Alvorlig ulykke med en lykkelig udgang

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I ECUADOR

DET skete i Cuenca i Ecuador om eftermiddagen den 20. januar 1969. En tungt læsset lastvogn bakkede ind i en smal indkørsel på en kommuneskole. En lille pige på ti år, som åbenbart troede at lastvognen godt kunne komme forbi hende, blev stående i indkørselen. Men da baghjulene på det store køretøj passerede hende greb de fat i hendes tøj, og skrækslagne tilskuere så hende blive trukket ind under hjulene.

Alarmeret af pigens skrig standsede chaufføren og steg ud for at se hvad der var sket. Til sin forfærdelse så han den lille pige ligge hårdt kvæstet under hjulene! Han var standset lige oven på hende! Det eneste han kunne gøre var at køre frem igen, og bilens store vægt kom atter til at hvile på de beskadigede legemsdele. Det viste sig at hjulene var kørt hen over hendes venstre ben og hendes underliv. Under udrykning blev hun kørt på hospitalet, forbavsende nok stadig ved bevidsthed.

Hvad var det første den lille pige sagde da hendes ulykkelige moder kom til? „Mor, jeg kan ikke dø endnu. Jeg har jo ikke engang holdt bibelstudium med nogen!“ Og på eget initiativ fortalte hun sygeplejerskerne at hun ikke ville have blodtransfusion. Hvad for noget? En slemt tilskadekommen lille pige som ikke ville dø fordi hun gerne ville undervise andre i Bibelens lære? Sygeplejerskerne troede ikke deres egne ører!

Læge respekterer troen

Lægen kom til og anbefalede straks at man opererede for at finde ud af hvilke indre kvæstelser der var opstået. Barnets fader indvilligede heri, men påpegede at operationen skulle gennemføres uden blod. Lægen blev chokeret. Han havde aldrig foretaget en så alvorlig operation uden blod før. Men forældrene forklarede ham at de ønskede at adlyde Guds lov om blodet. (3 Mos. 17:14; Ap. G. 15:20) De bad ham indtrængende om at gøre hvad han kunne for den lille pige; så skulle de nok påtage sig ansvaret for at operationen blev udført uden blod.

Lægen indvilligede. „Jeg har selv en religiøs overbevisning og vil gerne have at andre skal respektere den,“ sagde han, „så derfor vil jeg også respektere Deres.“

Lige før pigen blev kørt ind på operationsstuen sagde hun til sin fader: „Vær ikke ked af det, far.“ Timerne slæbte sig af sted — fem angstfulde timer måtte forældrene vente. Slægtninge og andre kom for at støtte og trøste dem. Hvad oplevede de? At forældrene roligt forklarede dem at hvis pigen døde, så havde de den forvisning at de ville se hende igen i opstandelsen. Det var en uforglemmelig scene!

Forældrenes tillidsfulde holdning gjorde et stort indtryk på lægen og på mange af dem der var kommet for at høre om udfaldet af operationen. „Jeg har selv børn,“ sagde en, „men jeg kunne aldrig have været så rolig i sådan en situation.“

En anden sagde: „Hvis jeg kunne have en tro som disse mennesker, ville jeg være den lykkeligste mand på jorden.“

En nabo som var enke kom for at trøste forældrene, og da hun gik sagde hun: „I de to år der er gået siden min mand døde har jeg været deprimeret; men nu da jeg har set jer og jeres tro på Gud og det håb I har, er jeg glad og lykkelig for første gang.“

Efter operationen . . .

Endelig kom lægen og aflagde beretning. Der var ikke brækket noget, men der var sket alvorlige indre kvæstelser. Hovedarterien til mellemgulvet var beskadiget, og pigen havde mistet mere end halvdelen af sit blod. Men da operationen blev foretaget var blødningen allerede standset fordi blodet var størknet. En arterie var blevet beskadiget kun ti centimeter fra hjertet, og alligevel var pigen ikke forblødt! Kirurgen forstod det ikke.

Desuden var leveren revnet. Og på grund af det enorme tryk var mavesækken blevet presset tværs igennem mellemgulvet og havde revet hul i denne muskel to steder. Mellemgulvet var derpå sunket sammen og havde beskadiget venstre lunge, og der var gået hul på hjerteposen. Lastvognen var med andre ord standset lige før hjulene nåede hjertet. Et par centimeter til, og pigen havde været dræbt på stedet!

Lægen var tilfreds med operationens forløb. Han var også glad for at forældrene optrådte så roligt og behersket at ingen gråd eller ubeherskede skrig havde gjort ham usikker. Han kunne gå i gang med den vanskelige opgave med nerverne i ro.

Men der var stadig fare på færde. Hvad med blodtabet? Og hvad med risikoen for infektion? Blot én af disse ting kunne medføre døden. Under den langvarige operation havde kirurgen måttet undersøge tarmene centimeter for centimeter for at se om de var blevet kvæstet. Han havde også grundigt undersøgt alle andre organer som måske havde lidt skade. Man kunne stadig se virkningerne af det store tryk pigens legeme havde været udsat for. Små bitte blodkar var bristet på hendes hals og i hendes øjne.

Den næste morgen vågnede Mimi (det er hendes kælenavn) ret klar i hovedet, og forbavsende nok klagede hun ikke over smerter i forbindelse med operationen. Den farlige periode på to døgn gik uden tegn på infektion. Alle de ansatte på hospitalet var forbløffede over at den lille pige havde overlevet operationen uden blodtransfusion og allerede var ved hurtigt at komme sig, blot fem dage efter.

En uge efter ulykken blev Mimi udskrevet fra hospitalet, og hendes tilstand blev bedre og bedre. Men så stødte der en meget alvorlig komplikation til. Der samlede sig væske omkring hjertet, muligvis på grund af hullet i den beskyttende hjertepose. Hvad kunne der nu ske? Situationen vakte bekymring. Hvis væsken ikke forsvandt af sig selv måtte pigen sikkert igennem en ny alvorlig operation, som ville berøre hjertet.

Næste dag blev Mimi undersøgt af en hjertespecialist. Hverken han eller hendes egen læge kunne skjule deres forbløffelse. I løbet af natten var væsken forsvundet, og alt fungerede normalt.

Fem og en halv uge efter ulykken kunne Mimi igen lege med sine veninder i skolen. De kvæstede organer var helet og hun havde ikke mén af den frygtelige oplevelse.

Rart at tænke tilbage på

Kan det virkelig være rart at tænke tilbage på denne alvorlige ulykke? Ja, hør blot! „Jeg er forbavset over min egen reaktion,“ sagde faderen bagefter. „Jeg anede ikke at jeg kunne tage en så chokerende situation uden at bryde sammen. Men straks vidste jeg at Jehova fuldt ud var klar over hvad vi trængte til. Så uanset om Mimi ville overleve eller dø fik jeg, ved at tænke på at Gud kærligt sørger for alt, en indre ro og styrke som jeg aldrig før har erfaret. Vi har læst at Jehova styrker sine tjenere under prøvelser. Nu ved jeg at han gør det.“

Og moderen sagde: „Da jeg så mit barn ligge dér, blev jeg først kold over det hele. Men i næste øjeblik blev jeg gennemstrømmet af en særlig varme, for jeg kom til at tænke på at vi var fuldstændig afhængige af Jehova. Jehovas ånd giver bestemt styrke og kraft.“

Hvad med kirurgen? Det var den vanskeligste operation der nogen sinde var blevet udført på hospitalet, og den var lykkedes uden blod. Han sagde: „Jeg har lært noget af dette.“ Hvad havde han lært?

Kort efter skulle en student opereres for blindtarmsbetændelse. Nogle mente at en blodtransfusion var nødvendig, men lægen afviste dette og sagde: „Siden januar har jeg opdaget at det er meget bedre at undgå transfusioner.“ Operationen blev gennemført, og patienten kunne kort efter passe sin undervisning igen.

Hele begivenheden gjorde også et dybt indtryk på tilsynsmanden for den lokale menighed af Jehovas vidner, en nordamerikaner. Han fortæller: „Jeg lagde mærke til hvor anderledes en sådan sag gribes an her, i sammenligning med hvad man kunne vente i De forenede Stater eller andre lande. Ingen avisoverskrifter udråbte at ’JEHOVAS VIDNER LADER BARN DØ’. I stedet fremhævede radioavisen at familien udviste en enestående tro og ligevægt under prøvelsen. I stedet for at fratage forældrene deres ret til at bestemme hvilken behandling det tilskadekomne barn skulle have ved egenmægtigt at tvinge en retskendelse igennem, viste kirurgen den rette respekt for forældrenes myndighed og samvittighed.“

En fremtrædende læge erklærede: „Jeg vil gerne nævne at dette tilfælde omtales som et rent mirakel blandt professionelle læger.“ Et lille hæfte som forklarer Guds lov om blodet blev i snesevis af eksemplarer uddelt til folk, heraf en del til læger som ønskede flere oplysninger om dette vigtige emne.

Endelig sagde Mimi selv: „Jeg takker Jehova fordi han hjalp mig. For hvis jeg var død ville mange mennesker have troet at det var fordi jeg ikke fik en transfusion. Men nu kan mange se at det er bedst at man altid følger Guds lov, også når det er svært.“