Jeg har tjent Gud af hele mit hjerte

FORTALT AF IRMA E. FRIEND

DA JEG var en lille pige plejede jeg med stor opmærksomhed at lytte betaget til min bedstefader der i timevis fortalte os historier fra Bibelen. Jeg lærte at elske og at have ærbødighed for Gud og Kristus og at værdsætte dem der gav mange år af deres liv i tjenesten for Gud. Ønsket om at tjene Gud hele min tid og med alle mine evner voksede. Min onkel og tante der virkede som missionærer i Indien, plejede at komme hjem hvert fjerde år, og når de fortalte om deres oplevelser, slugte jeg hvert et ord. Jeg plejede at tænke at jeg i det mindste kunne blive missionær og sygeplejerske.

Jeg var blot en stor pige da den første verdenskrig udbrød. Vi boede i det neutrale Schweiz, hvor mor og jeg ligesom mange andre var optaget af at strikke varme sokker og vanter til mændene på begge sider af fronten. Vore hjerter blødte for de mange mænd der var tvunget til at kæmpe og dræbe og ødelægge et land der engang havde været fredfyldt og smukt.

Som stor pige var jeg en tid temmelig svagelig og måtte holde sengen. Vores præst foreslog at jeg skulle bruge noget af tiden til at læse Bibelen. Min bror lavede et særligt stativ så vores store familiebibel på en bekvem måde kunne anbringes i sengen hos mig, og dette viste sig at være en glimrende måde at få de lange dage til at gå på.

I foråret 1917 lå både min mor og jeg i sengen, hun som følge af et alvorligt hjerteanfald. Vores protestantiske præst besøgte os ofte, og jeg plejede at spørge ham ud om det rige som vi havde lært at bede om: „Komme dit rige.“ Han svarede at Riget var inden i os. Men dette kunne jeg ikke forstå, for det ville betyde at Guds rige så var inden i de millioner der var indblandet i den internationale krig.

I juli samme år døde min elskede mor. Jeg var dybt fortvivlet. Far tog mig ud af byen til en vidunderlig smuk dal. Her, på et sanatorium for unge piger, blev min sorg endnu større da min far og søster sagde farvel til mig. Selv om pigerne var meget venlige mod mig, kunne jeg simpelt hen ikke holde op med at græde. For at komme bort fra alle, vandrede jeg omkring på sanatoriets område og fandt et lille lysthus, hvor jeg gik ind.

Et lys i mørket

Jeg sad ved et bord og hulkede, med hovedet begravet i armene. Da rørte en hånd blidt ved min skulder og en sød stemme trøstede mig fordi jeg havde mistet min moder. „Du vil få din mor at se igen i Guds rige,“ forsikrede denne fjortenårige pige mig. Jeg blev øjeblikkelig interesseret. Jeg undrede mig over hvordan hun kunne vide det og begyndte derfor at udspørge hende, og det hun forklarede mig om opstandelsen og de andre af Bibelens løfter lød vidunderligt trøstende for mig. Vi blev uadskillelige.

„Vent blot til på søndag, når min mor kommer på besøg,“ sagde hun til mig den første dag. „Hun kan rigtig forklare dig det alt sammen, for hun er bibelstudent.“ Det kunne hun virkelig, og hver anden søndag læste og studerede vi sammen med hende. I de mellemliggende weekender, når min far og mine søskende kom og besøgte mig, undrede de sig over den stadige fremgang jeg gjorde. Da jeg forklarede hvad der var den egentlige grund til min glæde, havde de intet at indvende. De var kun alt for glade over at jeg atter var blevet lykkelig.

Jeg kan huske at min venindes moder fortalte om Betel (der betyder „Guds hus“), Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, New York. „Åh, hvor ville jeg gerne arbejde der!“ udbrød jeg ivrigt. Hun smilede og sagde: „Det ville være vidunderligt hvis du kunne, men det ligger alt for langt borte, Irma, og de har brug for stærke, raske folk der.“ Håbets frø var ikke desto mindre blevet sået, og det slog efterhånden rod.

Da jeg til sidst blev udskrevet fra sanatoriet blev min veninde ved med at besøge mig og til. Min familie kunne godt lide hende, og far tillod mig endog fra tid til anden at besøge hende i en afsidesliggende lille by. Her havde jeg lejlighed til at overvære bibelstudenternes møder, for hjemme udtrykte far altid sin uvilje mod de „små sekter“. Efterhånden blev min far og også min stedmoder virkelige modstandere. Men på det tidspunkt var jeg, trods min unge alder, allerede grundfæstet i min overbevisning.

Indvielse baner vej for en ny tilværelse

Jeg havde allerede i oktober 1918 viet mig til Gud og hans tjeneste, men på grund af min fars modstand kunne jeg ikke symbolisere dette ved dåben før i 1920. Det var i det år jeg lærte Max Freschel at kende. Han hjalp mig overmåde meget i min søgen efter større kundskab om Guds vilje. Senere spurgte han mig om jeg ville være interesseret i heltidstjenesten på det schweiziske betelhjem. Jeg svarede at dette havde været mit mål lige fra den første gang jeg hørte om Betel. Nogen tid efter spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham og arbejde sammen med ham i heltidstjenesten. To vidunderlige muligheder på en og samme tid! Forestil jer min store lykke!

Vi blev gift i oktober 1921, og kort efter modtog vi en indbydelse til at tjene på Vagttårnsselskabets kontor for Mellemeuropa i Zürich. Her kunne vi glæde os over mange forrettigheder. Selskabets præsident, J. F. Rutherford, og andre amerikanske brødre besøgte os fra tid til anden, og det var til stor velsignelse og opmuntring for os alle. I 1925 flyttede vi til det nybyggede schweiziske Betel i Bern, og Max og jeg tjente der i næsten et år. Vi tænker ofte på vore kære medarbejdere der. Mange af dem er stadig travlt optaget af arbejdet på afdelingskontoret i Bern; andre er døde og har fået deres himmelske belønning.

I maj 1926 besøgte broder Rutherford det schweiziske afdelingskontor og samtidig overværede vi alle et vidunderligt stævne i Basel. Der havde været nogle vanskeligheder og en del splid blandt nogle af de schweiziske brødre, men ved hjælp af sin „tro og kloge tjener“ bevarede Jehova os på den rette vej. Kort efter fik min mand et telegram hvori vi begge blev indbudt til at tjene på hovedkontoret i Brooklyn. I kan sikkert forestille jer den glæde og villighed hvormed vi tog imod indbydelsen! Det var naturligvis ikke let at forlade vore kære venner og slægtninge i Schweiz, men vi vidste at der, i overensstemmelse med Herrens løfte, ville være mange flere brødre, søstre, fædre, mødre og børn der ventede os på den anden side af Atlanterhavet. — Matt. 19:29.

Da vi i juli 1926 ankom til New York fandt vi vor gamle ven Charlie Eicher på kajen for at tage imod os. Vi blev også meget venligt modtaget af broder Rutherford og den mindre betelfamilie dengang. Selv om jeg kun talte meget lidt engelsk behøvede jeg blot at se ind i brødrenes og søstrenes øjne for at være klar over at vi var hjerteligt velkomne. I begyndelsen var det ikke let for en schweizisk pige at vænne sig til New Yorks snavs. Ofte sad jeg også alene, fuld af hjemve, når Max var ude at rejse som „pilgrim“ for Selskabet. Men jeg mindede bestandig mig selv om at jeg nu tjente på selve det sted jeg havde længtes efter siden min pure ungdom.

De tysktalende brødre var til stor opmuntring for mig i denne første tid, men jeg begyndte snart at lære engelsk og at få mange gode venner. I begyndelsen arbejdede jeg sammen med Alberta Ford. Vi redte senge, støvede af og skurede gulve sammen. Hun var hurtig og energisk og må have haft brug for en masse tålmodighed dengang hun arbejdede sammen med mig. Hendes nidkærhed, hengivenhed over for Jehova og inderlige ønske om at betjene sine brødre var mig en virkelig inspiration. Vi stod hinanden meget nær indtil hendes død i 1960.

Vi var så optaget af det travle, glade liv på Betel at årene simpelt hen fløj af sted. Som min mand gerne udtrykker det: „Der har aldrig været et trist og tomt øjeblik i vort liv.“ I 1941 blev vi amerikanske statsborgere, og min mand forandrede sit fornavn til Maxwell og vort efternavn til Friend, som et udtryk for vort inderlige ønske om altid at være venner med vor himmelske Fader og hele hans familie i himmelen og på jorden.

Lykkelige dage på Gilead

I 1943 spurgte broder Knorr, som nu var blevet Selskabets præsident, Maxwell om vi ville tage til Selskabets smukke Kingdom Farm nær Ithaca, New York, han for at tjene som lærer ved den netop åbnede Gileadskole for missionærer og jeg for at hjælpe til i huset. Det var svært at forlade Betel, og jeg fældede ikke så få tårer af den grund, men hvilke vidunderlige velsignelser der ventede os! Efter nogle travle uger med forberedende arbejde ankom den første klasse elever, og dermed begyndte sytten meget travle års tjeneste på Gilead.

Det var en vidunderlig forret vi fik, især da vi blev nære venner med mange af de kære og trofaste heltidstjenere der var villige til at give sig selv i missionærtjenesten! Det var en inspiration at kunne være til hjælp for så mange unge mænd og kvinder der villigt havde forladt hjem, venner og en behagelig tilværelse for at rejse ud under andre himmelstrøg og hjælpe folk af mange forskellige racer. I femogtyve år har jeg nu haft den glæde at kende mange af dem personligt, og jeg holder meget af dem alle. Deres nidkærhed og hengivenhed har i sandhed hjulpet mange til at tro på og tjene Jehova og hans konge!

I alle disse år har jeg kunnet glæde mig over en rig og lykkelig tilværelse. Jeg har aldrig måttet undvære nogen af de store stævner; de har været os til stor velsignelse, og i årenes løb har vi fået en masse venner. Jeg takker altid Jehova for at han har skabt os så underfuldt at vi, lige meget hvor mange venner vi har, alligevel har plads i vore hjerter til mange flere.

Endnu en forandring, flere glæder

Af hensyn til vor fremskredne alder viste broder Knorr os den venlighed at kalde os tilbage til hovedkontoret på Betel, hvor vi kunne glæde os over stadig at arbejde uden at være tynget af for stor en ansvarsbyrde. Det var atter svært at forlade vore venner, men i det mindste kunne vi planlægge at foretage en årlig „pilgrimstur“ til det dejlige sted, og det har vi også gjort.

Arbejdet på Betel er stadig en virkelig glæde for mig. Det er så tilfredsstillende at bruge sine kræfter i Jehovas gerning og til gavn for hans nidkære tjenere, og at gøre det af hjertet. Da jeg ved hvor hårdt vore brødre og søstre arbejder på kontoret og fabrikken, føler jeg altid trang til at anstrenge mig endnu mere for at gøre deres værelser hyggelige, så de altid har et rart sted hvor de kan hvile ud efter arbejdet. Jeg bliver ganske vist ofte legemligt træt, men Jehova fornyr hver dag vore kræfter, og hvis vi holder hus med vor energi og gør klog brug af hvileperioder, er det forbavsende hvordan vi kan blive ved at yde noget, selv om vi bliver ældre.

Da mit helbred har voldt mig en del problemer har det til tider været en virkelig kamp at holde den gående, men de ansvarshavende brødre har altid været venlige og forstående, og de er altid villige til at hjælpe når det er nødvendigt. Der har også altid været en eller anden venlig broder der var læge og som kunne hjælpe mig med at klare nogle af de vanskeligste situationer. Jehova har i sandhed sørget for alle vore behov. Han holder sine kærlige løfter såfremt vi trofast tager vare på de forpligtelser vi påtog os da vi indviede os til ham. Det er så langt, langt bedre at „ligge ved . . . ’Guds hus’ tærskel end dvæle i gudløsheds telte“. — Sl. 84:11.

Noget der også har hjulpet til at gøre disse mange år i heltidstjenesten lykkelige og tilfredsstillende, har været min kære mands helhjertede hengivenhed for Jehova og hans organisation. Han har til stadighed været et eksempel for mig. Uanset hvor stort et problem har forekommet mig, så var det, efter at jeg havde fortalt ham om det og drøftet det med ham, ikke længere noget virkeligt problem. Han elsker simpelt hen at tjene Jehova og har altid været tilfreds med en hvilken som helst tjeneste han har fået betroet, idet han altid har tjent dér af kærlighed som en ydmyg ven af Gud, og Kristus. Skulle jeg så ikke tjene hengivent ved hans side? Der tilbage i 1920 forsikrede jeg ham om at jeg ønskede at gøre det, og sådan føler jeg det stadig.

Når jeg bliver træt efter at jeg har gjort hvad jeg kan, og ønsker at jeg kunne gøre mere, tænker jeg ofte på Rebekka. Hun gav med glæde Abrahams træl, Eliezer, vederkvægende vand at drikke, og da hans tørst var slukket fortsatte hun ivrigt med at øse vand til hans ti kameler. Hun må have været temmelig udkørt efter dette arbejde, men hun var tilfreds, og tænk på den rige belønning hun modtog! Vi opnår i sandhed en dyb tilfredshed når vi gør hvad vi kan, selv om det ikke er så meget som vi gerne ville gøre.

Denne tilfredshed ved at gøre hvad vi kan, det være sig i tjenesten på arbejdsmarken, i missionærtjenesten, i menigheden eller når vi tjener på Betel, er i sig selv en stor belønning! Selv om vi stadig blot er unyttige tjenere for Jehova, er det opmuntrende for os at tænke på at han i sin godhed giver os lejlighed til at være hans medarbejdere, selv om vor del er uendelig lille, sammenlignet med den rigdom af godhed han til stadighed overøser os med. — 1 Kor. 3:9.

Lige siden hin mindeværdige dag i 1917 da en ung piges blide hånd og stemme blev brugt af Jehova til at bringe mig trøst fra Guds ord, Bibelen, har jeg altid ønsket at andre som var i nød skulle havde del i den samme velsignelse. Åbenbaringen 21:1-4 har været mit yndlingsskriftsted, og jeg har gang på gang brugt det for at hjælpe mennesker der har haft en stor sorg. Jeg er Jehova taknemmelig fordi han gav mig den nødvendige hjælp så jeg kunne blive, ikke missionær og sygeplejerske, men en af hans forkyndere af Riget i denne enestående tid. Jehova har i sandhed ledet begivenhederne, og jeg vil for evigt være fuld af taknemmelighed mod ham og hans kære søn, min frelser, og mod mine brødre og søstre der så kærligt har hjulpet mig til at forblive på den vej der fører til evigt liv i lykke.