Koranen — et litterært mirakel?

„Vagttaarnet“ påbegynder hermed en artikelserie om Koranen under følgende overskrifter: „Koranen — et litterært mirakel?“, „Koranen — bekræftelse af tidligere skrifter?“, „Koranen — i harmoni med sig selv?“ og „Koranen — af Gud eller af mennesker?“ I denne serie vil der blive foretaget sammenligninger med Bibelen. Skønt artiklerne handler om det muhammedanske syn på Koranen, vil de være af virkelig værdi også for andre på grund af disse sammenligninger med Bibelen, idet Koranen er blevet kaldt Bibelens nærmeste rival.

TÆNK dig, at du tog ud på en lang rejse, og ved en korsvej mødte du tilfældigvis en ven, hvis bestemmelsessted var det samme som dit. Du fortæller din ven, hvilken rute du agter at følge, og han prøver straks at overbevise dig om, at du rejser i den forkerte retning. Ville du blive vred på ham, fordi han gjorde dig opmærksom på, at du og dine ledsagere har begået en fejl, og så slå ham og fortsætte ad din planlagte rute? Naturligvis ikke.

I stedet for ville I begge roligt fremsætte jeres grunde til at mene, at netop jeres vej var den rigtige, og derefter ville I uden tvivl sammenligne kilderne til jeres oplysninger. For når alt kommer til alt, ønskede I begge at komme til jeres bestemmelsessted, ikke sandt?

Det foregående er en god illustration af, hvordan vi bør betragte denne artikelserie om Koranen og sammenligne den med Bibelen. Både muhammedanere og kristne rejser på livets vej, og begge parter er overbeviste om, at de går i den retning, der fører til evigt liv i lykke. Dog går de i modsatte retninger, fordi de har rådført sig med forskellige oplysningskilder; den ene følger Koranens ledelse, den anden Bibelens. Hvad er rigtigt?

Inden vi går videre, må vi gøre os klart, at ingen bør bedømme Bibelen efter nogen af de populære religioner i den såkaldte kristenhed, for de genspejler ikke et sandt billede af den. I virkeligheden har kristenheden absolut ingen ret til navnet „kristen“, for dens læresætninger, dens korstog, dens krige, dens politik, dens kommercielle udbytterforetagender, dens raceadskillelse og undertrykkelse af folkene er så fjernt fra, hvad Kristus Jesus lærte og praktiserede, „som østen er fra vesten“. Lad derfor ingen muhammedaner forkaste den sande kristendom og ignorere Bibelen, blot på grund af den afskyelige beretning, den frafaldne kristenhed har skrevet på historiens blade.

Som alle muhammedanere ved, blev Koranen givet dem af Muhammed, en araber, som blev født i slutningen af det sjette århundrede i Mekka og døde i Medina den 8. juni 632 e. Kr. Da han var omkring fyrre år gammel, blev han overbevist om, at han havde modtaget et budskab fra engelen Gabriel tillige med et kald til at bekendtgøre, at „der er kun een gud, Allah [d.v.s. guden], og Muhammed er hans profet“. I de resterende tre og tyve år af sit liv påstod han at modtage mange flere sådanne budskaber eller åbenbaringer, som han dikterede for andre, som så skrev dem ned, da han, efter hvad man mener, ikke selv kunne læse eller skrive. Kort tid efter hans død blev de skrevet af fra hvide sten, dyreskind, ribber af palmeblade og efter menneskers hukommelse, og resultatet blev kendt som den Hellige Koran.

Efterhånden som eksemplarernes antal forøgedes, opstod der forskellige læsemåder, hvilket forårsagede alvorlige stridigheder. Derfor blev der nogle og tyve år senere fremstillet et andet anerkendt eksemplar, og alle eksisterende kopier af det tidligere blev overgivet til flammerne. I omkring tolv århundreder har Koranens tekst kun undergået en meget lille forandring.

Koranen (det arabiske ord for „recitation“ eller „oplæsning“) er ikke helt så stor som det „Nye Testamente“ og er således cirka en fjerdedel så stor som Bibelen. Den består af 114 kapitler, åbenbaringer eller surer, som varierer i længde fra 3 til 286 vers, og versene varierer igen fra een til tyve eller flere linier.

På få undtagelser nær er Koranen skrevet i første person med Allah som den talende. Ifølge dens eget vidnesbyrd eksisterer „Bogens moder“ i Guds nærhed og blev „langsomt, i vel tilrettelagte afsnit og gradvis“ åbenbaret for Muhammed af „den Hellige Ånd [engelen Gabriel, som] bragte åbenbaringen fra din Herre i sandheden for at styrke dem, som tror, som en rettesnor for og som glade tidender til muslimer“. (Muslim betyder en, der har overgivet sig til Gud) At Koranen er en guddommelig åbenbaring bliver understreget hele vejen igennem dens blade. — Se Sure 2:89, 97; 6:19; 16:102; 17:105, 106; 25:32; 43:2-4, Ali.a

Spørgsmålet om pålidelighed

Hvilke beviser havde Muhammed for, at disse surer virkelig kom fra den eneste sande Gud? Da Moses to tusinde år før blev bedt om at gå til sit folk med et budskab fra Gud, indså han straks, at der ville opstå et spørgsmål om pålidelighed: „Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men siger, at Jehova ikke har åbenbaret sig for mig?“ Jehova løste dette problem ved at give Moses magt til at udføre tre tegn. Da de så disse tegn på pålidelighed, „troede folket“. — 2 Mos. 4:1-31.

Og i de næste fyrre år blev israelitterne vidner til mange, mange flere mirakler. I særdeleshed blev Guds magt åbenbaret, da de fik Loven: Torden, lyn, ild, røg, trompetstød og jordskælv; det vidnede alt sammen om, at Moses ikke var en bedrager, men virkelig en profet med guddommelig bemyndigelse. — 2 Mos. kapitlerne 7 til 15; 19:16-18; 5 Mos. 8:14-16.

Da Kristus Jesus kom, rejste det samme spørgsmål om pålidelighed sig, og atter blev der givet et utvetydigt svar, og det i så høj grad, at han kunne sende følgende overbevisende rapport til Johannes: „Blinde ser og lamme går, spedalske renses og døve hører, døde står op.“ Og derfor kunne Jesus sige til sin tids religiøse ledere: „Hvis jeg ikke gør min faders gerninger, skal I ikke tro mig! Men hvis jeg gør dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig.“ — Matt. 11:5; Joh. 10:37, 38.

Ja selv de spottende, hykleriske og skadefro religionsledere fik et tegn, nemlig Jonas’ tegn eller Jesu opstandelse, efter at han havde ligget i graven i tre dage. Og hans efterfølgere gjorde endnu større tegn, idet de nemlig udførte dem over et større område og gennem en længere tidsperiode. — Matt. 16:1-4; 28:12-15; Joh. 14:12; Ap. G. 1:3-11; 19:11, 12; 1 Kor. 14:22; 15:1-20.

Både Moses og Jesus blev brugt til at indføre nye tingenes ordninger, og de stadfæstede begge, at de var Guds profeter, ved at udføre mange tegn. Men hvor var de tegn, der skulle stadfæste, at Muhammed var Guds profet, og bevise, at Gud havde indført en ny tingenes ordning i Arabien i begyndelsen af det syvende århundrede efter Kristus? Kunne Muhammed sige ligesom Jesus: „Hvis I ikke tror mit budskab, så tro mine gerninger, tegn, mirakler?“ Nej, det kunne han ikke, for han havde ingen; der var intet, der kunne stadfæste pålideligheden af hans budskab.

Flere gange indrømmes denne kendsgerning, når Muhammeds tilhørere anklagede ham for bedrageri og falskneri. Se sure 2:118; 10:38; 11:13; 17:89-93; 21:5, 6, Ali. I betragtning af de mange tegn, tidligere profeter havde udført, havde hans tilhørere så ikke ret til at spørge: „Hvorfor sendes der ikke noget tegn til ham fra Herren?“ (Sure 6:37; 13:7, Ali) Men der blev sagt til dem: „Visselig, tegnene er i Guds magt; men hvad vil få dig til at indse, at de ikke ville tro, hvis der blev sendt tegn?“ „Vi lader være med at sende tegnene, blot fordi mennesker i tidligere generationer betragtede dem som falske.“ — Sure 6:109; 17:59, Ali.

Gentagne gange fik Muhammeds tilhørere at vide, at han blot var en advarselsprofet; men de ønskede mere end en blot og bar påstand, de ønskede bevis for, at han virkelig var Guds advarselsprofet; de ønskede tegn. Det er sandt, at nogle før i tiden ikke troede, til trods for at der blev udført tegn, men det fik ikke Gud til at afholde sig fra at sende tegn ved sine profeter. Og Jesus brugte det heller ikke som en undskyldning for ikke at bevise sin guddommelige bemyndigelse ved at udføre tegn. — Sure 3:180, 181; 5:36; 9:71, Rodwell.b

„Koranens mirakel“

I skærende modsætning til de tidligere profeter, som „kom [til deres folk] med klare beviser for deres mission“, er det eneste tegn, som Koranen peger på (muhammedansk tradition i modsat retning til trods), selve budskabets litterære fortrin. „Siger de: Han forfalskede det? Så sig: Frembring så en sure ligesom denne.“ Og et andet sted: „Sig: Hvis alle mennesker og djinner [ånder] forenede sig om at frembringe en koran som denne, kunne de ikke gøre det.“ (Sure 2:23, 24; 10:37, 38; 17:88, Ali) Muhammedanske kommentatorer siger: „Den trodser enhver sammenligning ved sin skønhed.“ „Ingen anden end Gud kunne indblæse åndelige sandheder i så ædelt et sprog.“

Der er mange smukke afsnit i Koranen, særlig dem, der handler om Guds egenskaber, som for eksempel de tidligere og kortere surer. Og uden tvivl gjorde dens ophøjede budskab i rytmisk prosa det største indtryk på araberne på en tid, da der næppe fandtes noget på deres eget sprog, der med rette kunne kaldes en bog.

Dog kan det ikke benægtes, at dens forskellige dele er af højst ulige værdi. Betydelige litterære værker gentager ikke sig selv, men Koranen repeterer historierne om Adam, Moses, Kristus Jesus og andre den ene gang efter den anden, og hver gang med samme hensigt. I sure 55 gentages udtalelsen (verset): „Hvilken af din Herres gunstbevisninger vil du så benægte?“ ikke mindre end 31 gange i et samlet antal vers på 78. (Ali) Tre af hver fire surer advarer mod helvede og straf efter døden, og to af tre bringer dens pålidelighed på bane.

Det mest alvorlige er dog den mangel på sammenhæng, der er i Koranen. Der er meget lidt sammenhæng mellem surerne, idet de er ordnet efter længde, således at de længste står først, skønt de blev skrevet sidst og dårligt kan måle sig med de først skrevne. Surerne selv synes ofte blot at være en sammenhobning af vers, noget, der gør Koranen meget vanskelig at forstå rigtigt, for som en autoritet på dette område, A.-Q. H. T. Muhammad, udtrykker det: „Enhver, der vil danne sig en mening om [Koranen], må være i stand til at skelne hvilke Mekka-vers, der er blandet ind i Medina-surerne, og hvilke Medina-vers, der er sammensmeltet med Mekka-surer.“ Er store litterære værker „blandet“ eller „sammensmeltet“?

Hyppigt mangler der også forbindelse mellem titlerne og selve surerne. Sure 29 er betitlet „Edderkoppen“, skønt dette insekt kun omtales i forbigående midt i suren. Det samme er tilfældet med sure 16, „Bien“, og sure 27, „Myren“. I den længste sure, nr. 2, „Kvien“ eller „Koen“, finder vi kun omkring et halvt dusin vers af 286, der handler om dette dyr.

Encyclopedia Britannica, bind 16, udgaven af 1907, helliger behandlingen af Koranens litterære svagheder hele to sider, som for eksempel overgreb på stavningen og afbrydelse af tankerækker for rimets skyld, versificering af så udelikate emner som kvindens menstruationsperioder, forglemmelse af nødvendige forbindelsesled, overflødigt ordgyderi o.s.v. Sammenlign den arabiske tekst i sure 5:2 og 37:130 med 23:20; 6:85 og 37:1239; Ali. Koranen er heller ikke fri for grammatiske fejl.

Historikeren Carlyle, som nærede den største beundring for sin helte-profet Muhammed og derfor ikke kan beskyldes for at have fordomme imod Koranen, fandt det utroligt og i højeste grad besynderligt, at nogen kunne betragte Koranen som et litterært mirakel. Han sagde blandt andet: „Den er den mest anstrengende læsning, jeg nogen sinde har været ude for. Et trættende, forvirret kaos, ubearbejdet, planløs . . . skrevet, hvad stilen angår, dårligere end nogen anden bog.“

Og Gibbon, forfatteren til det monumentale værk The Decline and Fall of the Roman Empire (Romerrigets nedgangstid og fald), og som for øvrigt var en skarp kritiker af den såkaldte kristenhed, indrømmer i sin beskrivelse af Koranen, at den har nogen skønhed, men siger så videre, at dens „endeløse, usammenhængende rapsodi af fabler, forskrifter og deklamation“ virkede trættende på ham, og tilføjer, at „de guddommelige egenskaber henrykker den arabiske missionærs fantasi; men selv hans største anstrengelser for at virke åndrig falder til jorden ved siden af den majestætiske enkelhed, der kendetegner Jobs bog, som blev skrevet i en fjern tidsalder i det samme land“. Og hertil kan desuden føjes Bjergprædikenen, Esajas’ bog, 1 Korinterbrevs 13. kapitel, alle Salmerne og Jesu lignelser.

Men, indvender vor muhammedanske ven, I overser den kendsgerning, at Muhammed var analfabet, og ingen analfabet ville være i stand til at frembringe sådan et værk. Det er sikkert sandt, at profeten ikke har kunnet læse og skrive, men den kendsgerning står fast, at han var en meget fremgangsrig forretningsmand, som indgik ægteskab med sin arbejdsgiver, en velhavende og kultiveret enke. Den litterære svaghed, vi har konstateret i Koranen, må tilskrives hans analfabetisme.

Heller ikke kan det argument fremføres, at oversættelsen er fejlagtig. Betydelige værker viser deres storhed selv i en oversættelse, sådan som det er tilfældet med Bibelen, der er et litterært mesterværk på ethvert sprog. Men bortset fra alt det findes de mangler, vi har konstateret, i retning af gentagelse, mangel på sammenhæng, dårlig rytme o.s.v. alle i den arabiske originaltekst.

Læg til sidst mærke til Islams historiske vidnesbyrd angående denne sag. Under samlingen af Koranen, der blev ledet af Zaid ibn Thabit, en af Muhammeds samtidige, blev da spørgsmålet om de forskellige surers og vers’ pålidelighed afgjort efter deres litterære værdi? Nej, slet ikke, men derimod på grundlag af deres ed, som fremlagde surerne. Heller ikke var meningerne altid udelte. Nogle af „fællerne“, Muhammeds følgesvende, som overlevede ham, giver udtryk for den stærkeste tvivl på, at surerne 1, 113 og 114 hørte til i Koranen. Det er klart, at litterær værdi ikke var den afgørende faktor for dem.

Med de forelagte kendsgerninger for øje kan ingen påstå, at Koranen er et litterært mirakel og dermed søge at bevise, at den er guddommelig inspireret. Vi henviser læseren til at undersøge andre påstande om Koranen ved at læse de efterfølgende artikler i denne serie.

[Fodnoter]