Guds ledelse

DER er tidspunkter hvor uoverstigelige hindringer truer med at afholde oprigtige mennesker fra at få hjælp til at lære Bibelen at kende. Jehova Gud har omsorg for disse mennesker, og ofte griber han ind i begivenhederne og udvirker at de får den nødvendige hjælp. Et Jehovas vidne i San Lorenzo i Californien i U.S.A. fortæller en oplevelse som får dette til at træde tydeligt frem:

„En slægtning jeg har som er koreaner men bosat her i De forenede Stater, har gentagne gange bedt sin svigerinde og mig om at læse Bibelen sammen med hende. Dette var imidlertid ikke muligt da vi ikke forstod hende, eftersom hun taler meget lidt engelsk. Selv om hun havde vor litteratur på koreansk, var hun ulykkelig over at vi ikke kunne give hende den personlige hjælp hun behøvede. Hun plejede at komme til møderne i rigssalen, men græd fordi hun ikke kunne forstå hvad der foregik. I al denne tid ledte jeg efter et koreansk vidne, men fandt ingen. Jeg følte mig helt hjælpeløs.

På vort sektionsstævnes sidste dag for jeg vild på parkeringspladsen da jeg ville hente min bil. Åbenbart greb Jehova ind, for jeg mødte tilfældigvis en veninde som var sammen med et vidne der lige var blevet døbt. Hvad mener I? Denne dame var koreaner! Jeg greb straks lejligheden til at spørge om hun ville studere med min slægtning. Hun blev henrykt, for hun havde bedt til Jehova om at få et bibelstudium på koreansk da hendes engelsk ikke var særlig godt. Og her havde min koreanske slægtning bedt til Jehova om nøjagtig det samme.

Der blev truffet aftale, og hvilken glæde det var da de mødtes! De omfavnede hinanden og græd af glæde. Det vidne der for nylig var blevet døbt modtog stadig hjælp fra et andet koreansk vidne. Foranstaltninger blev truffet så min slægtning også kunne overvære dette studium. Nu har hun to koreanske veninder at komme sammen med og samtidig får hun en ekstra stor portion åndelig føde på sit eget sprog. Jehova drager i sandhed kærlig omsorg for dem der søger ham.“

Et andet vidne i Arlington, Massachusetts, fortæller: „Jeg læser Bibelen sammen med en ung dame som bor i en beboelsesvogn på en permanent campingplads. En dag fortalte hun mig at der var en anden dame der på pladsen som også var interesseret i Bibelen. Hun havde inviteret hende til at være med til studiet, men det kunne damen ikke fordi hun blev nødt til at arbejde for at forsørge sin familie, der blandt andet bestod af to små tvillingepiger. Hun fortalte mig at denne dame boede i den første beboelsesvogn på pladsen. Jeg lovede at besøge hende.

Da jeg kom var det en ung dame der talte med fransk accent som lukkede op, og da hun så mig med tasken i hånden sagde hun: ’Værsgo at komme ind!’ Jeg spurgte om hun vidste hvem jeg var. Det sagde hun at hun gjorde, og bad mig igen om at komme indenfor. Jeg gik ind og begyndte at forklare hvorfor jeg besøgte hende, men hun afbrød mig idet hun sagde: ’Et øjeblik, så henter jeg mine ting.’ Det så ud som om hun forvekslede mig med en anden, men hun var gået før jeg kunne nå at sige dette til hende. Jeg ville ikke sætte mig, for jeg var sikker på at hun ville bede mig om at gå når hun fandt ud af hvem jeg var.

Hun kom tilbage, og de ’ting’ hun havde været inde at hente var en fransk bibel, New World Translation of the Holy Scriptures, og franske og engelske eksemplarer af Vagttårnsselskabets bøger og blade. ’Sid ned,’ sagde hun sødt, ’vi studere!’ Jeg var fuldstændig overrasket og spekulerede på hvorfor den anden dame ikke havde fortalt mig at dette menneske var så interesseret.

Jeg spurgte så til hendes små tvillingepiger, hvorpå hun sagde: ’Hvilke tvillinger?’ Da jeg spurgte hende om hun da ikke havde tvillingepiger, sagde hun at det havde hun ikke. Så nævnede jeg hendes nabo som jeg studerede med, men hende kendte hun ikke. Atter gentog hun: ’Vi ikke nok studere?’ Så spurgte jeg hende hvilken dame dér på pladsen det var der havde to små tvillingepiger. Hun fortalte at den dame boede i den første beboelsesvogn på den anden side af vejen. På ny sagde hun: ’Vi ikke nok studere, nu!’ Så studerede vi, og det har vi nu gjort de sidste tre uger.

Det lader til at denne franske unge pige har studeret Bibelen i Texas. Derpå flyttede hun til Virginia, hvor hun boede hos sin svigermoder, der tilhørte et af kristenhedens trossamfund. Mens hun boede der, besøgte Jehovas vidner hende, men hun forstod ikke hvorfor de aldrig kom tilbage. Ugen efter at jeg havde besøgt hende, fik hun et brev fra en af disse forkyndere i Virginia, som fortalte at de havde besøgt hende, men at hendes svigermoder havde sendt dem væk igen. Åbenbart fortalte hun heller aldrig sin svigerdatter om deres besøg. På denne campingplads, hvor vognene stod side om side i fire rækker, så der altså var otte ’første’, ledede Jehova mig åbenbart hen til den ene hvori der boede et menneske som behøvede åndelig hjælp.“