Hvad siger Bibelen?

Skal kristne kæmpe mod uretfærdighed og undertrykkelse?

„NÅR man ser sine landsmænd blive mishandlet og slået ihjel, når man ser børn blive udskrevet til militærtjeneste og hele byer blive udslettet af soldater, og når det går op for en at 2 procent af befolkningen allerede kontrollerer tre fjerdedele af landets værdier, så kan man ikke begrave hovedet i Bibelen og ignorere realiteterne,“ udtaler en katolsk missionær der har 30 års tjeneste bag sig. — Kursiveret af os.

Hvordan ville du reagere i denne missionærs sted? Ville du deltage i en fredelig demonstration eller en strejke? Ville ’civil ulydighed’ være på sin plads? Hvordan ville du forholde dig hvis sådanne aktioner ikke hjalp? Kunne man så med rette gribe til vold? Ville en revolution eller et kup være løsningen? Hvad anbefaler vor tids såkaldte åndelige vejledere? Overvej følgende:

◻ En gejstlig i Nicaragua har udtalt at han tjener Gud ved at tjene folket og revolutionen.

◻ I Filippinerne blev en præst udvist af landet fordi han skabte politisk uro og skildrede Jesus som en oprører.

◻ I et land i Mellemamerika har præster og nonner samarbejdet med guerillabevægelsen for at styrte regeringen.

Det budskab disse „åndelige vejledere“ forkynder gennem deres handlinger lyder højt og tydeligt: Det er kun ret at modarbejde statsmagten i kampen mod uretfærdighed og undertrykkelse — det kan endda betegnes som en kristen pligt. Men er dette sandt? Kan man forsvare noget sådant når blot de tilgrundliggende motiver og mål er oprigtige og humanitære? Hvad siger Bibelen?

„Guds ordning“

I Bibelen har Gud klart formuleret sit syn på menneskelige regeringer og myndigheder: „Der er ingen myndighed uden af Gud; de eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ Ja, Jehova Gud besidder den nødvendige magt til på et hvilket som helst tidspunkt at gribe ind over for eller at gøre ende på enhver myndighed. Når disse myndigheder fungerer er det fordi Gud tillader det. — Romerne 13:1.

Efter at dette er slået fast, hedder det videre: „Derfor, den der modstår myndigheden, står Guds ordning imod; de som står den imod, vil pådrage sig dom.“ (Romerne 13:2) Kan en kristen i betragtning af dette med rette sige at han ’tjener Gud ved at tjene revolutionen’? Står man ikke netop „Guds ordning imod“ ved at slå til lyd for eller endog deltage i aktiviteter som direkte truer den siddende regering?

Svaret kan vi finde ved at betragte bibelhistorien. I slutningen af det syvende århundrede før vor tidsregning havde Jehova tilladt den babyloniske verdensmagt at udøve herredømme over Israel, hvilket betød at kong Zedekias af Jerusalem blot fungerede som vasalkonge. Efter otte års undertrykkelse følte Zedekias sig imidlertid foranlediget til at gøre oprør mod denne ordning. Han sendte bud til Ægypten efter hjælp. Zedekias kunne ikke længere acceptere at Guds folk blev undertrykt af en fremmed magt — der oven i købet var hedensk. Hans motiver var tilsyneladende ædle. Men hvordan så Gud på sagen? Blev Zedekias udnævnt af Gud til „frihedskæmper“? Nej! For da han gjorde oprør mod Babylon gjorde han også oprør imod Gud. Jehova erklærede at Zedekias ville komme til at dø i babylonisk fangenskab, fordi han havde iværksat denne opstand. — 2 Kongebog 24:17-20; Ezekiel 17:15, 16.

Zedekias er ikke det eneste eksempel i denne henseende. Igen og igen har historien vist at man ikke kan gennemføre holdbare løsninger på menneskers problemer ved at gøre oprør — ikke engang selv om de tilgrundliggende motiver er gode. Det er en kendsgerning at opstande og revolutioner ofte har tendens til at forværre forholdene. I mange tilfælde hvor en revolution tilsyneladende er lykkedes, har „frihedskæmperne“ senere hen selv gjort sig skyldige i tyranni og undertrykkelse. Med tiden fremstår en ny generation af undertrykte der forsøger at gøre oprør. Dermed er den onde cirkel sluttet — hvilket man har set i mange lande. For eksempel har et mellemamerikansk land oplevet 189 kup i løbet af 154 år, hvoraf det seneste fandt sted for nylig!

Fejlslagne anstrengelser — hvorfor?

Mange har gjort oprigtige forsøg på at bekæmpe udbytning og undertrykkelse. Hvorfor er det ikke lykkedes? Svaret er ganske enkelt at de har manglet to væsentlige egenskaber — visdom og magt. Derfor advarer Bibelen: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hvem det ikke tilkommer at frelse.“ — Salme 146:3.

Lad os belyse det med en illustration. Forestil dig at du er blevet indlagt på hospitalet og venter på at blive opereret. Du græder af smerte og har det elendigt. En portør der pludselig kommer forbi hører dig, griber en skalpel og tilbyder sin hjælp for at befri dig for smerten. Ville du lade ham operere dig? Naturligvis ikke! Hvorfor? Fordi han ganske enkelt ikke er kvalificeret til at foretage et så omfattende indgreb blot fordi han har omsorg og medfølelse. Hvis han gennemførte operationen ville han sandsynligvis ikke blot forværre dine lidelser men måske også bringe dig i livsfare. Den venlige portørs initiativ ville i høj grad være et udtryk for overmod, manglende ansvarsfølelse og tilsidesættelse af den kendsgerning at der allerede var sat tid af til at en uddannet kirurg skulle foretage operationen. Det ville være langt bedre hvis portøren blot forsikrede dig om at hjælpen var på vej.

På samme måde gør kristne i vor tid heller ikke oprør mod det bestående system for at bekæmpe uretfærdighed og undertrykkelse. De venter på den dag og time hvor en kvalificeret indgriben fra Guds side vil rette op på forholdene. Kun han besidder tilstrækkelig visdom og magt til at gennemføre varige løsninger på menneskehedens problemer. Jehovas vidner søger gennem deres forkyndelsesarbejde at forsikre dem der lider under uretfærdigheder om at hjælpen snart vil komme. — Esajas 9:6, 7; 11:3-5.

Indtil da kan vi benytte os af ethvert lovligt og fredeligt middel for at befæste og forsvare vore rettigheder. Men selv om det ikke skulle lykkes ville det være forkert at gøre oprør mod den bestående samfundsordning. Som apostelen Paulus skriver: „Så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ Sande kristne vil lydigt tage disse råd til hjertet. — Romerne 12:18, 19.

[Kildeangivelse på side 23]

Reuters/Bettmann Newsphotos