Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g86 22/1 s. 6-8
  • Bliv bedre til at læse — det er også muligt for dig!

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Bliv bedre til at læse — det er også muligt for dig!
  • Vågn op! – 1986
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Omhyggelig udvælgelse nødvendig
  • Nye læsevaner
  • Forbedring af fatteevnen
  • At læse godt medfører mange fordele
  • Bliv god til at læse
    Den Teokratiske Skole – til gavn for kristne forkyndere
  • Hvordan du kan læse og huske
    Håndbog for Den Teokratiske Skole
  • „Læse? Hvorfor dog det?“
    Vågn op! – 1984
  • Hvordan du får gavn af daglig bibellæsning
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1995
Se mere
Vågn op! – 1986
g86 22/1 s. 6-8

Bliv bedre til at læse — det er også muligt for dig!

DET skal indrømmes at der ikke findes nogen patentløsning på hvordan man bliver bedre til at læse. Men hvis du kan læse, kan du også lære at læse bedre! Man kan dog ikke gøre sig forhåbning om at forbedre sine læsefærdigheder uden at læse regelmæssigt. Man må sætte mindst en halv time af om dagen til dette formål — gerne længere tid, om muligt.

Omhyggelig udvælgelse nødvendig

Udvælg omhyggeligt det du vil læse. Vælg i begyndelsen læsestof der indeholder et ordvalg du i forvejen er kendt med og som ikke handler om tekniske emner. Efterhånden kan du vælge læsestof som vil udvide dit ordforråd.

Også i en anden henseende er det nødvendigt at man vælger med omhu, for ikke al litteratur virker opbyggende og forfriskende på sindet. En viis mand sagde engang: „Der er ingen ende på de mange bøger der frembringes, og hengiver man sig meget til dem, udmattes kødet.“ (Prædikeren 12:12) Der findes rigelige mængder litteratur i dag, og en del af det kan være opbyggende læsning. Udvælg det du vil høste størst gavn af i moralsk og åndelig henseende. I Ordsprogenes bog i Bibelen, kapitel 13, vers 20, står der: „Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“ Dette princip gælder i lige så høj grad ens valg af læsestof som hvilke mennesker man omgås.

Nye læsevaner

Vi er naturligvis ikke i stand til at læse fra fødselen. Ligesom så meget andet i livet er læsning en færdighed der må læres. Kan man blive en god pianist uden at øve sig på et klaver? Eller kan man blive en god tennisspiller uden at spille meget tennis? Hvis en pianist eller tennisspiller på et tidligt tidspunkt udvikler dårlige vaner, må han enten overvinde dem eller forblive hæmmet af dem.

Sådan er det også med læsning. Hvis en elev på et tidligt tidspunkt udvikler dårlige vaner, hæmmer han sig selv. Som følge heraf må han kæmpe sig gennem livet, mens han brydes med det trykte ord på grund af sin meget begrænsede læsefærdighed. Det bliver sværere at komme af med dårlige læsevaner efterhånden som man bliver ældre. Men det er muligt — hvis man er villig til at gøre sig de nødvendige anstrengelser! Lad os betragte nogle af disse læsevaner.

Den vigtigste fysiske side af læseprocessen er forbundet med øjnenes bevægelser. Hver gang du læser en linje, foretager dine øjne en række ophold eller fikseringer. Disse fikseringer er af stor betydning, for kun når de forekommer ser øjnene virkelig det de skal. Under disse ophold overføres synsindtrykkene til hjernen for at blive „tydet“. Det er hjernen og ikke øjet der læser. Øjnene er på en måde en forlængelse af hjernen.

En langsom læser stopper op ved næsten hvert eneste ord. Dette gør informationerne til hjernen usammenhængende. Fordi øjnene overanstrenges og kun en lille del af det læste kan huskes, bliver læsningen en byrde. I modsætning til dette lader den dygtige læser sine øjne foretage glidende og rytmiske bevægelser mens de arbejder sig ned over den trykte tekst. Han har lært at begrænse antallet af ophold eller fikseringer for hver linje. Ved at læse hele tanker eller ordgrupper er han i stand til at bevæge sig hurtigere over den trykte side og derved forbedre sit overblik og sin forståelse.

Dette fører os ind på problemet med de såkaldte tilbagespring, det at man springer tilbage for at læse det man lige har læst, én gang til. Sådanne tilbagespring er ofte vanemæssige. Selvfølgelig kan det hænde at en tanke forekommer uklar, og her kan det være af afgørende betydning for forståelsen at man springer tilbage for at læse teksten én gang til. De fleste tilbagespring er imidlertid unødvendige og nedsætter blot læsehastigheden — derfor bør de så vidt muligt undgås.

En anden vane mange specialister betragter som en hindring for at udvikle større læsefærdighed, er afhængigheden af at sige eller høre ordene mens man læser. Nogle læsere bevæger læberne og former hvert eneste ord med taleorganerne. Andre læsere siger ordene for sig selv i den forstand at de hører dem for deres indre øre. Disse uvaner sætter en grænse for hvor mange ord man kan læse i minuttet, da man på denne måde i realiteten ikke læser hurtigere end det er muligt at tale. Vi taler med en hastighed af gennemsnitlig 125 ord i minuttet, mens optegnelser viser at læsehastigheden i gennemsnit er fra 230 til 250 ord i minuttet.

Der er meget stof vi ønsker at kunne gennemlæse hurtigere end det er muligt når man former ordene med læberne. Derfor vil det være en god idé ikke at lade dette blive til en vane. Forsøg at sætte din læsehastighed op så taleorganerne eller din indre stemme ikke er i stand til at følge med. Anstreng dig for at læse hele ordgrupper. Husk at det i almindelighed ikke hjælper på forståelsen at lade læberne eller den indre stemme forme ordene.

Ligesom det gjaldt med tilbagespringene, er der dog også her undtagelser, hvor det vil være praktisk at forme de enkelte ord med taleorganerne. Hvis man ønsker at meditere dybere over et bestemt stof eller at indprente det i hukommelsen, kan det være en hjælp, ikke blot at læse teksten om og om igen, men også i nogen grad at forme ordene med munden. Det kan man gøre enten med dæmpet stemme eller ved at læse højt.

Josua, der var leder af fortidens israelitiske nation, fik dette påbud: „Denne lovbog [med Guds lov] skal ikke vige fra din mund, og du skal læse dæmpet i den dag og nat.“ Hvorfor? „For at du kan tage vare på at handle efter alt hvad der står skrevet i den; for da vil du have lykken med dig på din vej og da vil du handle med indsigt.“ (Josua 1:8) At læse i ’lovbogen’ med dæmpet stemme ville være en hjælp til både at prente indholdet i hukommelsen og til at meditere omhyggeligt over alle de tanker den indeholdt. På denne måde havde Josua hele tiden Loven for øje, så den kunne minde ham om hvordan han skulle opføre sig som en Guds tjener. Trofaste kristne i dag indser på lignende måde visdommen i det at ’huske’ Guds ord og meditere over det. Derfor læser de i Bibelen regelmæssigt. — Salme 103:17, 18; jævnfør Ordsprogene 4:5.

Forbedring af fatteevnen

Glenn Myers Blair erklærer i sin bog Diagnostic and Remedial Teaching: „I al undervisning der tager sigte på at forbedre læsefærdigheden, er det primære mål at udvikle elevens fatteevne. Alt andet er af sekundær betydning.“ At fatte det man læser betyder i grunden at kunne se meningen med det, at forstå det. Det er det der gør læsningen værdifuld og værd at beskæftige sig med.

Robert Krych, der er pædagog og lektor ved City College i New York, anbefaler: „For at forbedre fatteevnen, må man til enhver tid anstrenge sig for at læse med et formål. Man må på forhånd afgøre hvad man vil bruge det stof til som man har valgt at læse. I ét tilfælde læser man måske for at tilegne sig nøjagtige oplysninger. I et andet måske blot for fornøjelsens skyld, for at slappe af. Uanset hvad grunden er til at man læser, må man tilpasse læsehastigheden efter formålet og stoffets sværhedsgrad. Læs kritisk. Spørg dig selv: Hvorfor har forfatteren udtrykt sig på denne måde? Hvad har været hans hensigt? Uddrag hovedpunktet eller hovedtanken af hver paragraf. Spørg også: På hvilken måde berører dette mig, læseren?“ Ja, gør det til en vane at læse med en bestemt hensigt, og læsning vil blive en fornøjelse for dig.

At læse godt medfører mange fordele

Gode læsevaner er af afgørende betydning uanset om man er skoleelev, husmoder, kontor- eller fabriksarbejder, eller erhvervsdrivende. Der står mange døre åbne for dem der læser godt.

En skoleelev der læser godt bliver mere velbevandret i sine fag og vil utvivlsomt lære mere mens han går i skole. Han kan begrænse den tid han bruger på at læse og repetere sine lektier.

På samme måde vil en forretningsmand eller erhvervsdrivende med gode læsefærdigheder være i stand til bedre at komme igennem lange rapporter og lignende med et godt resultat. På denne måde vil der blive frigjort mere tid til personlige kontakter med patienter, klienter eller forretningsforbindelser. En forbedret læsefærdighed vil sætte ham i stand til at beskæftige sig med mere orienterende læsning, og dette vil hjælpe ham til at blive bedre kendt med andres arbejder, undersøgelser og eksperimenter.

Familieoverhoveder kan ofte forbedre deres faglige færdigheder, og dermed evnen til at opfylde deres familieforpligtelser gennem den større viden de kan opnå i kraft af en forbedret læseevne. Hvis de kan læse anvisninger, regulativer og lignende instruktioner, vil de, i mange dele af verden, være bedre i stand til at tage sig af forskellige forhold i hjemmet. Det at læse godt er også en hjælp når man skal styre familiens økonomi.

Husmødre der tilegner sig større viden gennem læsning, vil være bedre i stand til at sørge for familien hvad angår rigtig ernæring, hygiejne, sygdomsforebyggelse og sygepleje. Mødre der er gode læsere kan have held til at lære deres børn at læse før de kommer i skole. — Se Vågn op! for 8. oktober 1968, siderne 17-19.

Hvad der er endnu vigtigere: Den der læser godt kan erhverve sig en kundskab som endog vil føre til liv ud over det der er muligt i den nuværende tingenes ordning. Bibelens profetier angående afslutningen på den nuværende verdensordning er nu ved at gå i opfyldelse. Det er nødvendigt for alle der ønsker at opnå evigt liv i et paradis på jorden at de tilegner sig kundskab om Skaberen og hans hensigter. Jesus erklærede i Johannes 17:3: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“

En dør der fører til en spændende verden af kundskab står åben for alle der har viljen til at gå ind ad den. Nøglen er læsning. Ja, bliv god til at læse — og denne dør vil altid være åben for dig!

[Illustration på side 7]

Udvælg omhyggeligt dit læsestof

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del