Side 2

Holokaust — alene ordet vækker ubehagelige minder. I dag bruges det mest om den systematiske udryddelse af jøder under Hitlers naziregime i Tyskland fra 1933 til 1945. Men ordet afføder også mange spørgsmål:

Skete denne masseudryddelse virkelig?

Bør Holokaust udelukkende betragtes som en jødisk tragedie?

Hvorfor beskæftige sig med emnet nu mere end 40 år efter den anden verdenskrigs afslutning?

Var der nogle der af samvittighedsgrunde nægtede at støtte Hitler?

Hvorfor tillod Gud Holokaust?

Hvilket håb er der for de millioner som blev myrdet eller som blev sultet ihjel eller måtte slide sig til døde i løbet af denne mørke periode i historien? Er døden afslutningen på alt for disse ofre, eller vil de få livet igen?

Disse spørgsmål vil blive behandlet i de følgende artikler.

Holokaust — Hvorfor bekymre sig om det?

’ER Holokaust en historisk kendsgerning? Har det nogen betydning? Og hvorfor skulle det bekymre mig?’ vil nogle måske spørge.

Vi bør interessere os for dette spørgsmål — blandt andet for at hindre historien i at gentage sig. Primo Levi, der selv har været i koncentrationslejr, tvivler på at den mentalitet der affødte kz-lejrene er borte. Han spørger: „Hvor meget af den findes endnu eller vil dukke op i fremtiden? Hvad kan vi der lever i en verden fyldt med trusler, gøre for at i hvert fald denne trussel elimineres?“

Primo Levi giver hermed udtryk for den bekymring mange nærer — at rædslerne kunne indtræffe igen. Hvad viser historien i nyere tid? Beretningerne om grusomheder, folkedrab, tortur, dødspatruljer og „forsvundne“ og „likviderede“ personer i forskellige lande siden 1945, er et talende vidnesbyrd om at den mentalitet der retfærdiggjorde tilstedeværelsen af koncentrationslejrene stadig er særdeles virksom.

Også for de overlevende — de dødes børn, slægtninge og venner — har de historiske kendsgerninger stor betydning. Historie drejer sig om virkelige hændelser og virkelige personer. Betyder det noget om Jesus har levet? Eller om Napoleon eller Muhamed, islams profet, var virkelige eller opdigtede personer? Selvfølgelig betyder det noget. Disse mænd har haft indflydelse på historiens forløb.

Det samme er tilfældet med Holokaust — måske historiens mest knusende slag mod det civiliserede menneskes selvfølelse. Som Primo Levi har sagt: „Aldrig er så mange menneskeliv blevet udslettet på så kort tid og med så overlegen en kombination af teknologisk opfindsomhed, fanatisme og grusomhed.“

Men der findes faktisk mennesker som betvivler at alt dette virkelig er sket. De sætter spørgsmålstegn ved om Holokaust er en historisk kendsgerning.

Holokaust — En historisk kendsgerning!

OVERRASKENDE nok findes der nogle, ganske vist få, som hævder at Holokaust ikke er foregået sådan som den nyere historie skildrer det. I skriftet Did Six Million Really Die? The Truth at Last (Var der virkelig seks millioner som døde? Omsider sandheden) siger Richard Harwood: „Påstanden om at 6 millioner jøder døde under den anden verdenskrig som en direkte følge af den officielle tyske udryddelsespolitik, er fuldstændig ubegrundet.“

Der rejser sig derfor visse spørgsmål: Befalede nazisterne under den anden verdenskrig at jøderne skulle udryddes? Døde der virkelig fire til seks millioner jøder i koncentrationslejrene? Fandtes der gaskamre? Eller er der blot tale om en forvanskning af Tysklands historie?

Visse revisionistiske historikere hævder at disse begivenheder aldrig har fundet sted. De hævder at der højst omkom nogle få tusinde jøder og at størsteparten blev evakueret til andre lande.

For nylig kastede en retssag i Canada yderligere lys over denne polemik. En tysk indvandrer var blevet sagsøgt for „med vidende og vilje at have offentliggjort falske oplysninger som antagelig ville skade den sociale og racemæssige tolerance“ ved at benægte at Holokaust nogen sinde har fundet sted, skriver Torontoavisen The Globe and Mail. Manden blev idømt 15 måneders fængsel, og der blev nedlagt forbud mod at offentliggøre skriftet med hans revisionistiske betragtninger om Holokaust.

I Vesttyskland vedtog man i 1985 en injurielovgivning der giver selv ikkejøder mulighed for at føre klagemål mod „enhver der bagtaler, fornærmer, taler nedsættende eller ærekrænkende om personer som ’har mistet livet for nationalsocialisternes hånd eller som følge af andre former for tyrannisk eller despotisk styre’“. Denne lov „gør det strafbart at benægte at jøderne blev myrdet i koncentrationslejrene under nazistyret,“ hed det i Hamburger Abendblatt.

Benægtelsen af Holokaust er blevet kaldt „Auschwitzløgnen“. Auschwitz (nu Oświȩcim) var den berygtede koncentrationslejr i Polen hvor nazisterne begik massemord. Ifølge de vesttyske medier har højreekstremistiske personer søgt at skjule eller benægte disse begivenheder, og derved er udtrykket „Auschwitzløgnen“ opstået.

Udvandring eller udslettelse?

At der i dag findes millioner af jøder af europæisk afstamning er et vidnesbyrd om at det ikke lykkedes nazisterne at udrydde alle Europas jøder. Historikeren William L. Shirer bekræfter at mange jøder overlevede forsøget på at slå dem ihjel i koncentrationslejrene. I sin bog 20th Century Journey — The Nightmare Years 1930-1940 skriver han: „Det var ikke alle Østrigs jøder der omkom i de nazistiske lejre og fængsler. Mange jøder fik lov til at købe sig fri af fangenskabet og udvandre. Normalt kostede det dem hele deres formue. . . . Måske lykkedes det for næsten halvdelen af Wiens 180.000 jøder at købe sig fri før Holokaust begyndte.“ Denne politik blev især benyttet i 1930’erne.

William Shirer forklarer imidlertid at „Kontoret for jødisk udvandring“, der blev oprettet under Reinhard Heydrich, „efterhånden [skulle] blive et organ, ikke for udvandring, men for udryddelse, og kom til at organisere drabet på over fire millioner mennesker, hovedsagelig jøder“. Denne „Endlösung“ eller „endelige løsning på jødespørgsmålet“ blev ledet af Karl Adolf Eichmann, som til sidst blev henrettet i Israel for sine krigsforbrydelser.

Koncentrationslejrene var ikke det eneste middel hvormed nazisterne søgte at udrydde dem de betragtede som undermennesker eller som tilhørende en laverestående race. Der fandtes også de frygtede Einsatzgruppen (enheder af specielt udvalgte SS-folk). Disse dødspatruljer som rykkede frem i hælene på okkupationsstyrkerne „havde ene og alene til opgave at nedslagte jøderne en masse. . . . Da de befandt sig umiddelbart bag den fremrykkende frontlinje var det kun få der undslap. I de første seks måneder af felttoget myrdede ’die Einsatzgruppen’ en halv million jøder som enten blev skudt, brændt, torteret, levende begravet, slået til døde med geværkolber eller stukket ihjel med bajonetter.“ — Hitler’s Samurai — The Waffen-SS in Action af Bruce Quarrie.

Er det vanskeligt at tro på at det drejede sig om så mange? Det ville „blot“ kræve at de 3000 mand i denne gruppe i gennemsnit skulle begå mindre end ét mord om dagen. Da disse specialenheder nåede frem til sovjetisk territorium blev det anslåede antal dødsofre opgjort til „mere end 900.000, hvilket kun var to tredjedele af det samlede antal jødiske ofre i de mobile operationer“. — The Destruction of the European Jews af Raul Hilberg.

En kommandants tilståelse

Hvilke vidneudsagn har man fra dem der deltog i henrettelserne i koncentrationslejrene? Rudolf Höss, der var kommandant i Auschwitz, sagde siden beklagende: ’Tro mig, det var ikke altid nogen fornøjelse at se på bjergene af lig og gå i lugten af den uophørlige ligbrænding.’ Han gav også udtryk for „forundret misbilligelse over at jødiske særkommandoer (Sonderkommandos) for en kort forlængelse af deres eget liv villigt hjalp til med at gasse medlemmer af deres egen race“. (The Face of the Third Reich af Joachim C. Fest, side 285) Den tyske forfatter tilføjer: „Man fornemmer ekspertens ensidige, perfektionistiske stolthed i følgende udtalelse af Rudolf Höss: ’På Reichsführer SS’ [Heinrich Himmlers] ønske blev Auschwitz det største center for menneskeudryddelse man har kendt,’ eller da han med den dygtige planlæggers tilfredshed konstaterer at kapaciteten i lejrens gaskamre var ti gange større end Treblinkas.“

Rudolf Höss skrev i sin selvbiografi: „Uden at vide det var jeg blevet et hjul i Det tredje Riges store udryddelsesmaskine.“ „Reichsführer SS [Himmler] sendte ved flere lejligheder højerestående partimedlemmer og SS-førere til Auschwitz, for at de kunne se på udryddelsen af jøderne. Det gjorde dybt indtryk på dem alle.“a

De blev dog åbenbart ubehageligt berørt af kontrasten mellem frasen „den endelige løsning på jødespørgsmålet“ og den grufulde virkelighed i gaskamrene. Da Rudolf Höss blev spurgt hvordan han kunne klare dette arbejde, lød svaret: „Jeg gav det samme svar hver gang, at alle menneskelige følelser netop måtte tie over for den jernhårde konsekvens, med hvilken vi måtte udføre Førerens ordre.“

Den sadistiske marionet Rudolf Höss indrømmede altså villigt at Holokaust havde fundet sted og at han som lejrkommandant i Auschwitz var en af de hovedansvarlige.

I bogen Values and Violence in Auschwitz, en bog der først udkom på polsk, skriver Catherine Leach, som har oversat bogen til engelsk, at 3.200.000 polske jøder mistede livet under masseudryddelser, tortur og slaveri i koncentrationslejrene. Hun skriver: „Massenedslagtningen af de europæiske jøder fandt sted på polsk jord.“

Druknedøden

Døden kunne have mange afskygninger i lejrene. Nogle døde af sult og sygdom mens andre blev skudt, hængt, halshugget, druknet eller pryglet ihjel. Flertallet døde i gaskamrene. Druknedøden var særlig uhyggelig.

Forfatteren Terrence Des Pres forklarer: „Faktisk blev fangerne systematisk tvunget til det værst tænkelige beskidte arbejde. Med fuldt overlæg udsatte man dem for latrinær vold. . . . Det var ikke ualmindeligt at fangerne i de nazistiske koncentrationslejre bogstavelig talt druknede i deres egne ekskrementer. I Buchenwald, for eksempel, bestod latrinerne af huller der var 8 meter lange, 4 meter brede og 4 meter dybe. . . . Om natten blev fanger sat til med små spande at tømme disse huller, der altid flød over.“ Et øjenvidne beretter: „Stedet var meget smattet og der var intet lys. Af de tredive som blev sat på opgaven faldt der hver nat i gennemsnit ti ned i hullet. De andre måtte ikke hjælpe dem op igen. Først når arbejdet var udført og hullet tømt, fik de lov til at fjerne ligene.“

Der kunne anføres mange andre vidnesbyrd som bevis for nazisternes udryddelsespolitik efterhånden som flere og flere lande i Europa blev besat. Bibliografien over dette emne er endeløs, og øjenvidnernes udsagn sammen med det fotografiske bevismateriale er rystende. Men omfattede Holokaust kun jøderne? Da nazisterne invaderede Polen, var det da udelukkende jøderne de ønskede at likvidere?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 5]

„Havde man med det samme sendt fangerne ind i gaskamrene i Auschwitz, ville man have sparet dem for mange lidelser.“ — Rudolf Höss, lejrkommandant i Auschwitz

[Tekstcitat på side 6]

’Tro mig, det var ikke altid nogen fornøjelse at se på bjergene af lig og gå i lugten af den uophørlige ligbrænding.’ — Rudolf Höss

[Tekstcitat på side 8]

„Der ankom stadig flere mennesker, stadig flere — flere end vi havde mulighed for at dræbe. . . . Gaskamrene havde en alt for ringe kapacitet.“ — Franz Suchomel, SS-Unterscharführer

[Ramme på side 6]

Betalt vidneudsagn

„Retten har tilkendt en af de overlevende fra Auschwitz 50.000 dollars i dusør for at have tilvejebragt ’beviser’ for at nazisterne med gas ombragte jøder i koncentrationslejre, meddeler den overlevendes advokat i dag.

Dommer Robert Wenke ved [Los Angeles’] højesteret har godkendt at Instituttet for Historisk Nyvurdering skal betale Mel Mermelstein, der overlevede Auschwitz, . . .

Instituttet, der hævder at Holokaust aldrig har fundet sted, må også betale Mermelstein 100.000 dollars for den smerte dusørtilbudet har forvoldt ham, siger advokaten. . . .“

Advokaten Gloria Allred har sagt at „Mermelsteins sejr i denne sag indeholder et klart budskab til alle mennesker i hele verden som søger at forvanske historien og påføre jøderne lidelser, om at de overlevende fra Holokaust vil kæmpe ved domstolene for at beskytte sig selv og forsvare sandheden om deres liv.“ — The New York Times, 25. juli 1985.

[Ramme på side 7]

Var Sachsenhausen blot en interneringslejr?

Var Sachsenhausen virkelig en tilintetgørelseslejr, eller var det blot en interneringslejr?

Max Liebster, der er af jødisk afstamning og som overlevede Holokaust, forklarer:

„Min beretning bygger på personlige erfaringer og det som jeg har oplevet i denne lejr. Jeg behøver ikke udenforståendes bedømmelse af hvilken slags lejr Sachsenhausen var. Nazistyret og medierne hævdede ganske vist at det var en Schutzhaftlager, hvilket betyder ’interneringslejr’. De følgende erfaringer taler for sig selv:

I januar 1940, da Gestapo (det hemmelige statspoliti) overførte mig fra Pforzheim til fængselet i Karlsruhe, fortalte de mig at jeg skulle sendes til en tilintetgørelseslejr. Gestapo overdængede mig med ukvemsord og sagde: ’Du Stinkjude wirst dort verecken, kommst nicht mehr zurück!’ (Din stinkende jøde! Du kommer til at dø som et dyr. Du kommer aldrig mere tilbage!)

Den mishandling vi blev udsat for da vi ankom til Sachsenhausen trodser enhver beskrivelse. Jøder blev anbragt i en særlig lejr der lå inde i selve hovedlejren. De havde dårligere forhold end alle andre. For eksempel havde jøderne ingen køjer men måtte nøjes med halmsække på gulvet. Barakkerne var så overfyldte at man lå som sild i en tønde, med hovedet ved sidemandens fødder. Om morgenen lå de døde side om side med de levende. Jøderne havde ingen adgang til lægebehandling.

Jeg fik at vide at min fader befandt sig tre barakker borte. Jeg fandt ham bag en bunke halmsække, med opsvulmede ben og forfrysninger i hænderne. Da han døde måtte jeg selv bære ham til krematoriet på mine skuldre. Her lå der så store ligbunker at krematoriet ikke kunne følge med.

Tusinder døde i Sachsenhausen på grund af den umenneskelige behandling. Mange af ofrene led en værre død i Sachsenhausen end dem der måtte lade livet i Auschwitz’ gaskamre.“

[Ramme på side 8]

„Der må absolut ikke være spor af dem“

„Da man åbnede den sidste grav genkendte jeg hele min familie. Mor og mine søstre. Tre søstre med deres børn. De var der allesammen. De havde ligget i jorden i fire måneder, og da det var vinter, var de ret velbevarede.“ „Vilnas Gestapo-chef sagde til os: ’Der ligger halvfems tusinde mennesker der. Der må absolut ikke være spor af dem.’“ — Vidneudsagn af Motke Zaïdl og Itzhak Dugin, overlevende jøder.

„Lige da vi gik igennem [lejren] så var de ved at åbne dørene til gaskammeret . . . menneskene faldt ud som kartofler. . . . Hver dag udvalgte man hundrede jøder, der skulle slæbe ligene hen til gravene. Om aftenen jog ukrainerne disse jøder hen i gaskamrene, hvor de dræbte dem. Hver dag. . . . Der ankom stadig flere mennesker, stadig flere — flere end vi havde mulighed for at dræbe. . . . Gaskamrene havde en alt for ringe kapacitet.“ — Franz Suchomel, SS-Unterscharführer, om sit første indtryk af tilintetgørelseslejren Treblinka.

(Disse citater stammer fra interviewene i dokumentarfilmen Shoah.)

Holokaust — Ofrene der blev glemt

„De polske ikkejøder blev jødernes lidelsesfæller i ’et glemt Holokaust’, eftersom nazisternes folkedrabspolitik resulterede i at der blev slået omtrent lige så mange polske ikkejøder som polske jøder ihjel.“ — „The Forgotten Holocaust“ af Richard C. Lukas

HVAD betyder ordet Holokaust? Ifølge nogle ordbøger hentyder det til nazisternes folkedrab på de europæiske jøder under den anden verdenskrig. Dette kan meget let give det indtryk at det kun var jøder der omkom for nazisternes hånd. Men er det retfærdigt og i overensstemmelse med sandheden at sige at „Holokaust“ kun omfattede nazitidens jødiske ofre?

Forfatteren Richard Lukas skriver: „De fleste mennesker forbinder ordet Holokaust med den tragedie jøderne oplevede under tyskerne i den anden verdenskrig. Fra et psykologisk synspunkt er det forståeligt hvorfor jøderne i dag foretrækker at udtrykket udelukkende anvendes om det jøderne har måttet gennemgå . . . Men hvis man ikke lader begrebet Holokaust omfatte andre, bliver de rædsler nazisterne påførte polakker og andre af slavisk oprindelse samt sigøjnere, ofte ignoreret eller helt glemt.“

Richard Lukas siger videre: „For dem [historikerne] var Holokaust noget der især angik jøderne, og de har derfor kun lidt eller slet intet at sige om de ni millioner ikkejøder, deriblandt tre millioner [ikkejødiske] polakker, der også omkom under den største tragedie verden har oplevet.“

Hitlers begær efter „Lebensraum“

Da Hitlers hære invaderede Polen i september 1939, var det en følge af Hitlers ordre om at skaffe det tyske folk Lebensraum (livsrum). Richard Lukas skriver: „Nazisterne betragtede polakkerne som Untermenschen (undermennesker) der optog et land som var en del af det Lebensraum de tyske overmennesker attråede.“ Hitler gav derfor sine tropper befaling til „uden barmhjertighed eller skånsel [at dræbe] alle mænd, kvinder og børn der taler polsk eller er af polsk afstamning. Kun på denne måde kan vi opnå det livsrum vi behøver.“

I september 1939 begyndte den ubarmhjertige nedslagtning af det polske folk. Hitler havde sagt: „Denne krig er en udryddelseskrig.“ Hitlers håndlanger Heinrich Himmler erklærede: „Alle polakker vil forsvinde fra jorden . . . Det er vigtigt at det store tyske folk betragter det som sin hovedopgave at udrydde alle polakker.“ Holokaust var altså ikke blot rettet mod polske jøder men mod „alle polakker“.

„Der blev anvendt terror i alle besatte lande. . . . Men i Polen blev alle udsat for brutal behandling, og massehenrettelser grundet på princippet om kollektiv skyld var langt mere udbredte fordi hver polak, uanset alder, køn eller helbredstilstand var medlem af en nation der var fordømt — fordømt af politikerne i den nazistiske regering og i nazistpartiet,“ skriver Catherine Leach, der har oversat bogen Values and Violence in Auschwitz fra polsk. Hun nævner at Himmler betragtede polakkerne som en laverestående race der skulle holdes i trældom.

„Selv efter at Polen havde overgivet sig [28. september 1939] fortsatte Wehrmacht [den tyske hær] med at tage Hitlers påmindelse fra den 22. august 1939 alvorligt. Den gik ud på at man ’uden barmhjertighed eller skånsel dræbte alle mænd, kvinder og børn der talte polsk eller var af polsk afstamning’.“ Hvordan kunne den tyske hær og SS motiveres til disse ubarmhjertige myrderier? Ved at de blev indoktrineret med ideologien om at den ariske race var alle andre racer langt overlegen. Som Richard Lukas skriver i The Forgotten Holocaust: „Den nazistiske teori om det tyske kolonivælde i Polen havde som forudsætning at man nægtede at anerkende at polakker var mennesker. Næst efter jøderne var polakkerne det folk Hitler hadede mest.“

„Den negative demografiske politik“

I sit forord til bogen Commandant of Auschwitz skrev lord Russell af Liverpool: „Under krigen dræbte tyskerne ikke færre end tolv millioner mænd, kvinder og børn i de besatte lande. Efter et forsigtigt skøn omkom otte millioner af disse i koncentrationslejrene. Heraf udgjorde jøderne ikke færre end fem millioner. . . . Det nøjagtige tal vil dog aldrig blive kendt.“ Alene på baggrund af disse tal må mindst syv millioner af ofrene have været ikkejøder.

Catherine Leach skriver desuden: „Polen var det første land der blev offer for Hitlers ’negative demografiske politik’, som havde til hensigt at gøre de store landområder i øst rede til tysk kolonisering. Af alle de besatte lande havde Polen de største tab af menneskeliv, nemlig 220 per 1000 indbyggere. Ifølge polske kilder mistede ikke færre end 6.028.000 polakker livet.“ Heraf var 3.200.000 jøder. Det vil sige at næsten 50 procent af de polakker der omkom var ikkejøder.

Der hersker ingen tvivl om at man stort set har glemt de millioner af ikkejøder, hovedsagelig af slavisk afstamning, som mistede livet under masseudryddelserne. Dette omfatter også de millioner af russere som nazisterne nedslagtede. Disse russere havde intet valg. På grund af den nazistiske racepolitik var de dømt til en nådeløs død.

Men i disse statistiske beregninger er ikke medregnet de tusinder af ikkejødiske tyskere som blev ofre for Holokaust, fordi de vovede at trodse Hitler og hans racistiske herrefolksfilosofi. Dette omfattede tusinder af Jehovas vidner som nægtede at opfylde Hitlers militaristiske krav. Ja, ud over hele Tyskland og i de besatte lande var der tusinder af mennesker som af egen fri vilje traf et valg der førte dem i koncentrationslejrene hvor mange døde som martyrer.

Det er derfor relevant at spørge: Hvilken forskel er der på dem der var ofre for Holokaust og dem der var martyrer?

[Kort/illustrationer på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nogle af nazisternes koncentrations- og tilintetgørelseslejre i Europa. Ud over disse var der 165 tvangsarbejdslejre

NORDSØEN

LETLAND

Riga

LITAUEN

Kaunas

Ø.PRØJSEN

POLEN

Stutthof

Treblinka

Chelmno

Sobibor

Lublin

Skarżysko-Kamienna

Majdanek

Plaszow

Belzec

Auschwitz

TYSKLAND

Papenburg

Neuengamme

Belsen

Ravensbrück

Sachsenhausen

Oranienburg

Lichtenberg

Dora-Nordhausen

Torgau

Buchenwald

Gross-Rosen

Ohrdruf

Flossenbürg

Dachau

Landsberg

HOLLAND

Westerbork

Vught

BELGIEN

LUX.

FRANKRIG

Natzweiler-Struthof

SCHWEIZ

ITALIEN

ØSTRIG

Mauthausen

Sachsenburg

TJEKKOSLOVAKIET

Theresienstadt

[Illustration]

Hitler sagde: „Denne krig er en udryddelseskrig.“ Dræb „uden barmhjertighed eller skånsel alle mænd, kvinder og børn der taler polsk eller er af polsk afstamning“

[Kildeangivelse]

USA’s Kongresbibliotek

[Illustration]

Himmler erklærede: „Alle polakker vil forsvinde fra jorden“

[Kildeangivelse]

UPI/Bettmann Newsphotos

Holokaust — Ofre eller martyrer?

HVORFOR skelne mellem ofre og martyrer? Fordi alle der måtte lide som følge af Holokaust var ofre, men kun et mindretal var martyrer i ordets egentlige forstand. Hvori består forskellen?

Et offer er „en som dræbes eller udsættes for tortur eller lidelser af en anden“. Ofrene har som regel intet valg.

En martyr er „en som vælger at lide døden frem for at afsværge religiøse principper“ eller „en der ofrer noget af stor værdi for ham, for at fremme en tro, en sag eller et princip“. (The American Heritage Dictionary of the English Language) Et menneske kan altså blive offer mod sin vilje, mens en martyr selv har valgt.

Tre slags ofre

På en konference om ikkejødiske ofre for nazismen opdelte dr. Gordon Zahn fra University of Massachusetts nazisternes ofre i tre kategorier: (1) de der blev straffet for det de var — jøder, slavere, sigøjnere; (2) de der blev straffet for det de gjorde — homoseksuelle, politiske aktivister og modstandsfolk; (3) og de der blev straffet for det de nægtede at gøre — militærnægtere, Jehovas Vidner og andre.

Millioner af jøder blev ganske enkelt slået ihjel fordi de i etnisk forstand var jøder. Hitlers håndlangere var ligeglade med om de var ortodokse eller ateister. De var dømt til at blive omfattet af „den endelige løsning“, Hitlers udtryk for fjernelsen af alle jøder fra Europa, hvilket var ensbetydende med at de blev udryddet. Hitlers korstog omfattede også de slaviske folkeslag, hovedsagelig polakkerne, russerne og ukrainerne. Disse mennesker blev udelukkende dræbt fordi de var slavere, ’en underlegen race’ i sammenligning med det ariske „herrefolk“.

Men hvad angår de europæiske Jehovas vidner stillede sagen sig anderledes. De kom fra mange forskellige nationaliteter, men blev fejlagtigt opfattet som en pacifistisk trussel mod Tysklands nationalsocialistiske regime, på grund af deres neutrale kristne standpunkt og fordi de nægtede at lade sig inddrage i krigsmaskineriet i noget land. Hitler kaldte dem ’en yngel der skal udryddes’. Hvor mange bestod denne „yngel“ af, og blev de udryddet?

En trussel mod nazismen?

Ved den ovennævnte konference fremkom dr. Christine King med nogle oplysninger om Jehovas Vidner i Nazityskland. Hun sagde: ’At denne lille sekt med sine 20.000 medlemmer ud af en befolkning på 65 millioner, hvoraf 20 millioner var katolikker og 40 millioner var protestanter, tiltrak sig myndighedernes opmærksomhed, virker ved første øjekast overraskende. Men når man tager deres stærke amerikanske forbindelser, deres internationale forhåbninger, og deres formodede kommunistiske og zionistiske sympatier i betragtning, bliver det pludselig indlysende at de ikke kunne tolereres.’ Selvfølgelig var Jehovas vidner hverken kommunister eller zionister, men forholdt sig neutrale i politiske spørgsmål og deltog ikke i racemæssige stridigheder. Men dette forstod nazisterne ikke.

Nazisternes forfølgelse af Jehovas vidner begyndte i 1933 da Hitler kom til magten. Efter at Hitler i 1934 havde modtaget protesttelegrammer fra Jehovas vidner i hele verden, fik han et raserianfald og skreg: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“ Forfølgelsen af Vidnerne tog til.

I deres bog Anatomy of the SS State skriver Helmut Krausnick og Martin Broszat: „En anden kategori af de fanger der sad i beskyttelsesarrest og som efter 1935 dannede en talstærk gruppe af koncentrationslejrfanger, var medlemmerne af Internationale Vereinigung der Ernsten Bibelforscher [Jehovas Vidner]. I 1933 var organisationen blevet forbudt i Det Tredje Rige, og enhver form for propaganda eller hvervning af nye medlemmer til trossamfundet var blevet forbudt ved lov fordi man først og fremmest betragtede organisationen som et redskab for pacifistisk virksomhed.

I februar 1936 blev der givet ordre til at alle tidligere ledere af Internationale Bibelforschervereinigung (IBV) [Jehovas Vidner] skulle sættes i beskyttelsesarrest ’i op til to måneder’. I midten af maj 1937 skete der en stramning. Gestapo beordrede at alle som på nogen måde virkede for det illegale IBV eller for enheden blandt dets medlemmer, skulle sættes i beskyttelsesarrest og øjeblikkelig stilles for retten og arresteres.“ I de fleste tilfælde blev de overflyttet fra denne „beskyttelsesarrest“ til en koncentrationslejr.

Forfatterne bemærker endvidere: „I 1937/8 var langt de fleste af fangerne i Dachau politiske fanger, mens der i Sachsenhausen var forskellige såkaldte antisociale elementer, homoseksuelle, Jehovas vidner og vaneforbrydere.“

Den anden verdenskrig og neutralitetsspørgsmålet

Da krigen i 1939 brød ud mellem Tyskland og de allierede, England og Frankrig, forværredes Jehovas Vidners forhold. Hvad skete der?

Den 23-årige August Dickmann fra Dinslaken var et af de omkring 600 Jehovas vidner der i 1939 befandt sig i Sachsenhausen.a Da krigen brød ud i september, så lejrkommandant Baranowsky en lejlighed til at knække Vidnernes viljestyrke. August nægtede at lade sig indrullere i hæren, og Baranowsky bad Himmler om tilladelse til at henrette den unge Dickmann for øjnene af alle fangerne. Han var overbevist om at mange af Vidnerne ville afsværge deres tro hvis de blev øjenvidner til en henrettelse. Dickmann blev skudt i ryggen af tre SS-soldater, hvorefter en SS-officer med en pistol gav ham nådeskuddet i hovedet.

Gustav Auschner, der var øjenvidne til henrettelsen, har senere fortalt følgende: „De skød Dickmann og sagde at vi alle ville blive skudt hvis vi ikke underskrev en erklæring om at vi ville afsværge vores tro. De sagde at vi ville blive ført hen til grusgraven 30 til 40 stykker ad gangen, og at vi alle ville blive skudt. Den næste dag gav SS os en erklæring som vi skulle underskrive; i modsat fald ville vi blive skudt. I skulle have set deres lange ansigter da de måtte gå uden at have fået en eneste underskrift. De havde håbet at den offentlige henrettelse ville skræmme os. Men vores frygt for at mishage Jehova var større end frygten for deres kugler. Der var ikke flere af os der blev offentligt henrettet.“

Den 6. september 1939 opstod der en lignende situation i Buchenwaldlejren. Naziofficeren Rödl sagde til Jehovas vidner: „Hvis nogen af jer nægter at kæmpe mod Frankrig eller England, skal I alle sammen dø!“ Det var en prøvelsens time. Ved portbygningen havde to fuldtudrustede SS-kompagnier taget opstilling. Men „ikke et eneste Jehovas vidne fulgte officerens opfordring til at kæmpe for Tyskland. Et kort øjeblik var der stille, hvorefter der pludselig lød en ordre: ’Hænderne op! Tøm jeres lommer!’“ Sådan skriver forfatteren Eugen Kogon i sin bog Der SS-Staat — das System der deutschen Konzentrationslager. Blev de skudt? Nej, SS-folkene overfaldt dem og røvede alt hvad de ejede, hvorefter de fik tildelt et frygteligt arbejde i stenbruddene. De blev også nægtet enhver form for lægebehandling.

Den før citerede dr. King har forklaret: ’Til nazisternes store forbløffelse lod det sig heller ikke gøre at udrydde Jehovas Vidner. Jo større pres de blev udsat for, jo mere ubøjelige, ja diamanthårde, blev de i deres modstand. Hitler slyngede dem ind i et eskatologisk slag, og de bevarede deres tro. Med deres violette trekant (identifikationsmærke) sluttede de sig sammen i stærke grupper i lejrene; deres erfaringer er et værdifuldt materiale for alle der forsker i overlevelsesteknik under ekstreme forhold. For overleve gjorde de.’

Anna Pawełczyńska, der har overlevet Auschwitz, skriver i sin bog Values and Violence in Auschwitz: „I forhold til Auschwitz’ kolossale størrelse udgjorde Jehovas vidner kun en lille ubetydelig gruppe . . . Ikke desto mindre var [den violette] farve på deres trekantede mærke så iøjnefaldende i lejren at deres lille antal ikke afspejlede gruppens egentlige styrke. Denne lille gruppe fanger udgjorde ideologisk set en fast sammentømret enhed, og de sejrede i deres kamp mod nazismen. Den tyske gruppe af denne sekt var som en lille ø af urokkelig modstand midt i en undertrykt nation, og de viste den samme uforfærdede ånd i lejren i Auschwitz.“ Hun tilføjer: „Enhver vidste at Jehovas vidner aldrig ville handle imod deres tro og overbevisning.“

Et enestående eksempel på dette er familien Kusserow fra Bad Lippspringe i Tyskland. Franz og Hilda havde en stor familie på 11 børn, 6 drenge og 5 piger. Under nazistyret blev 12 af familiens 13 medlemmer tilsammen idømt 65 års fængsel og koncentrationslejr. I 1940 blev sønnen Wilhelm, i en alder af 25 år, skudt som militærnægter. To år senere blev hans broder Wolfgang, i en alder af 20 år, halshugget i Brandenburgs statsfængsel af samme grund. I 1946, 28 år gammel, døde en anden søn, Karl-Heinz, af tuberkulose efter at han alvorligt syg var blevet bragt hjem fra lejren i Dachau. Forældrene og døtrene har alle siddet i fængsel eller koncentrationslejr. (I Vagttårnet for 15. december 1985, side 21-26, kan man læse beretningen om denne bemærkelsesværdige families martyrium.)

I sin bog Der SS-Staat — das System der deutschen Konzentrationslager skriver Eugen Kogon: „Man kan ikke undgå at få det indtryk at SS psykologisk set aldrig var på højde med den udfordring Jehovas Vidner udgjorde.“

Hvis denne lille gruppe kristne vidner, på grund af deres bibelske overbevisning, kunne sætte sig op imod Hitler, kan man ikke lade være med at spørge sig selv hvorfor dette ikke lykkedes for de mange millioner protestanter og katolikker. Hvor var den klare og utvetydige religiøse ledelse og undervisning i kristne principper som ville have trukket 60 millioner tyskeres støtte til nazismen bort? (Se rammen side 13.)

Hvad holdt dem oppe?

I sin bog The Drowned and the Saved siger Primo Levi: „I den daglige trædemølle [i koncentrationslejrene] havde de troende [som var fængslet af religiøse eller politiske grunde] det bedre . . . de havde alle sammen deres tros frelsende kraft tilfælles.“

Han tilføjer: „Hvad tid og rum angik var deres univers større og frem for alt mere begribeligt end vort: de havde et . . . tusindårsrige at se frem til . . . en plads i himmelen eller på jorden hvor retfærdigheden og barmhjertigheden havde vundet, eller ville vinde, i en måske fjern men sikker fremtid.“

Jehovas vidners ubøjelige tro på et kommende tusindårsrige lader sig måske bedst sammenfatte i følgende breve skrevet af dødsdømte tyske Jehovas vidner:

„Kære broder, svigerinde, forældre, og alle andre brødre!

Jeg må skrive den sørgelige nyhed til jer at når I får dette brev, er jeg ikke længere i live. Bliv ikke alt for bedrøvede. Husk at det er en ganske enkel sag for den almægtige Gud at oprejse mig fra de døde. . . . I skal vide at det har været mit ønske at tjene ham i al min svaghed, og jeg er fuldt overbevist om at han har været med mig lige til det sidste. Jeg overgiver mig til ham. . . . Og nu, kære moder og fader, lad mig sige jer tak for alt det gode I har gjort for mig. . . . Måtte Jehova gengælde jer for alt hvad I har gjort.

[Underskrevet] Ludwig Cyranek“

Ludwig Cyranek blev henrettet i Dresden fordi han var et af Jehovas vidner.

Efter at Johannes Harms var blevet dømt til døden ved halshugning, fik han syv gange mulighed for at fornægte sin tro. Kort før sin henrettelse i 1940 skrev han følgende brev til sin fader, Martin, som også sad i fængsel fordi han var et Jehovas vidne.

„Min kære fader!

Der er endnu tre uger til den 3. december, den dag hvor det vil være to år siden vi sidst så hinanden. Jeg kan stadig se dit kære smil da du arbejdede i fængselskælderen og jeg gik ude i fængselsgården.

Jeg har tænkt på dig med stolthed i denne tid og har været forbløffet over den måde hvorpå du har båret din byrde trofast mod Herren. Og nu har også jeg fået lejlighed til at bevise min trofasthed mod Herren til døden, ja, ikke alene min trofasthed indtil døden, men også ind i selve døden.

Min dødsdom er allerede blevet bekendtgjort, og jeg holdes lænket både dag og nat — mærkerne (på papiret) stammer fra håndjernene — men jeg har endnu ikke vundet den fulde sejr. . . . Jeg har stadig mulighed for at redde mit jordiske liv, men derved vil jeg kun miste det virkelige liv. . . .

Når du, kære fader, kommer hjem igen, så tag dig særligt af min kære Lieschen [hans kone], for det vil være særlig svært for hende, når hun ved at hendes kære ikke vil vende tilbage. Jeg ved at du vil gøre det, og jeg takker dig på forhånd. Min kære fader, i ånden råber jeg til dig: Forbliv trofast, som jeg har stræbt efter at forblive trofast, så vil vi se hinanden igen. Jeg vil tænke på dig til det allersidste.

Din søn Johannes“

Dette er blot to af de hundreder af martyrer blandt Jehovas vidner som døde fordi de af samvittighedsgrunde nægtede at støtte et ondt regime. Historien om deres kollektive martyrium ville fylde flere bind.b

[Fodnoter]

[Ramme på side 13]

Jehovas vidner var Hitlers ofre

Fra „The New York Times“ den 14. maj 1985

Et læserbrev:

Min hustru og jeg er begge tyskere, og vi har tilsammen tilbragt 17 år i de nazistiske koncentrationslejre. Jeg kom til Dachau og Mauthausen, og min hustru, Gertrud, kom til Ravensbrück. Vi var blandt de tusinder af ikkejødiske tyskere der blev forfulgt fordi vi gjorde det som nazisterne undlod at gøre — vi nægtede af samvittighedsgrunde at støtte den tvungne tilbedelse af Hitler og hans militarisme. Tusinder af os overlevede, men mange døde i koncentrationslejrene.

Da De for nylig offentliggjorde nogle breve der beskrev hvordan almindelige tyskere blev forfulgt under Hitlers naziregime (skrevet af Sabina Lietzmann, den 25. april, og af Anna E. Reisgies, den 30. april), følte jeg mig tilskyndet til at omtale en minoritetsgruppe der sædvanligvis bliver overset, men som blev voldsomt forfulgt af Gestapo. Den var kendt under navnet Ernste Bibelforscher (alvorlige bibelstudenter) eller Jehovas Zeugen (Jehovas Vidner).

Umiddelbart efter at Hitler kom til magten i 1933 iværksatte han en systematisk forfølgelse af Jehovas vidner på grund af deres neutrale standpunkt i forbindelse med krig og politik. Som følge heraf blev tusinder af tyske Vidner, hvoraf mange var mine venner, ikke blot ofre for Holokaust men også martyrer. Hvori består forskellen? Jo, vi kunne have forladt koncentrationslejrene når som helst hvis blot vi ville underskrive en erklæring om at vi afsværgede vor tro.

To korte eksempler vil vise hvilken ånd der besjælede nogle af de tyskere der modstod Hitlerdyrkelsen. Wilhelm Kusserow fra Bad Lippspringe blev den 27. april 1940, i en alder af 25 år, skudt fordi han nægtede at tjene i Hitlers hære.

To år senere blev Wilhelms broder, Wolfgang, halshugget i fængslet i Brandenburg af samme årsag. Hitler betragtede på dette tidspunkt skydning som en alt for værdig død for dem der nægtede at være soldater af samvittighedsgrunde. Wolfgang var 20 år gammel.

Jeg kunne berette om hundredvis af tyske mænd og kvinder der led samme skæbne fordi de, i Guds navn, vovede at modsætte sig tyranniet. Hvorfor der ikke var i millionvis af principfaste tyskere som stod imod, men kun nogle tusinde, vil jeg overlade til andre at besvare.

Martin Pötzinger

Brooklyn, den 1. maj 1985

[Illustration på side 15]

Familien Kusserow — Wilhelm (nr. to fra højre) blev skudt; Wolfgang (nr. tre fra venstre) blev halshugget; Karl-Heinz (nr. to fra venstre) døde af tuberkulose efter at være blevet løsladt fra Dachau

[Illustration på side 16]

Martin Pötzinger (død i 1988) og hans hustru, Gertrud, tilbragte hver omkring ni år i de nazistiske koncentrationslejre

Hvorfor tillod Gud Holokaust?

HOLOKAUST har fået mange til at tvivle på Guds eksistens. Både jøder og ikkejøder stiller spørgsmålene: Hvis der findes en Gud, hvorfor tillod han det så? Er det tilstrækkeligt at tilskrive det ’menneskers grusomhed mod hinanden’? Eller er der andre faktorer der forklarer hvordan mænd og kvinder med en „civiliseret“ baggrund kunne se gennem fingre med, undervise i, tolerere eller aktivt deltage i statsautoriserede mord og folkedrab?

Det konservative jødiske samfund i De Forenede Stater har for nylig udgivet en „Vejledning om principperne for konservativ jødedom“, hvori det hedder: „Det ondes eksistens har altid udgjort den alvorligste hindring for troen. Med de uhyrlige rædsler som fandt sted i Auschwitz og Hiroshima, har dette dilemma antaget en ny og grufuld dimension her i vor tid. Det evigt tilbagevendende og uforklarlige spørgsmål som opkommer i den troendes sind, er hvordan en retfærdig og mægtig Gud kunne tillade at så mange uskyldige mennesker blev udryddet.“

Jehovas vidner har ligesom millioner af andre været interesserede i at få svar på dette spørgsmål, og dét med god grund, for mange af deres trosfæller led døden i de nazistiske koncentrationslejre. Hvorfor har Gud tilladt ondskaben?

Den frie vilje og stridsspørgsmålet

Den førnævnte jødiske publikation besvarer en del af spørgsmålet, idet den siger: „Ved at give menneskene en fri vilje begrænsede Gud det råderum han ville få i fremtiden. Hvis ikke mennesker har mulighed for at træffe det forkerte valg når de stilles over for det gode og det onde, er begrebet valgfrihed uden mening. At Gud udstyrede mennesket med en fri vilje kan ses som et udtryk for hans kærlighed til os, en kærlighed der giver os mulighed for at vise vor integritet og modenhed, men som også åbner mulighed for at vi træffer beslutninger der volder stor sorg.“

Dette stemmer med De Hebraiske Skrifter. Lige fra begyndelsen har mennesket haft frihed til at træffe sit eget valg. Adam og Eva valgte at være ulydige mod Gud (1 Mosebog 3:1-7), og Kain valgte at myrde sin broder Abel. (1 Mosebog 4:2-10) Jehova gav også fortidens israelitter et valg: „Se, jeg har i dag forelagt dig livet og lykken, og døden og ulykken. . . . Og du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom.“ — 5 Mosebog 30:15, 19.

Men der er en vigtig faktor som ikke nævnes i den føromtalte jødiske publikation. Den der gjorde oprør mod Gud og som senere forårsagede den trofaste Jobs lidelser, er stadig virksom. Han fordærver menneskers sind med djævelske tanker der i nogle tilfælde har ført til oprettelsen af koncentrationslejre, og til tortur og massemord. Vedkommende bliver klart identificeret i Jobs bog som den oprørske, himmelske gudesøn Satan, hvis navn betyder modstander. — Job 1:6; 2:1, 2.

Satans indflydelse og de tilbud han fremsætter præger vore dages verden, hvilket fører til vold og ringeagt for livet og moralnormerne. Alt hvad der kan bortlede menneskers opmærksomhed fra håbet om Guds rige, hvad enten det er politiske ideologier, racemæssige og religiøse splittelser, stofmisbrug, forlystelsessyge eller idoldyrkelse, tjener Satans hensigt. Det er derfor ikke så mærkeligt at Bibelen har forudsagt at når denne onde åndeskabning blev kastet ned til jordens nærhed, ville det betyde et ve for „jorden og havet“, for „Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode“. Siden 1914 har vi levet i tiden for hans voldsomme harme. — Åbenbaringen 12:12.

Mennesker har altid haft mulighed for at underlægge sig enten Guds styre eller hans modstander Satans styre. Dette valg har i 6000 år været et stridsspørgsmål mellem Gud og Satan. Men Bibelen lader forstå at Jehova Gud har sat en tidsfrist for afgørelsen af spørgsmålet — og siden 1914 har vi levet i endens tid for denne verdensordning som styres af Satan. — 2 Timoteus 3:1-5, 13.

Guds rige vil inden længe fjerne alle der foretrækker at gøre det onde. De der vælger det gode vil få skænket evigt liv på en fuldkommen og renset jord under Guds herredømme. — Åbenbaringen 11:18; 21:3, 4.

„Se! Jeg gør alting nyt“

Den fremtid som Gud har tiltænkt jorden og dens lydige beboere vil fjerne alle fortidens dystre minder fra vort sind: „Det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ — Esajas 65:17, da. aut.

Når Guds herredømme er en realitet over hele jorden, vil alle de lidelser som mennesker har måttet gennemgå, til sidst viskes bort fra deres sind. Til den tid vil glæderne fortrænge ethvert uhyggeligt minde, for Bibelen lover: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4, 5.

Bibelen viser tydeligt at den tid er nær hvor Gud vil bruge sin store magt til at fjerne dem der forårsager lidelser, det være sig mennesker eller dæmoner. I Ordsprogene 2:21, 22 hedder det: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden.“ Ja, Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Det omfatter også Satan Djævelen.

Gud vil ikke tillade at de onde ødelægger jorden ret meget længere. Han vil heller ikke tillade at onde mennesker piner, torterer og fængsler deres medmennesker. Enhver der vælger ikke at rette sig ind efter hans retfærdige love, vil ikke blive tolereret. Kun de der respekterer Guds love og gør hans vilje, vil fortsat kunne leve.

For mere end 4000 år siden så Gud „at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang“. Derfor lod han Vandfloden komme over jorden. (1 Mosebog 6:5) I dag har Gud endnu større grund til at skride ind. Men hvis vi allerede nu priser Gud som vi rettelig bør, vil det evige liv inden længe blive vor lykkelige lod. — Esajas 65:17-25; Johannes 17:3; 1 Timoteus 6:19.

Men hvad med de millioner der er døde og som befinder sig i gravene, deriblandt ofrene for Holokaust? Hvilket håb er der for dem? Vil de blive glemt?

Vil ofrene for Holokaust vende tilbage?

ER DER håb for de millioner der døde under Holokaust? Kan vi forvente at Gud på uforlignelig vis vil yde disse ofre for nazismen retfærdighed?

De Hebraiske Skrifter fremholder et håb som for tusinder af år siden holdt Guds trofaste profeter og tjenere oppe. Var det et håb der byggede på den oldgræske idé om at mennesket havde en udødelig sjæl som levede videre efter døden? Næppe, for De Hebraiske Skrifter og den lære de indeholder er flere hundrede år ældre end den græske filosofi.

Menneskesjælen kan dø

Om skabelsen af det første menneske læser vi i Første Mosebog: „Da dannede Gud HERREN mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [hebraisk: næʹfæsj].“ (1 Mosebog 2:7, da. aut.) Her hvor den danske autoriserede oversættelse siger „et levende væsen“, siger The Jewish Publication Societys oversættelse af 1917 „en sjæl“. En sjæl, eller næʹfæsj, er altså et væsen, en skabning, det være sig et dyr eller et menneske.

Ikke et eneste sted i De Hebraiske Skrifter tilskrives næʹfæsj udødelighed. Faktisk forekommer ordet „udødelig“ slet ikke i De Hebraiske Skrifter. Tværtimod viser den hebraiske Bibel at næʹfæsj er personen selv, den levende sjæl. (Ezekiel 18:4, 20) Døden betyder altså at personen hører op med at eksistere som en levende sjæl, i det mindste for en tid. Det er en tilstand af total uvirksomhed, ligesom en dyb søvn, som salmisten David udtrykker det: „Se til mig, svar mig, Herre min Gud! Giv atter mine øjne glans, så jeg ikke sover dødens søvn.“ — Salme 13:4, Tanakh, A New Translation of the Holy Scriptures According to the Traditional Hebrew Text.

Døden beskrives i samme klare og logiske vendinger et andet sted i De Hebraiske Skrifter: „De døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ (Prædikeren 9:5, 10, da. aut.) Dette stemmer med den udtalelse Job kom med da han led: „Hvi døde jeg ikke i moders liv eller udånded straks fra moders skød? Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i fred.“ (Job 3:11, 13, da. aut.) Job har ganske givet ikke forestillet sig at han „rent faktisk var i live“ som en udødelig sjæl efter at han var død, sådan som „Vejledning om principperne for konservativ jødedom“ antyder.

Vil det sige at døden er ensbetydende med fuldkommen glemsel? Kun de færreste kan i dag huske navnene på deres forfædre fem eller ti generationer tilbage. Men hvad med Gud? Kan han huske dem? Vil han huske dem? Husker han de millioner af mennesker der blev ofre for nazisternes forfølgelse? Eller de millioner der er døde i meningsløse krige? Profeten Daniel troede på at Gud kan huske de døde. Hans profeti lader forstå at der vil finde en opstandelse sted af de døde, for han skrev: „Mange af dem, der sover under mulde, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky.“ — Daniel 12:2, da. aut.

Det gamle Israels trofaste konger og profeter håbede på en opstandelse til liv her på jorden. De havde intet ønske om at svæve omkring som immaterielle udødelige sjæle i det hinsidige. Dette håb om en opstandelse til fuldkomment liv på jorden gælder også for dem der lever i vor tid. Hvordan kan vi vide det?

Håb for Holokaust-ofrene

For mere end 1900 år siden omtalte en jødisk lærer dette håb da han sagde: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ (Johannes 5:28, 29) Udtrykket „mindegravene“ indebærer at de der befinder sig her, er i Guds erindring indtil den dag hvor de atter bliver oprejst til liv på jorden.

Det er altså rigtigt når det i „Vejledning om principperne for konservativ jødedom“, udgivet af en konservativ jødisk retning i De Forenede Stater, hedder: „Forestillingen om olam ha-ba (et liv efter dette) giver os håb om at vi ikke vil blive efterladt i graven, at vi ikke vil blive glemt.“ Hvis de opstandne vælger at adlyde Gud, vil han i sin loyale hengivenhed og retfærdighed gøre det muligt for dem at vælge et evigt liv under Jesu Kristi messianske styre.

Hvilken betydning har dette for de millioner af jøder, slavere og andre der blev ofre for Holokaust? De befinder sig i Guds erindring og venter på at blive oprejst til liv, hvorefter de vil få mulighed for selv at vælge om de vil være lydige mod Gud med liv til følge, eller om de vil være ulydige og derved blive afskåret fra livet. Det er vort håb at millioner af disse vil træffe det rette valg!

Hvis du kunne tænke dig at vide mere om hvilket håb der er for de døde kan du kontakte den lokale menighed af Jehovas Vidner eller skrive til udgiverne af dette blad efter et eksemplar af den indbundne bog Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, der er på 256 sider. Bog og forsendelse koster kr. 42,00.

[Illustration på side 20]

Bibelen lover at der vil finde en opstandelse sted og at ’det tidligere ikke vil blive husket’. — Esajas 65:17