Onsdag den 23. juli
“I har givet mig store problemer.” – 1. Mos. 34:30.
Jakob udholdt mange svære ting. To af hans sønner, Simeon og Levi, bragte skam over familien og over Jehovas navn. Og hans elskede kone, Rakel, døde da hun fødte deres andet barn. Og på grund af en slem hungersnød var han tvunget til i en høj alder at flytte til Egypten. (1. Mos. 35:16-19; 37:28; 45:9-11, 28) På trods af alt det Jakob kom ud for, bevarede han en stærk tro på Jehova og havde fuld tillid til hans løfter. Og Jehova gjorde det klart for Jakob at han var med ham. Det gjorde han blandt andet ved at velsigne ham materielt. Og tænk bare på den glæde og taknemmelighed han må have følt da han blev genforenet med sin søn Josef, som han troede var død! Det var Jakobs nære venskab med Jehova der gjorde ham i stand til at udholde de svære ting han kom ud for. (1. Mos. 30:43; 32:9, 10; 46:28-30) Når vi bevarer et tæt forhold til Jehova, kan vi også klare uventede problemer. w23.04 15 § 6-7
Torsdag den 24. juli
“Jehova er min Hyrde. Jeg skal intet mangle.” – Sl. 23:1.
Salme 23 er en sang der udtrykker tillid til Jehovas kærlighed og dybe omsorg. David, der skrev salmen, beskriver det stærke bånd der var mellem ham og hans Hyrde, Jehova. Han følte sig tryg ved at lade sig lede af Jehova, og han var fuldstændigt afhængig af ham. David vidste at Jehovas kærlighed ville følge ham resten af hans liv. Hvorfor var han så sikker på det? David følte ikke han manglede noget, fordi Jehova altid tog sig af ham. Han var også klar over at han var Jehovas ven og havde hans godkendelse. Derfor havde han tillid til at Jehova ville blive ved med at tage sig af ham uanset hvad der ville ske i fremtiden. Davids tillid til Jehovas dybe kærlighed var stærkere end de bekymringer han havde, og gav ham stor glæde og tilfredshed. – Sl. 16:11. w24.01 28-29 § 12-13
Fredag den 25. juli
“Jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på denne verdensordning.” – Matt. 28:20.
Siden Anden Verdenskrig har Jehovas Vidner i mange lande haft en vis fred og frihed til at forkynde. Faktisk har arbejdet båret stor frugt. I dag lader Det Styrende Råd sig også lede af Kristus. De vil gerne sikre sig at de instruktioner de giver, afspejler Jehovas og Jesus’ syn på tingene. Kredstilsynsmænd og ældste videregiver Det Styrende Råds vejledning til menighederne. De salvede ældste, og i udvidet forstand alle ældste i menighederne, er i Jesus’ “højre hånd”. (Åb. 2:1) De ældste er selvfølgelig ufuldkomne og begår fejl, ligesom Moses, Josva og apostlene nogle gange gjorde. (4. Mos. 20:12; Jos. 9:14, 15; Rom. 3:23) Men det er tydeligt at se at Jesus leder den trofaste træl og de ældste, og det vil han blive ved med at gøre. Vi har derfor al mulig grund til at stole på den vejledning han giver gennem dem der er udnævnt til at føre an. w24.02 23-24 § 13-14