Monoteisme gik forud for polyteisme

EVOLUTIONSTANKEN begrænser sig ikke kun til forestillingen om menneskets gradvise udvikling fra dødt stof. Den gør også den højeste Gud til et resultat af en udvikling. I begyndelsen havde det primitive menneske ingen forestilling om en almægtig Gud, siger denne evolutionsteori. Mennesket udviklede først tanken om mange guder, og fra disse mange guder udviklede forestillingen om en almægtig Gud sig. Ifølge denne teori udviklede monoteisme sig altså fra polyteisme, og det er et synspunkt, der sædvanligvis doceres med samme lette veltalenhed og selvsikkerhed som læren om en organisk udvikling.

Den 12. december 1955 offentliggjorde bladet Life artiklen „Religionens morgengry“ med undertitlen: „Fyldt af ærefrygt over naturens undere og livets og dødens mysterier udviklede mennesket en tro på højere magter og føjede hertil ceremonier, der skulle ære åndeverdenen.“ Artiklen er skrevet af evolutionisten Lincoln Barnett, og det hed blandt andet heri:

„Det primitive menneske kunne kun forestille sig en eller anden almægtig og overnaturlig vilje bag sådanne ordensprægede fænomener som solens daglige opgang og nedgang, årstidernes kredsløb og stjernehimmelens rotation. Han kunne kun skælve i frygt og undren over de uforudsigelige udbrud i naturen — jorden, der pludselig slog revner, og lyn, der glimtede og funklede på den mørke himmel. Her lå ganske givet oprindelsen til hans tro på det overnaturlige. . . .

Men det primitive menneske må også have været vidende om lige så mystiske og foruroligende tildragelser, som fandt sted, ikke i den ydre verden, men inden i ham selv. Hvilke forestillinger dannede han sig for eksempel om søvn? Forskellen mellem søvn og bevidsthed antydede, at der inden i ham eksisterede noget, som var højere end hans legeme, noget, som kunne drage bort og i drømme føre sit eget virksomme liv og foretage forunderlige rejser gennem rum og tid. Og til sidst blev mennesket stillet ansigt til ansigt med døden som det endelige mysterium. Når nogen døde, forsvandt alt det, der var kendetegnet på det levende legeme: varme, bevægelse, tale, ånde, vilje. Hvorhen gik det? Eftersom kødet opløstes, kunne legemet kun være en bolig for den ånd, der beboede det i live.“

På denne måde har man tænkt sig, at mennesket fra naturmyter, stjernemyter, trolddom, totemisme, fetichisme, animisme og polyteisme sluttelig udviklede forestillingen om en overordnet, almægtig Gud, i Bibelen kaldet „Jehova“. Dette er der intet bevis for. Det er kun spekulation. Det er baseret på en anden ubevist spekulation — menneskets organiske udvikling. Eftersom menneskets legeme udviklede sig, udviklede dets hjerne sig også, og efterhånden som den udviklede sig, udvikledes dets evne til at tænke, og fra denne voksende tænkeevne udviklede menneskets religiøse forestillinger sig.

Er der nogen kendsgerninger, der beviser eller modbeviser den formodning, at polyteisme gik forud for monoteisme?

Primitive kulturers vidnesbyrd

Videnskaben søger at finde frem til religionens oprindelse ved arkæologiske undersøgelser af de tavse vidnesbyrd, som fortidens folkeslag har efterladt, og ved studium af de religiøse forestillinger, som findes hos de mest primitive kulturer, hvis repræsentanter endnu lever på jorden. Lincoln Barnett samstemmer hermed og siger, at for den sidste kategoris vedkommende er „urbeboerne i nutidens Australien de bedste repræsentanter“. Han udtaler: „At deres religion har sin rod langt tilbage i fortiden, hersker der ingen tvivl om. Og at en lignende, om end mindre kompliceret form for tro, var fremherskende blandt palæolitiske mennesker for 100.000 år siden, er også en afgjort kendsgerning.“

Men når vi går til roden af disse primitive religioner, finder vi ikke polyteisme, men monoteisme, troen på høje guder, og de grovere polyteistiske elementer i deres tilbedelse har vist sig at være senere tilføjelser og tilkendegiver en degeneration fra en oprindelig monoteisme til polyteisme. Blandt de australske stammer for eksempel er de sydøstlige de ældste, og om deres religion skriver forskeren W. Foy: „Fra første færd er det overraskende, især i Sydøstaustralien, at finde troen på én gud, kendt som „fader“ eller „bedstefader“, og som antages at have skabt mennesket og naturens store undere.“ Foy tilføjer, at denne ene høje gud har en søn ved sin side, „der optræder som mellemmand mellem ham og mennesket“.¹

En af dem, der har gjort et usædvanlig stort arbejde på dette område, er professor Wilhelm Schmidt. Efter at have påvist, at pygmæstammerne er endnu ældre end de australske urindbyggere, siger han: „Hver eneste af pygmæstammerne, som uden tvivl tilhører det ældste lag af det menneskelige samfund, synes kun i forholdsvis ringe omfang at have næret og øvet tro på trolddomskunst. . . . På den anden side finder vi klart og tydeligt blandt alle disse folk, der tilhører de ældste menneskesamfund, og især blandt dem, en erkendelse og tilbedelse af et personligt og moralsk væsen, der står over alle. Ved hjælp af historieforskningens metoder finder vi således et sikkert bevis for, at denne dyrkelse af en højtstående gud ikke er af senere dato end troen på magiske kræfter eller ånder, ligesom den heller ikke udviklede sig fra den, men efter al sandsynlighed har været til før den.“²

Schmidt citerer en anden autoritet, som siger angående pygmæerne: „Hvis vi nu går over til at foretage en positiv sammenligning, er der fremfor alt en meget bemærkelsesværdig kendsgerning, der slår os. Det er den klare erkendelse og tilbedelse af et overordnet væsen. Han er alle vegne skaberen af og den suveræne herre over hele verden; dette gendriver således teorierne om, at sådanne primitive folkeslag er ganske ude af stand til at betragte universets forvirrende mangfoldighed som et samlet hele, og langt mindre er i stand til at henføre det til en enkelt årsag.“³

Men monoteisme blandt primitive folk er ikke begrænset til de australske urfolk og pygmæerne: „Sådanne høje guder findes ikke alene i Sydøstaustralien, men også blandt pygmæerne, buskmændene, de ældste arktiske folkeslag, de indfødte i det nordlige Centralcalifornia, de primitive algonkinere, ildlænderne, kort sagt blandt alle de primitive folkeslag, vi har nærmere kendskab til.“⁴

R. B. Dixon afslører, at en af disse primitive stammer i Centralcalifornia, maiduerne, har en overordnet skaber og en modstander, kaldet „Coyote“. Skaberen er godgørende og handler til menneskets gavn, lykke og evige liv, men Coyote modstår altid mennesket og søger at gøre det livet besværligt. I denne forbindelse tilføjer Schmidt: „Grunden til, at skaberen tillader Coyotes angreb, er i virkeligheden, at menneskene selv lader sig vildlede af Coyote til at følge ham og forlade skaberen. Derfor lader sidstnævnte dem få deres vilje og bereder dem samtidig den mest velfortjente straf for det.“⁵

Følgende udtalelser til uddybelse af emnet findes i Schmidts monumentale værk Origin and Growth of Religion (Religionens oprindelse og vækst): „Under indflydelse af animisme med dens ofre til de døde, dens åndesyner, dens tilbedelse af forfædre og dens hovedskalskult, er monoteismen ofte blevet tildækket, skubbet i baggrunden og kvalt. På denne måde er billedet af det overordnede væsen blevet fordunklet og forsvinder ofte helt.“ „Troen på et overordnet væsen findes i sin stærkeste og tydeligste form i særdeleshed blandt de ældste folkeslag og hos dem alle uden undtagelse.“ „Vi er i stand til at vise, at mytologi og magi ikke nåede deres fulde og kraftigste udvikling før i senere kulturperioder, og at jo tidligere de fremstår, des svagere er de.“ „Disse høje guder i deres ældste form, som vi møder dem i de primitive kulturer, kommer før alle andre elementer, det være sig naturmyter, fetichisme, åndetilbedelse, animisme, stjernemyter, totemisme eller magi, af hvilke tidligere teorier i forudgående årtier havde udledt religionens oprindelse.“ — Siderne 85, 147, 148, 220.

I 1924 talte Paul Radin for Det Jødiske Historiske Selskab om „Monotheism Among Primitive Peoples“ (Monoteisme blandt primitive folkeslag) og sagde blandt andet: „At mange primitive folkeslag har en tro på en overordnet Skaber, er der ingen, der i dag for alvor benægter.“ I 1954 siger han i et forord til denne offentliggjorte afhandling: „Der hersker kun ringe tvivl om, at en eller anden form for monoteisme har eksisteret blandt praktisk talt alle primitive folkeslag.“⁶

J. H. J. Leuba skriver: „Det er en gammel opfattelse, at selv de laveststående naturfolk tror på et overordnet væsen, hvor tåget deres opfattelse så end er, og hvor ringe ærbødighed de end nærer for det. . . . Selv om denne opfattelse for en tid blev mødt med skepsis . . . har nye antropologiske undersøgelser fremdraget tilstrækkeligt bevismateriale, som kan berettige en tilbagevenden til dette synspunkt.“ Han slutter sin oversigt over dette materiale med ordene: „De fleste antropologer anerkender nu, at troen på høje guder er almindeligt forekommende.“⁷

Arkæologiens vidnesbyrd

Mere betydningsfuld end de primitive folkeslags nuværende religioner er de vidnesbyrd, som de tidligst kendte folkeslags gamle religioner kan give os. For at finde disse vidnesbyrd vender vi os til arkæologien. Man har fundet, at jo længere man trænger tilbage i de polyteistiske folks historie, desto færre guder har de, og desto nærmere monoteismen kommer de. A. Rendle Short siger om Indien og Ægypten:

„Indiens litteratur dækker en periode fra omkring år 2000 f. Kr. til vor tid, og alle er enige om, at jo længere den spores tilbage, des renere bliver strømmen, og jo nærmere vi kommer dens udspring, des mere peger den mod monoteisme. A. A. MacDonell taler om, at den rigvediske litteratur har et „monoteistisk“ præg. De vediske guder, der opregnedes til 33, blev populært anslået til 330.000.000 i senere tider. Det hele var fra et tidligt tidspunkt og fremefter en degenerationsproces. . . .

I Ægypten findes der også vidnesbyrd om, at monoteisme er ældre end polyteisme. Herom vidner en række lærde: Brugsch, Blum-Ernst og Renouf. Renouf skriver: „Det er ubestrideligt, at de mest ophøjede afsnit af den ægyptiske religion ikke er et forholdsvis sent resultat af en proces, hvorved de grovere dele er blevet bortelimineret. De mest ophøjede afsnit er bevisligt ældst, og det sidste stade var langt det mest fordærvede.““⁸

Historikeren dr. Albert Hyma skrev: „Ifølge mange nulevende autoriteter var sumerernes religion oprindeligt monoteistisk, for de ældste skrevne beretninger fortæller tydeligt, at de kun troede på én gud. Dette er meget vigtigt at mærke sig, for indtil for ganske nylig (1937) troede et stort antal historikere, at menneskene oprindeligt var polyteistiske, og at de, efterhånden som de blev civiliserede, dannede sig en mere ophøjet forestilling om guddommen.“ Endvidere skriver han: „Som tidligere nævnt troede sumererne oprindeligt kun på én gud, men efter 3500 f. Kr. [Hymas tidsangivelse] udvikledes forskellige former for polyteisme. De begyndte at tilbede et stort antal guder, af hvilke deres øverste gud Marduk gik i arv til de senere babyloniere.“⁹

Stephen Langdon, professor i assyriologi ved Oxford universitet, skrev en artikel om „Monoteisme som polyteismens forgænger i sumerisk religion“.¹⁰ Sumererne hævdes at være det ældste folkeslag, arkæologien har kendskab til, og i deres gamle beretninger kan man læse om deres religiøse forestillinger. Nogle af de tomter, hvor deres gamle byer har ligget, er blevet udgravet til grunden. „Ved udgravningerne i Kish, som blev foretaget sammen med tre hundrede arbejdere i en periode på tolv år, kom jeg til den slutning,“ siger Langdon, „at monoteisme gik forud for sumerernes udstrakte polyteistiske system. Denne slutning kom til at stå endnu klarere for mig ved tyskernes udgravninger ved Erech og byen Shurupak, der ligger mellem Nippur og Erech.“

Professor Langdon udtaler i sin artikel: „Af inskriptionerne fra omkring år 3000 f. Kr. ved vi, at det sumeriske gudegalleri allerede indeholdt omkring 750 guder. . . . Det er imidlertid sikkert, at når vi ved hjælp af skrevne dokumenter søger tilbage til religionens begyndelse, svinder gudesamlingen fra 3000 f. Kr. ind til fire og derpå til kun to guder.“ „I sin fulde blomstring indeholder gudegalleriet mere end 5000 store og små guder. Denne gudesamlings tidlige historie kan ved hjælp af inskriptioner spores tilbage til den mest primitive billedskrift. En stor part af tidlige tekster fra omkring 3300 f. Kr. viser en samling på kun 500 guder. I alle teologiske afhandlinger om gudesamlingen helt tilbage til 3300 [Langdons tidsangivelse] anbringer babylonierne og sumererne altid Himmelguden først.“ „Jeg bør straks tilføje, at i disse tidlige beretninger findes der intet spor af magi eller dæmoner. Alting peger mod en oprindelig personlig gud ved navn An, Himmel.“ „Det synes at være almindelig anerkendt, at naturguderne i Indiens, Grækenlands og Italiens myter og i alle indo-germanske religioner havde deres begyndelse med en Himmelgud.“

Evolutionstanken en snublesten

Professor Langdon havde lagt mærke til, hvor vanskeligt det var for studerende, der var under darwinismens indflydelse, at udforske religionens oprindelse, og han siger, at det var hans eget studium af semitiske religioner, der fik ham til at trække sig bort fra visse besnærende, forudfattede meninger.

Schmidt bemærkede faldgruberne ved evolutionsteorien: „Ifølge denne må det lavere, det mere dyriske og hæslige også være det ældste; det bedste var i hvert enkelt tilfælde det højerestående og derfor det senere udviklingstrin.“¹¹ „De [forskellige retninger, der var påvirket af udviklingsteorien] antog, at religionen begyndte med lavere former, og forklarede alle dens højere ytringsformer, især monoteismen, som det seneste, hvad tid angik, resultaterne af en lang udviklingsproces.“¹²

Paul Radin stempler denne evolutionstanke som det, der gjorde videnskabsmænd blinde for, at monoteisme gik forud for polyteisme, dengang vidnesbyrdene herom for første gang i en noget usikker form blev fremlagt af Andrew Lang i The Making of Religion (Religionens tilblivelse), som blev udgivet i 1898: „At den professionelle etnolog og den etnologiske teoretiker med hån har afvist tanken er naturligt nok, når man tænker på den indflydelse., udviklingslæren havde på det tidspunkt. . . . At indrømme, at en eller anden form for monoteisme, lige meget hvilken, eksisterede blandt primitive folkeslag, ville have været det samme som at svigte hele deres lære om forskellige udviklingstrin.“¹³

Endvidere: „Den største fejl er og har altid været den formodning, at hver af kulturens bestanddele har gennemgået en udvikling . . . der findes overhovedet intet grundlag for at antage, at der kræves en lang tidsperiode for at udvikle visse begreber.“¹⁴

I sin kritik af dr. Söderblom siger Radin: „For ligesom de fleste ortodokse evolutionister kan han ikke få sig selv til at tro, at primitive menneskers mentalitet ikke er væsensforskellig fra vor. . . . For ham må monoteismen, hvad enten den optræder i en tydelig eller tilsløret form, nødvendigvis repræsentere de sidste faser af en lang og gradvis udvikling.“¹⁵

Sluttelig bemærker Radin: „Jeg er bange for, at den tesis, jeg her har fremsat, vil forekomme mange overdrevet og helt i modstrid med de ideer, man sædvanligvis forbinder med primitive folkeslag. De fleste af os er blevet opdraget i den ortodokse etnologis grundsætninger, og de er i det store og hele et begejstret og ganske ukritisk forsøg på at anvende den darwinistiske evolutionsteori på det menneskelige samfunds historie. Mange etnologer, sociologer og psykologer forsøger sig stadig ad den vej. Der vil imidlertid ikke blive nogen fremgang, førend de lærde én gang for alle befrier sig for den besynderlige opfattelse, at alting har en udviklingshistorie.“¹⁶

Det afgørende vidnesbyrd

Bibelen siger, at Jehova Gud skabte mennesket og åbenbarede sig for det første menneske. I de århundreder, der fulgte, åbenbarede Jehova sig for andre mennesker. Efterhånden som menneskene faldt fra Gud, opfandt de falske guder i hundredvis og sluttelig i tusindvis, hvorved polyteismen så dagens lys. Men Bibelen tilkendegiver, at monoteisme var det oprindelige, og de kendsgerninger, der træder frem i vor tids primitive kulturer og i arkæologiske fund, bekræfter Bibelen og forkaster den teori, at tanken om en overordnet Gud har udviklet sig fra polyteisme. Jehova Gud er ikke et resultat af en udvikling. Når bladet Life og andre lærer det, udspreder de et dødens budskab.

Jehovas tjenere vil ikke blindt famle sig frem i evolutionsteoriens mørke, men vil vidne om den sandhed, at før Jehova fandtes der ingen guder, og efter ham kommer der ingen virkelige guder, men kun polyteismens imaginære guder. „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen.“ — Es. 43:10.

Henvisninger

 ¹ Origin and Growth of Religion af dr. Wilhelm Schmidt, professor ved universitetet i Wien, siderne 242, 243.

 ² Samme, siderne 157, 158.

 ³ Samme, side 191.

 ⁴ Samme, side 88.

 ⁵ Samme, side 190.

 ⁶ Monotheism Among Primitive Peoples af Paul Radin, siderne 8, 3.

 ⁷ Side 100 i Leubas A Psychological Study of Religion, Its Origin, Function and Future, som citeret af Schmidt på side 195 i Origin and Growth of Religion.

 ⁸ Modern Discovery and the Bible af A. Rendle Short, siderne 24, 25.

 ⁹ An Outline of Ancient History af Albert Hyma, siderne 10, 11, 14.

¹⁰ Offentliggjort i Evangelical Quarterly, april 1937, og genoptrykt i Sir Charles Marstons The Bible Comes Alive, siderne 189-200.

¹¹ Schmidts Origin and Growth of Religion, side 5.

¹² Samme, side 12.

¹³ Monotheism Among Primitive Peoples, side 7.

¹⁴ Samme, side 27.

¹⁵ Samme, side 28.

¹⁶ Samme, siderne 29, 30.