Gud har et navn!

Hvad er Guds navn? Alle mennesker har et navn. Ja, de fleste giver endda deres kæledyr navn! Er det så ikke rimeligt at antage at Gud også har et navn? Brugen af navne er unægtelig et vigtigt aspekt ved menneskers indbyrdes forhold. Burde det samme ikke gælde når det drejer sig om vores forhold til Gud? Millioner af mennesker som siger at de tror på Bibelens Gud, bruger paradoksalt nok ikke hans navn. Og dog har Guds navn været kendt i århundreder. Som det vil fremgå af disse temaartikler, var der perioder i historien hvor Guds navn var almindeligt brugt. Og endnu vigtigere, artiklerne viser hvad Bibelen siger om betydningen af at lære den Gud der bærer dette navn, at kende.

I DET 17. århundrede blev der i mange europæiske lande præget mønter der bar Guds navn. På en tysk mønt fra 1634 ses navnet Jehova meget tydeligt. Sådanne mønter blev populært kaldt Jehova-dalere, eller Jehova-mønter, og de blev brugt i årtier.

Jehovaa er en gengivelse af Guds navn som har været alment brugt i flere hundrede år, også her i Danmark. På hebraisk, et sprog der læses fra højre til venstre, gengives navnet med fire konsonanter, יהוה. Disse fire hebraiske bogstaver — der translittereres JHWH — kaldes tetragrammet. Guds navn i form af tetragrammet var også præget på europæiske mønter i flere årtier.

Guds navn findes også på bygninger, monumenter og kunstgenstande samt i mange salmer. Ifølge det tyske opslagsværk Brockhaus Enzyklopädie var det på et tidspunkt almindeligt for protestantiske fyrster at bære et insignia med et billede af en stiliseret sol og tetragrammet. Dette symbol, der også blev brugt på flag og mønter, blev kaldt Jehova-sol-insigniet. Religiøse europæere i det 17. og 18. århundrede vidste tydeligvis at den almægtige Gud har et navn. Og, hvad der har større betydning, de var ikke bange for at bruge det.

Guds navn var heller ikke ukendt i kolonitidens Amerika. Tag for eksempel den amerikanske frihedskæmper Ethan Allen. Ifølge hans selvbiografi beordrede han i 1775 sine fjender til at overgive sig „i den store Jehovas navn“. Da Abraham Lincoln mange år senere var præsident, brugte en del af hans rådgivere ofte navnet Jehova i de breve de skrev til ham. Andre historiske dokumenter i USA som indeholder Guds navn, kan beses på mange biblioteker. Dette er blot nogle få eksempler på den fremtrædende plads Guds navn har haft i århundreder.

Hvad med i dag? Er Guds navn blevet glemt? Bestemt ikke. Forskellige bibeloversættelser benytter Guds navn mange steder. I nogle lande kan man ved at gå på biblioteket eller slå efter i opslagsværker se at navnet Jehova har været den klassiske gengivelse af tetragrammet. Encyclopedia International giver tydeligt udtryk for at navnet Jehova er „den moderne form af Guds hellige hebraiske navn“. I en nyere udgave af The New Encyclopædia Britannica forklares det at Jehova er „det jødekristne navn for Gud“.

Men interesserer folk sig for Guds navn i dag? Guds navn, i den ene eller den anden form, kan stadig ses på mange offentlige steder. For eksempel er navnet Jehova indgraveret i en hjørnesten til en bygning i New York. Navnet kan desuden ses på hebraisk i en farverig mosaik på en af byens travle undergrundsstationer. Guds navn findes også mange steder i Danmark, blandt andet på Rundetårn. Men det er sikkert kun et fåtal af de tusinder af mennesker der er gået forbi sådanne steder, som har tillagt indskrifterne nogen betydning.

Betyder Guds navn noget for folk i den del af verden hvor du bor? Eller omtaler de fleste Skaberen som „Gud“, som om denne titel var hans navn? Måske er du kommet til den konklusion at mange slet ikke engang har overvejet om Gud har et navn. Hvad med dig? Er det naturligt for dig at kalde Gud ved hans personlige navn, Jehova?

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 4]

En konge som gjorde navnet Jehova kendt

I 1852 satte en gruppe missionærer på Hawaii kurs mod Mikronesien. Med sig havde de en introduktionsskrivelse forsynet med kong Kamehameha III’s officielle segl. Kamehameha var den daværende hersker på Hawaiiøerne. Dette brev, som var på hawaiiansk og stilet til de forskellige herskere på Stillehavsøerne, lød i uddrag: „Nogle der underviser folk om den højeste Gud, Jehova, står i begreb med at sejle til jeres øer for at gøre jer bekendt med hans ord så I kan opnå evig frelse. . . . Jeg betragter disse gode lærere som værdige til jeres agtelse og venskab, og jeg tilskynder jer til at lytte til deres belæring. . . . Jeg råder jer til at kaste jeres afgudsbilleder bort, tage imod Herren Jehova som jeres Gud, tilbede og elske ham, og han vil velsigne og frelse jer.“

[Illustration]

Kong Kamehameha III

[Kildeangivelse]

Hawaii State Archives

[Illustration på side 3]

På hebraisk gengives Guds navn med tetragrammet, der betyder „fire bogstaver“

Anslagene mod Guds navn

HANANJA ben Teradion var en jødisk lærd der levede i det 2. århundrede. Han var kendt for at holde offentlige møder hvor han underviste ud fra sefer torah, en bogrulle der indeholdt Toraen, de fem Mosebøger. Hananja var også kendt for at bruge Guds personlige navn og at lære andre om det. I betragtning af at Bibelens fem første bøger indeholder Guds navn mere end 1800 gange, hvordan skulle han da også kunne undervise i Toraen uden at lære andre om Guds navn?

Men Hananja levede på en farefuld tid for jødiske lærde. Ifølge jødiske historikere havde den romerske kejser gjort det forbudt under dødsstraf at undervise i og praktisere jødedom. Til sidst blev Hananja arresteret af romerne. Da han blev anholdt, havde han et eksemplar af sefer torah i hånden. Over for sine anklagere gjorde han det klart at han blot adlød Guds befaling om at undervise andre i Bibelen. Alligevel blev han dømt til døden.

Den dag Hananja skulle henrettes, blev den selv samme bogrulle han havde i hånden da han blev arresteret, viklet om ham. Derefter blev han brændt på bålet. Encyclopaedia Judaica siger: „For at forlænge hans lidelser blev uldtotter som var vædet med vand, lagt over hans hjerte så han ikke kunne få en hurtig død.“ Som en del af straffen blev hans kone også henrettet, og datteren solgt til et bordel.

Det var romerne der stod bag denne brutale henrettelse af Hananja, men ifølge Talmuda blev han straffet med døden på bålet fordi han havde udtalt Guds navn i sin fulde form. Ja, jøderne betragtede det som en alvorlig overtrædelse at udtale Guds personlige navn.

Det tredje bud

Det var øjensynlig i løbet af det første og andet århundrede efter vor tidsregning at der blandt jøderne opstod en overtroisk frygt for at bruge Guds navn. Ifølge Misjna (en samling rabbinerkommentarer som blev grundlaget for Talmud) vil ’den der udtaler Guds navn som det staves’, ikke få del i det fremtidige jordiske paradis som Gud har lovet.

Hvad var årsagen til dette forbud? Nogle hævder at jøderne syntes at Guds navn var for helligt for ufuldkomne mennesker at udtale. Med tiden holdt man sig endda tilbage fra at skrive navnet. Ifølge én kilde skyldtes det faren for at det materiale som Guds navn var blevet nedskrevet på, kunne blive smidt ud som affald, hvorved det guddommelige navn blev vanhelliget.

Encyclopaedia Judaica siger: „At man undlod at udtale navnet JHWH . . . beroede på en fejlagtig forståelse af det tredje bud.“ Det tredje af de ti bud som Gud gav israelitterne, lyder: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn til noget som er uden værdi, for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn til noget som er uden værdi.“ (2 Mosebog 20:7) Guds forbud mod at bruge hans navn på uretmæssig måde blev altså forvansket til overtro.

Der er selvfølgelig ingen i dag som vil påstå at Gud ønsker at nogen skal brændes på bålet som straf for at have udtalt hans navn. Men inden for jødedommen findes der stadig overtroiske forestillinger om Guds navn. Mange omtaler fortsat tetragrammet som det uudsigelige navn. I visse kredse udtaler man bevidst alle betegnelser der anvendes om Gud, forkert for ikke at forsynde sig mod traditionen. For eksempel bliver Jah, en forkortelse af Guds navn, udtalt som Kah, og halleluja som halleluka. Nogle undlader endda at skrive ordet Gud helt ud idet de erstatter et eller flere af bogstaverne med en tankestreg og skriver for eksempel blot „G-d“.

Yderligere forsøg på at skjule navnet

Det er bestemt ikke kun inden for jødedommen at man har undladt at bruge Guds navn. I år 405 fuldførte Hieronymus, en katolsk præst og sekretær for pave Damasus I, sin oversættelse af hele Bibelen til latin, et værk der senere blev kendt som den latinske Vulgata. Hieronymus brugte ikke Guds navn i sin oversættelse, men fulgte det der var praksis på hans tid, nemlig at erstatte Guds navn med ordene „Herre“ og „Gud“. Den latinske Vulgata blev den første autoriserede katolske bibeloversættelse og dannede grundlag for oversættelser til mange andre sprog.

For eksempel er Douay-oversættelsen, en katolsk oversættelse til engelsk som blev fuldført i 1610, baseret på den latinske Vulgata. Det er derfor ikke så overraskende at denne bibel helt undlader at bruge Guds navn. Men Douay-oversættelsen var ikke nogen ubetydelig bibeloversættelse. Indtil 1940’erne var denne bibel den eneste autoriserede oversættelse for engelsktalende katolikker. Ja, i mange hundrede år blev Guds navn skjult for millioner af troende katolikker.

Så er der King James-oversættelsen. I 1604 gav Jakob (James) I af England en gruppe lærde den opgave at udarbejde en engelsk oversættelse af Bibelen. Cirka syv år senere udgav de King James-oversættelsen, også kendt som Authorized Version.

Også i dette tilfælde valgte oversætterne at udelade Guds navn, bortset fra nogle få steder. Tetragrammet blev for det meste erstattet med ordet „LORD“ (Herre) eller „GOD“ (Gud).b King James-oversættelsen blev standardbibelen for millioner af mennesker. Opslagsværket World Book Encyclopedia siger at „der i over 200 år efter udgivelsen af King James-oversættelsen ikke blev udarbejdet nogen engelsk oversættelse af Bibelen af betydning. I al den tid var King James-oversættelsen den mest anvendte oversættelse i den engelsktalende verden.“

Her har vi blot omtalt nogle få af de mange bibeloversættelser udgivet i århundredernes løb som helt eller delvis har udeladt Guds navn. Det er intet under at størstedelen af dem der bekender sig som kristne, tøver med at bruge Guds navn eller slet ikke kender det. Gennem årene har nogle bibeloversættere ganske vist brugt Guds navn, men de fleste af disse oversættelser er fra nyere tid og har kun haft begrænset indflydelse på folks almindelige holdning til Guds navn.c

En praksis i modstrid med Guds vilje

At man i udstrakt grad har undladt at bruge Guds navn, skyldes ene og alene at man har fulgt menneskers traditioner, ikke Bibelens lære. Tracey R. Rich, som er en jødisk forsker og forfatteren til internetsiden Judaism 101, siger: „Intet i Toraen forbyder at man udtaler Guds navn. Det fremgår klart af Skriften at det var kutyme at udtale Guds navn.“ Ja, de der tilbad Gud på Bibelens tid, brugte hans navn.

Det er tydeligt at vi ved at kende og bruge Guds navn kommer nærmere den rigtige måde at tilbede Gud på, den som blev praktiseret på Bibelens tid. Det kan blive vores første skridt til at få et personligt forhold til Skaberen, hvilket er langt bedre end blot at vide hvad han hedder. Jehova Gud indbyder os ligefrem til at få et sådant nært forhold til ham. Han inspirerede nedskrivningen af denne varme tilskyndelse: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:8) ’Men,’ spørger du måske, ’hvordan kan vi små mennesker få et fortroligt forhold til den almægtige Gud?’ Det kommer den næste artikel ind på.

[Fodnoter]

[Ramme på side 6]

Halleluja

Hvad kommer du til at tænke på når du hører udtrykket „halleluja“? Måske tænker du på Händels „Messias“, et musikalsk mesterværk fra 1700-tallet hvori der indgår det majestætiske Halleluja-kor. Mange danskere kender også julesalmen „Et barn er født i Betlehem“, hvor omkvædet lyder: Halleluja, halleluja! Udtrykket er sikkert velkendt for dig. Måske bruger du det oven i købet selv fra tid til anden. Men ved du hvad det betyder?

Halleluja — En translitterering af det hebraiske udtryk halelu-Jahʹ, som betyder „lovsyng Jah“ eller „I skal lovsynge Jah“.

Jah — Den forkortede form af Guds navn, Jehova, brugt i poetisk stil. Jah forekommer over 50 gange i Bibelen, ofte som en del af det hebraiske udtryk „halleluja“.

[Ramme på side 7]

Guds navn i personnavne

Mange bibelske navne bruges også i dag. I nogle tilfælde indgår Guds navn i den oprindelige hebraiske betydning af disse navne. Her er nogle få eksempler på sådanne navne og deres betydning. Måske er dit navn at finde iblandt dem.

Johanna — „Jehova har været nådig“

Joel — „Jehova er Gud“

Johannes — „Jehova har vist gunst“

Jonatan — „Jehova har givet“

Josef — „Måtte Jah tilføje“d

Josua — „Jehova er frelse“

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

Bibelske betegnelser der anvendes om Gud

I Bibelens hebraiske grundtekst bruges der mange forskellige betegnelser om Gud, som for eksempel den Almægtige, Skaber, Fader og Herre. Men de gange hans personlige navn forekommer, overstiger langt forekomsten af alle andre betegnelser tilsammen. Det er tydeligvis Guds vilje at vi bruger hans navn. Her er en liste over nogle af betegnelserne brugt i De Hebraiske Skrifter.e

Jehova — cirka 7000 gange

Gud — cirka 2600 gange

(Den) Almægtige — cirka 50 gange

Herre — cirka 40 gange

Skaber — 3 gange

Fader — 7 gange

(Den) gamle af dage — 3 gange

Store Lærer — 2 gange

[Fodnote]

[Ramme på side 9]

En Gud der „lader blive“

De lærde er ikke helt enige om betydningen af Guds navn, Jehova. Efter omfattende forskning i emnet er mange dog af den opfattelse at navnet er en form af det hebraiske udsagnsord hawahʹ (at blive), som betyder „han lader (får til at) blive“.

I Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifterf gengives Anden Mosebog 3:14, hvor Moses spurgte Gud om hans navn, derfor således: „Så sagde Gud til Moses: ’JEG VIL VÆRE DET SOM JEG VIL VÆRE.’ Og han tilføjede: ’Sådan skal du sige til Israels sønner: „JEG VIL VÆRE har sendt mig til jer.“’“

Denne gengivelse er velvalgt fordi Gud kan lade sig selv blive hvad som helst der måtte være nødvendigt for at hans vilje kan ske — intet kan hindre ham i det. Hans hensigter og løfter bliver altid opfyldt. På en enestående måde lod Gud sig selv blive Skaberen, den der har ubegrænset evne til at forårsage at noget bliver til. Han frembragte det fysiske univers, og han skabte også myriader af åndeskabninger. Ja, Jehova er en Gud der „lader blive“ — der kan og vil gennemføre sin hensigt.

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

Et relief som skildrer henrettelsen af Hananja ben Teradion

[Illustrationer på side 8, 9]

Steder hvor Guds navn ses tydeligt:

1. Altertavle i en kirke i Lomborg, Danmark, 17. århundrede

2. Vindue af farvet glas, domkirke i Bern, Schweiz

3. Dødehavsrulle, med gammel- hebraiske skrifttegn, Israel, cirka 30-50 e.v.t.

[Kildeangivelse]

Shrine of the Book, Israel Museum, Jerusalem

4. Svensk mønt, 1600

[Kildeangivelse]

Kungl. Myntkabinettet, Sveriges Ekonomiska Museum

5. Tysk bønnebog, 1770

[Kildeangivelse]

Fra bogen Die Lust der Heiligen an Jehova. Oder: Gebaet-Buch, 1770

6. Sten med inskription, Bayern, Tyskland

7. Mesjastelen, Paris, 830 f.v.t.

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

8. Maleri i kirkekuppel, Olten, Schweiz

Guds navn og dig

EN SPALTEREDAKTØR fik engang følgende læserbrev: „Hele mit liv har jeg spekuleret meget på et spørgsmål som jeg håber du kan svare på. Hvad er Guds navn? Jøderne siger at hans rigtige navn er gået tabt i tidens løb. De kristne kalder ham Jesus. Muslimerne kalder ham Allah. . . . Hvad er det rigtige?“ Avisen offentliggjorde læserens spørgsmål sammen med følgende svar: „Ifølge gammelhebraisk lære er Gud almægtig, og derfor findes der ikke noget enkelt navn som kan betegne ham på en fyldestgørende måde. Men jeg kan forsikre dig om at han (eller hun) vil lytte til dig uanset hvilket navn du respektfuldt bruger.“

En sådan afslappet holdning til Guds navn er meget almindelig i dag. Selv om mange religiøse mennesker tror på Bibelen, går de ikke særlig højt op i hvad Gud hedder. Hvordan ser Gud på det? Har det heller ikke så stor betydning for ham?

Ikke noget uvæsentligt spørgsmål

Det er værd at bemærke at Guds navn, Jehova, findes tusinder af gange i Bibelens grundtekst. I Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter forekommer Guds navn 7210 steder!a Det var Gud selv der inspirerede bibelskribenterne til at bruge hans navn så ofte. En af disse skribenter, salmisten Asaf, skrev: „Du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ (Salme 83:18) En anden bibelskribent, David, skrev i en salme: „Det [er] Jehova vor Guds navn vi bekender os til.“ — Salme 20:7.

Bibelen viser at Jehova Gud undersøger vores hjerte for at finde ud af hvilken indstilling vi har til hans navn. Salmisten sagde: „Hvis vi havde glemt vor Guds navn, . . . mon da ikke Gud ville finde frem til det? For han kender hjertets hemmeligheder.“ (Salme 44:20, 21) Profeten Esajas skrev: „Tak Jehova! Påkald hans navn. Gør hans gerninger kendt blandt folkeslagene. Mind om at hans navn er ophøjet.“ — Esajas 12:4.

Gud selv har sagt: „De skal vide at mit navn er Jehova.“ (Jeremias 16:21) Ved en anden lejlighed erklærede han: „Jeg vil hellige mit store navn, som er blevet vanhelliget blandt nationerne, . . . og nationerne skal vide at jeg er Jehova.“ (Ezekiel 36:23) Nogle af disse udtalelser peger frem til en tid da Jehova i vrede vil vende sig mod dem der viser mangel på respekt for hans navn. Spørgsmålet om brugen af hans navn er ikke ligegyldigt for ham.

Jehova Gud er ikke langt borte fra dig

Hvad indbefatter det at kende Guds navn? Bibelen svarer: „De der kender dit navn vil stole på dig.“ (Salme 9:10) Det er altså ikke nok blot at vide hvad Gud hedder. Du må også stole på ham. Det betyder at du må vide hvordan Gud er som person, og lære hans egenskaber og tanker at kende. Det vil tilskynde dig til at stole på ham.

Det er kun ved omhyggeligt at læse og studere Bibelen at du kan få indsigt i hvordan Jehova er som person. Han lover at beskytte dem der knytter sig til ham og elsker hans navn. Om den der gør det, siger Gud: „Fordi han har knyttet sig til mig, bringer jeg ham i sikkerhed. Jeg beskytter ham fordi han kender mit navn. Han kalder på mig, og jeg svarer ham. Jeg er med ham i trængselen. Jeg redder ham og herliggør ham. Med en lang række dage mætter jeg ham og lader ham se min frelse.“ — Salme 91:14-16.

Det er et vidunderligt forhold Jehova Gud har til dem der kender ham og hans navn! Du kan også få et sådant nært forhold til Gud. Når du henvender dig til ham i oprigtig bøn, må du aldrig tøve med at bruge hans navn. Han vil svare, for Bibelen siger at „han ikke er langt borte fra en eneste af os“. — Apostelgerninger 17:27.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 11]

Gud kender dig ved navn

Gud sagde til Moses: „Jeg kender dig ved navn.“ (2 Mosebog 33:12) Det bekræftes af beretningen om den brændende busk. Bibelen siger at „Gud [råbte] til ham ud fra tornebusken og sagde: ’Moses! Moses!’“ (2 Mosebog 3:4) Det er blot ét eksempel. Gud har ved mange lejligheder tiltalt mennesker med deres navn. Det viser tydeligt at universets Skaber interesserer sig for hver enkelt af os.

Bibelen siger at Gud kender navnet på hver eneste af de mange milliarder stjerner der findes. (Esajas 40:26) Hvor langt større interesse må han så ikke have for mennesker som tilbeder ham? Apostelen Paulus skrev at „Jehova kender dem der hører ham til“. (2 Timoteus 2:19) Det indebærer mere end at han kan huske vores navne. Gud har et indgående kendskab til dem der tilbeder ham. Vi bør også kende Guds navn og lære hans egenskaber godt at kende.

Den sidste bog i Bibelen omtaler en symbolsk bog hvori Gud skriver navnene på alle der har tilbedt ham op gennem historien. Denne bog kaldes „livets skriftrulle“ fordi Jehova Gud vil give dem hvis navne er skrevet i den, evigt liv. (Åbenbaringen 17:8) Det er bestemt et lyst fremtidshåb for dem der kender Gud og hans navn!

[Ramme/illustration på side 12]

De gjorde Guds navn kendt

• Moses’ sang lige før Israel gik ind i det forjættede land: „Jehovas navn vil jeg forkynde.“ — 5 Mosebog 32:3.

• Davids ord til kæmpen Goliat: „Jeg kommer imod dig i Hærstyrkers Jehovas . . . navn.“ — 1 Samuel 17:45.

• Jobs ord efter at han havde mistet alt hvad han ejede, og efter at alle hans børn havde lidt en pludselig død: „Jehovas navn være velsignet.“ — Job 1:21.

• Apostelen Peter citerede fra De Hebraiske Skrifter i en tale: „Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ — Apostelgerninger 2:21.

• Profeten Esajas: „Tak Jehova! Påkald hans navn. . . . Mind om at hans navn er ophøjet.“ — Esajas 12:4.

• Jesus Kristus lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ — Mattæus 6:9, 10.

• Jesus Kristus bad til Gud: „Jeg har gjort dit navn kendt.“ — Johannes 17:6.

• Gud sagde til sit folk: „Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden.“ — Esajas 42:8.