Dåben — kun for disciple
„Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se! jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Matt. 28:19, 20, NW.
1, 2. Hvordan er det skabte blevet tilbedt i højere grad end Skaberen i betragtning af det der her siges om vand?
RENT, frisk vand — en af de utallige velsignelser som mennesket i sin tilværelse modtager fra den store Skaber. Det oplyste, ærbødige menneske opsender lov og taksigelse til flodernes Skaber, Jehova, livets og al god gaves Giver. Mange af fortidens folk kendte imidlertid ikke Skaberen. De tilbad vandene. Et eksempel herpå findes i de gamle ægypteres religion. Ægypterne tilbad Nilfloden, hvilket fremgår af en hymne til Nilen: „Måtte det gå dig vel, du som kommer til dette land for at give Ægypten liv . . . når du nådigt lytter til menneskenes bønner . . . skaberen af alt godt, såsædens herre . . . kornmagasinerne svulmer, pakhusene er fulde, og de fattige har fået rigeligt i eje.“
2 Selv om folkene i disse egne for længst er ophørt med at dyrke Nilen som en gud, fortsætter tilbedelsen af floder dog stadig i vore dage. I Indien og dets nabolande vrimler det med „hellige floder“ og „flodguder“, der spiller en ikke ringe rolle i folkenes tilværelse. Berømt blandt de „hellige floder“ er den mægtige Ganges, der menes at flyde ud fra håret på Siva, en af guderne i hinduernes treenighed. Læg mærke til at hver eneste god hindu fuldt og fast tror på at han vil modtage åndelig styrke og alle gode egenskaber ved at bade sig i Ganges’ vande. Blot den mindste dråbe „helligt“ vand på et døende menneskes tunge eller øjenlåg menes at rense det for synd.
3. Forklar hvilken lighed i den ceremonielle brug af vand man finder i religiøse samfund inden for og uden for kristenheden.
3 Tilbedelsen af floder øver næppe nogen tiltrækning på dig. Du synes sikkert ikke at det kan være et fornuftigt religiøst krav at man skal tilbede vand. Du kan måske godt gå med til at vand er en velsignelse for menneskene, men ikke at det er en kilde til velsignelse. Er du imidlertid klar over at i alle religioner har man i almindelighed samme syn på brugen af vand som de store skarer der bader sig i Gangesflodens vande for at opnå åndelig styrke og gode egenskaber? Ligheden ligger i at de sidstnævnte mener at opnå et gode ved at bade sig i floden, og at andre religioners tilhængere mener at opnå et gode ved at blive bestænket, overhældt med eller nedsænket, det vil sige døbt, i vand.
4. Hvad mener man at brugen af vand i religiøse ceremonier udgør?
4 Den opfattelse at synder på en eller anden måde opløses i vand og at brugen af vand i religiøse ceremonier af forskellig slags derfor medfører åndelige goder eller fordele, fremgår af at kristenhedens kirker kalder denne bestemte brug af vand for et „sakramente“. Den græsk-katolske og romersk-katolske kirke regner dåben for det første af syv sakramenter, og i de protestantiske kirker regnes den for det første af to. Man vil imidlertid lede forgæves efter ordet „sakramente“ i Bibelen. Trossamfundene inden for og uden for kristenheden kan ikke i Bibelen finde støtte for den tanke at nåde, hellighed og åndelige goder tilflyder den som sænkes ned i eller bestænkes eller overhældes med vand i en religiøs ceremoni.
5. Godkender Bibelen brugen af vand i en kristen religiøs ceremoni?
5 Godkendes brugen af vand i en kristen religiøs ceremoni da slet ikke i Bibelen? Jo, det vil du se af det skriftsted som indleder denne artikel, for her giver Jesus, kristendommens grundlægger og leder, befalingen: ’Gå ud og døb.’ Samtidig forklarede han nærmere hvem der kunne adlyde hans befaling og lade sig døbe, nemlig de mennesker der opfyldte betingelserne for at blive „disciple“.
6. Hvorfor er det så vigtigt at vi har en fuld og korrekt forståelse af hvad den bibelske vanddåb er?
6 Bibelen lærer at vanddåben er det første lydighedsskridt som Bibelen fordrer af enhver der foretager en indvielse til Jehova Gud. Vi bør derfor ønske at vide hvorfor Bibelen stiller dette krav, ligesom vi bør sætte os ind i hvilken betydning der ligger i dåben. Inden vi går over hertil vil vi imidlertid se lidt nærmere på hvad den kristne, bibelske dåb ikke er. Mange kirkesamfund har ved at føre den falske lære at dåben er et sakramente skadet menneskene. Hvorledes det? Fordi denne lære har forledt mange til at tro at den der lader sig døbe modtager nåde, goder og fordele ved dåben, eftersom man hævder at der sker noget forbløffende med det menneske der lader sig nedsænke i eller blot bliver bestænket eller overhældt med vand.
Sakramente eller ikke?
7. Hvilken påstand fremsætter den katolske kirke med hensyn til sakramenter?
7 I det følgende bringes et uddrag fra The Catholic Encyclopedia, bind II, og vi citerer stykket for at vise hvad den katolske kirke lægger i dåbsceremonien. „’Erklæringen til armenierne’ i den af pave Eugenius IV udstedte forordning ’Exultate Deo’. . . . ’Den hellige dåb indtager førstepladsen blandt sakramenterne, eftersom den er døren til det åndelige liv; for ved den bliver vi Kristi lemmer og optaget i Kirken. . . . Dette sakramente udvirker forladelse af al synd, nedarvet og selvforskyldt, såvel som eftergivelse af syndens straf.’“
8. Vis forskellen mellem Bibelens udtalelser og kristenhedens påstande om (a) syndsforladelse; (b) udfrielse fra synd og død; (c) straf for overlagt synd; (d) optagelse i den åndelige menighed.
8 Denne lære indebærer at den der nedsænkes i vand eller overhældes med vand vil modtage liv i himmelen, eftersom den katolske kirke hævder at „arvesynden fratog menneskeslægten en ufortjent ret til himmelen“. Når man mener at vanddåben skulle medføre en tilgivelse af arvesynden og derfor være et sakramente, fordunkler det mange af Guds ords sandheder. Et menneske opnår ikke tilgivelse af synder fordi det vædes med vand, og det hvad enten det drejer sig om arvesynden eller selvforskyldt synd. Syndsforladelse opnås udelukkende gennem Jehovas foranstaltning ved Jesu Kristi offer. Det er det fuldkomne menneskeliv som Jesus Kristus ofrede der befrier menneskeheden for synd og død, hvilket fremgår af Johannes 1:29, Andet Korinterbrev 5:21, Hebræerbrevet 9:24-26 og Første Johannesbrev 2:1, 2. Et menneske som tilhører den fordærvede verden kan heller ikke ved at lade sig sænke ned i vand undgå den straf som er en følge af overlagt synd, hvilket fremhæves i Johannes 15:19, Galaterbrevet 1:3, 4 og Åbenbaringen 18:3-8. Vanddåben gør ikke et menneske til medlem af kirken, det vil sige Kristi legeme, den åndelige menighed. — 2 Tess. 2:13; Joh. 17:6; Rom. 8:30.
9-11. Hvordan vises det yderligere at den ceremonielle tvætning som et påstået sakramente ikke har sit udspring i den kristne lære?
9 I The Catholic Encyclopedia hedder det videre om vanddåben: „Hvor naturligt og udtryksfuldt symbolismen i den udvortes tvætning blev anset for at passe på den indvendige renselse fremgår tydeligt af at denne skik også findes i hedenske religionssystemer. Brugen af renselsesvand forekommer blandt babylonierne, assyrerne, ægypterne, grækerne, romerne, hinduerne med flere.“ Det katolske værk der citeres her har ret når det siger at renselse og dåb i vand også blandt hedenske religioner betragtes som et sakramente der skulle medføre mange goder. Ikke-katolske autoriteter er her enige med den ovenfor anførte katolske autoritet, og vi har således to hold autoriteter som i fællesskab beviser at den ukristne påstand eller teori om at vanddåben er et sakramente, er af dæmonisk eller djævelsk oprindelse.
10 I denne forbindelse siger Hislops The Two Babylons: „Denne lære om genfødelse i dåben er i hovedtrækkene også af babylonisk oprindelse. Nogle studser måske over at tanken om en genfødelse overhovedet kendtes i den hedenske verden; de behøver dog blot at rejse til Indien for at finde mennesker der den dag i dag aldrig har hørt et ord om den kristne lære og dog er lige så fortrolige med udtrykket som vi. . . . Vi kender til adskillige oldtidsforfattere der direkte omtaler denne [babyloniske] dåb og hensigten med den. . . . De der således underkastede sig denne dåb fik, således som Tertullian forsikrer os, løfte om at det ville medføre ’GENFØDELSE samt tilgivelse for alle deres falske eder’. Vore egne hedenske forfædre, der dyrkede guden Odin, vides at have udført dåbshandlinger, der i sammenhæng med den erklærede hensigt med handlingerne viser at de i hvert fald oprindelig må have troet at de nyfødte børns nedarvede skyld og onde tilbøjeligheder kunne vaskes bort ved at man bestænkede dem med vand eller ved at man straks efter fødselen døbte dem i en flod eller en sø. Ja, på den anden side af Atlanten, i Mexico, var ideen om genfødelse ved dåben stærkt udbredt blandt de indfødte da Cortez og hans krigere gik i land på deres kyster. . . . Læseren har allerede set hvor trofast romerkirken har efterlignet de hedenske djævleuddrivelser i forbindelse med dåben. Alle de andre træk der hæfter sig ved den katolske dåbshandling, såsom brugen af salt, spyt, hellig olie eller salvelsen med olie, samt tegningen af et kors i panden, er ligeledes af hedensk oprindelse.“
11 Til dåbsceremonierne i de forskellige kirkesamfund i kristenheden hører i vore dage følgende træk: gudfædre og gudmødre, ånding på dåbskandidatens ansigt for at uddrive onde ånder, tegningen af korsets symbol, håndspålæggelse, indførelse af „indviet“ salt i kandidatens mund, præstens berøring af øre og næsebor med spyt fra sin egen mund, salvelsen med olie, den tre gange foretagne tvætning, det hvide klæde, tændte lys og andre rituelle enkeltheder der ikke finder noget grundlag i Bibelen. Alt dette benævnes i The Catholic Encyclopedia og andre religiøse værker som rester af dæmon- eller djævledyrkelse, hvorfor intet af det hører med til sand kristendom.
Bogen der forklarer den kristne dåb
12, 13. (a) Hvor kan vi hente den rette forklaring på den kristne dåb? (b) Fra hvornår gælder Jesu befaling i Mattæus 28:19, 20? (c) Hvorfor har den særlig aktualitet og kraft nu?
12 Hvis vi skal afgøre hvad den kristne dåb egentlig indebærer skal vi ikke henvende os til traditionen eller hedenskabet, men til Bibelen, Guds hellige ord, kristnes religiøse rettesnor. (Matt. 15:1-9; Mark. 7:1-8) I Mattæus 28:19, 20 finder kristne en bemærkelsesværdig omtale af dåben.
13 Disse ord (i Mattæus 28:19, 20), som giver direktiver angående dåben, blev udtalt nogen tid før Jesus steg til himmelen på den fyrretyvende dag efter sin opstandelse fra de døde i år 33 e.v.t. Ordene er en befaling som skulle gælde fra det øjeblik de blev udtalt og op igennem århundrederne til afslutningen på tingenes ordning. Menneskeheden har levet i tiden for afslutningen på den nuværende tingenes ordning siden året 1914 efter vor tidsregning. Nu i vore dage vil det, så længe der er mennesker som opfylder de krav der stilles til disciple, være ret og rigtigt at adlyde Jesu dåbsbefaling. Befalingen i Mattæus 28:19, 20 har faktisk større aktualitet og kraft nu i „endens tid“ end nogen sinde tidligere, fordi Jehovas trofaste vidner har udstrakt forkyndelses- og undervisningsarbejdet til „folk af alle nationer“, med det resultat at der er fundet disciple i alle nationer i hele verden. På hele jorden blev der sidste år døbt 120.905. — Mark. 13:10.
14. (a) Hvordan gav man i den første kristne menighed synligt udtryk for lydighed mod Jesu befaling? (b) I hvor stort et omfang er befalingen blevet adlydt i vore dage?
14 Kort tid efter at Jesus havde givet befalingen om at hans efterfølgere skulle gøre disciple og døbe dem, kom cirka tre tusind jøder og omskårne jødiske proselytter til troen på Jesus Kristus, nemlig på Pinsedagen, ti dage efter at Jesus var steget op til himmelen. Netop der og da tog Kristi apostle fat på i Jerusalem at udføre en gerning i lydighed mod hans befaling, idet de døbte disse tusinder af omskårne troende i vand, „i Jesu Kristi navn til [deres] synders forladelse“. (Ap. G. 2:1-41) Senere hen døbte man, således som det fremgår af beretningen i Apostlenes Gerninger 10:1-48, folk som ikke var af jødisk herkomst og som aldrig havde levet under Israels lovpagtsordning, og det skete ligeledes i Jesu Kristi navn. Denne dåbshandling, som var blevet påbudt af Jesus, blev altså udført fra det øjeblik den kristne menighed blev til og er fortsat igennem tiderne, og nu da vi er nået til „afslutningen på tingenes ordning“ er den i sandhed blevet udvidet til at omfatte disciple af alle nationer. Her er en bibelsk forsvarlig brug af vand i forbindelse med den kristne religiøse dåbsceremoni. Jesu dåbsbefaling bliver stadig fulgt.
Ikke alle opfylder betingelserne
15. Hvem kan få adgang til den kristne dåb?
15 Af Jesu ord fremgår det klart hvem der kan få adgang til dåben: „Gør disciple . . . idet I døber dem.“ (Matt. 28:19, NW) Disciple er mennesker som er elever, mennesker som sidder inde med nogen viden og på dette grundlag danner sig en mening, i dette tilfælde om Kristus Jesus, hans himmelske Fader, Jehova Gud, Guds ord, Guds hensigter og deres eget forhold til Jehova Gud ved Jesus Kristus. Måske vil du spørge: „Hvis dette er sandt, hvordan kan det så være at man døber spædbørn? Er det med rette at de underkastes den kristne dåb som Jesus påbød?“
16, 17. (a) Hvorfor er spædbarnsdåb i modstrid med Mattæus 28:19? (b) Hvorfor kan spædbarnsdåb ikke have sin oprindelse hos apostlene?
16 Kan spædbørn angre og vende om, kan de tilegne sig kundskab, kan de vise troen i gerninger, kan de være Jehova Gud hengivne? Nej, det kan de ikke. Sagt på en anden måde: de kan ikke blive disciple. Og eftersom dåben ikke er et sakramente følger det heraf at den i sig selv ikke skænker den døbte et gode, og derfor må vi slutte at dåb af spædbørn er uden værdi, ligesom den er uden støtte i Guds ord. Læs selv Apostlenes Gerninger 10:44-48 om Kornelius’ omvendelse og se at den hellige ånd kom over dem der hørte Guds ord; de der gjorde det kunne med rette underkaste sig dåben, og det gjorde de også. Man kan ikke påstå at spædbørn kan høre Guds ord, forstå det og rette sig efter det, og således opfylde betingelserne for at kunne få adgang til den kristne dåb.
17 Den historiker som sandsynligvis har den bedste indsigt i den kristne menigheds forhold umiddelbart efter aposteltiden, er Neander, og han har følgende at i sige om spædbarnsdåben: „Tro og dåb fulgtes altid ad, og derfor er det i højeste grad sandsynligt at dåben kun blev udført i de tilfælde hvor de to kunne forenes samt at spædbarnsdåben var ukendt i denne periode.“ „Men først så sent som (i hvert fald ikke tidligere end) Irenæus finder man spor af spædbarnsdåben, og at den først blev anerkendt som en apostolsk tradition i løbet af det tredje århundrede er en kendsgerning der snarere taler imod end for at skikken har en apostolsk oprindelse.“ — Geschichte der Pflanzung und Leitung der christlichen Kirche durch die Apostel.
18. Hvilke voksne kan få adgang til dåben?
18 Kravet om at den der underkaster sig den rette form for kristen dåb skal være discipel, udelukker ikke blot spædbørn men også andre, selv voksne, der ikke har kendskab til Guds ord eller som ikke retter sig efter Guds ord. Jesu befaling understreger ikke alene at kandidater der får adgang til dåben skal være disciple, men den understreger tillige hvad det er de som disciple skal have lært, eftersom Jesus sagde: „Idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:20) I disse ord ligger der mere end det at et menneske blot er blevet oplyst om hvad disse befalinger går ud på. Man kan underrette et menneske og give det bestemte oplysninger uden at det dog behøver at følge disse oplysninger; men når et menneske har lært disse ting, vil det give sig udslag i at det retter sig efter dem.
19. Vis hvordan man må reagere på Guds ord for at blive døbt, og hvad det må resultere i.
19 Derfor læser vi i Apostlenes Gerninger 2:41 at „de, som nu tog imod hans ord, blev døbt“. Om andre medlemmer af den første kristne menighed hedder det at de blev døbt „da de troede Filip“. Altså først troede de, og derpå „lod de sig døbe, både mænd og kvinder“. (Ap. G. 8:12) Når en discipel har hørt og givet agt på Guds ord, giver det sig udslag i at han nu følger en handlemåde som er fælles for alle der gør sig håb om at vinde livet, en handlemåde der i virkeligheden er det højeste og ædleste udtryk for menneskelig stræben og higen. (Joh. 17:2, 3; Sl. 119:1, 2) Det er den handlemåde som fører en menneskeskabning ind i det rette forhold til Skaberen. Det er den eneste måde hvorpå man virkelig tilbeder Gud. Hvis de enkelte i dag ikke følger denne handlemåde, tilbeder de faktisk ikke Gud. Det er desuden den handlemåde der fører til evigt liv. Den har sit udspring i en personlig indvielse til Jehova.
Først indvielse
20. Hvad indbefatter kristen indvielse?
20 Som du ved ligger der i ordet „indvielse“ den betydning at man erklærer noget helligt. Indvielse er altså den højtidelige akt hvorved man sætter noget til side til et bestemt, ædelt formål. Overføres det på Kristi Jesu disciple, betyder indvielse at de udelt stiller sig til rådighed for Jehova Gud og lader tjenesten for og tilbedelsen af ham komme først i deres liv. Indvielsen er en rent personlig beslutning. Det er den handling hvorved et menneske beslutter sig til uforbeholdent og betingelsesløst at gøre Jehova Guds vilje, som denne kommer til udtryk ved Jesus Kristus. (Ordsp. 14:27) Når et menneske indvier sig tilkendegiver det at det har en usvigelig tillid til Jehova, erkender at Jehova er Gud, at Gud er retfærdig, at Guds sag er sikker på sejr, at der ikke er tvivl i den indviedes hjerte og sind og at det er ham en glæde og lyst at tage standpunkt på Jehovas side. „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves ved sine bedrageriske lyster; men I skal fornys i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ (Ef. 4:22-24, NW) Kristne er Kristi Jesu efterfølgere, hvorfor de må tjene Jehova Gud, være ham hengivne og være indviet til ham. — Ap. G. 11:26.
21. Hvem står nu i et nært forhold til Jehova Gud?
21 Af Jesu befaling fremgår det at disciple ved deres indvielse opnår et nært forhold til Jehova Gud. På jorden findes der i vore dage tusinder og atter tusinder af kristne vidner for Jehova som har taget skridt til at indvi sig, som har symboliseret det ved vanddåben og som nu trofast tjener Jehova og forkynder hans ord, til ære for ham og til velsignelse for deres medmennesker.
22. Hvorfor må den discipel der ønsker at være lydig, underkaste sig dåben?
22 De symboliserer deres indvielse ved vanddåben; og her er det at dåbshandlingen kommer ind i billedet, for som Jesus sagde: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem . . ., idet I lærer dem.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Disciplen må lade sig døbe hvis han vil adlyde Bibelens krav. Dåben er en åben, offentlig og tilbørlig ceremoni hvorved den der har indviet sig tilkendegiver at han har truffet en beslutning om at gøre Guds vilje. En sådan dåb i overværelse af vidner er et krav til den indviede. Det er nødvendigt at der findes et synligt vidnesbyrd om den indvielse som den enkelte har foretaget, eftersom indvielsen markerer en ændring eller et vendepunkt i et menneskes liv og hans medkristne er berettiget til at få kundskab herom, så de ved hvad de kan forvente af vedkommende fra nu af.
23. (a) Hvorfor gennemfører Jehovas vidner en ceremoni der skal være et træffende symbol på det beskrevne forhold, og hvad er symbolet? (b) Hvad var dåben i Jesu tilfælde et synligt udtryk for? (c) Hvad var den for jødiske disciple indtil år 36 e.v.t.? (d) Hvad har den siden været et udtryk for?
23 Vi behøver ikke at lede efter et symbol på indvielsen, for Bibelen tilkendegiver at dåben er det, og der findes ikke et mere passende og træffende symbol. Kristne er Kristi Jesu efterfølgere. „Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.“ (1 Pet. 2:21) Anføreren Kristus blev døbt af Johannes Døber som symbol på at han fremstillede sig som medlem af det indviede jødiske folk. „Derefter kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at døbes af ham. . . . Da svarede Jesus, og sagde til ham: ’Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!’ . .. Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet . . . Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.’“ (Matt. 3:13-17; Sl. 40:8, 9; Hebr. 10:7) Beretningen giver tydeligt til kende at Jesu himmelske Fader Jehova fandt behag i at Jesus fremstillede sig og symboliserede dette ved dåben. For at følge Jesu eksempel lod medlemmerne af den første kristne menighed sig døbe. (Ap. G. 10:48; 8:12, 36, 38, 39) Den dåb som kristne af jødisk herkomst lod sig underkaste indtil år 36 e.v.t. var ligeledes et symbol på at de fremstillede sig som medlemmer af et indviet folk. Derefter blev den kristne dåb, hvad enten det var kristne af jødisk eller ikke-jødisk herkomst der underkastede sig den, et symbol på deres indvielse, for ved Jesu død i år 33 e.v.t. ophørte Jehovas tilknytning til jøderne gennem Lovpagten, ligesom den tid hvori Israel havde nydt en særlig gunst ophørte umiddelbart før det kristne evangelium blev forkyndt for ikke-jøder. Nu, på dette sene tidspunkt i historien, har enkeltpersoner i alle folkeslag, uanset race og herkomst, både jøder og ikke-jøder, lige adgang til Jehova Gud med muligheden for at foretage en personlig indvielse og derpå opfylde forpligtelsen til at symbolisere den ved vanddåben.
[Illustrationer på side 367]
Hinduer bader i den hellige Gangesflod og tror at dette er et sakramente som skænker dem goder og bortvasker synd
[Illustration på side 368]
Eftersom spædbørn ikke kan blive disciple, har dåben ingen værdi for dem
[Illustration på side 370]
Dåben er en offentlig ceremoni der tilkendegiver at disciplen har indviet sig til at gøre Guds vilje; 120.905 disciple blev døbt sidste år