Apologeterne — Forsvarere for kristendommen eller selvbestaltede filosoffer?

INCEST, barnemord, kannibalisme — det var nogle af de absurde ting de kristne i det andet århundrede blev anklaget for. Det førte til så voldsom en bølge af forfølgelse at nogle forfattere der bekendte sig til kristendommen, følte sig nødsaget til at forsvare deres tro. Disse forfattere, der senere blev kendt som apologeterne, eller forsvarere for kristendommen, var besluttede på at bevise at deres tro var helt ufarlig, så de romerske myndigheder og den brede befolkning kunne blive gunstigt stemt over for kristendommen. Det var et risikabelt foretagende, for det romerske imperium og folket lod sig normalt kun stille tilfreds hvis man indordnede sig. Der var også en reel fare for at forfølgelsen ville blusse op, eller for at man kom til at udvande den kristne tro ved at indgå grundløse kompromiser. Hvordan forsvarede apologeterne deres tro? Hvilke argumenter brugte de? Og hvad førte deres bestræbelser til?

Apologeterne og det romerske imperium

Apologeterne var veluddannede mænd fra det andet og begyndelsen af det tredje århundrede. De mest kendte var Justinus Martyr, Klemens fra Alexandria og Tertullian.a Deres skrifter var først og fremmest henvendt til hedningerne og de romerske myndigheder. Formålet med dem var at forklare den kristne tro, og de indeholdt mange henvisninger til Bibelen. Frem for alt forsvarede apologeterne sig mod forfølgerne, modbeviste deres beskyldninger og fremstillede de kristne i et gunstigt lys.

En af apologeternes mærkesager var at overbevise de politiske myndigheder om at de kristne ikke var fjender af kejseren og imperiet. Tertullian sagde om kejseren at „vor Gud har udnævnt ham“, og Athenagoras forsvarede den arvelige tronfølgeordning i Romerriget og involverede sig dermed i politik. Apologeterne ignorerede således Jesu ord: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ — Johannes 18:36.

Apologeterne hævdede også at der var en forbindelse mellem Rom og den kristne religion. Ifølge Meliton udgjorde disse to parter en enhed, der bidrog til imperiets fremgang. Den anonyme forfatter til Diognetbrevet sammenlignede de kristne med den sjæl der ’holdt sammen på verden’. Og Tertullian skrev at kristne bad for imperiets velstand og for at afslutningen på verdensordningen ville blive udsat til senere. Som følge af dette virkede Guds riges komme mindre påkrævet. — Mattæus 6:9, 10.

„Kristendommen“ bliver en filosofi

Filosoffen Kelsos beskrev spottende de kristne som „uldarbejdere, skomagere og garvere, de mest udannede og bondske mennesker“. Denne latterliggørelse var for meget for apologeterne. De besluttede at få vendt den offentlige mening ved hjælp af en ny taktik. Den verdslige visdom, som de engang havde forkastet, blev nu brugt i den „kristne“ sags tjeneste. Klemens fra Alexandria betragtede for eksempel filosofi som „sand teologi“. Og selvom Justinus hævdede at forkaste hedensk filosofi, var han den første til at bruge filosofiske vendinger og begreber for at udtrykke „kristne“ idéer. En sådan form for filosofi anså han for at være „farefri og nyttig“.

Fra dette tidspunkt var strategien ikke at filosofien skulle bekæmpes, men at den såkaldt kristne tænkning skulle gøres til en filosofi der overgik hedningernes. Justinus skrev: „På visse punkter er vores lære den samme som den der fremføres af de digtere og filosoffer I ærer, og på andre punkter er vores lære mere omfattende og guddommelig.“ Med den „kristne“ tankegangs nye filosofiske raffinement blev den nu fremholdt som veletableret og respektabel. Apologeterne pegede på at de kristne bøger var langt ældre end grækernes bøger, og at Bibelens profeter levede før de græske filosoffer. Nogle apologeter konkluderede endda at filosofferne skrev af fra profeterne. Platon blev fremstillet som en discipel af Moses!

Kristendommen fordrejes

Denne nye strategi førte til en blanding af kristendom og hedensk filosofi. Man sammenlignede græske guder med bibelske personer. Jesus blev sammenlignet med Perseus; og den måde Jesus blev undfanget på, blev sammenlignet med Perseus’ undfangelse. Perseus’ mor, Danae, var efter sigende jomfru ligesom Maria.

Visse læresætninger blev helt omformuleret. For eksempel bliver Jesus i Bibelen kaldt „Logos“, der betyder Guds Ord, eller Talsmand. (Johannes 1:1-3, 14-18; Åbenbaringen 19:11-13) Meget tidligt blev denne lære fordrejet af Justinus, der ligesom en filosof spillede på de to mulige betydninger af det græske ord logos: „ord“ og „fornuft“. Kristne, sagde han, modtog ordet i form af personen Kristus. Logos i betydningen fornuft findes imidlertid i hvert eneste menneske, også i hedninger. Han konkluderede derfor at de der lever i overensstemmelse med fornuft, er kristne, og det gjaldt selv dem der hævdede at være ateister eller blev regnet for at være det, såsom Sokrates og andre.

Ved at gennemtvinge en forbindelse mellem Jesus og den græske filosofis logos, der var nært forbundet med Guds person, lagde apologeterne, deriblandt Tertullian, desuden grunden til at kristenheden senere antog treenighedslæren.b

Ordet „sjæl“ forekommer over 850 gange i Bibelen, heraf mere end 100 gange i De Kristne Græske Skrifter. Det bruges generelt om levende — men dødelige — skabninger, enten mennesker eller dyr. (1 Korinther 15:45; Jakob 5:20; Åbenbaringen 16:3) Apologeterne fordrejede imidlertid denne bibelske lære ved at knytte den til Platons filosofi om at sjælen er adskilt fra legemet og er usynlig og udødelig. Minucius Felix påstod endda at troen på opstandelsen oprindelig stammede fra Pythagoras’ lære om sjælevandring. Ja, den græske indflydelse havde ført apologeterne langt væk fra Bibelens lære!

Det forkerte valg

Nogle apologeter fornemmede den fare filosofien kunne udgøre for den kristne tro. Men selvom de kritiserede filosofferne, elskede de stadig filosofiens intellektuelle tilgang til tingene. Tatian anklagede for eksempel filosofferne for ikke at udrette noget som helst godt, samtidig med at han kaldte den kristne tro „vores filosofi“ og gav sig af med filosofiske spekulationer. Tertullian fordømte på den ene side den hedenske filosofis indflydelse på den kristne tankegang, men erklærede på den anden side at han ønskede at følge „Justinus, filosof og martyr; Miltiades, kirkernes sofist“ og andre. Athenagoras omtaltes som „en kristen filosof fra Athen“. Og Klemens mente efter sigende at „filosofi kan bruges med skønsomhed af den kristne som en hjælp til at opnå visdom og til at forsvare troen“.

Hvor stor succes disse apologeter end havde med at forsvare deres tro, så var der en alvorlig brist i deres forsvar. Hvordan det? Apostelen Paulus mindede de kristne om at det mest effektive åndelige våben der var til deres rådighed, var „Guds ord“, som „er levende og virkende“. Han sagde at vi med dette våben „nedriver . . . ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud“. — Hebræerne 4:12; 2 Korinther 10:4, 5; Efeserne 6:17.

Aftenen før Jesus blev slået ihjel, sagde han til sine disciple: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ (Johannes 16:33) De trængsler og prøvelser han var blevet udsat for i verden, havde ikke knækket hans tro og hans loyalitet mod sin Fader. Johannes, der var den længstlevende apostel, skrev ligeledes: „Dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro.“ (1 Johannes 5:4) Selvom apologeterne gerne ville forsvare den kristne tro, traf de det forkerte valg ved at antage den verdslige filosofis tanker og forestillinger. De lod sig således forføre af filosofiske anskuelser og lod i virkeligheden verden besejre dem og deres form for kristendom. I stedet for at støtte og forsvare den sande kristne tro gik apologeterne, måske uden at være klar over det, i den fælde der var blevet sat af Satan, der „giver sig ud for at være en lysets engel“. — 2 Korinther 11:14.

Præsterne og teologerne i vore dages kirker er i udstrakt grad gået i apologeternes fodspor. I stedet for at forsvare sand kristendom ved at bruge Guds ord underkender de ofte Bibelen og blander deres lære med verdslig filosofi for at finde støtte i samfundet og vinde gehør i den brede befolkning. Frem for at advare mod farerne ved at følge de ubibelske strømninger i verden er de blevet lærere der gør deres bedste for at samle sig tilhængere ved at kildre folks ører. (2 Timoteus 4:3) Disse lærere har ligesom de første apologeter sørgeligt nok ignoreret den apostolske advarsel: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ Og vi bliver mindet om at „deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger“. — Kolossenserne 2:8; 2 Korinther 11:15.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 31]

„Vi nedriver nemlig ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud.“ — 2 KORINTHER 10:5

[Illustration på side 28]

I Justinus’ øjne var det ’farefrit og nyttigt’ at imitere den filosofiske tankegang

[Illustration på side 29]

Klemens betragtede filosofi som „sand teologi“

[Illustration på side 29]

Tertullians ’filosofi’ var med til at bane vejen for treenighedslæren

[Illustration på side 29]

Tatian kaldte kristendommen „vores filosofi“

[Illustration på side 30]

Præster og teologer i dag er gået i apologeternes fodspor

[Illustration på side 31]

Apostelen Paulus advarede mod menneskers filosofi og bedrag

[Kildeangivelser på side 29]

Klemens: Historical Pictures Service; Tertullian: © Bibliothèque nationale de France