Fra vore læsere
Befrielsesteologien
I Deres udgave om „Befrielsesteologien“ (8. november 1987) bragte De en illustration der er ærekrænkende for den katolske kirke, og det støder mig at se et kors afbildet ved hjælp af maskingeværer. Det vanærer det kors på hvilket vor Frelser, Jesus Kristus, blev korsfæstet.
J. V., De Forenede Stater
Illustrationerne med de korslagte skydevåben er et træffende symbol på den yderste konsekvens af befrielsesteologien, ifølge hvilken voldsanvendelse i den hensigt at befri de undertrykte er en tilladelig sidste udvej for kristne. Det er ikke vor gengivelse af dette symbol på tryk der vanærer Kristus, men den handlemåde som anvendes af dem der gør sig til fortalere for væbnet voldsanvendelse i Kristi navn. Befrielsesteologiens metoder strider imod Jesu lære. Han sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ (Johannes 18:36) Han sagde til sine disciple: „Alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Han gjorde sig til fortaler for at man respekterede de bestående regeringer med ordene: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Og han lærte sine disciple at se hen til Guds rige, ikke menneskers bestræbelser, som det der skulle udfri os af undertrykkelse. (Mattæus 6:9, 10; Salme 72:1, 2, 4, 11-14) Det er ved at følge disse lærepunkter vi ærer Jesus Kristus. — RED.
Kritik af andre trossamfund
Jeg har nu i adskillige år været en trofast læser af Vågn op!, og jeg tror I er inde på det rigtige spor. Jeg er imidlertid foruroliget over jeres uafladelige kritik af andre trossamfund, som til tider ligefrem kan have karakter af bagtalelse og indeholde adskillige grovheder, og endda grænse til injurier. Det er mildest talt ukærligt og bortleder opmærksomheden fra det som I hævder er jeres vigtigste opgave, der så vidt jeg har forstået er at forkynde den gode nyhed.
B. P., Frankrig
Vi har kærlig og oprigtig interesse for mennesker af alle trossamfund, men når det de tror og de religiøse skikke de følger er falske og har Guds mishag, er det kærligt at gøre dem opmærksom på det ved at afsløre usandhederne. Jesus viste tydeligt at farisæerne og de skriftkloge på hans tid var religiøst vildførte og sagde at det var forgæves at de dyrkede Gud. (Mattæus 15:1-14; 23:2-32) Det er Guds ord der afslører og fordømmer falske religiøse skikke der udøves i hans navn. Vi går i Jesu fodspor når vi henviser til hvad Guds ord siger, hvilket kan blive til evig gavn for de lydhøre. — RED.