Blodløs kirurgi — voksende erkendelse af fordelene

THE Royal College of Surgeons of England udgav i 1996 en brochure med titlen Code of Practice for the Surgical Management of Jehovah’s Witnesses (Retningslinjer for kirurgisk behandling af Jehovas vidner). I brochuren skrev kirurgerne: „Farerne ved blodtransfusion gør det ønskværdigt at overveje alternativer i alle tilfælde hvor det er muligt.“

Ugeskriftet AHA NEWS, der udgives af American Hospital Association, har forklaret hvorfor der er en voksende erkendelse af fordelene ved blodløs kirurgi. „Det der i begyndelsen var en religiøst motiveret ændring i behandlingen, har udviklet sig til en teknisk avanceret behandlingsmetode der foretrækkes af mange læger,“ bemærkede tidsskriftet. „Blodløs lægebehandling, som delvis blev introduceret for at imødekomme Jehovas vidners synspunkter, har vundet langt større udbredelse end nødvendigt for at dække dette trossamfunds behov og har spredt sig til operationsstuer i hele nationen.“

I et supplement til tidsskriftet Time behandlede man i efteråret 1997 spørgsmålet om hvorfor mange læger ønsker at fremme udbredelsen af blodløs kirurgi. „Frygten for aids er kun én af grundene,“ stod der i artiklen, som især fortalte om det arbejde der udføres på Englewood Hospital’s New Jersey Institute for the Advancement of Bloodless Medicine and Surgery i Englewood, New Jersey.

Time skrev: „Instituttet er det førende af mere end 50 hospitaler i USA som udfører blodløs kirurgi. Ved hjælp af behandlingsmetoder som reducerer eller helt eliminerer blodtabet, tilbyder de deres patienter at udføre en lang række indgreb som normalt indbefatter blodtransfusion, uden brug af donorblod.“

Effektivt og uden risici

Artiklen i Time indledtes med beretningen om Henry Jackson, som på grund af indre blødninger mistede 90 procent af sit blod. Hans hæmoglobintal faldt til 1,7 gram/deciliter (svarende til cirka 1,2 mmol), et livstruende niveau. Henry Jackson var indlagt på et sygehus i New Jersey, hvor man ikke ville behandle uden brug af blodtransfusion, så han blev overført til Englewood Hospital.

Her påbegyndte dr. Aryeh Shander en behandling med „høje doser af jern, vitaminer og syntetisk erytropoietin, et præparat der stimulerer knoglemarvens dannelse af røde blodlegemer. Endelig iværksatte man intravenøs væsketerapi for at stimulere kredsløbet.“

Ifølge Time skete det få dage senere at „det første hospital ringede for at høre om Henry Jackson stadig var i live. Med utilsløret tilfredshed kunne dr. Shander fortælle: ’Patienten er ikke alene i live. Han har det godt, er klar til at blive udskrevet, og vil inden længe kunne genoptage sit arbejde.’“

I et tv-interview den 28. november 1997 forklarede dr. Edwin Deitch, lægelig direktør for behandlingsprogrammet for blodløs kirurgi ved University Hospital i Newark, New Jersey, hvordan forskningen i blodløs kirurgi har udviklet sig: „Jehovas Vidner . . . gjorde sig store anstrengelser for at finde frem til [læger] som ville operere uden at bruge blod. Nogle af resultaterne af de undersøgelser man foretog, viste at patienterne klarede sig bedre end ventet, [bedre end] dem der fik blod.“

Dr. Deitch tilføjede: „Blod kan svække immunforsvaret og give infektionsproblemer efter operationen. Behandlingen kan også øge risikoen for tilbagefald hos kræftpatienter. Blodtransfusion har derfor, skønt behandlingen under visse omstændigheder har været gavnlig, også uønskede bivirkninger.“Dr. Deitch’s konklusion angående blodløs kirurgi lød: „Patienten kommer nemmere over operationen, der er færre komplikationer, og det er billigere. [Blodløs kirurgi] er derfor en fordel under alle omstændigheder.“

Der er, som Time skrev, „flere og flere patienter som kræver mere sikre og mere effektive behandlingsmetoder end blodtransfusion“. Tidsskriftet skrev også: „Nogle anslår at 25 procent af de blodtransfusioner der gives i USA, er unødvendige. Visse ting tyder desuden på at patienterne ikke kan tåle så høje hæmoglobintal som tidligere antaget, og at især unge har en indbygget ’blodreserve’. . . . [Shander] er overbevist om at det for de allerfleste patienters vedkommende både er muligt og fordelagtigt at undlade blodtransfusion.“

Der er en betydelig risiko for at blive smittet med en sygdom via blodtransfusion, men der er også andre risici. „Bankblod som har været nedkølet og oplagret, har ikke den samme iltbærende evne som frisk blod,“ forklarer dr. Shander. „Det er først nu vi fuldt ud er ved at forstå hvad vi gør når vi giver blod.“

„Den optimale behandling“

Time konkluderede: „Endelig er der prisen. Den ligger på omkring 500 dollars pr. transfusion eksklusive omkostninger til administration.a Regnes disse omkostninger med, kommer den samlede årlige udgift til at ligge mellem en og to milliarder dollars, rigeligt til at det er ulejligheden værd at overveje alternativer.“ De store omkostninger ved blodtransfusion synes i dag at være en af hovedårsagerne til at blodløs kirurgi er blevet så populær.

Sharon Vernon, der er leder af Center for Bloodless Medicine and Surgery ved St. Vincent Charity Hospital i Cleveland, Ohio, har sagt følgende om behandling uden blodtransfusion: „Det bliver mere og mere udbredt fordi lægerne erkender at blodløs lægebehandling er den optimale behandling i et samfund der er indstillet på at spare. Vi har erfaret at selv forsikringsselskaber som vi ikke normalt samarbejder med, henviser patienter til os fordi de kan spare penge på den måde.“

Det er tydeligt at blodløs kirurgi vinder hurtigt frem i lægeverdenen, og det er der adskillige grunde til.

[Fodnote]

[Ramme på side 11]

Nylige retskendelser

I Illinois i USA blev der i efteråret 1997 offentliggjort to interessante retskendelser. I den første blev Mary Jones, et af Jehovas vidner, tilkendt en erstatning på 150.000 dollars fordi hun i 1993, trods sin klart udtrykte protest mod denne behandling, modtog to portioner blod. Det er det største beløb der er blevet udbetalt til et Jehovas vidne som erstatning for den følelsesmæssige skade en påtvunget blodtransfusion har forvoldt.

Den anden sag drejede sig om Darlene Brown, som under en graviditet blev påtvunget blod af hensyn til sit 34 uger gamle foster. Appelretten i Illinois begrundede den 31. december 1997 sin afgørelse med at „en blodtransfusion er et lægeligt indgreb der krænker en habil voksen patients legemlige integritet“. Appelretten sagde i opsummeringen: „Ifølge denne stats love . . . kan vi ikke påtvinge en gravid kvinde en juridisk forpligtelse til at give sit samtykke til et lægeligt indgreb.“

Den 9. februar 1998 omstødte Tokyos højesteret en lavere retsinstans’ kendelse. Kendelsen gik ud på at det var med rette at en læge under et indgreb i 1992 gav Misae Takeda blod. Højesteret erklærede at „patientens ret til at vælge behandling skulle have været respekteret. At give blodtransfusion var en overtrædelse af loven.“ Misae Takeda fik en erstatning på 550.000 yen (29.000 kroner).