En dobbelt velsignelse i form af to nye bøger
Efter at Job havde bestået sin vanskelige prøve, siger beretningen: „Og [Jehova] gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen.“ — Job 42:10.
Han fik det hele dobbelt igen. Han blev i sandhed rigt velsignet, som det også fremgår af den efterfølgende beretning. Også vi har fået en dobbelt velsignelse — i form af de to nye bøger. Først glædede vi os over at få Er dette liv alt? (ts) og at arbejde med den fra hus til hus i juni og juli. Og vores glæde blev mere end fordoblet da vi ved områdestævnet fik Guds „evige forsæt“ gennemføres til menneskets bedste (po) og fik at vide at vi skal gennemgå den ved menighedsbogstudiet fra december. I sandhed rige velsignelser!
Særlige foredrag
Vi fik også at vide at vi i november og december (eller i oktober og november) vil få en række særlige foredrag over disse nye bøger. Mange af os ved af erfaring fra de foregående år hvor gavnligt det er at gennemgå nye bøger hurtigt ved hjælp af sådanne foredrag. Det hjælper os til at få overblik over bøgernes indhold — og har vi allerede læst bøgerne, er det en god repetition for os. Denne gang vil foredragene imidlertid blive til yderligere gavn for os. I november vil vi i forkyndelsen arbejde med bogen om Guds „evige forsæt“, og i december med Er dette liv alt? sammen med Ny Verden-oversættelsen. Når vi samtidig får bøgerne gennemgået i de særlige foredrag, vil det uden tvivl øge vor begejstring for at arbejde med dem i distriktet. Det vil også gøre os bekendt med bøgernes indhold, så vi bedre kan præsentere dem ved dørene.
Selv om du måske ikke får til opgave at holde et af foredragene, er der noget du kan gøre. Læs i forvejen de kapitler der skal behandles i hvert foredrag. Tal om foredragene, invitér med begejstring dine slægtninge og interesserede. Sørg for at de har et eksemplar af bøgerne så de kan følge med, ligesom du selv. Da vil de få fuldt udbytte af foredragene.
Hvornår foredragene holdes
Som tidligere oplyst bør foredragene om muligt holdes i de ni weekender i november og december (eller i oktober og november). De fem første foredrag er bygget over Guds „evige forsæt“ gennemføres til menneskets bedste, og de fire sidste over Er dette liv alt? Hvis der er kredsstævne eller besøg af kredstilsynsmanden i løbet af denne periode, kan foredragene holdes før og efter dette arrangement.
I visse tilfælde vil menighedens egne ældste (og måske nogle af menighedstjenerne) kunne holde alle foredragene. Hvis dette ikke synes muligt eller tilrådeligt kan to menigheder udveksle talere (som er ældste), idet de deler foredragene imellem sig. Nogle ældste vil da holde deres foredrag i begge menigheder. Det kan betyde at den ene menighed må holde foredragene en uge senere end den anden, men alle ni foredrag bør stadig holdes i den rigtige rækkefølge. Så snart planen er lagt, kan løbesedlerne bestilles. Og menigheden bør oplyses om nøjagtig hvornår foredragene holdes.
Forberedelse og fremholdelse af foredragene
Hvis du skal holde et af foredragene må du omhyggeligt studere din disposition og de kapitler du skal behandle. Tænk på at du ikke blot skal dække noget stof — du skal holde et oplysende foredrag over et bestemt tema. I stedet for at fremholde hver eneste detalje i kapitlerne, bør du stræbe efter at få de hovedtanker frem der er anført i dispositionen. Tænk på tilhørerne og søg at gøre stoffet vedkommende for dem; ræsonnér med dem, bevæg dem til handling. Du kan for eksempel henvise til vigtige afsnit eller illustrationer i bogen så de direkte kan følge med og blive mere kendt med bogens indhold. Da vil de få langt større gavn af foredraget.
1. Kender De Guds forsæt? (po, kap. 1-4)
Glædeligt at alle slags mennesker lærer Gud at kende. (5 min.) Iblandt os er der mennesker med vidt forskellig baggrund og fra mange forskellige religioner. Mange havde tidligere ikke den rette opfattelse af Gud og hans forsæt angående menneskene. (S. 5) Nogle som engang blev salvede kristne havde også været sådan, men de lærte Gud at kende og blev kendt af Gud. Det samme gælder nogle her. (Gal. 4:8, 9; s. 6) Lærer du stadig Gud bedre at kende? Har det en gavnlig indvirkning på dig?
Lær Ham at kende som en evig Gud der har et forsæt. (20 min.) Vi bør kende ham som en evig Gud. (Sl. 90:2-4; s. 7) Han kan således have et evigt forsæt. (Ef. 3:10, 11; s. 12) Alene hans navn bør sige os dette. (S. 13-15) Men at kende ham omfatter mere; vi må forstå at han pålideligt gennemfører sin vilje. Erkender vi det, kan vi tillidsfuldt lade hans forsæt være det centrale i vor tilværelse. Guds pålidelighed kom til udtryk i forbindelse med hans vilje med det assyriske rige. (Es. 14:24-27; s. 17) Hans „råd“ eller beslutning står fast. Forstår vi hvad det betyder med hensyn til de onde i dag? (Ordsp. 16:3, 4, Kalkar; s. 16, § 22, 23; s. 20, 21, § 34) Det bør styrke vor tillid til hans profetier. Er vi, i tillid til Guds „råd“, ved at bringe vort liv i harmoni med hans gode forsæt? (Sl. 33:9-12; s. 21, 22)
Menneskene blev skabt til at være i harmoni med Guds forsæt. (15 min.) Gud satte sig for at blive Fader, og frembragte først åndeskabninger. (S. 23, 24) Englene interesseret i at udføre hans vilje og hjælpe os til at være hellige. (S. 27) Skabelsen af menneskene vidner om Guds kærlige interesse. (Sl. 103:13, 14; s. 28, 29) Viste han er en kærlig forsørger. (S. 30, 34, 35) Skabte mennesket fuldkomment og satte det i Paradiset med en hensigt. (1 Mos. 2:7, 8, 15; s. 31, 32, 34) Kunne leve evigt. (S. 36) Ville kun dø ved ulydighed. (S. 37, læs § 33; s. 55, § 25)
Vælg at bringe dit liv i harmoni med Guds forsæt. (15 min.) Manden og kvinden blev ikke skabt uden et mål, men i overensstemmelse med Guds forsæt. (S. 38) Hans erklærede forsæt var godt for mennesket, ville føre til et jordomspændende paradis. (1 Mos. 1:27, 28; s. 40, 41) Englene glædede sig over at gennemførelsen af Guds forsæt skred frem. (S. 43) Målet var at jorden skulle være opfyldt med lykkelige tilbedere ved slutningen af den syvende „dag“. (Læs § 18.) Denne dag varer ved, så vi kan gå ind til Guds hvile i åndelig forstand; vil vi? (S. 45, 46, læs § 24.) Vælger vi at tjene Gud, at bringe vort liv i harmoni med alt hvad vi ved om ham? Vi kan være sikre på at hans forsæt vil blive gennemført; handler vi efter det? Vor evige frelse og lykke afhænger deraf. (S. 22, § 40)
2. Guds forsæt står ved magt trods oprør (po, kap. 5-7)
Kan et oprør mod Gud lykkes? (5 min.) Oprør er almindeligt. Undertiden på personligt plan; elev mod lærer. Ofte på nationalt plan. Som regel træffes der strenge forholdsregler mod genstridige oprørere. (Ordsp. 17:11) Men nogle oprør lykkes — de nordamerikanske kolonier imod England. Kunne et oprør mod Gud lykkes? Hvad ville et oprør betyde for hans forsæt? Hvor stor tillid har vi til at Gud vil gennemføre sit forsæt?
Han blev ved sit forsæt trods oprør i himmelen og på jorden. (15 min.) Hans oprindelige forsæt var at befolke jorden med sande tilbedere. (S. 54, § 21) Gud ønskede ikke at mennesket skulle dø. (Ez. 18:23; s. 47, 48) Gennem slangen fik en usynlig ånd Eva til at gøre oprør. (S. 50, læs § 11) Hun fulgte den oprørske ånd. (S. 52, § 16) Opgav Gud sit forsæt på grund af oprøret? Nej. Han blev ved sit forsæt; det fremgår af at han tillod Adam og Eva at sætte børn i verden. (1 Mos. 3:16) Forstærkede det ved at fatte endnu et forsæt, nemlig at oprejse en salvet som skulle knuse oprøreren. (1 Mos. 3:14, 15; s. 52-54; s. 57, § 29)
Nogle som i handling anerkendte Guds forsæt. (20 min.) Eftersom de første mennesker gjorde oprør, hvordan kunne Gud da frembringe ’sæden’? Bibelen handler især om hvordan han gjorde dette. (S. 58, § 2) Var Abels død en hindring for Guds forsæt? Nej. Brugte Set. (S. 59) Enok holdt sig til Gud og hans forsæt, selv med livet som indsats. Ville vi? (S. 61-63, læs § 15.) Noa vandrede med Gud i århundreder, gav ikke op. Er vi tålmodige og lydige? (1 Mos. 6:9, 10; s. 64) Til sidst sendte Gud Vandfloden for at gøre ende på ondskaben; viste han beherskede situationen. (S. 65, 66) Ved at bevare Noa og hans familie bevarede Gud ’sædens’ slægtslinje. (S. 68, § 29; s. 70, læs § 35.) Onde ånder stadig aktive. (S. 71, § 38) Oprøret forpurrede ikke Guds forsæt; de trofaste holdt fast ved det. (S. 72-74)
’Sædens’ slægtslinje viser at Guds forsæt stod ved magt. (15 min.) Kunne Satan hindre ’sædens’ fremtræden og således krydse Guds forsæt? (S. 75, § 1) Linjen gik gennem Sem; han blev velsignet for sin respekt for Guds handlemåde. (S. 77) Århundreder senere lovede Gud at ’sæden’ ville komme gennem Abraham. (1 Mos. 12:1-3; s. 79) Isaks fødsel gav sikkerhed for at Gud kunne frembringe ’sæden’. (1 Mos. 3:15; s. 81, § 15) Melkizedek velsignede Abraham; forbillede på den kongelige ’sæd’ der skulle komme. (S. 82, 83) Som følge at tro blev Abraham Guds ven. (Es. 41:8; s. 84)
Vil vi, som Enok, Noa og Abraham, være tålmodige og loyale, nære tillid til at intet kan krydse Guds forsæt? (S. 73)
3. En nations plads i gennemførelsen af Guds »evige forsæt« (po, kap. 8-10)
Gud kan udvælge en nation og bruge den. (5 min.) Nationerne i dag stræber efter magt og fuld uafhængighed; har stærke hære, kraftige våben. Men findes der en nation som har Guds godkendelse, som han benytter i sin hensigt? Kunne en nation modstå hans vilje? Svaret på dette vil berøre vort syn på livet og vores måde at leve på. Nebukadnezar blev tvunget til at drage den rette slutning. (Dan. 4:34, 35) At Gud kan udvælge en nation og bruge den, fremgår af den bibelske beretning.
Gud traf selv sit valg i overensstemmelse med sit forsæt. (15 min.) Havde oprettet en pagt om at frembringe en ’sæd’ gennem Abrahams efterkommere. (1 Mos. 12:1-3, 7) Da han valgte en af Isaks sønner var han ikke bundet af førstefødselsretten. (S. 87, 88, læs § 4.) Valget af Jakob forklarer hvorfor Bibelen koncentrerer sig om hans slægt. (S. 89) Gennem hvilken af hans sønner ville Messias komme? Igen indrettede Gud sig efter omstændighederne; valgte Juda. (S. 90, 91, 94) Det kongelige førerskab tilfaldt ikke automatisk den førstefødte. (1 Krøn. 5:1, 2; s. 95) Bibelens beretning hjælper os til at følge hvordan forsættets gennemførelse skred frem; af interesse for os, da det berører vor fremtid.
Gud valgte en nation. (20 min.) Før han gav Abrahams efterkommere det forjættede land, gav han dem tid til at blive et helt folk, en nation. (1 Mos. 15:18-21; s. 98) Viser at han har sine egne tider og stunder. (S. 99, 100) Ville bruge Moses som mellemmand for en pagt, men Moses måtte vente på Gud. (S. 101, § 11) Det mægtige Ægyptens modstand kunne ikke hindre forsættets gennemførelse. (S. 102, 103) Gennem mellemmanden viste nationen sin villighed til at være med i pagten. (2 Mos. 24:6-8; s. 107) Hvis de holdt Loven til fuldkommenhed ville de opnå livet. De kunne ikke; heller ikke vi; viser behovet for ’sæden’. (3 Mos. 18:5; s. 111, 112) Dog blev nationen med Loven brugt til at føre frem til ’sæden’ og således medvirke ved forsættets gennemførelse. (S. 109, 110)
Af denne nation valgte Gud en kongerække som førte frem til ’sæden’. (15 min.) Gud lod en tid nationen lede af dommere. (S. 114, 115) Saul af Benjamins stamme valgt til konge. Opgav Gud sin erklærede vilje med Juda? Nej. Da Saul svigtede, valgte Gud David af Judas stamme. (1 Sam. 13:13, 14; s. 117) Efter sin udvælgelse ventede David til Guds tid var inde før han blev hersker over hele nationen. (S. 118) Gud indgik en pagt med ham om et dynasti af konger. (2 Sam. 7:12-16; s. 120-122) Skønt kongerækken blev afbrudt, hindrede det ikke Guds hensigt i at blive gennemført. Slægtslinjen gik videre frem til Jesus, som skulle have et evigt kongedømme.
Tydeligt at Gud kan gøre hvad han vil med enkeltpersoner eller folkeslag. (Job 34:29) Følger vi hans ledelse af et forenet folk i dag? Tillid til at han gennemfører sit forsæt, fører til velsignelser.
4. Messias i Guds »evige forsæt« (po, kap. 11, 12)
Vil du tage imod de muligheder du har for liv? (10 min.) Ethvert fornuftigt menneske vil tage imod muligheden for at leve et rigt og meningsfyldt liv. Da israelitterne kunne vælge mellem liv og død, valgte de rigtigt. (5 Mos. 30:19, 20; Jos. 24:15-18) Fik senere lejlighed til at identificere den lovede Messias og tage imod ham. Nogle tog imod Jesus. Tror vi at han er Messias? Kan vi bevise det? Viser vi i vor livsførelse at vi anerkender hans ledelse?
Himmelen med til at frembringe den lovede Messias i Guds forsæt. (25 min.) Den Salvedes komme havde stor betydning for gennemførelsen af Guds forsæt. (S. 57, § 29) Længe i forvejen angav Gud hvor og hvornår Messias ville fremtræde. (Dan. 9:24-27, Zunz; Mika 5:1; s. 124-128) At Jesus fremstod i harmoni med profetien, viser at han var Messias. Himmelen desuden med til at bekræfte at han var Messias. Engle meddelte sig til Maria og Josef før hans fødsel, fremhævede at han skulle være konge og sone synden som Messias. (Luk. 1:26-33; Matt. 1:20, 21; s. 128, § 10; 133, 137) Var af kødelig herkomst Davids arving. (S. 129, 130, 136, § 32) Barnet var helligt. (S. 131) Ved engles mellemkomst blev hyrder øjenvidner til at barnet var født, og barnets liv reddet. (S. 134-137) Også en øjenvidneberetning om at Gud salvede Jesus. (S. 138, 139) Nu spørgsmålet: Tog jøderne imod Jesus? Gør vi?
Messias’ livsløb opfyldte profetien og giver os sikkerhed for vor fremtid. (30 min.) Messias skulle lide, og være som Moses. (Es. 53:7, 9, 12; 5 Mos. 18:15, 18; s. 141-143) Gjorde mange mirakler, større end Moses’. (2 Mos. 7:2, 3; Joh. 2:23; 3:1, 2; s. 143, 144) Forstår vi hvad hans mirakler viser? At han er Messias. Peger også på hvad han kan gøre i fremtiden — helbrede, oprejse døde. Tror vi at mennesker under hans herredømme ikke vil blive syge, sultne, bedrøvede? Som profet forudsagde han sin egen død og mange begivenheder vi ser i dag. (S. 145) Hans offerdød vigtig for at Guds „evige forsæt“ kunne blive gennemført. (Es. 53:9, 12; s. 147, 148) Oprejst som en ånd så han i himmelen kunne frembære værdien af sit liv som har betydning for vort evige liv. (S. 149, 150, læs § 22, 23.)
Selv lige før sin død tænkte Jesus på Guds forsæt vedrørende et jordisk paradis. (S. 147, § 17) Hersker nu i himmelen. Følger vi hans ledelse? (Hebr. 5:8, 9; Matt. 24:14, 43, 44)
5. Guds forsæt føres igennem til sejr — til gavn for hvem? (po, kap. 13-15)
Påskønner vi den tålmodighed Gud har vist ved gennemførelsen af sit forsæt? (5 min.) Alle er nu og da utålmodige; er vi, i forbindelse med Guds forsæt? (S. 184, § 3) Guds tålmodighed til gavn for os; kan nå at lære forsættet at kende og indrette os efter det. Hans ønske om at mennesker skal få gavn af det, fremgår af hans udvælgelse af den fuldtallige „sæd“. (2 Pet. 3:9)
Gud gennemførte gradvis sit forsæt, omfattende den fuldtallige „sæd“. (20 min.) Hvem ’sæden’ var og hvad den ville udrette, var længe en hemmelighed. Jesus kom som Messias og den der i første række var ’sæden’, men der var mere i vente. (1 Mos. 22:17, 18; s. 157, § 12) Guds forsæt omfattede en administration, en fremgangsmåde, der ville forene alt under Kristus. (S. 152) På pinsedagen i år 33 begyndte Jesus at opbygge menigheden, at sætte det åndelige „Guds Israel“ i stedet for det kødelige Israel. (S. 154, 155) De salvede blev en del af Abrahams sæd; først jøder. (Apg. 3:24-26; s. 157, 158) Senere udvidet til at omfatte hedninger, som før „intet håb“ havde. Guds tålmodighed blev således til stor gavn for dem. (Ef. 2:11, 12; s. 160) Dermed var hans „hellige hemmelighed“ åbenbaret. (Ef. 3:5, 6; 1 Pet. 1:10-12; s. 163, 164) Guds handlemåde vidner om hans visdom og tålmodighed. Vi kan få gavn af den. Men vil vi?
Det fremadskridende forsæt giver os mulighed for at opnå evigt liv. (20 min.) Kan være sikre på at Guds forsæt vil blive ført igennem til sejr, trods forsøg på at hindre det. (S. 165) Ikke vente nogen gavn af kristenheden. (2 Pet. 2:1-3; s. 166, 167, læs § 4, 5.) Har levet i en afgørende tid siden 1914. (S. 169-174) De salvede har ikke forsømt lejligheden til at ære Jehova; har endog antaget navnet. (S. 175) Vidner om at forsættet er ved at være gennemført. (S. 176, 177) Eftersom „alle nationer“ velsignes, ikke blot det åndelige Israel, kan vi få gavn af Guds forsæt. (S. 177-180) Trængsel forude; muligvis problemer og genvordigheder for de loyale, men „en stor skare“ vil overleve. (S. 181)
Må nu afgøre hvad vi vil gøre. (10 min.) Den fulde gennemførelse af forsættet vil bringe stor glæde. Døde vil få gavn deraf ved opstandelsen. (S. 184, 185) Satan og andre oprørere vil ikke få gavn af det; tilintetgøres. Viser vi nu at vi ikke hører til dem? Guds „evige forsæt“ omfatter en menighed. (Ef. 3:10, 11) Samarbejder vi loyalt med den? Forbereder os til at få gavn af Riget i de tusind år. Vil vi for evigt kunne glæde os over at Guds „evige forsæt“ er ført igennem til sejr? (S. 188, 189)
6. Mennesket — skabt til at leve, ikke til at dø (ts, kap. 1-5)
Rimeligt at mennesker bør kunne leve længere. (7 min.) Vi elsker livet; ønsker ikke at det skal høre op. Megen vejledning i Bibelen er baseret på vores kærlighed til livet. (1 Pet. 3:10; Ordsp. 3:1, 2) Vi forbinder livet med at lære, nyde, opleve. Virker ikke rimeligt at menneskene lever så kort. (Drøft kort illustrationerne på side 4 og 24.)
Døden berører menneskers levevis og tankegang jorden over. (15 min.) De fleste religioner er dødsorienterede. Ofte formes folks levevis af bevidstheden om døden. (S. 5, 6) Almindeligt at høre folk udtrykke sig på en måde der røber udbredt tro på skæbnen. Bibelen støtter ikke det syn at livets længde er bestemt af skæbnen. (S. 9-12, henvis til illustrationen.) Eftersom døden synes uundgåelig lever mange i nuet. (1 Kor. 15:32; s. 12-14) Også når man tror på Bibelen gør man klogt i at tænke på hvad døden betyder, og på hvordan man bruger sit liv. (Præd. 7:1-4; s. 15, 16) I Bibelen stilles grundlæggende spørgsmål angående liv og død som vi må have svar på. (S. 8, læs § 3.)
Mennesket skabt til at leve. (8 min.) Menneskets legeme og evighedsbegreb viser at det er skabt til at leve; døden er unaturlig. (Præd. 3:10, 11; s. 17-22) Hvorfor dør det da? (S. 23-26)
Hvordan det er gået til at vi dør. (10 min.) Mange folkesagn går ud på at døden skyldes ulydighed. (S. 27-30) Bibelen viser at mennesket blev skabt med udsigt til liv, at kun ulydighed ville føre til død. (S. 30-33, drøft s. 32; 1 Mos. 2:16, 17) Synden førte til død, som gik i arv til Adams efterkommere. (Rom. 5:12; s. 34, 35) Men er der noget der lever videre?
Hele „sjælen“ dør. (15 min.) Mange hedninger og andre tror at mennesket har en udødelig sjæl. (S. 36, 37) Bibelen viser imidlertid at menneskene og dyrene er sjæle, skabninger der ånder. (1 Mos. 2:7; 1 Kor. 15:45; 5 Mos. 24:7; s. 38-41, drøft s. 40.) Man kan miste sit liv som en sjæl. (1 Mos. 35:18, Gd; s. 42, 43) Forestillingen om en udødelig sjæl er af hedensk oprindelse, stammer øjensynlig fra det gamle Babylon. (S. 43-45) Eftersom Bibelen ikke støtter denne falske lære, er det da fornuftigt at høre til et kirkesamfund der gør det? Skaberen ønsker at vi skal leve; har skabt os til det. Lær hvad Bibelen siger om muligheden derfor. (Apg. 13:48)
7. Kan afdødes ånder øve indflydelse på dit liv? (ts, kap. 6-10)
Forestillinger om et liv efter døden berører mange. (5 min.) Folk alle vegne tror på et liv efter døden. Mange tror at ånden forlader legemet ved døden og fortsætter en bevidst tilværelse, måske i himmelen, helvede eller skærsilden. Nogle frygter sådanne ånder og søger at jage dem bort. Andre forsøger at komme i kontakt med dem. Fordi visse lokaliteter man aldrig har set før, kan virke en bekendte, spekulerer nogle på om de har levet før deres fødsel. Kan Bibelen forklare noget herom? Det burde den kunne, da den er Guds ord. (2 Tim. 3:16, 17)
Ingen ånd med en selvstændig, bevidst tilværelse, overlever legemets død. (20 min.) Bibelen siger at de døde er uden bevidsthed. (Sl. 146:4; Præd. 9:5, 10; s. 72, § 4) Støtter Bibelen det synspunkt at en ånd med en bevidst tilværelse forlader legemet ved døden? Lad os overveje det: Prædikeren 12:7 siges at lære dette, men „ånden“ er den usynlige livskraft. (Sl. 104:29; Præd. 3:19; s. 47-49) Kan på en måde sammenlignes med elektricitet. (S. 49, 50, drøft illustrationen s. 51.) „Vender tilbage“ til Gud i den forstand at han har myndighed over den. (Luk. 23:46; s. 51, 52) Hvordan forholder det sig med den forestilling at man har levet før? (Læs s. 53, § 3, 4.) Følelsen af at man er kendt med personer og steder man ikke har set før, beviser ikke at man er født igen; strider mod Bibelen. (S. 53, 54) Hvordan med Johannes 9:2? Er ikke i strid hermed. (S. 58, 59)
De levende behøver hverken at hjælpe eller at frygte de døde. (10 min.) Forsøg på at formilde de døde kommer undertiden til udtryk i begravelsesskikke. (S. 60-63) Læren om skærsilden bygger på traditionen, ikke på Bibelen; strider mod Guds ord. (Matt. 15:6-9; 6:7, 8; s. 63-68, henvis til illustrationerne.) At undgå kirkegårde, benytte juju-præster, osv., vidner om frygt for de dødes ånder. (S. 69-73) Bibelen hjælper os til at få det rette syn. (Præd. 9:6)
Undgå det at „tale med de døde“ og lignende ubibelske handlinger. (20 min.) Nogle synes at kunne komme i forbindelse med de døde; gør de det virkelig? Kom kong Saul i forbindelse med den døde Samuel? (1 Sam. 28:12-15; s. 74, 75, bemærk illustrationen på s. 77.) Jehova ville ikke have billiget eller tilladt det. (3 Mos. 19:31; s. 76, 77) Hvor kom stemmerne fra? Eva oplevede noget tilsvarende. (1 Mos. 3:1-6) Jesus viste at løgnen kom fra Satan. (Joh. 8:44; s. 80-82) Satan fik tilslutning af andre åndeskabninger, blev dæmoner; er nu i „Tartaros“. (1 Mos. 6:1-4; s. 83-85) Vi må værne os mod deres forøg på at komme i kontakt med mennesker og påvirke dem. (S. 86, læs § 2, 3.) Bibelen råder os til at undgå udøvelse af spiritisme. (3 Mos. 20:27; s. 87, 88)
Lev ikke i stadig frygt for de døde eller for dæmonerne. Frygt Gud; tjen ham med evigt liv i sigte. (Åb 14:7; 21:8, 3, 4)
8. Ville en kærlig Gud pine nogen? (ts, kap. 11-15)
Se Gud som han er — kærlig, barmhjertig, god. (5 min.) Bibelen indeholder rigelige vidnesbyrd om Guds barmhjertighed, godhed, kærlighed. (Sl. 103:8, 13, 14) Vi kan se det af de gode ting han giver os alle, også dem der ignorerer ham. (Apg. 14:17) Nogle lærdomme, endog nogle som påstås at bygge på Bibelen, giver imidlertid et usandt, forvrænget billede af Gud. Nødvendigt at få klarhed, at få det rette syn.
Guds ord taler ikke om pine i et brændende helvede. (25 min.) Tidligere foredrag i serien har vist at de døde er uden bevidsthed, at mennesket ikke har en udødelig sjæl men er en sjæl; Gud har magt til at oprejse de trofaste. Men mange, også hedninger, tror på pine i et brændende helvede. (S. 89-91, henvis til illustrationerne.) Hvad omtales i Bibelen som „helvede“? Hebraisk she’olʹ og græsk haiʹdēs oversættes undertiden med „helvede“ men sigter til de dødes opholdssted, menneskehedens fælles grav. (Sl. 16:10; Apg. 2:30, 31; s. 92-95) Stemmer med at Gud har sat døden, ikke pine, som straf. (5 Mos. 30:19, 20; s. 93, 94) Læren om et helvede med pine kommer sandsynligvis fra græske og romerske forestillinger. (S. 96, læs § 2.) En bagvaskelse af Gud. (S. 96, 97) Hvordan skal vi da forstå Lukas 16:19-31? (Læs stykket og henvis til illustrationerne på s. 100, 101.) Kirkernes syn ulogisk. (Ordsp. 30:8; s. 100, 101) „Den rige mand“ og „Lazarus“ er billeder. (Matt. 23:5-7; 21:31, 32; s. 102, 103) Deres „død“ er en forandring i deres forhold. (Rom. 7:2, 4; s. 105) Skaren „den rige mand“ pines af det kristne budskab. (Apg. 5:33; s. 106-108) Dette bibelske syn bringer ikke Gud i vanry.
Den retfærdige Gud straffer de uforbederlige med tilintetgørelse. (17 min.) Rimeligt at en retfærdig Gud straffer uforbederligt onde, men gør det i overensstemmelse med sine egenskaber; udelukker evig lidelse. Det fremgår af Bibelens ord om Gehenna; bygger på billedet med fuldstændig tilintetgørelse af affaldet. (Mark. 9:43-48; 2 Krøn. 28:1, 3; 2 Kong. 23:10; s. 110-114) Symbol på evig udslettelse. (S. 114, læs § 3.) Personer og ting der udslettes på denne måde, omtales som om de pines for evigt. (Åb. 20:10; s. 117, 118) Betyder at de lider evig skam. (Matt. 18:34, NW-fodnote; s. 119, § 4) Harmonerer med andre bibelske udsagn om Guds personlighed. (5 Mos. 25:4; Klages. 3:32, 33; s. 122, 123)
Den kærlige Gud vil sejre over menneskets fjender, også døden. (8 min.) Gud har lovet at tilintet gøre selv døden. (1 Kor. 15:26; s. 124, 125) Vil gøre det ved hjælp af sin søn; nu en mægtig ånd i himmelen. (S. 128) Kristus vil have medregenter i himmelen. (Rom. 16:20) Kan se frem til deres styre, for det vil være i harmoni med Guds egenskaber — kærlighed, barmhjertighed, godhed. (Matt. 20:25-27; s. 131)
9. En verden uden sygdom og død er nær. (ts, kap. 16-21)
Grund til at prise Gud. (5 min.) Vi er glade når børn, slægtninge, venner, er taknemmelige for det vi gør. Har grund til at være Gud taknemmelig for det han har gjort og vil gøre. Får det os til at prise og tjene ham? (Es. 12:4, 5) Tænk på disse fremtidige velsignelser:
Lige foran os venter en verden uden sygdom og død. (25 min.) Vi kender ordene i Åbenbaringen 21:3, 4, men hvordan gennemføres det, og hvad vil det indebære? Rigeligt med føde. (S. 134-136; Es. 25:6) Jesus helbrede sygdom, gradvis eller øjeblikkelig, alt efter behov. (Es. 25:8; s. 136-138) Kan være overbevist om at han og hans medregenter vil være medfølende. (Hebr. 4:15, 16; s. 138-140) Et endeløst liv uden sygdom vil ikke være kedeligt; meget at lære og gøre. (S. 143-148) Uendelige muligheder for at vise kærlighed. (S. 148-150, læs s. 149, § 3.) Er nær, for vi står på tærskelen til den nye orden. Drømmen om træet i Daniel, kapitel 4, peger profetisk frem til tiden for Rigets oprettelse. (S. 152, 153) En periode på 2520 år. (Henvis meget kort til s. 154-161; bemærk illustrationen, og læs § 2 på s. 161.) Enden på den onde ordning skal komme i denne „generation“. (Matt. 24:34; s. 162) At vi kan se frem til velsignelser i den nye orden uden nogen sinde at skulle dø — får dette os til at prise Gud?
Endog milliarder af døde vil få lejlighed til at prise Gud. (20 min.) For at Esajas 65:17 kan opfyldes i den nye orden må de døde oprejses. (S. 166, 167) Opstandelser i fortiden viser at det kan lade sig gøre. (Apg. 17:31; s. 167, 168) Ingen tvivl om at Gud er i stand til det. (S. 171-173; Sl. 139:16, NW) Bør hjælpe os til at overvinde frygten for en voldelig død. (Hebr. 2:14; s. 174, 175) Behøver ikke nu at kende alle detaljer angående opstandelsen. (S. 176, 177) Bibelen oplyser dog at de opstandne ikke vil gifte sig. Døden afslutter et ægteskab, og den overlevende kan gifte sig igen; venligt at Gud har fortalt os dette. (S. 178, 179) Bibelen viser at nogle ikke vil blive oprejst; understreger betydningen af at være loyal nu. (S. 181, 182) Nogle opstandne vil ikke fortsætte på retfærdighedens vej; bør formane os til at vandre retfærdigt allerede nu. (S. 184, 185)
Vi kan opnå mere end dette liv — vil vi? (5 min.) Guds løfter bør drage os nær til ham; tiden er kort. (Zef. 2:2, 3; s. 186) Undgå at være kortsynet; vis hver dag din taknemmelighed og kærlighed over for Skaberen.