Der er aldrig penge nok!

KONG Salomon sagde: „Dine penge kan forsvinde på et øjeblik, som om de havde fået vinger og var fløjet bort som en ørn.“ (Ordsprogene 23:5, Today’s English Version) Man kan ødsle sine penge bort, som generalen der gik fallit efter at have købt „to Cadillac’er og en minkkåbe nummer to til sin kone“.

Også et helt land kan leve over evne. For eksempel har De forenede Stater efterhånden en intern gæld på over en billion dollars! Også andre lande har efterhånden fået en enorm gæld, inklusive statsgælden til andre lande — for eksempel Sovjetunionen (statsgæld på 16 milliarder dollars) og Filippinerne (10 milliarder dollars).

’Hvorfor har de lande ikke levet mere fornuftigt?’ spørger man måske. For det første har der i vor tid været en uhørt efterspørgsel efter materielle goder. Økonomen Irving S. Friedman forklarer: „Efter den anden verdenskrig kunne ingen regering overleve, og intet oppositionsparti komme til magten, medmindre man lovede hurtige, altomfattende og store fremskridt i levestandarden.“ Dertil skulle regeringerne bruge penge — masser af penge — så de kunne bygge de veje, skoler, hospitaler og boliger folk forlangte. Hvad førte det til? Store lån og enorme gældsposter i hele verden. Efter 1973 blev situationen drastisk forværret.

Det var i det år de olieeksporterende landes organisation OPEC skar hårdt ned på leverancerne af olie til resten af verden. Verden vaklede, mens oliepriserne skød op med raketfart. Værst gik det dog ud over u-landene.

De store olieindtægter

OPECs taktik virkede, og dets medlemmer blev pludselig kolossalt rige (skønt nogle af dem senere er kommet ud i økonomiske vanskeligheder på grund af faldende priser og overproduktion af olie). Store dele af de nye rigdomme gik til de kapitalhungrende u-lande. Men det viste sig at dette ønske om fortjeneste blev ’roden til mange skadelige ting’. — 1 Timoteus 6:10.

De store kapitaltilførsler satte gang i inflationen, som mange lande havde prøvet at holde nede ved hjælp af skyhøje renter. De forgældede lande sad fast som i en fælde — de havde brug for flere penge, men kunne ikke engang betale renterne på deres gamle lån. Som vi vil se, udgør disse gældsposter nu en trussel mod hele verdens økonomiske system!

Penge til den tredje verden

Efter den anden verdenskrig oprettede man Verdensbanken og Den internationale Valutafond (IMF) for at man derigennem kunne udlåne penge til lande der var i nød. Det er de velhavende lande der finansierer dette. For kort tid siden erklærede Verdensbankens præsident, A. W. Clausen, at „et af Verdensbankens centrale og vigtigste mål er at afhjælpe fattigdommen“. Disse instanser har ganske rigtigt tilført u-landene store mængder nødvendig kapital. Man kan dog ikke lade være med at tænke på de vise ord i Ordsprogene 22:7: „Over fattigfolk råder den rige, låntager bliver långivers træl.“ Af frygt for afhængighed vægrer nogle af u-landene sig ved at tage imod hjælp fra disse hjælpeinstanser. Hvad er grunden til det? For at beskytte sine investeringer kræver Den internationale Valutafond at lånerlandet foretager nogle drastiske indgreb i sin økonomiske politik, så der måske kan skaffes balance i budgettet. For eksempel kan offentlige udgifter skæres ned og valutaen devalueres. Økonomisk set er disse ideer måske gode nok, men de kan også føre til kaos i et fattigt land.

En økonom har udtrykt at når man påtvinger et u-land disse betingelser, er det „som at kaste et anker ud til en mand der er ved at drukne“.

Det er nytteløst bare at trykke flere pengesedler — det får kun inflationens kvælende greb til at strammes yderligere. De forgældede lande vil derfor ofte ikke have andet valg end at bukke under for de internationale låneorganisationers krav.