Som advokat satte jeg Gud på prøve

MINE forældre lagde stor vægt på uddannelse. Til trods for den økonomiske byrde det medførte, sendte de alle os otte børn i katolske skoler.

Hver aften i maj måned bad vores familie rosenkransen. I løbet af denne måned, der blandt katolikker er specielt viet til Jesu moder, satte min broder og jeg af og til et lille alter op derhjemme til blomster og med en statue af Maria.

Hver eneste dag under fasten stod vi alle op klokken seks om morgenen for at gå til messe. En sommer hvor jeg var messedreng, overværede jeg to til tre messer om dagen. Jeg overvejede endog at blive præst.

Jeg får tvivlstanker

Men situationen forandrede sig. I gymnasiet blev jeg ret optaget af sport, hvilket førte til at jeg fik et fodboldstipendium der gjorde at jeg kunne betale for at komme på universitetet. Det var også i gymnasiet jeg begyndte at tvivle på om min tro var sand. Jeg husker en time hvor vi havde en præst som lærer. Vi begyndte en klassedrøftelse ud fra den forudsætning at der ingen Gud var til, og målet var at vi til sidst skulle nå frem til den slutning at der virkelig findes en almægtig Gud. Problemet var at præsten, da vi var halvejs gennem diskussionen, ikke længere kunne besvare vore spørgsmål om udviklingsteorien. Desuden var det pinligt at se ham krympe sig da vi spurgte ham: „Hvorfor skal vi kalde dig fader når Jesus sagde at man ikke skulle kalde noget menneske for Fader?“ — Mattæus 23:9.

Dengang forsøgte jeg at overvinde mine tvivlstanker, og jeg fortsatte med at bede og gå til messe. Men da jeg ved hjælp af mit stipendium kom på universitetet i Washington blev det endnu værre. Som det skete for så mange andre studerende der dyrkede sport, blev min gudsdyrkelse hurtigt noget jeg brugte i selvisk øjemed. Før hver sportskamp gik jeg til messe og bad om at måtte vinde. Når jeg efter kampen festede med mine holdkammerater glemte jeg alt om Gud. Det var på det tidspunkt at Vietnamkrigen rasede, hvilket fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved den måde tingene kørte på. I mit sidste studieår på universitetet røg jeg marihuana hver eneste dag.

Her hørte vi ikke hjemme

I 1968 begyndte jeg på det juridiske fakultet ved San Diegos katolske universitet. Her forsøgte jeg at slå en handel af med Gud. Jeg mente at hvis jeg gik til messe kunne jeg være sikker på at han ville sørge for at jeg fik gode karakterer. Det var i løbet af mit første semester her at jeg mødte Melinda, og den følgende sommer blev vi gift. Dagen efter vort bryllup stod vi op for at gå til messe men kom lidt for sent. Efter at have stået bagest i kirken et stykke tid, så vi os omkring. Derefter så vi på hinanden. Vi følte simpelt hen ikke vi hørte til her. Vi forlod kirken og har aldrig været til messe siden.

Da vi et par år senere fik vores første søn, Joshua, arbejdede jeg i et advokatfirma sammen med en gruppe advokater der forsvarede fattige mennesker som var tiltalt for at have begået kriminelle handlinger. Jeg syntes det var det helt ideelle job for mig, for jeg var blevet temmelig radikal på grund af det røre Vietnamkrigen havde skabt. Jeg følte at jeg kunne irritere en korrupt regeringsmagt ved at tvinge den til at bruge penge ved domstole, og samtidig kunne jeg hjælpe folk.

En barnepige har svarene

Jeg fik engang til opgave at forsvare en mand der var tiltalt for at nægte at gå ind i militæret. Det viste sig at han var et af Jehovas vidner og var besluttet på ikke at slå andre ihjel men i stedet ønskede at følge fredens vej. (Esajas 2:4) Hans forklaringer og det læsestof han gav mig gjorde ikke videre indtryk på mig. Men senere stiftede vi bekendtskab med Jehovas Vidner på en anden måde. Når vores søn, Joshua, stillede nogle ganske enkle spørgsmål om Gud som min kone ikke kunne svare på, viste det sig at vores barnepige, som var et af Jehovas vidner, kunne pege på svarene.

Min kone, Melinda, var blevet opdraget som katolik og havde gået på et universitet der blev drevet af jesuiterordenen. Men hun havde alligevel mistet troen på Gud. Engang hun var på ferie i Rom bad hun faktisk om at få paven at se, da hun var sikker på at det ville give hende troen igen. Hun fik ham at se — da han blev båret forbi på skuldrene af nogle mænd. I stedet for at få styrket sin tro blev hun overbevist om at dette ikke var den enkle livsform Jesus lærte om.

Det er derfor ikke svært at forstå hvorfor Melinda blev Joshua svar skyldig når han stillede spørgsmål. Hun var imidlertid glad for at finde tilfredsstillende svar i bogen Vi lytter til den store Lærer, som hun havde fået af barnepigen. Senere mødte Melinda en bekendt fra gymnasiet som nu var et Jehovas vidne. Melinda spurgte hende: „Hvordan er det gået til at du er blevet et Jehovas vidne, og hvordan kan du tro på Bibelen? Den er så selvmodsigende.“ Veninden var så fornuftig at spørge hende om hun nogen sinde havde læst hele Bibelen. Melindas benægtende svar banede vej for et besøg og et regelmæssigt bibelstudium.

Et krydsforhør om Bibelen

Jeg sagde til Melinda at hun kunne fortsætte sit bibelstudium så længe ingen voldte mig besvær. Adskillige måneder senere traf jeg det ægtepar der studerede med hende, men jeg behandlede dem meget uhøfligt. Da Melinda bagefter spurgte mig om grunden, svarede jeg: „De er jo ikke mennesker. De er kun Jehovas vidner!“ Det førte til et ret voldsomt skænderi. Til sidst sagde jeg desperat: „Inviter dem endelig herover. Jeg skal nok behandle dem pænt, men så vil jeg vise dig hvor tåbeligt det er af dig at studere Bibelen.“

Dan og Sharon, som ægteparret hed, kom. Og de klarede mit intense krydsforhør udelukkende ved hjælp af Bibelen. Det virkede frustrerende på mig at Dan lod til at have et bibelsk svar på hvert eneste spørgsmål jeg stillede. Tre gange havde vi sådanne retssagslignende møder. Til sidst lænede Dan sig tilbage i sin stol og sagde: „Ved du hvad, jeg kan faktisk godt lide dig.“ De ord vendte fuldstændig den fjendtlige stemning. I den efterfølgende afslappede atmosfære viste Dan mig en utrolig profeti i Daniels bogs niende kapitel om Messias’ komme. Det gjorde så stort et indtryk på mig at jeg blev vred — ikke på ham men på grund af den mangelfulde religiøse oplæring jeg havde modtaget og som havde vist sig at være så overfladisk.

Ved at studere denne og andre af Bibelens profetier ændredes min indstilling til Bibelen hurtigt. Måske var hverken mit oprør mod menneskers måde at styre på, eller mit stofmisbrug, et tegn på en dårlig hjertetilstand, tænkte jeg, men en reaktion på et system der havde stærkt brug for at blive erstattet med Guds riges styre.

Mit narkotikaproblem

Jeg nød i fulde drag mit bibelstudium over bogen Sandheden der fører til evigt liv. Men jeg røg stadig marihuana og ræsonnerede som så: „Hvis jeg kunne studere jura og samtidig ryge marihuana, kan jeg bestemt også lære Bibelen at kende uden at holde op.“ Jeg overværede nogle møder i rigssalen, men det holdt jeg op med eftersom jeg efter 19 års skolegang var grundigt træt af at gå i skole.

Jeg gik dog med til at overvære et mindre og mere uformelt møde sammen med min kone midt i ugen. Hver gang jeg de første tre uger gjorde mig parat til at forlade kontoret, dukkede der en klient op og tilbød mig noget stærk marihuana. Efter at have røget det, var jeg bestemt ikke i stand til at overvære et kristent møde. Hver gang ringede jeg til Melinda og bad hende tage af sted uden mig. Det endte med at hun spurgte: „Er du virkelig ikke klar over hvem der får dig til det her?“ Det stillede mig over for et spørgsmål som jeg ikke tidligere havde tænkt på. Jeg brød mig bestemt ikke om at blive udnyttet af nogen, og især ikke af Djævelen. Den næste uge blev jeg udsat for den samme fristelse på kontoret, men denne gang afslog jeg at tage imod noget marihuana.

I mit stille sind tænkte jeg på om mit marihuanamisbrug mon var en større hindring end jeg gjorde mig klart. Da vores familie skulle på en tidages ferietur besluttede jeg derfor at ’sætte Jehova på prøve’. Med hans hjælp røg jeg slet ikke marihuana i hele den periode. Jeg var forbløffet over hvor godt jeg havde det da vi kom hjem. Det daglige studium af Bibelen under turen overbeviste mig også mere end nogen sinde om sandheden i Guds ord. Den ferietur viste sig at have udvirket noget enestående!

Jeg husker tydeligt det første møde jeg overværede da vi kom hjem. I stedet for at være et sløvt hængehoved der sad i hjørnet deltog jeg ivrigt i mødet. Det var betagende for Melinda at se forandringen i min personlighed. Der gik ikke lang tid før vore gamle bekendtskaber med narkomaner var blevet udskiftet med ægte og tiltalende venskaber med Jehovas vidner.

Min juridiske karriere

I 1975 symboliserede Melinda og jeg vor indvielse til Jehova Gud ved vanddåben. Senere samme år fik vi endnu en dreng, som kom til at hedde Jesse. Det lod bestemt til at Jehova velsignede os. Mit arbejde i strafferetten gjorde dog at jeg mange gange måtte rejse til byer langt borte, hvilket betød at jeg var væk fra min familie og menigheden. Jo mere min kærlighed til den kristne tjeneste voksede, jo mindre brød jeg mig om denne arbejdstid.

På en af mine rejser mødte jeg adskillige andre Jehovas vidner der var advokater og læger. Især to af dem gjorde et stort indtryk på mig. Samtidig med at de var advokater gik de helt op i sandheden og havde tjent Jehova Gud i heltidstjenesten i flere år. Det vakte et ønske hos mig om at bruge mine juridiske færdigheder til at forsvare Guds folk og tjene ham i større udstrækning. Jeg tog et væsentligt skridt i den retning da jeg begyndte at bruge 60 timer hver måned i den kristne forkyndelse. Sådan fortsatte jeg i flere år, kun med en måneds afbrydelse da vores tredje søn, Ryan, blev født.

En dag kom en ældste i vores menighed ind på muligheden for at jeg kunne blive heltidstjener. „Men jeg kan ikke gøre mere end jeg gør i øjeblikket,“ svarede jeg, „når jeg både skal passe mit arbejde og sørge for min familie.“ I dagene derefter blev jeg imidlertid plaget af spørgsmålet: ’Hvorfor kan jeg egentlig ikke være i heltidstjenesten?’Jeg lagde sagen frem for Jehova i bøn idet jeg tænkte på ordene i Malakias 3:10, hvor vi indbydes til at sætte Jehova på prøve og se om ikke han velsigner os.

Tre hindringer at overvinde

Da jeg analyserede min situation lod det til at der var tre ting der forhindrede mig i at være i heltidstjenesten. Jeg ville jo få brug for en vis økonomisk sikkerhed på grund af den mindre indkomst jeg ville få hvis jeg skar ned på min advokatvirksomhed. Forhindring nummer et var at jeg ejede et hus som jeg ville blive nødt til at sælge. Det var forbundet med forhindring nummer to, eftersom en af mine kristne brødre havde lejet dette hus og jeg ikke ønskede at tvinge ham til at flytte. Den tredje forhindring var at jeg drev en advokatvirksomhed sammen med nogle andre.

I en bøn til Gud bad jeg: „Hvis du ønsker jeg skal begynde i heltidstjenesten må du hjælpe mig til at sælge huset uden at volde problemer for min kristne broder, og du må hjælpe mig til at komme ud af mit kompagniskab. Hvis disse tre ting kan gå i orden vil jeg begynde i heltidstjenesten.“ Cirka en uge senere kom broderen der boede i huset med en overraskende besked. Han sagde at han ikke håbede at jeg tog det ilde op, men han var nødt til at flytte fordi han havde taget arbejde i en anden by!

Den dag han skulle flytte kørte jeg over for at hjælpe ham med at pakke de sidste ting. På vejen derover standsede jeg ved en isenkramforretning og købte et lille skilt med teksten „Til salg“. Efter at hans lastbil var læsset anbragte jeg skiltet i et vindue ud til vejen og låste døren. Da jeg kom hjem fortalte Melinda mig at en kvinde havde ringet og efterladt sit telefonnummer. Jeg ringede hende op, og blev helt rystet da hun sagde at hun måtte have det hus. Hvilket hus mente hun? Hun fortalte at før hun blev gift havde hun sagt til sin kommende mand at hun kun ville gifte sig med ham hvis han lovede at han ville købe hendes drømmehus hvis det nogen sinde blev til salg. Det var mit hus hun talte om. Jeg indvilligede selvfølgelig i at de købte det.

Kort efter kom en af mine advokatkolleger og fortalte mig at han havde besluttet at tage et andet arbejde og derfor ønskede at opløse vort kompagniskab. Jeg kunne knap vente med at komme hjem og fortælle Melinda og mine sønner hvad Jehova havde gjort for os. Alle støttede mig i min beslutning om at begynde i heltidstjenesten, hvilket jeg gjorde i juni 1979.

Har Jehova velsignet vor familie?

I september 1979 blev jeg udnævnt som tilsynsmand i menigheden. Melinda forøgede i flere måneder sin tjenesteindsats og er nu min makker i heltidstjenesten. Vore tre sønner er også aktive i den kristne forkyndelse og er til stor glæde for os. Ved hjælp af Guds ord og vor oplæring i menigheden er Melinda og jeg blevet bedre forældre, og dette har været til stor gavn for børnene.

For godt et år siden blev jeg indbudt til Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York for midlertidigt at hjælpe med det byggearbejde der var i gang. De første dages manuelle arbejde var noget helt andet end det jeg var vant til. Så opstod der et midlertidigt behov for mere juridisk bistand ved hovedkontoret, og jeg var glad for at kunne være til nytte i denne særlige opgave.

Nu er jeg tilbage i San Diego, og jeg må sige at jeg erfarer de største velsignelser og glæder gennem det daglige forkyndelsesarbejde. En dag bankede jeg for eksempel på hos en mand, som imidlertid affærdigede mig brat. Jeg fortsatte med at besøge de andre i boligblokken. Da jeg forlod bygningen kom den samme mand ud og bad mig komme indenfor. Der fortalte han mig at han faktisk havde bedt til Gud fordi hans tilværelse lå komplet i ruiner. Da jeg bankede på blev han vred fordi jeg havde forstyrret ham i hans bøn. Men efter at han havde afvist mig kom han i tanker om at mit besøg måske var et svar på hans bøn. Han sagde derfor til mig: „Hvad end du er kommet for at fortælle mig, er jeg klar over at jeg må lytte til dig.“ Det gjorde han, og efter et års bibelstudium blev han en døbt forkynder.

Det har været en særlig forret for mig at kunne imødekomme forespørgsler fra indsatte i de lokale fængsler. Jeg fører en travl tilværelse med at lede bibelstudier med indsatte i San Diegos amtsfængsel, såvel som med mange andre jeg møder i min tjeneste. Nogle gange må jeg tilpasse min advokatvirksomhed og min heltidstjeneste efter hinanden. Men sædvanligvis kan jeg planlægge det sådan at jeg møder i retssalen tidligt om morgenen og stadig har det meste af formiddagen fri til tjenesten på arbejdsmarken. Om eftermiddagen arbejder jeg på kontoret. Sidst på eftermiddagen og først på aftenen kan jeg igen være ude i tjenesten og passe mine bibelstudier.

Når jeg tænker på hvordan mit liv kunne have udviklet sig med mit stofmisbrug og min oprørske indstilling, er jeg fuld af taknemmelighed mod Jehova fordi han har velsignet mig ved at drage mig ind i et forhold til ham og til den kristne menighed. Uden hans velsignelse er jeg klar over at jeg ikke ville have haft det lykkelige familieliv jeg har nu, foruden den forret at være en del af et forenet verdensomspændende kristent brodersamfund. Lad mig af hele mit hjerte forsikre dig om at hvis du sætter Jehova på prøve vil han også tømme velsignelser i overmål ud over dig. (Malakias 3:10) — Fortalt af Jim McCabe.

[Tekstcitat på side 12]

’Var mit marihuanamisbrug mon en større hindring end jeg gjorde mig klart?’

[Illustration på side 9]

Jeg studerer Bibelen med fængselsindsatte

[Illustration på side 10]

Vore drenge nyder at være med os i tjenesten