Mådehold i nydelsen af livets goder

„HVOR mange er dine gerninger, Jehova, du gjorde dem alle med visdom; jorden er fuld af, hvad du har skabt! . . . De bier alle på dig, at du skal give dem føde i tide; . . . du åbner din hånd, og de mættes med godt. . . . Lov Jehova!“ Således udbryder salmisten i Salme 104:24, 27, 28, 35. Ja, overalt så han beviser på Jehovas godhed og kærlige omsorg for sine skabninger.

I sin omsorg for at forsyne mennesker med næring og føde stillede Gud sig ikke tilfreds med at give sin jordiske skabning det allernødvendigste, men udøste velsignelser over ham i overmål. Han forsynede ham med mange varieteter af korn, frugt, grønsager og kød. Og ikke bare mange varieteter, men mange forskellige sorter af hver varietet, således at mennesket kan glæde sig over utallige sorter æbler, pærer, druer o.s.v., og disse kan så atter nydes på forskellig måde, som frisk, henkogt eller tørret frugt, som rosiner, presset druesaft eller gæret vin.

At vin og andre alkoholiske drikke skulle høre med til de goder, Skaberen har tilvejebragt for mennesker, er en påstand, der sikkert vil møde indvendinger fra en del mennesker. Vand, mælk, frugtsaft og „milde“ drikke, det vil de gå med til, men vin, øl, cognac og andre alkoholiske drikke, nej! De henstiller til os at undersøge en imponerende række statistikker og kendsgerninger, der viser, til hvor stor skade alkohol har været for den menneskelige forstand, det menneskelige legeme og for familielivet. De peger på det i vore byer alt for kendte billede af den fulde mand, der dingler hen ad gaden eller ligger i rendestenen, de henleder opmærksomheden på de mange ulykker, der skyldes drikkeri, for slet ikke at tale om kriminaliteten, både blandt voksne og den opvoksende ungdom. Der er intet godt at sige om alkohol, hævder de, enhver kristen burde ikke alene være total afholdsmand, men også støtte afholdsbevægelsen.

Hvilken holdning bør Guds tjenere, de indviede kristne forkyndere, da indtage med hensyn til vin o.s.v.? Læg først af alt mærke til Jesu udtalelse om, at hans efterfølgere ikke var af verden (Johannes 17:16) og ikke skulle spilde deres tid, kræfter og midler i et forsøg på at sammenlappe denne udslidte verden med nye kristne principper. Lad verden prøve at reformere sig selv ved social lovgivning, afholdsbevægelser og deslige; den kristne har kun een forpligtelse, og dette ene gør han: „Prædik ordet.“ (2 Timoteus 4:2) Han vil ikke forsøge at påtvinge andre sine synspunkter, men vil bestræbe sig for at leve i overensstemmelse med bibelens principper. Den alene indeholder tilfredsstillende og autoritativ oplysning om, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert i alle spørgsmål vedrørende personlig opførsel.

Som bemærket i et tidligere nummer af dette blad, bifalder bibelen ikke, at den kristne tjener nyder tobak, selv om tobak ikke nævnes ved navn i bibelen (af den indlysende grund, at tobak var ukendt uden for den vestlige halvkugle til femten århundreder efter, at bibelen blev skrevet). Tobak er et narkotikum, der gør tobaksrygeren til slave af sin last. Tobaksrygning er en uren vane, som er skadelig for både sind og legeme, ligesom den er til ubehag for andre, der må indånde den røgfyldte luft. Tobak er så vist ikke et af de goder, mennesket har fået at nyde.

På den anden side findes der ting, der er lovlige eller ulovlige, alt efter deres hensigt. Jagt og fiskeri fordømmes af bibelen, når disse ting drives udelukkende for sportens skyld. Det er selvisk og ondt at berøve en skabning livet bare for at nyde sin magt over den eller for at tilfredsstille sin lyst til at dræbe. Men vildt og fisk er blandt de goder, Skaberen har givet mennesker, og det er derfor fuldkommen ret og tilladeligt at drive jagt og fiskeri for at skaffe det fornødne til mad og klæder.

Så er der atter andre ting, som er tilladt, men ikke gavnligt (1 Korinter 10:23), og een vej kan være god, men en anden bedre. (1 Korinter 7:38) Ægteskabelige glæder er blandt de velsignelser, mennesket har lov til at nyde, men den, der hengiver sig til umoralitet, vil Gud ødelægge. „Fandt man en hustru, fandt man lykken“ (Ordsprogene 18:22); ægteskabet er i sig selv agtværdigt. (Hebræerne 13:4) Også her afstikker bibelen den rette kurs; ægtefæller skal være tilfredse med hinanden (Ordsprogene 5:19) og må behandle hinanden tilbørligt og hensynsfuldt. — 1 Peter 3:7; 1 Korinter 7:3, 4.

Vi finder også, at bibelen giver visse råd om, hvad der er ret og hvad der er uret med hensyn til nydelsen af vin og stærke drikke. Ingen steder forbydes noget sådant in toto. Melkizedek, der var både præst og konge, serverede brød og vin for Abraham. (1 Mosebog 14:18) Israelitterne fik påbud om at bruge vin til deres drikofre til Jehova. (3 Mosebog 23:13) Salmisten fortæller os, at Gud har tilvejebragt vinen, for at den skulle glæde menneskets hjerte. (Salme 104:15) Og videre giver skriften det råd: „Drik vel til mode din vin.“ (Prædikeren 9:7; 10:19) Gang på gang bruges vin for at give et billede af de åndelige goder, Gud lader tilflyde mennesket: „Hid, alle, som tørster, her er vand. . . . Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise.“ (Esajas 55:1, 2) Og igen: „Visdommen bygged sig hus, . . . blanded sin vin, . . . Kom og smag mit brød og drik den vin, jeg har blandet! Lad tankeløshed fare, så skal I leve.“ — Ordsprogene 9:1-6.

Efterhånden som vi når frem til de græske skrifter, ser vi, at det første mirakel, Jesus gjorde, var at forvandle vand til vin, og såvel det græske ord, der her er anvendt, som selve beretningen gør det klart, at det ikke bare var druesaft, men gæret vin. (Johannes 2:3-10) Ved en anden lejlighed talte han om ikke at hælde ny vin på gamle flasker (vinhuder), for at de ikke skulle sprænges, samt at gammel vin var at foretrække for ny (Lukas 5:37-39), og antydede dermed, at han mente vin og ikke ugæret druesaft. Selv drak han vin, hvilket fik de selvretfærdige hykleriske farisæere til (falskeligt) at beskylde ham for at være dranker. — Mattæus 11:19.

Ydermere finder vi, at Paulus formanede Timoteus: „Bliv ikke ved med at drikke vand alene, men brug lidt vin for din mave og dine hyppige svagheder.“ (1 Timoteus 5:23) Af denne række skriftsteder fremgår det tydeligt, at vin hører til de goder, Skaberen har tilvejebragt, for at mennesket skal nyde dem.

Det ville imidlertid være en alvorlig fejltagelse herudfra at drage den slutning, at når vin ikke forbydes, kan man bare drikke og derved udsætte sig for, at ens lavere lidenskaber vækkes til live. Overdrivelse under enhver form er til skade for en selv, og bibelen fordømmer overdrivelse (frådseri), både når det gælder mad, og når det gælder drikke, en kendsgerning, som totale afholdsfolk er tilbøjelige til at overse. — 5 Mosebog 21:20; Ordsprogene 23:20, 21.

Den kristne formanes til at supplere „kundskab med selvkontrol“ og påmindes om, at „Gud har ikke givet os fejgheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds [selvdisciplinens, En Amer. Overs.] ånd“. (2 Peter 1:6; 2 Timoteus 1:7) Man vil også lægge mærke til, at Paulus rådede Timoteus til at drikke „lidt“ vin for sit helbreds skyld, og at han tydeligt fremhævede, at de, der var forfaldne til „megen“ vin, ikke skulle udvælges til at være tilsynsmænd eller hjælpere i den kristne menighed. (1 Timoteus 3:3, 8; Titus 1:7; 2:3) Og da jo tilsynsmænd skal være eksempler til efterfølgelse, må resten af menigheden heller ikke være forfaldne til megen vin. I stedet for at drikke sig „fulde i vin“, hvilket kun fører til udsvævelser, skulle alle lade sig fylde med den hellige ånd, Guds virkekraft. — Efeserne 5:15-18.

At overdrivelse med hensyn til nydelsen af vin og stærke drikke er både dåragtig og forkastelig, understreges endvidere af følgende skriftsteder: „Hvem har ak, og hvem har ve, hvem har kiv, og hvem har klage? Hvem har sår uden grund, hvem har sløve øjne? De, som sidder sent over vinen.“ „En spotter er vinen, stærk drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.“ (Ordsprogene 23:29, 30; 20:1) „Ve dem, der er helte til at drikke vin og vældige til at blande stærke drikke [men svage i at udøve retfærdighed], som for gave giver den skyldige ret.“ (Esajas 5:22, 23) „Vin og most tager forstanden.“ — Hoseas 4:11.

En tid til at afholde sig fra vin

Ikke alene påpeger skriften, at der bør vises mådehold i brugen af vin, men at der, som med enhver ting under solen, er en tid til at drikke og en tid til at afholde sig fra at drikke. Hvornår skal man afholde sig fra at drikke? Levitpræsterne havde fået påbud om ikke at drikke vin, når de tjente for Jehovas ansigt i tabernaklet. (3 Mosebog 10:9) De måtte ikke være under påvirkning af vin eller forlade sig på den stimulans, vinen giver, mens de udførte deres præstelige embedspligter. Med sind og tanke skulle de være lydhøre over for Jehovas lov, og det kunne næppe lade sig gøre, hvis de var under spirituspåvirkning. For dem, der i dag tjener Gud, er dette en kraftig påmindelse om, at de bør afholde sig fra vin o.s.v., mens de udfører deres tjeneste. Derved vil de ikke blot bevare den bedste mentale og åndelige tilstand og have den største selvkontrol, men de vil også undgå unødvendigt at fornærme sådanne, for hvem spiritusånde er frastødende. At overdreven nydelse af vin svækker dømmekraften, fremgår ligeledes af Ordsprogene 31:4, 5: „Det klæder ej konger at drikke vin eller fyrster at kræve stærke drikke, at de ikke skal drikke og glemme vedtægt og bøje retten for alle arme.“

Respekt for andres principper og samvittighed vil måske kræve, at vi afholder os fra vin. Måske føler vi os stærke nok og i stand til at holde måde, men vi bør ikke overtale eller lokke vor broder til at drikke vin, hvis han føler med sig selv, at det er bedst og sikrest for ham at lade være. (Se Habakkuk 2:15, 16) I virkeligheden burde vi ikke selv drikke vin, når vi er i selskab med sådanne svagere personer, men skulle hellere nægte os selv den nydelse til gavn for vor broders åndelige velfærd. Som apostelen så træffende udtrykker det: „Ganske vist er alting rent, men det er forkert af en mand at skade andres samvittighed ved det, han spiser. Det er rigtigt overhovedet ikke at spise kød og drikke vin eller gøre andre ting, hvis det støder din broders samvittighed.“ — Romerne 14:20, 21, En Amer. Overs.

For sådanne, der har svært ved at bevare kontrollen over sig selv, vil det til alle tider være bedst at afholde sig fra at drikke berusende drikke. Hellere nægte sig selv den kortvarige forbigående glæde og nydelse, det er for ham at drikke vin, end at bringe forsmædelse over sandheden og måske blive skyld i, at andre snubler. Og at nægte sig selv en sådan nydelse skulle ikke være så svært. Jøderne klarede sig uden vin i fyrretyve år (5 Mosebog 29:6) og savnede det tilsyneladende ikke så meget, thi vi læser om, at de mindedes fiskene, porrerne, hvidløgene og skalotterne, som de havde fået i Ægypten (4 Mosebog 11:5), men ikke at de savnede vin. Rekabitterne var villige til at undvære vin, fordi deres fader Jonadab havde befalet dem ikke at drikke vin, og de blev fremhævet af Jehova for deres lydighed mod dette bud. (Jeremias 35:1-19) Daniel og hans tre venner blev velsignet, fordi de ikke ville nyde kongens lækre mad med dertil hørende vin.

Om at deltage i selskaber

I dag er der blandt nogle af Herrens tjenere en vis tilbøjelighed til at „give“ eller deltage i selskaber, hvor der er anledning til meget drikkeri. Det tilrådes her at være på vagt. Overdrevent drikkeri ledsages meget let af samtale, som er alt andet end opbyggende, og af handlinger, der ikke tåler dagens lys. Sådanne selskaber, hvor det åndelige velfærd ikke tages i betragtning, er farlige for alle de Guds tjenere, som ønsker hans godkendelse. Gifte folk kan finde sig selv i færd med at fjante og fjase med andre og således sætte deres troskab mod hinanden på spil for fornøjelsen ved at færdes „på tynd is“, og mange unge enlige mennesker, der ved på behørig måde at dyrke den enliges gave har så meget at se frem til i pionergerningen eller gerningen som missionær eller gerningen på et betelhjem, lader sig påvirke og kommer som et resultat heraf i en situation, hvor de for at bevare deres hæderlighed må påtage sig forøgede byrder i form af ægteskabelige forpligtelser med tilsvarende formindskelse af deres privilegier i rigsgerningen, og det er en dårlig start.

Alt for ofte præges den slags selskaber af samme holdning, som indtages af den gudløse verden: „Lad os æde og drikke, thi i morgen dør vi!“ (Esajas 22:13) De har mere til fælles med Belsazzars fest, under hvilken han påvirket af vin med vilje smædede Jehovas navn, end med det samfund, Jesus nød med sine apostle og disciple efter sin opstandelse, da han spiste deres brød sammen med dem.

Der er ikke noget galt i, at venner lejlighedsvis kommer sammen og nyder lidt rigeligere af de goder, Herren i form af mad og drikke har givet menneskene, end de gør til hverdag. I virkeligheden kan sådanne lejligheder være medvirkende til at hjælpe den velvilligt interesserede til forståelse af, at Jehovas vidner ikke er fanatisk yderliggående i nogen retning. Men lad os ved slige lejligheder ikke glemme, at vi er Jehovas tjenere. Lad os nyde mad og drikke med måde, således at vi ikke bringer forsmædelse over sandheden eller selv får dårlige eftervirkninger deraf, og fremfor alt, sørg for, at samtalen føres ad rene baner og drejer sig om opbyggende ting. At synge og spille Rigets sange, at lege bibelsk hvem-ved-hvad og at fortælle oplevelser fra arbejdet kan altsammen medvirke til at gøre en sådan aften ikke alene til en adspredelse og fornøjelse, men også til en gavnlig oplevelse.

Enhver kristen tjener og forkynder må være på sin post og huske på, at Satan går rundt for at opsluge menneskene og føre dem alle ned i Harmagedonslagets ødelæggelse, at hvis man sår i kødet, så høster man fordærv, og at „det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse“. (1 Peter 4:3) Lad os gøre ærlig, viis og velovervejet brug af vor kristne frihed. Vær mådeholdende i nydelsen af de goder, Gud har givet os, så at „enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ og husk altid på, at „Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde i den hellige ånd“.

(The Watchtower, 15. maj 1950)