangler kundskab, men Djævelen vil søge at påvirke menneskene for at fremkalde onde og selviske ønsker og på denne måde føre dem ind på fristelsens vej. Gud vil tillade det som en prøve, der vil vise, hvem der virkelig elsker ham af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke. Enhver, der giver efter for selviskhed og følger Djævelen og hans dæmoner, vil blive tilintetgjort, og til sidst vil Djævelen og hans dæmoner blive kastet i „ild- og svovlsøen“, det modbilledlige Gehenna. (Åb. 20:8-10) Det er således Jehova, der foranstalter denne prøve, afsiger dommen for eller imod og udsletter synderne og oprørerne, synlige som usynlige. Det er ham, der knuser Satan, som forudsagt i Romerne 16:20, men han bruger Kristus Jesus som sin skarpretter og opfylder herved Hebræerne 2:14: „At han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens vælde, nemlig Djævelen.“
Selv om Bibelen afgjort slår fast, at Satans nedstyrtning til afgrunden i Harmagedon for et tidsrum af tusind år løber side om side med Kristi tusindårige regering, og at Satans løsladelse og den sidste prøve følger, efter at Tusindårsriget er endt og Kristus har overgivet Riget til Jehova Gud, kan vi ikke på indeværende tidspunkt sige, hvorvidt denne sidste prøve vil falde inden for Jehovas hviledag på 7000 år, eller om den vil komme lige efter dens afslutning. Vi må vente og se, hvornår Harmagedon er forbi, og Tusindårsriget begynder, før vi bestemt kan sige, om den sidste prøvens tid ved slutningen af Tusindårsriget står i forbindelse med den 7000-årige dag. Dersom Harmagedon er ovre, før vi har nået 6000-års tallet for menneskers eksistens, vil Tusindårsriget også afsluttes, før den 7000 år lange hviledag gør det, og det åbner muligheden for, at den endelige prøve kan falde inden for 7000-års dagen. Vi kan dog ikke sige noget bestemt, men må afvente Jehovas åbenbarelse af vor nøjagtige beliggenhed på tidens strøm, før vi med nogen pålidelighed kan fastsætte denne tidsperiodes placering i forhold til den 7000-årige hviledag.