FØRSTE MOSEBOG

1 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.+

2 Jorden var formløs og øde,* og der var mørke over vanddybet,*+ og Guds aktive kraft*+ var i bevægelse over vandene.+

3 Og Gud sagde: “Der skal være lys.” Så blev der lys.+ 4 Derefter så Gud at lyset var godt, og Gud begyndte at adskille lyset fra mørket. 5 Gud kaldte lyset Dag, men mørket kaldte han Nat.+ Og det blev aften, og det blev morgen, første dag.

6 Så sagde Gud: “Der skal være et udstrakt rum*+ mellem vandene, og det skal danne skel mellem vandene.”*+ 7 Så gik Gud i gang med at frembringe det udstrakte rum, og han adskilte vandene under det udstrakte rum fra vandene over det udstrakte rum.+ Og sådan blev det. 8 Gud kaldte det udstrakte rum Himmel. Og det blev aften, og det blev morgen, anden dag.

9 Så sagde Gud: “Vandene under himlen skal samle sig på ét sted, og det tørre land skal komme til syne.”+ Og sådan blev det. 10 Gud kaldte det tørre land Jord,+ men vandene der havde samlet sig, kaldte han Hav.+ Og Gud så at det var godt.+ 11 Så sagde Gud: “Jorden skal få græs til at spire frem; der skal være forskellige slags planter som sætter frø, og forskellige slags frugttræer som bærer frugt med kerne.” Og sådan blev det. 12 Jorden begyndte at lade græs gro frem og forskellige slags planter som sætter frø,+ og forskellige slags træer som bærer frugt med kerne. Og Gud så at det var godt. 13 Og det blev aften, og det blev morgen, tredje dag.

14 Så sagde Gud: “Der skal være lyskilder*+ på den udstrakte himmel til at sætte skel mellem dag og nat,+ og de skal markere årstider og dage og år.+ 15 De skal være lyskilder på den udstrakte himmel til at lyse på jorden.” Og sådan blev det. 16 Og Gud gik i gang med at frembringe de to store lyskilder, den største lyskilde til at herske om dagen+ og den mindste lyskilde til at herske om natten, og også stjernerne.+ 17 Altså satte Gud dem på den udstrakte himmel til at lyse på jorden 18 og til at herske om dagen og om natten og til at sætte skel mellem lys og mørke.+ Og Gud så at det var godt. 19 Og det blev aften, og det blev morgen, fjerde dag.

20 Så sagde Gud: “Vandene skal vrimle med levende væsner,* og flyvende skabninger skal flyve over jorden, hen over den udstrakte himmel.”+ 21 Og Gud skabte enhver slags af de store havdyr* og af alle de levende væsner* der vrimler i vandene, og enhver slags af alle de vingede skabninger der flyver. Og Gud så at det var godt. 22 Derefter velsignede Gud dem og sagde: “Formér jer og bliv mange og fyld havet,+ og lad de flyvende skabninger blive mange på jorden.” 23 Og det blev aften, og det blev morgen, femte dag.

24 Så sagde Gud: “Jorden skal frembringe levende væsner,* husdyr og krybende dyr* af enhver slags og vilde dyr af enhver slags.”+ Og sådan blev det. 25 Og Gud gik i gang med at frembringe vilde dyr af enhver slags og husdyr af enhver slags og krybende dyr af enhver slags. Og Gud så at det var godt.

26 Så sagde Gud: “Lad os+ frembringe mennesker i vores billede,+ så de ligner os,+ og sætte dem over havets fisk og himlens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og alle krybende dyr der myldrer omkring på jorden.”+ 27 Og Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem.+ 28 Og Gud velsignede dem og sagde: “Få børn og bliv mange, fyld jorden+ og tag herredømmet over den,+ og hersk over+ havets fisk og himlens flyvende skabninger og alle de levende væsner der myldrer omkring på jorden.”

29 Så sagde Gud: “Jeg har givet jer alle planter der sætter frø, som er på hele jorden, og alle træer der bærer frugt med kerne. Det skal være jeres føde.+ 30 Og til alle jordens vilde dyr og alle himlens flyvende skabninger og alt levende* der myldrer omkring på jorden, har jeg givet alle grønne planter som føde.”+ Og sådan blev det.

31 Derefter så Gud alt hvad han havde frembragt, og det var virkelig godt.+ Og det blev aften, og det blev morgen, sjette dag.

2 Sådan blev alt i himlen og på jorden* fuldendt.+ 2 Den syvende dag havde Gud fuldført sit arbejde, og på den dag gav han sig til at hvile fra alt det arbejde han havde udført.*+ 3 Og Gud velsignede den syvende dag og erklærede den hellig, for på den begyndte Gud at hvile efter at have skabt alt det han havde til hensigt at frembringe.

4 Dette er en historisk beretning om himlen og jorden på den tid de blev skabt, på den dag Jehova* Gud frembragte jord og himmel.+

5 Der var endnu ingen buske på jorden, og heller ingen planter som var begyndt at spire, for Jehova Gud havde ikke ladet det regne, og der var ingen mennesker til at dyrke jorden. 6 Men tåge steg op fra jorden og vandede jordens overflade.

7 Så dannede Jehova Gud mennesket af jord*+ og blæste livsånde+ i hans næsebor, og mennesket blev et levende væsen.*+ 8 Desuden plantede Jehova Gud en have i Eden,+ mod øst; og der satte han mennesket som han havde dannet.+ 9 Jehova Gud lod alle slags træer som var smukke at se på og gode at spise af, vokse op af jorden, og desuden livets træ+ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.+

10 En flod strømmede ud fra Eden og vandede haven, og den delte sig i fire floder.* 11 Navnet på den første er Pishon; det er den der løber rundt om hele landet Havila, hvor der er guld. 12 Guldet i det land er godt. Der er også bedelliumharpiks og onykssten. 13 Navnet på den anden flod er Gihon; det er den der løber rundt om hele landet Kush. 14 Navnet på den tredje flod er Hiddekel;*+ det er den der løber øst om Assyrien.+ Og den fjerde flod er Eufrat.+

15 Jehova Gud tog mennesket og satte ham i Edens Have til at dyrke den og tage sig af den.+ 16 Jehova Gud gav også mennesket denne befaling: “Du kan frit spise af alle træer i haven.+ 17 Men du må ikke spise af træet til kundskab om godt og ondt, for den dag du spiser af det, skal du dø.”*+

18 Så sagde Jehova Gud: “Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave en hjælper til ham, en som passer til* ham.”+ 19 Jehova Gud havde dannet alle jordens vilde dyr og alle himlens flyvende skabninger af jord, og han førte dem hen til mennesket for at se hvad han ville kalde hver enkelt; og det som mennesket kaldte hvert levende væsen,* kom det til at hedde.+ 20 Mennesket gav altså alle husdyrene og himlens flyvende skabninger og alle jordens vilde dyr navne, men der var ingen hjælper til mennesket, ingen der passede til ham. 21 Så Jehova Gud fik mennesket til at falde i en dyb søvn, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede derefter kødet til. 22 Jehova Gud byggede så en kvinde af det ribben han havde taget fra manden, og han førte hende hen til manden.+

23 Så sagde manden:

24 Derfor vil en mand forlade sin far og mor, og han vil holde sig til sin hustru, og de skal blive ét.*+ 25 Og de var begge nøgne,+ manden og hans hustru; alligevel skammede de sig ikke.

3 Slangen+ var det forsigtigste* af alle de vilde dyr Jehova Gud havde frembragt. Så den sagde til kvinden: “Har Gud virkelig sagt at I ikke må spise af alle træerne i haven?”+ 2 Kvinden svarede slangen: “Vi har lov til at spise af frugten på træerne i haven.+ 3 Men Gud har sagt om frugten på det træ der er midt i haven:+ ‘I må ikke spise af den, nej, I må ikke røre ved den, for hvis I gør det, skal I dø.’” 4 Så sagde slangen til kvinden: “I skal bestemt ikke dø.+ 5 For Gud ved at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud med hensyn til at vide hvad der er godt og ondt.”+

6 Kvinden så nu at træet var godt at spise af, og at det var noget øjnene havde lyst til, ja, træet var smukt at se på. Så hun tog af dets frugt og spiste af den.+ Senere gav hun også noget til sin mand da han var hos hende, og han spiste af den.+ 7 Så blev deres øjne åbnet, og de opdagede at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.+

8 Senere, da der blæste en aftenbrise, hørte de Jehova Guds stemme mens han gik i haven, og manden og hans hustru gemte sig for Jehova Gud mellem havens træer. 9 Og Jehova Gud kaldte flere gange på manden og sagde: “Hvor er du?” 10 Til sidst svarede han: “Jeg hørte din stemme i haven, men jeg var bange fordi jeg var nøgen, så jeg gemte mig.” 11 Til det sagde han: “Hvem har fortalt dig at du var nøgen?+ Har du spist af det træ som jeg forbød dig at spise af?”+ 12 Manden sagde: “Kvinden som du har givet mig, hun gav mig frugt fra træet, så jeg spiste.” 13 Jehova Gud sagde så til kvinden: “Hvad er det du har gjort?” Kvinden svarede: “Slangen narrede mig, så jeg spiste.”+

14 Så sagde Jehova Gud til slangen:+ “Fordi du har gjort det, er du forbandet blandt alle husdyr og vilde dyr. På din bug skal du krybe, og du skal æde støv alle dit livs dage. 15 Og jeg sætter fjendskab+ mellem dig+ og kvinden+ og mellem dit afkom+ og hendes afkom.+ Han skal knuse hovedet på dig,+ og du skal hugge ham i hælen.”*+

16 Til kvinden sagde han: “Jeg vil gøre smerten ved at være gravid meget større for dig, og du skal føde med smerte. Du vil længes efter din mand, og han skal herske over dig.”

17 Og til Adam* sagde han: “Fordi du hørte efter din hustru og spiste af træet selvom jeg befalede dig:+ ‘Du må ikke spise af det’, er jorden forbandet på grund af dig.+ Hele dit liv skal du slide og slæbe for at skaffe dig noget at spise.*+ 18 Af jorden vil der vokse torne og tidsler frem til dig, og du skal spise markens planter. 19 I dit ansigts sved skal du spise dit brød* indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget.+ For jord* er du, og til jord* vil du vende tilbage.”+

20 Derefter gav Adam sin hustru navnet Eva,* for hun skulle blive mor til alle levende.+ 21 Og Jehova Gud lavede lange klæder af skind til Adam og til hans hustru som de kunne tage på.+ 22 Så sagde Jehova Gud: “Mennesket er blevet som en af os med hensyn til at vide hvad der er godt og ondt.+ Nu må jeg gøre noget så han ikke også rækker hånden ud og tager af livets træ+ og spiser og lever evigt.”* 23 Med de ord udviste Jehova Gud dem* fra Edens Have+ for at de skulle dyrke jorden som de var taget af.+ 24 Han drev altså mennesket ud, og for at bevogte vejen til livets træ placerede han øst for Edens Have keruberne+ og den flammende sværdklinge som hele tiden drejede rundt.

4 Nu var Adam seksuelt sammen med sin hustru, Eva, og hun blev gravid.+ Da hun fødte Kain,+ sagde hun: “Jeg har fået en dreng* med Jehovas hjælp.” 2 Senere fødte hun hans bror Abel.+

Abel blev hyrde, og Kain dyrkede jorden. 3 Efter et stykke tid bragte Kain nogle af markens afgrøder som offer til Jehova. 4 Men Abel ofrede nogle af sin hjords førstefødte,+ med alt fedtet. Jehova godkendte Abel og hans offer.+ 5 Derimod godkendte han ikke Kain og hans offer. Det gjorde Kain rasende og bitter.* 6 Jehova sagde derfor til Kain: “Hvorfor er du så rasende og bitter? 7 Hvis du begynder at gøre det gode, vil jeg så ikke godkende* dig? Men hvis du ikke begynder at gøre det gode, ligger synden på lur ved døren for at tage magten over dig; men vil du få kontrol over den?”

8 Senere sagde Kain til sin bror Abel: “Lad os gå ud på marken.” Mens de var på marken, overfaldt Kain sin bror Abel og dræbte ham.+ 9 Senere sagde Jehova til Kain: “Hvor er din bror Abel?” “Det ved jeg ikke,” svarede han. “Er jeg sat til at passe på min bror?” 10 Til det sagde Han: “Hvad har du gjort? Hør! Din brors blod råber til mig fra jorden.+ 11 Nu skal du være forbandet og forvist fra den jord der har åbnet sin mund for at drikke din brors blod, som du har udgydt.+ 12 Når du dyrker jorden, vil den ikke give dig nogen afgrøder.* Du skal blive en omstrejfer og flygtning på jorden.” 13 Kain sagde til Jehova: “Straffen for min synd er ikke til at bære.* 14 I dag jager du mig bort fra landet,* og jeg vil være skjult for dit ansigt. Jeg bliver en omstrejfer og flygtning på jorden, og enhver der finder mig, vil helt sikkert dræbe mig.” 15 Jehova sagde derfor til ham: “Hvis nogen dræber Kain, skal det hævnes syv gange.”

Så satte Jehova et tegn* for Kain for at ingen der fandt ham, skulle slå ham ihjel. 16 Kain forlod derefter Jehovas nærhed og slog sig ned i landet Nod,* øst for Eden.+

17 Senere var Kain seksuelt sammen med sin hustru,+ og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. 18 Senere blev Enok far til Irad. Og Irad blev far til Mehujael, og Mehujael blev far til Metushael, og Metushael blev far til Lemek.

19 Lemek tog sig to hustruer. Den første hed Ada, og den anden Silla. 20 Ada fødte Jabal. Han var den første der boede i telte og opdrættede kvæg. 21 Hans bror hed Jubal. Han var den første der spillede på harpe og fløjte. 22 Og Silla fødte Tubal-Kain, der smedede al slags værktøj af kobber og jern. Og Tubal-Kains søster hed Naama. 23 Lemek fremførte følgende digt for sine hustruer, Ada og Silla:

25 Adam var igen seksuelt sammen med sin hustru, og hun fødte en dreng, som hun gav navnet Set,*+ for som hun sagde: “Gud har givet mig en anden søn* i stedet for Abel, som Kain dræbte.”+ 26 Set fik også en søn, som han gav navnet Enosh.+ På den tid begyndte folk at bruge Jehovas navn på en upassende måde.*

5 Dette er bogen med den historiske beretning om Adam. Den dag Gud skabte Adam, frembragte han ham så han lignede Gud.+ 2 Som mand og kvinde skabte han dem.+ Den dag de blev skabt,+ velsignede han dem og gav dem navnet Menneske.*

3 Adam levede i 130 år og blev så far til en søn der lignede ham og var som et billede af ham, og han gav ham navnet Set.+ 4 Efter at Adam var blevet far til Set, levede han i 800 år. Og han blev far til sønner og døtre. 5 Adam levede altså i 930 år, og så døde han.+

6 Set levede i 105 år og blev så far til Enosh.+ 7 Efter at Set var blevet far til Enosh, levede han i 807 år. Og han blev far til sønner og døtre. 8 Set levede altså i 912 år, og så døde han.

9 Enosh levede i 90 år og blev så far til Kenan. 10 Efter at Enosh var blevet far til Kenan, levede han i 815 år. Og han blev far til sønner og døtre. 11 Enosh levede altså i 905 år, og så døde han.

12 Kenan levede i 70 år og blev så far til Mahalalel.+ 13 Efter at Kenan var blevet far til Mahalalel, levede han i 840 år. Og han blev far til sønner og døtre. 14 Kenan levede altså i 910 år, og så døde han.

15 Mahalalel levede i 65 år og blev så far til Jered.+ 16 Efter at Mahalalel var blevet far til Jered, levede han i 830 år. Og han blev far til sønner og døtre. 17 Mahalalel levede altså i 895 år, og så døde han.

18 Jered levede i 162 år og blev så far til Enok.+ 19 Efter at Jered var blevet far til Enok, levede han i 800 år. Og han blev far til sønner og døtre. 20 Jered levede altså i 962 år, og så døde han.

21 Enok levede i 65 år og blev så far til Metusalem.+ 22 Efter at Enok var blevet far til Metusalem, fortsatte han med at vandre med den sande Gud* i 300 år. Og han blev far til sønner og døtre. 23 Enok levede altså i 365 år. 24 Enok blev ved med at vandre med den sande Gud.+ Så var han ikke mere, for Gud havde taget ham bort.+

25 Metusalem levede i 187 år og blev så far til Lemek.+ 26 Efter at Metusalem var blevet far til Lemek, levede han i 782 år. Og han blev far til sønner og døtre. 27 Metusalem levede altså i 969 år, og så døde han.

28 Lemek levede i 182 år og blev så far til en søn. 29 Han gav ham navnet Noa*+ og sagde: “Han vil udfri os* fra vores arbejde og vores smertefulde slid med jorden som Jehova har forbandet.”+ 30 Efter at Lemek var blevet far til Noa, levede han i 595 år. Og han blev far til sønner og døtre. 31 Lemek levede altså i 777 år, og så døde han.

32 Efter at Noa var blevet 500 år gammel, blev han far til Sem,+ Kam+ og Jafet.+

6 Da der begyndte at være mange mennesker på jorden og de fik døtre, 2 lagde den sande Guds sønner*+ mærke til at menneskedøtrene var smukke. Så de begyndte at tage sig alle de hustruer de ville have. 3 Så sagde Jehova: “Jeg* vil ikke blive ved med at tolerere menneskene,+ for de er kun kødelige skabninger.* Derfor skal deres dage være 120 år.”+

4 På den tid og i de følgende år levede kæmperne* på jorden. Dengang havde den sande Guds sønner seksuelle forhold til menneskedøtrene, som fødte dem sønner, nemlig de store krigere fra gamle dage, de berømte mænd.

5 Jehova så nu at menneskets ondskab var stor på jorden, og at enhver tilbøjelighed i menneskets hjerte og tanker var ond dagen lang.+ 6 Jehova blev bedrøvet over* at han havde skabt mennesket på jorden, og han følte sig såret i sit hjerte.*+ 7 Så Jehova sagde: “Jeg vil feje menneskene som jeg har skabt, bort fra jordens flade, mennesker sammen med husdyr, krybende dyr og himlens flyvende skabninger, for jeg er bedrøvet over* at jeg har frembragt dem.” 8 Men Jehova godkendte Noa.

9 Her er den historiske beretning om Noa.

Noa var en retfærdig mand.+ Der var ikke noget at udsætte på ham,* og han skilte sig derfor ud fra sine samtidige.* Noa vandrede med den sande Gud.+ 10 Med tiden fik Noa tre sønner, Sem, Kam og Jafet.+ 11 Men jorden var blevet ødelagt for øjnene af den sande Gud, og jorden var fyldt med vold. 12 Ja, Gud så på jorden, og den var ødelagt;+ alle mennesker på jorden gjorde det der var ondt.+

13 Så sagde Gud til Noa: “Jeg har besluttet at gøre det af med alle mennesker,* for jorden er fuld af vold på grund af dem, så jeg ødelægger dem sammen med jorden.+ 14 Lav dig en ark* af harpiksholdigt træ.+ Du skal lave rum i arken og stryge den med tjære*+ både indvendigt og udvendigt. 15 Sådan skal du lave den: Arken skal være 300 alen* lang, 50 alen bred og 30 alen høj.16 Du skal lave et vindue* til arken en alen fra oven. Du skal anbringe indgangen til arken på siden af den+ og lave den med et nederste, mellemste og øverste dæk.

17 Jeg vil bringe vandmasser+ over jorden for at ødelægge alt* under himlen der har livsånde.* Alt hvad der er på jorden, vil gå til grunde.+ 18 Og jeg indgår en pagt med dig, og du skal gå ind i arken sammen med dine sønner, din kone og dine sønners koner.+ 19 Og tag to af alle slags dyr+ med ind i arken for at bevare dem i live sammen med dig, en han og en hun.+ 20 Af de forskellige slags flyvende skabninger, de forskellige slags husdyr og de forskellige slags af alle jordens krybende dyr skal to af hver gå ind til dig for at blive bevaret i live.+ 21 Du skal samle al slags mad og tage det med dig så du og dyrene har noget at spise.”+

22 Så gjorde Noa nøjagtigt som Gud havde givet ham besked på. Sådan gjorde han.+

7 Derefter sagde Jehova til Noa: “Gå ind i arken, du og hele din familie, for jeg har lagt mærke til at du i modsætning til denne generation er retfærdig.+ 2 Du skal tage syv* af hver slags af de rene dyr med,+ han og hun; og af hvert urent dyr kun to, han og hun; 3 og af himlens flyvende skabninger syv* af hver, han og hun, for at de ikke skal uddø men sprede sig over hele jorden.+ 4 For om kun syv dage vil jeg få det til at regne+ på jorden i 40 dage og 40 nætter,+ og alt levende som jeg har frembragt, vil jeg feje væk fra jordens flade.”+ 5 Så gjorde Noa alt hvad Jehova havde givet ham besked på.

6 Noa var 600 år gammel da vandmasserne kom over jorden.+ 7 Før vandmasserne kom, gik Noa ind i arken sammen med sine sønner, sin kone og sine sønners koner.+ 8 Af alle de rene dyr og af alle de urene dyr og af de flyvende skabninger og af alt hvad der myldrer omkring på jorden,+ 9 gik par efter par ind til Noa i arken, han og hun, sådan som Gud havde givet Noa besked på. 10 Og syv dage senere kom vandmasserne over jorden.

11 I det år Noa blev 600 år, på den 17. dag i den anden måned, bristede alle det vidtstrakte vanddybs kilder,* og himlens sluser blev åbnet.+ 12 Og regnen væltede ned på jorden i 40 dage og 40 nætter. 13 På netop den dag gik Noa ind i arken sammen med sine sønner, Sem, Kam og Jafet,+ og sin kone og sine tre svigerdøtre.+ 14 De gik ind sammen med vilde dyr af alle slags og husdyr af alle slags og jordens krybende dyr af alle slags og flyvende skabninger af alle slags, hver fugl, hver vinget skabning. 15 De gik ind til Noa i arken, par for par af alle slags væsner der har livsånde.* 16 De gik altså ind, han og hun af alle slags dyr, sådan som Gud havde givet ham besked på. Derefter lukkede Jehova døren bag ham.

17 Det fortsatte med at regne på jorden i 40 dage, og vandet blev ved med at stige og begyndte at løfte arken indtil den flød højt over jorden. 18 Vandet tog mere og mere overhånd og blev ved med at stige kraftigt på jorden, men arken flød på vandet. 19 Vandet tog så meget overhånd på jorden at alle de høje bjerge under hele himlen blev dækket.+ 20 Det steg til det var 15 alen* over bjergene.

21 Så gik alle levende væsner der myldrede omkring på jorden, til grunde+ – de flyvende skabninger, husdyrene, de vilde dyr, smådyrene og alle mennesker.+ 22 Alt på det tørre land der havde livsånde* i sine næsebor, døde.+ 23 Han fejede altså alt levende væk fra jordens flade, både mennesker, dyr, krybende dyr og himlens flyvende skabninger. De blev alle fejet væk fra jorden;+ kun Noa og de der var med ham i arken, overlevede.+ 24 Og vandmasserne oversvømmede jorden i 150 dage.+

8 Men Gud tog sig af* Noa og alle de vilde dyr og husdyr der var med ham i arken,+ og Gud lod en vind blæse hen over jorden, og vandet begyndte at synke. 2 Vanddybets kilder og himlens sluser blev lukket til så det holdt op med at regne.*+ 3 Vandet begyndte gradvist at trække sig tilbage fra jorden. Efter 150 dage var vandet sunket. 4 På den 17. dag i den syvende måned lagde arken sig på Ararats bjerge. 5 Og vandet aftog gradvist indtil den tiende måned. På den første dag i den tiende måned kom bjergenes toppe til syne.+

6 Efter 40 dage åbnede Noa det vindue+ han havde lavet i arken, 7 og han sendte en ravn ud; den fløj frem og tilbage uden for arken indtil vandet var tørret bort fra jorden.

8 Senere sendte han en due ud for at se om vandet havde trukket sig tilbage fra jorden. 9 Duen fandt ikke noget sted hvor den kunne sætte sig,* for vandet dækkede stadig hele jordens flade,+ og den vendte derfor tilbage til ham i arken. Så han rakte sin hånd ud og tog duen ind i arken. 10 Han ventede syv dage mere, og så sendte han endnu en gang duen ud fra arken. 11 Da duen kom tilbage til ham hen imod aften, så han at den havde et friskplukket olivenblad i næbet. Så vidste Noa at vandet havde trukket sig tilbage fra jorden.+ 12 Han ventede yderligere syv dage. Så sendte han duen ud, men den kom ikke tilbage til ham mere.

13 I det år Noa blev 601 år,+ på den første dag i den første måned, var vandet væk fra jorden. Noa fjernede noget af arkens tag* og så at jordens flade var ved at være tør. 14 På den 27. dag i den anden måned var jorden helt tør.

15 Gud sagde nu til Noa: 16 “Gå ud af arken, både du, din kone, dine sønner og dine sønners koner.+ 17 Tag alle dyrene* med dig ud,+ både flyvende skabninger og husdyr og vilde dyr og alle jordens krybende dyr, så de kan myldre omkring på jorden og formere sig og blive mange.”+

18 Så gik Noa ud sammen med sine sønner,+ sin kone og sine sønners koner. 19 Alle dyrene, både de krybende dyr og de flyvende skabninger, alt hvad der myldrer omkring på jorden, gik ud af arken gruppe for gruppe.+ 20 Derefter byggede Noa et alter+ for Jehova og tog nogle af alle de rene dyr og af alle de rene flyvende skabninger+ og bragte brændofre på altret.+ 21 Og duften var behagelig* for Jehova. Så Jehova sagde i sit hjerte: “Aldrig mere vil jeg forbande* jorden+ på grund af mennesket, for menneskehjertets tilbøjeligheder er onde fra ungdommen af;+ og aldrig mere vil jeg udslette alt levende sådan som jeg nu har gjort.+ 22 Fra nu af vil såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat aldrig ophøre på jorden.”+

9 Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: “Få børn og bliv mange og fyld jorden.+ 2 Alle jordens levende væsner og alle himlens flyvende skabninger, alt hvad der myldrer omkring på jorden, og alle havets fisk skal fortsat frygte jer og føle skræk for jer. I får nu myndighed over dem.*+ 3 Alle levende dyr må I spise.+ Ligesom jeg har givet jer de grønne planter, giver jeg jer dem alle sammen.+ 4 Kun kød med blodet i+ – det vil sige med livet i – må I ikke spise.+ 5 Desuden: Enhver der udgyder jeres blod, som er jeres liv,* vil jeg kræve til ansvar. Jeg vil kræve hvert levende væsen til ansvar; og hvis nogen tager sin brors liv, vil jeg kræve ham til ansvar.+ 6 Hvis nogen udgyder menneskers blod, vil mennesker udgyde hans blod,+ for i mit* billede har jeg* frembragt mennesket.+ 7 Og nu skal I få børn og blive mange, og I skal befolke jorden og blive rigtig mange på den.”+

8 Så sagde Gud til Noa og hans sønner: 9 “Jeg indgår nu en pagt med jer+ og jeres efterkommere 10 og med alle de dyr der kom ud af arken sammen med jer – både fugle, husdyr og vilde dyr – ja, alle dyr på jorden.+ 11 Jeg indgår altså en pagt med jer: Aldrig mere vil alt levende blive udslettet af en vandflod, og aldrig mere skal en vandflod ødelægge jorden.”+

12 Og Gud tilføjede: “Dette er tegnet på den pagt som jeg indgår mellem mig og jer og alle dyrene hos jer i alle fremtidige generationer. 13 Jeg sætter min regnbue i skyerne, og den skal være et tegn på pagten mellem mig og jorden. 14 Når jeg lader skyer samle sig over jorden, vil regnbuen vise sig i skyerne. 15 Og jeg vil huske min pagt mellem mig og jer og alle slags dyr, og aldrig mere skal en vandflod udslette dyr og mennesker.+ 16 Regnbuen vil vise sig i skyerne, og jeg vil se den og huske den evige pagt mellem mig* og alle dyr og mennesker på jorden.”

17 Gud gentog over for Noa: “Det skal være tegnet på den pagt som jeg indgår mellem mig og alle dyr og mennesker på jorden.”+

18 Noas sønner der kom ud af arken, var Sem, Kam og Jafet.+ Kam blev senere far til Kanaan.+ 19 Det var Noas tre sønner, og hele jordens befolkning nedstammer fra dem og har bredt sig.+

20 Så begyndte Noa som landmand, og han plantede en vingård. 21 Da han drak af vinen, blev han fuld, og han lå nøgen i sit telt. 22 Kam, Kanaans far, så sin far nøgen,* og han fortalte det til sine to brødre udenfor. 23 Sem og Jafet tog så en klædning, lagde den på skuldrene og gik baglæns ind. På den måde tildækkede de deres nøgne far mens de vendte ryggen til, og de så ikke deres far nøgen.

24 Da Noa vågnede af sin rus og fik at vide hvad hans yngste søn havde gjort mod ham, 25 sagde han:

“Forbandet være Kanaan.+

Lad ham blive den laveste træl for sine brødre.”+

26 Og han tilføjede:

Lad Kanaan blive træl for ham også.”

28 Efter Vandfloden levede Noa i 350 år.+ 29 Noa levede altså i 950 år, og så døde han.

10 Her er den historiske beretning om Noas sønner, Sem,+ Kam og Jafet.

Efter Vandfloden fik de sønner.+ 2 Jafets sønner var Gomer,+ Magog,+ Madaj, Javan, Tubal,+ Meshek+ og Tiras.+

3 Gomers sønner var Ashkenaz,+ Rifat og Togarma.+

4 Javans sønner var Elisa,+ Tarshish,+ Kittim+ og Dodanim.

5 De blev stamfædre til dem der slog sig ned på øerne, hver med deres sprog, slægt for slægt og folkeslag for folkeslag.

6 Kams sønner var Kush, Misrajim,+ Put+ og Kanaan.+

7 Kushs sønner var Seba,+ Havila, Sabta, Rama+ og Sabteka.

Ramas sønner var Saba og Dedan.

8 Kush blev far til Nimrod. Han var den første på jorden der blev en stor kriger.* 9 Han blev en stor jæger der trodsede Jehova. Det er derfor man sommetider siger om andre: “Han er ligesom Nimrod, en stor jæger der trodsede Jehova.” 10 De første byer i* hans rige var Babel,+ Erek,+ Akkad og Kalne i landet Sinear.+ 11 Fra det land drog han ind i Assyrien+ og byggede Nineve,+ Rehobot-Ir, Kala 12 og Resen mellem Nineve og Kala – det er den store by.*

13 Misrajim blev far til Ludim,+ Anamim, Lehabim, Naftuhim,+ 14 Patrusim,+ Kasluhim (som filistrene+ stammer fra) og Kaftorim.+

15 Kanaan blev far til Sidon,+ hans førstefødte, og Het+ 16 og desuden jebusitterne,+ amoritterne,+ girgashitterne, 17 hivvitterne,+ arkitterne, sinitterne, 18 arvaditterne,+ semaritterne og hamatitterne.+ Senere blev kanaanæernes slægter spredt. 19 Kanaanæernes grænse strakte sig fra Sidon og helt til Gerar+ i nærheden af Gaza+ og helt til Sodoma, Gomorra,+ Adma og Sebojim+ i nærheden af Lasha. 20 Det var Kams sønner, slægt for slægt, sprog for sprog, land for land og folkeslag for folkeslag.

21 Sem fik også børn. Han var bror til Jafet, den ældste,* og blev stamfar til alle Ebersønnerne.+ 22 Sems sønner var Elam,+ Assur,+ Arpakshad,+ Lud og Aram.+

23 Arams sønner var Us, Hul, Geter og Mash.

24 Arpakshad blev far til Shela,+ og Shela blev far til Eber.

25 Eber fik to sønner. Den ene hed Peleg,*+ for i hans levetid blev jordens befolkning* splittet. Hans bror hed Joktan.+

26 Joktan blev far til Almodad, Shelef, Hasarmavet, Jera,+ 27 Hadoram, Uzal, Dikla, 28 Obal, Abimael, Saba, 29 Ofir,+ Havila og Jobab. Det var alle Joktans sønner.

30 Det sted hvor de boede, strakte sig fra Mesha helt til Sefar, Østens bjergland.

31 Det var Sems sønner, slægt for slægt, sprog for sprog, land for land og folkeslag for folkeslag.+

32 Det var Noas sønners slægter, slægtslinje for slægtslinje og folkeslag for folkeslag. Fra dem har folkeslagene spredt sig på jorden efter Vandfloden.+

11 Hele jorden havde ét sprog og ét ordforråd.* 2 Mens de drog mod øst, fandt de en slette i landet Sinear,+ og der slog de sig ned. 3 De sagde til hinanden: “Kom! Lad os lave teglsten og hærde dem ved brænding.” Så brugte de tegl i stedet for sten, og som mørtel brugte de asfalt. 4 Så sagde de: “Kom! Lad os bygge os en by og et tårn der rager op i himlen, og lad os sørge for at vores navn bliver berømt så vi ikke bliver spredt over hele jorden.”+

5 Så vendte Jehova sin opmærksomhed mod* byen og tårnet som menneskene var begyndt at bygge. 6 Jehova sagde nu: “De er ét folk og har ét sprog.+ Nu hvor de er begyndt på det her, vil intet af det de tænker på at gøre, være umuligt for dem. 7 Kom! Lad os+ tage ned og forvirre deres sprog så de ikke kan forstå hinanden.” 8 Derfra spredte Jehova dem så over hele jorden,+ og de holdt efterhånden op med at bygge byen. 9 Derfor fik byen navnet Babel,*+ for der skabte Jehova forvirring i det sprog hele jorden talte, og derfra spredte Jehova dem over hele jorden.

10 Her er den historiske beretning om Sem.+

Sem var 100 år da han blev far til Arpakshad+ to år efter Vandfloden. 11 Efter at Sem var blevet far til Arpakshad, levede han i 500 år. Og han blev far til sønner og døtre.+

12 Arpakshad levede i 35 år og blev så far til Shela.+ 13 Efter at Arpakshad var blevet far til Shela, levede han i 403 år. Og han blev far til sønner og døtre.

14 Shela levede i 30 år og blev så far til Eber.+ 15 Efter at Shela var blevet far til Eber, levede han i 403 år. Og han blev far til sønner og døtre.

16 Eber levede i 34 år og blev så far til Peleg.+ 17 Efter at Eber var blevet far til Peleg, levede han i 430 år. Og han blev far til sønner og døtre.

18 Peleg levede i 30 år og blev så far til Reu.+ 19 Efter at Peleg var blevet far til Reu, levede han i 209 år. Og han blev far til sønner og døtre.

20 Reu levede i 32 år og blev så far til Serug. 21 Efter at Reu var blevet far til Serug, levede han i 207 år. Og han blev far til sønner og døtre.

22 Serug levede i 30 år og blev så far til Nakor. 23 Efter at Serug var blevet far til Nakor, levede han i 200 år. Og han blev far til sønner og døtre.

24 Nakor levede i 29 år og blev så far til Tera.+ 25 Efter at Nakor var blevet far til Tera, levede han i 119 år. Og han blev far til sønner og døtre.

26 Tera levede i 70 år, og derefter blev han far til Abram,+ Nakor+ og Haran.

27 Her er den historiske beretning om Tera.

Tera blev far til Abram, Nakor og Haran; og Haran blev far til Lot.+ 28 Haran døde mens hans far, Tera, endnu var i live. Han døde i sit fødeland, i Ur+ i Kaldæa.+ 29 Abram og Nakor tog sig hustruer. Abrams hustru hed Saraj,+ og Nakors hustru hed Milka+ og var datter af Haran. Haran var far til både Milka og Jiska. 30 Saraj kunne ikke blive gravid,+ så hun havde ikke noget barn.

31 Tera tog så sin søn Abram og sin sønnesøn Lot,+ der var Harans søn, og sin svigerdatter Saraj, der var hans søn Abrams hustru, med sig ud af Ur i Kaldæa for at rejse til Kanaan.+ Til sidst kom de til Karan,+ hvor de slog sig ned. 32 Tera levede i 205 år. Så døde Tera i Karan.

12 Så sagde Jehova til Abram: “Forlad dit land og dine slægtninge og din fars hus og rejs til det land som jeg vil vise dig.+ 2 Jeg vil gøre dig til en stor nation, og jeg vil velsigne dig, og jeg vil gøre dit navn stort, og andre vil blive velsignet på grund af dig.+ 3 Jeg vil velsigne dem der velsigner dig, og jeg vil forbande den der nedkalder ondt over dig,+ og alle jordens slægter vil blive velsignet* gennem dig.”+

4 Altså rejste Abram, sådan som Jehova havde sagt til ham, og Lot rejste med ham. Abram var 75 år da han forlod Karan.+ 5 Abram tog sin hustru Saraj+ og sin nevø* Lot+ med sig, sammen med alle de ejendele de havde samlet sig,+ og de folk de havde skaffet sig i Karan, og de rejste mod Kanaan.+ Da de kom til Kanaan, 6 rejste Abram gennem landet helt til det sted der hedder Sikem,+ i nærheden af Mores store træer.+ Dengang var kanaanæerne i landet. 7 Så viste Jehova sig for Abram og sagde: “Jeg vil give dette land til dit afkom.”+ Derfor byggede han et alter for Jehova, som havde vist sig for ham. 8 Senere flyttede han derfra til bjerglandet øst for Betel+ og slog sit telt op med Betel mod vest og Aj+ mod øst. Der byggede han et alter for Jehova+ og begyndte at påkalde Jehovas navn.+ 9 Senere brød Abram op og rejste mod Negeb,+ alt imens han flyttede sin lejr fra sted til sted.

10 Så blev der hungersnød i landet, og Abram begav sig ned mod Egypten for at bo der i et stykke tid,*+ for hungersnøden var streng.+ 11 Lige før han gik ind i Egypten, sagde han til sin hustru Saraj: “Vær sød at høre på mig! Jeg ved hvor smuk en kvinde du er.+ 12 Når egypterne ser dig, vil de helt sikkert sige: ‘Det er hans hustru.’ Og så vil de dræbe mig men lade dig leve. 13 Sig at du er min søster, så det kan gå mig godt takket være dig og jeg redder livet.”+

14 Så snart Abram kom ind i Egypten, lagde egypterne mærke til at kvinden var meget smuk. 15 Også Faraos fyrster så hende, og de fortalte Farao hvor smuk hun var, og kvinden blev hentet til Faraos hus. 16 Han behandlede Abram godt på grund af hende, og han fik får, kvæg, æselhingste og æselhopper, tjenere og tjenestepiger og kameler.+ 17 Så ramte Jehova Farao og hans husstand med store plager på grund af Saraj, Abrams hustru.+ 18 Farao tilkaldte derfor Abram og sagde: “Hvad er det du har gjort mod mig? Hvorfor fortalte du mig ikke at hun er din hustru? 19 Hvorfor sagde du: ‘Hun er min søster’+ så jeg var ved at tage hende til hustru? Her er din hustru. Tag hende og gå!” 20 Og Farao befalede sine mænd at sende ham bort sammen med hans hustru og alt hvad han ejede.+

13 Abram forlod så Egypten og drog til Negeb,*+ sammen med sin hustru og alt hvad han ejede, og Lot fulgte med ham. 2 Abram var meget rig – han havde meget kvæg, sølv og guld.+ 3 Han slog lejr det ene sted efter det andet mens han rejste fra Negeb til Betel, indtil han kom til det sted mellem Betel og Aj+ hvor hans telt havde stået, 4 der hvor han tidligere havde bygget et alter. Der påkaldte Abram Jehovas navn.

5 Lot, der rejste sammen med Abram, havde også får, kvæg og telte. 6 Og det var ikke muligt for dem alle at bo samme sted, for de ejede efterhånden så meget at de ikke længere kunne bo sammen. 7 Derfor kom Abrams kvæghyrder og Lots kvæghyrder op at skændes. (Dengang boede kanaanæerne og perizzitterne i landet).+ 8 Så Abram sagde til Lot:+ “Hør, hverken vi eller vores hyrder bør skændes, for vi er brødre. 9 Ligger hele landet ikke åbent for dig? Forlad mig nu. Hvis du går til venstre, så vil jeg gå til højre; men hvis du går til højre, så vil jeg gå til venstre.” 10 Lot så sig nu omkring og lagde mærke til at hele Jordansletten+ lige til Soar+ var vandrig, som Jehovas have,+ som Egyptens land. (Det var før Jehova tilintetgjorde Sodoma og Gomorra). 11 Så Lot valgte hele Jordansletten, og Lot flyttede sin lejr mod øst. De forlod altså hinanden. 12 Abram boede i Kanaan, men Lot boede blandt byerne på sletten.+ Til sidst rejste han sit telt i nærheden af Sodoma. 13 Mændene i Sodoma var onde, og de syndede groft mod Jehova.+

14 Jehova sagde til Abram, efter at Lot havde forladt ham: “Se dig omkring derfra hvor du står. Se mod nord og syd, øst og vest, 15 for hele det land som du ser, giver jeg dig og dit afkom i eje for altid.+ 16 Og jeg vil gøre dit afkom så talrigt som jordens støvkorn. Så hvis nogen kunne tælle jordens støvkorn, ville dit afkom også kunne tælles.+ 17 Bryd op, rejs gennem landet i hele dets længde og bredde, for jeg vil give det til dig.” 18 Så fortsatte Abram med at bo i telte. Senere slog han sig ned i nærheden af Mamres store træer,+ som er i Hebron,+ og der byggede han et alter for Jehova.+

14 Dengang Amrafel var konge i Sinear,+ Arjok var konge i Ellasar, Kedorlaomer+ var konge i Elam+ og Tidal var konge i Gojim, 2 gik de i krig mod Bera, kongen i Sodoma,+ Birsha, kongen i Gomorra,+ Shinab, kongen i Adma, Shemeber, kongen i Sebojim,+ og kongen i Bela, det vil sige Soar. 3 De samlede deres styrker i Siddimdalen,*+ hvor Salthavet*+ nu ligger.

4 De havde tjent Kedorlaomer i 12 år, men i det 13. år gjorde de oprør. 5 I det 14. år kom Kedorlaomer og de konger der var med ham, og besejrede refaitterne i Ashterot-Karnajim, zuzitterne i Ham, emitterne+ i Shave-Kirjatajim* 6 og horitterne+ i deres bjergland, Seir,+ og ned til El-Paran, der ligger ved ørkenen. 7 Så vendte de tilbage og kom til En-Mishpat, det vil sige Kadesh,+ og indtog hele amalekitternes+ område og besejrede også de amoritter+ der boede i Haseson-Tamar.+

8 Nu rykkede Sodomas konge ud, og også Gomorras konge, Admas konge, Sebojims konge og Belas, det vil sige Soars, konge, og de stillede sig op i kampformation mod dem i Siddimdalen,* 9 mod Kedorlaomer, kongen i Elam; Tidal, kongen i Gojim; Amrafel, kongen i Sinear, og Arjok, kongen i Ellasar+ – fire konger mod fem. 10 Siddimdalen* var fuld af asfaltgruber, og da Sodomas og Gomorras konger prøvede at flygte, faldt de i dem, og de der var tilbage, flygtede til bjerglandet. 11 Så tog sejrherrerne alle ejendele og alt spiseligt fra Sodoma og Gomorra og drog afsted.+ 12 De tog også Lot, Abrams nevø som boede i Sodoma,+ og hans ejendele, og de drog videre.

13 Senere kom en mand der var flygtet, og fortalte det til hebræeren Abram. Abram boede* dengang i nærheden af amoritten Mamres store træer.+ Mamre var bror til Eshkol og Aner.+ De var Abrams allierede. 14 Sådan hørte Abram at hans slægtning*+ var taget til fange. Så sammenkaldte han sine trænede mænd, 318 tjenere der var født i hans husstand, og forfulgte fjenderne til Dan.+ 15 Om natten delte han sine folk op i grupper, og han og hans tjenere angreb og besejrede fjenderne. Og han forfulgte dem til Hoba, der ligger nord for Damaskus. 16 Han tilbageerobrede alt byttet, og han tog også sin slægtning Lot og hans ejendele, kvinderne og de andre fanger med tilbage.

17 Da Abram vendte tilbage efter at have besejret Kedorlaomer og de konger der var med ham, gik Sodomas konge ud for at møde Abram i Shavedalen,* det vil sige Kongedalen.+ 18 Og Melkisedek,+ kongen i Salem,+ kom ud med brød og vin. Han var præst for Den Højeste Gud.+

19 Så velsignede han ham og sagde:

Og Abram gav ham en tiendedel af alt.+

21 Derefter sagde Sodomas konge til Abram: “Giv mig folkene, men behold selv byttet.” 22 Men Abram sagde til Sodomas konge: “Jeg løfter min hånd og aflægger ed over for Jehova, Den Højeste Gud, himlens og jordens Skaber, 23 på at jeg ikke vil tage noget som helst der er dit, ikke engang en tråd eller en sandalrem, så du ikke skal sige: ‘Jeg gjorde Abram rig.’ 24 Jeg skal ikke have mere end det de unge mænd allerede har spist. Men lad de mænd som tog med mig – Aner, Eshkol og Mamre+ – tage deres andel.”

15 Efter dette fik Abram et syn, og Jehova sagde til ham: “Frygt ikke,+ Abram. Jeg er et skjold for dig.+ Din belønning vil blive meget stor.”+ 2 Abram svarede: “Suveræne Herre Jehova, hvad vil du give mig? Jeg er jo stadig barnløs, og det er en mand fra Damaskus, Eliezer,+ der skal arve alt hvad jeg ejer.” 3 Abram fortsatte: “Du har ikke givet mig noget afkom,+ og et medlem* af min husstand kommer til at arve mig.” 4 Men Jehovas svar til ham lød: “Denne mand kommer ikke til at arve dig, men din egen søn* kommer til at arve dig.”+

5 Han førte ham nu udenfor og sagde: “Se op mod himlen og tæl stjernerne, hvis du kan.” Derefter sagde han til ham: “Så talrigt vil dit afkom blive.”+ 6 Og han troede på Jehova,+ og Han betragtede ham derfor som* retfærdig.+ 7 Så tilføjede han: “Jeg er Jehova, som førte dig ud af Ur i Kaldæa for at give dig dette land i eje.”+ 8 Til det sagde han: “Suveræne Herre Jehova, hvordan kan jeg vide at jeg skal tage det i eje?” 9 Han svarede ham: “Tag en treårig kvie, en treårig ged, en treårig vædder, en turteldue og en dueunge til mig.” 10 Så tog han dem alle og skar dem i to dele og lagde delene over for hinanden,* men han skar ikke fuglene over. 11 Så begyndte rovfugle at slå ned på de døde dyr, men Abram blev ved med at jage dem væk.

12 Da solen var ved at gå ned, faldt Abram i en dyb søvn, og et stort og skræmmende mørke sænkede sig over ham. 13 Så sagde Han til Abram: “Du skal vide at dine efterkommere* skal være udlændinge i et land der ikke er deres, og at man dér vil gøre dem til slaver og mishandle dem i 400 år.+ 14 Men jeg vil dømme den nation de kommer til at tjene,+ og derefter vil de drage ud med mange ejendele.+ 15 Selv skal du gå til dine forfædre i fred; du vil blive begravet i en god alderdom.+ 16 Men de vil vende tilbage hertil+ i fjerde generation, for amoritternes synd har endnu ikke nået sit fulde mål.”+

17 Da solen var gået ned og det var blevet meget mørkt, kom en rygende ovn til syne, og en flammende fakkel passerede mellem stykkerne. 18 Den dag indgik Jehova en pagt+ med Abram og sagde: “Dit afkom vil jeg give det her land,+ fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden:+ 19 landet der tilhører kenitterne,+ kenizzitterne, kadmonitterne, 20 hittitterne,+ perizzitterne,+ refaitterne,+ 21 amoritterne, kanaanæerne, girgashitterne og jebusitterne.”+

16 Abrams hustru Saraj havde ikke fået nogen børn,+ men hun havde en egyptisk tjenestepige, der hed Hagar.+ 2 Derfor sagde Saraj til Abram: “Hør! Jehova har hindret mig i at få børn. Kan du ikke være sammen med min tjenestepige? Måske kan jeg få børn på den måde.”+ Og Abram lyttede til Saraj. 3 Abram havde boet i Kanaan i ti år da hans hustru Saraj gav ham sin egyptiske tjenestepige Hagar til hustru. 4 Han var altså sammen med Hagar, og hun blev gravid. Da hun blev klar over at hun var gravid, begyndte hun at se ned på sin frue.

5 Så sagde Saraj til Abram: “Det er din skyld at jeg bliver dårligt behandlet. Det var mig der gav min tjenestepige i dine arme,* men da hun blev klar over at hun var gravid, begyndte hun at se ned på mig. Lad Jehova dømme om det er mig eller dig der har ret.” 6 Abram sagde til Saraj: “Du bestemmer over din tjenestepige. Gør med hende hvad du mener er bedst.” Så ydmygede Saraj hende, og hun løb væk fra hende.

7 Senere fandt Jehovas engel hende ved en kilde i ørkenen, den kilde der ligger på vejen til Shur.+ 8 Han sagde: “Hagar, Sarajs tjenestepige, hvor kommer du fra, og hvor er du på vej hen?” Til det sagde hun: “Jeg er løbet væk fra min frue, Saraj.” 9 Jehovas engel sagde så til hende: “Du skal vende tilbage til din frue og ydmygt underordne dig hende.”* 10 Så sagde Jehovas engel til hende: “Jeg vil give dig mange efterkommere,* ja, så mange at de ikke kan tælles.”+ 11 Jehovas engel tilføjede: “Du er gravid, og du vil føde en søn, og du skal give ham navnet Ismael,* for Jehova har hørt dit nødråb. 12 Han vil være som et vildæsel.* Han vil være imod alle, og alle vil være imod ham, og han vil bo over for alle sine brødre.”*

13 Så bad hun til Jehova,* der havde talt til hende, og sagde: “Du er en Gud som ser”,+ for hun sagde: “Har jeg virkelig her set ham som ser mig?” 14 Det er derfor man kalder brønden Beer-Lahaj-Roi.* (Den ligger mellem Kadesh og Bered). 15 Abram fik så en søn med Hagar, og Abram gav sin søn, som Hagar havde født, navnet Ismael.+ 16 Abram var 86 år da Hagar fødte Ismael.

17 Da Abram var 99 år, viste Jehova sig for Abram og sagde til ham: “Jeg er Gud den Almægtige. Gå på mine veje, og sørg for at der ikke er noget at udsætte på dig.* 2 Jeg bekræfter min pagt mellem mig og dig,+ og jeg vil give dig mange, mange efterkommere.”+

3 Så kastede Abram sig ned, og Gud fortsatte: 4 “Jeg har indgået en pagt med dig,+ og du skal blive far til mange folkeslag.+ 5 Du skal ikke længere hedde Abram;* dit navn skal være Abraham,* for jeg vil lade dig blive far til mange folkeslag. 6 Jeg vil sørge for at du får mange børn, og jeg vil gøre dig til nationer, og konger skal nedstamme fra dig.+

7 Og jeg vil holde min pagt mellem mig og dig+ og dine efterkommere* i generation efter generation. Det skal være en evig pagt, og jeg vil være Gud for dig og for dit afkom efter dig. 8 Og det land du har boet i som udlænding+ – hele Kanaan – vil jeg give dig og dine efterkommere* i eje for altid, og jeg vil være deres Gud.”+

9 Gud sagde videre til Abraham: “Og du skal holde min pagt, du og dine efterkommere* i generation efter generation. 10 Dette er min pagt mellem mig og jer, som du og dine efterkommere* skal holde: Alle af hankøn blandt jer skal omskæres.+ 11 I skal omskære jeres forhud, og det skal være et tegn på pagten mellem mig og jer.+ 12 I generation efter generation skal alle af hankøn der er otte dage gamle, omskæres,+ alle der er født i din husstand, og alle der ikke er dine efterkommere,* men som du har købt af en udlænding for penge. 13 Alle drenge der bliver født i din husstand, og alle mænd der bliver købt for dine penge, skal omskæres,+ og min pagt på jeres krop skal være en varig pagt. 14 Hvis en der er uomskåret, nægter at lade sin forhud omskære, skal han udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt.”

15 Derefter sagde Gud til Abraham: “Med hensyn til din hustru Saraj*+ skal du ikke kalde hende Saraj, for hendes navn skal være Sara.* 16 Jeg vil velsigne hende, og hun skal føde dig en søn.+ Jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til nationer, ja, folkeslags konger skal nedstamme fra hende.” 17 Abraham kastede sig ned og begyndte at le mens han sagde til sig selv:+ “Kan en mand der er 100 år gammel, blive far, og kan Sara, en kvinde der er 90 år gammel, få børn?”+

18 Så sagde Abraham til den sande Gud: “Vil du ikke nok velsigne Ismael?”+ 19 Til det sagde Gud: “Din hustru Sara vil virkelig føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak.*+ Og jeg vil bekræfte min pagt over for ham. Den skal gælde hans efterkommere*+ for evigt. 20 Men med hensyn til Ismael har jeg hørt dig. Jeg vil velsigne ham og give ham mange børn og gøre ham meget, meget talrig. Han vil blive stamfar til 12 høvdinger, og jeg vil gøre ham til et stort folk.+ 21 Men jeg vil bekræfte min pagt over for Isak,+ som Sara vil føde dig ved denne tid næste år.”+

22 Da Gud var færdig med at tale med Abraham, forlod han ham. 23 Abraham tog så sin søn Ismael og alle der var født i hans husstand, og alle som han havde købt, alle af hankøn i Abrahams husstand, og på den dag omskar han deres forhud, sådan som Gud havde sagt til ham.+ 24 Abraham var 99 år da han fik sin forhud omskåret.+ 25 Og hans søn Ismael var 13 år da han fik sin forhud omskåret.+ 26 På den dag blev Abraham og hans søn Ismael altså omskåret. 27 Alle folkene i hans husstand, alle der var født der, og alle som han havde købt af en udlænding, blev også omskåret sammen med ham.

18 Senere viste Jehova+ sig for ham i nærheden af Mamres store træer+ mens han sad i indgangen til teltet på den varmeste tid af dagen. 2 Han kiggede op og så tre mænd stå et stykke væk.+ Da han så dem, løb han dem i møde fra teltindgangen, og han bøjede sig til jorden. 3 Så sagde han: “Jehova, hvis du har godkendt mig, så beder jeg dig, gå ikke forbi din tjener. 4 Lad mig sørge for lidt vand så I kan få jeres fødder vasket.+ Og hvil jer så under træet. 5 Nu hvor I er kommet her til jeres tjener, så lad mig hente et stykke brød så I kan komme til kræfter.* Derefter kan I gå videre.” Til det sagde de: “Ja, du må gerne gøre sådan som du har sagt.”

6 Abraham skyndte sig hen til teltet hvor Sara var, og sagde: “Hurtigt! Tag tre mål* fint mel, ælt en dej og bag nogle brød.” 7 Bagefter løb Abraham hen til hjorden, udvalgte en fed og god tyrekalv og gav den til medhjælperen, som skyndte sig at tilberede den. 8 Så tog han smør og mælk og den ungtyr som han havde tilberedt, og satte maden foran dem. Og han stod hos dem under træet mens de spiste.+

9 De sagde til ham: “Hvor er din hustru Sara?”+ Han svarede: “Inde i teltet.” 10 Så sagde en af dem: “Jeg kommer tilbage til dig næste år ved denne tid, og så har din hustru Sara en søn.”+ Sara stod og lyttede i indgangen til teltet, som var bag ved manden. 11 Abraham og Sara var gamle, højt oppe i årene.+ Sara havde passeret den fødedygtige alder.*+ 12 Derfor gav Sara sig til at le indvendigt mens hun sagde til sig selv: “Skal jeg virkelig føle den glæde? Jeg er jo udslidt, og min herre er gammel.”+ 13 Så sagde Jehova til Abraham: “Hvorfor lo Sara og sagde: ‘Skal jeg virkelig føde selvom jeg er gammel?’ 14 Er noget for usædvanligt for Jehova?+ Jeg kommer tilbage til dig næste år ved denne tid, og så har Sara en søn.” 15 Men Sara benægtede det og sagde: “Jeg lo ikke!”, for hun var bange. Til det sagde han: “Jo! Du lo.”

16 Da mændene rejste sig for at gå og de så ned mod Sodoma,+ gik Abraham med dem for at følge dem på vej. 17 Jehova sagde: “Skulle jeg skjule for Abraham hvad jeg vil gøre?+ 18 Abraham skal jo blive til en stor og mægtig nation, og alle jordens nationer vil blive velsignet* gennem ham.+ 19 Jeg har nemlig udvalgt ham* for at han kan befale sine sønner og alle sine efterkommere at holde sig til Jehovas vej og gøre det der er ret og rigtigt,+ så Jehova kan opfylde det han har lovet angående Abraham.”

20 Så sagde Jehova: “Jeg har hørt de høje klageråb imod Sodoma og Gomorra,+ og deres synd er meget stor.+ 21 Jeg vil stige ned og se om deres handlinger svarer til råbene der har nået mig. Og hvis ikke, så finder jeg ud af det.”+

22 Så gik mændene derfra og begav sig på vej mod Sodoma, men Jehova+ blev hos Abraham. 23 Abraham trådte nærmere og sagde: “Vil du virkelig feje de retfærdige bort sammen med de onde?+ 24 Hvis der nu er 50 retfærdige i byen, vil du så virkelig feje dem bort og ikke skåne* byen for de 50 retfærdiges skyld? 25 Det er utænkeligt at du skulle gøre sådan! Du ville aldrig slå den retfærdige ihjel sammen med den onde så det skulle gå den retfærdige og den onde på samme måde.+ Det er utænkeligt for dig.+ Skulle hele jordens Dommer ikke gøre det der er rigtigt?”+ 26 Så sagde Jehova: “Hvis jeg finder 50 retfærdige i Sodoma, vil jeg skåne* hele byen for deres skyld.” 27 Men igen svarede Abraham: “Hør engang! Jeg har været så fri at tale til Jehova selvom jeg kun er støv og aske. 28 Hvis der nu mangler fem i at være 50 retfærdige, vil du så tilintetgøre hele byen på grund af de fem?” Til det sagde han: “Jeg vil ikke tilintetgøre den hvis jeg finder 45 der.”+

29 Men endnu en gang talte han til ham og sagde: “Hvad så hvis du finder 40 der?” Han svarede: “Jeg vil ikke tilintetgøre byen hvis der er 40.” 30 Men han fortsatte: “Jehova, bliv nu ikke vred,+ men lad mig tale videre: Hvad nu hvis du kun finder 30 der?” Han svarede: “Jeg vil ikke gøre det hvis jeg finder 30.” 31 Men han fortsatte: “Hør engang! Jeg har været så fri at tale til Jehova: Hvad nu hvis du kun finder 20?” Han svarede: “Jeg vil ikke tilintetgøre den hvis der er 20.” 32 Til sidst sagde han: “Jehova, bliv nu ikke vred, men lad mig tale bare én gang til: Hvad nu hvis du kun finder ti der?” Han svarede: “Jeg vil ikke tilintetgøre den hvis der er ti.” 33 Da Jehova var færdig med at tale med Abraham, forlod han ham,+ og Abraham gik hjem.

19 De to engle kom til Sodoma om aftenen. Lot sad i Sodomas byport, og da han så dem, rejste han sig for at gå dem i møde og bøjede sig med ansigtet mod jorden.+ 2 Og han sagde: “Mine herrer, vil I ikke nok komme med hen i jeres tjeners hus og blive natten over og få jeres fødder vasket? Så kan I stå tidligt op og rejse videre.” Til det sagde de: “Nej, vi overnatter på torvet.” 3 Men han pressede dem så meget at de gik med ham hjem. Så lavede han et festmåltid til dem og bagte usyrnet brød, og de spiste.

4 Inden de lagde sig til at sove, kom en stor flok – alle mændene i Sodoma, fra dreng til gammel mand – og omringede huset. 5 Og de blev ved med at råbe til Lot og sige til ham: “Hvor er de mænd der kom til dig i nat? Kom ud med dem så vi kan have sex med dem!”+

6 Lot gik ud i døråbningen til dem, og han lukkede døren bag sig. 7 Han sagde: “Jeg beder jer, mine brødre, gør ikke noget der er så ondt. 8 Jeg har to døtre som ikke har været seksuelt sammen med nogen mand. Lad mig føre dem ud til jer så I kan gøre med dem hvad I vil. Men I må ikke gøre mændene noget, for de er gæster i mit hus og under min beskyttelse.”*+ 9 “Flyt dig!” sagde de og tilføjede: “Denne ene udlænding er kommet for at bo her, og så vover han at dømme os! Nu vil vi gøre noget endnu værre med dig end med dem.” Og de trængte ind på Lot og ville slå døren ind. 10 Så rakte mændene i huset hænderne ud efter Lot og hev ham ind, og de lukkede døren. 11 Men mændene ved indgangen til huset slog de med blindhed, fra den mindste til den største, så de var ved at slide sig selv op i et forsøg på at finde døråbningen.

12 Så sagde mændene til Lot: “Har du ellers noget familie her – svigersønner, sønner, døtre eller andre slægtninge? Så tag dem med væk herfra! 13 Vi vil nemlig tilintetgøre stedet, for Jehova har hørt de høje klageråb mod indbyggerne,+ og Jehova har sendt os for at tilintetgøre byen.” 14 Lot gik derfor ud og talte med sine svigersønner, der skulle giftes med hans døtre, og han blev ved med at sige: “Skynd jer væk herfra, for Jehova vil tilintetgøre byen!” Men hans svigersønner troede at han lavede sjov med dem.+

15 Ved daggry begyndte englene at skynde på Lot. De sagde: “Hurtigt! Tag din hustru og dine to døtre med dig så du ikke bliver fejet bort når byen bliver straffet for sin synd!”+ 16 Men han blev ved med at tøve, så mændene greb ham og hans hustru og hans to døtre ved hånden fordi Jehova havde medfølelse med ham,+ og de førte ham uden for byen.+ 17 Så snart de havde ført dem ud, sagde en af dem: “Flygt for livet! Se dig ikke tilbage,+ og stå ikke stille noget sted på sletten!+ Flygt til bjerglandet så du ikke bliver fejet bort!”

18 Lot sagde til dem: “Åh nej, Jehova, ikke dertil! 19 Du har jo godkendt din tjener, og du viser mig stor godhed* ved at bevare mig* i live,+ men jeg kan ikke flygte til bjerglandet, for jeg er bange for at ulykken indhenter mig og jeg dør.+ 20 Hør engang, der ligger en lille by i nærheden som jeg kan flygte til; det er kun en lille by. Må jeg ikke nok flygte dertil? Det er kun en lille by. Så overlever jeg.” 21 Han sagde til ham: “Det er i orden. Jeg vil også tage hensyn til dig+ ved ikke at ødelægge den by du taler om.+ 22 Skynd dig! Flygt dertil, for jeg kan ikke gøre noget før du er nået derhen!”+ Af den grund gav han byen navnet Soar.*+

23 Solen var stået op over landet da Lot kom til Soar. 24 Så lod Jehova ild og svovl regne ned over Sodoma og Gomorra – det kom fra Jehova, fra himlen.+ 25 Sådan tilintetgjorde han disse byer, ja, hele sletten, sammen med alle der boede i byerne, og de planter der voksede der.+ 26 Men Lots hustru, der var bagved ham, så sig tilbage, og hun blev til en saltstøtte.+

27 Abraham stod tidligt op om morgenen og gik hen til det sted hvor han havde stået foran Jehova.+ 28 Da han så ned over Sodoma og Gomorra og hele sletten, mødte der ham et frygteligt syn. Der steg tyk røg op fra landet som den tykke røg fra en ovn!+ 29 Da Gud tilintetgjorde byerne på sletten, huskede han altså hvad han havde lovet Abraham, og han sendte Lot væk fra de byer han ødelagde, byerne i det område hvor Lot havde boet.+

30 Senere forlod Lot Soar sammen med sine to døtre og slog sig ned i bjerglandet,+ for han var bange for at bo i Soar.+ Og han boede i en hule sammen med sine to døtre. 31 Den ældste sagde nu til den yngste: “Vores far er gammel, og der er ikke en mand i landet som vi kan få børn med, sådan som det er almindeligt på hele jorden. 32 Kom, lad os give vores far vin at drikke, og lad os ligge med ham og føre vores fars slægt videre.”

33 Den nat blev de ved med at give deres far vin at drikke; så gik den ældste ind og lå med sin far, men han sansede hverken at hun lagde sig, eller at hun stod op. 34 Næste dag sagde den ældste så til den yngste: “Jeg lå med min far i nat. Lad os også i nat give ham vin at drikke. Gå du så ind og lig med ham, og lad os føre vores fars slægt videre.” 35 Også den nat blev de ved med at give deres far vin at drikke; så gik den yngste ind og lå med ham, men han sansede hverken at hun lagde sig, eller at hun stod op. 36 Begge Lots døtre blev gravide med deres far. 37 Den ældste fødte en søn og gav ham navnet Moab.+ Han er stamfar til moabitterne.+ 38 Den yngste fødte også en søn, og hun gav ham navnet Ben-Ammi. Han er stamfar til ammonitterne.+

20 Abraham flyttede nu sin lejr+ til Negeb* og bosatte sig mellem Kadesh+ og Shur.+ Mens Abraham opholdt sig* i Gerar,+ 2 sagde han igen om sin hustru Sara: “Hun er min søster.”+ Så sendte Abimelek, kongen i Gerar, bud efter Sara og hentede hende.+ 3 Om natten kom Gud til Abimelek i en drøm og sagde: “Du er så godt som død på grund af den kvinde du har hentet,+ for hun er gift og tilhører en anden mand.”+ 4 Men Abimelek havde ikke rørt hende.* Derfor sagde han: “Jehova, vil du dræbe et folk som i virkeligheden er uskyldigt?* 5 Sagde han ikke selv til mig: ‘Hun er min søster’, og sagde hun ikke også: ‘Han er min bror’? Jeg havde ingen bagtanker, og jeg vidste ikke at jeg gjorde noget forkert.”* 6 Så sagde den sande Gud til ham i drømmen: “Jeg ved godt at du ikke havde nogen bagtanker, så jeg hindrede dig i at synde mod mig. Det er derfor jeg ikke tillod dig at røre hende. 7 Lad nu manden få sin hustru tilbage, for han er profet,+ og han vil bede for dig+ så du kan blive i live. Men hvis du ikke giver hende tilbage, skal du dø, både du og alle som tilhører dig.”

8 Abimelek stod tidligt op om morgenen og kaldte på alle sine tjenere og fortalte dem det hele, og de blev meget bange. 9 Så tilkaldte Abimelek Abraham og sagde til ham: “Hvad er det du har gjort mod os? Hvilken synd har jeg begået imod dig, siden du har bragt så stor ulykke over mig og mit rige? Det er ikke rigtigt, det du har gjort mod mig.” 10 Og Abimelek fortsatte: “Hvorfor gjorde du det?”+ 11 Abraham svarede: “Jeg sagde til mig selv: ‘Der er sikkert ingen her der har respekt for Gud, og de vil slå mig ihjel på grund af min hustru.’+ 12 Desuden er hun virkelig min søster, hun er nemlig min fars datter, men ikke min mors datter, og hun blev min hustru.+ 13 Så dengang Gud sagde at jeg skulle forlade min fars hus,+ sagde jeg til hende: ‘Uanset hvor vi kommer hen, må du vise mig loyal kærlighed ved at sige om mig: “Han er min bror.”’”+

14 Abimelek gav så Abraham får og kvæg og tjenere og tjenestepiger, og han gav ham også hans hustru Sara tilbage. 15 Abimelek sagde også: “Mit land står til rådighed for dig. Du kan bo hvor du vil.” 16 Og til Sara sagde han: “Jeg giver hermed din bror+ 1.000 sølvstykker. Det skal være et tegn på din uskyld* for alle der er med dig, og for alle andre, og du er renset for skam.” 17 Og Abraham bad til den sande Gud, og Gud helbredte Abimelek og hans hustru og hans trælkvinder så de igen kunne få børn. 18 På grund af Sara, Abrahams hustru,+ havde Jehova nemlig sørget for at ingen kvinder i Abimeleks hus kunne få børn.*

21 Jehova vendte sin opmærksomhed mod Sara sådan som han havde sagt, og det Jehova havde lovet, gjorde han for hende.+ 2 Sara blev så gravid+ og fødte Abraham en søn i hans alderdom ved den tid Gud havde lovet ham.+ 3 Abraham gav sin nyfødte søn, som han havde fået med Sara, navnet Isak.+ 4 Og Abraham omskar sin søn Isak da han var otte dage gammel, sådan som Gud havde sagt at han skulle.+ 5 Abraham var 100 år da hans søn Isak blev født. 6 Så sagde Sara: “Gud har givet mig grund til at le; alle der hører om det, vil le sammen med mig.”* 7 Og hun tilføjede: “Hvem ville have sagt til Abraham: ‘Sara skal komme til at amme’? Alligevel har jeg født ham en søn i hans alderdom.”

8 Barnet voksede så op og blev vænnet fra, og Abraham holdt en stor fest den dag Isak blev vænnet fra. 9 Men Sara lagde mærke til at den søn som Abraham havde fået med egypteren Hagar,+ gjorde nar af Isak.+ 10 Så hun sagde til Abraham: “Jag den trælkvinde og hendes søn væk, for trælkvindens søn skal ikke arve sammen med min søn, med Isak!”+ 11 Abraham blev meget oprevet over det hun sagde om hans søn.+ 12 Så Gud sagde til Abraham: “Bliv ikke oprevet over det Sara siger til dig om drengen og din trælkvinde. Lyt til hvad hun siger, for det der skal kaldes dit afkom, vil komme gennem Isak.+ 13 Men jeg vil også gøre trælkvindens søn+ til et folk,+ for han er dit afkom.”

14 Så stod Abraham tidligt op om morgenen og gav Hagar brød og en skindsæk med vand. Han anbragte det på hendes skulder og sendte hende væk sammen med drengen.+ Hun gik så afsted, og hun flakkede om i Beershebas ørken.+ 15 Til sidst slap vandet i skindsækken op, og hun skubbede drengen ind under en busk. 16 Og selv gik hun hen og satte sig, omkring et bueskuds afstand derfra, for hun sagde: “Jeg vil ikke se på at drengen dør.” Hun satte sig altså et stykke væk og gav sig til at græde højt.

17 Gud hørte drengens stemme,+ og Guds engel råbte til Hagar+ fra himlen: “Hvorfor græder du, Hagar? Vær ikke bange, for Gud har hørt drengens stemme. 18 Rejs dig, hjælp drengen op og tag dig af ham,* for jeg vil gøre ham til et stort folk.”+ 19 Så åbnede Gud hendes øjne, og hun fik øje på en brønd med vand og gik hen og fyldte skindsækken og gav drengen noget at drikke. 20 Og Gud var med drengen+ mens han voksede op. Han boede i ørkenen og blev bueskytte. 21 Han slog sig ned i Parans ørken,+ og hans mor tog en hustru til ham fra Egypten.

22 Omkring det tidspunkt sagde Abimelek og hans hærfører Pikol til Abraham: “Gud er med dig i alt hvad du gør.+ 23 Så sværg nu ved Gud at du ikke vil forråde mig og mine sønner og mine efterkommere, og at du vil vise mig og det land du har boet i, samme loyale kærlighed som jeg har vist dig.”+ 24 Abraham sagde: “Det sværger jeg.”

25 Men Abraham klagede til Abimelek over en brønd som Abimeleks tjenere havde taget med magt.+ 26 Abimelek svarede: “Jeg ved ikke hvem der har gjort det; du har jo ikke fortalt mig om det, og jeg har ikke hørt om det før i dag.” 27 Abraham gav så Abimelek får og kvæg, og de to indgik en fredsaftale.* 28 Da Abraham tog syv hunlam fra hjorden og stillede dem til side, 29 sagde Abimelek til Abraham: “Hvorfor har du stillet syv hunlam til side?” 30 Han svarede: “Du skal tage imod de syv hunlam som et tegn på at det er mig der har gravet denne brønd.” 31 Af den grund kaldte han stedet Beersheba,*+ for de havde begge aflagt ed der. 32 Så indgik de en fredsaftale+ ved Beersheba, hvorefter Abimelek og hans hærfører Pikol vendte tilbage til filistrenes land.+ 33 Derefter plantede Abraham en tamarisk i Beersheba, og der påkaldte han Jehovas, den evige Guds, navn.+ 34 Og Abraham opholdt sig* i filistrenes land i lang tid.*+

22 Den sande Gud satte senere Abraham på prøve+ og sagde til ham: “Abraham!” Han svarede: “Her er jeg!” 2 Så sagde han: “Jeg vil bede dig om at tage din søn, din eneste søn som du elsker så højt,+ Isak,+ og rejse til Morija+ og dér bringe ham som et brændoffer på et af bjergene som jeg vil udpege for dig.”

3 Så stod Abraham tidligt op om morgenen, sadlede sit æsel og tog to af sine tjenere med sig og sin søn Isak. Han kløvede brænde til brændofret og brød så op og rejste til det sted som den sande Gud havde angivet. 4 Den tredje dag fik Abraham øje på stedet på afstand. 5 Abraham sagde nu til sine tjenere: “Bliv I her med æslet, men drengen og jeg vil gå derhen og tilbede og så komme tilbage til jer.”

6 Derefter tog Abraham brændet til brændofret og lagde det på sin søn Isaks skuldre. Så tog han ilden og kniven,* og de to gik sammen videre. 7 Isak sagde til Abraham: “Far!” Han sagde: “Ja, min søn!” Isak fortsatte: “Her er ilden og brændet, men hvor er fåret til brændofret?” 8 Abraham svarede: “Gud vil selv skaffe fåret til brændofret,+ min søn.” Og de to gik videre sammen.

9 Endelig nåede de frem til det sted som den sande Gud havde angivet, og Abraham byggede et alter og lagde brændet til rette. Han bandt sin søn Isak på hænder og fødder og lagde ham på altret oven på brændet.+ 10 Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven* for at dræbe sin søn.+ 11 Men Jehovas engel råbte til ham fra himlen: “Abraham, Abraham!” “Her er jeg!” svarede han. 12 Så sagde han: “Slå ikke drengen ihjel, og gør ham ikke noget. Nu ved jeg nemlig at du frygter Gud, for du har ikke holdt din søn, din eneste, tilbage fra mig.”+ 13 Abraham så op, og lidt derfra var der en vædder som havde fået hornene viklet ind i et krat. Så gik Abraham hen og tog vædderen og bragte den som et brændoffer i stedet for sin søn. 14 Og Abraham gav stedet navnet Jehova-Jireh.* Det er derfor man stadig i dag siger: “På Jehovas bjerg vil det blive fremskaffet.”+

15 Og Jehovas engel råbte for anden gang til Abraham fra himlen: 16 “‘Jeg sværger ved mig selv,’ erklærer Jehova,+ ‘at fordi du har gjort sådan og ikke har holdt din søn, din eneste,+ tilbage fra mig, 17 vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som stjernerne på himlen og sandkornene på stranden,+ og dit afkom vil indtage sine fjenders byer.*+ 18 Og ved dit afkom+ vil alle jordens nationer skaffe sig en velsignelse fordi du har hørt efter mig.’”+

19 Derefter gik Abraham tilbage til sine tjenere, og de brød op og vendte sammen tilbage til Beersheba;+ og Abraham blev boende i Beersheba.

20 Senere fortalte man Abraham: “Din bror Nakor har fået sønner med Milka:+ 21 Us (hans førstefødte), hans bror Buz, Kemuel (Arams far), 22 Kesed, Hazo, Pildash, Jidlaf og Betuel.”+ 23 Betuel blev far til Rebekka.+ Det var de otte sønner Abrahams bror Nakor fik med Milka. 24 Nakors medhustru, Reuma, fik også sønner, nemlig Teba, Gaham, Tahash og Maaka.

23 Og Sara blev 127 år; så langt blev hendes liv.+ 2 Så døde Sara i Kirjat-Arba,+ det vil sige Hebron,+ i Kanaan,+ og Abraham sørgede over Sara og græd over hende. 3 Derefter rejste Abraham sig og forlod sin døde hustru, og han sagde til Hets sønner:+ 4 “Jeg er udlænding og indvandrer blandt jer.+ Giv mig en gravplads blandt jer så jeg kan begrave min hustru.” 5 Hets sønner svarede Abraham: 6 “Hør på os, min herre. Du er en Guds høvding* blandt os.+ Du kan begrave din hustru på den bedste af vores gravpladser. Ingen af os vil nægte dig sin gravplads og forhindre dig i at begrave din hustru.”

7 Så rejste Abraham sig og bøjede sig for landets indbyggere, for Hets sønner,+ 8 og sagde til dem: “Hvis I vil lade mig begrave min hustru, så hør på mig og bed indtrængende Efron, Sohars søn, 9 om at sælge mig Makpelas hule, som tilhører ham; den ligger i udkanten af hans mark. Lad ham foran jer sælge mig hulen for det fulde beløb i sølv+ så jeg selv kan eje en gravplads.”+

10 Faktisk sad Efron blandt Hets sønner. Så foran dem og foran alle der gik ind gennem byporten,+ svarede han Abraham: 11 “Nej, min herre! Hør på mig. Jeg giver dig både marken og hulen der er på den. Foran mit folks sønner giver jeg dem til dig. Begrav din hustru.” 12 Så bøjede Abraham sig for landets indbyggere 13 og sagde til Efron foran indbyggerne: “Vil du ikke nok høre på mig? Jeg vil give dig det fulde beløb i sølv for marken. Tag imod det så jeg kan begrave min hustru dér.”

14 Efron svarede Abraham: 15 “Min herre, hør på mig. Jordstykket er 400 sekel* sølv værd, men hvad er det mellem mig og dig? Begrav din hustru.” 16 Abraham lyttede til Efron, og Abraham vejede det beløb i sølv af som Efron havde nævnt foran Hets sønner, 400 sekel* sølv ifølge købmændenes vægtenhed.+ 17 Sådan overgik Efrons mark i Makpela, der lå ved Mamre – marken og hulen på den og alle træerne inden for markens grænser – 18 til Abraham som hans erhvervede ejendom foran Hets sønner og foran alle der gik ind gennem byporten. 19 Derefter begravede Abraham sin hustru Sara i hulen på Makpelas mark ved Mamre, det vil sige Hebron, i Kanaan. 20 Sådan overdrog Hets sønner marken og hulen til Abraham som gravplads.+

24 Abraham var gammel, højt oppe i årene, og Jehova havde velsignet ham i alt.+ 2 Abraham sagde nu til den ældste tjener i sin husstand, der bestyrede alt hvad han ejede:+ “Læg din hånd under mit lår* 3 og sværg ved Jehova, himlens og jordens Gud, at du ikke vil tage en hustru til min søn blandt døtrene her i Kanaan, hvor jeg bor.+ 4 I stedet skal du rejse til mit land og til mine slægtninge+ og hente en hustru til min søn Isak.”

5 Tjeneren sagde imidlertid til ham: “Hvad nu hvis kvinden ikke er villig til at følge med mig hertil? Skal jeg så tage din søn med til det land du kom fra?”+ 6 Abraham sagde til ham: “Du må under ingen omstændigheder tage min søn med dertil.+ 7 Jehova, himlens Gud, som tog mig fra min fars hus og fra mine slægtninges land,+ og som talte med mig og sværgede over for mig:+ ‘Jeg vil give dette land+ til dit afkom’,+ han vil sende sin engel foran dig,+ og du skal tage en hustru til min søn derfra.+ 8 Men hvis kvinden ikke er villig til at følge med dig, vil du være løst fra din ed. Du må bare ikke tage min søn med dertil.” 9 Efter det lagde tjeneren hånden under sin herre Abrahams lår og sværgede over for ham.+

10 Så tog tjeneren ti af sin herres kameler og al slags godt med fra sin herre og begav sig til Mesopotamien,* til Nakors by. 11 Han lod kamelerne knæle ved en brønd uden for byen. Det var aften, omkring det tidspunkt hvor kvinderne kom ud for at trække vand op. 12 Så bad han: “Jehova, min herre Abrahams Gud, jeg beder dig, lad det lykkes for mig i dag, og vis min herre Abraham din loyale kærlighed. 13 Her står jeg ved en kilde hvor døtrene af byens mænd kommer ud for at trække vand op. 14 Må den unge kvinde som jeg siger til: ‘Vil du sænke din vandkrukke så jeg kan drikke?’, og som svarer: ‘Drik, og jeg vil også give dine kameler vand’, være hende du har udvalgt til din tjener Isak; lad mig på den måde vide at du har vist min herre din loyale kærlighed.”

15 Før han var færdig med at tale, kom Rebekka gående med sin vandkrukke på skulderen. Hun var datter af Betuel,+ som var søn af Milka,+ der var gift med Abrahams bror Nakor.+ 16 Den unge kvinde var meget smuk, og hun var jomfru; ingen mand havde været seksuelt sammen med hende. Hun gik ned til kilden, fyldte sin vandkrukke og kom så op igen. 17 Straks løb tjeneren hende i møde og sagde: “Vil du give mig en lille tår vand fra din krukke?” 18 Hun sagde: “Drik, min herre.” Hurtigt tog hun sin krukke ned fra skulderen og gav ham noget at drikke. 19 Efter at have givet ham noget at drikke sagde hun: “Jeg vil også trække vand op til dine kameler indtil de er færdige med at drikke.” 20 Så tømte hun hurtigt sin krukke i vandtruget og løb frem og tilbage til brønden for at trække vand op, og hun trak vand op til alle hans kameler. 21 Imens så manden forundret på hende uden at sige noget, og han spekulerede på om Jehova havde ladet hans rejse lykkes eller ej.

22 Da kamelerne var færdige med at drikke, tog manden en guldnæsering der vejede en halv sekel,* og to guldarmbånd der vejede ti sekel,* frem til hende 23 og spurgte: “Sig mig, hvis datter er du? Er der plads til at vi kan overnatte i din fars hus?” 24 Hun svarede: “Jeg er datter af Betuel,+ Nakor+ og Milkas søn” 25 og tilføjede: “Vi har både halm og rigeligt foder til kamelerne, og der er også plads til at I kan overnatte.” 26 Så bøjede manden sig og kastede sig ned for Jehova 27 og sagde: “Priset være Jehova, min herre Abrahams Gud, for han har vist min herre sin loyale kærlighed og været trofast over for ham. Jehova har ført mig til min herres brødre og deres hus.”

28 Så løb den unge kvinde hjem for at fortælle sin mor og de andre hvad der var sket. 29 Rebekka havde en bror der hed Laban.+ Han løb nu ud til manden som var ude ved kilden. 30 Han havde nemlig set ringen i sin søsters næse og armbåndene på hendes håndled og hørt Rebekka fortælle hvad manden havde sagt, så han kom ud for at møde manden, der stadig stod hos kamelerne ved kilden. 31 Straks sagde han: “Kom, du som er velsignet af Jehova. Hvorfor bliver du stående herude? Jeg har gjort huset klar og skaffet plads til kamelerne.” 32 Så kom manden ind i huset, og han* tog seletøjet af kamelerne og gav dem halm og foder og kom med vand så manden og de mænd der var med ham, kunne få deres fødder vasket. 33 Men da man satte noget at spise foran ham, sagde han: “Jeg vil ikke spise før jeg har fortalt jer hvad jeg har at sige.” Derfor sagde Laban: “Fortæl!”

34 Han sagde: “Jeg er Abrahams tjener.+ 35 Jehova har virkelig velsignet min herre, og han har gjort ham meget velhavende ved at give ham får og kvæg, sølv og guld, tjenere og tjenestepiger, kameler og æsler.+ 36 Desuden har min herres hustru Sara født min herre en søn efter at hun er blevet gammel,+ og min herre vil give ham alt hvad han har.+ 37 Derfor fik min herre mig til at sværge. Han sagde: ‘Du må ikke tage en hustru til min søn blandt døtrene i Kanaan, hvor jeg bor.+ 38 Nej, du skal rejse til min fars hus og til min familie+ og hente en hustru til min søn.’+ 39 Men jeg sagde til min herre: ‘Hvad nu hvis kvinden ikke er villig til at følge med mig?’+ 40 Så sagde han til mig: ‘Jehova, som jeg har vandret med,+ vil sende sin engel+ med dig og få din rejse til at lykkes, og du skal tage en hustru til min søn fra min familie og fra min fars slægt.+ 41 Du vil være løst fra din ed hvis du kommer til min familie og de ikke vil give hende til dig. Så vil du være løst fra din ed.’+

42 Da jeg kom til kilden i dag, sagde jeg: ‘Jehova, min herre Abrahams Gud, lad min rejse lykkes. 43 Jeg står her ved en kilde. Når der kommer en ung pige+ ud for at trække vand op, vil jeg sige til hende: “Vil du give mig lidt vand fra din krukke?” 44 Hvis hun svarer: “Drik, og jeg vil også trække vand op til dine kameler”, så ved jeg at hun er den kvinde som du, Jehova, har udvalgt til min herres søn.’+

45 Før jeg var færdig med at bede,* kom Rebekka gående med sin krukke på skulderen, og hun gik ned til kilden og begyndte at trække vand op. Så sagde jeg til hende: ‘Vil du give mig noget at drikke?’+ 46 Hun løftede hurtigt sin krukke ned fra skulderen og sagde: ‘Drik,+ og jeg vil også give dine kameler vand.’ Så drak jeg, og hun gav også kamelerne vand. 47 Derefter spurgte jeg hende: ‘Hvis datter er du?’ Til det svarede hun: ‘Jeg er datter af Betuel, Nakor og Milkas søn.’ Så satte jeg ringen i hendes næse og armbåndene på hendes håndled.+ 48 Og jeg bøjede mig og kastede mig ned for Jehova og priste Jehova, min herre Abrahams Gud,+ som havde ledt mig på rette vej så jeg kunne hente min herres brors barnebarn* til hans søn. 49 Og fortæl mig nu om I vil vise min herre loyal kærlighed og være trofaste mod ham; og hvis ikke, så fortæl mig det så jeg ved hvad jeg skal gøre.”*+

50 Laban og Betuel svarede: “Vi kan hverken sige ja eller nej* til dig, for det kommer fra Jehova. 51 Her er Rebekka. Tag hende og gå, og lad hende blive din herres søns hustru, sådan som Jehova har sagt.” 52 Da Abrahams tjener hørte hvad de sagde, bøjede han sig for Jehova med ansigtet mod jorden. 53 Og tjeneren tog sølv- og guldting og klæder frem og gav dem til Rebekka, og han gav kostbare ting til hendes bror og hendes mor. 54 Efter det spiste og drak han og de mænd der var med ham, og de overnattede der.

Da han stod op om morgenen, sagde han: “Giv mig lov til at vende tilbage til min herre.” 55 Til det sagde hendes bror og hendes mor: “Lad den unge kvinde blive hos os lidt, i det mindste i ti dage. Så kan hun rejse.” 56 Men han sagde til dem: “I må ikke holde på mig når nu Jehova har fået min rejse til at lykkes. Send mig afsted så jeg kan rejse til min herre.” 57 Så sagde de: “Lad os kalde på den unge kvinde og spørge hende selv.” 58 De kaldte på Rebekka og sagde til hende: “Vil du rejse med denne mand?” Hun svarede: “Ja, det vil jeg.”

59 Så sendte de deres søster Rebekka+ og hendes barnepige*+ afsted sammen med Abrahams tjener og hans mænd. 60 Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: “Søster, må du blive til tusinder af titusinder,* og må dine efterkommere* indtage deres fjenders byer.”*+ 61 Så satte Rebekka og hendes tjenestepiger sig op på kamelerne og fulgte med manden. Tjeneren tog altså Rebekka med og begav sig på vej.

62 Isak boede i Negeb,*+ og han havde lige været i området omkring Beer-Lahaj-Roi.+ 63 Og ved mørkets frembrud var Isak ude at gå på marken for at tænke over tingene.*+ Han så op og fik øje på nogle kameler der nærmede sig! 64 Da Rebekka fik øje på Isak, steg hun hurtigt ned fra kamelen 65 og spurgte tjeneren: “Hvem er den mand der kommer gående på marken for at møde os?” “Det er min herre,” sagde tjeneren. Så tog hun sit slør og tildækkede sig. 66 Og tjeneren fortalte Isak alt hvad han havde gjort. 67 Derefter førte Isak hende ind i sin mors, Saras, telt.+ Dermed blev Rebekka hans hustru. Isak blev forelsket i hende,+ og han fandt trøst efter tabet af sin mor.+

25 Abraham tog sig igen en hustru, og hendes navn var Ketura. 2 Hun fødte ham Zimran, Jokshan, Medan, Midjan,+ Jishbak og Shua.+

3 Jokshan blev far til Saba og Dedan.

Dedans sønner var Ashurim, Letushim og Leumim.

4 Midjans sønner var Efa, Efer, Enok, Abida og Eldaa.

Det var alle Keturas sønner.

5 Senere gav Abraham Isak alt hvad han ejede,+ 6 men de sønner han havde fået med sine medhustruer, gav han gaver. Og mens han levede, sendte han dem østpå, væk fra sin søn Isak,+ til Østens land. 7 Abraham levede i 175 år. 8 Så udåndede og døde Abraham i en høj alder, efter et langt og godt liv,* og han blev samlet til sit folk.* 9 Hans sønner Isak og Ismael begravede ham i Makpelas hule på den mark der havde tilhørt Efron, hittitten Sohars søn, den som ligger ved Mamre,+ 10 den mark som Abraham havde købt af Hets sønner. Der blev Abraham begravet, samme sted som sin hustru Sara.+ 11 Efter Abrahams død fortsatte Gud med at velsigne hans søn Isak,+ og Isak boede i nærheden af Beer-Lahaj-Roi.+

12 Her er den historiske beretning om Abrahams søn Ismael,+ som egypteren Hagar,+ Saras tjenestepige, fik med Abraham.

13 Dette er navnene på Ismaels sønner, hans efterkommere: Nebajot,+ Ismaels førstefødte, derefter Kedar,+ Adbeel, Mibsam,+ 14 Mishma, Duma, Massa, 15 Hadad, Tema, Jetur, Nafish og Kedma. 16 Det var Ismaels sønner, 12 klaners høvdinger.+ De steder de slog sig ned, og de steder de slog lejr,* er opkaldt efter dem. 17 Ismael levede i 137 år. Så udåndede og døde han, og han blev samlet til sit folk.* 18 Og de bosatte sig i området fra Havila+ i nærheden af Shur,+ som ligger tæt på Egypten, og helt til Assyrien. De slog sig ned i nærheden af alle deres brødre.*+

19 Og her er den historiske beretning om Abrahams søn Isak.+

Abraham blev far til Isak. 20 Isak var 40 år da han giftede sig med Rebekka, datter af aramæeren Betuel+ fra Paddan-Aram og søster til aramæeren Laban. 21 Isak bad ofte og inderligt til Jehova for Rebekkas skyld, for hun kunne ikke få børn. Og Jehova lyttede til hans bøn, og hans hustru blev gravid. 22 Sønnerne i hende begyndte at slås med hinanden,+ så hun sagde: “Hvis det skal være på den måde, hvorfor skal jeg så leve?” Derfor bad hun til Jehova om det. 23 Jehova sagde til hende: “Du bærer på+ to nationer, og to forskellige folkeslag skal komme fra dit indre;+ den ene nation skal være stærkere end den anden,+ og den ældste skal tjene den yngste.”+

24 Da tiden kom hvor hun skulle føde, viste det sig at hun bar tvillinger. 25 Den første kom ud og var rød over det hele og lignede en klædning af hår,+ så de gav ham navnet Esau.*+ 26 Derefter kom hans bror ud, og hans hånd holdt om Esaus hæl,+ så han fik navnet Jakob.*+ Isak var 60 år da Rebekka fødte dem.

27 Drengene voksede op, og Esau blev en dygtig jæger+ der holdt til i vildmarken, men Jakob boede i telte,+ og han var en fredelig* mand. 28 Og Isak kunne bedst lide Esau, for han sørgede for vildt til ham, hvorimod Rebekka bedst kunne lide Jakob.+ 29 Engang da Jakob var ved at koge en ret mad, kom Esau udmattet hjem fra vildmarken. 30 Esau sagde nu til Jakob: “Skynd dig at give mig noget* af den røde ret du har dér,* for jeg er udmattet!”* Af den grund blev han kaldt Edom.*+ 31 Til det sagde Jakob: “Sælg mig først din førstefødselsret!”+ 32 Esau fortsatte: “Jeg er lige ved at dø. Hvad skal jeg bruge en førstefødselsret til?” 33 Så sagde Jakob: “Sværg først over for mig!” Derfor sværgede han over for Jakob og solgte sin førstefødselsret til ham.+ 34 Jakob gav Esau brød og en portion kogte linser, og han spiste og drak, og bagefter rejste han sig og gik. Så lidt betød førstefødselsretten for Esau.

26 Nu var der hungersnød i landet, ligesom der havde været i Abrahams dage,+ og Isak tog til Abimelek, filistrenes konge, i Gerar. 2 Så viste Jehova sig for Isak og sagde: “Gå ikke ned til Egypten. Bo i det land jeg udpeger for dig. 3 Bo som udlænding i dette land,+ og jeg vil fortsat være med dig og velsigne dig; jeg vil nemlig give dig og dit afkom alle disse lande,+ og jeg vil holde den ed som jeg aflagde over for din far, Abraham:+ 4 ‘Jeg vil gøre dit afkom talrigt som stjernerne på himlen,+ og jeg vil give dit afkom alle disse lande,+ og ved dit afkom skal alle jordens nationer skaffe sig en velsignelse’,+ 5 fordi Abraham lyttede til mig og fortsatte med at leve op til mine krav, mine bud, mine bestemmelser og mine love.”+ 6 Så blev Isak boende i Gerar.+

7 Når mændene på stedet spurgte til hans hustru, plejede han at sige: “Hun er min søster.”+ Han var bange for at sige: “Hun er min hustru”, for han sagde: “Mændene på stedet vil måske dræbe mig på grund af Rebekka”, for hun var meget smuk.+ 8 Noget tid senere da Abimelek, filistrenes konge, kiggede ud ad vinduet, så han Isak kærtegne* Rebekka.+ 9 Straks tilkaldte Abimelek Isak og sagde: “Hun er jo din hustru! Hvorfor sagde du: ‘Hun er min søster’?” Isak svarede: “Jeg sagde det fordi jeg var bange for at blive slået ihjel på grund af hende.”+ 10 Men Abimelek fortsatte: “Hvad er det du har gjort imod os?+ En af mine mænd kunne nemt have taget din hustru og ligget med hende, og så ville vi være blevet holdt ansvarlige for denne synd!”+ 11 Så gav Abimelek hele folket følgende befaling: “Den der rører denne mand og hans hustru, skal dø!”

12 Isak gav sig til at så korn i landet, og det år høstede han 100 gange mere end det han havde sået, for Jehova velsignede ham.+ 13 Manden blev rig, og det gik så godt for ham at han til sidst var meget rig. 14 Han fik fårehjorde og kvæghjorde og mange tjenestefolk,+ og filistrene blev misundelige på ham.

15 Derfor fyldte filistrene jord i alle de brønde som hans fars tjenere havde gravet i Abrahams dage.+ 16 Og Abimelek sagde til Isak: “Rejs herfra, for du er blevet langt stærkere end os.” 17 Så rejste Isak derfra og slog lejr i Gerardalen*+ og bosatte sig der. 18 Isak gravede igen de brønde som var blevet gravet i hans fars, Abrahams, dage, men som filistrene havde fyldt efter Abrahams død,+ og han gav dem de samme navne som hans far havde givet dem.+

19 Isaks tjenere gravede i dalen* og fandt en brønd med rent vand. 20 Men Gerars hyrder begyndte at skændes med Isaks hyrder, og de sagde: “Det er vores vand!” Derfor gav han brønden navnet Esek,* for de havde skændtes med ham. 21 Så gik de i gang med at grave endnu en brønd, og den skændtes de også om. Derfor gav han den navnet Sitna.* 22 Senere flyttede han derfra og gravede endnu en brønd, men den skændtes de ikke om. Derfor gav han den navnet Rehobot* og sagde: “Det er fordi Jehova nu har skaffet os rigelig plads så vi kan få mange efterkommere i landet.”+

23 Så tog han videre til Beersheba.+ 24 Den nat viste Jehova sig for ham og sagde: “Jeg er din fars, Abrahams, Gud.+ Vær ikke bange,+ for jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig og gøre dit afkom talrigt for min tjener Abrahams skyld.”+ 25 Så byggede Isak et alter og påkaldte Jehovas navn.+ Og han slog sit telt op,+ og hans tjenere gravede en brønd.

26 Senere kom Abimelek til ham fra Gerar sammen med sin personlige rådgiver, Akuzzat, og sin hærfører Pikol.+ 27 Isak sagde til dem: “Hvorfor er I kommet til mig når I hadede mig og bad mig om at rejse?” 28 De svarede: “Vi har tydeligt set at Jehova har været med dig.+ Derfor har vi et forslag: ‘Lad os aflægge en ed der forpligter både os og dig, og lad os indgå en aftale*+ 29 om at du intet ondt vil gøre mod os, ligesom vi ikke har rørt dig, men kun har gjort godt mod dig ved at bede dig om at rejse i fred. Du er jo den Jehova velsigner.’” 30 Så tilberedte han et festmåltid til dem, og de spiste og drak. 31 Om morgenen stod de tidligt op og aflagde ed over for hinanden.+ Derefter sendte Isak dem afsted, og de rejste fra ham i fred.

32 Samme dag kom Isaks tjenere og fortalte ham om den brønd de havde gravet,+ og de sagde: “Vi har fundet vand!” 33 Derfor kaldte han den Shiba. Af den grund hedder byen Beersheba+ den dag i dag.

34 Da Esau var 40 år, giftede han sig med Judit, hittitten Beeris datter, og Basemat, hittitten Elons datter.+ 35 De var til stor sorg* for Isak og Rebekka.+

27 Da Isak var blevet gammel og hans øjne var for svage til at se, kaldte han på sin ældste søn, Esau,+ og sagde: “Min søn!” Han svarede: “Her er jeg!” 2 Isak fortsatte: “Jeg er blevet gammel. Og jeg ved ikke hvor langt jeg har igen. 3 Kunne du ikke tage din bue og dine pile og gå ud i vildmarken og jage et stykke vildt til mig?+ 4 Lav så en af mine livretter, og kom med den. Bagefter vil jeg spise den så jeg kan velsigne dig før jeg dør.”

5 Rebekka havde hørt hvad Isak sagde til sin søn Esau, og da Esau gik ud i vildmarken for at jage vildt,+ 6 sagde Rebekka til sin søn Jakob:+ “Jeg har lige hørt din far sige til din bror, Esau: 7 ‘Kom med noget vildt og lav en lækker ret til mig. Lad mig spise den så jeg kan velsigne dig foran Jehova før jeg dør.’+ 8 Min søn, hør nu godt efter og gør som jeg siger til dig.+ 9 Du skal gå ud og hente to af de bedste gedekid til mig så jeg kan lave en af din fars livretter. 10 Og du skal servere den for din far så han kan spise den og velsigne dig før han dør.”

11 Jakob sagde til sin mor, Rebekka: “Jamen, min bror, Esau, er en behåret mand,+ og min hud er glat. 12 Hvad nu hvis min far rører ved mig?+ Så vil han tro at jeg gør grin med ham, og jeg vil blive forbandet i stedet for velsignet.” 13 Hans mor sagde til ham: “Lad det være mig der bliver ramt af den forbandelse, min søn. Bare gør som jeg siger, og gå ud og hent dem til mig.”+ 14 Så gik han ud og hentede dem til sin mor, og hun lavede en af hans fars livretter. 15 Derefter tog Rebekka sin ældste søns, Esaus, fineste tøj, som hun havde derhjemme, og gav sin yngste søn, Jakob,+ det på. 16 Hun lagde også skindene fra gedekiddene om hans hænder og den glatte del af hans hals.+ 17 Så gav hun sin søn Jakob den lækre ret og brødet som hun havde lavet.+

18 Han gik ind til sin far og sagde: “Far!” Han svarede: “Ja, min søn! Hvem er du – Esau eller Jakob?” 19 Jakob sagde til sin far: “Jeg er Esau, din førstefødte.+ Jeg har gjort som du sagde til mig. Sæt dig nu op, og spis noget af mit vildt så du kan velsigne mig.”+ 20 Til det sagde Isak: “Hvordan kunne du finde det så hurtigt, min søn?” Han svarede: “Det var Jehova din Gud der førte det hen til mig.” 21 Så sagde Isak til Jakob: “Kom herhen, min søn, så jeg kan mærke om du virkelig er min søn Esau.”+ 22 Så trådte Jakob hen til sin far, som rørte ved ham og sagde: “Det er Jakobs stemme, men Esaus hænder.”+ 23 Han genkendte ham ikke fordi hans hænder var behårede ligesom hans brors, Esaus, hænder. Så han velsignede ham.+

24 Derefter spurgte han: “Er du virkelig min søn Esau?” Jakob svarede: “Ja, det er jeg.” 25 Så sagde han: “Sæt noget af vildtet frem for mig så jeg kan spise det, min søn, og så vil jeg velsigne dig.” Jakob satte det frem for ham, og han spiste. Han gav ham også vin, og den drak han. 26 Så sagde hans far til ham: “Kom herhen og kys mig, min søn.”+ 27 Jakob trådte hen og kyssede ham, og Isak lagde mærke til duften af hans tøj.+ Så velsignede han ham og sagde:

“Duften af min søn er som duften af vildmarken som Jehova har velsignet. 28 Må den sande Gud give dig dug fra himlen+ og frugtbare marker på jorden+ og en overflod af korn og ny vin.+ 29 Folkeslag skal tjene dig, og nationer skal bøje sig for dig. Du skal herske over dine brødre, og din mors sønner skal bøje sig for dig.+ Forbandet være enhver der forbander dig, og velsignet være enhver der velsigner dig.”+

30 Isak var lige blevet færdig med at velsigne Jakob, og Jakob havde knap nok forladt sin far, da hans bror, Esau, kom tilbage fra jagten.+ 31 Han gav sig også til at lave en lækker ret, og han serverede den for sin far og sagde til ham: “Rejs dig, far, og spis noget af mit vildt så du kan velsigne mig.” 32 Til det sagde hans far: “Hvem er du?” Han svarede: “Jeg er din søn, din førstefødte, Esau.”+ 33 Isak begyndte at skælve voldsomt, og han sagde: “Hvem var det så der jagede vildt og serverede det for mig? Jeg har allerede spist det, og jeg velsignede ham før du kom – og velsignet vil han bestemt blive!”

34 Da Esau hørte hvad hans far sagde, skreg han højt og fortvivlet og sagde til sin far: “Velsign mig, ja, også mig, far!”+ 35 Men han sagde: “Din bror løj for mig for at få den velsignelse du skulle have haft.” 36 Til det sagde han: “Det er ikke så mærkeligt at han fik navnet Jakob,* for nu har han fortrængt mig to gange!+ Min førstefødselsret har han allerede taget,+ og nu har han også taget min velsignelse!”+ Og han tilføjede: “Har du ikke gemt en velsignelse til mig?” 37 Men Isak svarede Esau: “Jeg har gjort ham til hersker over dig,+ og alle hans brødre skal være hans tjenere, og jeg har givet ham korn og ny vin.+ Så hvad er der tilbage til dig, min søn?”

38 Esau sagde til sin far: “Har du kun én velsignelse, far? Velsign mig, ja, også mig, far!” Så brød Esau hulkende sammen.+ 39 Hans far svarede:

“Din bolig skal være langt fra jordens frugtbare marker og himlens dug.+ 40 Du skal leve af dit sværd,+ og du skal tjene din bror.+ Men når du ikke vil finde dig i det længere, river du hans åg af din nakke.”+

41 Esau var fjendtligt indstillet over for Jakob fordi hans far havde velsignet ham,+ så Esau blev ved med at tænke: “Det varer ikke længe før man vil sørge over min far.+ Bagefter vil jeg dræbe Jakob.” 42 Da Rebekka fandt ud af hvad hendes ældste søn, Esau, havde planer om, tilkaldte hun straks sin yngste søn, Jakob, og sagde: “Din bror, Esau, planlægger at hævne sig ved* at slå dig ihjel. 43 Min søn, gør nu som jeg siger. Flygt til min bror Laban i Karan.+ 44 Bo hos ham et stykke tid indtil din brors raseri har lagt sig, 45 indtil din bror ikke længere er vred på dig og han har glemt hvad du har gjort mod ham. Så sender jeg bud efter dig. Hvorfor skulle jeg miste jer begge på én dag?”

46 Derefter sagde Rebekka igen og igen til Isak: “Jeg er træt af livet på grund af Hets døtre.+ Hvis Jakob også tager sig en hustru blandt Hets døtre, en af landets døtre, hvad har jeg så at leve for?”+

28 Så kaldte Isak på Jakob og velsignede ham og befalede ham: “Du må ikke tage en hustru blandt Kanaans døtre.+ 2 Rejs til din morfars, Betuels, familie i Paddan-Aram, og vælg en hustru blandt din morbror Labans døtre.+ 3 Gud den Almægtige vil velsigne dig og give dig mange børn og gøre dig talrig, og du skal blive til mange folkeslag.+ 4 Han vil give Abrahams velsignelse+ til dig og dit afkom sammen med dig så du kan overtage det land du har boet i som udlænding, det land Gud har givet Abraham.”+

5 Så sendte Isak Jakob afsted, og han begav sig til Paddan-Aram, til Laban, der var søn af aramæeren Betuel+ og bror til Rebekka,+ Jakobs og Esaus mor.

6 Esau så at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham afsted til Paddan-Aram for at finde en hustru. Esau lagde også mærke til at Isak da han velsignede Jakob, befalede ham: “Tag ikke en hustru blandt Kanaans døtre”,+ 7 og at Jakob adlød sin far og mor og rejste til Paddan-Aram.+ 8 Esau indså derfor at hans far ikke brød sig om Kanaans døtre,+ 9 så Esau gik til Ismael, og foruden de hustruer han allerede havde, tog han Mahalat til hustru. Hun var datter af Abrahams søn Ismael og søster til Nebajot.+

10 Jakob forlod altså Beersheba og gik mod Karan.+ 11 Omsider kom han til et sted hvor han bestemte sig for at overnatte, for solen var gået ned. Han tog en af stenene på stedet og anbragte den så han kunne hvile sit hoved på den, og lagde sig.+ 12 I en drøm så han en trappe* der gik fra jorden og op til himlen; og Guds engle bevægede sig op og ned ad den.+ 13 Jehova var oven over den, og han sagde:

“Jeg er Jehova, din far Abrahams Gud og Isaks Gud.+ Det land og den jord du ligger på, giver jeg til dig og dine efterkommere.*+ 14 Og dine efterkommere* skal blive som jordens støvkorn,+ og du skal brede dig mod vest og mod øst og mod nord og mod syd, og ved dig og ved dit afkom vil alle jordens slægter blive velsignet.*+ 15 Jeg er med dig, og jeg vil beskytte dig overalt hvor du går, og jeg vil føre dig tilbage til dette land.+ Jeg vil ikke forlade dig, men gøre det jeg har lovet dig.”+

16 Så vågnede Jakob og sagde: “Jehova er på stedet her, og jeg vidste det ikke.” 17 Han blev grebet af frygt og tilføjede: “Hvor er det et respektindgydende sted! Det kan kun være Guds hus,+ og det er himlens port.”+ 18 Så stod Jakob tidligt op om morgenen og tog stenen som han havde hvilet sit hoved på, og anbragte den som en mindesten og hældte olie ud over den.+ 19 Han gav stedet navnet Betel,* men tidligere hed byen Luz.+

20 Jakob aflagde så et løfte og sagde: “Hvis Gud fortsat vil være med mig og beskytte mig på min rejse og give mig brød at spise og tøj at tage på 21 og jeg vender tilbage til min fars hus i fred, vil Jehova have vist at han er min Gud. 22 Den mindesten jeg har anbragt, vil blive et Guds hus,+ og jeg vil uden undtagelse give ham en tiendedel af alt hvad han giver mig.”

29 Derefter fortsatte Jakob sin rejse og kom til det land hvor Østens folk bor. 2 Der så han en brønd på en mark og tre fåreflokke der lå ved den, for man plejede at give flokkene vand fra den brønd. Og der lå en stor sten over brøndens åbning. 3 Når alle flokkene var samlet, rullede man stenen væk fra brønden og gav fårene vand, og bagefter rullede man stenen på plads over brønden igen.

4 Jakob spurgte dem der var der: “Hvor er I fra, brødre?” “Vi er fra Karan,”+ svarede de. 5 Han sagde til dem: “Kender I Laban,+ Nakors+ sønnesøn?” Til det sagde de: “Ja, det gør vi.” 6 Så sagde han til dem: “Hvordan går det med ham?” De svarede: “Det går godt, og der kommer hans datter Rakel+ med fårene!” 7 Så sagde han: “Det er kun midt på dagen. Det er for tidligt at samle hjordene. Giv fårene vand, og før dem så ud at græsse.” 8 De sagde: “Det kan vi ikke før alle flokkene er samlet og stenen bliver rullet væk fra brønden. Så giver vi fårene vand.”

9 Mens han stod og talte med dem, kom Rakel med sin fars får, for hun var hyrde. 10 Da Jakob så sin morbror Labans datter Rakel og hans får, gik han straks hen og rullede stenen væk fra brønden og gav Labans får vand. 11 Så kyssede Jakob Rakel og brast i gråd. 12 Han fortalte hende at han var hendes fars nevø* og Rebekkas søn. Så skyndte hun sig hjem for at fortælle det til sin far.

13 Så snart Laban+ hørte nyheden om sin nevø* Jakob, løb han ud for at møde ham. Han omfavnede ham og kyssede ham og tog ham med hjem. Og Jakob fortalte Laban alt hvad der var sket. 14 Laban sagde til ham: “Du er virkelig mit kød og blod.”* Så blev Jakob hos ham en hel måned.

15 Laban sagde nu til Jakob: “Du skal ikke arbejde gratis for mig bare fordi vi er i familie.*+ Fortæl mig hvad du vil have i løn.”+ 16 Laban havde to døtre. Den ældste hed Lea, og den yngste Rakel.+ 17 Men der var ingen glans i Leas øjne, hvorimod Rakel var en meget tiltrækkende og smuk kvinde. 18 Jakob var blevet forelsket i Rakel, så han sagde: “Jeg er villig til at tjene hos dig i syv år for din yngste datter, Rakel.”+ 19 Laban sagde: “Det er bedre at give hende til dig end til en anden mand. Bliv du boende hos mig.” 20 Så arbejdede Jakob i syv år for at få Rakel,+ men i hans øjne var de som nogle få dage fordi han elskede hende.

21 Derefter sagde Jakob til Laban: “Tiden er udløbet, så giv mig min hustru, og lad mig være sammen med hende.” 22 Derfor samlede Laban alle folk på egnen og holdt en bryllupsfest. 23 Men i løbet af aftenen tog han sin datter Lea og førte hende til Jakob så han kunne være sammen med hende. 24 Og Laban gav sin tjenestepige Zilpa til Lea.+ 25 Om morgenen opdagede Jakob at det var Lea! Så han sagde til Laban: “Hvad er det du har gjort mod mig? Var det ikke for at få Rakel jeg tjente hos dig? Hvorfor har du narret mig?”+ 26 Laban svarede: “Her plejer vi ikke at gifte den yngste datter bort før den ældste. 27 Du skal fejre denne kvinde i en uge. Derefter får du også den anden kvinde hvis du tjener hos mig i syv år til.”+ 28 Så fejrede Jakob hende i en uge, og bagefter gav Laban ham sin datter Rakel til hustru. 29 Desuden gav Laban sin tjenestepige Bilha+ til Rakel.+

30 Så var Jakob også seksuelt sammen med Rakel, og han elskede hende mere end Lea, og han tjente hos Laban i syv år til.+ 31 Jehova så at Lea ikke var elsket,* så han lod hende blive gravid,*+ men Rakel kunne ikke få børn.+ 32 Så blev Lea gravid og fødte en søn, og hun gav ham navnet Ruben*+ og sagde: “Det er fordi Jehova har set min elendighed.+ Nu vil min mand elske mig.” 33 Hun blev igen gravid og fødte en søn, og hun sagde: “Jehova har hørt at jeg ikke er elsket, og derfor har han givet mig en søn til.” Så gav hun ham navnet Simeon.*+ 34 Så blev hun endnu en gang gravid og fødte en søn, og hun sagde: “Denne gang vil min mand holde sig til mig, for nu har jeg født ham tre sønner.” Derfor fik han navnet Levi.*+ 35 Så blev hun gravid én gang til og fødte endnu en søn, og hun sagde: “Denne gang vil jeg prise Jehova.” Derfor gav hun ham navnet Juda.*+ Og så holdt hun op med at føde børn.

30 Rakel fik ikke nogen børn, så hun blev jaloux på sin søster og sagde til Jakob: “Giv mig børn, ellers dør jeg.” 2 Jakob blev vred på Rakel og sagde: “Er jeg måske Gud? Det er ham der har hindret dig i at få børn.”* 3 Så sagde hun: “Her er min trælkvinde Bilha.+ Vær sammen med hende så hun kan føde børn for mig* og jeg ved hjælp af hende også kan få børn.” 4 Hun gav så Jakob sin tjenestepige Bilha til hustru, og han var sammen med hende.+ 5 Bilha blev gravid og fik en søn med Jakob. 6 Rakel sagde: “Gud har været min dommer og har lyttet til mig, og han har givet mig en søn.” Derfor gav hun ham navnet Dan.*+ 7 Bilha, Rakels tjenestepige, blev gravid igen og fik endnu en søn med Jakob. 8 Så sagde Rakel: “Jeg har kæmpet svære kampe med min søster, og jeg har vundet!” Derfor gav hun ham navnet Naftali.*+

9 Da Lea indså at hun var holdt op med at få børn, tog hun sin tjenestepige Zilpa og gav hende til Jakob som hustru.+ 10 Og Leas tjenestepige Zilpa fik en søn med Jakob. 11 Lea sagde: “Hvilken lykke!” Derfor gav hun ham navnet Gad.*+ 12 Senere fik Leas tjenestepige Zilpa endnu en søn med Jakob. 13 Så sagde Lea: “Hvor er jeg glad! Nu vil kvinderne kalde mig lykkelig.”+ Derfor gav hun ham navnet Asher.*+

14 En dag i hvedehøsten hvor Ruben+ gik ude på marken, fandt han alruner.* Dem tog han med hjem til sin mor, Lea. Så sagde Rakel til Lea: “Må jeg ikke få nogle af din søns alruner?” 15 Hun svarede: “Er det ikke nok at du har taget min mand?+ Vil du nu også tage min søns alruner?” Rakel sagde: “Hvis jeg får din søns alruner, må Jakob ligge hos dig i nat.”

16 Da Jakob kom ind fra marken om aftenen, gik Lea ham i møde og sagde: “Det er mig du skal være sammen med, for jeg har faktisk lejet dig for min søns alruner.” Så lå han med hende den nat. 17 Gud hørte Leas bønner, og hun blev gravid og fik sin femte søn med Jakob. 18 Hun sagde: “Gud har givet mig løn* fordi jeg gav min tjenestepige til min mand.” Derfor gav hun ham navnet Issakar.*+ 19 Lea blev gravid igen og fik sin sjette søn med Jakob.+ 20 Så sagde Lea: “Gud har givet mig, ja, mig, en god gave. Endelig vil min mand tolerere mig,+ for jeg har fået seks sønner med ham.”+ Derfor gav hun ham navnet Zebulon.*+ 21 Senere fødte hun en datter og gav hende navnet Dina.+

22 Gud havde ikke glemt Rakel, og han hørte hendes bønner og gjorde det muligt for hende at få børn.*+ 23 Hun blev gravid og fødte en søn. Så sagde hun: “Gud har fjernet min skam!”+ 24 Hun gav ham navnet Josef*+ og sagde: “Jehova har givet mig endnu en søn.”

25 Umiddelbart efter at Rakel havde født Josef, sagde Jakob til Laban: “Lad mig rejse hjem til mit eget land.+ 26 Giv mig mine hustruer og børn, som jeg har fået for mit arbejde hos dig, og lad mig rejse, du ved jo udmærket at jeg har tjent dig trofast.”+ 27 Laban sagde til ham: “Vil du ikke nok blive? Jeg har tydet varslerne sådan* at Jehova velsigner mig på grund af dig.” 28 Han tilføjede: “Sig hvad du vil have i løn, og jeg vil give dig det.”+ 29 Jakob sagde til ham: “Du ved at jeg har tjent dig trofast, og at jeg har taget mig godt af din hjord.+ 30 Før jeg kom, havde du ikke meget, men efter at jeg er kommet, er din hjord vokset og blevet større, og Jehova har velsignet dig. Men hvornår kan jeg begynde at gøre noget for min egen familie?”+

31 Laban sagde: “Hvad skal jeg give dig?” Jakob svarede: “Du skal slet ikke give mig noget! Hvis du vil gøre én ting for mig, vil jeg fortsætte med at vogte dine får og geder.+ 32 Lad os gå alle dine får og geder igennem i dag. Sæt så alle de spættede og brogede får, alle de mørkebrune unge væddere og alle de brogede og spættede geder til side. Når den slags fremover bliver født, skal de være min løn.+ 33 Når du i fremtiden kommer for at inspicere den flok der skal være min løn, vil min ærlighed* tale for sig selv. Alle geder som ikke er spættede eller brogede, og alle unge væddere som ikke er mørkebrune, skal betragtes som stjålne hvis de er hos mig.”

34 Til det sagde Laban: “Det lyder godt! Vi gør som du siger.”+ 35 Samme dag satte han så de stribede og brogede bukke og alle de spættede og brogede geder til side, alle de dyr der var noget hvidt på, samt alle de mørkebrune unge væddere, og overlod dem til sine sønner. 36 Derefter holdt han en afstand på tre dagsrejser mellem sig selv og Jakob, og Jakob var hyrde for resten af hans får og geder.

37 Jakob tog så nogle friske styraks-, mandel- og platangrene og skrællede noget af barken af så det hvide på grenene kom til syne som pletter. 38 De grene han havde skrællet bark af, placerede han foran hjorden, i renderne, i vandtrugene, der hvor dyrene kom for at drikke, så de kunne parre sig* foran grenene når de kom for at drikke.

39 Altså parrede dyrene sig foran grenene, og de fik stribede, spættede og brogede unger. 40 Jakob skilte så de unge væddere fra, og han vendte hjordene mod de stribede og de mørkebrune dyr i Labans hjorde. Så skilte han sine egne dyr fra, og dem blandede han ikke med Labans hjorde. 41 Hver gang det var robuste dyr der var parate til at parre sig, placerede Jakob grenene i renderne for øjnene af dem så de kunne parre sig i nærheden af grenene. 42 Men når dyrene var svage, placerede han ikke grenene der. Så Laban fik altid de svage dyr, og Jakob de robuste.+

43 Jakob blev efterhånden meget velhavende, og han fik store hjorde samt tjenere og tjenestepiger og kameler og æsler.+

31 Senere hørte han at Labans sønner sagde: “Jakob har taget alt hvad vores far ejede, og af det har han samlet sig sin store velstand.”+ 2 Og Jakob kunne se på Laban at han ikke havde samme indstilling til ham som tidligere.+ 3 Til sidst sagde Jehova til Jakob: “Vend tilbage til dine fædres land og dine slægtninge,+ og jeg vil fortsat være med dig.” 4 Så sendte Jakob bud efter Rakel og Lea og bad dem komme ud på den mark hvor han havde sin hjord. 5 Han sagde til dem:

“Jeg har lagt mærke til at jeres far har forandret indstilling til mig,+ men min fars Gud har været med mig.+ 6 I ved jo selv hvor hårdt jeg har arbejdet for jeres far.+ 7 Og jeres far har forsøgt at snyde mig og har ændret min løn ti gange, men Gud har ikke givet ham lov til at skade mig. 8 Når han sagde: ‘De spættede skal være din løn’, så fødte hele hjorden spættede dyr; men når han sagde: ‘De stribede skal være din løn’, så fødte hele hjorden stribede dyr.+ 9 Sådan tog Gud efterhånden jeres fars får og geder fra ham og gav dem til mig. 10 Engang i dyrenes parringstid så jeg i en drøm at bukkene der parrede sig med gederne, var stribede, spættede og plettede.+ 11 Så sagde den sande Guds engel til mig i drømmen: ‘Jakob!’, og jeg svarede: ‘Her er jeg.’ 12 Han fortsatte: ‘Læg mærke til at alle bukkene der parrer sig med gederne, er stribede, spættede og plettede. Jeg har nemlig set alt hvad Laban gør mod dig.+ 13 Jeg er den sande Gud fra Betel,+ hvor du hældte olie ud over* en mindesten og aflagde et løfte til mig.+ Bryd nu op, rejs fra dette land og vend tilbage til dit fødeland.’”+

14 Rakel og Lea svarede: “Kan vi stadig forvente at arve noget efter vores far? 15 Betragter han os ikke som fremmede? Han har jo solgt os og levet af de penge han fik for os.+ 16 Alle de rigdomme Gud har taget fra vores far, tilhører os og vores børn.+ Så gør alt hvad Gud har sagt til dig.”+

17 Så brød Jakob op og løftede sine børn og sine hustruer op på kamelerne,+ 18 og han tog hele sin hjord og alle de ejendele med som han havde samlet sig,+ de får og geder som han havde samlet sig i Paddan-Aram, for at rejse til sin far, Isak, i Kanaan.+

19 Mens Laban var ude at klippe sine får, havde Rakel stjålet sin fars husguder.*+ 20 Desuden narrede Jakob aramæeren Laban, for han havde ikke fortalt ham at han havde tænkt sig at flygte. 21 Han flygtede med alt hvad han havde, og krydsede Floden.*+ Derefter gik han mod Gileads bjergland.+ 22 Den tredje dag fik Laban at vide at Jakob var flygtet. 23 Så han tog sine brødre* med sig og satte efter ham, og syv dage senere indhentede han ham i Gileads bjergland. 24 Gud sagde til aramæeren Laban+ i en drøm om natten:+ “Pas på hvad du siger til Jakob, uanset om det er godt eller dårligt.”*+

25 Da Jakob havde slået sit telt op på bjerget og Laban og hans brødre havde slået lejr i Gileads bjergland, opsøgte Laban Jakob 26 og sagde til ham: “Hvad er det du har gjort? Hvorfor har du narret mig og bortført mine døtre som om de var krigsfanger? 27 Hvorfor flygtede du hemmeligt og narrede mig? Hvorfor fortalte du mig ikke at du ville rejse? Hvis du havde gjort det, kunne jeg have sendt dig afsted med glæde og sang, med tamburin- og harpespil. 28 Men du gav mig ikke mulighed for at kysse mine børnebørn* og døtre farvel. Det var tåbeligt af dig! 29 Jeg kunne skade jer, men i nat sagde jeres fars Gud til mig: ‘Pas på hvad du siger til Jakob, uanset om det er godt eller dårligt.’+ 30 Du er altså taget afsted fordi du længtes efter din familie, men hvorfor har du stjålet mine guder?”+

31 Jakob svarede Laban: “Jeg var bange, for jeg troede at du ville tage dine døtre fra mig med magt. 32 Den du finder dine guder hos, skal dø. Led mine ejendele igennem mens vores brødre ser på, og tag det der er dit.” Men Jakob vidste ikke at det var Rakel der havde stjålet dem. 33 Laban gik så ind i Jakobs telt og ind i Leas telt og ind i de to trælkvinders telt,+ men han fandt ikke sine guder. Da han var kommet ud af Leas telt, gik han ind i Rakels telt. 34 I mellemtiden havde Rakel taget husguderne og lagt dem i sin kamelsadelkurv, og hun sad nu på dem. Så gennemsøgte Laban hele teltet, men fandt dem ikke. 35 Så sagde Rakel til sin far: “Bliv ikke vred fordi jeg ikke kan rejse mig for dig, min herre, for jeg har dét som kvinder en gang imellem har.”+ Han ledte omhyggeligt videre, men fandt ikke husguderne.+

36 Så blev Jakob vred og begyndte at skælde Laban ud: “Hvilken forbrydelse og hvilken synd har jeg begået siden du så hidsigt forfølger mig? 37 Nu hvor du har gennemsøgt alle mine ting, hvad har du så fundet som tilhører dit hus? Læg det her foran mine brødre og dine brødre, og lad dem dømme mellem os to. 38 I de 20 år jeg har været hos dig, har dine får og dine geder altid fået levedygtige unger,+ og jeg har ikke spist en eneste vædder fra din hjord. 39 Jeg er aldrig kommet til dig med et dyr som var blevet flænset af rovdyr.+ Jeg har altid selv erstattet tabet. Uanset om dyret blev stjålet om dagen eller om natten, krævede du at jeg skulle erstatte det. 40 Og om dagen var jeg plaget af heden og om natten af kulden, og jeg fik ikke meget søvn.+ 41 Nu har jeg været 20 år i dit hus. Jeg har tjent dig 14 år for dine to døtre og 6 år for dine hjorde, og du har ændret min løn ti gange.+ 42 Hvis min fars Gud,+ som er Abrahams Gud, og som Isak frygter,*+ ikke havde været på min side, ville du nu have sendt mig tomhændet afsted. Gud har set min elendighed og mit slid og slæb, og derfor irettesatte han dig i nat.”+

43 Laban svarede Jakob: “Døtrene er mine døtre, børnene er mine børn, hjorden er min hjord, og alt hvad du ser, tilhører mig og mine døtre. Hvordan skulle jeg kunne gøre dem eller deres børn noget? 44 Lad os indgå en pagt, du og jeg, og den skal være et vidne mellem os.” 45 Så tog Jakob en sten og anbragte den som en mindesten.+ 46 Han sagde til sine brødre:* “Saml sten sammen!” De tog sten og lagde dem så de dannede en høj. Derefter spiste de på stenhøjen. 47 Og Laban kaldte den Jegar-Sahaduta,* men Jakob kaldte den Galed.*

48 Laban sagde så: “Denne stenhøj er i dag et vidne mellem dig og mig.” Det var derfor den blev kaldt Galed+ 49 og Vagttårnet,* for han sagde: “Lad Jehova holde øje med dig og mig når vi ikke længere kan se hinanden. 50 Hvis du behandler mine døtre dårligt, og hvis du tager dig flere hustruer, så husk at Gud vil være vidne mellem dig og mig selvom der ikke skulle være noget menneske til stede.” 51 Laban fortsatte: “Her er stenhøjen, og her er mindestenen som jeg har rejst mellem dig og mig. 52 Denne stenhøj og denne mindesten er vidne på+ at jeg ikke vil gå forbi stenhøjen for at gøre dig noget ondt, og at du ikke vil gå forbi stenhøjen og mindestenen for at gøre mig noget ondt. 53 Lad Abrahams Gud+ og Nakors Gud, deres fars Gud, dømme mellem os.” Og Jakob sværgede ved Ham som hans far, Isak, frygter.*+

54 Bagefter bragte Jakob et offer på bjerget og inviterede mændene på et måltid. Så spiste de og overnattede på bjerget. 55 Om morgenen stod Laban tidligt op og kyssede sine børnebørn*+ og sine døtre og velsignede dem.+ Så tog Laban hjem igen.+

32 Jakob rejste så videre, og Guds engle mødte ham. 2 Med det samme Jakob så dem, sagde han: “Det er Guds lejr!” Derfor gav han stedet navnet Mahanajim.*

3 Derefter sendte Jakob sendebud i forvejen til sin bror, Esau, i Seir,+ Edoms område,*+ 4 og han befalede dem: “Sådan skal I sige til min herre, til Esau: ‘Din tjener Jakob siger: “Jeg har boet* hos Laban i lang tid.+ 5 Og jeg har fået okser, æsler, får og tjenere og tjenestepiger,+ og jeg sender nu bud for at oplyse min herre om det så jeg kan opnå din velvilje.”’”

6 Omsider vendte sendebuddene tilbage til Jakob og sagde: “Vi mødte din bror, Esau, og han er nu på vej for at møde dig, og han har 400 mand med sig.”+ 7 Jakob blev meget bange og bekymret.+ Derfor opdelte han dem der var med ham, samt fårene, gederne, kvæget og kamelerne, i to lejre. 8 “Hvis Esau angriber den ene lejr, så kan den anden lejr slippe væk,” sagde han.

9 Derefter sagde Jakob: “Min far Abrahams Gud og min far Isaks Gud, Jehova, du som siger til mig: ‘Vend tilbage til dit land og til dine slægtninge, og jeg vil gøre godt mod dig’,+ 10 jeg er ikke værdig til al den loyale kærlighed og troskab som du har vist mod din tjener,+ for jeg havde ikke andet end min stav dengang jeg gik over Jordan, og nu er jeg blevet til to lejre.+ 11 Red mig, beder jeg dig,+ fra min bror, Esau, for jeg er bange for at han kommer og angriber mig,+ og også mødre og børn. 12 Og du har sagt: ‘Jeg vil gøre godt mod dig, og jeg vil gøre dit afkom så talrigt som sandkornene ved havet, der ikke kan tælles.’”+

13 Og han tilbragte natten der. Så tog han noget af det han ejede, for at give det som en gave til sin bror, Esau:+ 14 200 geder, 20 bukke, 200 får, 20 væddere, 15 30 diegivende kameler med deres føl, 40 køer, 10 tyre, 20 æselhopper og 10 fuldvoksne æselhingste.+

16 Han overlod dem til sine tjenere, hjord efter hjord, og han sagde til sine tjenere: “Gå i forvejen, og læg afstand mellem hjordene.” 17 Han befalede desuden den første: “Hvis min bror, Esau, møder dig og spørger: ‘Hvem er din herre, og hvor skal du hen, og hvem ejer dyrene foran dig?’, 18 skal du sige: ‘Din tjener Jakob. Det er en gave til min herre, til Esau,+ og Jakob selv er også på vej.’” 19 Han befalede også den anden, den tredje og alle dem der fulgte efter hjordene: “Sådan skal I sige til Esau når I møder ham. 20 Og I skal også sige: ‘Din tjener Jakob er på vej.’” For han sagde til sig selv: ‘Hvis jeg formilder ham ved at sende en gave foran mig,+ vil han tage venligt imod mig når jeg ser ham.’ 21 Så gik hans tjenere i forvejen med gaverne, men selv blev han natten over i lejren.

22 Senere den nat stod han op, og sammen med sine to hustruer+ og sine to tjenestepiger+ og sine 11 sønner gik han over Jabboks vadested.+ 23 Altså førte han dem over floden,* og derefter bragte han alt det andet han havde, over.

24 Til sidst var Jakob alene tilbage. Så gav en mand sig til at brydes med ham indtil det begyndte at blive lyst.+ 25 Da manden så at han ikke kunne klare ham, rørte han ved hans hofteskål; og Jakobs hofteskål gik af led mens han sloges med ham.+ 26 Senere sagde manden: “Lad mig gå, for det er ved at blive lyst.” Til det sagde han: “Jeg lader dig ikke gå før du velsigner mig.”+ 27 Han sagde til ham: “Hvad hedder du?” Han svarede: “Jakob.” 28 Så sagde han: “Dit navn skal ikke længere være Jakob, men Israel,*+ for du har kæmpet med Gud+ og med mennesker, og du har til sidst fået overtaget.” 29 Jakob sagde: “Sig mig hvad du hedder.” Men han svarede: “Hvorfor spørger du hvad jeg hedder?”+ Så velsignede han ham dér. 30 Jakob gav stedet navnet Peniel,*+ for han sagde: “Jeg har set Gud ansigt til ansigt, men mit liv blev skånet.”+

31 Solen stod op over ham netop som han passerede Penuel,* men han haltede på grund af sin hofte.+ 32 Det er grunden til at Israels sønner den dag i dag ikke spiser senen* som sidder på hofteskålen, fordi han rørte ved senen på Jakobs hofteskål.

33 Nu fik Jakob øje på Esau, der var på vej med 400 mand.+ Så han fordelte børnene mellem Lea, Rakel og de to tjenestepiger.+ 2 Han anbragte tjenestepigerne og deres børn forrest,+ Lea og hendes børn efter dem+ og Rakel+ og Josef bag dem. 3 Selv gik han foran dem og bøjede sig til jorden syv gange mens han nærmede sig sin bror.

4 Men Esau løb ham i møde og omfavnede ham og kyssede ham, og de græd begge. 5 Da han fik øje på kvinderne og børnene, sagde han: “Hvem er det der er med dig?” Han svarede: “Det er de børn som Gud har velsignet din tjener med.”+ 6 Så trådte tjenestepigerne frem med deres børn og bøjede sig, 7 og Lea trådte også frem med sine børn, og de bøjede sig. Til sidst trådte Josef frem med Rakel, og de bøjede sig.+

8 Esau sagde: “Hvad er meningen med hele denne karavane jeg har mødt?”+ Han svarede: “At opnå min herres velvilje.”+ 9 Så sagde Esau: “Jeg har rigeligt, min bror.+ Behold det der er dit.” 10 Men Jakob sagde: “Nej, hvis jeg har opnået din velvilje, må du tage imod min gave, for jeg er kommet med den for at se dit ansigt. Og da jeg så dig, var det som at se Guds ansigt, for du tog velvilligt imod mig.+ 11 Tag nu imod den gave* som jeg vil give dig,+ for Gud har vist mig velvilje, og jeg har alt hvad jeg behøver.”+ Han blev ved med at presse ham, så han tog imod den.

12 Senere sagde Esau: “Lad os tage afsted, og lad mig gå i spidsen for dig.” 13 Men Jakob sagde til ham: “Min herre ved at jeg har små børn med,+ og at jeg har får og kvæg som giver die. Hvis man bare én dag har drevet dem for hurtigt afsted, dør hele flokken. 14 Min herre, gå du i forvejen for din tjener, men jeg vil stille og roligt fortsætte rejsen i det tempo der passer til kvæget og til børnene, indtil jeg kommer til min herre i Seir.”+ 15 Så sagde Esau: “Lad nogle af mine folk blive hos dig.” Til det sagde han: “Hvorfor nu det? Min herres velvilje er nok for mig.” 16 Samme dag tog Esau tilbage mod Seir.

17 Jakob rejste til Sukkot,+ og han byggede sig et hus, og til sin hjord lavede han læskure. Derfor kaldte han stedet Sukkot.*

18 Efter at være rejst fra Paddan-Aram+ ankom Jakob i god behold til byen Sikem+ i Kanaan,+ og han slog lejr i nærheden af byen. 19 Så købte han et stykke af den mark hvor han havde slået sit telt op. Han købte det af Hamors sønner for 100 pengestykker. Hamor var far til Sikem.+ 20 Der opstillede han et alter og gav det navnet Gud, Israels Gud.+

34 Nu plejede Dina, Jakob og Leas datter,+ at gå ud for at besøge* de unge kvinder i landet.+ 2 Da Sikem, hivvitten Hamors søn,+ en høvding i landet, så hende, greb han fat i hende og voldtog hende. 3 Og han blev meget knyttet til Dina, Jakobs datter, og han forelskede sig i den unge kvinde og fortalte hende at han elskede hende.* 4 Til sidst sagde Sikem til sin far, Hamor:+ “Skaf mig den unge kvinde til hustru.”

5 Da Jakob hørte at Sikem havde forgrebet sig på hans datter Dina, var hans sønner ude på marken med hjorden. Så Jakob sagde ikke noget før de kom tilbage. 6 Senere gik Hamor, Sikems far, ud for at tale med Jakob. 7 Men Jakobs sønner hørte om det og kom straks hjem fra marken. De følte sig forurettede og var meget vrede fordi Sikem havde bragt skam over Israel ved at voldtage Jakobs datter,+ noget der aldrig burde være sket.+

8 Hamor sagde til dem: “Min søn Sikem er forelsket i* jeres søster.* Lad ham få hende til hustru, 9 og lad os indgå ægteskabsalliancer. Giv os jeres døtre, og tag vores døtre til jer selv.+ 10 I kan bo hos os, og landet vil være til rådighed for jer. Bo og driv handel i landet, og slå jer ned i det.” 11 Så sagde Sikem til hendes far og hendes brødre: “Opfyld mit ønske, så vil jeg give jer alt hvad I beder mig om. 12 I kan kræve en meget stor brudepris og gave af mig.+ Jeg vil give jer hvad som helst I beder om. Bare I giver mig den unge kvinde til hustru.”

13 Jakobs sønner besluttede at narre Sikem og hans far, Hamor, fordi Sikem havde forgrebet sig på deres søster Dina. 14 De sagde til dem: “Vi kan umuligt give vores søster til en mand der ikke er omskåret,*+ for det vil bringe skam over os. 15 Vi kan kun gå med til det på den betingelse at I bliver som os og omskærer alle mænd blandt jer.+ 16 Så vil vi give jer vores døtre og tage jeres døtre til os selv, og vi vil bo hos jer og blive ét folk. 17 Men hvis I ikke hører på os og bliver omskåret, tager vi vores søster* og går.”

18 Hamor+ og hans søn Sikem+ syntes at det lød godt. 19 Den unge mand var hurtig til at gøre det de bad om,+ for han var glad for Jakobs datter, og han var den mest ansete i hele sin fars hus.

20 Så gik Hamor og hans søn Sikem til byporten og sagde til mændene i byen:+ 21 “Disse mænd vil gerne leve i fred med os. Lad dem bo i landet og gøre forretning i det, for landet er stort nok til at de kan være her. Vi kan tage deres døtre til hustruer, og vores døtre kan vi give til dem.+ 22 Men mændene vil kun bo hos os så vi bliver ét folk, på den betingelse at alle mænd blandt os bliver omskåret ligesom de er.+ 23 Vil deres ejendele, deres velstand og alle deres dyr så ikke blive vores? Lad os acceptere deres krav så de kan bo hos os.” 24 Alle der var samlet ved byporten, lyttede til Hamor og hans søn Sikem, og alle mændene blev omskåret, alle der var ved byporten.

25 Men på den tredje dag, mens mændene stadig havde smerter, greb to af Jakobs sønner, Simeon og Levi, Dinas brødre,+ hver sit sværd, og uden at nogen fattede mistanke, gik de ind i byen og dræbte alle mændene.+ 26 De dræbte Hamor og hans søn Sikem med sværd, tog Dina fra Sikems hus og gik. 27 Jakobs andre sønner kom og plyndrede byen hvor mændene var blevet dræbt, fordi Sikem havde forgrebet sig på deres søster.+ 28 De tog deres får og geder, deres okser og æsler og alt hvad der var i byen og på marken. 29 De tog også alle deres ejendele og alle deres småbørn og hustruer, og de plyndrede husene.

30 Jakob sagde derfor til Simeon og Levi:+ “I har givet mig store problemer* og gjort mig til en stank for landets indbyggere, kanaanæerne og perizzitterne. Vi er ikke mange, og de vil helt sikkert samle sig imod mig for at overfalde mig, og jeg og min familie bliver udslettet.” 31 Men de sagde: “Skal nogen behandle vores søster som en prostitueret?”

35 Derefter sagde Gud til Jakob: “Bryd op, tag til Betel+ og bo der, og byg et alter for den sande Gud, som viste sig for dig da du var på flugt fra din bror, Esau.”+

2 Så sagde Jakob til sin husstand og til alle som var med ham: “I skal fjerne de fremmede guder I har hos jer,+ og vaske jer og skifte tøj; 3 og lad os bryde op og tage til Betel. Der vil jeg bygge et alter for den sande Gud, som svarede mig da jeg var i vanskeligheder, og som har været med mig overalt* hvor jeg har gået.”+ 4 Så gav de Jakob alle de fremmede guder de havde, og de ringe de havde i ørerne,* og Jakob gravede dem ned* under det store træ i nærheden af Sikem.

5 Da de rejste videre, kom en skræk fra Gud over byerne rundt om dem så de ikke forfulgte Jakobs sønner. 6 Jakob og alle de folk der var med ham, kom til sidst til Luz,+ det vil sige Betel, i Kanaan. 7 Der byggede han et alter og kaldte stedet El-Betel,* for det var der den sande Gud havde åbenbaret sig for ham mens han var på flugt fra sin bror.+ 8 Senere døde Debora,+ Rebekkas amme, og hun blev begravet under en eg neden for Betel. Derfor gav han den navnet Allon-Bakut.*

9 Gud viste sig igen for Jakob mens han var på vej fra Paddan-Aram, og velsignede ham. 10 Gud sagde til ham: “Dit navn er Jakob.+ Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel.” Og han begyndte at kalde ham Israel.+ 11 Gud sagde videre: “Jeg er Gud den Almægtige.+ Jeg vil lade dig få mange efterkommere. Folkeslag og en mængde nationer skal komme fra dig,+ og konger skal nedstamme fra dig.*+ 12 Og det land som jeg har givet Abraham og Isak, giver jeg til dig og dine efterkommere* efter dig.”+ 13 Derefter forlod Gud ham på det sted hvor han havde talt med ham.

14 Jakob anbragte en mindesten på det sted hvor han havde talt med ham, og han hældte et drikoffer ud over den og hældte olie over den.+ 15 Og Jakob fortsatte med at kalde det sted hvor Gud havde talt med ham, for Betel.+

16 Så brød de op fra Betel. Og et godt stykke fra Efrat begyndte Rakel at føde, og det var en meget hård fødsel. 17 Mens jordemoderen hjalp hende under den vanskelige fødsel, sagde hun til hende: “Vær ikke bange, for du får også en søn denne gang.”+ 18 Lige før hun udåndede* (for hun var ved at dø), gav hun ham navnet Ben-Oni,* men hans far kaldte ham Benjamin.*+ 19 Så døde Rakel, og hun blev begravet på vejen til Efrat, det vil sige Betlehem.+ 20 Jakob anbragte en mindesten på hendes grav; det er den mindesten der står på Rakels grav den dag i dag.

21 Derefter rejste Israel videre, og han slog sit telt op da han var kommet et stykke forbi Eders tårn.* 22 På et tidspunkt mens Israel boede i det land, gik Ruben i seng med sin fars medhustru Bilha, og Israel fik det at vide.+

Jakob fik altså 12 sønner. 23 Leas sønner var Ruben,+ Jakobs førstefødte, og Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon. 24 Rakels sønner var Josef og Benjamin. 25 Rakels tjenestepige Bilhas sønner var Dan og Naftali. 26 Og Leas tjenestepige Zilpas sønner var Gad og Asher. Det var Jakobs sønner, som blev født i Paddan-Aram.

27 Omsider nåede Jakob frem til sin far, Isak, i Mamre+ i Kirjat-Arba, det vil sige Hebron, hvor både Abraham og Isak havde boet som udlændinge.+ 28 Isak blev 180 år gammel.+ 29 Så udåndede Isak og døde, og han blev samlet til sit folk,* efter et langt og godt liv;* og hans sønner, Esau og Jakob, begravede ham.+

36 Her er den historiske beretning om Esau, det vil sige Edom.+

2 Esau tog sig hustruer blandt Kanaans døtre, nemlig Ada,+ datter af hittitten Elon,+ og Oholibama,+ datter af Ana og barnebarn af hivvitten Sibon, 3 og Basemat,+ datter af Ismael og søster til Nebajot.+

4 Esau fik Elifaz med Ada, Reuel med Basemat

5 og Jeush, Jalam og Kora+ med Oholibama.

Det var de sønner Esau fik i Kanaan. 6 Esau tog sine hustruer, sine sønner, sine døtre og alle andre i husstanden, sin hjord og alle sine andre husdyr og al den velstand han havde samlet sig+ i Kanaan, og rejste til et andet land, der lå et stykke væk fra hans bror, Jakob.+ 7 De ejede nemlig for meget til at de kunne bo sammen, og det land de boede* i, kunne ikke ernære dem begge på grund af deres hjorde. 8 Så Esau bosatte sig i Seirs bjergland.+ Esau er Edom.+

9 Her er den historiske beretning om Esau, stamfar til edomitterne i Seirs bjergland.+

10 Og her er navnene på Esaus sønner: Elifaz, søn af Esaus hustru Ada, og Reuel, søn af Esaus hustru Basemat.+

11 Elifaz’ sønner var Teman,+ Omar, Sefo, Gatam og Kenaz.+ 12 Elifaz, Esaus søn, fik Timna til medhustru. Hun fødte ham Amalek.+ Det var Esaus hustru Adas sønnesønner.

13 Reuels sønner var Nahat, Zera, Shamma og Mizza. Det var Esaus hustru Basemats sønnesønner.+

14 Dette var de sønner Esau fik med sin hustru Oholibama, datter af Ana og barnebarn af Sibon: Jeush, Jalam og Kora.

15 Dette er sheikerne* der stammede fra Esaus sønner:+ Esaus førstefødtes, Elifaz’, sønner: sheik Teman, sheik Omar, sheik Sefo, sheik Kenaz,+ 16 sheik Kora, sheik Gatam og sheik Amalek. Det var sheikerne der stammede fra Elifaz+ i Edom. Det var Adas sønnesønner.

17 Dette er Esaus søn Reuels sønner: sheik Nahat, sheik Zera, sheik Shamma og sheik Mizza. Det var sheikerne der stammede fra Reuel i Edom.+ Det var Esaus hustru Basemats sønnesønner.

18 Og dette er Esaus hustru Oholibamas sønner: sheik Jeush, sheik Jalam og sheik Kora. Det var sheikerne som stammede fra Esaus hustru Oholibama, Anas datter.

19 Det var Esaus sønner og sheikerne som stammede fra dem. Esau er Edom.+

20 Dette er horitten Seirs sønner, der oprindeligt boede i landet:+ Lotan, Shobal, Sibon, Ana,+ 21 Dishon, Eser og Dishan.+ Det var horitternes sheiker, Seirs sønner, i Edom.

22 Lotans sønner var Hori og Hemam, og Lotans søster var Timna.+

23 Dette er Shobals sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Shefo og Onam.

24 Dette er Sibons sønner:+ Ajja og Ana. Det er den Ana som fandt de varme kilder i ørkenen mens han passede sin fars, Sibons, æsler.

25 Dette er Anas børn: Dishon og Oholibama, Anas datter.

26 Dette er Dishons sønner: Hemdan, Eshban, Jitran og Keran.+

27 Dette er Esers sønner: Bilhan, Zaavan og Akan.

28 Dette er Dishans sønner: Us og Aran.+

29 Dette er horitternes sheiker: sheik Lotan, sheik Shobal, sheik Sibon, sheik Ana, 30 sheik Dishon, sheik Eser og sheik Dishan.+ Det var horitternes sheiker i Seir.

31 Dette er de konger der regerede i Edom+ før israelitterne* fik en konge.+ 32 Bela, Beors søn, regerede i Edom, og hans by hed Dinhaba. 33 Da Bela døde, begyndte Jobab, søn af Zera fra Bosra, at regere. 34 Da Jobab døde, begyndte Husham fra temanitternes land at regere. 35 Da Husham døde, begyndte Hadad, Bedads søn, som besejrede midjanitterne+ i Moabs område,* at regere, og hans by hed Avit. 36 Da Hadad døde, begyndte Samla fra Masreka at regere. 37 Da Samla døde, begyndte Saul fra Rehobot ved Floden at regere. 38 Da Saul døde, begyndte Baal-Hanan, Akbors søn, at regere. 39 Da Baal-Hanan, Akbors søn, døde, begyndte Hadar at regere. Hans by hed Pau, og hans hustru hed Mehetabel. Hun var datter af Matred, som var datter af Mezahab.

40 Dette er navnene på Esaus sheiker efter deres slægter og de steder de boede: sheik Timna, sheik Alva, sheik Jetet,+ 41 sheik Oholibama, sheik Ela, sheik Pinon, 42 sheik Kenaz, sheik Teman, sheik Mibsar, 43 sheik Magdiel og sheik Iram. Det var Edoms sheiker efter de steder de slog sig ned i det land de ejede.+ Det var Esau, edomitternes stamfar.+

37 Jakob blev boende i Kanaan, hvor hans far havde boet som udlænding.+

2 Her er den historiske beretning om Jakob.

Som 17-årig var den unge Josef+ hyrde+ sammen med de sønner hans far havde med Bilha+ og Zilpa.+ Og Josef fortalte deres far om det dårlige de gjorde. 3 Israel elskede Josef mere end alle sine andre sønner+ fordi han havde fået ham i sin alderdom, og han fik lavet en særlig kjortel* til ham. 4 Da hans brødre så at deres far elskede ham mere end dem, kom de til at hade ham, og de kunne ikke længere tale pænt til ham.

5 Senere havde Josef en drøm. Da han fortalte sine brødre om den,+ fandt de endnu en grund til at hade ham. 6 Han sagde til dem: “Nu skal I høre hvad jeg har drømt. 7 Vi bandt neg ude på marken, og mit neg rejste sig op, og jeres neg stillede sig rundt om det og bøjede sig for det.”+ 8 Hans brødre sagde til ham: “Har du tænkt dig at du skulle være konge over os og herske over os?”+ Så de hadede ham endnu mere på grund af hans drømme og det han sagde.

9 Senere havde han en anden drøm, og han fortalte den til sine brødre: “Jeg har haft en drøm mere. Denne gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.”+ 10 Da han havde fortalt den til sin far og sine brødre, irettesatte hans far ham og sagde: “Hvad betyder den drøm du har haft? Skal jeg og din mor og dine brødre virkelig komme og bøje os til jorden for dig?” 11 Hans brødre blev jaloux på ham,+ men hans far glemte ikke hvad han havde sagt.

12 Hans brødre førte nu deres fars hjord på græs tæt ved Sikem.+ 13 Senere sagde Israel til Josef: “Er dine brødre ikke i nærheden af Sikem med hjordene? Jeg vil gerne have at du tager ud til dem.” Til det sagde han: “Det skal jeg nok!” 14 Så sagde hans far: “Gå ud og se om dine brødre har det godt, og hvordan det står til med hjorden, og kom så tilbage og fortæl mig det.” Han sendte ham så afsted fra Hebrons dal,*+ og han gik mod Sikem. 15 Mens han gik på en mark, mødte han en mand der spurgte ham: “Hvad leder du efter?” 16 Han svarede: “Jeg leder efter mine brødre. Kan du sige mig hvor de vogter hjorden?” 17 Manden sagde: “De er taget herfra, for jeg hørte dem sige: ‘Lad os gå til Dotan.’” Så gik Josef efter sine brødre og fandt dem i Dotan.

18 De fik øje på ham på afstand, og før han nåede hen til dem, begyndte de at lægge planer om at dræbe ham. 19 De sagde til hinanden: “Se, der kommer den drømmemester!+ 20 Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en af cisternerne. Så siger vi at han er blevet ædt af et rovdyr. Lad os så se hvad der bliver af hans drømme.” 21 Da Ruben+ hørte det, prøvede han at redde ham. Han sagde: “Lad os ikke slå ham* ihjel.”+ 22 Ruben sagde videre: “Udgyd ikke blod.+ Kast ham i cisternen her i ørkenen, men gør ham ikke noget.”*+ Han ville nemlig redde ham og tage ham med tilbage til hans far.

23 Så snart Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den særlige kjortel han havde på,+ 24 og de greb ham og kastede ham i cisternen. På det tidspunkt var cisternen tom; der var ikke noget vand i den.

25 Derefter satte de sig ned for at spise. Så fik de øje på en karavane af ismaelitter+ på vej fra Gilead. Deres kameler var lastet med ladanumharpiks, balsam og harpiksholdig bark,+ og de var på vej til Egypten. 26 Juda sagde til sine brødre: “Hvad får vi ud af at dræbe vores bror og dække over det?*+ 27 Kom, lad os sælge ham+ til ismaelitterne, og lad os ikke gøre ham noget. Han er jo trods alt vores bror, vores kød og blod.” De lyttede så til deres bror. 28 Da de midjanitiske+ købmænd nåede hen til dem, trak brødrene Josef op af cisternen og solgte ham til ismaelitterne for 20 sølvstykker.+ De tog så Josef med til Egypten.

29 Senere vendte Ruben tilbage til cisternen og opdagede at Josef ikke var der. Så flængede han sit tøj. 30 Han skyndte sig tilbage til sine brødre og sagde forfærdet: “Drengen er væk! Hvad skal jeg gøre?”

31 Så tog de Josefs kjortel, slagtede en gedebuk og dyppede kjortlen i blodet. 32 Derefter sendte de den særlige kjortel hjem til deres far og sagde: “Vi har fundet denne kjortel. Undersøg om det er din søns.”+ 33 Han undersøgte den og udbrød: “Det er min søns kjortel! Josef må være blevet flået ihjel og ædt af et rovdyr!” 34 Så flængede Jakob sit tøj og bandt sækkelærred om livet og sørgede over sin søn i mange dage. 35 Alle hans sønner og alle hans døtre prøvede at trøste ham, men han ville ikke lade sig trøste. Han sagde: “Jeg vil gå sørgende i Graven!”*+ Og han blev ved med at græde over sin søn.

36 I Egypten solgte midjanitterne Josef til Potifar, der var hofmand hos Farao+ og chef for vagtstyrken.+

38 Omkring det tidspunkt forlod Juda sine brødre og slog sit telt op i nærheden af en adullamit ved navn Hira. 2 Dér så Juda datteren af en kanaanæer+ der hed Shua. Han giftede sig med hende og var seksuelt sammen med hende, 3 og hun blev gravid og fødte en søn, som han gav navnet Er.+ 4 Så blev hun igen gravid og fødte en søn, og hun gav ham navnet Onan. 5 Hun fødte endnu en søn og gav ham navnet Shela. Juda var i Akzib+ da hun fødte ham.

6 Med tiden fandt Juda en hustru til sin førstefødte søn, Er, og hun hed Tamar.+ 7 Men Er, Judas førstefødte, gjorde noget der er forkert i Jehovas øjne, så Jehova lod ham dø. 8 Så sagde Juda til Onan: “Gift dig med din brors hustru, og gør din pligt som svoger* så din bror kan få efterkommere.”*+ 9 Men Onan vidste at efterkommerne ikke ville blive betragtet som hans.+ Så når han havde sex med sin brors hustru, spildte han sin sæd på jorden for at hans bror ikke skulle få efterkommere.+ 10 Det han gjorde, var forkert i Jehovas øjne, så han lod også ham dø.+ 11 Juda sagde til sin svigerdatter, Tamar: “Bo som enke i din fars hus indtil min søn Shela bliver voksen.” Han sagde nemlig til sig selv: ‘Han dør måske ligesom sine brødre.’+ Så rejste Tamar hjem til sin fars hus.

12 Noget tid efter døde Judas hustru, Shuas datter.+ Da sørgetiden var forbi, tog Juda med sin ven adullamitten Hira+ til sine fåreklippere i Timna.+ 13 Tamar fik at vide at hendes svigerfar var på vej op til Timna for at klippe sine får. 14 Så hun tog sine enkeklæder af, dækkede sit ansigt med et slør og svøbte et sjal om sig, og hun satte sig ved indgangen til Enajim, som ligger på vejen til Timna, for hun vidste at Shela var blevet voksen, og alligevel var hun ikke blevet gift med ham.+

15 Juda fik øje på hende og troede at hun var en prostitueret, for hun havde dækket sit ansigt til. 16 Han gik hen til hende ved vejkanten og sagde: “Giv mig lov til at være sammen med dig.” Han vidste nemlig ikke at det var hans svigerdatter.+ Men hun svarede: “Hvad vil du give for at være sammen med mig?” 17 Til det sagde han: “Jeg vil sende et gedekid fra min hjord.” Men hun sagde: “Vil du give mig et pant indtil du sender det?” 18 Han spurgte: “Hvad skal jeg give dig som pant?” Hun svarede: “Din seglring+ og snoren den hænger i, og den stav du har i hånden.” Det gav han hende, og han havde sex med hende, og hun blev gravid. 19 Bagefter rejste hun sig og gik sin vej og tog sjalet af og enkeklæderne på.

20 Juda sendte sin ven adullamitten+ afsted med gedekiddet for at få pantet tilbage af kvinden, men han kunne ikke finde hende. 21 Han spurgte mændene på stedet: “Hvor er den tempelprostituerede fra Enajim der sad i vejkanten?” Men de sagde: “Der har aldrig været nogen tempelprostitueret her.” 22 Til sidst vendte han tilbage til Juda og sagde: “Jeg kunne ikke finde hende, og mændene på stedet fortalte mig at der aldrig har været nogen tempelprostitueret der.” 23 Så sagde Juda: “Lad hende beholde tingene, ellers vil folk se ned på os. Jeg har i hvert fald sendt kiddet, men du kunne ikke finde hende.”

24 Omkring tre måneder senere fortalte man Juda: “Din svigerdatter, Tamar, har opført sig som en prostitueret, og nu er hun gravid.” Til det sagde Juda: “Før hende ud så hun kan blive dræbt og brændt.”+ 25 Da hun blev ført ud, sendte hun følgende besked til sin svigerfar: “Jeg er gravid med manden der ejer disse ting.” Hun tilføjede: “Undersøg hvem der ejer seglringen, snoren og staven.”+ 26 Juda undersøgte dem og sagde: “Hun er mere retfærdig end mig, for jeg gav hende ikke til min søn Shela.”+ Og han var ikke seksuelt sammen med hende igen.

27 Da hun skulle føde, viste det sig at det var tvillinger. 28 Under fødslen stak den ene hånden frem, og jordemoderen tog straks en skarlagenrød tråd, bandt den om hans hånd og sagde: “Den her kom først.” 29 Men så snart han trak hånden tilbage, kom hans bror ud, og hun udbrød: “Se nu en flænge du har lavet!” Så han fik navnet Peres.*+ 30 Bagefter kom hans bror, som havde den skarlagenrøde tråd om hånden, og han fik navnet Zera.+

39 Josef blev bragt ned til Egypten,+ og en egypter ved navn Potifar,+ der var hofmand hos Farao og chef for vagtstyrken, købte ham af ismaelitterne+ som havde bragt ham derned. 2 Men Jehova var med Josef.+ Det gik derfor godt for ham, og hans egyptiske herre satte ham over sit hus. 3 Hans herre så at Jehova var med ham, og at Jehova fik alt hvad han gjorde, til at lykkes for ham.

4 Potifar syntes bedre og bedre om Josef, og han udnævnte ham til sin personlige tjener. Han gav ham ansvaret for sit hus og for alt hvad han ejede. 5 Fra det øjeblik velsignede Jehova egypterens hus på grund af Josef, og Jehova velsignede alt hvad han havde i huset og på marken.+ 6 Efterhånden overlod Potifar alt hvad han havde, til Josef, og han bekymrede sig ikke om andet end den mad han spiste. I øvrigt blev Josef en stærk og flot mand.

7 Nu begyndte hans herres hustru at blive tiltrukket af* ham, og hun sagde: “Lig sammen med mig.” 8 Men han afviste hende og sagde: “Min herre bekymrer sig ikke om hvad der er hos mig i huset, og han har givet mig ansvaret for alt hvad han ejer. 9 Der er ingen i dette hus der er større end mig, og han har ikke holdt noget tilbage fra mig, undtagen dig, fordi du er hans hustru. Så hvordan skulle jeg kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?”+

10 Hver dag prøvede hun at overtale Josef, men han nægtede at ligge med hende og at blive hos hende. 11 Men en dag hvor han gik ind i huset for at passe sit arbejde, var der ikke nogen tjenestefolk i huset. 12 Så hun greb fat i hans klædning og sagde: “Lig sammen med mig!” Men han efterlod sin klædning i hendes hånd og flygtede udenfor. 13 Da hun så at han havde efterladt sin klædning i hendes hånd og var flygtet udenfor, 14 råbte hun på sine tjenestefolk og sagde til dem: “Den hebræer som min mand er kommet med, er ude på at gøre os til grin. Han kom ind til mig for at voldtage mig, men jeg begyndte at råbe og skrige. 15 Og så snart han hørte at jeg hævede stemmen og skreg, efterlod han sin klædning ved siden af mig og flygtede udenfor.” 16 Derefter lagde hun hans klædning ved siden af sig indtil hans herre kom hjem.

17 Så fortalte hun den samme historie til ham: “Den hebraiske tjener som du er kommet med, kom ind til mig for at gøre mig til grin. 18 Men da jeg hævede stemmen og skreg, efterlod han sin klædning ved siden af mig og flygtede udenfor.” 19 Så snart Potifar hørte sin hustru fortælle hvad hans tjener havde gjort mod hende, blev han rasende. 20 Han tog Josef og overgav ham til det fængsel hvor kongens fanger blev holdt indespærret, og der blev han.+

21 Men Jehova var fortsat med Josef og viste ham loyal kærlighed og sørgede for at fængslets øverste leder var venligt indstillet over for ham.+ 22 Derfor gav fængslets øverste leder Josef ansvaret for alle fangerne i fængslet, og det var ham der førte tilsyn med alt arbejdet.+ 23 Fængslets øverste leder bekymrede sig ikke om noget som helst af det Josef havde ansvaret for; Jehova var nemlig med Josef, og Jehova fik alt hvad han gjorde, til at lykkes for ham.+

40 Senere syndede overmundskænken+ og overbageren mod deres herre, Egyptens konge. 2 Farao blev vred på sine to hofmænd, overmundskænken og overbageren,+ 3 og han satte dem i det fængsel som chefen for vagtstyrken stod for,+ samme sted som Josef var fange.+ 4 Chefen for vagtstyrken satte Josef til at være hos dem og sørge for dem,+ og de var fængslet et stykke tid.*

5 Egyptens konges mundskænk og bager, som begge sad i fængsel, havde en nat hver sin drøm, og drømmene havde hver sin betydning. 6 Næste morgen da Josef kom ind til dem, så de nedtrykte ud. 7 Han spurgte derfor Faraos hofmænd, som var fængslet sammen med ham i hans herres hus: “Hvorfor ser I så triste ud i dag?” 8 De svarede: “Vi har begge haft en drøm, men der er ingen der kan tyde dem.” Josef sagde: “Er det ikke Gud der tyder drømme?+ Fortæl mig hvad I har drømt.”

9 Overmundskænken fortalte så Josef hvad han havde drømt: “I min drøm så jeg en vinstok. 10 Vinstokken havde tre ranker, og så snart den satte skud, blomstrede den, og klaserne blev til modne druer. 11 Jeg havde Faraos bæger i hånden, og jeg tog druerne og pressede saften ud i Faraos bæger. Så rakte jeg bægret til Farao.” 12 Josef sagde til ham: “Sådan skal drømmen tydes: De tre ranker er tre dage. 13 Om tre dage vil Farao løslade dig* og give dig din stilling tilbage,+ og du vil igen række bægret til Farao som du gjorde da du var hans mundskænk.+ 14 Men du må huske mig når det går godt for dig igen. Vis mig loyal kærlighed og fortæl Farao om mig så jeg kan komme ud herfra. 15 For jeg er faktisk blevet bortført fra hebræernes land,+ og her har jeg ikke gjort noget som man kan sætte mig i fængsel* for.”+

16 Da overbageren hørte at Josef havde tydet noget godt, sagde han til ham: “Jeg drømte at jeg havde tre kurve med hvedebrød på hovedet, 17 og i den øverste kurv var der mange forskellige slags bagværk til Farao, og fuglene spiste det af kurven på mit hoved.” 18 Så svarede Josef: “Sådan skal drømmen tydes: De tre kurve er tre dage. 19 Om tre dage vil Farao halshugge dig* og hænge dig på en pæl, og fuglene skal æde dit kød.”+

20 Den tredje dag var det Faraos fødselsdag,+ og han holdt en fest for alle sine tjenere, og han førte overmundskænken og overbageren frem* foran dem. 21 Han gav overmundskænken hans stilling som mundskænk tilbage, og han fortsatte med at række bægret til Farao. 22 Men han hængte overbageren på en pæl, sådan som Josef havde tydet for dem.+ 23 Overmundskænken huskede dog ikke Josef – han glemte alt om ham.+

41 To år senere drømte+ Farao at han stod ved Nilen. 2 Op af Nilen kom syv smukke og fede køer, og de begyndte at græsse ved bredden.+ 3 Syv andre køer, der var grimme og tynde, kom op af Nilen efter dem, og de stillede sig ved siden af de fede køer ved Nilens bred. 4 De grimme og tynde køer åd de syv smukke og fede køer. Så vågnede Farao.

5 Han faldt i søvn igen og havde endnu en drøm. Syv aks voksede frem på ét strå, fulde og modne.+ 6 Efter dem spirede syv aks frem som var tynde og afsvedet af østenvinden. 7 De tynde aks slugte de syv fulde og modne aks. Så vågnede Farao og forstod at det var en drøm.

8 Men om morgenen blev han* foruroliget. Så han sendte bud efter alle de præster i Egypten der praktiserede magi, og alle landets vismænd. Farao gengav sine drømme for dem, men der var ikke nogen som kunne tyde dem for ham.

9 Så sagde overmundskænken til Farao: “Nu må jeg bekende mine synder. 10 Farao blev vred på sine tjenere og satte både mig og overbageren i det fængsel som chefen for vagtstyrken står for.+ 11 En nat havde vi begge en drøm. Han og jeg havde hver sin drøm med hver sin betydning.+ 12 Der var en ung hebræer sammen med os, en tjener for chefen for vagtstyrken.+ Vi gengav vores drømme for ham,+ og han tydede dem og fortalte os hvad de betød. 13 Det gik nøjagtigt som han havde sagt til os. Jeg fik min stilling tilbage, men den anden blev hængt på en pæl.”+

14 Farao sendte så bud efter Josef,+ og man hentede ham hurtigt ud af fængslet.*+ Han barberede sig og skiftede tøj og gik ind til Farao. 15 Så sagde Farao til Josef: “Jeg har haft en drøm, men der er ikke nogen som kan tyde den. Jeg har hørt at når nogen fortæller dig en drøm, kan du tyde den.”+ 16 Josef svarede Farao: “Det er ikke mig det kommer an på! Gud vil åbenbare hvordan det vil gå Farao.”+

17 Farao sagde så til Josef: “Jeg drømte at jeg stod på Nilens bred. 18 Op af Nilen kom syv smukke og fede køer, og de begyndte at græsse ved bredden.+ 19 Syv andre køer, der var usle og meget grimme og tynde, kom op efter dem. Jeg har aldrig set så grimme køer i hele Egypten. 20 De radmagre og grimme køer åd de første syv fede køer. 21 Men da de havde ædt dem, kunne man ikke se det på dem. De var nemlig lige så grimme som før. Så vågnede jeg.

22 Derefter så jeg i en drøm syv aks vokse frem på ét strå, fulde og modne.+ 23 Efter dem spirede syv indtørrede aks frem, tynde og afsvedet af østenvinden. 24 De tynde aks slugte de syv modne aks. Så gengav jeg mine drømme for præsterne der praktiserer magi,+ men der var ikke nogen der kunne forklare dem for mig.”+

25 Josef sagde til Farao: “Faraos drømme betyder det samme. Den sande Gud har fortalt Farao hvad Han vil gøre.+ 26 De syv gode køer er syv år. Og de syv gode aks er syv år. Drømmene betyder det samme. 27 De syv radmagre og grimme køer der kom op efter dem, er syv år, og de syv tomme aks der var afsvedet af østenvinden, betyder syv år med hungersnød. 28 Det er som jeg sagde til Farao: Den sande Gud har vist Farao hvad Han vil gøre.

29 Der vil komme syv år med stor overflod i hele Egypten. 30 Men efter dem vil der komme syv år med hungersnød, og al overfloden i Egypten vil blive glemt, og hungersnøden vil udpine landet.+ 31 Og den overflod der har været i landet, vil ikke blive husket på grund af den hungersnød der følger efter, for den vil være meget omfattende. 32 At Farao fik drømmen to gange, betyder at den sande Gud er fast besluttet på det, og den sande Gud vil snart lade det ske.

33 Derfor skulle Farao udse sig en klog og forstandig mand og sætte ham over Egypten. 34 Farao skulle gribe ind og udnævne tilsynsmænd i landet, og han skulle indsamle en femtedel af Egyptens afgrøder i de syv år med overflod.+ 35 Lad dem indsamle alle fødevarerne i de gode år der kommer, og under Faraos myndighed oplagre og opbevare korn som fødevarer i byerne og bevogte det.+ 36 Fødevarerne skal forsyne landet i de syv år der er hungersnød i Egypten, for at landet ikke skal gå til grunde under hungersnøden.”+

37 Farao og alle hans tjenere syntes at det var et godt forslag. 38 Så Farao sagde til sine tjenere: “Hvem er bedre egnet end denne mand der har Guds ånd?” 39 Farao sagde derefter til Josef: “Eftersom Gud har åbenbaret alt dette for dig, er der ingen der er så klog og forstandig som dig. 40 Du skal personligt være over mit hus, og hele mit folk skal adlyde dig i et og alt.+ Kun i min egenskab af konge* vil jeg være større end dig.” 41 Og Farao tilføjede: “Jeg sætter dig hermed over hele Egypten.”+ 42 Derefter tog Farao sin signetring af og satte den på Josefs hånd og klædte ham i fint linned og hængte en guldkæde om hans hals. 43 Han lod ham også køre i sin næstfornemste stridsvogn, og man råbte “Abrék!”* foran ham. Sådan satte han ham over hele Egypten.

44 Farao sagde videre til Josef: “Jeg er Farao, men uden din tilladelse må ingen i hele Egypten foretage sig noget som helst.”*+ 45 Derefter gav Farao Josef navnet Safenat-Panea, og han gav ham Asenat+ til hustru; hun var datter af Potifera, præsten i On.* Og Josef begyndte at føre tilsyn med* Egypten.+ 46 Josef var 30 år+ da han stod foran* Farao, Egyptens konge.

Så forlod Josef Farao og rejste rundt i hele Egypten. 47 I de syv år med overflod fik man en meget stor høst* i landet. 48 Han indsamlede så alle fødevarerne i Egypten i de syv år, og han oplagrede dem i byerne. Kornet fra de omkringliggende marker opbevarede han inde i byen. 49 Josef fortsatte med at opmagasinere korn i store mængder, som sandet ved havet, indtil man opgav at holde regnskab med det, for det kunne ikke tælles.

50 Inden det første år med hungersnød fik Josef to sønner+ med Asenat, der var datter af Potifera, præsten i On.* 51 Josef gav den førstefødte navnet Manasse,*+ for han sagde: “Gud har fået mig til at glemme al min modgang og hele min fars hus.” 52 Og han gav den anden navnet Efraim,*+ for han sagde: “Gud har gjort mig frugtbar i det land hvor jeg har lidt så meget.”+

53 Så endte de syv år med overflod i Egypten,+ 54 og de syv år med hungersnød begyndte, sådan som Josef havde sagt.+ Hungersnøden ramte alle lande, men i hele Egypten var der brød.*+ 55 Efterhånden sultede også hele Egypten, og folket gav sig til at råbe til Farao efter brød.+ Så sagde Farao til alle egypterne: “Gå til Josef, og gør som han siger.”+ 56 Hungersnøden bredte sig over hele jordens flade.+ Så åbnede Josef for alle kornlagrene og solgte til egypterne,+ for hungersnøden var meget streng i Egypten. 57 Folk fra hele jorden kom nu til Egypten for at købe korn af Josef, for hungersnøden var meget streng på hele jorden.+

42 Da Jakob fandt ud af at der var korn i Egypten,+ sagde han til sine sønner: “Hvorfor ser I bare på hinanden?” 2 Han fortsatte: “Jeg har hørt at der er korn i Egypten. Tag derned og køb noget til os så vi kan blive i live og ikke dø.”+ 3 Så tog ti af Josefs brødre+ ned til Egypten for at købe korn. 4 Men Jakob sendte ikke Benjamin,+ Josefs bror, med hans brødre, for han sagde: “Han kunne komme ud for en ulykke og dø.”+

5 Israels sønner kom så sammen med alle de andre der kom for at købe korn, for hungersnøden havde bredt sig til Kanaan.+ 6 Det var Josef der havde magten i landet,+ og det var ham der solgte korn til alle folk på jorden.+ Så Josefs brødre kom og bøjede sig for ham med ansigtet mod jorden.+ 7 Josef genkendte straks sine brødre, men han afslørede ikke hvem han var.+ Han talte hårdt til dem og spurgte: “Hvor kommer I fra?” “Fra Kanaan for at købe fødevarer,”+ svarede de.

8 Josef genkendte altså sine brødre, men de kunne ikke genkende ham. 9 Josef kom straks i tanke om de drømme han havde haft om dem,+ og han sagde til dem: “I er spioner! I er kommet for at se hvor landet er ubeskyttet!”* 10 De svarede: “Nej, min herre, dine tjenere er kommet for at købe mad. 11 Vi er alle sønner af en og samme mand. Vi er ærlige mænd. Dine tjenere er bestemt ikke spioner.” 12 Men han sagde til dem: “Jo, I er! I er kommet for at se hvor landet er ubeskyttet!” 13 De sagde: “Dine tjenere er 12 brødre.+ Vi er sønner af en og samme mand+ i Kanaan, den yngste er hos vores far,+ og en lever ikke mere.”+

14 Men Josef sagde til dem: “Det er som jeg har sagt – I er spioner! 15 I vil blive prøvet på følgende måde: Så sandt Farao lever, I kommer ikke herfra før jeres yngste bror kommer herned.+ 16 Send en af jer afsted for at hente jeres bror mens I andre bliver her som fanger. På den måde kan jeg se om I fortæller mig sandheden. Og hvis ikke, så er I spioner, så sandt Farao lever.” 17 Så satte han dem i fængsel i tre dage.

18 Den tredje dag sagde Josef til dem: “Gør som jeg siger, og bliv i live, for jeg frygter Gud. 19 Hvis I er ærlige, så lad en af jeres brødre blive her i fængslet, men I andre kan rejse og tage korn med så I kan afhjælpe hungersnøden i jeres husstande.+ 20 Tag så jeres yngste bror med ned til mig og bevis at det I siger, er sandt. Så skal I ikke dø.” De gjorde som han sagde.

21 De sagde til hinanden: “Vi bliver sikkert straffet på grund af vores bror.+ Vi så jo hvor fortvivlet han var da han tryglede os om at vise medfølelse, men vi hørte ikke efter. Det er derfor vi er kommet i denne fortvivlede situation.” 22 Så sagde Ruben: “Jeg sagde jo til jer: ‘Gør ikke drengen noget.’* Men I hørte ikke efter.+ Nu skal vi stå til regnskab for hans blod.”+ 23 Men de vidste ikke at Josef forstod hvad de sagde, for der var en tolk imellem dem. 24 Så vendte han sig væk fra dem og græd.+ Da han kom tilbage og talte til dem igen, tog han Simeon+ og bandt ham for øjnene af dem.+ 25 Josef gav så ordre til at fylde deres sække med korn og lægge deres penge tilbage i sækkene og give dem proviant til rejsen. Det gjorde man så.

26 Så læssede de kornet på deres æsler og tog derfra. 27 På et overnatningssted åbnede en af dem sin sæk for at give sit æsel foder og opdagede at hans penge lå øverst i sækken. 28 Han sagde til sine brødre: “Jeg har fået mine penge tilbage, og de er her i min sæk!” De blev chokerede og så forfærdet på hinanden og sagde: “Hvad er det Gud har gjort mod os?”

29 De nåede så hjem til deres far, Jakob, i Kanaan og fortalte ham alt hvad der var sket: 30 “Den mand der er herre i landet, talte hårdt til os+ og beskyldte os for at udspionere landet. 31 Men vi sagde til ham: ‘Vi er ærlige mænd. Vi er ikke spioner.+ 32 Vi er 12 brødre+ der har samme far. Den ene lever ikke mere,+ og den yngste er hos vores far i Kanaan.’+ 33 Men manden som er herre i landet, sagde til os: ‘På denne måde kan jeg se om I er ærlige: Lad en af jeres brødre blive her hos mig.+ Tag noget korn med så I kan afhjælpe hungersnøden i jeres husstande, og rejs.+ 34 Og tag jeres yngste bror med til mig så jeg kan se at I ikke er spioner, men ærlige mænd. Så vil jeg give jer jeres bror tilbage, og I kan handle i landet.’”

35 Mens de tømte deres sække, fandt de hver især deres pengepose i deres egen sæk. Da de og deres far så pengeposerne, blev de bange. 36 Jakob, deres far, udbrød: “Det er mig I har gjort barnløs!+ Josef lever ikke mere,+ og Simeon er borte,+ og nu vil I tage Benjamin! Det er mig det hele går ud over!” 37 Men Ruben sagde til sin far: “Du må slå mine to sønner ihjel hvis jeg ikke har ham med tilbage til dig.+ Lad mig få ansvaret for ham. Jeg skal nok tage ham med hjem til dig igen.”+ 38 Til det sagde han: “I må ikke tage min søn med jer, for hans bror er død, og der er kun ham tilbage.+ Hvis han kommer ud for en ulykke på vejen og dør, sender I mine grå hår ned i Graven*+ med sorg.”+

43 Der var streng hungersnød i landet.+ 2 Da de havde spist det korn de havde hentet i Egypten,+ sagde deres far derfor til dem: “Rejs tilbage og køb lidt mad til os.” 3 Juda sagde til ham: “Manden advarede os klart og tydeligt mod at komme til ham igen medmindre vi havde vores bror med.+ 4 Hvis du sender vores bror med os, vil vi rejse ned og købe mad til dig. 5 Men hvis du ikke sender ham med os, rejser vi ikke derned, for manden sagde jo til os: ‘I skal ikke komme til mig igen medmindre I har jeres bror med.’”+ 6 Israel+ udbrød: “Hvorfor har I bragt mig i denne vanskelige situation ved at fortælle manden at I havde en bror mere?” 7 De svarede: “Manden spurgte os ud om vores forhold og vores familie: ‘Lever jeres far endnu? Har I en bror til?’, og vi fortalte ham det som det var.+ Hvordan skulle vi kunne vide at han ville sige: ‘Tag jeres bror med herned’?”+

8 Juda sagde indtrængende til sin far, Israel: “Lad drengen tage med mig,+ og send os afsted så vi kan leve og ikke dø+ – vi og du og vores børn.+ 9 Jeg garanterer for hans sikkerhed.*+ Du kan kræve mig til ansvar for ham. Hvis jeg ikke har ham med tilbage til dig, har jeg syndet mod dig for altid. 10 Hvis vi ikke havde ventet så længe, kunne vi allerede have været dernede og tilbage igen to gange.”

11 Så sagde deres far, Israel, til dem: “Hvis det ikke kan være anderledes, så gør sådan her: Fyld jeres sække med landets bedste varer, og tag dem med ned til manden som en gave:+ lidt balsam,+ lidt honning, ladanumharpiks, harpiksholdig bark,+ pistacienødder og mandler. 12 Tag dobbelt så mange penge med; tag også de penge med der var lagt tilbage øverst i jeres sække.+ Måske var det en fejltagelse. 13 Tag jeres bror med og rejs, vend tilbage til manden. 14 Må Gud den Almægtige lade manden vise jer barmhjertighed så han lader jeres anden bror og Benjamin gå. Men jeg – hvis jeg skal miste mine børn, så lad mig miste mine børn!”+

15 Mændene tog altså denne gave med, og de tog dobbelt så mange penge med, og også Benjamin. Så brød de op og begav sig ned til Egypten og trådte igen frem for Josef.+ 16 Da Josef så at Benjamin var med dem, sagde han med det samme til manden der bestyrede hans hus: “Før mændene hen til huset, slagt nogle dyr og gør et måltid klar, for mændene skal spise sammen med mig ved middagstid.” 17 Manden gjorde straks som Josef havde sagt,+ og han førte mændene hen til Josefs hus. 18 Men på vej hen til Josefs hus blev de bange og sagde: “Vi bliver ført derhen på grund af pengene der sidste gang blev lagt tilbage i vores sække. Nu vil de angribe os og gøre os til slaver og tage vores æsler!”+

19 Så de henvendte sig til manden der bestyrede Josefs hus, og talte med ham ved indgangen til huset. 20 De sagde: “Undskyld os, herre! Vi kom virkelig herned for at købe mad første gang.+ 21 Men da vi kom til vores overnatningssted og åbnede vores sække, fandt vi hver især vores penge øverst i dem, det fulde beløb.+ Derfor vil vi gerne personligt levere dem tilbage. 22 Og vi har taget flere penge med for at købe mad. Vi ved ikke hvem der lagde pengene i vores sække.”+ 23 Han sagde: “Tag det roligt. I skal ikke være bange. Jeres Gud og jeres fars Gud har lagt en skat i jeres sække. Jeg har fået jeres penge.” Derefter førte han Simeon ud til dem.+

24 Manden førte dem så ind i Josefs hus og sørgede for vand så de kunne få vasket deres fødder, og han sørgede for foder til deres æsler. 25 De havde hørt at Josef ved middagstid ville komme og spise sammen med dem,+ så de gjorde gaven+ klar til ham. 26 Da Josef gik ind i huset, gav de ham deres gave og kastede sig ned for ham.+ 27 Derefter spurgte han dem hvordan de havde det, og sagde: “Hvordan går det med jeres gamle far, som I fortalte om? Lever han endnu?”+ 28 De svarede: “Din tjener, vores far, har det godt. Han lever endnu.” Så bøjede de sig dybt.+

29 Da han fik øje på sin bror Benjamin, sin mors søn,+ sagde han: “Er det jeres yngste bror, som I fortalte mig om?”+ Han tilføjede: “Må Gud være med dig, min søn.” 30 Nu måtte Josef skynde sig ud, for hans følelser for broren overvældede ham så meget at han var ved at græde. Så han gik ind i et rum for sig selv og græd.+ 31 Derefter vaskede han sit ansigt og kom tilbage. Han havde nu sine følelser under kontrol og sagde: “Servér måltidet.” 32 De serverede særskilt for ham og særskilt for dem, og egypterne i huset spiste for sig selv. Egyptere kan nemlig ikke spise et måltid sammen med hebræere, for det er afskyeligt for egyptere.+

33 Brødrene* sad foran ham efter alder, fra den førstefødte+ efter sin ret som førstefødt til den yngste, og de stirrede forbløffet på hinanden. 34 Han blev ved med at sende portioner fra sit bord hen til deres, men Benjamin fik en portion der var fem gange så stor som alle de andres.+ Og de spiste og drak til de var mætte.

44 Senere befalede han manden der bestyrede hans hus: “Fyld mændenes sække med så meget mad som de kan bære, og læg deres penge øverst i deres sække.+ 2 Men øverst i den yngstes sæk skal du lægge mit bæger, sølvbægret, sammen med pengene for hans korn.” Han gjorde så som Josef havde sagt.

3 Om morgenen da det var blevet lyst, blev mændene sendt afsted med deres æsler. 4 De var ikke nået langt væk fra byen før Josef sagde til manden der bestyrede hans hus: “Sæt efter mændene! Når du indhenter dem, skal du sige til dem: ‘Hvorfor har I gengældt godt med ondt? 5 Hvorfor har I taget det bæger min herre drikker af, og som han dygtigt tager varsler med? Det er ondt, det I har gjort.’”

6 Så han indhentede dem og sagde sådan til dem. 7 Men de sagde til ham: “Herre, hvordan kan du sige sådan noget? Det kunne dine tjenere aldrig finde på at gøre. 8 De penge som vi fandt øverst i vores sække, tog vi jo med tilbage til dig fra Kanaan.+ Hvorfor skulle vi så stjæle sølv eller guld fra din herres hus? 9 Hvis det bliver fundet hos en af dine tjenere, så skal han dø, og vi andre skal være slaver for din* herre.” 10 Han sagde: “Det bliver som I har sagt. Den som det bliver fundet hos, skal være min slave, men I andre vil være uden skyld.” 11 Så løftede de hurtigt deres sække ned på jorden og åbnede dem. 12 Han gennemsøgte dem omhyggeligt. Han begyndte med den ældstes sæk og sluttede med den yngstes. Til sidst fandt han bægret i Benjamins sæk.+

13 Så flængede de deres tøj, og de løftede lasten op på æslerne igen og vendte tilbage til byen. 14 Da Juda+ og hans brødre kom ind i Josefs hus, var han der endnu; og de kastede sig ned for ham.+ 15 Josef sagde til dem: “Hvad er det I har gjort? Vidste I ikke at en mand som mig er dygtig til at tage varsler?”+ 16 Juda sagde: “Hvad skal vi svare min herre? Hvad kan vi sige? Og hvordan kan vi bevise at vi er uskyldige? Den sande Gud har opdaget dine tjeneres synd.+ Nu er vi min herres slaver, både vi og den som bægret blev fundet hos!” 17 Men han sagde: “Det kunne aldrig falde mig ind! Manden som bægret blev fundet hos, skal være min slave.+ Men I andre kan rejse hjem til jeres far i fred.”

18 Juda trådte hen til ham og sagde: “Herre, jeg beder dig, lyt til hvad din tjener har at sige, og bliv ikke vred på din tjener, for du er jo som Farao.+ 19 Min herre spurgte sine tjenere: ‘Har I en far eller en bror?’ 20 Så vi sagde til min herre: ‘Vi har en gammel far, og han har endnu en søn, den yngste,+ som han har fået i sin alderdom. Men drengens bror er død,+ så han er den eneste der er tilbage efter sin mor,+ og hans far elsker ham.’ 21 Så sagde du til dine tjenere: ‘Tag ham med ned til mig så jeg kan se ham med mine egne øjne.’+ 22 Men vi sagde til min herre: ‘Drengen kan ikke forlade sin far. Hvis han gjorde, ville hans far dø.’+ 23 Så sagde du til dine tjenere: ‘I skal ikke komme til mig igen medmindre I har jeres yngste bror med herned.’+

24 Så vi rejste hjem til din tjener, vores far, og fortalte ham hvad min herre havde sagt. 25 Senere sagde vores far: ‘Rejs tilbage og køb lidt mad til os.’+ 26 Men vi sagde: ‘Vi kan ikke rejse derned. Hvis vores yngste bror er med os, vil vi rejse derned, for vi kan ikke komme til manden igen medmindre vores yngste bror er med os.’+ 27 Så sagde din tjener, vores far, til os: ‘I ved jo at jeg kun fik to sønner med min hustru.+ 28 Men en af dem forsvandt, og jeg sagde: “Han må være blevet flået ihjel!”+ Og jeg har ikke set ham siden. 29 Hvis I også tog ham her fra mig og han skulle komme ud for en ulykke og dø, så ville I sende mine grå hår ned i Graven*+ med smerte.’+

30 Og hvis jeg nu kommer hjem til din tjener, min far, uden at drengen er med os – han er nemlig stærkt knyttet til ham – 31 og han ser at drengen ikke er med, så dør han, og dine tjenere vil sende din tjeners, vores fars, grå hår ned i Graven* med sorg. 32 Din tjener garanterede for drengens sikkerhed og sagde til min far at hvis jeg ikke havde drengen med tilbage til ham, ville jeg have syndet mod ham for altid.+ 33 Så lad nu din tjener blive her som min herres slave i stedet for drengen så han kan rejse hjem sammen med sine brødre. 34 Hvordan skulle jeg kunne rejse hjem til min far uden at have drengen med? Jeg ville ikke kunne bære at se den ulykke ramme min far!”

45 Nu kunne Josef ikke længere beherske sig foran alle sine tjenere.+ Derfor råbte han: “Få alle ud herfra!” Og der var ikke andre til stede end hans brødre da han afslørede hvem han var.+

2 Så begyndte han at græde så højt at egypterne hørte det, og Faraos hus hørte det også. 3 Til sidst sagde Josef til sine brødre: “Jeg er Josef. Lever min far endnu?” Men hans brødre var så chokerede at de ikke kunne svare. 4 Josef sagde derfor til sine brødre: “Kom hen til mig.” Så kom de hen til ham.

Han sagde: “Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten.+ 5 Men I skal ikke være kede af det og bebrejde hinanden at I solgte mig hertil. Gud har nemlig sendt mig i forvejen for at redde menneskeliv.+ 6 Der har været hungersnød i landet i to år,+ og der kommer endnu fem år hvor man hverken skal pløje eller høste. 7 Men Gud sendte mig i forvejen så en rest af jer+ kunne blive bevaret på jorden,* og for at I kunne blive holdt i live ved en storslået udfrielse. 8 Det var altså ikke jer som sendte mig hertil, men det var den sande Gud, for at gøre mig til øverste rådgiver* for Farao og herre over hele hans hus og hersker over hele Egypten.+

9 Skynd jer tilbage til min far og sig til ham: ‘Sådan har din søn Josef sagt: “Gud har gjort mig til herre over hele Egypten.+ Kom ned til mig. Tøv ikke.+ 10 Du skal bo i Goshen,+ hvor du vil være i nærheden af mig – du, dine børn og børnebørn, dine får, geder og okser og alt hvad du ejer. 11 Jeg vil forsyne dig med mad dér – for der kommer endnu fem år med hungersnød.+ Ellers ender du og din husstand i fattigdom, og du mister alt hvad du ejer.”’ 12 Både I og min bror Benjamin kan jo med egne øjne se at det virkelig er mig der taler til jer.+ 13 Fortæl vores far om min magtfulde stilling* i Egypten og om alt hvad I har set. Skynd jer at hente vores far herned.”

14 Så omfavnede han sin bror Benjamin og græd, og Benjamin græd med armene om hans hals.+ 15 Og han kyssede alle sine brødre og græd med dem, og derefter talte hans brødre med ham.

16 Nyheden nåede frem til Faraos hus. Man sagde: “Josefs brødre er kommet!” Det blev Farao og hans tjenere glade for at høre. 17 Så Farao sagde til Josef: “Sig til dine brødre: ‘Læs jeres lastdyr, og tag afsted til Kanaan 18 og hent jeres far og jeres familier og kom herned. Jeg vil give jer de gode ting i Egypten, og I skal leve af det der kommer fra den bedste del af landet.’*+ 19 Og du skal sige til dem:+ ‘Tag transportvogne+ med fra Egypten så I kan hente jeres børn, jeres hustruer og jeres far.+ 20 I skal ikke være bekymret for jeres ejendele,+ for det bedste i hele Egypten er jeres.’”

21 Så gjorde Israels sønner sådan, og Josef gav dem transportvogne, som Farao havde befalet, og han gav dem proviant til rejsen. 22 Han gav hver af dem en ekstra klædning, men Benjamin gav han 300 sølvstykker og fem ekstra klædninger.+ 23 Og til sin far sendte han ti æsler læsset med gode ting fra Egypten og ti æselhopper læsset med korn og brød og forsyninger til rejsen. 24 Så sendte han sine brødre afsted og sagde til dem: “Bliv nu ikke uvenner på vejen.”+

25 De forlod Egypten og kom til deres far, Jakob, i Kanaan. 26 De fortalte ham: “Josef lever endnu, og han hersker over hele Egypten!”+ Men hans hjerte stivnede, for han troede ikke på dem.+ 27 Da de fortalte deres far, Jakob, alt hvad Josef havde sagt til dem, og han så de transportvogne Josef havde sendt for at hente ham, livede han* op igen. 28 “Jeg har hørt nok!” udbrød Israel. “Min søn Josef lever endnu! Jeg må tage afsted og se ham før jeg dør!”+

46 Så Israel samlede alt hvad han havde,* og tog afsted. Da han kom til Beersheba,+ bragte han ofre til sin fars, Isaks, Gud.+ 2 Senere talte Gud til Israel i et syn om natten og sagde: “Jakob, Jakob!” Han svarede: “Her er jeg!” 3 Han sagde: “Jeg er den sande Gud, din fars Gud.+ Vær ikke bange for at rejse ned til Egypten, for der vil jeg gøre dig til en stor nation.+ 4 Jeg vil selv tage med dig ned til Egypten, og jeg vil også selv føre dig tilbage derfra,+ og Josef skal lukke dine øjne når du dør.”*+

5 Jakob forlod så Beersheba, og Israels sønner transporterede deres far, Jakob, og deres børn og deres hustruer på de vogne Farao havde sendt for at hente ham. 6 De tog deres hjorde og deres ejendele med som de havde samlet sig i Kanaan. Og Jakob og alle hans børn kom til Egypten. 7 Han tog sine sønner og sine døtre og alle sine børnebørn, ja, hele sin familie,* med sig til Egypten.

8 Dette er navnene på Israels sønner der kom til Egypten,+ Jakob og hans sønner: Jakobs førstefødte var Ruben.+

9 Rubens sønner var Enok, Pallu, Hesron og Karmi.+

10 Simeons+ sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Sohar og Saul,+ der var søn af en kanaanæisk kvinde.

11 Levis+ sønner var Gershon, Kehat og Merari.+

12 Judas+ sønner var Er, Onan, Shela,+ Peres+ og Zera.+ Men Er og Onan døde i Kanaan.+

Peres’ sønner var Hesron og Hamul.+

13 Issakars sønner var Tola, Puvva, Job og Shimron.+

14 Zebulons+ sønner var Sered, Elon og Jakleel.+

15 Dette er de sønner Jakob fik med Lea i Paddan-Aram. Desuden fik han en datter, Dina.+ Han havde i alt 33 sønner og døtre.

16 Gads+ sønner var Sifjon, Haggi, Shuni, Esbon, Eri, Arodi og Areli.+

17 Ashers+ sønner var Jimna, Jishva, Jishvi og Beria, og deres søster var Sera.

Berias sønner var Heber og Malkiel.+

18 Dette er Zilpas+ sønner, den Zilpa som Laban gav sin datter Lea. Hun gav Jakob 16 børn i alt.

19 Jakobs hustru Rakels sønner var Josef+ og Benjamin.+

20 I Egypten fik Josef sønnerne Manasse+ og Efraim+ med Asenat,+ datter af Potifera, præsten i On.*

21 Benjamins sønner+ var Bela, Beker, Ashbel, Gera,+ Naaman, Ehi, Rosh, Muppim, Huppim+ og Ard.+

22 Dette er de sønner Jakob fik med Rakel. Hun gav ham 14 børn i alt.

23 Dans+ søn* var Hushim.+

24 Naftalis+ sønner var Jakseel, Guni, Jeser og Shillem.+

25 Dette er Bilhas sønner, den Bilha som Laban gav sin datter Rakel. Hun gav Jakob syv børn i alt.

26 Alle der nedstammede fra Jakob, og som kom til Egypten sammen med ham, udgjorde 66, foruden Jakobs svigerdøtre.+ 27 Josef havde fået to sønner i Egypten. Jakobs husstand som kom til Egypten, udgjorde i alt 70.+

28 Jakob sendte Juda+ i forvejen for at fortælle Josef at han var på vej til Goshen. Da de kom til Goshen,+ 29 lod Josef spænde for sin vogn og tog op for at møde sin far, Israel, i Goshen. Så snart de mødtes, omfavnede han ham* og græd længe.* 30 Så sagde Israel til Josef: “Nu er jeg klar til at dø; jeg har set dit ansigt og ved at du stadig er i live.”

31 Josef sagde så til sine brødre og til sin fars husstand: “Lad mig tage op og aflægge rapport for Farao+ og sige til ham: ‘Mine brødre og min fars husstand er kommet til mig fra Kanaan.+ 32 Mændene er fårehyrder+ og kvægavlere,+ og de har taget deres får, geder, okser og alt hvad de har, med sig.’+ 33 Når så Farao tilkalder jer og spørger: ‘Hvad er jeres beskæftigelse?’, 34 skal I svare: ‘Dine tjenere har opdrættet får og kvæg siden vores ungdom, både vi og vores forfædre.’+ Så vil han lade jer bo i Goshen,+ for egypterne synes at fårehyrder er afskyelige.”+

47 Så gik Josef hen og aflagde rapport for Farao.+ Han sagde: “Min far og mine brødre og deres får, geder, okser og alt hvad de ejer, er kommet fra Kanaan, og de er i Goshen.”+ 2 Han tog fem af sine brødre med og præsenterede dem for Farao.+

3 Farao sagde til hans brødre: “Hvad er jeres beskæftigelse?” De svarede: “Dine tjenere er fårehyrder ligesom vores forfædre.”+ 4 Så sagde de til Farao: “Vi er kommet for at bo som udlændinge i landet.+ I Kanaan er der nemlig ingen græsgange til dine tjeneres hjorde, for hungersnøden er streng.+ Vil du ikke nok lade dine tjenere bosætte sig i Goshen?”+ 5 Farao sagde til Josef: “Din far og dine brødre er kommet til dig. 6 Hele Egypten er til din rådighed. Lad din far og dine brødre slå sig ned i den bedste del af landet.+ De kan bo i Goshen, og hvis der er dygtige mænd iblandt dem, så giv dem ansvaret for mit kvæg.”

7 Derefter førte Josef sin far, Jakob, ind og præsenterede ham for Farao, og Jakob velsignede Farao. 8 Farao spurgte Jakob: “Hvor gammel er du?” 9 Jakob svarede: “Jeg er 130 år, og hele mit liv har jeg vandret fra sted til sted.* De år jeg har levet, har været få og vanskelige,+ og jeg har ikke levet så længe som mine forfædre, der også vandrede fra sted til sted.”*+ 10 Jakob velsignede derefter Farao og forlod ham.

11 Så Josef fik sin far og sine brødre bosat, og han gav dem jord i Egypten, i den allerbedste del af landet, i Ramses,+ sådan som Farao havde befalet. 12 Og Josef forsynede sin far og sine brødre og hele sin fars husstand med mad* efter hvor mange børn der var.

13 I hele landet var der ikke mad,* for hungersnøden var meget streng, og både egypterne og kanaanæerne var til sidst helt afkræftede på grund af hungersnøden.+ 14 Josef indsamlede alle de penge der var i Egypten og i Kanaan, som betaling for det korn folk købte,+ og Josef bragte pengene til Faraos hus. 15 Med tiden slap pengene i Egypten og i Kanaan op, og alle egypterne kom til Josef og sagde: “Giv os mad! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig fordi vi ikke har flere penge?” 16 Josef svarede: “Hvis I ikke har flere penge, så kom med jeres hjorde, og jeg vil give jer brød i bytte for dem.” 17 Så kom de med deres hjorde til Josef, og han gav dem mad i bytte for deres heste, får, geder, okser og æsler, og det år forsynede han dem med mad i bytte for alle deres hjorde.

18 Året gik, og næste år kom de til ham og sagde: “Herre, vi siger det som det er: Vi har allerede givet dig vores penge og vores hjorde af husdyr. Vi har ikke andet tilbage at give dig end vores kroppe og vores jord. 19 Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig, og vores jord ligge øde hen? Køb os og vores jord i bytte for mad, og vi vil blive Faraos trælle, og vores jord vil blive hans. Giv os såsæd så vi kan leve og ikke dø og jorden ikke skal ligge øde hen.” 20 Josef købte al egypternes jord til Farao, for alle egypterne solgte deres marker fordi hungersnøden var meget streng; og jorden blev Faraos.

21 Så flyttede han befolkningen ind i byer i hele Egypten, fra den ene ende af landet til den anden.+ 22 Kun præsternes jord købte han ikke,+ for præsternes rationer kom fra Farao, og de levede af de rationer Farao gav dem. Derfor solgte de ikke deres jord. 23 Så sagde Josef til folket: “Jeg har i dag købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd. Tilså jorden med den. 24 Når jorden giver afgrøder, skal I give Farao en femtedel,+ men fire femtedele vil være jeres til såsæd til marken og til føde for jer og jeres børn og alle der er i jeres huse.” 25 De sagde: “Du har reddet vores liv,+ herre. Vis os velvilje, og lad os blive Faraos trælle.”+ 26 Så gjorde Josef det til lov at en femtedel tilhører Farao, og den lov gælder i Egypten den dag i dag. Det var kun præsternes jord der ikke blev Faraos.+

27 Israel og hans familie fortsatte med at bo i Egypten, i Goshen,+ og de slog sig ned i landet og fik mange børn og blev flere og flere.+ 28 Jakob levede i Egypten i 17 år, så han blev altså 147 år gammel.+

29 Israel var nu klar over at han snart skulle dø,+ så han tilkaldte sin søn Josef og sagde: “Der er noget jeg vil bede dig om. Læg din hånd under mit lår, og vis mig loyal kærlighed og troskab. Jeg beder dig: Lov mig at du ikke vil begrave mig i Egypten.+ 30 Når jeg dør,* skal du bære mig ud af Egypten og begrave mig i mine forfædres grav.”+ Han svarede: “Jeg vil gøre som du siger.” 31 “Sværg over for mig,” sagde han. Så sværgede han over for ham.+ Derefter bøjede Israel sig ved hovedenden af sin seng og bad.+

48 Senere sagde man til Josef: “Din far har fået det værre.” Derfor tog han sine to sønner, Manasse og Efraim, med sig.+ 2 Man sagde til Jakob: “Din søn Josef er kommet for at besøge dig.” Så samlede Israel alle sine kræfter og satte sig op i sengen. 3 Og Jakob sagde til Josef:

“Gud den Almægtige viste sig for mig i Luz i Kanaan og velsignede mig.+ 4 Han sagde til mig: ‘Jeg vil give dig mange børn og gøre dig talrig, og jeg vil gøre dig til mange folkeslag+ og give dine efterkommere* dette land i eje for altid.’+ 5 Begge de sønner du fik i Egypten før jeg kom herned til dig, skal være mine.+ Efraim og Manasse er nu mine ligesom Ruben og Simeon er mine.+ 6 Men de børn du får efter dem, vil være dine. De vil få navn efter deres to brødre og få del i deres område.*+ 7 Dengang jeg var på vej fra Paddan, mens der endnu var et stykke vej til Efrat, døde Rakel+ ved min side i Kanaan. Så jeg begravede hende dér på vej til Efrat,+ det vil sige Betlehem.”+

8 Israel fik øje på Josefs sønner og spurgte: “Hvem er de?” 9 Så sagde Josef til sin far: “Det er mine sønner som Gud har givet mig her.”+ Til det sagde han: “Lad dem komme hen til mig så jeg kan velsigne dem.”+ 10 Israels syn var svækket på grund af alderdom, så Josef førte dem hen til ham, og han kyssede dem og omfavnede dem. 11 Israel sagde til Josef: “Jeg havde ikke troet at jeg skulle få dit ansigt at se igen,+ men nu har Gud tilmed ladet mig se dine børn.”* 12 Så førte Josef dem væk fra Israel* og bøjede sig med ansigtet mod jorden.

13 Derefter tog Josef dem begge, Efraim+ ved sin højre hånd til venstre for Israel og Manasse+ ved sin venstre hånd til højre for Israel, og førte dem hen til ham. 14 Men Israel rakte sin højre hånd frem og lagde den på Efraims hoved, selvom han var den yngste, og sin venstre hånd på Manasses hoved. Han lagde med vilje sine hænder sådan, til trods for at Manasse var den førstefødte.+ 15 Så velsignede han Josef og sagde:+

17 Josef så at hans far lod sin højre hånd ligge på Efraims hoved, og det brød han sig ikke om, så han forsøgte at flytte den fra Efraims hoved til Manasses hoved. 18 Josef sagde til sin far: “Ikke sådan, far, for det her er den førstefødte.+ Læg din højre hånd på hans hoved.” 19 Men det ville hans far ikke. Han sagde: “Jeg ved det, min søn, jeg ved det. Han vil også blive til et folk, og han vil også blive stor. Ikke desto mindre vil hans lillebror blive større end ham,+ og hans efterkommere* vil blive talrige nok til at udgøre hele nationer.”*+ 20 Og han fortsatte med at velsigne dem den dag:+

Sådan satte han Efraim over Manasse.

21 Israel sagde så til Josef: “Jeg skal snart dø,+ men Gud vil fortsat være med jer, og han vil føre jer tilbage til jeres forfædres land.+ 22 Og jeg giver dig hermed et landområde* mere end dine brødre, det som jeg med mit sværd og min bue tog fra amoritterne.”

49 Jakob tilkaldte alle sine sønner og sagde: “Kom så jeg kan fortælle jer hvad der vil ske jer engang i fremtiden. 2 Stil jer sammen, Jakobs sønner, og lyt til mig, ja, hør på jeres far, Israel.

3 Ruben,+ du er min førstefødte,+ min kraft og mit livs første frugt, med forrang i værdighed og styrke. 4 Du er ustyrlig som oprørte vande og skal ikke længere have nogen forrang, for du steg op i din fars seng.+ Dengang krænkede* du min seng. Han steg virkelig op i den!

5 Simeon og Levi er brødre.+ Voldsredskaber er deres mordvåben.+ 6 Gå ikke ind i deres kreds, du min sjæl!* Slut dig ikke til deres forsamling, du min ære!* For i deres vrede dræbte de mænd,+ og for deres fornøjelses skyld skar de haserne over på okser. 7 Forbandet være deres vrede, for den er grusom, og deres raseri, for det er voldsomt.+ Lad mig splitte dem i Jakob, og lad mig sprede dem i Israel.+

8 Juda,+ dig vil dine brødre hylde.+ Din hånd vil være på dine fjenders nakke.+ Din fars sønner vil bøje sig for dig.+ 9 Juda er en løveunge.+ Min søn, fra byttet skal du rejse dig. Du vil lægge dig og strække dig som en løve, og hvem tør vække en løve? 10 Sceptret skal ikke vige fra Juda,+ eller kommandostaven fra stedet mellem hans fødder, før Shilo* kommer,+ og ham vil folkeslagene adlyde.+ 11 Han binder sit æsel til vinstokken og sit æsels føl til den udsøgte vinstok, og han vasker sit tøj i vin og sin klædning i drueblod. 12 Mørkerøde er hans øjne af vin, og hvide er hans tænder af mælk.

13 Zebulon+ kommer til at bo ved havets kyst, ved kysten hvor skibe ligger for anker,+ og hans fjerneste grænse vil vende mod Sidon.+

14 Issakar+ er et robust æsel der ligger mellem de to sadelkurve. 15 Han vil se at hvilestedet er godt, og at landet er dejligt. Han vil bøje skulderen for at bære byrden, og han vil udføre tvangsarbejde.

16 Dan+ vil som en af Israels stammer dømme sit folk.+ 17 Lad Dan være en slange ved vejen, en hornslange ved stien, som hugger hesten i hælene så dens rytter falder bagover.+ 18 Jeg vil vente på frelse fra dig, Jehova.

19 Gad+ vil en røverbande overfalde, men han vil slå røverne tilbage og følge lige i hælene på dem.+

20 Asher+ vil have rigeligt med* brød,* og han vil byde på retter der er en konge værdig.+

21 Naftali+ er et spinkelt rådyr. Hans tale er formfuldendt.+

22 Josef+ er et skud af et frugtbart træ, et frugtbart træ ved en kilde, med grene der strækker sig op over muren. 23 Men bueskytterne blev ved med at genere ham, og de skød efter ham, og de hadede ham.+ 24 Dog var hans bue parat,+ og hans hænder stærke og smidige.+ Det kom fra Jakobs mægtiges hænder, fra hyrden, Israels sten. 25 Han* er en gave fra sin fars Gud, som vil hjælpe ham, og han vandrer med Den Almægtige, som vil velsigne ham med velsignelser fra himlen, med velsignelser fra dybet+ og med velsignelser fra bryster og moderliv. 26 Hans fars velsignelser skal overgå de evige bjerges velsignelser og de varige højdedrags herlighed.+ De vil fortsat være over Josefs hoved, over issen på ham der er udvalgt blandt sine brødre.+

27 Benjamin+ sønderriver som en ulv.+ Om morgenen æder han byttet, og om aftenen deler han rovet.”+

28 Alle disse er Israels 12 stammer, og det var hvad deres far sagde til dem da han velsignede dem. Han gav hver af dem en passende velsignelse.+

29 Derefter gav han dem følgende befalinger: “Jeg bliver samlet til mit folk.*+ Begrav mig hos mine fædre i den hule som er på hittitten Efrons mark,+ 30 hulen på Makpelas mark, der ligger ved Mamre i Kanaan, den mark Abraham købte af hittitten Efron som gravplads. 31 Der blev Abraham og hans hustru Sara begravet.+ Der blev Isak+ og hans hustru, Rebekka, begravet, og der begravede jeg Lea. 32 Marken og hulen som er på den, er købt af Hets sønner.”+

33 Nu var Jakob færdig med at give sine sønner instruktioner. Så han trak fødderne op i sengen og udåndede og blev samlet til sit folk.*+

50 Josef kastede sig grædende over sin far+ og kyssede ham. 2 Derefter gav Josef lægerne i sin tjeneste besked på at balsamere+ hans far. Lægerne gik så i gang med at balsamere Israel. 3 De brugte 40 dage på ham, for så lang tid tager en balsamering, og egypterne fortsatte med at græde over ham i 70 dage.

4 Efter sørgeperioden sagde Josef til Faraos hof:* “Vis mig den godhed at sige følgende til Farao: 5 ‘Min far tog mig i ed,+ og han sagde: “Jeg skal snart dø.+ Du skal begrave mig i min grav,+ som jeg har udhugget i Kanaan.”+ Giv mig lov til at rejse derop og begrave min far. Bagefter vil jeg komme tilbage.’” 6 Farao svarede: “Rejs og begrav din far, sådan som du har lovet ham.”+

7 Så rejste Josef op for at begrave sin far, og alle Faraos tjenere rejste med ham, de ældste+ ved hoffet og alle Egyptens ældste 8 og hele Josefs husstand og hans brødre og hans fars husstand.+ Det eneste de efterlod i Goshen, var deres små børn og deres får, geder og okser. 9 Han blev også ledsaget af stridsvogne+ og rytteri, ja, der var en stor gruppe med ham. 10 Så kom de til Atads tærskeplads,* som ligger i Jordanegnen, og de holdt en meget stor sørgehøjtidelighed, og han sørgede over sin far i syv dage. 11 Landets indbyggere, kanaanæerne, så dem sørge ved Atads tærskeplads og udbrød: “Egypterne holder en stor sørgehøjtidelighed!” Derfor fik stedet navnet Abel-Misrajim;* det ligger i Jordanegnen.

12 Jakobs sønner gjorde altså nøjagtigt som han havde givet dem besked på.+ 13 Hans sønner bar ham til Kanaan og begravede ham i hulen på Makpelas mark ved Mamre, den mark som Abraham havde købt af hittitten Efron som gravplads.+ 14 Efter at have begravet sin far vendte Josef tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem der var rejst med ham for at begrave hans far.

15 Da Josefs brødre så at deres far var død, sagde de: “Det kan være at Josef er fjendtligt indstillet over for os og vil hævne alt det onde vi har gjort mod ham.”+ 16 Så de sendte besked til Josef og sagde: “Inden din far døde, befalede han os: 17 ‘Sig til Josef: “Jeg bønfalder dig, tilgiv dine brødres overtrædelse og synd og det onde de har gjort imod dig.”’ Derfor beder vi dig tilgive den overtrædelse din fars Guds tjenere har begået.” Josef græd da han hørte det. 18 Så kom hans brødre personligt, og de kastede sig ned foran ham og sagde: “Vi er dine trælle.”+ 19 Josef sagde til dem: “I skal ikke være bange. Er jeg måske Gud? 20 I ville gøre mig fortræd,+ men Gud ønskede at vende det til noget godt for at bevare mange mennesker i live, sådan som han gør i dag.+ 21 Så I skal ikke være bange. Jeg vil fortsat forsyne jer og jeres små børn med mad.”+ På den måde trøstede og beroligede han dem.

22 Josef og hans fars husstand blev boende i Egypten, og Josef levede i 110 år. 23 Josef så tredje generation af Efraims sønner,*+ og også Manasses søn Makirs+ sønner. De blev født på Josefs knæ.* 24 Til sidst sagde Josef til sine brødre: “Jeg skal snart dø, men Gud vil vende sin opmærksomhed mod jer,+ og han vil føre jer ud af dette land til det land som han lovede at give Abraham, Isak og Jakob.”+ 25 Josef tog så Israels sønner i ed og sagde: “Gud vil vende sin opmærksomhed mod jer. Lov mig at I vil tage mine knogler med herfra.”+ 26 Og Josef døde 110 år gammel, og man balsamerede ham+ og lagde ham i en kiste i Egypten.