Er dit barn modent nok til at træffe en afgørelse?
1. Hvad har unge blandt Jehovas Vidner måtte gøre klart angående brugen af blod? Nævn et eksempel.
1 Kan dit barn tage stilling i spørgsmålet om blodtransfusion? Som det fremgår af artiklen „Følg den vej Jehova har lært os“ i Vagttårnet for 15. juni 1991, har børn af Jehovas Vidner selv måttet gøre det klart hvor de står, for at vise at ønsket om at adlyde Guds lov om blodet betyder lige så meget for dem som det gør for deres forældre. Kunne det også blive krævet af dit mindreårige barn?
2. Hvad siger loven om mindreårige og lægebehandling, og hvad kan kristne forældre og deres mindreårige børn lære af dette?
2 Hvad siger loven? Lov om patienters retsstilling (fra 1. januar 2007, Sundhedsloven) har et afsnit om mindreårige. Der står i § 8 (efter 1. januar 2007, § 17), Stk. 1 og Stk. 2: „En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have information, jf. § 7 (efter 1. januar 2007, § 16), og inddrages i den mindreåriges stillingtagen. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke.“ Børn og unge under 15 år som er tilstrækkeligt modne til at tage stilling til lægelig behandling, skal indvillige i behandlingen. De skal i det hele taget inddrages mest muligt i beslutningsprocessen vedrørende deres forhold, alt afpasset efter modenhed og situationen i øvrigt. Den behandlende læge kan derfor ved at interviewe barnet skønne eller vurdere om det er modent nok til at træffe sin egen afgørelse. Den unge må have en rimelig forståelse af sin helbredstilstand og konsekvenserne af de forskellige behandlingsmuligheder og må på en klar og utvetydig måde kunne give udtryk for sin personlige overbevisning vedrørende Guds lov om blodet.
3. Hvilke spørgsmål bør forældre alvorligt overveje, og hvorfor?
3 Hvad ville dit barn sige? Er dine børn i stand til selv at give udtryk for deres overbevisning i dette spørgsmål? Tror de fuldt og fast på at det er Gud der har befalet at vi skal ’afholde os fra blod’? (Apg. 15:29; 21:25) Kan de gøre rede for deres tro ved hjælp af Bibelen? Vil de modigt forsvare deres faste beslutning angående blod hvis lægerne skønner at deres liv er i fare? Vil de også gøre det hvis deres forældre ikke er til stede? I betragtning af at „tid og tilfælde berører [os] alle“ hvordan kan du så forberede dine børn på uventede prøver på deres uangribelighed? — Præd. 9:11; Ef. 6:4.
4, 5. (a) Hvilket ansvar har forældre, og hvordan kan de røgte deres opgave? (b) Hvilke hjælpemidler kan forældre benytte sig af?
4 Hvad kan I forældre gøre? I har ansvaret for at lære jeres børn om Guds syn på blod. (2 Tim. 3:14, 15) Emnet bliver behandlet på en letforståelig måde i ’Ræsonnerebogen’, side 61-65. Læs stykket omhyggeligt sammen med din familie. Øv jer sammen ved hjælp af afsnittene „Hvis nogen siger . . .“ på side 65-67, for at hjælpe børnene til at lære at give udtryk for deres egen personlige tro og begrunde den. (1 Pet. 3:15) Andre oplysende hjælpemidler om dette emne findes i brochuren Hvordan kan blod redde dit liv? og i Vagttårnet for 15. juni 2004, side 14-24. Desuden kan man hente overbevisende oplysninger om fornuften og fordelene ved transfusionsfri lægebehandling gennem videofilmene Transfusionsfri behandling imødekommer patienters behov og rettigheder og Behandling uden blod — Hvordan læger har klaret udfordringen som også findes på dvd med titlen Transfusion Alternatives — Documentary Series. Har jeres familie set og drøftet disse videofilm for nylig?
5 Hjælp dine børn til at „forvisse [sig] om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“ angående blodet. Så vil de være modne nok til at kunne træffe en afgørelse der har Jehovas velsignelse. — Rom. 12:2.