ANDEN SAMUELSBOG

1 Efter Sauls død, da David var kommet tilbage efter at have besejret amalekitterne, blev han i Siklag+ i to dage. 2 På den tredje dag kom en mand fra Sauls lejr med flænget tøj og jord på hovedet. Da han nåede hen til David, kastede han sig til jorden.

3 “Hvor kommer du fra?” spurgte David, og manden svarede: “Jeg er undsluppet fra Israels lejr.” 4 David spurgte ham: “Hvordan er det gået? Fortæl mig om det.” Til det sagde han: “Folkene er flygtet fra kampen, og mange er faldet. Saul og hans søn Jonatan er også døde.”+ 5 Så spurgte David den unge mand der kom med nyheden: “Hvordan ved du at Saul og hans søn Jonatan er døde?” 6 Den unge mand svarede: “Jeg var tilfældigvis på Gilboas Bjerg,+ og der stod Saul og støttede sig til sit spyd. Han var blevet indhentet af stridsvognene og rytteriet.+ 7 Så vendte han sig om og fik øje på mig. Han kaldte på mig, og jeg sagde: ‘Her er jeg!’ 8 ‘Hvem er du?’ spurgte han, og jeg svarede: ‘Jeg er amalekit.’+ 9 Så sagde han til mig: ‘Kom herhen og giv mig dødsstødet, for jeg lever endnu,* men jeg har stærke smerter.’ 10 Så stillede jeg mig over ham og gav ham dødsstødet,+ for han var hårdt såret, og jeg vidste at han ikke kunne overleve. Derefter tog jeg kronen* af hans hoved og armbåndet af hans arm, og dem har jeg med til dig, herre.”

11 David greb fat i sit tøj og flængede det, og det samme gjorde alle de mænd der var hos ham. 12 De jamrede og græd og fastede+ indtil om aftenen fordi Saul, hans søn Jonatan og så mange blandt Jehovas folk, ja, mange israelitter,+ var blevet dræbt med sværd.

13 David spurgte den unge mand der kom med nyheden: “Hvor er du fra?” Han svarede: “Jeg er søn af en udlænding, en amalekit.” 14 Så sagde David til ham: “Turde du virkelig løfte hånden mod Jehovas salvede+ og dræbe ham?” 15 David kaldte så på en af de unge mænd og sagde: “Kom herhen og hug ham ned!” Han huggede ham så ned, og han døde.+ 16 David sagde til ham: “Det er din egen skyld at du er død,* for du* vidnede imod dig selv da du sagde: ‘Det var mig der gav Jehovas salvede dødsstødet.’”+

17 Så sang David en sørgesang om Saul og hans søn Jonatan,+ 18 og han sagde at folket i Juda skulle lære den. Sangen hedder “Buen” og er nedskrevet i Jashars Bog:*+

19 “Din skønhed, Israel, ligger besejret på dine høje.+

De stærke krigere er faldet!

25 De stærke krigere er faldet i kamp!

Jonatan ligger dræbt på dine høje!+

Din kærlighed betød mere for mig end kvinders kærlighed.+

2 Senere spurgte David Jehova:+ “Skal jeg rejse op til en af Judas byer?” Jehova sagde til ham: “Rejs.” David spurgte så: “Hvorhen?” Han svarede: “Til Hebron.”+ 2 David rejste så derop sammen med sine to hustruer, Akinoam+ fra Jizreel og Abigajil,+ karmelitten Nabals enke. 3 David tog også mændene med,+ hver med sin husstand, og de bosatte sig i byerne omkring Hebron. 4 Så kom Judas mænd, og de salvede David til konge over Judas hus.+

De fortalte David: “Det var mændene fra Jabesh-Gilead der begravede Saul.” 5 David sendte så sendebud til mændene i Jabesh-Gilead og sagde til dem: “Må Jehova velsigne jer fordi I har vist jeres herre Saul loyal kærlighed og begravet ham.+ 6 Må Jehova vise jer loyal kærlighed og trofasthed. Jeg vil også vise jer godhed for det I har gjort.+ 7 Vær nu stærke og modige, for jeres herre Saul er død, og Judas hus har salvet mig til konge over sig.”

8 Men Abner,+ Ners søn, Sauls hærfører, havde ført Sauls søn Ishboshet+ over til Mahanajim+ 9 og gjort ham til konge over Gilead,+ ashuritterne, Jizreel,+ Efraim+ og Benjamin, ja, over hele Israel. 10 Sauls søn Ishboshet var 40 år da han blev konge over Israel, og han regerede i to år. Men Judas hus støttede David.+ 11 David var konge i Hebron over Judas hus i en periode* på syv år og seks måneder.+

12 På et tidspunkt tog Abner, Ners søn, og Sauls søn Ishboshets tjenere fra Mahanajim+ til Gibeon.+ 13 Joab,+ Serujas søn,+ og Davids tjenere tog også afsted og mødte dem ved Gibeons dam; den ene gruppe satte sig på den ene side af dammen, og den anden på den anden side. 14 Til sidst sagde Abner til Joab: “Lad de unge mænd rejse sig og kæmpe* foran os.” Joab sagde: “Lad dem kæmpe.” 15 De rejste sig så og gik frem: 12 af Sauls søn Ishboshets mænd fra Benjamins stamme og 12 af Davids tjenere. 16 De greb fat om hinandens hoved, og hver af dem stak sit sværd i siden på sin modstander, og de faldt alle om sammen. Derfor kaldte man stedet, der ligger i Gibeon, for Helkat-Hazzurim.*

17 Kampen der fulgte efter, blev meget hård den dag, og Abner og Israels mænd blev til sidst besejret af Davids tjenere. 18 Serujas tre sønner,+ Joab,+ Abishaj+ og Asael,+ var med, og Asael var lige så hurtig til bens som en gazelle på marken. 19 Asael satte efter Abner, og han drejede hverken af til højre eller til venstre mens han forfulgte Abner. 20 Abner så sig tilbage og spurgte: “Er det dig, Asael?” “Ja, det er,” svarede Asael. 21 Abner sagde til ham: “Drej af til højre eller til venstre og grib fat i en af de unge mænd og tag hans våben.” Men Asael ville ikke holde op med at forfølge ham. 22 Så Abner sagde igen til Asael: “Hold op med at forfølge mig. Hvorfor skulle jeg slå dig ihjel? Hvordan skulle jeg kunne se din bror Joab i øjnene?” 23 Men han ville ikke standse, så Abner ramte ham i maven med den bagerste ende af sit spyd,+ og spyddet kom ud gennem ryggen på ham. Han faldt om og døde på stedet. Alle der kom til det sted hvor Asael var faldet død om, standsede og stod stille.

24 Så satte Joab og Abishaj efter Abner. Mens solen var ved at gå ned, kom de til Ammahøjen, som ligger over for Gia på vejen til Gibeons ørken. 25 Der samlede benjaminitterne sig i sluttet trop bag Abner, og de stillede sig på toppen af en høj. 26 Abner råbte til Joab: “Skal sværdet dræbe i en uendelighed? Ved du ikke at det kun fører til bitterhed? Hvor længe skal der gå før du siger til folkene at de skal holde op med at forfølge deres brødre?” 27 Til det sagde Joab: “Så sandt den sande Gud lever: Hvis du ikke havde sagt noget, ville folkene først have standset forfølgelsen af deres brødre i morgen tidlig.” 28 Joab blæste i hornet, og hans mænd holdt op med at forfølge Israel, og kampen standsede.

29 Hele den nat marcherede Abner og hans mænd gennem Araba,+ og de krydsede Jordanfloden og marcherede gennem hele slugten* og kom til sidst til Mahanajim.+ 30 Efter at Joab var holdt med at forfølge Abner, samlede han alle folkene. Ud over Asael manglede der 19 af Davids tjenere. 31 Men Davids tjenere havde sejret over benjaminitterne og Abners mænd og dræbt 360 af deres mænd. 32 De bar Asael+ til Betlehem+ og begravede ham i hans fars grav. Derefter marcherede Joab og hans mænd hele natten, og de nåede til Hebron+ da det begyndte at blive lyst.

3 Krigen mellem Sauls hus og Davids hus trak ud. David blev stærkere og stærkere,+ mens Sauls hus blev svagere og svagere.+

2 I Hebron fik David i mellemtiden sønner.+ Hans førstefødte var Amnon,+ som han fik med Akinoam+ fra Jizreel. 3 Hans anden var Kilab, som han fik med Abigajil,+ karmelitten Nabals enke, og den tredje var Absalom,+ søn af Maaka, der var datter af Talmaj,+ Geshurs konge. 4 Den fjerde var Adonija,+ søn af Haggit, og den femte var Shefatja, søn af Abital. 5 Den sjette var Jitream, som David fik med sin hustru Egla. Det var de sønner David fik i Hebron.

6 Mens der var krig mellem Sauls hus og Davids hus, skaffede Abner+ sig mere og mere magt i Sauls hus. 7 Saul havde haft en medhustru der hed Rispa,+ som var datter af Ajja. Ishboshet+ sagde senere til Abner: “Hvorfor har du været i seng med min fars medhustru?”+ 8 Da Ishboshet sagde det, blev Abner meget vred og svarede: “Er jeg et hundehoved fra Juda? Indtil i dag har jeg vist loyal kærlighed mod din fars hus, mod Sauls brødre og venner, og jeg har ikke forrådt dig til David. Alligevel kræver du mig i dag til regnskab for et fejltrin i forbindelse med en kvinde. 9 Må Gud straffe mig hårdt hvis jeg ikke gør dét for David som Jehova lovede ham med en ed,+ 10 nemlig at tage kongedømmet fra Sauls hus og rejse Davids trone over både Israel og Juda, fra Dan til Beersheba.”+ 11 Ishboshet var bange for Abner, så han turde ikke sige et eneste ord.+

12 Abner sendte omgående sendebud til David og sagde: “Hvem tilhører landet?” Han tilføjede: “Indgå en aftale* med mig, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan,* for at få hele Israel over på din side.”+ 13 Han svarede: “Godt, jeg indgår en aftale* med dig. Det eneste jeg beder dig om, er at du ikke viser dig for mig uden at have Mikal,+ Sauls datter, med.” 14 Derefter sendte David bud til Sauls søn Ishboshet+ og sagde: “Giv mig min hustru Mikal, som jeg blev forlovet med for 100 filistres forhuder.”+ 15 Så fik Ishboshet hende hentet fra hendes mand, Paltiel,+ Lajishs søn. 16 Men hendes mand gik med hende, og han græd mens han fulgte efter hende helt til Bahurim.+ Til sidst sagde Abner til ham: “Gå hjem!” Så gik han hjem.

17 Samtidig sendte Abner bud til Israels ældste og sagde: “I har længe ønsket at få David som konge. 18 Nu er tiden inde til at gøre noget, for Jehova har sagt til David: ‘Ved hjælp af min tjener David+ vil jeg redde mit folk, Israel, fra filistrene og fra alle deres fjender.’” 19 Abner talte desuden med benjaminitterne.+ Han tog også til Hebron for selv at tale med David og fortælle ham hvad Israel og hele Benjamins hus var blevet enige om.

20 Da Abner kom til David i Hebron sammen med 20 mand, holdt David en fest for Abner og hans mænd. 21 Derefter sagde Abner til David: “Lad mig tage afsted og samle hele Israel om dig, min herre og konge, så de kan indgå en aftale* med dig og du kan blive konge over hele folket.”* David sendte derfor Abner afsted, og han forlod ham i fred.

22 I det samme kom Davids tjenere og Joab hjem fra et plyndringstogt, og de havde meget bytte med tilbage. Abner var ikke længere hos David i Hebron, for han havde sendt ham afsted i fred. 23 Da Joab+ og alle de soldater der var med ham, ankom, fortalte man ham: “Abner,+ Ners+ søn, kom til kongen, og han sendte ham afsted, og han forlod ham i fred.” 24 Så Joab gik ind til kongen og sagde: “Hvad er det du har gjort? Her kommer Abner til dig, og så sender du ham afsted og lader ham slippe væk! 25 Du kender Abner, Ners søn. Han kom her for at narre dig og for at få at vide hvad du foretager dig, og finde ud af alt om dig.”

26 Joab forlod David og sendte nogle sendebud efter Abner, og de tog ham med sig tilbage fra Siras cisterne* uden at David vidste noget om det. 27 Da Abner kom tilbage til Hebron,+ tog Joab ham til side inde i porten for at tale med ham under fire øjne. Men der stak han ham i maven så han døde,+ som hævn for at han havde dræbt* hans bror Asael.+ 28 Senere hørte David om det, og han sagde: “Jeg og mit kongedømme vil for altid være fri for blodskyld+ foran Jehova når det gælder Abner, Ners søn. 29 Lad det falde tilbage på Joab+ og på hele hans fars slægt. Må der altid være en af Joabs mandlige efterkommere der har udflåd+ eller er spedalsk+ eller spinder garn* eller falder for sværdet eller mangler mad!”+ 30 Joab og hans bror Abishaj+ dræbte Abner+ fordi han havde slået deres bror Asael ihjel i slaget+ ved Gibeon.

31 David sagde til Joab og alle folkene hos ham: “Flæng jeres tøj og klæd jer i sækkelærred og hold klage over Abner.” Kong David gik selv bag ligbåren. 32 De begravede Abner i Hebron, og kongen græd højt ved hans grav, og alle folkene begyndte også at græde. 33 Kongen sang denne sørgesang om Abner:

“Hvorfor skulle Abner dø en så nedværdigende død?

Du døde som en der blev offer for forbrydere.”*+

Og alle folkene græd over ham igen.

35 Senere kom alle folkene for at få David til at spise* mens det stadig var dag, men David sværgede: “Må Gud straffe mig hårdt hvis jeg før solnedgang så meget som smager på brød eller noget som helst andet!”+ 36 Alle folkene bemærkede det, og de syntes godt om det. Ligesom alt andet kongen gjorde, syntes alle folkene at det var godt. 37 Den dag blev folkene og hele Israel klar over at kongen ikke var ansvarlig for mordet på Abner, Ners søn.+ 38 Kongen sagde til sine tjenere: “Ved I ikke at det er en fyrste og en stor mand som i dag er faldet i Israel?+ 39 I dag er jeg svag, selvom jeg er salvet til konge,+ og disse mænd, Serujas sønner,+ er for brutale for mig.+ Må Jehova straffe den onde efter hans ondskab.”+

4 Da Sauls søn Ishboshet+ hørte at Abner var død i Hebron,+ tabte han modet,* og alle israelitterne blev forfærdede. 2 Sauls søn havde to mænd der stod i spidsen for hans røverbander: Den ene hed Baana, og den anden Rekab. De var sønner af Rimmon fra Beerot og hørte til Benjamins stamme. (Beerot+ blev nemlig også regnet for at være en del af Benjamin. 3 Beerotitterne flygtede til Gittajim,+ hvor de bor som udlændinge den dag i dag).

4 Sauls søn Jonatan+ havde en søn med forkrøblede fødder.+ Han var fem år dengang meldingen om Sauls og Jonatans død kom fra Jizreel,+ og hans barnepige tog ham op og flygtede, men da hun flygtede i panik, tabte hun ham, og efter det kunne han ikke gå. Han hed Mefiboshet.+

5 Engang hvor Ishboshet sov til middag på den varme tid af dagen, kom beerotitten Rimmons sønner Rekab og Baana til hans hus. 6 De lod som om de skulle hente hvede, og gik helt ind i huset og stak ham i maven. Derefter flygtede Rekab og hans bror Baana.+ 7 Da de var kommet ind i huset, lå han på sengen i sit soveværelse, og de stak ham ihjel. Bagefter huggede de hans hoved af og tog det med. De vandrede hele natten ad vejen mod Araba. 8 De tog Ishboshets+ hoved med til David i Hebron og sagde til kongen: “Her er hovedet af Ishboshet, søn af din fjende Saul+ som ville slå dig ihjel.+ I dag har Jehova givet min herre kongen hævn over Saul og hans efterkommere.”

9 Men David svarede Rekab og hans bror Baana, der var sønner af Rimmon fra Beerot: “Så sandt Jehova lever, ham der har reddet mig* ud af alle vanskeligheder:+ 10 Dengang en meddelte mig: ‘Saul er død’+ og troede at han kom med gode nyheder, greb jeg fat i ham og dræbte ham+ i Siklag. Det var den belønning jeg gav ham for hans budskab! 11 Nu har onde mænd dræbt en retfærdig mand i hans eget hus mens han lå i sin seng! Skulle jeg så ikke kræve jer til regnskab for hans blod+ og fjerne jer fra jordens flade?” 12 Så gav David de unge mænd ordre om at slå dem ihjel.+ De skar hænder og fødder af dem og hængte dem op+ ved dammen i Hebron. Men Ishboshets hoved begravede de i Abners grav i Hebron.

5 Alle Israels stammer kom til David i Hebron+ og sagde: “Vi er dit eget kød og blod.*+ 2 Førhen da Saul var vores konge, var det dig der ledte Israels felttog.*+ Jehova sagde til dig: ‘Du skal være hyrde for mit folk, Israel, og du skal være leder over Israel.’”+ 3 Nu da alle Israels ældste var kommet til kongen i Hebron, indgik kong David en aftale* med dem+ i Hebron foran Jehova. Derefter salvede de David til konge over Israel.+

4 David var 30 år da han blev konge, og han regerede i 40 år.+ 5 I Hebron regerede han over Juda i 7 år og 6 måneder, og i Jerusalem+ regerede han i 33 år over hele Israel og Juda. 6 Kongen og hans mænd drog til Jerusalem mod jebusitterne+ som boede i landet. De sagde hånligt til David: “Her kommer du aldrig ind! Selv blinde og halte vil jage dig tilbage.” De tænkte: ‘Her kommer David aldrig ind.’+ 7 Alligevel indtog David klippeborgen Zion, som nu er Davidsbyen.+ 8 David sagde nemlig den dag: “De der angriber jebusitterne, skal gå gennem vandledningen for at dræbe både de ‘halte og blinde’, som jeg* hader!” Det er derfor man siger: “Blinde og halte kommer aldrig ind i huset.” 9 Så bosatte David sig i klippeborgen, og den blev kaldt* Davidsbyen. Derefter begyndte han at bygge rundt om den, fra Volden*+ og indefter.+ 10 David fik større og større magt,+ og Jehova, Hærstyrkers Gud, var med ham.+

11 Kong Hiram+ af Tyrus sendte budbringere til David, og også cedertræ,+ tømrere og murere, og de gik i gang med at bygge et palads* til David.+ 12 David forstod at Jehova havde styrket hans stilling som konge over Israel+ og ophøjet hans kongedømme+ for sit folks, Israels, skyld.+

13 Efter at David var kommet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere medhustruer+ og hustruer, og han fik flere sønner og døtre.+ 14 Her er navnene på de sønner han fik i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan,+ Salomon,+ 15 Jibkar, Elishua, Nefeg, Jafia, 16 Elishama, Eljada og Elifelet.

17 Filistrene hørte at David var blevet salvet til konge over Israel,+ så de kom op for at lede efter ham.+ Da David hørte det, tog han ned til tilflugtsstedet.+ 18 Så kom filistrene, og de spredte sig i Refaimdalen.*+ 19 David spurgte Jehova:+ “Skal jeg drage op mod filistrene? Vil du overgive dem til mig?” Jehova svarede David: “Drag op, for jeg vil overgive filistrene til dig.”+ 20 David kom så til Baal-Perasim, og der besejrede han dem. Han sagde: “Jehova er brudt igennem mine fjenders rækker+ foran mig, som vandmasser bryder igennem et dige.” Derfor kaldte han stedet Baal-Perasim.*+ 21 Der efterlod filistrene deres afguder, og David og hans mænd fjernede dem.

22 Senere kom filistrene igen op og spredte sig i Refaimdalen.*+ 23 David rådspurgte Jehova, men Han sagde: “Gå ikke direkte derop. Gå i stedet bag om dem, og angrib dem foran bakabuskene. 24 Når du hører lyden af taktfaste skridt i bakabuskenes toppe, skal du handle beslutsomt, for så vil Jehova være draget ud foran dig for at slå filistrenes hær.” 25 Så gjorde David som Jehova havde befalet ham, og han slog filistrene+ fra Geba+ helt til Gezer.+

6 David samlede igen alle de bedste soldater i Israel, 30.000 mand. 2 Så tog David og alle hans mænd afsted til Baale-Juda for at hente den sande Guds ark+ – foran den påkalder man Hærstyrkers Jehovas navn,+ ham der troner over* keruberne.+ 3 De anbragte den sande Guds ark på en ny vogn+ for at fragte den væk fra Abinadabs hus,+ som lå på højen, og Uzza og Akjo, Abinadabs sønner, førte den nye vogn.

4 Så fragtede de den sande Guds ark væk fra Abinadabs hus på højen, og Akjo gik foran arken. 5 David og alle israelitterne fejrede begivenheden foran Jehova med alle slags instrumenter af enebærtræ, med harper og andre strengeinstrumenter,+ tamburiner,+ sistrer og cymbler.+ 6 Men da de kom til Nakons tærskeplads, rakte Uzza ud efter den sande Guds ark og greb fat i den,+ for okserne fik næsten vognen til at vælte. 7 Så flammede Jehovas vrede op mod Uzza, og den sande Gud slog ham ihjel+ på grund af hans respektløse handling,+ og han døde ved siden af den sande Guds ark. 8 Men David blev vred* over at Jehovas harme havde ramt Uzza, og siden da er stedet blevet kaldt Peres-Uzza.* 9 Den dag blev David bange for Jehova+ og sagde: “Hvordan kan Jehovas ark komme hjem til mig?”+ 10 Så David ønskede ikke at flytte Jehovas ark hjem til sig i Davidsbyen.+ I stedet fik han ført den til gatitten Obed-Edoms hus.+

11 Jehovas ark blev i gatitten Obed-Edoms hus i tre måneder, og Jehova velsignede Obed-Edom og hele hans husstand.+ 12 Man meddelte kong David: “Jehova har velsignet Obed-Edoms husstand og alt hvad der tilhører ham, på grund af den sande Guds ark.” Så begav David sig afsted for at føre den sande Guds ark fra Obed-Edoms hus op til Davidsbyen under stor jubel.+ 13 Da de der bar+ Jehovas ark, havde gået seks skridt, ofrede han en tyr og en fedekalv.

14 David dansede omkring af alle kræfter foran Jehova, og han havde en efod af linned på.*+ 15 Mens David og alle israelitterne førte Jehovas ark+ op, jublede de højt+ og blæste i horn.+ 16 Men da Jehovas ark kom ind i Davidsbyen, kiggede Sauls datter Mikal+ ned fra vinduet og så kong David springe og danse omkring foran Jehova, og hun begyndte at foragte ham i sit hjerte.+ 17 De bar så Jehovas ark ind og stillede den på dens plads inde i det telt David havde rejst til den.+ Derefter ofrede David brændofre+ og fællesskabsofre+ foran Jehova.+ 18 Efter at David havde ofret brændofrene og fællesskabsofrene, velsignede han folket i Hærstyrkers Jehovas navn. 19 Desuden uddelte han et ringformet brød, en daddelkage og en rosinkage til hver mand og kvinde i folket, til hele Israel, hvorefter alle tog hjem, hver til sit hus.

20 Da David kom tilbage for at velsigne sin egen husstand, gik Sauls datter Mikal+ ud for at møde ham, og hun sagde: “Hvor har Israels konge dog opført sig værdigt i dag ved at løbe halvnøgen rundt for øjnene af sine tjeneres trælkvinder, sådan som en tomhjernet mand ville have gjort!”+ 21 David sagde til Mikal: “Jeg viste min glæde foran Jehova, der har udvalgt mig frem for din far og hele hans hus og udnævnt mig til leder for Jehovas folk, Israel.+ Derfor vil jeg fejre denne begivenhed foran Jehova, 22 og jeg vil ydmyge mig endnu mere end det og blive lille, også i mine egne øjne. Men de trælkvinder du omtalte, vil vise mig ære.” 23 Og Sauls datter Mikal+ fik til sin dødsdag ingen børn.

7 Da kongen var flyttet ind i sit palads*+ og Jehova havde givet ham fred for alle de fjender der omgav ham, 2 sagde kongen til profeten Natan:+ “Her bor jeg i et hus af cedertræ+ mens den sande Guds ark står i et telt.”+ 3 Natan svarede kongen: “Gør alt hvad der ligger dig på hjerte, for Jehova er med dig.”+

4 Men samme nat sagde Jehova til Natan: 5 “Gå hen og sig til min tjener David: ‘Sådan siger Jehova: “Skulle du bygge mig et hus at bo i?+ 6 Jeg har jo ikke boet i et hus fra den dag jeg førte israelitterne ud af Egypten,+ og frem til i dag, men jeg har været på vandring og boet i et telt og i en telthelligdom.+ 7 Har jeg i al den tid jeg vandrede sammen med alle israelitterne,* nogensinde sagt til Israels stammeledere, som jeg satte til at være hyrder for mit folk, Israel: ‘Hvorfor har I ikke bygget mig et hus af cedertræ?’”’ 8 Sig nu til min tjener David: ‘Sådan siger Hærstyrkers Gud, Jehova: “Jeg tog dig fra græsgangene, hvor du gik bag fåreflokken,+ for at du skulle være leder for mit folk, Israel.+ 9 Og jeg vil være med dig uanset hvor du går,+ og jeg vil udrydde alle dine fjender foran dig.+ Jeg vil gøre dit navn stort,+ lige så stort som navnene på de største mænd på jorden. 10 Jeg vil tildele mit folk, Israel, et sted og lade dem slå sig ned, og de skal bo der og ikke mere være urolige. Onde mænd vil ikke undertrykke dem igen, sådan som de gjorde før i tiden,+ 11 som de har gjort lige siden jeg satte dommere+ over mit folk, Israel. Og jeg vil give dig fred for alle dine fjender.+

Jehova fortæller dig desuden at Jehova vil bygge dig et hus.*+ 12 Når dit liv er til ende+ og du hviler hos dine forfædre, så vil jeg gøre dit afkom, din egen søn,* til konge efter dig, og jeg vil lade hans kongedømme bestå.+ 13 Han er den der skal bygge et hus for mit navn,+ og jeg vil lade hans kongedømmes trone bestå for altid.+ 14 Jeg vil være hans far, og han skal være min søn.+ Når han gør noget forkert, vil jeg retlede ham med menneskers kæp og med menneskesønners* slag.+ 15 Min loyale kærlighed skal ikke tages fra ham sådan som jeg tog den fra Saul,+ som jeg fjernede foran dig. 16 Dit hus og dit kongedømme vil bestå for altid, og din trone vil være grundfæstet til evig tid.”’”+

17 Natan gengav alle ordene og hele synet for David.+

18 Kong David gik så ind og satte sig foran Jehova og sagde: “Hvem er jeg, Suveræne Herre Jehova? Og hvad er mit hus, siden du har ført mig så langt?+ 19 Som om det ikke var nok, Suveræne Herre Jehova, så fortæller du også din tjener at mit hus skal bestå langt ud i fremtiden. Og det er vejledning til* alle mennesker, Suveræne Herre Jehova. 20 Hvad mere kan din tjener David sige til dig? Du kender mig jo så godt,+ Suveræne Herre Jehova. 21 I harmoni med dit ord og din vilje* har du gjort alle disse store ting og åbenbaret dem for din tjener.+ 22 Derfor er du virkelig stor,+ Suveræne Herre Jehova. Der er ingen som dig,+ og der er ingen anden Gud end dig;+ det bekræftes af alt hvad vi har hørt med egne ører. 23 Og hvilket andet folk på jorden er som Israel, dit folk?+ Gud, du drog ud og løskøbte dem så de kunne blive dit folk,+ og du skabte dig et navn+ ved at gøre store og frygtindgydende gerninger for dem.+ Du fordrev folkeslagene og deres guder for dit folk, som du løskøbte fra Egypten så de kunne blive dit folk. 24 Du gjorde Israel til dit eget folk for altid,+ og du, Jehova, er blevet deres Gud.+

25 Jehova Gud, opfyld for altid det løfte som du har givet din tjener og hans hus, og gør som du har lovet.+ 26 Lad dit navn blive ophøjet til evig tid+ så man kan sige: ‘Hærstyrkers Jehova er Gud over Israel.’ Og lad din tjener Davids hus blive grundfæstet foran dig.+ 27 For du, Hærstyrkers Jehova, Israels Gud, har åbenbaret det for din tjener og sagt: ‘Jeg vil bygge dig et hus.’*+ Det er derfor din tjener har mod* til at bede denne bøn til dig. 28 Suveræne Herre Jehova, du er den sande Gud, og dine ord er sande,+ og du har lovet din tjener alle disse gode ting. 29 Må det behage dig at velsigne din tjeners hus, og må det bestå for altid foran dig,+ for du, Suveræne Herre Jehova, har lovet det, og må din tjeners hus blive velsignet med din velsignelse for evigt.”+

8 Senere besejrede David filistrene+ og begyndte at herske over dem,+ og David tog Meteg-ha-Amma fra filistrene.

2 Han besejrede moabitterne+ og fik dem til at lægge sig på jorden så han kunne måle dem med en snor. To snorlængder blev slået ihjel, og en snorlængde blev bevaret i live.+ Og moabitterne blev Davids tjenere og måtte betale afgift.+

3 David besejrede Hadadezer, der var Rehobs søn og Sobas+ konge, mens Hadadezer var på vej ud for at generobre sit herredømme ved Eufratfloden.+ 4 David tog 1.700 af hans ryttere og 20.000 af hans fodfolk til fange. Derefter skar han haserne over på alle vognhestene på nær 100.+

5 Da aramæerne fra Damaskus+ kom for at hjælpe kong Hadadezer af Soba, slog David 22.000 af dem ihjel.+ 6 Så oprettede David garnisoner i Aram-Damaskus, og aramæerne blev Davids tjenere og måtte betale afgift. Jehova gav David sejr* overalt hvor han kom frem.+ 7 Desuden tog David rundskjoldene af guld fra Hadadezers mænd og bragte dem til Jerusalem.+ 8 Fra Hadadezers byer Beta og Berotaj tog kong David en stor mængde kobber.

9 Kong Toi af Hamat+ hørte at David havde besejret hele Hadadezers hær.+ 10 Så Toi sendte sin søn Joram til kong David for at spørge hvordan det stod til med ham, og for at ønske ham tillykke fordi han havde kæmpet mod Hadadezer og besejret ham (Hadadezer havde nemlig ofte ført krig mod Toi), og han havde gaver af sølv, guld og kobber med. 11 Dem helligede kong David til Jehova, ligesom han havde gjort med det sølv og guld han havde taget fra alle de nationer han havde lagt under sig:+ 12 fra Aram og Moab+ og fra ammonitterne, filistrene+ og amalekitterne.+ Han gjorde det samme med det krigsbytte han havde taget fra Hadadezer,+ der var Rehobs søn og Sobas konge. 13 David skabte sig også et navn da han kom tilbage efter at have dræbt 18.000 edomitter i Saltdalen.+ 14 Han oprettede garnisoner i Edom. I hele Edom oprettede han garnisoner, og alle edomitterne blev Davids tjenere.+ Jehova gav David sejr* overalt hvor han kom frem.+

15 David regerede nu over hele Israel,+ og han sørgede for ret og retfærdighed+ for hele sit folk.+ 16 Joab,+ Serujas søn, var hærchef, og Joshafat,+ Akiluds søn, var historieskriver.* 17 Sadok,+ Akitubs søn, og Akimelek, Ebjatars søn, var præster, og Seraja var sekretær. 18 Benaja,+ Jojadas søn, havde befalingen over keretitterne og peletitterne.+ Og Davids sønner fik høje stillinger ved hoffet.*

9 David sagde engang: “Er der nogen tilbage af Sauls hus som jeg kan vise loyal kærlighed for Jonatans skyld?”+ 2 Nu var der en tjener fra Sauls hus der hed Siba,+ og han blev ført til David. Kongen spurgte: “Er du Siba?” Han svarede: “Ja, jeg er din tjener.” 3 Kongen fortsatte: “Er der nogen tilbage af Sauls hus som jeg kan vise Guds loyale kærlighed?” Siba svarede: “Der er en af Jonatans sønner tilbage. Han har forkrøblede fødder.”+ 4 Kongen spurgte: “Hvor er han?” Siba svarede: “Han er hjemme hos Makir,+ Ammiels søn, i Lodebar.”

5 Kong David sendte straks bud og fik ham hentet fra Makirs, Ammiels søns, hus i Lodebar. 6 Da Mefiboshet, søn af Sauls søn Jonatan, kom ind til David, kastede han sig ned med ansigtet mod jorden. David sagde: “Mefiboshet!” Han svarede: “Her er din tjener.” 7 David sagde til ham: “Vær ikke bange, for jeg vil vise dig loyal kærlighed+ på grund af din far, Jonatan, og jeg vil give dig al den jord tilbage der tilhørte din bedstefar Saul, og du skal altid spise* ved mit bord.”+

8 Så kastede han sig ned og sagde: “Hvem er jeg, siden du tager hensyn til* mig? Din tjener er jo bare en død hund.”+ 9 Kongen sendte nu bud efter Siba, Sauls tjener, og sagde til ham: “Alt hvad der tilhørte Saul og hele hans hus, giver jeg til din herres sønnesøn.+ 10 Du skal dyrke jorden for ham – du og dine sønner og dine tjenere – og du skal bringe høsten i hus og sørge for mad til dem der tilhører din herres sønnesøn. Men Mefiboshet, din herres sønnesøn, skal altid spise ved mit bord.”+

Siba havde 15 sønner og 20 tjenere.+ 11 Siba sagde til kongen: “Jeg vil gøre alt hvad min herre og konge befaler sin tjener.” Derefter spiste Mefiboshet ved Davids bord som en af kongens sønner. 12 Mefiboshet havde en lille søn, der hed Mika.+ Og alle der boede i Sibas hus, blev Mefiboshets tjenere. 13 Og Mefiboshet boede i Jerusalem, for han spiste altid ved kongens bord;+ og hans fødder var forkrøblede.+

10 Senere døde ammonitternes+ konge, og hans søn Hanun blev konge efter ham.+ 2 David sagde: “Jeg vil vise loyal kærlighed mod Hanun, Nahashs søn, ligesom hans far viste mig loyal kærlighed.” Derfor sendte David sine tjenere afsted for at trøste ham i sorgen over hans far. Men da Davids tjenere kom til ammonitternes land, 3 sagde ammonitternes fyrster til deres herre Hanun: “Tror du det er for at vise din far ære at David har sendt nogle for at trøste dig? Mon ikke det er for at gennemsøge og udspionere byen og erobre den at David har sendt sine tjenere til dig?” 4 Så tog Hanun Davids tjenere og barberede halvdelen af deres skæg af+ og skar halvdelen af deres dragt af ved bagdelen og sendte dem væk. 5 Da David hørte det, sendte han straks nogle mænd ud for at møde dem, for mændene var blevet groft ydmyget. Kongen sagde til dem: “Bliv i Jeriko+ indtil jeres skæg er vokset ud igen, og kom så tilbage.”

6 Efterhånden forstod ammonitterne at de var blevet en stank for David, så de sendte bud og lejede aramæere fra Bet-Rehob+ og fra Soba,+ 20.000 soldater til fods; og de lejede Maakas+ konge med 1.000 mand og 12.000 mand fra Ishtob.*+ 7 Da David hørte om det, sendte han Joab og hele hæren afsted, deriblandt de dygtigste krigere.+ 8 Og ammonitterne rykkede ud og stillede op til kamp ved byporten, mens aramæerne fra Soba og Rehob stod for sig selv på åben mark sammen med Ishtob* og Maaka.

9 Joab kunne se at angrebene ville komme både forfra og bagfra, så han udvalgte nogle af Israels bedste krigere og stillede dem op i kampformation mod aramæerne.+ 10 Han gav sin bror Abishaj+ befalingen over resten af mændene så de kunne stille sig op i kampformation mod ammonitterne.+ 11 Så sagde han: “Hvis aramæerne bliver for stærke for mig, må du komme og hjælpe mig, men hvis ammonitterne bliver for stærke for dig, kommer jeg og hjælper dig. 12 Vi må være stærke og kæmpe modigt+ for vores folk og for vores Guds byer, så vil Jehova gøre det der er godt i hans øjne.”+

13 Så gik Joab og hans mænd til angreb på aramæerne, og de flygtede for ham.+ 14 Da ammonitterne så at aramæerne var flygtet, flygtede de for Abishaj og trak sig ind i byen. Efter slaget mod ammonitterne vendte Joab tilbage til Jerusalem.

15 Da aramæerne så at de var blevet besejret af israelitterne, omgrupperede de sig.+ 16 Hadadezer+ sendte bud efter aramæerne i egnen ved Floden,*+ og de kom til Helam, ledet af Shobak, Hadadezers hærfører.

17 Man meddelte det til David, og han samlede straks hele Israels hær og gik over Jordan og kom til Helam. Aramæerne stillede sig så op i kampformation og kæmpede mod ham.+ 18 Men aramæerne flygtede for Israel, og David dræbte 700 af deres vognstyrere og 40.000 af deres ryttere, og han huggede også deres hærfører Shobak ned så han døde.+ 19 Da alle kongerne, Hadadezers tjenere, så at de var blevet besejret af israelitterne, sluttede de omgående fred med israelitterne og underkastede sig dem,+ og aramæerne turde ikke hjælpe ammonitterne igen.

11 Først på året,* ved den tid hvor kongerne drager ud på felttog, sendte David Joab afsted sammen med sine tjenere og hele Israels hær for at nedkæmpe ammonitterne, og de belejrede Rabba.+ Men David blev i Jerusalem.+

2 En aften* stod David op af sin seng og gik omkring på taget af sit palads.* Fra taget så han en kvinde der badede sig, og kvinden var meget smuk. 3 David sendte et bud afsted for at forhøre sig om kvinden, og han fik svaret: “Det er Batseba,+ Eliams datter,+ hittitten+ Urias’+ hustru.” 4 David sendte nogle mænd hen for at hente hende.+ Så hun kom ind til ham, og han gik i seng med hende.+ (Det skete mens hun var ved at rense sig for sin urenhed).*+ Bagefter gik hun hjem igen.

5 Kvinden blev gravid, og hun sendte besked til David: “Jeg er gravid.” 6 David sendte bud til Joab: “Send hittitten Urias til mig.” Så det gjorde Joab. 7 Da Urias var kommet, spurgte David ham hvordan det gik med Joab og med folkene, og hvordan det gik med krigen. 8 Derefter sagde David til Urias: “Gå hjem og hvil dig.”* Urias gik så ud af kongens hus, og man bragte en gave fra kongen* ud efter ham. 9 Men Urias sov ved indgangen til kongens hus sammen med alle kongens andre tjenere, og han gik ikke hjem til sig selv. 10 Man sagde til David: “Urias er ikke gået hjem til sig selv.” Så sagde David til Urias: “Er du ikke lige kommet hjem fra rejse? Hvorfor er du ikke gået hjem til dig selv?” 11 Urias svarede David: “Arken+ og Israels og Judas mænd bor i telte, og min herre Joab og hans mænd har slået lejr i det fri. Skulle jeg så gå hjem til mig selv og spise og drikke og gå i seng med min hustru?+ Så sandt du lever:* Jeg gør det ikke!”

12 David sagde til Urias: “Bliv her også i dag, så vil jeg sende dig afsted i morgen.” Urias blev altså i Jerusalem den dag og dagen efter. 13 David sendte bud efter ham for at han skulle komme og spise og drikke sammen med ham, og han drak ham fuld. Men om aftenen gik Urias ud og lagde sig til at sove på sin seng hos kongens tjenere, og han gik ikke hjem til sig selv. 14 Næste morgen skrev David et brev til Joab og sendte det med Urias. 15 I brevet skrev han: “Anbring Urias i frontlinjen, hvor kampen er hårdest. Træk jer så tilbage fra ham så han bliver ramt og dør.”+

16 Joab havde holdt øje med byen, og han placerede Urias et sted hvor han vidste at fjendens krigere var stærke. 17 Da mændene i byen rykkede ud for at kæmpe mod Joab, faldt nogle af Davids folk, og blandt dem der døde, var hittitten Urias.+ 18 Joab sendte nu en rapport til David om alt hvad der var sket i krigen. 19 Han sagde til budbringeren: “Når du har fortalt kongen om alt hvad der er sket i krigen, 20 bliver kongen måske vred og siger til dig: ‘Hvorfor kom I så tæt på byen for at kæmpe? Vidste I ikke at de ville skyde oppe fra muren? 21 Hvem var det der dræbte Abimelek,+ Jerubbeshets+ søn? Var det ikke en kvinde der kastede en oversten fra en håndkværn ned på ham fra muren i Tebes så han døde? Hvorfor kom I så tæt på muren?’ Så skal du sige: ‘Din tjener hittitten Urias er også død.’”

22 Budbringeren tog så afsted og fortalte David alt hvad Joab havde sagt han skulle sige. 23 Budbringeren sagde til David: “Fjenden fik overtaget over os, og de rykkede ud imod os på marken, men vi trængte dem tilbage til byporten. 24 Og bueskytterne skød på dine folk oppe fra muren, og nogle af kongens folk døde. Din tjener hittitten Urias døde også.”+ 25 David sagde til budbringeren: “Sig til Joab: ‘Det skal du ikke lade dig slå ud af, for sværdet dræber både den ene og den anden. Forstærk angrebet mod byen og indtag den.’+ Og du skal opmuntre ham.”

26 Da Urias’ hustru hørte at hendes mand var død, begyndte hun at sørge over ham. 27 Så snart sørgetiden var forbi, sendte David bud efter hende og hentede hende hjem til sig. Hun blev hans hustru,+ og hun fødte ham en søn. Men Jehova var meget utilfreds med det David havde gjort.*+

12 Jehova sendte så Natan+ til David. Han kom ind til ham+ og sagde: “Der var to mænd i samme by, den ene var rig, og den anden var fattig. 2 Den rige mand havde rigtig mange får og okser,+ 3 men den fattige mand havde ikke andet end ét lille hunlam som han havde købt.+ Han tog sig af det, og det voksede op hos ham og hans sønner. Det spiste af den smule mad han havde, og det drak af hans bæger og sov i hans arme. Det var som en datter for ham. 4 En dag fik den rige mand en gæst, men han ville ikke tilberede et af sine egne får eller en af sine egne okser til den rejsende der var kommet til ham. I stedet tog han den fattige mands lam og tilberedte det til gæsten der var kommet til ham.”+

5 Det gjorde David meget vred, og han sagde til Natan: “Så sandt Jehova lever:+ Den mand der gjorde det, fortjener at dø! 6 Og han skal betale firdobbelt erstatning+ for lammet fordi han gjorde som han gjorde, og ikke viste medfølelse.”

7 Så sagde Natan til David: “Du er manden! Det her er hvad Jehova, Israels Gud, siger: ‘Jeg salvede dig til konge over Israel,+ og jeg reddede dig fra Saul.+ 8 Jeg var villig til at give dig din herres hus+ og lægge din herres hustruer+ i dine arme, og jeg gav dig Israels og Judas hus.+ Og som om det ikke var nok, så var jeg villig til at gøre meget mere for dig.+ 9 Så hvorfor har du foragtet Jehovas ord og gjort det der er ondt i hans øjne? Du dræbte hittitten Urias med sværdet!+ Og efter at du havde dræbt ham med ammonitternes sværd,+ tog du hans hustru+ og giftede dig med hende. 10 Nu skal sværdet aldrig nogensinde forlade dit hus,+ for du foragtede mig og tog hittitten Urias’ hustru.’ 11 Det her er hvad Jehova siger: ‘Jeg lader ulykken komme over dig fra dit eget hus,+ og for øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden mand,*+ og han vil have samleje med dem ved højlys dag.*+ 12 Du handlede i det skjulte,+ men jeg vil gøre dette foran hele Israel ved højlys dag.’”*

13 David sagde til Natan: “Jeg har syndet mod Jehova.”+ Natan svarede David: “Så tilgiver Jehova din synd.*+ Du skal ikke dø.+ 14 Men fordi du har været fuldstændigt respektløs over for Jehova i denne sag, vil den søn du lige har fået, dø.”

15 Derefter gik Natan hjem til sig selv.

Og Jehova lod det barn som David havde fået med Urias’ hustru, blive ramt af sygdom. 16 David gik i forbøn for drengen hos den sande Gud. David fastede strengt, og han gik ind og tilbragte nætterne liggende på gulvet.+ 17 De ældste i hans hus stillede sig over ham og forsøgte at få ham til at rejse sig fra gulvet, men det nægtede han, og han ville ikke spise sammen med dem. 18 Den syvende dag døde drengen, men Davids tjenere var bange for at fortælle ham at drengen var død. De sagde: “Mens drengen var i live, talte vi til ham, men han lyttede ikke til os. Så hvordan kan vi fortælle ham at drengen er død? Måske gør han noget desperat.”

19 Da David så at hans tjenere hviskede sammen, forstod han at drengen var død. David sagde til sine tjenere: “Er drengen død?” De svarede: “Ja, han er død.” 20 David rejste sig så fra gulvet. Han vaskede sig, gned sig ind i olie,+ skiftede tøj og gik til Jehovas hus+ og kastede sig ned. Bagefter gik han ind i sit palads* og sagde at man skulle bringe ham noget mad, og han spiste. 21 Hans tjenere spurgte ham: “Hvorfor opfører du dig sådan? Mens drengen var i live, fastede og græd du, men nu hvor drengen er død, er du stået op og spiser.” 22 Han svarede: “Mens drengen var i live, fastede+ og græd jeg, for jeg sagde til mig selv: ‘Hvem ved om Jehova vil have medfølelse med mig og lade ham leve?’+ 23 Hvorfor skulle jeg faste nu hvor han er død? Kan jeg bringe ham tilbage?+ Jeg går til ham,+ men han vender ikke tilbage til mig.”+

24 David trøstede så sin hustru Batseba.+ Han gik ind til hende og elskede med hende. Hun fødte en søn, som fik navnet Salomon.*+ Jehova elskede drengen højt+ 25 og sendte bud gennem profeten Natan+ om at han skulle have navnet Jedidja* fordi Jehova elskede ham højt.

26 Joab fortsatte med at kæmpe mod ammonitternes+ by Rabba,+ og han indtog kongebyen.*+ 27 Så sendte Joab bud til David og sagde: “Jeg har ført krig mod Rabba+ og indtaget vandbyen.* 28 Saml nu resten af soldaterne, omring byen og indtag den. Ellers vil det være mig der indtager byen og får æren for det.”*

29 David samlede så hele hæren og drog til Rabba og kæmpede mod den og indtog den. 30 Han tog desuden kronen af Malkams hoved. Den var af guld og vejede en talent,* og der var kostbare sten på den, og man satte den på Davids hoved. Han tog også meget bytte+ fra byen.+ 31 Og han førte indbyggerne ud og satte dem til at save sten, arbejde med jernhakker og jernøkser og fremstille teglsten. Sådan gjorde han ved alle ammonitternes byer. Til sidst vendte David og hele hæren tilbage til Jerusalem.

13 Davids søn Absalom havde en smuk søster der hed Tamar,+ og hende blev Davids søn Amnon+ forelsket i. 2 Amnon var så frustreret på grund af sin søster Tamar at han blev syg. Hun var nemlig jomfru, og det virkede umuligt for Amnon at komme i nærheden af hende. 3 Men Amnon havde en ven der hed Jonadab,+ en søn af Davids bror Shima.+ Jonadab var en udspekuleret mand, 4 så han sagde til ham: “Hvorfor er du, kongens søn, så nedtrykt hver morgen? Fortæl mig det nu.” Amnon svarede: “Jeg er forelsket i Tamar, min bror Absaloms søster.”+ 5 Jonadab sagde til ham: “Læg dig på din seng og lad som om du er syg. Når din far kommer for at se til dig, så sig til ham: ‘Vil du ikke nok lade min søster Tamar komme og give mig noget mad? Hvis hun tilbereder maden* mens jeg ser på det, og giver mig den, vil jeg spise.’”

6 Amnon lagde sig så og lod som om han var syg, og kongen kom for at se til ham. Amnon sagde til kongen: “Vil du ikke nok lade min søster Tamar komme og bage to hjerteformede kager mens jeg ser på, så jeg kan spise den mad hun giver mig?” 7 David sendte besked til Tamar derhjemme: “Gå over til din bror Amnons hus og lav mad* til ham.” 8 Tamar gik så over til sin bror Amnons hus, hvor han lå i sin seng. Hun tog dejen og æltede den til kager mens han så på, og derefter tilberedte hun kagerne. 9 Så tog hun panden og serverede for ham. Men Amnon nægtede at spise, og han sagde: “Gå ud herfra, alle sammen!” Så gik alle ud.

10 Amnon sagde til Tamar: “Tag maden* med ind i soveværelset og giv mig den, så skal jeg nok spise.” Så tog Tamar de hjerteformede kager hun havde lavet, med ind til sin bror Amnon i soveværelset. 11 Da hun kom med dem så han kunne spise, greb han fat i hende og sagde: “Kom, læg dig hos mig, søster!” 12 Men hun sagde til ham: “Nej, bror! Krænk mig ikke, for sådan gør man ikke i Israel.+ Gør ikke noget så forkasteligt.+ 13 Hvordan skulle jeg kunne leve med min skam? Og du vil blive betragtet som en af de mænd i Israel man foragter. Nej, tal hellere med kongen, for han vil ikke have noget imod at du får mig.” 14 Men han ville ikke høre på hende, og han overmandede hende og krænkede hende ved at voldtage hende. 15 Bagefter kom Amnon til at hade hende stærkt, og hans had til hende blev større end den kærlighed han havde følt for hende. Amnon sagde til hende: “Rejs dig og gå!” 16 Hun sagde til ham: “Nej, bror, hvis du sender mig væk nu, er det værre end det du har gjort imod mig!” Men han ville ikke høre på hende.

17 Han kaldte på sin unge tjener og sagde: “Få den kvinde væk fra mig, og lås døren efter hende.” 18 (Hun havde en særlig* kjortel på, for sådan gik kongedøtrene klædt så længe de var jomfruer). Så førte hans tjener hende udenfor, og han låste døren efter hende. 19 Tamar kom aske på hovedet,+ og hun flængede den særlige kjortel hun havde på. Så gik hun skrigende derfra mens hun holdt hænderne på hovedet.

20 Hendes bror Absalom+ sagde til hende: “Var det din bror Amnon der var sammen med dig? Fortæl ikke nogen om det, kære søster. Han er jo din bror.+ Du må lægge det bag dig.”* Tamar boede derefter tilbagetrukket i sin bror Absaloms hus. 21 Da kong David hørte om alt dette, blev han meget vred.+ Men han ville ikke såre sin søn Amnons følelser. Han elskede ham nemlig fordi han var hans førstefødte. 22 Og Absalom sagde ikke noget til Amnon, hverken ondt eller godt. Absalom hadede+ nemlig Amnon fordi han havde krænket hans søster Tamar.+

23 To år senere var Absaloms fåreklippere i Baal-Hasor, i nærheden af Efraim,+ og Absalom inviterede alle kongens sønner til en fest.+ 24 Absalom gik til kongen og sagde: “Din tjener er ved at klippe sine får. Jeg vil gerne bede kongen og hans tjenere om at tage med mig.” 25 Men kongen sagde til Absalom: “Nej, min søn. Hvis vi alle sammen kommer, vil det være en byrde for dig.” Selvom Absalom blev ved med at prøve at overtale kongen, ville han ikke tage med, men han velsignede ham. 26 Så sagde Absalom: “Hvis du ikke vil med, så lad i det mindste min bror Amnon tage med os.”+ Kongen svarede: “Hvorfor skulle han tage med dig?” 27 Men Absalom overtalte ham, så han sendte Amnon og alle kongens sønner med ham.

28 Absalom befalede sine tjenere: “Vær parate, for når Amnons hjerte er i godt humør på grund af vinen, siger jeg til jer: ‘Hug Amnon ned!’ Så skal I slå ham ihjel. Vær ikke bange. Er det ikke mig der befaler jer at gøre det? Vær stærke og modige.” 29 Absaloms tjenere gjorde mod Amnon som Absalom havde befalet. Så sprang alle kongens sønner op, og hver af dem flygtede på sit muldyr. 30 Mens de var på vej, hørte David dette rygte: “Absalom har slået alle kongens sønner ihjel, og der er ikke en eneste af dem der har overlevet.” 31 Kongen rejste sig op, flængede sit tøj og lagde sig på jorden, og alle hans tjenere stod omkring ham med flænget tøj.

32 Men Jonadab,+ der var søn af Davids bror Shima,+ sagde: “Min herre må ikke tro at man har slået alle kongens unge sønner ihjel, for det er kun Amnon der er død.+ Det er sket efter ordre fra Absalom, som har været besluttet på at gøre dette+ lige siden den dag Amnon krænkede hans søster+ Tamar.+ 33 Min herre kongen skal ikke lytte til det rygte* der siger: ‘Alle kongens sønner er døde.’ Det er kun Amnon der er død.”

34 I mellemtiden flygtede Absalom.+ Senere så vagtposten en masse mennesker komme ad vejen langs bjerget. 35 Så sagde Jonadab+ til kongen: “Se, kongens sønner er kommet tilbage. Det var jo det din tjener sagde.” 36 Han var knap nok færdig med at tale før kongens sønner kom ind, og de græd højt. Også kongen og alle hans tjenere græd fortvivlet. 37 Men Absalom flygtede til Talmaj,+ Ammihuds søn, kongen i Geshur. David sørgede over sin søn i mange dage. 38 Absalom flygtede altså til Geshur,+ og der blev han i tre år.

39 Til sidst længtes kong David efter at se Absalom, for han havde affundet sig med* at Amnon var død.

14 Joab, Serujas søn,+ fandt nu ud af at kongen længtes stærkt efter Absalom.+ 2 Så Joab tilkaldte en klog kvinde fra Tekoa.+ Han sagde til hende: “Lad som om du sørger, og tag sørgeklæder på, og indgnid dig ikke med olie.+ Opfør dig som en kvinde der længe har sørget over en død. 3 Gå så ind til kongen og sig det jeg nu fortæller dig.” Og Joab fortalte hende hvad hun skulle sige.*

4 Kvinden fra Tekoa gik ind til kongen og faldt på knæ og bøjede sig med ansigtet mod jorden og sagde: “Hjælp mig, konge!” 5 Kongen spurgte hende: “Hvad er der galt?” Til det sagde hun: “Jeg er enke, min mand er død. 6 Og jeg, din tjener, havde to sønner, og de kom op at slås ude på marken. Der var ingen til at skille dem ad, så den ene slog den anden ned og dræbte ham. 7 Og nu har hele familien vendt sig mod mig, din tjener, og de siger: ‘Udlevér ham der slog sin bror ihjel, så vi kan dræbe ham som hævn for at han tog sin brors liv,+ selv hvis det betyder at arvingen bliver ryddet af vejen!’ De vil slukke den sidste glød jeg har tilbage,* så min mand hverken har et navn eller en efterkommer* tilbage på jorden.”

8 Kongen sagde til kvinden: “Gå hjem, så tager jeg mig af sagen.” 9 Kvinden fra Tekoa sagde nu til kongen: “Min herre og konge, lad skylden hvile på mig og min fars hus, men kongen og hans trone er uden skyld.” 10 Kongen sagde så: “Hvis nogen siger noget til dig igen, skal du komme til mig med ham, så vil han aldrig mere genere dig.” 11 Men hun sagde: “Jeg beder dig, min konge, sværg ved* Jehova din Gud så blodhævneren+ ikke gør skaden større og dræber min søn.” Til det sagde han: “Så sandt Jehova lever:+ Ikke ét af din søns hår skal falde til jorden.” 12 Derefter sagde kvinden: “Lad din tjener sige noget til min herre kongen.” Han sagde så: “Tal!”

13 Kvinden sagde: “Hvorfor har du så tænkt dig at gøre det samme mod Guds folk?+ Når kongen siger som han gør, dømmer han sig selv, for kongen bringer ikke sin egen fordrevne søn+ tilbage. 14 Vi skal alle dø og blive som vand der hældes ud på jorden og ikke kan samles op igen. Men Gud vil ikke tage nogens liv,* og han ser efter grunde til at den fordrevne ikke altid skal være fordrevet fra ham. 15 Jeg er kommet for at sige det her til min herre kongen fordi folkene gjorde mig bange. Derfor sagde jeg, din tjener: ‘Jeg vil tale med kongen. Måske vil kongen gøre hvad hans træl beder ham om. 16 Kongen vil måske høre på mig og redde sin træl fra den mand der søger at tilintetgøre mig og min eneste søn og fratage os den arv Gud har givet os.’+ 17 Derefter sagde din tjener: ‘Lad min herre og konges ord give mig lindring’, for min herre kongen er som en af den sande Guds engle med hensyn til at kende forskel på godt og ondt. Må Jehova din Gud være med dig.”

18 Kongen sagde til kvinden: “Svar mig nu ærligt på alt det jeg spørger dig om.” Kvinden svarede: “Tal, min herre og konge.” 19 Kongen spurgte så: “Er det Joab der har fået dig til at gøre alt det her?”+ Kvinden svarede: “Så sandt du lever, min herre og konge, det er præcis som* min herre og konge siger, for det var din tjener Joab der gav mig besked på hvad din tjener skulle gøre og sige. 20 Din tjener Joab har gjort dette for at du skal se sagen fra en anden side, men min herre er lige så vis som den sande Guds engel og ved alt hvad der sker i landet.”

21 Derefter sagde kongen til Joab: “Det er i orden, jeg gør det.+ Tag afsted og hent den unge mand Absalom+ tilbage.” 22 Joab faldt på knæ og bøjede sig med ansigtet mod jorden. Han lovpriste kongen og sagde: “Nu ved jeg at din tjener har din velvilje, min herre og konge, for kongen har gjort hvad hans tjener har bedt ham om.” 23 Så begav Joab sig til Geshur+ og tog Absalom med tilbage til Jerusalem. 24 Men kongen sagde: “Lad ham vende hjem til sit eget hus, men mig får han ikke at se.” Absalom vendte så hjem til sit eget hus, og han fik ikke kongen at se.

25 Ingen mand i hele Israel var så beundret for sit udseende som Absalom. Fra top til tå var der ingen fejl ved ham. 26 Når han klippede sit hår (han klippede det en gang om året, sidst på året, for ellers blev det for tungt for ham), vejede håret fra hans hoved 200 sekel* efter det kongelige vægtlod.* 27 Absalom fik tre sønner+ og en datter, der hed Tamar. Hun var en meget smuk kvinde.

28 Absalom boede i Jerusalem i to hele år uden at få kongen at se.+ 29 Absalom tilkaldte Joab for at sende ham til kongen, men Joab ville ikke komme. Så sendte han bud efter ham igen, men han nægtede stadig at komme. 30 Til sidst sagde han til sine tjenere: “Joabs mark ligger ved siden af min, og han har byg på den. Gå hen og sæt ild til den.” Så satte Absaloms tjenere ild til marken. 31 Det fik Joab til at gå hen til Absalom i hans hus, og han sagde til ham: “Hvorfor har dine tjenere sat ild til min mark?” 32 Absalom svarede: “Hør engang, jeg sendte den her besked til dig: ‘Kom herhen så jeg kan sende dig til kongen og spørge: “Hvorfor er jeg kommet fra Geshur?+ Det havde været bedre for mig at blive der. Lad mig nu få kongen at se, og hvis jeg er skyldig i noget, kan han tage mit liv.”’”

33 Så gik Joab ind til kongen og sagde det til ham. Kongen tilkaldte så Absalom, der kom ind og bøjede sig for ham og kastede sig med ansigtet mod jorden foran ham. Derefter kyssede kongen Absalom.+

15 Efter alt det skaffede Absalom sig en stridsvogn og heste og 50 mand der skulle løbe foran ham.+ 2 Absalom stod tidligt op hver morgen og stillede sig ved vejen til byporten.+ Når der kom en mand med en sag som kongen skulle dømme i,+ kaldte Absalom på ham og sagde: “Hvilken by er du fra?” Og så svarede han: “Din tjener er fra en af Israels stammer.” 3 Absalom sagde så til ham: “Det du ønsker at opnå, er både ret og rimeligt, men der er ingen hos kongen til at tage sig af din sag.” 4 Absalom sagde også: “Hvis bare man gjorde mig til dommer i landet! Så ville enhver mand der havde en sag eller en strid, komme til mig, og så ville jeg sørge for at han fik en retfærdig dom.”

5 Og når nogen kom hen for at bøje sig for Absalom, rakte han hånden ud og greb fat i ham og kyssede ham.+ 6 Sådan gjorde Absalom med alle de israelitter der kom til kongen for at få deres sag afgjort. På den måde stjal Absalom Israels mænds hjerte.+

7 Da der var gået fire år,* sagde Absalom til kongen: “Lad mig tage til Hebron+ og opfylde det løfte jeg har givet Jehova. 8 For mens jeg, din tjener, boede i Geshur+ i Aram, aflagde jeg dette højtidelige løfte:+ ‘Hvis Jehova lader mig vende tilbage til Jerusalem, vil jeg bringe et offer til* Jehova.’” 9 Kongen svarede: “Gå med fred.” Så tog han afsted til Hebron.

10 Absalom sendte nu spioner ud til alle Israels stammer. Han sagde til dem: “Så snart I hører lyden af hornet, skal I bekendtgøre: ‘Absalom er blevet konge i Hebron!’”+ 11 Og 200 mænd fra Jerusalem var taget med Absalom; de var blevet inviteret og gik med i god tro, uden at vide hvad der foregik. 12 Da Absalom bragte ofrene, tilkaldte han desuden gilonitten Akitofel,+ Davids rådgiver,+ som var i sin hjemby, Gilo.+ Sammensværgelsen greb mere og mere om sig, og der var flere og flere der støttede Absalom.+

13 Senere kom der en og fortalte det til David. Han sagde: “Israels mænds hjerte har vendt sig til Absalom.” 14 Straks sagde David til alle sine tjenere i Jerusalem: “Kom, lad os flygte,+ for ellers slipper ingen af os fra Absalom! Skynd jer, ellers kan han hurtigt indhente os og bringe ulykke over os og dræbe alle i byen med sværd!”+ 15 Kongens tjenere svarede: “Uanset hvad vores herre kongen beslutter at vi skal gøre, er dine tjenere parate.”+ 16 Så tog kongen afsted, og hele hans husstand fulgte med, men kongen efterlod ti medhustruer+ til at se efter paladset.* 17 Kongen og hele hans følge forlod byen, og de standsede ved Bet-Merhak.

18 Alle kongens tjenere som var med ham,* og alle keretitterne, peletitterne+ og gatitterne,+ 600 mand der havde fulgt ham fra Gat,+ gik forbi mens han inspicerede dem.* 19 Så sagde kongen til gatitten Ittaj:+ “Hvorfor skulle du også gå med os? Vend om, og bo hos den nye konge, for du er udlænding og har været tvunget til at forlade dit land. 20 Du kom i går, så hvorfor skulle jeg i dag kræve at du flakker om sammen med os, at du følger mig uanset hvor jeg tager hen, og hvornår? Vend om, og tag dine brødre med dig. Må Jehova vise dig loyal kærlighed og troskab!”+ 21 Men Ittaj svarede kongen: “Så sandt Jehova lever, og så sandt min herre og konge lever – der hvor min herre og konge er, der vil din tjener være, uanset om det betyder død eller liv!”+ 22 Så sagde David til Ittaj:+ “Kom og gå over.” Gatitten Ittaj gik så over sammen med alle sine mænd og deres familier.

23 Alle i landet græd højt mens de der havde forladt byen, gik over Kedrondalen,+ hvor kongen stod, og de begyndte at følge vejen mod ørkenen. 24 Sadok+ var der også, og med ham var alle de levitter+ der bar den sande Guds pagts ark.+ De satte den sande Guds ark ned; og Ebjatar+ kom mens alle folkene gik over fra byen. 25 Men kongen sagde til Sadok: “Tag den sande Guds ark med tilbage til byen.+ Hvis Jehova er positivt stemt over for mig, vil han også lade mig komme tilbage og lade mig se den og det sted hvor den står.+ 26 Men hvis han siger: ‘Jeg bryder mig ikke om dig’, så lad ham gøre med mig hvad der er bedst i hans øjne.” 27 Kongen sagde til præsten Sadok: “Er du ikke seer?+ Du og Ebjatar skal vende tilbage til byen i fred og tage jeres to sønner med jer, din søn Akimaas og Ebjatars søn Jonatan.+ 28 Jeg bliver ved vadestederne i ørkenen indtil I sender bud og fortæller mig hvad der sker.”+ 29 Sadok og Ebjatar tog så den sande Guds ark med tilbage til Jerusalem, og der blev de.

30 David græd mens han gik op ad Oliebjerget;+ hans hoved var tildækket, og han havde bare fødder. Alle folkene der var med ham, tildækkede også deres hoved, og de græd mens de gik op. 31 Så fortalte man David: “Akitofel er en af dem der er med i Absaloms+ sammensværgelse.”+ Til det sagde David: “Jeg beder dig, Jehova,+ lad Akitofels råd blive opfattet som tåbeligt!”+

32 Da David kom til toppen hvor man plejede at bøje sig for Gud, kom arkitten+ Hushaj+ ham i møde – med flænget kjortel og jord på hovedet. 33 Men David sagde til ham: “Hvis du går over sammen med mig, vil du være en byrde for mig. 34 Men hvis du vender tilbage til byen og siger til Absalom: ‘Jeg er din tjener, konge. Før var jeg din fars tjener, men nu er jeg din tjener’,+ så kan du sabotere Akitofels råd for mig.+ 35 Præsterne Sadok og Ebjatar er der jo sammen med dig. Du skal fortælle dem alt hvad du hører fra kongens hus.+ 36 De har deres to sønner hos sig, Sadoks søn Akimaas+ og Ebjatars søn Jonatan,+ og dem skal I sende til mig med besked om alt hvad I hører.” 37 Hushaj, Davids ven,*+ gik så ind i Jerusalem samtidig med at Absalom ankom til byen.

16 Da David var nået et lille stykke forbi toppen,+ kom Mefiboshets+ medhjælper Siba+ ham i møde med et par opsadlede æsler. De var læsset med 200 brød, 100 rosinkager, 100 kager lavet af sommerfrugt* og en stor krukke vin.+ 2 Kongen sagde til Siba: “Hvorfor har du taget alt det med?” Siba svarede: “Æslerne skal kongens husstand have at ride på, brødet og sommerfrugten er til de unge mænd, og vinen er til dem der bliver udmattede i ørkenen.”+ 3 Kongen sagde nu: “Og hvor er din herres sønnesøn?”*+ Siba svarede kongen: “Han er i Jerusalem, for han sagde: ‘I dag vil Israels hus give mig min fars kongedømme tilbage.’”+ 4 Så sagde kongen til Siba: “Alt hvad der tilhørte Mefiboshet, er dit.”+ Siba svarede: “Jeg bøjer mig for dig. Må jeg have din godkendelse, min herre og konge.”+

5 Da kong David nåede til Bahurim, kom en mand fra Sauls slægt ud derfra. Det var Shimi,+ Geras søn, og han råbte forbandelser mens han kom nærmere.+ 6 Han kastede sten efter kong David og alle hans tjenere og efter folkene og alle de stærke krigere til højre og venstre for David. 7 Shimi forbandede ham og råbte: “Forsvind, forsvind, din morder!* Onde, uduelige mand! 8 Jehova har gjort gengæld mod dig for al blodskylden for Sauls hus. Du tog kongedømmet fra Saul, men Jehova giver kongedømmet til din søn Absalom. Nu er du blevet ramt af ulykke, for du er en morder!”+

9 Abishaj, Serujas søn,+ sagde til kongen: “Hvorfor skal den døde hund+ forbande min herre og konge?+ Giv mig lov til at gå over og hugge hovedet af ham.”+ 10 Men kongen sagde: “Hvad har det med jer at gøre, Serujas sønner?+ Lad ham forbande mig,+ for Jehova har sagt til ham:+ ‘Forband David!’ Så hvem kan sige: ‘Hvorfor gør du det?’” 11 David sagde så til Abishaj og til alle sine tjenere: “Min egen søn, mit eget kød og blod, prøver at slå mig ihjel.+ Så hvad kan man forvente af en benjaminit?+ Lad ham være så han kan forbande mig, for Jehova har sagt til ham at han skal gøre det! 12 Måske vil Jehova se min forfærdelige situation,+ og måske vil Jehova vende de forbandelser der er blevet råbt mod mig i dag, til noget godt.”+ 13 Derefter fortsatte David og hans mænd ned ad vejen mens Shimi gik ved siden af ham, langs bjergsiden, og råbte forbandelser+ og kastede med sten og jord.

14 Omsider ankom kongen og alle hans folk helt udmattede til deres bestemmelsessted, og de hvilede ud.

15 I mellemtiden ankom Absalom og alle de mænd i Israel der støttede ham, til Jerusalem, og Akitofel+ var med ham. 16 Da arkitten+ Hushaj,+ Davids ven,* kom ind til Absalom, sagde han til Absalom: “Kongen længe leve!+ Kongen længe leve!” 17 Til det sagde Absalom til Hushaj: “Er det sådan du viser loyal kærlighed mod din ven? Hvorfor er du ikke gået med din ven?” 18 Hushaj svarede Absalom: “Nej, jeg følger den som Jehova, folket og alle mændene i Israel har udvalgt. Ham bliver jeg hos. 19 Og jeg siger det igen: Hvem bør jeg tjene? Burde det ikke være min vens* søn? Ligesom jeg har tjent din far, sådan vil jeg tjene dig.”+

20 Absalom sagde så til Akitofel: “Giv mig et råd.+ Hvad skal vi gøre?” 21 Akitofel sagde til Absalom: “Gå i seng med din fars medhustruer,+ dem han efterlod til at se efter paladset.*+ Så vil hele Israel høre at du har gjort dig selv til en stank for din far, og alle der støtter dig, vil blive styrket.” 22 Man slog derfor et telt op til Absalom oppe på taget,+ og Absalom gik i seng med sin fars medhustruer+ for øjnene af hele Israel.+

23 Dengang blev Akitofels råd+ betragtet som* et ord fra den sande Gud. Sådan betragtede både David og Absalom alle Akitofels råd.

17 Akitofel sagde så til Absalom: “Giv mig lov til at udvælge 12.000 mand og sætte efter David i nat. 2 Jeg vil overrumple ham mens han er udmattet og svag.*+ Så vil han gå i panik, og alle der er med ham, vil flygte, og det er kun kongen jeg slår ihjel.+ 3 Bagefter fører jeg alle folkene tilbage til dig. Om de alle vender tilbage eller ej, afhænger af hvad der sker med den mand du er ude efter. Hele folket vil så få fred.” 4 Det syntes både Absalom og alle Israels ældste var et godt forslag.

5 Men Absalom sagde: “Tilkald arkitten Hushaj+ så vi også kan høre hvad han har at sige.” 6 Hushaj kom så ind til Absalom, og Absalom sagde til ham: “Det her var Akitofels råd. Skal vi følge det? Hvis ikke, så sig frem.” 7 Hushaj svarede Absalom: “I dette tilfælde er det ikke et godt råd Akitofel har givet!”+

8 Hushaj fortsatte: “Du ved jo at din far og hans mænd er stærke,+ og de er lige så rasende* som en hunbjørn der har mistet sine unger.+ Desuden er din far en kriger,+ og han overnatter ikke sammen med sine mænd. 9 I dette øjeblik gemmer han sig i en af hulerne* eller et andet sted,+ og hvis han angriber først, vil de der hører om det, sige: ‘De mænd der følger Absalom, er blevet besejret!’ 10 Selv en modig mand med et hjerte som en løves+ vil smelte af skræk, for hele Israel ved at din far er en dygtig kriger,+ og at de mænd der er med ham, er modige. 11 Jeg giver det her råd: Saml hele Israel hos dig, fra Dan til Beersheba,+ lige så mange som der er sandkorn ved havet,+ og gå selv i spidsen for dem i kampen. 12 Vi vil angribe ham uanset hvor han er, og vi vil komme over ham som duggen der falder på jorden, og ikke en eneste vil overleve, hverken han eller nogen af hans mænd. 13 Hvis han trækker sig tilbage til en by, vil hele Israel tage reb med sig til den by, og vi vil slæbe den ned i dalen til der ikke er den mindste sten tilbage.”

14 Så sagde Absalom og alle Israels mænd: “Arkitten Hushajs råd er bedre+ end Akitofels råd!” Jehova havde nemlig besluttet* at Akitofels gode råd+ skulle saboteres så Jehova kunne bringe ulykke over Absalom.+

15 Senere sagde Hushaj til præsterne Sadok og Ebjatar:+ “Det her er det råd Akitofel gav Absalom og Israels ældste, og det her er det råd jeg gav. 16 Skynd jer, send bud til David og advar ham: ‘Overnat ikke ved Jordans vadesteder* i ørkenen i nat, men gå med det samme over floden, for ellers vil kongen og alle der er med ham, blive udslettet.’”*+

17 Jonatan+ og Akimaas+ var ved En-Rogel,*+ for de turde ikke blive set gå ind i byen, så en tjenestepige kom ud og underrettede dem så de kunne tage afsted og underrette kong David. 18 Men en ung mand så dem og fortalte det til Absalom, så de skyndte sig afsted. De kom til et hus der tilhørte en mand i Bahurim+ som havde en brønd på sin gårdsplads. Den kravlede de ned i, 19 og mandens kone bredte et tæppe ud over åbningen på brønden og dyngede gryn hen over, og ingen vidste noget. 20 Absaloms tjenere kom til kvinden i huset og spurgte: “Hvor er Akimaas og Jonatan?” Hun svarede: “De gik forbi ned mod floden.”+ Mændene ledte efter dem men fandt dem ikke, så de vendte tilbage til Jerusalem.

21 Efter at de var gået, kom de to mænd op af brønden og tog afsted og informerede kong David. De sagde: “Bryd op og skynd jer over på den anden side af floden, for sådan og sådan har Akitofel rådet til at gøre imod jer.”+ 22 Straks brød David og alle hans folk op og gik over Jordan. Ved daggry var alle uden undtagelse gået over Jordan.

23 Da Akitofel så at man ikke havde fulgt hans råd, sadlede han et æsel og begav sig til sit hus i sin hjemby.+ Efter at have givet instrukser til sin husstand+ hængte* han sig.+ Han døde altså, og han blev begravet i sine forfædres grav.

24 I mellemtiden tog David til Mahanajim,+ og Absalom gik over Jordan med alle Israels mænd. 25 Absalom gav Amasa+ befalingen over hæren i stedet for Joab.+ Amasa var søn af israelitten Jitra, som havde et seksuelt forhold til Abigajil,+ der var datter af Nahash og søster til Seruja, Joabs mor. 26 Israel og Absalom slog lejr i Gilead.+

27 Så snart David var kommet til Mahanajim, kom Shobi, søn af Nahash fra ammonitternes by Rabba,+ og Makir,+ søn af Ammiel fra Lodebar, og gileaditten Barzillaj+ fra Rogelim. 28 De havde sovemåtter, skåle og lerkrukker med, og også hvede, byg, mel, ristet korn, hestebønner, linser, tørret korn, 29 honning, smør, får og ost.* Alt det havde de med så David og de der var med ham, kunne spise,+ for de havde sagt: “Folkene må være sultne og trætte og tørstige i ørkenen.”+

18 David foretog så en optælling af de mænd der var med ham, og han satte tusindførere og hundredførere over dem.+ 2 Og David sendte en tredjedel af folkene afsted under ledelse af Joab,+ en tredjedel under ledelse af Joabs bror Abishaj,+ Serujas søn,+ og en tredjedel under ledelse af gatitten Ittaj.+ Kongen sagde til mændene: “Jeg vil også drage ud sammen med jer.” 3 Men de sagde: “Du må ikke drage ud,+ for hvis vi bliver slået på flugt, er der ikke nogen der tager sig af det;* og hvis halvdelen af os dør, er der ikke nogen der tager sig af det, for du er lige så meget værd som 10.000 af os.+ Derfor er det bedre hvis du sender os forstærkning fra byen.” 4 Kongen sagde til dem: “Jeg gør det I synes er bedst.” Så kongen blev stående ved siden af byporten, og alle mændene drog ud i grupper på 100 og på 1.000. 5 Kongen befalede Joab og Abishaj og Ittaj: “Gå for min skyld skånsomt frem mod den unge mand Absalom.”+ Alle mændene hørte kongen give alle lederne den befaling angående Absalom.

6 Mændene drog ud på slagmarken for at møde Israel, og kampen blev udkæmpet i Efraimskoven.+ 7 Der blev israelitterne+ besejret af Davids+ tjenere, og mange af dem blev dræbt den dag – 20.000 mand. 8 Kampen bredte sig over hele egnen. Desuden krævede skoven den dag flere liv end sværdet.

9 Til sidst stødte Absalom på Davids tjenere. Absalom red på et muldyr, og muldyret kom ind under de tykke grene på et stort træ, og hans hoved sad fast i det store træ. Der blev han hængende i luften* mens muldyret løb videre uden ham. 10 Det var der en der så, og han sagde til Joab:+ “Jeg så Absalom hænge i et stort træ.” 11 Joab sagde til manden der fortalte ham det: “Hvis du så ham, hvorfor slog du ham så ikke ihjel med det samme? Så havde jeg med glæde givet dig ti sølvstykker og et bælte.” 12 Men manden sagde til Joab: “Om jeg så fik 1.000 sølvstykker,* ville jeg ikke løfte min hånd mod kongens søn, for vi hørte kongen befale dig og Abishaj og Ittaj: ‘Sørg for at der ikke sker noget med den unge mand Absalom.’+ 13 Hvis jeg havde trodset den befaling og taget hans liv,* ville det have været umuligt at skjule det for kongen, og du ville ikke have beskyttet mig.” 14 Til det sagde Joab: “Jeg vil ikke spilde mere tid på dig!” Så tog han tre pile* og jog dem i brystet* på Absalom mens han endnu var i live og hang i det store træ. 15 Derefter kom ti af Joabs våbendragere og huggede Absalom ihjel.+ 16 Joab blæste i hornet, og mændene holdt op med at forfølge Israel og kom tilbage; han befalede dem at standse kampen. 17 De kastede Absalom i en stor grube i skoven og dyngede en stor bunke sten+ over ham. Alle israelitterne flygtede hjem til sig selv.

18 Mens Absalom var i live, havde han rejst sig en stenstøtte i Kongedalen,+ for han sagde: “Jeg har ikke nogen søn som kan bevare mindet om mit navn.”+ Han opkaldte stenstøtten efter sig selv, og den dag i dag bliver den kaldt Absaloms Mindesmærke.

19 Sadoks søn Akimaas+ sagde: “Giv mig lov til at løbe afsted og fortælle kongen nyheden, for Jehova har sørget for retfærdighed ved at redde ham fra hans fjender.”+ 20 Men Joab sagde til ham: “ Du skal ikke overbringe nyheder i dag. Du kan overbringe nyheder en anden dag, men i dag skal du ikke gøre det, for kongens egen søn er død.”+ 21 Så sagde Joab til en kushit:+ “Afsted, fortæl kongen hvad du har set.” Kushitten bukkede for Joab og løb så afsted. 22 Sadoks søn Akimaas sagde endnu en gang til Joab: “Uanset hvad der måtte ske, så giv mig lov til at løbe efter kushitten.” Men Joab sagde: “Min søn, hvorfor skulle du løbe når der ikke er nogen nyheder du kan fortælle?” 23 Han sagde alligevel: “Uanset hvad der sker, så giv mig lov til at løbe.” Så sagde Joab til ham: “Løb!” Og Akimaas løb ad vejen over Jordansletten,* og til sidst overhalede han kushitten.

24 Mens David sad mellem den indre og den ydre byport,+ gik vagtposten+ op på taget over porten ved muren. Han så op og fik øje på en mand der kom løbende alene. 25 Vagtposten råbte ned til kongen og meldte det. Kongen sagde: “Hvis han er alene, kommer han med nyheder.” Mens manden nærmede sig, 26 så vagtposten en anden mand komme løbende. Vagtposten råbte til portvagten: “Der kommer én mere løbende alene!” Kongen sagde: “Han kommer også med nyheder.” 27 Vagtposten sagde: “Jeg kan se at den første mand løber ligesom Sadoks søn Akimaas.”+ “Han er en god mand, og han kommer med gode nyheder,” sagde kongen. 28 Akimaas råbte til kongen: “Alt står godt til!” Så bøjede han sig for kongen med ansigtet mod jorden og sagde: “Må Jehova din Gud blive lovprist! Han har ladet min herre kongen slå de mænd der gjorde oprør* mod ham.”+

29 Kongen spurgte: “Har den unge mand Absalom det godt?” Akimaas svarede: “Da Joab sendte kongens tjener og mig* afsted, var der et voldsomt postyr, men jeg ved ikke hvad det gik ud på.”+ 30 Så sagde kongen: “Træd til side og bliv stående.” Han trådte så til side og blev stående.

31 Så kom kushitten,+ og han sagde: “Måtte min herre og konge lytte til de nyheder jeg kommer med: I dag har Jehova sørget for retfærdighed og reddet dig fra alle dem der gjorde oprør mod dig.”+ 32 Men kongen sagde til kushitten: “Har den unge mand Absalom det godt?” Kushitten svarede: “Gid det må gå alle min herre og konges fjender og alle dem der gjorde oprør mod dig for at skade dig, som det er gået den unge mand!”+

33 Kongen blev dybt rystet, og han gik op i rummet over porten og græd. Mens han gik, sagde han: “Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Hvis bare jeg var død i stedet for dig, Absalom, min søn, min søn!”+

19 Man meddelte Joab: “Kongen græder og sørger over Absalom.”+ 2 Derfor blev sejren* den dag til sorg for hele folket fordi de hørte at kongen sørgede over sin søn. 3 Mændene vendte stille tilbage til byen+ den dag, som folk der skammer sig over at være flygtet fra kampen. 4 Kongen dækkede sit ansigt til og blev ved med at klage højlydt: “Min søn Absalom! Absalom, min søn, min søn!”+

5 Så gik Joab ind i huset til kongen og sagde: “I dag har du bragt skam over alle dine tjenere som på denne dag har reddet dit liv og dine sønners+ og døtres+ og hustruers og medhustruers+ liv. 6 Du elsker dem der hader dig, og hader dem der elsker dig, for du har i dag tydeligt vist at dine befalingsmænd og tjenere intet betyder for dig, og jeg er sikker på at hvis bare Absalom var i live i dag og alle vi andre var døde, ville det passe dig fint. 7 Nu skal du rejse dig op og gå ud og opmuntre dine tjenere,* for jeg sværger ved Jehova at hvis du ikke går ud, vil der ikke være en eneste mand der bliver hos dig natten over. Det vil være endnu værre for dig end al den ulykke der har ramt dig siden du var ung.” 8 Kongen rejste sig så og satte sig i byporten, og alle mændene fik at vide: “Nu sidder kongen i porten.” Derfor kom alle mændene hen foran kongen.

Men resten af israelitterne var flygtet hjem til sig selv.+ 9 Folk i alle Israels stammer diskuterede med hinanden og sagde: “Kongen reddede os fra vores fjender,+ og han befriede os fra filistrene; men nu er han flygtet ud af landet på grund af Absalom.+ 10 Og Absalom, som vi salvede til konge over os,+ er død i kampen.+ Så hvorfor gør I ikke noget for at hente kongen tilbage?”

11 Kong David sendte denne besked til præsterne Sadok+ og Ebjatar:+ “Sig til Judas ældste:+ ‘Hvorfor skulle I være de sidste der henter kongen tilbage til hans hus? Kongen har jo hørt hvad hele Israel har sagt, der hvor han opholder sig. 12 I er mine brødre, mit eget kød og blod.* Hvorfor skulle I være de sidste der henter kongen tilbage?’ 13 Og sig til Amasa:+ ‘Er du ikke mit eget kød og blod? Må Gud straffe mig hårdt hvis du ikke fra nu af skal være min hærfører i stedet for Joab.’”+

14 Sådan vandt* han samtlige Judas mænds hjerte, og de sendte besked til kongen: “Kom tilbage, du og alle dine tjenere.”

15 Kongen begyndte sin rejse tilbage og kom til Jordanfloden, og judæerne kom til Gilgal+ for at møde kongen og følge ham over Jordan. 16 Shimi,+ der var søn af benjaminitten Gera fra Bahurim, skyndte sig ned sammen med Judas mænd for at møde kong David, 17 og 1.000 mand fra Benjamin var med ham. Siba,+ tjeneren i Sauls hus, og hans 15 sønner og 20 tjenere skyndte sig også ned til Jordan før kongen kom. 18 Han* gik over vadestedet for at følge kongens husstand over og for at gøre hvad som helst kongen ønskede. Men Shimi, Geras søn, kastede sig ned foran kongen da han skulle til at gå over Jordan. 19 Han sagde til kongen: “Min herre, kræv mig ikke til regnskab, og husk ikke det forkerte din tjener gjorde+ den dag min herre kongen forlod Jerusalem. Kongen skal ikke tænke mere på det, 20 for din tjener ved godt at jeg har syndet, så jeg er i dag kommet som den første fra hele Josefs hus for at møde min herre og konge.”

21 Abishaj,+ Serujas søn,+ sagde så: “Skal Shimi ikke straffes med døden? Han har jo forbandet Jehovas salvede.”+ 22 Men David sagde: “Hvad har det med jer at gøre, Serujas sønner?+ Sætter I jer nu op imod mig? Hvorfor skulle nogen i Israel straffes med døden i dag? Tror I ikke jeg er klar over at jeg i dag er konge over Israel?” 23 Så sagde kongen til Shimi: “Du skal ikke dø.” Og kongen sværgede over for ham.+

24 Mefiboshet,+ Sauls barnebarn, kom også ned for at møde kongen. Han havde hverken plejet sine fødder, trimmet sit overskæg eller vasket sit tøj fra den dag kongen tog afsted, og frem til den dag han kom tilbage i fred. 25 Da han kom til* Jerusalem for at møde kongen, sagde kongen til ham: “Hvorfor fulgte du ikke med mig, Mefiboshet?” 26 Han svarede: “Min herre og konge, min tjener+ narrede mig. For jeg, din tjener, havde sagt: ‘Sadl mit æsel så jeg kan ride på det og følge med kongen.’ Din tjener kan jo ikke gå.+ 27 I stedet bagtalte han din tjener for min herre kongen.+ Men min herre kongen er som en af den sande Guds engle, så gør hvad du synes er bedst. 28 Min herre kongen kunne have dømt hele min fars husstand til døden, og alligevel gav du din tjener en plads blandt dem der spiser ved dit bord.+ Så hvilken ret har jeg til at kræve mere af kongen?”

29 Men kongen sagde til ham: “Vi taler ikke mere om sagen. Jeg har bestemt at du og Siba skal dele marken.”+ 30 Mefiboshet sagde til kongen: “Lad ham få det hele, nu hvor min herre kongen er kommet tilbage til sit hus i fred.”

31 Gileaditten Barzillaj+ kom ned fra Rogelim for at følge kongen til Jordanfloden. 32 Barzillaj var meget gammel, 80 år, og han havde sørget for mad til kongen mens han boede i Mahanajim;+ han var nemlig en meget rig mand. 33 Kongen sagde derfor til Barzillaj: “Kom over sammen med mig, så vil jeg sørge for mad til dig i Jerusalem.”+ 34 Men Barzillaj sagde til kongen: “Hvor mange dage* er der tilbage af mit liv? Hvorfor skulle jeg følge med kongen til Jerusalem? 35 Jeg er i dag 80 år.+ Kan jeg stadig kende forskel på hvad der er godt og ondt? Kan jeg, din tjener, smage hvad jeg spiser og drikker? Kan jeg høre sangeres og sangerinders stemmer?+ Så hvorfor skulle din tjener være en ekstra byrde for min herre og konge? 36 Hvorfor skulle kongen give sin tjener denne belønning? Det er nok for mig at jeg kunne følge kongen til Jordanfloden. 37 Lad din tjener vende hjem, og lad mig dø i min by i nærheden af min fars og min mors grav.+ Men her er din tjener Kimham.+ Lad ham gå over sammen med min herre kongen, og gør for ham hvad du synes er bedst.”

38 Kongen sagde: “Så skal Kimham gå over sammen med mig, og jeg vil gøre for ham hvad du synes er bedst. Alt hvad du beder mig om, vil jeg gøre for dig.” 39 Alle begyndte at gå over Jordan, og da kongen skulle gå over, kyssede han Barzillaj+ og velsignede ham, og Barzillaj vendte hjem. 40 Da kongen gik over til Gilgal,+ gik Kimham med ham. Alle fra Juda og halvdelen fra Israel fulgte kongen over.+

41 Alle mændene i Israel gik så til kongen og sagde: “Hvorfor har vores brødre, mændene i Juda, stjålet dig og fulgt kongen og hans husstand over Jordan sammen med alle dine mænd?”+ 42 Alle mændene i Juda svarede mændene i Israel: “Fordi kongen er beslægtet med os.+ Hvorfor er I vrede over det? Har vi spist noget som helst på kongens bekostning, eller har nogen givet os en gave?”

43 Men mændene i Israel svarede mændene i Juda: “Vi har ti andele i kongen, så vi har større krav på David end I har. Hvorfor har I behandlet os med foragt? Skulle vi ikke have været de første til at hente vores konge tilbage?” Men mændene i Juda fik det sidste ord.*

20 Nu var der en oprørsstifter der hed Sheba,+ og han var søn af Bikri, en benjaminit. Han blæste i hornet+ og sagde: “Vi har ikke noget med David at gøre, og vi har ikke noget tilfælles med Isajs søn.*+ Hver til sine guder,* Israel!”+ 2 Så forlod alle Israels mænd David og fulgte i stedet Sheba, Bikris søn,+ men Judas mænd holdt sig til deres konge og fulgte ham fra Jordanfloden til Jerusalem.+

3 Da kong David kom til sit palads* i Jerusalem,+ tog han de ti medhustruer han havde efterladt til at se efter paladset,+ og lod dem bo i et bevogtet hus. Han forsørgede dem, men han havde ikke noget seksuelt forhold til dem.+ De blev holdt indespærret til deres død og levede som enker selvom deres mand var i live.

4 Kongen sagde nu til Amasa:+ “Du får tre dage til at sammenkalde mændene i Juda, og du skal også møde op.” 5 Amasa tog så afsted for at sammenkalde Juda, men han kom ikke tilbage inden for den tid kongen havde fastsat. 6 Så David sagde til Abishaj:+ “Sheba,+ Bikris søn, kan give os større problemer end Absalom gjorde.+ Tag din herres tjenere og sæt efter ham så han ikke når frem til en befæstet by og slipper fra os.” 7 Joabs+ mænd, keretitterne, peletitterne+ og alle de dygtige krigere fulgte ham.* De forlod Jerusalem for at sætte efter Sheba, Bikris søn. 8 I nærheden af den store sten i Gibeon+ kom Amasa+ dem i møde. Joab var klædt i sin kampdragt, og ved hoften havde han et sværd som var stukket i skeden. Da han trådte frem, faldt sværdet ud.

9 Joab sagde til Amasa: “Hvordan har du det, min bror?” Så greb Joab fat i Amasas skæg med højre hånd som om han ville kysse ham. 10 Amasa var ikke på vagt over for sværdet i Joabs hånd, og Joab stak ham i maven,+ og indvoldene væltede ud på jorden. Ét stød var nok til at slå ham ihjel. Så satte Joab og hans bror Abishaj efter Sheba, Bikris søn.

11 En af Joabs unge mænd stod ved siden af Amasa og sagde: “Alle der er på Joabs side, og alle der hører til David: Følg Joab!” 12 Imens lå Amasa i en blodpøl midt på vejen. Da manden så at alle folkene stoppede op når de nåede hen til Amasa, flyttede han ham fra vejen over på marken og kastede en kappe over ham. 13 Efter at han havde fjernet ham fra vejen, fulgte alle mændene efter Joab i jagten på Sheba,+ Bikris søn.

14 Sheba drog igennem alle Israels stammer til Abel-Bet-Maaka.+ Bikritterne samledes og gik også ind i byen efter ham.

15 Joab og hans mænd* kom og belejrede Abel-Bet-Maaka, hvor Sheba var, og byggede en angrebsrampe, for byen lå bag en vold. Og alle de mænd der var med Joab, begyndte at underminere muren for at få den til at styrte sammen. 16 Men en klog kvinde råbte fra byen: “Hør på mig, mænd, lyt til mig! Sig til Joab: ‘Kom herhen så jeg kan tale med dig.’” 17 Så gik han hen til hende, og hun sagde: “Er du Joab?” Han svarede: “Ja, det er jeg.” Så sagde hun til ham: “Hør hvad din tjener har at sige.” Han sagde: “Jeg lytter.” 18 Hun fortsatte: “Før i tiden sagde man altid: ‘Bed om råd i Abel, for så bliver sagen afgjort.’ 19 Jeg taler på vegne af de fredelige og trofaste i Israel. Du vil ødelægge en by der er som en mor i Israel. Hvorfor vil du tilintetgøre* Jehovas ejendom?”*+ 20 Joab svarede: “Jeg kunne aldrig finde på at tilintetgøre og ødelægge den. 21 Det er slet ikke det sagen drejer sig om. Nej, der er en mand der hedder Sheba,+ søn af Bikri fra Efraims bjergland,+ som har gjort oprør* mod kong David. Hvis I udleverer denne ene mand, trækker jeg mig tilbage fra byen.” Så sagde kvinden til Joab: “Hans hoved vil blive kastet over muren til dig!”

22 Den kloge kvinde gik med det samme hen og talte med folkene i byen, og de huggede hovedet af Sheba, Bikris søn, og kastede det ud til Joab. Han blæste så i hornet, og hans mænd trak sig tilbage fra byen og tog hjem.+ Og Joab vendte tilbage til kongen i Jerusalem.

23 Joab havde befalingen over hele Israels hær,+ og Benaja,+ Jojadas+ søn, var sat over keretitterne og peletitterne.+ 24 Adoram+ var sat over de indkaldte arbejdere,* og Joshafat,+ Akiluds søn, var historieskriver.* 25 Sheva var sekretær, og Sadok+ og Ebjatar+ var præster. 26 Jairitten Ira fik også en høj stilling ved Davids hof.*

21 På Davids tid var der engang hungersnød+ tre år i træk, så David rådspurgte Jehova, og Jehova sagde: “Saul og hans hus har blodskyld fordi han dræbte gibeonitterne.”+ 2 Kongen tilkaldte så gibeonitterne+ og talte med dem. (Gibeonitterne var for øvrigt ikke israelitter men amoritter+ der var blevet i landet, og israelitterne havde sværget at de ville skåne dem,+ men i sin fanatiske iver for Israels og Judas folk havde Saul forsøgt at udrydde dem). 3 David sagde til gibeonitterne: “Hvad skal jeg gøre for jer, og hvordan kan jeg gøre skaden god igen så I vil velsigne Jehovas folk?”* 4 Gibeonitterne sagde til ham: “Sølv og guld+ kan ikke kompensere for det Saul og hans husstand har gjort, og vi kan heller ikke dræbe nogen i Israel.” Til det sagde han: “Hvad I end forlanger, vil jeg gøre for jer.” 5 De sagde til kongen: “Når det gælder den mand der forsøgte at udrydde os og planlagde at tilintetgøre os så der ikke ville være nogen af os tilbage i hele Israel+ 6 – så lad os få syv af hans sønner. Vi vil hænge deres lig*+ foran Jehova i Gibea,+ Sauls hjemby, ham der var Jehovas udvalgte.”+ Kongen sagde: “Jeg vil udlevere dem til jer.”

7 Kongen skånede dog Mefiboshet,+ Jonatans søn og Sauls sønnesøn, på grund af den ed som David og Jonatan,+ Sauls søn, havde aflagt foran Jehova. 8 Kongen tog så Armoni og Mefiboshet, de to sønner Ajjas datter Rispa+ havde fået med Saul, og de fem sønner Sauls datter Mikal*+ havde fået med Adriel,+ der var søn af Barzillaj fra Mehola.* 9 Så udleverede han dem til gibeonitterne, og de hængte ligene af dem på bjerget foran Jehova.+ Alle syv døde samtidigt. De blev dræbt i de første dage af høsten, i begyndelsen af byghøsten. 10 Så bredte Rispa,+ Ajjas datter, sækkelærred ud på klippen, og hun blev der fra begyndelsen af høsten og indtil regnen fra himlen styrtede ned over ligene. Om dagen lod hun ikke himlens fugle lande på dem, og om natten lod hun ikke markens vilde dyr komme i nærheden af dem.

11 David fik at vide hvad Sauls medhustru Rispa, Ajjas datter, havde gjort. 12 Så David hentede Sauls knogler og hans søn Jonatans knogler hos lederne* i Jabesh-Gilead,+ som havde stjålet dem fra torvet i Bet-Shan, hvor filistrene havde hængt dem den dag de slog Saul ihjel på Gilboa.+ 13 Han tog Sauls knogler og hans søn Jonatans knogler med derfra, og man indsamlede også knoglerne af de mænd der var blevet henrettet.*+ 14 Så begravede man Sauls og hans søn Jonatans knogler i Sela+ i Benjamins land, i den grav hvor Sauls far, Kish,+ lå. Efter at man havde gjort alt hvad kongen havde befalet, hørte Gud de bønner der blev bedt for landet.+

15 Endnu en gang udbrød der krig mellem filistrene og Israel.+ Så David og hans tjenere drog ned og kæmpede mod filistrene, men David blev helt udmattet. 16 En mand der hed Jishbi-Benob og stammede fra refaitterne,+ ville slå ham ihjel. Han havde et kobberspyd der vejede 300 sekel,*+ og han var bevæbnet med et nyt sværd. 17 Men Abishaj,+ Serujas søn, skyndte sig at komme David til hjælp,+ og han huggede filisteren ned og slog ham ihjel. Dengang sværgede Davids mænd: “Du må ikke længere drage med os i kamp!+ Du må ikke slukke Israels lampe!”*+

18 Senere udbrød der igen krig mod filistrene+ ved Gob. Hushatitten Sibbekaj+ dræbte ved den lejlighed Saf, som stammede fra refaitterne.+

19 Og der udbrød igen krig mod filistrene+ ved Gob, og Elkanan, der var søn af Jaare-Oregim fra Betlehem, dræbte gatitten Goliat, som havde et spyd med et skaft der var som en vævebom.+

20 Der udbrød igen krig ved Gat, hvor der var en usædvanligt stor mand med 6 fingre på hver hånd og 6 tæer på hver fod, 24 i alt. Han stammede også fra refaitterne.+ 21 Han blev ved med at håne Israel,+ så Jonatan, der var søn af Davids bror Shimi,+ slog ham ihjel.

22 De fire mænd stammede fra refaitterne i Gat, og David og hans tjenere slog dem ihjel.+

22 Den dag Jehova havde reddet David fra alle hans fjender+ og fra Saul, sang David ordene i denne sang+ for Jehova.+ 2 Han sang:

“Jehova er mit klippebjerg og min fæstning;+ han er den der redder mig.+

11 Båret af en kerub+ kom han flyvende.

Han kom til syne på en ånds vinger.*+

13 Fra lyset foran ham flammede glødende kul op.

Han er et skjold for alle der søger tilflugt hos ham.+

32 Hvem andre end Jehova er Gud?+

Og hvem andre end vores Gud er en klippe?+

44 Du vil redde mig når mit folk leder efter fejl hos mig.+

47 Jehova lever! Priset være min Klippe!+

Lad min Gud, klippen der frelser mig, blive ophøjet.+

23 Her er Davids sidste ord:+

8 Her er navnene på Davids dygtige krigere:+ takemonitten Josheb-Basshebet, anføreren for de tre.+ Engang svang han sit spyd og dræbte 800 mand. 9 Den næste, Eleazar,+ søn af Akohis søn Dodo,+ var også blandt de tre dygtige krigere der var sammen med David da de hånede filistrene der havde samlet sig til kamp. Da Israels mænd trak sig tilbage, 10 blev han på sin post og huggede filistrene ned indtil hans arm blev træt og hans hånd blev stiv af at holde sværdet.+ Sådan sørgede Jehova for en stor sejr* den dag,+ og folkene vendte tilbage og fulgte Eleazar for at plyndre de faldne.

11 Den næste igen var Shamma, hararitten Ages søn. Engang havde filistrene samlet sig ved Lehi, hvor der var en mark fyldt med linser, og folkene flygtede for filistrene. 12 Men han stillede sig op midt på marken og forsvarede den og dræbte filistrene. På den måde sørgede Jehova for en stor sejr.*+

13 Tre af de 30 anførere kom engang i høsttiden ned til David i hulen ved Adullam,+ og en af filistrenes hærafdelinger* havde slået lejr i Refaimdalen.*+ 14 David var på det tidspunkt på sit tilflugtssted,+ og filistrene havde en forpost i Betlehem. 15 David sagde længselsfuldt: “Bare jeg kunne få noget vand at drikke fra cisternen ved porten i Betlehem!” 16 Så trængte de tre dygtige krigere ind i filistrenes lejr og trak vand op af cisternen ved porten i Betlehem og tog det med til David. Men han ville ikke drikke det. Han hældte det ud foran Jehova+ 17 og sagde: “Jehova, det kunne ikke falde mig ind at gøre det! Skulle jeg drikke blodet+ af de mænd der satte deres liv på spil?” Derfor ville han ikke drikke det. Det var hvad hans tre dygtige krigere udrettede.

18 Abishaj,+ Joabs bror, Serujas søn,+ var anfører for tre andre. Han svang sit spyd og dræbte 300 mand, og han havde samme ry som de tre dygtige krigere.+ 19 Til trods for at han var den mest fremtrædende af de andre tre og han var deres anfører, kom han ikke på højde med de første tre.

20 Benaja,+ Jojadas søn, var en modig mand* der udførte mange bedrifter i Kabseel.+ Han slog Ariels to sønner fra Moab ihjel, og en dag hvor det sneede, gik han ned i en cisterne og slog en løve ihjel.+ 21 Han slog også en usædvanligt stor egypter ihjel. Selvom egypteren havde et spyd i hånden, gik han imod ham med en kæp, og han vristede spyddet ud af hånden på ham og dræbte ham med hans eget spyd. 22 Det udrettede Benaja, Jojadas søn, og han havde samme ry som de tre dygtige krigere. 23 Selvom han var mere anset end de tredive, kom han ikke på højde med de tre dygtige krigere. Alligevel satte David ham over sin livvagt.

24 Asael,+ Joabs bror, var blandt de tredive. Det samme var Elkanan, søn af Dodo fra Betlehem;+ 25 haroditten Shamma; haroditten Elika; 26 paltitten Heles;+ Ira,+ søn af Ikkesh fra Tekoa; 27 Abiezer+ fra Anatot;+ hushatitten Mebunnaj; 28 akoitten Salmon; Maharaj+ fra Netofa; 29 Heleb, søn af Baana fra Netofa; Ittaj, søn af Ribaj fra benjaminitternes Gibea; 30 Benaja+ fra Piraton; Hiddaj fra Gaashs+ wadier;* 31 Abi-Albon fra Bet-ha-Araba; Azmavet fra Bahurim; 32 Eljakba fra Shaalbim; Jashens sønner; Jonatan; 33 hararitten Shamma; Akiam, søn af hararitten Sharar; 34 Elifelet, søn af maakatittens søn Akasbaj; Eliam, søn af Akitofel+ fra Gilo; 35 Hesro fra Karmel; arbitten Paaraj; 36 Jigal, søn af Natan fra Soba; gaditten Bani; 37 ammonitten Selek; beerotitten Nakraj, Serujas søn Joabs våbendrager; 38 jitritten Ira; jitritten+ Gareb 39 og hittitten Urias+ – 37 i alt.

24 Jehovas vrede flammede igen op mod Israel+ da nogen fik David* til at vende sig imod folket ved at sige: “Tag ud og tæl+ folket i Israel og Juda.”+ 2 Kongen sagde til hærføreren Joab,+ der var hos ham: “Du skal rejse rundt i alle Israels stammer, fra Dan til Beersheba,+ og mønstre folket* så jeg ved hvor mange der er.” 3 Joab sagde til kongen: “Må Jehova din Gud gøre folket 100 gange så stort, og må min herre og konge se det. Men hvorfor vil min herre kongen gøre sådan noget?”

4 Kongen lod sig imidlertid ikke rokke af Joab og hærførerne, så de forlod kongen og tog ud for at mønstre Israels folk.+ 5 De gik over Jordan og slog lejr ved Aroer,+ syd* for den by der ligger midt i dalen.* De gik videre mod Gads område og kom til Jazer.+ 6 Derefter fortsatte de til Gilead+ og til landet Taktim-Hodshi og videre til Dan-Jaan og tog en afstikker til Sidon.+ 7 Så begav de sig til Tyrus’ fæstning+ og alle hivvitternes+ og kanaanæernes byer, og til sidst kom de til Beersheba+ i Negeb*+ i Juda. 8 De rejste altså gennem hele landet, og efter ni måneder og 20 dage kom de til Jerusalem. 9 Joab gav nu tallet på de mønstrede til kongen. I Israel var der 800.000 krigere bevæbnet med sværd og i Juda 500.000.+

10 Men David fik dårlig samvittighed.*+ Han angrede at han havde talt folket, så han sagde til Jehova: “Jeg har begået en stor synd.+ Tilgiv din tjeners synd,+ Jehova, for det jeg har gjort, er virkelig tåbeligt.”+ 11 Da David stod op næste morgen, var Jehovas ord kommet til profeten Gad,+ Davids seer: 12 “Gå hen og sig til David: ‘Sådan siger Jehova: “Jeg giver dig tre valgmuligheder. Vælg hvad jeg skal gøre mod dig.”’”+ 13 Gad gik så ind til David og sagde til ham: “Skal der komme syv år med hungersnød i dit land?+ Eller vil du flygte for dine modstandere i tre måneder mens de forfølger dig?+ Eller skal der være tre dage med pest i dit land?+ Tænk grundigt over hvad jeg skal svare Ham der har sendt mig.” 14 David sagde så til Gad: “Det gør mig dybt fortvivlet. Lad os falde i Jehovas hånd,+ for hans barmhjertighed er stor;+ men lad mig ikke falde i menneskers hænder.”+

15 Så sendte Jehova pest+ over Israel fra om morgenen til den fastsatte tid, og 70.000 israelitter døde, fra Dan til Beersheba.+ 16 Men da englen rakte sin hånd ud mod Jerusalem for at tilintetgøre byen, blev Jehova bedrøvet over* ulykken,+ og han sagde til englen der bragte ødelæggelse over folket: “Det er nok! Træk din hånd tilbage!” Jehovas engel var på det tidspunkt ved jebusitten+ Aravnas tærskeplads.+

17 Da David så englen der slog folket, sagde han til Jehova: “Det er mig der har syndet, og det er mig der har gjort noget forkert, men fårene+ her – hvad har de gjort? Jeg beder dig, lad din hånd ramme mig og min fars hus.”+

18 Samme dag kom Gad ind til David og sagde til ham: “Gå op og byg Jehova et alter på jebusitten Aravnas tærskeplads.”+ 19 Så gik David derop, sådan som Jehova havde befalet gennem Gad. 20 Da Aravna kiggede ned og så kongen og hans tjenere komme imod sig, gik han straks ud og bøjede sig for kongen med ansigtet mod jorden. 21 Aravna spurgte: “Hvorfor er min herre kongen kommet til sin tjener?” David svarede: “For at købe din tærskeplads og bygge et alter for Jehova så den plage der har ramt folket, kan standse.”+ 22 Men Aravna sagde til David: “Lad min herre og konge tage den og ofre hvad han ønsker.* Her er kvæg til brændofret, og du kan bruge tærskeslæden og kvægets åg til brænde. 23 Det hele giver Aravna til dig, min konge.” Aravna sagde videre til kongen: “Må Jehova din Gud velsigne dig.”

24 Men kongen sagde til Aravna: “Nej, jeg vil købe det af dig. Jeg vil ikke give Jehova min Gud brændofre der ikke koster mig noget.” Så købte David tærskepladsen og kvæget for 50 sekel* sølv.+ 25 Og David byggede et alter+ for Jehova der, og han bragte brændofre og fællesskabsofre. Jehova lyttede så til de bønner der blev bedt for landet,+ og plagen der havde ramt Israel, standsede.