Torsdag den 6. november
“Tak Gud for alt.” – 1. Thess. 5:18.
Der er utroligt meget vi kan sige Jehova tak for i vores bønner. Alle de gode ting vi hver især har i vores liv, kan vi takke ham for, for enhver god gave kommer fra ham. (Jak. 1:17) For eksempel kan vi i vores bønner give udtryk for vores værdsættelse af den smukke jord vi bor på, og den fantastiske natur. Vi kan også fortælle ham hvor taknemmelige vi er for vores liv, vores familie, vores venner og vores håb. Og vi vil selvfølgelig gerne takke Jehova for at han har gjort det muligt for os at blive hans venner. Vi lever i en meget utaknemmelig verden, hvor folk ofte er mere fokuseret på hvad de gerne vil have, end på at vise værdsættelse af det de har. Hvis vi lader den indstilling smitte af på os, kan vores bønner nemt bare blive en lang række anmodninger. Så vi må gøre en bevidst indsats for at tænke over de mange grunde vi personligt har til at være taknemmelige. Det vil give os større værdsættelse af alt det Jehova gør for os, og vi vil helt naturligt få lyst til at give udtryk for det i bøn. – Luk. 6:45. w23.05 4 § 8-9
Fredag den 7. november
Bliv ved med at bede i tro, uden overhovedet at tvivle. – Jak. 1:6.
Jehova er en kærlig Far, og han bryder sig ikke om at se at vi har det svært. (Esa. 63:9) Han forhindrer ikke at vi kan blive ramt af svære problemer, men han lover at han vil hjælpe os når vi ‘går gennem floder eller ild’. (Esa. 43:2) Og han vil ikke tillade at vi kommer ud for en prøvelse der gør det umuligt for os at være trofaste mod ham. Ved hjælp af sin hellige ånd vil han give os styrke til at klare det. (Luk. 11:13; Flp. 4:13) Vi kan altså være helt sikre på at Jehova altid vil give os det vi har brug for så vi kan holde ud og blive ved med at tjene ham. Jehova forventer at vi har tiltro til ham. (Hebr. 11:6) Hvis problemerne bare tårner sig op, kan vi nogle gange føle os helt overvældede og måske endda blive usikre på om Jehova vil hjælpe os. Men i Bibelen bliver vi forsikret om at vi ‘med kraften fra Gud kan klatre over en mur’. (Sl. 18:29) Så i stedet for at dvæle ved tvivlstanker må vi bede til Jehova med fuldstændig tillid til at han vil besvare vores bønner. – Jak. 1:6, 7. w23.11 22 § 8-9
Lørdag den 8. november
Kærlighedens ild er et flammende bål, den er Jahs flamme. Brusende vande kan ikke slukke kærligheden, og floder kan ikke skylle den væk. – Højs. 8:6, 7.
Sikke en smuk beskrivelse af sand kærlighed! De her ord indeholder en opmuntrende garanti for alle ægtepar: I kan have en stærk kærlighed til hinanden hele livet. Det kræver noget af et ægtepar hvis de skal holde liv i kærligheden. Det kan illustreres med et bål. Egentlig kan det jo brænde for evigt, men det kræver at der er nogen der lægger brænde på. Hvis ikke man gør noget, vil ilden på et tidspunkt gå ud. På samme måde kan kærligheden mellem en mand og en hustru blive ved med at være stærk, men det kræver at de bliver ved med at passe og pleje deres forhold. I perioder kan et ægtepar måske føle at deres kærlighed er kølnet. Noget der kan lægge pres på ægteskabet, er økonomiske problemer, udfordringer med helbredet eller børneopdragelse. Så hvis et par skal kunne holde “Jahs flamme” i live, må de begge to arbejde på at have et nært forhold til Jehova. w23.05 20-21 § 1-3