Svar på de andre spørgsmål
Svaret på spørgsmålet om hvordan vi er blevet til, er afgørende for svarene på de andre spørgsmål: Hvorfor er vi til? Hvor er vi på vej hen? Er der en mening med livet?
IFØLGE sin natur vil en udvikling foregå i blinde, uden hensigt eller mål. Hvis vi er blevet til ved en udvikling, er der ingen hensigt med at vi er her, vi er ikke på vej nogen steder hen, og der er ikke nogen mening med livet.
Heldigvis for os er udviklingsteorien ikke sand. Der er aldrig påbegyndt nogen udvikling, og slet ikke hvad mennesket angår. De videnskabelige vidnesbyrd er ikke til at komme uden om: En levende celle pakket med tusinder af hensigtsmæssige funktioner kan ikke opstå af sig selv, gennem vilkårlige forandringer. Dette er tydeligt for enhver der lytter mere til fornuften end til evolutionisternes ønskedrømme. Som Francis Crick har sagt: „En ærlig mand der er væbnet med al den viden vi har nu, kan kun sige at i øjeblikket synes livets opståen i en vis forstand at være næsten et mirakel.“ Og som medlem af det kongelige videnskabernes selskab, professor H. S. Lipson, tøvende siger: „Vi må gå et skridt videre og indrømme at den eneste acceptable forklaring er skabelse.“
Det er imidlertid sjældent at evolutionister udtrykker sig så ærligt og oprigtigt. Som regel siger de dogmatisk noget i retning af: ’Det er en kendsgerning at der har fundet en udvikling sted. Det behøver ikke længere at bevises. Ingen kvalificeret videnskabsmand tvivler på den. Alle der har en uddannelse tror på udviklingslæren. Det er kun de uvidende der forkaster den.’ I en udsendelse i amerikansk TV har Stephen Jay Gould sagt at videnskaben „ofte genspejler de stort set ubevidste fordomme hos dem der udfører arbejdet“. To minutter senere viste han at han ikke selv er fordomsfri. Han sagde at Darwin har gjort mere end noget andet menneske til „at fastslå at udviklingen er en kendsgerning“.
Darwin mente imidlertid at livet „af Skaberen oprindelig er bleven nogle faa eller en enkelt Form indblæst“. Hans teorier om en udvikling gennem nedarvede, gradvise forandringer er faldet til jorden. Det fossilmateriale han stolede på som bevis for sin teori, har svigtet ham. Stephen Jay Gould tror ikke længere på Darwins teorier, for de bygger ikke på kendsgerninger. For at kunne bevare sin tro på udviklingsteorien har Gould forladt teorien om langsomme forandringer, og tror nu på store, hurtige spring mellem livsformerne. Men også denne teori savner ethvert grundlag. Dens eneste formål er at dække over de huller der er i fossilmaterialet hvor mellemleddene skulle have været. Videnskaben er ikke alene ude af stand til at bevise udviklingsteorien — den modbeviser den faktisk.
At tidsskrifter og bøger om udviklingsteorien er fyldt med skræmmepropaganda er kun et vidnesbyrd om at den er trængt op i en krog. Ved hjælp af denne taktik leder evolutionisterne millioner af hjernevaskede „omvendte“ ind i deres fold. Da deres teorier mangler støtte i kendsgerningerne, griber de til den samme form for autoritetstyranni som de desperate farisæere anvendte over for Jesus:
„Imidlertid var Gendarmerne [som var blevet sendt ud for at pågribe Jesus] kommet tilbage til de høje Præster og Farisæerne, som spurgte dem: ’Hvorfor har I ikke ført ham herhen?’ Gendarmerne svarede: ’Aldrig har noget almindeligt Menneske talt, som den Mand taler!’ ’Hvad,’ sagde Farisæerne, ’har I nu ogsaa ladet Jer blænde? Har I maaske set nogen blandt bedre Folk eller Farisæerne tro paa ham — .’“ Da en der selv hørte til farisæerne protesterede, sagde de hånligt til ham: „Man skulde tro, du ogsaa var Galilæer!“ (Johannes 7:45-52, Schindler) I dag bliver enhver videnskabsmand der forkaster udviklingsteorien stemplet som uduelig af evolutionisterne, og de overøser enhver der vover at tro på en skabelse, med bidende sarkasme!
Troen på en skabelse finder langt mere grundlag i videnskaben end troen på en udvikling. Skabelsesberetningen forklarer hvorfor alt i himmelrummet og på jorden er så hensigtsmæssigt formgivet: Planter og dyr, vort eget legeme og vor gådefulde hjerne. Også de mange informationer i DNAet vidner om en overordnet intelligens. Einstein brød sig ikke om kristenhedens gud, men „naturlovenes harmoni“ gjorde et dybt indtryk på ham. „De genspejler en så overlegen intelligens at alle menneskers handlinger og al deres systematiske tænkning kun er en fuldstændig ubetydelig afglans i sammenligning med den.“
Troen på en skabelse rummer også svaret på livets store spørgsmål.
Hvorfor er vi til?
Det forklarede Jehova da han skabte det første menneskepar. „Lad os frembringe mennesker i vort billede,“ sagde Gud til Logos (der senere kom til jorden som Jesus), „så de ligner os, og lad dem råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og alle smådyr der myldrer omkring på jorden.“ Gud plantede også en have i Eden og satte mennesket i den „til at dyrke den og tage sig af den“. Han gav desuden det første menneskepar denne befaling: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden.“ — 1 Mosebog 1:26, 28; 2:8, 15.
Som efterkommere af Adam og Eva er vi her på jorden for at opfylde den, dyrke den og tage os af den, og for at udøve et kærligt herredømme over dens planter og dyr. Gud har sat os i stand til at gøre dette ved at skabe os i sin lighed — ikke med hensyn til fysisk udseende, men ved at skænke os visse egenskaber som han også selv har, for eksempel kærlighed, visdom, magt, retfærdighed, ønsket om at udføre meningsfyldt arbejde og glæden ved at udrette noget. Netop dét at vi i denne forstand er skabt i Guds billede adskiller os fra alle dyrene og får os til at grunde over de spørgsmål som ingen anden skabning på jorden stiller.
Ateisterne hævder at vi ikke er skabt i Guds billede, men at vi har skabt Gud i vort billede. Deri tager de fejl. De menneskeskabte guder har større lighed med solen, månen og stjernerne, med træer, torden, lyn, bjerge, dyr, jordiske herskere, penge, sex, bugen — og hvad mennesket ellers finder det for godt at tilbede. (Romerne 1:25; Filipperne 3:19) Mennesket afspejler ikke Guds egenskaber i balance. I vor syndige tilstand tilskyndes vi derfor til at vende tilbage til hans billede. (Kolossenserne 3:9, 10) Udviklingsteorien kan ikke forklare hvorfor mennesker og dyr er adskilt af en gabende kløft, og den forklarer heller ikke hvorfor vi i det hele taget har en indre trang til at søge svar på livets store spørgsmål. Men det at vi er skabt i Guds billede og lighed forklarer hvorfor mennesket har en sådan trang.
Hvor er vi på vej hen?
Intet dyr stiller dette spørgsmål. Dyr er ikke tidsbevidste og forstår ikke begreber som ’fortid’ og ’fremtid’. Det gør mennesket derimod. Som det siges i Prædikeren 3:11 er det Gud som har sat denne kløft mellem mennesker og dyr: „Også tidens uendelighed har han givet en plads i [menneskenes] hjerte.“ Vi mennesker har derfor en bevidsthed om de forgangne årtusinder og om den uendelighed fremtiden rummer. Det er noget vi tænker over. Hvad vil der ske med os når vi dør? Har vi en udødelig sjæl der lever videre? Er det himmelens lyksalighed, helvedes pinsler eller gravens glemsel der venter os? Eller bliver vi måske genfødt i et andet legeme?
Tanken om at vi måske forsvinder for altid når vi dør, kan vi slet ikke forlige os med. Det virker knusende på os at forestille os at tiden fortsat vil gå, at jorden og menneskene fortsat vil være her — mens vi selv er glemt og borte. For at forjage denne uacceptable tanke klynger mange sig til læren om en udødelig sjæl — en lære der ikke findes i Bibelen. — Ezekiel 18:4.
Bibelen siger at når mennesket dør vender det tilbage til jorden. „Samme dag går hans tanker til grunde.“ Han „ved slet ingen ting“. (Salme 146:4; Prædikeren 9:5) Men milliarder af mennesker vil få en opstandelse: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ De der til den tid viser at de elsker Gud og næsten, vil høre kongen Jesus Kristus sige: „Arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ — Johannes 5:28, 29; Mattæus 25:34.
Det har fra begyndelsen været Jehovas hensigt at menneskeheden skulle leve evigt i et paradis på jorden. Snart vil de lydige mennesker arve dette rige. Det er beskrevet i Åbenbaringen 21:3, 4: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“
Det er dét paradis de lydige mennesker er på vej imod. De uforbederligt onde vil derimod sove ind i døden, og aldrig mere vågne. „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere,“ skrev salmisten. „Du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:10, 11; Romerne 6:23.
Er der en mening med livet?
Der er milliarder af galakser i universet og milliarder af stjerner i hver galakse. I det umådelige rum synes vort solsystem ikke større end et støvgran, og jorden bliver nærmest mikroskopisk. De fem milliarder mennesker på jorden svinder ind til det rene ingenting. Men det er ikke kun vor lidenhed i universet der får os til at føle os ubetydelige. Også vor flygtige levetid i sammenligning med tidens uendelighed giver os en fornemmelse af at der ikke er nogen mening med livet. Alligevel kræver vort sind en mening. Sådan er vi skabt.
Vi synes måske mindre end mikroskopiske i det umådelige univers, og vort liv er måske kun som et flygtigt sekund i tidens uendelighed, men vor stilling på jorden er enestående, og vi er involveret i det mest meningsfyldte spørgsmål i hele universet. Jehova Gud, universets Skaber, har ikke alene sat os her på jorden, han har også givet os et arbejde at gøre: At opfylde jorden, at nære omsorg for den og at udøve et kærligt herredømme over dens planter og dyr. Og han har givet os en opgave der er endnu mere meningsfyldt — at forkynde om hans rige under Kristus, det rige der vil rense jorden for ondskab, hævde Guds navn og ord, og fjerne dæmonernes herredømme over jorden.
Hvis vi følger Jehovas befalinger vil der være en mening med vort liv, og vi vil få lov at leve evigt. Vi vil blive som Jehovas øjesten. (5 Mosebog 32:10) Og vi vil have fred i sindet, fordi vi har fundet svar på livets store spørgsmål.