Hvad siger Bibelen?
Hvad vil det sige at være en god samfundsborger?
EFTER den anden verdenskrig blev mange europæere og japanere der betragtede sig selv som gode og lovlydige borgere, stillet for en domstol og dømt for krigsforbrydelser. Blandt dem var højtstående militære ledere, forskere og andre fagfolk. I et forsøg på at retfærdiggøre deres handlinger sagde nogle af de anklagede at de blot havde pareret ordre, sådan som det måtte forventes af enhver god borger. Men at være hvad de selv kaldte ’gode samfundsborgere’, førte til at de begik frygtelige forbrydelser mod menneskeheden.
På den anden side er der også nogle som ignorerer statens myndighed. Nogle afviser åbenlyst regeringens myndighed, mens andre rask væk overtræder loven så længe der ikke er nogen større fare for at blive opdaget. Naturligvis vil de fleste indrømme at det er nødvendigt at adlyde myndighed, for hvis ikke man gjorde det, ville der opstå anarki og kaos. Men spørgsmålet er: Hvor langt bør man gå for at gøre sin borgerpligt og være lovlydig? Lad os betragte nogle grundlæggende principper der hjalp de kristne på Bibelens tid til at have et ligevægtigt syn på deres ansvar over for staten.
Hvordan de første kristne underordnede sig myndighederne
De kristne i det første århundrede underordnede sig villigt de love og regler der var vedtaget af „de højere myndigheder“ — det vil sige dem der dengang sad inde med magten. (Romerne 13:1) De kristne var overbevist om at det var rigtigt „at underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere“. (Titus 3:1) Selv om de anerkendte Kristus som deres himmelske Konge, var de også lovlydige undersåtter under deres jordiske herskere og udgjorde ingen trussel mod statens sikkerhed. De blev faktisk opfordret til at ’ære kongen’ til enhver tid. (1 Peter 2:17) Apostelen Paulus sagde endda til de kristne: „Jeg tilskynder derfor først af alt til at der fremføres anråbelser, bønner, forbønner, taksigelser for alle slags mennesker, for konger og alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor.“ — 1 Timoteus 2:1, 2.
De kristne på Bibelens tid betalte samvittighedsfuldt en hvilken som helst skat der blev afkrævet dem, selv når det til tider var byrdefuldt. De fulgte den inspirerede vejledning som Paulus havde givet dem i den forbindelse: „Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat.“ (Romerne 13:7) I Jesu disciples øjne herskede den romerske regering og dens embedsmænd med Guds tilladelse og var på en måde „Guds offentlige tjenere“, for de sikrede en vis fred og stabilitet. — Romerne 13:6.
„Rede til enhver god gerning“
De kristne på Bibelens tid blev tilskyndet til at påtage sig de samfundspligter staten pålagde dem. Jesus Kristus rådede endda sine disciple til at være villige til at gøre mere end det minimum som de civile myndigheder krævede. Han sagde: „Hvis en myndighedsperson pålægger dig som tvungen tjeneste at gå en mil, så gå to mil med ham.“ (Mattæus 5:41) Ved at følge dette råd viste de kristne at de ikke ønskede at tage imod fordelene ved at leve i et civiliseret samfund uden at yde noget til gengæld. De var altid „rede til enhver god gerning“. — Titus 3:1; 1 Peter 2:13-16.
De elskede oprigtigt deres næste og spejdede altid efter en anledning til at hjælpe andre. (Mattæus 22:39) På grund af denne kærlighed og fordi de havde høje moralnormer, havde de første kristne en positiv indflydelse på det samfund de levede i. Deres naboer havde al god grund til at være glade over at bo ved siden af en kristen. (Romerne 13:8-10) De kristne viste ikke blot deres kærlighed ved at afholde sig fra at gøre noget ondt. De blev tilskyndet til at være udadvendte og aktive når det drejede sig om at søge andres interesser, og til ligesom Jesus Kristus at „gøre det der er godt mod alle“, ikke blot deres trosfæller. — Galaterne 6:10.
’Adlyd Gud som hersker mere end mennesker’
Men der var grænser for deres lydighed mod verdslige myndigheder. De ville ikke gøre noget der kunne krænke deres samvittighed eller skade deres forhold til Gud. Da de religiøse myndigheder i Jerusalem for eksempel befalede apostlene at holde op med at undervise på grundlag af Jesu navn, nægtede de at føje sig. „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker,“ lød deres argument. (Apostelgerninger 5:27-29) De kristne nægtede standhaftigt at lade sig involvere i kejsertilbedelse, der var afgudsdyrkelse. (1 Korinther 10:14; 1 Johannes 5:21; Åbenbaringen 19:10) Med hvilket resultat? Historikeren J. M. Roberts siger: „De blev fordømt — ikke fordi de var kristne, men fordi de nægtede at gøre noget som loven påbød.“ — Shorter History of the World.
Hvorfor nægtede de i dette tilfælde ’at gøre noget som loven påbød’? De anerkendte at „de højere myndigheder“ udøvede deres magt med Guds tilladelse og således var „Guds tjener“ med hensyn til at opretholde lov og orden. (Romerne 13:1, 4) Men de kristne anså alligevel Guds lov for at være den øverste. De huskede at Jesus Kristus havde understreget følgende ligevægtige princip for dem der ønskede at følge ham: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Deres forpligtelse over for Gud måtte gå forud for kejserens krav.
At dette var den rette vej, kan ses af det der fulgte da mange der kaldte sig kristne, svigtede disse gode principper. Kristenhedens frafaldne ledere blev „let påvirkelige og brugt som redskaber for de civile myndigheder, især i forbindelse med at samle og opretholde en hær,“ siger militærhistorikeren John Keegan. Deres tilhængere endte med at tage parti i krige hvor millioner af uskyldige ofres blod blev udgydt. Keegan tilføjer: „De vendte det døve øre til Guds lov når de kom i krigshumør.“
Men de kristne på Bibelens tid er et lysende eksempel med hensyn til at finde den rette balance. De var gode borgere. De gjorde deres borgerpligt og levede op til deres ansvar på en god måde. De fulgte imidlertid urokkeligt Bibelens klare principper og deres bibeloplærte samvittighed på alle livets områder. — Esajas 2:4; Mattæus 26:52; Romerne 13:5; 1 Peter 3:16.
[Illustration på side 26]
„Tilbagebetal kejseren det der er kejserens“