Vi ser nærmere på himmelrummet

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Australien

HVOR længe er det siden du sidst kastede mere end et hurtigt, tilfældigt blik på nattehimmelen? Hvis du en gang imellem tager dig tid til at betragte stjernerne, er du ganske givet klar over at man hverken behøver at have kikkert eller teleskop for at føle sig helt overvældet af hvor kæmpemæssigt, kompliceret og storslået universet er. For næsten 3000 år siden gav kong David af Israel udtryk for en følelse mange nærer nu og da. Han skrev: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?“ — Salme 8:4, 5.

David talte om de stjerner han kunne se med det blotte øje. Men siden Galileis tid er menneskets naturlige syn blevet forstærket ved hjælp af teleskopet, og man har derfor fundet ud af at himmelrummet er langt større end man havde forestillet sig. Man har opdaget at mange af de tindrende stjerner i virkeligheden er enorme sole, hvoraf nogle er langt større end vor egen sol. Det er bare afstanden der får dem til at forekomme så små. Man har også fundet ud af at der i hele himmelrummet findes milliarder af kæmpestore, kredsende solsystemer, der kaldes galakser.

I den galakse vor sol tilhører, er der milliarder af andre sole. Nogle galakser er så store at lyset, der bevæger sig med en hastighed af næsten 300.000 kilometer i sekundet, er en halv million år om at nå igennem dem. De fleste galakser befinder sig imidlertid for langt borte til at man kan se dem med det blotte øje, på trods af at der i disse galakser findes utallige stjerner der afgiver lige så meget lys som vor sol, eller endnu mere.

Slet ikke en stjerne!

Inden for de seneste årtier er de optiske teleskoper blevet suppleret med et andet instrument, radioteleskopet, som kan opfange radiobølger der når frem til jorden fra det ydre rum. Ved hjælp af dette har astronomer givet os endnu større viden om „månen og stjernerne“. De har endda fra tid til anden opdaget stjernelegemer som de ikke anede eksisterede. For eksempel opdagede de astronomer der benyttede det optiske teleskop i Mount Palomar i Californien i 1963, ved hjælp af et radioteleskop, pludselig et nyt og ganske uventet objekt i himmelrummet.

På det tidspunkt, i begyndelsen af 1960erne, var man først så småt begyndt at gøre brug af radioastronomi. Man kunne ganske vist opfange radiobølger der kom fra kilder i rummet, men videnskabsmændene havde svært ved at bestemme nøjagtigt hvorfra de kom. I 1963 ændredes situationen drastisk da man kunne forudsige at en bestemt radiokilde i det ydre rum måske ville blive midlertidigt „blokeret“ når månen passerede hen foran den. Da man kender månens position, skulle det være muligt ud fra denne hændelse at afgøre nøjagtigt hvorfra radiostrålingen kom. Observationerne blev foretaget med Parkes-radioteleskopet i Australien, og kronet med held: Man fandt ud af at radiobølgerne kom fra en uklar, blålig stjerne.

Man studerede nu stjernen nærmere ved hjælp af det store, optiske spejlteleskop i Mount Palomar, der har en diameter på cirka fem meter. Til alles overraskelse opdagede man at objektet slet ikke var en stjerne! Man kaldte det derfor en kvasar, hvilket er en forkortelse af det engelske „quasi-stellar radio source“ („stjernelignende radiokilde“). Man har beregnet at den befinder sig så langt borte at lyset fra den er to milliarder år om at nå frem til os. Alt tyder på at den er relativt lille, og dog afgiver den en helt utrolig lysmængde.

Nu kender man langt flere kvasarer. Man har anslået at mindst ti millioner kan ses ved hjælp af et stort teleskop. De fleste astronomer mener at de befinder sig meget langt fra jorden, fra 2 til 15 milliarder lysår.a Dr. Edward R. Harrison, der er astronom og fysiker, beskriver kvasarerne med disse ord: „Forestil dig at et stort værelse svarer til hele galaksen. I denne målestok er den stærkt lysende kvasar ikke andet end et støvfnug der svæver rundt i luften.“ Og dog afgiver hvert af disse „støvfnug“ i gennemsnit hundrede gange mere energi end alle de milliarder af stjerner der er i vor galakse, afgiver tilsammen!

Hvad er disse kvasarer for noget? Det er der ingen der ved, men man har mange teorier. En spændende teori lyder således: Lyset fra de fjerneste kvasarer er 15 milliarder år om at nå frem til os. Det betyder at vi ser dem som de var for 15 milliarder år siden. Ingen kendt kvasar er længere end 15 milliarder lysår borte; de giver os altså et billede af noget der begyndte at ske for 15 milliarder år siden.

Ifølge den teori man i øjeblikket hælder mest til, opstod universet med et „stort brag“ for omkring 18 til 20 milliarder år siden. Kvasarerne blev altså til da universet „kun“ var mellem 3 og 5 milliarder år gammelt. Ifølge teorien skete det ved omtrent samme tid som galakserne begyndte at dannes. Kvasarer kan derfor være galakser der er ved at dannes.

Pulsarer

I 1967 blev astronomerne endnu en gang forbløffede da de opdagede et objekt der teede sig så besynderligt at de antog det for at være en intelligens i rummet der forsøgte at kontakte jorden.

Folkene på Mullard Radio Astronomy Observatory i Cambridge i England var ved at foretage nogle rutineundersøgelser da de blev opmærksomme på et signal de ikke tidligere havde observeret. Det var et radiosignal der tændtes og slukkedes, pulserede, i en regelmæssig rytme. Som man kan forestille sig er radioastronomien plaget af forstyrrelser fra lokale kilder, for eksempel biler der kører forbi. I begyndelsen ignorerede man derfor disse mystiske signaler. En mere systematisk undersøgelse viste imidlertid at signalerne ikke skyldtes trafikken, men kom fra det ydre rum!

Men hvorfra i det ydre rum? Denne gang viste det sig at signalerne kom fra stjerner i vor egen galakse. Man kaldte dem pulsarer på grund af deres mærkelige, pulserende lys og radiostråling. Pulsarer er imidlertid anderledes end almindelige stjerner. For at udsende deres karakteristiske signaler må de rotere, og kan måske sammenlignes med lyskilden i et fyrtårn. Og da de pulserer cirka en gang i sekundet — der er endda en der pulserer 30 gange i sekundet — må de være meget små og snurre rundt som en top. Astronomer mener nu at pulsarer måske kun er 24 kilometer i diameter, men så kompakte at en kubikcentimeter må veje hundredtusinder af tons. De mener også at pulsarerne må være meget varme og at de har et kæmpestort tyngdefelt. Nogle særdeles underlige objekter!

Vore nærmeste naboer

I de seneste årtier er der også sket en forbavsende ændring med hensyn til vor viden om nogle af vore nærmeste naboer. Som du ved, er jorden kun én af mindst ni planeter der kredser om solen. Ubemandede rumskibe har på rejse ud i det tomme rum passeret de andre planeter og transmitteret billeder til jorden. Det har vist sig at vore naboer er ærefrygtindgydende, men ikke særlig indbydende.

Venus er en afsvedet verden hvis overflade er varmere end smeltet bly, og den er til stadighed omgivet af skyer der består af svovlsyre. Mars er kold og livløs, og der er ingen spor af de sagnomspundne marsmænd. Det lader til at Jupiter fortrinsvis består af gasarter. Den udstråler energi (men ikke så meget at den kan kaldes en sol) og er omgivet af et miniaturesolsystem med 16 måner. Man mente længe at Saturn, den næste planet i rækken, var den eneste der var omgivet af ringe, men Saturn mistede dette monopol da man også opdagede ringe omkring Jupiter og Uranus. Disse tåler dog ingen sammenligning med Saturns ringe, der stadig er de smukkeste.

I 1979 opdagede rumskibet Voyager I at det ikke kun er på jorden der findes aktive vulkaner. Da det lille rumskib passerede Io, en af Jupiters største måner, fotograferede det en vulkan der netop var i udbrud. Man fandt desuden ud af at jordens højeste bjerg, Mount Everest, ikke kan regnes med til de højeste bjerge i universet. Et vulkankrater på Mars ved navn Olympus Mons knejser for eksempel 24.000 meter over planetens overflade.

Utrolige tal

Det er umuligt at tale om universet uden at gøre brug af nogle meget store tal. Vor egen jord er for eksempel omkring 12.900 kilometer i diameter. Til sammenligning er solen cirka 1.392.000 kilometer i diameter — jorden kunne være inden i den over en million gange. Solens overfladetemperatur er næsten 6000 grader celsius og i kernen mener man at den stiger til over 15.000.000 grader.

I sammenligning med en stjerne der i 1981 blev undersøgt nærmere af en Explorer-satellit, er vor sol imidlertid ret lille. Denne hede, blå stjerne der kun kendes som R136a, er ti gange varmere end vor sol, 2500 gange mere kompakt, en million gange større og hundrede millioner gange lysere! Ufatteligt, ikke?

Mange af de teorier man har fremsat for at forklare disse fantastiske undere, vil uden tvivl blive revideret fra tid til anden. Men ét er sikkert — vi lever i et vidunderligt univers, og jo længere vi bliver i stand til at se ud i himmelrummet, jo mere gribes vi af samme ærefrygt, en ærefrygt som også kong David gav udtryk for. „Et menneskebarn“ er i sandhed ubetydeligt i sammenligning med månen og stjernerne!

Ja, vor større viden om himmelrummet understreger vor lidenhed — men giver os også større værdsættelse af og ærefrygt for Jehova Gud, den dynamiske kilde til alle disse vidundere. Bibelen giver os denne opfordring: „Løft eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.“ — Esajas 40:26.

[Fodnote]

[Illustration på side 17]

Ringene omkring planeten Saturn er stadig de smukkeste i solsystemet