Nyheder på nært hold

Kirker i pengetrang

● Religiøs ligegyldighed har lukket snesevis af gamle kirker i England. Mange er blevet solgt og omdannet til kulturcentre, teatre eller boliger. Den anglikanske kirke er især bekymret for mange af sine store katedraler — der tæres på grund af forureningen, henfalder af ælde og er belagt med store omkostninger på grund af den galoperende inflation. Henvendelser til offentligheden har indbragt millioner af engelske pund til reparation af katedraler i York, Winchester og Canterbury. Katedralen i Salisbury opkræver nu en frivillig entré for at dække sine udgifter. Men situationen er fortsat kritisk. Kirkens overhoved overvejer at bede staten om økonomisk støtte.

I Nigeria meddeler Sunday Times at „mange romersk-katolske sogne i den østlige centralstat står uden penge“. For at klare situationen, oplyser Daily Times, har en biskop i området „drastisk hævet afgiften for kirkelig betjening med 3-400 procent“. Det er nu dyrere at blive gift, og en voksendåb koster nu omkring dobbelt så meget som en barnedåb.

Vatikanet har haft problemer af en anden slags: dårlige investeringer. I en reportage om den italienske finansmand Michele Sindonas smuldrende imperium anfører bladet Business Week Vatikanet som en af „de store tabere“. Om Vatikanets investeringer i to af Sindonas banker (den ene krakket og den anden lukket af de schweiziske myndigheder) siger bladet at „de ’smarte’ investeringer i Rom bringer kirkens samlede tab op på mellem 40 og 50 millioner dollars“. National Catholic Reporter nævner at hvis alle de penge der blev givet til den katolske kirke blev indsat på én bankkonto, „ville ’Romerkirken A/S’ uden tvivl være verdens største multinationale forretningsforetagende“. „Og,“ tilføjer bladet, „dollar for dollar ville den sandsynligvis høre til de dårligst ledede foretagender i verden.“

Er en æra forbi?

● „De kirkelige tidsskrifters æra . . . er forbi,“ har bladet The Christian Century oplyst i en lederartikel. Udtalelsen var foranlediget af en meddelelse om at tidsskriftet United Methodists Today (Forenede metodister i dag) ville ophøre med at udkomme i juni 1975. Dette kirkelige tidsskrift begyndte at udkomme i 1956 under navnet Together (Sammen), og nåede i 1959 et oplag på en million (der er omkring ti millioner metodister). Men så begyndte det at gå tilbage, og siden begyndelsen har bladet nu samlet et nettounderskud på over 6.000.000 dollars.

Det var dog ikke kun dette ene blads død der fik The Christian Century til at fremsætte sin dystre udtalelse. Dét er blot en enkelt brik i det store billede. I 1968 havde protestantiske og ortodokse kirketidsskrifter i U.S.A. et samlet oplag på 23.008.185. I 1975 var tallet faldet til lidt over 16.000.000. Om grunden hertil siger The Christian Century: „Det er muligvis forkert at gå ud fra at gennemsnitslæseren . . . er en stærkt hengiven kristen som tørster efter dybtgående oplysninger om kirken. Desuden er der en lurende mistanke om at kirkebladene afspejler det etablerede samfund og er tilbøjelige til at benytte sig af reklamekneb for at anbefale deres programmer.“

I 1956, da Together begyndte at udkomme, havde Vagttårnet et oplag på 2.550.000 i hele verden. Hvor stort det er i dag, fremgår af udgiversiden i dette blad.

Italien rede til en forandring

● I 1929 indgik den fascistiske diktator Benito Mussolini og pave Pius XI det såkaldte Lateran-forlig. Der skal nu forhandles mellem den italienske regering og Vatikanet om en revision af det 46 år gamle forlig. Der har længe været øvet et stærkt pres i den retning. Det begyndte allerede lige efter den anden verdenskrig, og den nye skilsmisselov har givet ny næring til ønsket om en ændring. Forliget giver kirkeloven samme status som den borgerlige lov. Der består således en klar modsigelse nu, idet den italienske lovgivningsmagt har givet tilladelse til skilsmisse ifølge den borgerlige lov, mens kirken stadig forbyder skilsmisse.

Sidste år førte kirken en omfattende kampagne for at få statens skilsmisselov ophævet, men led et overvældende nederlag. Som et Reuter-telegram fra Rom oplyser, var dette „det klarest mulige tegn på at befolkningen var rede til en forandring — og at tiden nu var moden til en revision af Lateran-forliget“. Italiens største politiske parti, de kristelige demokrater, støttede kirken i dens kampagne mod skilsmisse, og har siden mistet mange stemmer ved valget i juni. Også de føler behovet for en forandring — hvis de skal genvinde nogle af stemmerne. Noget som øger deres uro, er det voksende kommunistparti, som rejser sig stadig mere truende på den italienske skueplads.