Hjælper det at bede?
GUD har altid fundet behag i bønner som denne: „Lær mig dine vedtægter!“ (Sl. 119:68) Talrige eksempler fra nutiden viser at han er meget interesseret i at besvare sådanne bønner.
En ældre japansk kvinde satte hver dag ris, vand og røgelse frem på sin kamidana. En dag bad hun i sit stille sind, idet hun foldede hænderne: „Hvis der findes en sand Gud, så lær mig hvem du er før jeg dør.“
Næppe havde hun bedt denne bøn før døren blev åbnet (i Japan er det skik at man åbner døren og kalder på husets beboere) og en stemme råbte: „Tillader De?“ Da den ældre dame kom hen til døren fortalte den besøgende hende høfligt at hun var kommet for at tale med hende om den sande Gud. Hendes bøn var blevet hørt! Hun begyndte at studere Bibelen og har nu lært mange ting om Jehova, den levende Skaber og den Gud der hører bønner.
Det sker ikke sjældent at Jehova Gud besvarer oprigtige bønner om at lære ham at kende, endog før den bedende har fuldført sin bøn. I en europæisk by var en mand i færd med at bede en sådan inderlig bøn, da han hørte et dunk på døren. Han løb hen og åbnede den. Det viste sig at den ene af to mænd der var gået forbi på trappegangen, var kommet til at støde mod døren med sin taske og var gået videre.
Manden kaldte på de to mænd i gangen. Han talte ikke landets sprog særlig godt, men de to mænd talte hans modersmål, og hvad mere er: De underviste i Bibelen! De var kommet for at besøge en anden der boede i samme bygning men som ikke var hjemme den dag. Overvældet af glæde tog manden straks imod tilbudet om at begynde et regelmæssigt bibelstudium. Hans bøn om at lære Gud at kende var i sandhed blevet hørt. Ikke alle bønner bliver besvaret så hurtigt, men Gud bønhører virkelig dem der oprigtigt ønsker at lære ham og hans krav at kende.
Har du ønsket at lære mere om den sande Gud, Skaberen af alle ting? Ville du være parat til at gøre hans vilje hvis den blev åbenbaret for dig? Selve dette blad kan udmærket være svaret på dine bønner. Ved at sætte dig i forbindelse med bladets udgivere eller andre af Jehovas vidner, kan du også træffe aftale om hvordan du kan få svar på dine spørgsmål om Gud.
En anden form for bøn som Gud har behag i, er bønner om hjælp til at gøre hans vilje. Salmisten David bekræfter at hans bønner blev hørt: „Jeg biede trolig på [Jehova], han bøjed sig til mig og hørte mit skrig.“ Hvorfor? Fordi Davids ønske var: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ — Sl. 40:2, 9.
En lønmodtager ville gerne have fri fra sit arbejde for at deltage i et kursus til oplæring af kristne ældste. Det var en meget travl tid på året for hans firma, og han var bange for at det ville være umuligt for ham at få fri fra arbejde, men han bad til Jehova Gud om vejledning og gik ind på direktørens kontor for at bede om fri. Han blev glædeligt overrasket da direktøren sagde: „Ja, tag De blot fri; det lader til at være et udmærket kursus.“
På den japanske ø Hokkaido boede en kristen som var en erfaren tømrer og som følte at han kunne gøre Guds vilje ved at hjælpe til med et kristent byggeprojekt. På det tidspunkt var der meget stærkt brug for tømrere på denne byggeplads, men manden havde mange familieforpligtelser. Hans kone støttede ham, og han bad om Jehovas hjælp til at lægge forholdene til rette på bedste måde.
Manden drev en forretning, et mindre familieforetagende der fremstillede og solgte tofu (en soyabønnemasse der er meget populær i Japan). Men hvem skulle levere tofuen til hans kunder mens han var væk for at hjælpe med byggeprojektet? Dette problem blev løst da der kom en mand til hans hus for at høre om familien vidste hvor han kunne få arbejde. „Har du kørekort?“ blev han spurgt. „Ja,“ var svaret. „Så kan du få arbejde her.“
Men hvem skulle føre tilsyn med fremstillingen og pakningen af tofuen? Mens manden var væk tog hans tre børn fat og lavede tofuen tidligt om morgenen. Selv den femårige dreng hjalp til ved at komme soyamassen i plasticposer. Han pakkede endog adskillige hundrede soyakager uden at brække en eneste, noget som selv erfarne voksne finder vanskeligt!
Konen havde tidligere haft visse problemer med helbredet, men de forsvandt netop mens han var væk. Kort sagt, fordi denne mand bad om at få mulighed for at gøre Guds vilje og handlede i overensstemmelse med sin bøn, blev alle forhindringer jævnet ud.
Svaret på dine bønner
Bliver dine bønner hørt? Føler du at du har lært Gud at kende? Har dit liv den dybe mening og det indhold det bør have? Har du bedt Gud om hjælp til at lære hans vilje at kende og at gøre den? Hvis det er tilfældet vil dine bønner blive hørt.
Men hvad så? Ét er at bede Gud om hans ledelse, noget andet at følge hans ledelse når man bliver bønhørt. Det anskueliggjorde Jesus ved at fortælle om en mand der henvendte sig til sin søn og sagde: „Min søn, gå hen og arbejd i vingården i dag.“ Sønnen svarede: „Jeg går, herre.“ Men han gik ikke derhen. — Matt. 21:28-32.
I dag er der mange som tjener Gud med munden, men som ikke virkelig ønsker at gøre hans vilje. De ønsker at Gud skal tjene dem, men de er ikke interesseret i at tjene Gud. De vil gerne have hjælp til at få en god eksamen, blive rige og opnå succes i livet, men det er af selviske grunde og ikke for bedre at kunne tjene Gud. (Jak. 4:3) De svar Gud giver i overensstemmelse med sin vilje, vælger de at ignorere.
Men tilhører du det mindretal der i dag virkelig ønsker at kende Gud, at behage ham og at se hans vilje ske overalt på jorden — så kan du være forvisset om at han vil bønhøre dig. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig til at lære mere om den sande Gud, ham som hører bønner. Og hvis du giver ham lov til det, vil han vise dig at det virkelig hjælper at bede.