Første Kongebog
2 Da Davids liv nærmede sig sin afslutning, gav han sin søn Salomon følgende instrukser: 2 “Jeg skal snart dø.* Vær derfor stærk,+ og vis dig som en mand.+ 3 Du skal holde din forpligtelse over for Jehova din Gud ved at vandre på hans veje og ved at rette dig efter hans love, hans befalinger, hans domme og hans påmindelser som de står skrevet i Moses’ Lov,+ for så vil du have succes med* alt hvad du foretager dig, uanset hvor du går hen. 4 Og Jehova vil opfylde det løfte han gav mig: ‘Hvis dine sønner er opmærksomme på hvordan de lever deres liv, og de vandrer trofast foran mig af hele deres hjerte og sjæl,*+ vil der altid sidde en mand fra din slægt* på Israels trone.’+
5 Du ved også hvad Joab, Serujas søn, gjorde mod mig, det som han gjorde mod Israels to hærførere, Abner,+ Ners søn, og Amasa,+ Jeters søn. Han dræbte dem og udgød krigsblod+ i fredstid, og han fik krigsblod på bæltet som han havde om livet, og på sandalerne som han havde på fødderne. 6 Du skal bruge din visdom og ikke lade hans grå hår gå ned i Graven* med fred.+
7 Men mod gileaditten Barzillajs+ sønner skal du vise loyal kærlighed, og de skal være blandt dem der spiser ved dit bord, for de hjalp mig+ da jeg flygtede for din bror Absalom.+
8 Og så er der benjaminitten Shimi, Geras søn, fra Bahurim. Det var ham der slyngede en ondskabsfuld forbandelse+ mod mig den dag jeg var på vej til Mahanajim,+ men da han kom ned for at møde mig ved Jordanfloden, sværgede jeg ved Jehova: ‘Jeg vil ikke dræbe dig med mit sværd.’+ 9 Du må ikke lade ham slippe for straf,+ for du er en klog mand, og du ved hvad du skal gøre med ham. Du skal sende hans grå hår ned i Graven* med blod.”+
10 Så lagde David sig til hvile hos sine forfædre, og han blev begravet i Davidsbyen.+ 11 David regerede over Israel i 40 år – 7 år i Hebron+ og 33 år i Jerusalem.+
12 Salomon satte sig så på sin fars, Davids, trone, og hans kongedømme blev med tiden grundfæstet.+
13 Adonija, Haggits søn, kom nu til Batseba, Salomons mor. Hun spurgte: “Kommer du med fred?” Han svarede: “Jeg kommer med fred.” 14 Så sagde han: “Der er noget jeg gerne vil tale med dig om.” Hun sagde: “Sig frem.” 15 Han fortsatte: “Du ved at kongemagten skulle have været min, og at hele Israel forventede* at jeg ville blive konge.+ Men kongemagten gik fra mig til min bror, for det var Jehova der gav ham den.+ 16 Men nu er der bare én ting jeg vil bede dig om. Du må ikke afvise mig.” Hun sagde: “Sig frem.” 17 Han sagde: “Jeg beder dig, sig til kong Salomon – for han vil ikke afvise dig – at han skal give mig Abishag+ fra Shunem til hustru.” 18 Til det sagde Batseba: “Udmærket! Jeg taler med kongen om det.”
19 Batseba gik så ind til kong Salomon for at tale med ham om Adonija. Kongen rejste sig straks og gik hende i møde, og han bøjede sig for hende. Så satte han sig på sin trone og sørgede for at der blev sat en trone frem til kongens mor så hun kunne sidde ved hans højre side. 20 Hun sagde nu: “Der er en lille ting jeg gerne vil bede dig om. Du må ikke afvise mig.” Kongen sagde til hende: “Sig hvad du ønsker, mor, for jeg vil ikke afvise dig.” 21 Hun sagde: “Lad din bror Adonija få Abishag fra Shunem til hustru.” 22 Kong Salomon svarede sin mor: “Hvorfor beder du mig om at give Abishag fra Shunem til Adonija? Du kan lige så godt bede om at han får kongemagten,+ for han er min storebror,+ og præsten Ebjatar og Joab,+ Serujas søn,+ støtter ham.”
23 Derefter sværgede kong Salomon ved Jehova: “Må Gud straffe mig hårdt hvis ikke Adonijas anmodning kommer til at koste ham livet. 24 Så sandt Jehova lever – ham der har sat mig på min fars, Davids, trone, og som har grundfæstet mit styre+ og bygget mig et hus,*+ sådan som han lovede – i dag skal Adonija dø.”+ 25 Kong Salomon sendte straks Benaja,+ Jojadas søn, afsted. Han gik ud og huggede Adonija ned, og han døde.
26 Til præsten Ebjatar+ sagde kongen: “Gå til dine marker i Anatot!+ Du fortjener at dø, men jeg vil ikke lade dig dø i dag, for du bar Den Suveræne Herre Jehovas ark foran min far, David,+ og du led sammen med min far under alle hans vanskeligheder.”+ 27 Salomon jagede så Ebjatar væk så han ikke kunne være præst for Jehova, og opfyldte på den måde det Jehova havde udtalt imod Elis hus+ i Shilo.+
28 Da Joab hørte hvad der var sket, flygtede han til Jehovas telt+ og greb fat i altrets horn – Joab havde nemlig støttet Adonija,+ men han havde ikke støttet Absalom.+ 29 Man meddelte kong Salomon: “Joab er flygtet til Jehovas telt, og han står ved altret.” Salomon sendte så Benaja, Jojadas søn, afsted. Han sagde til ham: “Gå hen og hug ham ned.” 30 Benaja gik hen til Jehovas telt og sagde til Joab: “Kongen siger: ‘Kom ud!’” Men Joab sagde: “Nej, jeg vil dø her!” Så gik Benaja tilbage til kongen og fortalte ham hvad Joab havde svaret. 31 Kongen sagde til ham: “Gør som han siger. Hug ham ned og begrav ham, og fjern skylden for det uskyldige blod som Joab har udgydt,+ fra mig og fra min fars hus. 32 Jehova vil gøre gengæld mod ham for det blod han har udgydt.* Uden at min far, David, vidste det, angreb han nemlig to mænd der var bedre og mere retfærdige end ham selv, og dræbte dem med sit sværd: Abner,+ Ners søn, Israels hærfører,+ og Amasa,+ Jeters søn, Judas hærfører.+ 33 Ansvaret for deres død skal hvile på* Joab og hans efterkommere* for evigt.+ Men må Jehova give David, hans efterkommere,* hans hus og hans trone fred for evigt.” 34 Så gik Benaja, Jojadas søn, hen og huggede Joab ned og dræbte ham, og han blev begravet ved sit hus i ørkenen. 35 Kongen satte Benaja,+ Jojadas søn, over hæren i stedet for Joab, og kongen lod præsten Sadok+ overtage Ebjatars plads.
36 Derefter sendte kongen bud efter Shimi+ og sagde til ham: “Byg dig et hus i Jerusalem, og bo der; du må ikke forlade byen for at tage et andet sted hen. 37 Du skal vide at den dag du gør det og går over Kedrondalen,+ skal du dø. Det vil være din egen skyld at du dør.”* 38 Shimi svarede kongen: “Det du siger, er kun rimeligt. Din tjener vil gøre som min herre og konge siger.” Og Shimi boede i Jerusalem i lang tid.
39 Men tre år senere flygtede to af Shimis trælle til Akish,+ Maakas søn, kongen i Gat. Shimi fik at vide at hans trælle var i Gat, 40 så han sadlede straks sit æsel og tog til Akish i Gat for at finde dem. Da Shimi vendte tilbage fra Gat med sine trælle, 41 fortalte man Salomon: “Shimi forlod Jerusalem og tog til Gat, men nu er han hjemme igen.” 42 Kongen sendte bud efter Shimi og sagde til ham: “Lod jeg dig ikke sværge ved Jehova, og advarede jeg dig ikke: ‘Du skal vide at den dag du forlader byen for at tage et andet sted hen, skal du dø’? Og sagde du ikke til mig: ‘Det du siger, er kun rimeligt; jeg skal nok adlyde’?+ 43 Hvorfor har du ikke holdt den ed du sværgede foran Jehova, og adlydt den befaling jeg gav dig?” 44 Kongen sagde så til Shimi: “Du ved i dit hjerte hvor meget ondt du har gjort mod min far, David,+ og Jehova vil lade din ondskab ramme dig selv.+ 45 Men kong Salomon skal være velsignet,+ og Davids trone vil være grundfæstet foran Jehova for evigt.” 46 Derefter gav kongen Benaja, Jojadas søn, befaling om at dræbe Shimi. Han gik så ud og huggede ham ned, og han døde.+