IFØLGE LUKAS

1 Mange har påtaget sig at udarbejde en beretning om de kendsgerninger vi har fuld tillid til,+ 2 sådan som de er blevet givet videre til os af dem der fra begyndelsen var øjenvidner+ og forkyndte budskabet.*+ 3 Derfor har jeg også, efter omhyggeligt at have gået alle ting igennem forfra, besluttet at skrive dem ned i logisk rækkefølge til dig, højtærede Theofilus.+ 4 Det har jeg gjort for at du kan vide hvor pålidelige de ting er som du er blevet mundtligt undervist i.+

5 På den tid da Herodes*+ var konge i Judæa, var der en præst ved navn Zakarias som tilhørte Abijas hold af præster.+ Hans hustru var af Arons slægt, og hun hed Elisabeth. 6 De var begge retfærdige i Guds øjne, for de levede helt og fuldt* efter alle Jehovas* bud og love. 7 Men de havde ingen børn, for Elisabeth kunne ikke blive gravid, og de var begge oppe i årene.

8 Mens Zakarias nu tjente som præst for Gud sammen med sit hold af præster,+ 9 gik han, som det var skik blandt præsterne, ind i Jehovas* helligdom da det blev hans tur til at ofre røgelse.+ 10 Og en stor forsamling stod udenfor og bad på det tidspunkt hvor røgelsesofret blev bragt. 11 Jehovas* engel viste sig nu for ham, stående ved højre side af røgelsesaltret. 12 Men Zakarias blev forskrækket over at se englen, og han var lammet af frygt. 13 Englen sagde imidlertid til ham: “Vær ikke bange, Zakarias, for Gud har hørt din bøn, og din hustru, Elisabeth, skal føde dig en søn, og du skal kalde ham Johannes.+ 14 Og du vil blive glad, ja, jublende glad, og mange vil glæde sig over hans fødsel,+ 15 for han skal være stor i Jehovas* øjne.+ Men han må ikke drikke vin eller andet der indeholder alkohol,+ og allerede før sin fødsel* vil han være fyldt med hellig ånd,+ 16 og han vil få mange af Israels sønner til at vende tilbage til deres Gud Jehova.*+ 17 Han vil også gå foran Ham med Elias’ ånd og kraft+ for at få fædres hjerter til at blive som børns hjerter*+ og de ulydige til at handle klogt og rigtigt, for at gøre et folk klar til Jehova.”*+

18 Zakarias sagde til englen: “Hvordan kan jeg være sikker på det? Jeg er jo gammel, og min hustru er oppe i årene.” 19 Som svar sagde englen til ham: “Jeg er Gabriel,+ som tjener foran Gud,+ og jeg er blevet sendt til dig for at fortælle dig denne gode nyhed. 20 Men nu vil du blive stum, og du vil ikke kunne tale igen før den dag de ting sker, for du troede ikke på mine ord, som vil blive opfyldt når tiden er inde.” 21 Imens ventede folk på Zakarias, og de undrede sig over at han blev så længe i helligdommen. 22 Da han kom ud, kunne han ikke tale til dem, og de blev klar over at han lige havde fået et overnaturligt syn derinde. Han blev ved med at gøre tegn til dem, men han var stadigvæk stum. 23 Da nu hans dage med hellig tjeneste* var gået, tog han hjem.

24 Nogle dage senere blev hans hustru, Elisabeth, gravid, og hun holdt sig for sig selv i fem måneder. Hun sagde: 25 “Jehova* har gjort dette for mig: Han har rettet sin opmærksomhed mod mig for at man ikke mere skal se ned på mig.”+

26 Da hun var seks måneder henne, sendte Gud englen Gabriel+ til en by i Galilæa der hedder Nazaret, 27 til en jomfru+ der var forlovet* med en mand ved navn Josef der var af Davids slægt, og jomfruen hed Maria.+ 28 Og englen kom ind til hende og sagde: “Vær hilset, du som er højt værdsat. Jehova* er med dig.” 29 Men hun blev foruroliget over det han sagde, og prøvede at forstå hvad den hilsen skulle betyde. 30 Så sagde englen til hende: “Vær ikke bange, Maria, for du har Guds godkendelse. 31 Og du vil blive gravid* og føde en søn,+ og du skal give ham navnet Jesus.+ 32 Han skal være stor+ og kaldes Den Højestes Søn,+ og Jehova* Gud vil give ham hans far Davids trone,+ 33 og han skal herske som konge over Jakobs slægt for evigt, og hans rige skal aldrig ophøre.”+

34 Men Maria sagde til englen: “Hvordan skal det kunne lade sig gøre når jeg ikke har været sammen med en mand?”+ 35 Som svar sagde englen til hende: “Hellig ånd vil komme over dig,+ og kraft fra Den Højeste vil beskytte* dig. Derfor skal den der fødes, også kaldes hellig+ og Guds Søn.+ 36 Og hør! Din slægtning Elisabeth venter også en søn, og selvom hun er gammel og man siger at hun ikke kan få børn, er hun nu i sjette måned, 37 for der er intet som Gud siger, der er umuligt for ham.”+ 38 Så sagde Maria: “Se! Jeg er Jehovas* tjener! Lad det gå mig som du har sagt.” Så forlod englen hende.

39 Ved den tid tog Maria afsted og skyndte sig op i bjerglandet, til en by i Juda, 40 og hun gik ind i Zakarias’ hus og hilste på Elisabeth. 41 Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sparkede barnet i hendes mave, og Elisabeth blev fyldt med hellig ånd, 42 og hun råbte: “Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er barnet du venter! 43 Hvordan kan det være at jeg har fået det privilegium at min Herres mor kommer til mig? 44 For se, da jeg hørte din hilsen, sparkede barnet af glæde. 45 Og lykkelig er du som troede, for alt hvad Jehova* har lovet dig, vil gå i opfyldelse.”

46 Og Maria sagde: “Alt i mig* ophøjer Jehova,*+ 47 og i mit indre kan jeg ikke være andet end jublende glad over Gud, min Frelser,+ 48 for han har lagt mærke til sin tjener,+ selvom hun hører til det jævne folk. Og fra nu af vil alle generationer kalde mig lykkelig,+ 49 for Den Mægtige har gjort store ting for mig, og helligt er hans navn,+ 50 og generation efter generation er han barmhjertig mod dem der har ærefrygt for ham.+ 51 Han har gjort vældige gerninger med sin arm. Han har spredt dem der er stolte i deres hjertes tanker.+ 52 Magtfulde folk har han styrtet fra troner,+ og jævne folk har han ophøjet.+ 53 Sultne har han mættet med gode ting,+ og rige har han sendt tomhændet væk. 54 Han er kommet sin tjener Israel til hjælp for at vise at han husker sit løfte om at være barmhjertig+ 55 for evigt, sådan som han har sagt til vores forfædre, Abraham og hans efterkommere.”+ 56 Maria blev hos hende i omkring tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.

57 Nu kom tiden til at Elisabeth skulle føde, og hun fik en dreng. 58 Og naboerne og hendes slægtninge hørte at Jehova* havde vist hende stor barmhjertighed, og de glædede sig sammen med hende.+ 59 De kom den ottende dag da barnet skulle omskæres,+ og de ville opkalde ham efter hans far, Zakarias. 60 Men hans mor sagde: “Nej! Han skal hedde Johannes.” 61 “Jamen, der er da ingen i din familie der hedder det,” sagde de til hende. 62 Derefter spurgte de faren ved hjælp af tegn hvad han ville have at drengen skulle hedde. 63 Så bad han om en tavle og skrev: “Hans navn er Johannes.”+ Det undrede de sig alle over. 64 Med det samme blev hans mund åbnet, og hans tunge løsnet, og han begyndte at tale+ og at lovprise Gud. 65 Og alle i deres nabolag blev grebet af ærefrygt, og i hele Judæas bjergland begyndte folk at tale om alt det der var sket. 66 Og alle der hørte det, gemte det i deres hjerte og sagde: “Hvad mon denne dreng skal blive til?” For Jehova* var med ham.

67 Nu blev Zakarias, drengens far, fyldt med hellig ånd, og han profeterede: 68 “Lad Jehova,* Israels Gud, blive lovprist,+ for han har vendt sin opmærksomhed mod sit folk og befriet det.+ 69 Og han har sørget for at en magtfuld frelser*+ er fremstået i hans tjener Davids slægt,+ 70 sådan som han lovede gennem sine hellige profeter i gammel tid.+ 71 Han lovede at frelse os fra vores fjender og fra alle dem der hader os,+ 72 for at vise os barmhjertighed, som han har lovet vores forfædre, og for at huske sin hellige pagt.+ 73 Det er den ed han aflagde over for vores forfar Abraham,+ 74 at han ville give os det privilegium at udføre hellig tjeneste for ham uden frygt efter at vi er blevet befriet fra vores fjender, 75 så vi kan være trofaste og gøre det der er rigtigt, så længe vi lever. 76 Og du, lille barn, du skal kaldes Den Højestes profet, for du vil gå foran Jehova* for at bane hans veje,+ 77 for at give hans folk kundskab om at han vil frelse det ved at tilgive dets synder+ 78 på grund af sin inderlige medfølelse. Denne medfølelse fra himlen vil skinne på os som når solen står op, 79 for at give lys til dem der sidder i mørke og i dødens skygge,+ og lede vores fødder ind på fredens vej.”

80 Og drengen voksede op og blev et karakterfast menneske,* og han levede i ørkenen indtil den dag han trådte frem for Israel.

2 I de dage befalede kejser Augustus at indbyggerne i hele riget* skulle registreres. 2 (Denne første registrering fandt sted da Kvirinius var statholder i Syrien). 3 Og alle tog afsted, hver til sin by, for at blive registreret. 4 Josef,+ der nedstammede fra David, tog naturligvis også afsted fra Galilæa, fra byen Nazaret, op til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem.+ 5 Han tog afsted for at blive registreret sammen med Maria, der som lovet var blevet gift med ham+ og nu var højgravid.+ 6 Mens de var dér, kom tiden hvor hun skulle føde. 7 Og hun fødte en dreng, sin førstefødte,+ og hun pakkede ham ind i tøjstrimler og lagde ham i en krybbe,+ for der var ikke plads til dem på overnatningsstedet.

8 I det samme område var der også hyrder som levede udendørs og holdt vagt over deres hjord om natten. 9 Pludselig stod Jehovas* engel foran dem, og Jehovas* herlighed strålede omkring dem, og de blev meget bange. 10 Men englen sagde til dem: “I skal ikke være bange, for jeg er kommet for at fortælle jer en god nyhed om en stor glæde som hele folket vil få del i. 11 I Davids by+ er der nemlig i dag født jer en frelser,+ som er Kristus, Herren.+ 12 Og sådan kan I kende ham: I vil finde et spædbarn der er pakket ind i tøjstrimler og ligger i en krybbe.” 13 Pludselig var der sammen med englen en himmelsk hærskare,+ og de lovpriste Gud og sagde: 14 “Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker som han godkender.”*

15 Da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: “Lad os med det samme gå ind til Betlehem og se hvad der er sket, det som Jehova* har fortalt os om.” 16 Og de skyndte sig afsted og fandt både Maria og Josef og spædbarnet som lå i krybben. 17 Da de så det, fortalte de hvad de havde fået at vide om barnet. 18 Og alle der hørte det hyrderne fortalte, undrede sig, 19 men Maria gemte alle disse udtalelser i sit hjerte og tænkte dybt over dem.+ 20 På vej tilbage takkede og lovpriste hyrderne Gud for alt hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet dem fortalt.

21 Otte dage senere skulle han omskæres,+ og han fik navnet Jesus, det navn englen havde givet ham før han blev undfanget.+

22 Og da tiden kom til at de skulle rense sig ifølge Moses’ Lov,+ tog de ham med op til Jerusalem for at vise ham frem for Jehova,* 23 sådan som der står skrevet i Jehovas* Lov: “Enhver førstefødt dreng* skal kaldes hellig for Jehova.”*+ 24 Og de bragte et offer i overensstemmelse med det der er sagt i Jehovas* Lov, nemlig “et par turtelduer eller to dueunger”.+

25 I Jerusalem var der en retfærdig mand der hed Simeon. Han tjente Gud helhjertet og ventede på at Gud ville give Israel trøst,+ og hellig ånd var over ham. 26 Desuden havde Gud ved den hellige ånd åbenbaret for ham at han ikke skulle dø før han havde set Jehovas* Salvede.* 27 Under åndens ledelse kom han nu ind i templet, og da forældrene kom ind med den lille dreng Jesus for at gøre hvad Loven krævede,+ 28 tog han barnet i sine arme, lovpriste Gud og sagde: 29 “Suveræne Herre, nu kan din tjener dø i fred+ sådan som du har sagt, 30 for mine øjne har set den der vil bringe frelse,+ 31 den som du har sendt, og som alle folkeslagene nu kan se,+ 32 et lys+ der skal fjerne sløret fra nationerne+ og være til ære for dit folk, Israel.” 33 Og barnets far og mor blev ved med at undre sig over de ting der blev sagt om ham. 34 Simeon velsignede dem og sagde til Maria, barnets mor: “På grund af dette barn vil mange i Israel falde,+ og andre vil blive rejst op,+ og mange vil modsige ham selvom Gud vil vise folk tegn på at han er med ham+ 35 (ja, et langt sværd skal gennembore dig),+ for at mange hjerters tanker kan blive afsløret.”

36 Anna, en ældre profetinde som var datter af Fanuel og fra Ashers stamme, var også i templet. Hun havde været gift i syv år. 37 Nu var hun enke, 84 år gammel, og hun var aldrig væk fra templet, hvor hun nat og dag tilbad Gud* med faste og bønner. 38 Netop på det tidspunkt kom hun hen og begyndte at takke Gud og tale om barnet til alle der ventede på Jerusalems befrielse.+

39 Da de havde gjort alt det de skulle ifølge Jehovas* Lov,+ vendte de tilbage til Galilæa til deres egen by, Nazaret.+ 40 Drengen voksede og blev stærk. Han blev fyldt med visdom, og han havde fortsat Guds godkendelse.+

41 Hvert år plejede hans forældre at tage til Jerusalem til påskehøjtiden.+ 42 Og da han var 12 år, tog de derop som det var tradition ved højtiden.+ 43 Da højtiden var slut og de var på vej hjem, blev Jesus tilbage i Jerusalem uden at hans forældre lagde mærke til det. 44 De troede at han var i den gruppe de fulgtes med, så de rejste en hel dag før de begyndte at lede efter ham blandt slægtninge og bekendte. 45 Men da de ikke fandt ham, tog de tilbage til Jerusalem og ledte omhyggeligt efter ham. 46 Endelig, efter tre dage, fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne og lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. 47 Alle der hørte ham, var forbavset over hans forståelse og hans svar.+ 48 Da hans forældre fik øje på ham, blev de overraskede, og hans mor sagde til ham: “Jamen, barn dog, hvorfor har du behandlet os på den måde? Din far og jeg har desperat ledt efter dig.” 49 Men han sagde til dem: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke at jeg måtte være i min Fars hus?”+ 50 De forstod dog ikke hvad han sagde til dem.

51 Så fulgte han med dem ned og tog tilbage til Nazaret, og han fortsatte med at adlyde* dem.+ Og hans mor gemte omhyggeligt alle disse udtalelser i sit hjerte.+ 52 Jesus voksede op og fik endnu større visdom, og han blev mere og mere vellidt af Gud og mennesker.

3 I kejser Tiberius’ 15. regeringsår var Pontius Pilatus statholder i Judæa, Herodes*+ var lokalfyrste* i Galilæa, hans bror Filip var lokalfyrste i Ituræa og Trakonitis, og Lysanias var lokalfyrste i Abilene. 2 Annas var en af de øverste præster, og Kajfas+ var ypperstepræst. På det tidspunkt gav Gud Johannes,+ Zakarias’ søn, et budskab i ørkenen.+

3 Han gik så ud i hele området omkring Jordanfloden og forkyndte for folk at de skulle lade sig døbe som symbol på at de havde angret, så de kunne få deres synder tilgivet,+ 4 sådan som der står skrevet i bogen med profeten Esajas’ ord: “En stemme råber i ørkenen: ‘Ryd Jehovas* vej! Gør hans veje lige.+ 5 Hver dal skal fyldes op, og hvert bjerg og hver høj flades ud. De krogede veje skal gøres lige, og de ujævne veje jævnes ud, 6 og alle skal se Guds frelse.’”*+

7 Fra da af begyndte han at sige til de mange mennesker der kom for at blive døbt af ham: “Giftslangeyngel, hvem har fortalt jer at I kan flygte fra den kommende vrede?+ 8 Vis derfor i handling* at I har angret. I skal ikke sige til jer selv: ‘Vi er Abrahams børn.’ For jeg siger jer at Gud er i stand til at gøre disse sten til Abrahams børn. 9 Ja, øksen ligger allerede ved foden af træerne. De træer som ikke giver god frugt, vil altså blive fældet og kastet i ilden.”+

10 Og de mange mennesker spurgte ham: “Jamen, hvad skal vi gøre?” 11 Han svarede dem: “Jo, den der har en ekstra klædning,* skal dele med den der ikke har nogen, og den der har noget at spise, skal gøre det samme.”+ 12 Selv skatteopkrævere kom for at blive døbt,+ og de sagde til ham: “Lærer, hvad skal vi gøre?” 13 “Opkræv ikke mere end den fastsatte skat,”+ svarede han. 14 Og soldater spurgte ham: “Hvad skal vi gøre?” Og han sagde til dem: “I må ikke afpresse* nogen eller true nogen med falske anklager,+ men vær tilfredse med jeres løn.”*

15 Nu var folket i forventning om at Kristus skulle komme, og alle spekulerede på om det mon kunne være Johannes.+ 16 Så Johannes sagde til alle: “Jeg døber jer med vand, men der kommer en der er stærkere end mig, og jeg er ikke engang god nok til at løse remmen på hans sandaler.+ Han vil døbe jer med hellig ånd og med ild.+ 17 Han har sin kasteskovl* i hånden for at rydde sin tærskeplads fuldstændigt og samle hveden ind i sin lade, men avnerne vil han brænde med en ild der ikke kan slukkes.”

18 Han kom også med mange andre opfordringer og fortsatte med at forkynde gode nyheder for folk. 19 Desuden irettesatte han lokalfyrsten Herodes for alt det onde han havde gjort, og fordi han levede sammen med sin brors hustru, Herodias. 20 Derfor begik Herodes endnu en forbrydelse: Han kastede Johannes i fængsel.+

21 Dengang alle folk blev døbt, blev Jesus også døbt.+ Mens han bad, åbnede himlen sig,+ 22 og den hellige ånd dalede ned over ham i form af en due, og der lød en stemme fra himlen: “Du er min Søn, som jeg elsker. Jeg har godkendt dig.”+

4 Fyldt med hellig ånd vendte Jesus tilbage fra Jordanfloden, og ånden førte ham omkring i ørkenen+ 2 i 40 dage, og der fristede Djævelen ham.+ Han spiste ingenting, så da de 40 dage var gået, var han meget sulten. 3 Nu sagde Djævelen til ham: “Hvis du er Guds søn,* så sig til den sten dér at den skal blive til et brød.” 4 Men Jesus svarede ham: “Der står skrevet: ‘Et menneske skal ikke kun leve af brød.’”+

5 Så tog Djævelen ham med op på et bjerg og viste ham på et øjeblik alle jordens riger.+ 6 Og Djævelen sagde til ham: “Jeg vil give dig magten over dem alle og også deres pragt, for magten er blevet overdraget til mig,+ og jeg giver den til hvem jeg vil. 7 Derfor, hvis du vil tilbede mig én gang, skal det alt sammen være dit.” 8 Jesus svarede ham: “Der står skrevet: ‘Det er Jehova* din Gud du skal tilbede, og det er kun ham du må udføre hellig tjeneste for.’”+

9 Han førte ham så til Jerusalem, stillede ham på toppen af tempelmuren og sagde til ham: “Hvis du er Guds søn,* så kast dig ned herfra,+ 10 for der står skrevet: ‘Han vil give sine engle besked om at beskytte dig’ 11 og: ‘De vil bære dig på hænder så du ikke støder din fod på nogen sten.’”+ 12 Som svar sagde Jesus til ham: “Der er blevet sagt: ‘Du må ikke udfordre Jehova* din Gud.’”+ 13 Da Djævelen så var færdig med at friste ham, forlod han ham og ventede på et andet belejligt tidspunkt.+

14 Jesus vendte nu tilbage til Galilæa,+ fyldt med kraft fra den hellige ånd. Og rygtet om ham blev spredt i hele omegnen. 15 Han begyndte at undervise i deres synagoger, og alle talte godt om ham.

16 Så tog han til Nazaret,+ hvor han var vokset op, og som han plejede på sabbatsdagen, gik han hen i synagogen.+ Da han rejste sig for at læse, 17 rakte man ham profeten Esajas’ skriftrulle, og han åbnede den og fandt det sted hvor der stod skrevet: 18 “Jehovas* ånd er over mig, for han har salvet mig til at fortælle gode nyheder til fattige. Han har sendt mig for at forkynde at de der er i fængsel, skal sættes fri, og at blinde skal se, for at befri de undertrykte+ 19 og for at forkynde om en tid* hvor man kan blive godkendt af Jehova.”*+ 20 Derefter rullede han skriftrullen sammen, gav den tilbage til synagogetjeneren og satte sig – og alle stirrede spændt på ham. 21 Så indledte han med at sige til dem: “I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.”+

22 Og de begyndte alle at tale rosende om ham, og de var fascineret af de gode og tiltalende ord der kom fra hans mund,+ og de sagde: “Jamen, er det ikke Josefs søn?”+ 23 Så sagde han til dem: “I vil sikkert bruge denne talemåde om mig: ‘Læge, helbred dig selv.’ Og I vil sige: ‘Vi har hørt om det der er sket i Kapernaum. Gør det samme her på din hjemegn.’”+ 24 Derfor sagde han: “Det siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt på sin hjemegn.+ 25 Tro mig, der var mange enker i Israel på Elias’ tid dengang det ikke regnede i tre og et halvt år og hele landet blev ramt af stor hungersnød.+ 26 Alligevel blev Elias ikke sendt til nogen af dem, men tværtimod til en enke i Sarepta i Sidons land.+ 27 Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid, og alligevel var der ikke nogen af dem der blev helbredt,* men det blev til gengæld syreren Naaman.”+ 28 Da alle i synagogen hørte det, blev de rasende,+ 29 og de sprang op og jagede ham ud af byen, og de førte ham hen til kanten af det bjerg som deres by var bygget på, for at kaste ham ned. 30 Men han gik lige igennem flokken og rejste videre.+

31 Han kom så ned til Kapernaum, en by i Galilæa. Og han underviste dem på sabbatten,+ 32 og de var helt forbavset over hans måde at undervise på,+ for han talte med autoritet. 33 Nu var der i synagogen en mand der var besat af en dæmon, en uren ånd, og han råbte:+ 34 “Årh! Hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazaret?+ Er du kommet for at gøre det af med os? Jeg ved godt hvem du er. Du er Guds Hellige.”+ 35 Men Jesus beordrede ånden: “Ti stille, og kom ud af ham.” Dæmonen kastede manden til jorden for øjnene af dem og kom så ud af ham uden at skade ham. 36 Alle blev forbavsede og begyndte at sige til hinanden: “Hvad er det dog for en magt og autoritet han taler med? Selv de urene ånder adlyder ham og kommer ud!” 37 Og nyheden om ham blev spredt og nåede ud til alle dele af egnen.

38 Da han havde forladt synagogen, gik han ind i Simons hus. Simons svigermor lå syg med høj feber, og de bad ham om at hjælpe hende.+ 39 Han bøjede sig over hende og gav feberen ordre til at forsvinde, og den forsvandt. Straks stod hun op og begyndte at sørge for dem.

40 Da solen var ved at gå ned, kom alle hen til ham med deres syge. Han helbredte dem ved at lægge hænderne på hver enkelt af dem.+ 41 Der kom også dæmoner ud af mange, og de råbte og sagde: “Du er Guds Søn.”+ Men han gav dem strenge ordrer om ikke at tale,+ for de vidste at han var Kristus.+

42 Tidligt næste morgen tog han hen til et øde sted.+ Men folkeskarerne begyndte at lede efter ham og fandt ham, og de prøvede at hindre ham i at forlade dem. 43 Men han sagde til dem: “Jeg skal også forkynde den gode nyhed om Guds rige i de andre byer. Det er jo derfor jeg er blevet sendt ud.”+ 44 Så fortsatte han med at forkynde i synagogerne i Judæa.

5 Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø,*+ maste folk sig ind på ham for at høre Guds ord. 2 Og han så to både der lå ved søbredden. Fiskerne var gået i land og var ved at skylle deres net.+ 3 Han gik ombord i en af bådene, nemlig Simons, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig ned og begyndte at undervise de mange mennesker fra båden. 4 Da han var færdig, sagde han til Simon: “Sejl ud hvor der er dybt, og kast jeres net i vandet.” 5 Men Simon sagde: “Lærer, vi har knoklet hele natten uden at fange noget,+ men fordi du siger det, vil jeg kaste nettene ud.” 6 Og da de gjorde det, fangede* de så mange fisk at deres net begyndte at gå i stykker.+ 7 De gjorde tegn til fiskerne* i den anden båd om at komme og hjælpe dem, og de fyldte begge både så de var ved at synke. 8 Da Simon Peter så det, faldt han på knæ foran Jesus og sagde: “Gå væk fra mig, Herre, for jeg er en synder.” 9 Både han og de der var med ham, var nemlig chokeret over den fangst de havde fået. 10 Det samme var Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner,+ som drev fiskeri sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: “Du skal ikke være bange. Fra nu af er det mennesker du skal fange.”+ 11 Så roede de bådene i land, forlod alt og fulgte ham.+

12 Ved en anden lejlighed befandt Jesus sig i en af byerne. En mand der var hårdt angrebet af spedalskhed, fik øje på ham, kastede sig ned og tryglede ham: “Herre, hvis bare du vil, kan du gøre mig rask.”*+ 13 Så rakte Jesus hånden frem og rørte ved ham. “Det vil jeg!” sagde han. “Bliv rask.”* Straks forsvandt spedalskheden fra ham.+ 14 Han gav manden besked på ikke at fortælle det til nogen og sagde til ham: “Gå hen og lad præsten undersøge dig, og bring et offer for at blive renset, sådan som Moses har foreskrevet,+ så det kan være et vidnesbyrd for dem.”+ 15 Men nyheden om ham blev spredt, og folk strømmede til for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme.+ 16 Alligevel gik han ofte ud til øde steder for at bede.

17 En dag mens han underviste, sad der farisæere og lovlærere som var kommet fra alle landsbyer i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem, og Jehovas* kraft var med ham så han kunne helbrede.+ 18 Nu kom der nogle mænd med en mand som var lam og lå på en båre, og de prøvede at komme ind så de kunne lægge ham foran Jesus.+ 19 Men det kunne de ikke på grund af de mange mennesker. Så de kravlede op på taget, og gennem tegltaget firede de båren med den lamme mand ned lige foran Jesus. 20 Da han så deres tro, sagde han: “Min ven, dine synder er blevet tilgivet.”+ 21 Så begyndte de skriftlærde og farisæerne at sige til hinanden: “Hvem er det der vover at sige noget så blasfemisk? Er det ikke kun Gud der kan tilgive synder?”+ 22 Men Jesus var klar over hvad de tænkte, og sagde til dem: “Hvad er det I tænker i jeres hjerte? 23 Hvad er lettest at sige: ‘Dine synder er blevet tilgivet’ eller ‘Rejs dig op og gå’? 24 Men for at I kan vide at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder ...” Så sagde han til den lamme mand: “Jeg siger dig: Rejs dig op, tag din båre og gå hjem.”+ 25 Han rejste sig op for øjnene af dem, tog sin båre og gik hjem, mens han lovpriste Gud. 26 Og de var alle sammen ude af sig selv af begejstring. De begyndte at lovprise Gud, og fyldt med ærefrygt sagde de: “Vi har set de utroligste ting i dag!”

27 Derefter gik han udenfor, og han så en skatteopkræver ved navn Levi der sad på skattekontoret, og han sagde til ham: “Følg mig.”+ 28 Og han rejste sig, forlod alt og begyndte at følge ham. 29 Så serverede Levi et stort festmåltid for ham i sit hus, og der var rigtig mange skatteopkrævere og andre som spiste* sammen med dem.+ 30 Det fik farisæerne og deres skriftlærde til forarget at spørge hans disciple: “Hvorfor spiser og drikker I sammen med skatteopkrævere og syndere?”+ 31 Jesus svarede dem: “De raske har ikke brug for en læge, men det har de syge.+ 32 Jeg er ikke kommet for at indbyde retfærdige, men for at motivere syndere til at angre.”+

33 De sagde så til ham: “Johannes’ disciple faster tit og beder, og det gør farisæernes disciple også, men dine spiser og drikker.”+ 34 Jesus sagde til dem: “Man kan ikke få brudgommens venner til at faste så længe brudgommen er sammen med dem, vel? 35 Men den dag kommer hvor brudgommen+ bliver taget væk fra dem. Til den tid vil de faste.”+

36 Han brugte også en illustration: “Ingen skærer et stykke af en ny yderklædning for at lappe noget gammelt tøj. Hvis man gør det, vil den nye lap rive sig løs, og lappen vil ikke passe til det gamle tøj.+ 37 Og ingen fylder ny vin på gamle skindsække. Hvis man gør det, vil den nye vin sprænge skindsækkene og løbe ud, og skindsækkene bliver ødelagt. 38 Nej, man fylder ny vin på nye skindsække. 39 Ingen vil efter at have drukket den gamle vin have lyst til den nye vin, for man vil sige: ‘Den gamle er god.’”

6 På en sabbat kom han gående gennem nogle kornmarker, og hans disciple plukkede aks,+ gned dem mellem hænderne og spiste kernerne.+ 2 Nogle af farisæerne sagde: “Hvorfor gør I noget der er forbudt på sabbatten?”+ 3 Men Jesus svarede dem: “Har I aldrig læst hvad David gjorde dengang han og de mænd der var med ham, blev sultne?+ 4 Han gik ind i Guds hus, fik de hellige brød,* spiste og gav nogle til sine mænd, selvom det kun er præsterne der har lov til at spise dem.”+ 5 Så sagde han til dem: “Menneskesønnen er Herre over sabbatten.”+

6 På en anden sabbat+ gik han ind i synagogen og begyndte at undervise. Og dér var der en mand hvis højre hånd var lam.*+ 7 De skriftlærde og farisæerne holdt nu skarpt øje med Jesus for at se om han ville helbrede på sabbatten, så de kunne finde noget at anklage ham for. 8 Han var klar over hvad de tænkte,+ så han sagde til manden med den lamme* hånd: “Rejs dig og stil dig her i midten.” Og han rejste sig og stillede sig der. 9 Så sagde Jesus til dem: “Jeg spørger jer: Er det tilladt at gøre noget godt eller noget ondt på sabbatten, at redde et liv eller at ødelægge det?”+ 10 Efter at have set rundt på dem alle sagde han til manden: “Ræk din hånd frem.” Det gjorde han, og hånden blev rask. 11 Men de blev rasende og begyndte at tale om hvad de skulle gøre ved Jesus.

12 En af de dage gik han op på bjerget for at bede,+ og hele natten bad han til Gud.+ 13 Og da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig, og blandt dem udvalgte han 12, som han kaldte apostle:+ 14 Simon, som han også kaldte Peter, hans bror Andreas, Jakob, Johannes, Filip,+ Bartholomæus, 15 Matthæus, Thomas,+ Alfæus’ søn Jakob, Simon der kaldes “den ivrige”, 16 Jakobs søn Judas og Judas Iskariot, der blev forræder.

17 Og han kom ned sammen med dem og stillede sig på et jævnt sted. En stor skare af hans disciple og en masse mennesker fra hele Judæa og Jerusalem og kystegnen ved Tyrus og Sidon var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. 18 Selv de der var plaget af urene ånder, blev helbredt. 19 Og alle de mange mennesker forsøgte at røre ved ham, for der udgik en kraft fra ham+ som helbredte dem alle.

20 Og han så på sine disciple og sagde:

“Lykkelige er I som er fattige, for Guds rige er jeres.+

21 Lykkelige er I som sulter nu, for I vil blive mætte.+

Lykkelige er I som græder nu, for I skal le.+

22 Lykkelige er I når mennesker hader jer,+ og når de udelukker jer,+ skælder jer ud og stempler* jeres navn som ondt på grund af Menneskesønnen. 23 I skal juble på den dag og springe af glæde, for jeres belønning er stor i himlen, for det var sådan deres forfædre plejede at behandle profeterne.+

24 Men ve jer som er rige,+ for I har fået hele jeres trøst.+

25 Ve jer som er mætte nu, for I skal sulte.

Ve jer som ler nu, for I skal sørge og græde.+

26 Ve jer når alle mennesker taler godt om jer,+ for sådan behandlede deres forfædre de falske profeter.

27 Men jeg siger til jer som hører efter: Bliv ved med at elske jeres fjender, at gøre godt mod dem der hader jer,+ 28 at velsigne dem der forbander jer, og at bede for dem der fornærmer jer.+ 29 Den der slår dig på den ene kind, ham skal du også vende den anden kind til. Og den der tager din yderklædning, ham skal du også lade tage din underklædning.+ 30 Giv til enhver som beder dig,+ og når nogen tager dine ting, så kræv dem ikke tilbage.

31 Og sådan som I ønsker at andre skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.+

32 Hvis I elsker dem der elsker jer, hvilken ros kan I så forvente for det? Selv synderne elsker jo de mennesker der elsker dem.+ 33 Og hvis I gør godt mod dem der gør godt mod jer, hvilken ros kan I så forvente for det? Selv synderne gør det samme. 34 Og hvis I låner ud* til dem som I regner med betaler tilbage, hvilken ros kan I så forvente for det?+ Selv syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. 35 I skal tværtimod blive ved med at elske jeres fjender og at gøre godt og at låne ud uden at håbe at få noget igen,+ så vil jeres belønning blive stor, og I vil være Den Højestes sønner, for han er god mod de utaknemmelige og onde.+ 36 Bliv ved med at være barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig.+

37 Og hold op med at dømme, så vil I ikke selv blive dømt,+ og hold op med at fordømme, så vil I ikke selv blive fordømt. Bliv ved med at tilgive,* så vil I selv blive tilgivet.*+ 38 Gør jer det til en vane at give, så vil man give til jer.+ Man vil tømme et godt, presset og rystet mål med top på ud i jeres favn. For sådan som I udmåler til andre, vil man udmåle til jer.”

39 Han fortalte dem også nogle illustrationer: “Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i et hul?+ 40 En elev* står ikke over sin lærer, men enhver som er fuldt ud oplært, vil være som sin lærer. 41 Hvorfor ser du så splinten i din brors øje, men opdager ikke bjælken i dit eget øje?+ 42 Hvordan kan du sige til din bror: ‘Bror, lad mig fjerne den splint der er i dit øje’ når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler! Fjern først bjælken fra dit eget øje, så vil du kunne se klart nok til at fjerne den splint der er i din brors øje.

43 Intet godt træ bærer rådden frugt, og intet råddent træ bærer god frugt.+ 44 Ethvert træ kan nemlig kendes på sin frugt.+ For eksempel plukker man ikke figner af tjørn, og man høster heller ikke druer af en tornebusk. 45 Et godt menneske tager noget godt frem fra sit hjerte, men et ondt menneske tager noget ondt frem fra sit hjerte, for hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.+

46 Hvorfor kalder I mig ‘Herre! Herre!’ når I ikke gør hvad jeg siger?+ 47 Enhver der kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem, er som ham jeg nu vil fortælle jer om:+ 48 Han er som en mand der ville bygge et hus. Han gravede dybt ned og lagde fundamentet på klippen. Så blev der oversvømmelse, og floden væltede ind mod huset, men den kunne ikke rokke det, for det var bygget godt.+ 49 Enhver der hører og ikke handler efter det,+ er derimod som en mand der byggede et hus på den bare jord uden fundament. Floden væltede ind mod det, og det styrtede straks sammen og blev fuldstændigt ødelagt.”

7 Efter at han havde sagt hvad han ville sige til de mange mennesker, gik han ind i Kapernaum. 2 Nu var der i byen en officer der havde en tjener han var meget glad for, og tjeneren var alvorligt syg og lå for døden.+ 3 Da han hørte om Jesus, sendte han nogle af jødernes ældste hen for at bede ham om at komme og gøre hans tjener rask. 4 De fandt Jesus og sagde indtrængende: “Han fortjener at du gør dette for ham, 5 for han elsker vores folk, og det er ham der har bygget vores synagoge.” 6 Så gik Jesus med dem. Men inden han nåede frem til huset, havde officeren allerede sendt nogle venner afsted for at sige til ham: “Herre, du skal ikke ulejlige dig, for jeg er ikke god nok til at du går ind under mit tag.+ 7 Jeg mente heller ikke at jeg var god nok til selv at komme til dig. Men sig blot et ord, og lad min tjener blive helbredt. 8 For jeg er selv under kommando og har soldater under mig, og hvis jeg siger ‘Gå!’ til en af dem, så går han, og ‘Kom!’ til en anden, så kommer han, og ‘Gør det og det!’ til min tjener, så gør han det.” 9 Da Jesus hørte ham sige det, blev han forbavset, og han vendte sig om mod de mange mennesker der fulgte ham, og sagde: “Ikke engang blandt Israels folk har jeg fundet så stor en tro!”+ 10 Og udsendingene vendte tilbage til huset og så at tjeneren var blevet rask.+

11 Kort efter tog han til en by der hedder Nain, og hans disciple og mange andre var med ham. 12 Da han nærmede sig byens port, blev en død mand båret ud. Mandens mor var enke, og han var hendes eneste* søn.+ Og mange fra byen var sammen med hende. 13 Da Herren så hende, fik han dyb medfølelse med hende+ og sagde: “Græd ikke længere.”+ 14 Han gik hen og rørte ved ligbåren. Bærerne stod stille, og han sagde: “Unge mand, jeg siger til dig: Rejs dig op!”+ 15 Og den døde satte sig op og begyndte at tale, og Jesus overlod ham til hans mor.+ 16 De blev alle fyldt med ærefrygt, og de begyndte at lovprise Gud og sige: “En stor profet er fremstået iblandt os”+ og: “Gud har vendt sin opmærksomhed mod sit folk.”+ 17 Og nyheden om det han havde gjort, blev spredt i hele Judæa og omegn.

18 Nu fortalte Johannes’ disciple ham alle disse ting.+ 19 Johannes tilkaldte så to af sine disciple og sendte dem til Herren for at spørge: “Er du den der kommer,+ eller skal vi vente en anden?” 20 Da mændene kom til ham, sagde de: “Johannes Døber har sendt os for at spørge dig: ‘Er du den der kommer, eller skal vi vente en anden?’” 21 På det tidspunkt helbredte han mange mennesker for sygdomme+ og alvorlige lidelser, og han uddrev onde ånder og fik mange blinde til at se. 22 Som svar sagde han derfor til dem: “Gå hen og fortæl Johannes hvad I har set og hørt: Blinde ser,+ halte går omkring, spedalske bliver helbredt, døve hører,+ døde bliver oprejst, og fattige får den gode nyhed fortalt.+ 23 Lykkelig er den der ikke tager anstød* på grund af mig.”+

24 Da de disciple Johannes havde sendt, var gået, begyndte Jesus at tale til de mange mennesker om Johannes: “Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv der bevæger sig i vinden?+ 25 Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske klædt i fint* tøj?+ Jamen, dem der går i fornemt tøj og lever i luksus, finder man jo i kongelige paladser. 26 Hvad gik I så ud for at se? En profet? Ja, og jeg siger jer, meget mere end en profet.+ 27 Det er om ham der står skrevet: ‘Se, jeg sender mit sendebud foran dig,* og han vil bane vejen for dig.’+ 28 Jeg siger jer, blandt dem der er født af kvinder, er der ingen større end Johannes, men en af de mindre i Guds rige er større end ham.”+ 29 (Alle der hørte det, også skatteopkræverne, erkendte* at Gud er retfærdig, for de var blevet døbt af Johannes.*+ 30 Men farisæerne og de lovkyndige forkastede den vejledning Gud havde givet dem,+ for de var ikke blevet døbt af Johannes).

31 “Hvad skal jeg sammenligne mennesker i denne generation med, og hvem ligner de?+ 32 De er som børn der sidder på torvet og råber til hinanden: ‘Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke. Vi sang sørgesange, men I græd ikke.’ 33 Og her er Johannes Døber kommet, som hverken spiser brød eller drikker vin,+ men I siger: ‘Han er dæmonbesat.’ 34 Nu er Menneskesønnen kommet, og han både spiser og drikker, men I siger: ‘Se! En ædedolk og drukkenbolt der er ven med skatteopkrævere og syndere!’+ 35 Dog, visdommen ses tydeligt af resultaterne.”*+

36 En af farisæerne blev ved med at bede ham om at komme og spise sammen med sig. Så han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. 37 Og en kvinde som i byen var kendt for at være en synder, fik at vide at han spiste* hos farisæeren, og hun kom med en alabasterkrukke med parfumeret olie.+ 38 Hun lagde sig på knæ ved hans fødder, græd og begyndte at gøre hans fødder våde med sine tårer, og hun tørrede dem med sit hår. Hun kyssede også ømt hans fødder og hældte den parfumerede olie ud over dem. 39 Da farisæeren der havde indbudt ham, så det, sagde han til sig selv: “Hvis denne mand virkelig var profet, ville han vide hvad det er for en kvinde der rører ved ham, at hun er en synder.”+ 40 Men Jesus sagde til ham: “Simon, jeg har noget jeg gerne vil sige til dig.” “Hvad er det, Lærer?” spurgte han.

41 “Der var to mænd som skyldte penge til den samme mand. Den ene skyldte ham 500 denarer,* og den anden 50. 42 Men de havde ikke noget at betale ham tilbage med, så han eftergav dem uden videre deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?” 43 Simon svarede: “Jeg går ud fra at det er ham der fik eftergivet mest.” “Det har du ret i,” sagde han til ham. 44 Så vendte han sig om mod kvinden og sagde til Simon: “Ser du denne kvinde? Da jeg gik ind i dit hus, sørgede du ikke for vand til mine fødder. Men denne kvinde har gjort mine fødder våde med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45 Du gav mig ikke noget velkomstkys, men lige siden jeg kom, har denne kvinde ømt kysset mine fødder. 46 Du hældte ikke olie ud over mit hoved, men denne kvinde har hældt parfumeret olie ud over mine fødder. 47 Derfor siger jeg til dig at selvom hun har begået mange* synder, er de tilgivet,+ for hun har vist stor kærlighed. Men den der kun har fået lidt tilgivet, viser kun lidt kærlighed.” 48 Så sagde han til hende: “Dine synder er tilgivet.”+ 49 De der lå til bords sammen med ham, begyndte at sige til hinanden: “Hvem er denne mand der endda tilgiver synder?”+ 50 Men han sagde til kvinden: “Din tro har frelst dig.+ Gå med fred.”

8 Kort efter rejste han fra by til by og fra landsby til landsby, og han forkyndte og talte om den gode nyhed om Guds rige.+ Og de tolv var med ham. 2 Det samme var nogle kvinder som Jesus havde befriet for onde ånder og helbredt for sygdomme: Maria der blev kaldt Magdalene, som var blevet befriet for syv dæmoner; 3 Johanna+ der var gift med Kuza, Herodes’ betroede mand; Susanna og mange andre kvinder, som sørgede for dem med det de havde.+

4 Da nu mange andre havde sluttet sig til dem der fulgte efter ham fra by til by, sagde han ved hjælp af en lignelse:+ 5 “En landmand gik ud for at så korn. Noget af det han såede, faldt langs vejen og blev trådt ned, og himlens fugle åd det.+ 6 Noget faldt på klippegrund, og efter at det var spiret, visnede det fordi der var for tørt.+ 7 Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne som voksede op sammen med det, kvalte det.+ 8 Men noget faldt i den gode jord, og efter at det var vokset op, gav det et udbytte på 100 gange så meget som der var blevet sået.”+ Da han havde sagt det, råbte han: “Lad den der har ører at høre med, høre efter.”+

9 Men hans disciple spurgte ham hvad lignelsen betød.+ 10 Han sagde: “I har fået lov til at forstå Guds riges hellige hemmeligheder, men de andre får kun lignelsen,+ så når de ser, ser de forgæves, og når de hører, får de ikke fat i meningen.+ 11 Her får I forklaringen på lignelsen: Kornet er Guds ord.+ 12 Når kornet falder langs vejen, betyder det at nogle hører budskabet, og så kommer Djævelen og tager det bort fra deres hjerte for at de ikke skal tro og blive frelst.+ 13 Når kornet falder på klippegrund, betyder det at nogle hører budskabet og med glæde tager imod det, men de har ingen rod. De tror i et stykke tid, men under prøvelser falder de fra.+ 14 Og når kornet falder mellem tidslerne, betyder det at nogle hører ordet, men de rives med af dette livs bekymringer, rigdom+ og fornøjelser+ så de bliver fuldstændigt kvalt og aldrig kommer til at bære moden frugt.+ 15 Men når kornet falder i den gode jord, betyder det at nogle hører ordet med et smukt og godt hjerte,+ bevarer det, holder ud og bærer frugt.+

16 Ingen der har tændt en olielampe, skjuler den under et kar eller sætter den under en seng, men han sætter den på en stander så de der kommer ind, kan se lyset.+ 17 For der er intet skjult som ikke vil blive synligt, og heller intet omhyggeligt gemt som aldrig vil blive kendt og komme frem i lyset.+ 18 Vær derfor opmærksomme på hvordan I hører efter, for den der har, vil man give mere,+ men den der ikke har, fra ham vil man tage selv det han forestiller sig han har.”+

19 Nu kom hans mor og hans brødre,+ men de kunne ikke komme i nærheden af ham på grund af de mange mennesker.+ 20 Så man sagde til ham: “Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig.” 21 Han svarede: “Min mor og mine brødre, det er dem der hører Guds ord og følger det.”+

22 En dag gik han og hans disciple ombord i en båd, og han sagde til dem: “Lad os tage over til den anden side af søen.” Så sejlede de ud.+ 23 Mens de sejlede, faldt han i søvn. Og der kom et voldsomt stormvejr hen over søen, og båden begyndte at tage vand ind og var ved at synke.+ 24 Så de vækkede ham og sagde: “Lærer, Lærer, vi er ved at gå under!” Han rejste sig og råbte ad vinden og de voldsomme bølger, som så lagde sig, og der blev stille.+ 25 Han sagde til dem: “Hvor er jeres tro?” Men forfærdede og overraskede sagde de til hinanden: “Hvem er det menneske egentlig? Selv vindene og bølgerne giver han ordrer, og de adlyder ham!”+

26 Og de sejlede ind til bredden i gerasenernes område,+ som ligger over for Galilæa. 27 Da Jesus gik i land, kom en dæmonbesat mand fra byen ham i møde. Manden havde i lang tid ikke haft tøj på, og han boede ikke i et hus, men mellem gravene.*+ 28 Ved synet af Jesus kastede han sig skrigende ned foran ham og råbte højt: “Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, Søn af Den Højeste Gud? Jeg beder dig, pin mig ikke.”+ 29 (Jesus havde nemlig befalet den urene ånd at komme ud af manden. Den havde taget magten over ham ved mange lejligheder,*+ og han var igen og igen blevet bundet med kæder og fodlænker og holdt bevogtet, men han sprængte det han var bundet med, og dæmonen drev ham ud på isolerede steder). 30 Jesus spurgte ham: “Hvad er dit navn?” Han sagde: “Legion”, for mange dæmoner var gået i ham. 31 Og de blev ved med at bede ham om ikke at sende dem ned i afgrunden.+ 32 Nu gik der en stor flok svin+ og rodede efter føde på bjerget, så dæmonerne bønfaldt ham om lov til at gå i svinene, og det gav han dem lov til.+ 33 Så kom dæmonerne ud af manden og gik i svinene, og flokken fór ud over skrænten og ned i søen, hvor de druknede. 34 Da svinehyrderne så hvad der var sket, flygtede de, og de fortalte om det i byen og på landet.

35 Så gik folk ud for at se hvad der var sket. De kom til Jesus og så manden der var blevet befriet for dæmonerne. Han sad ved Jesus’ fødder, påklædt og ved sin forstands fulde brug, og de blev bange. 36 De der havde set hvad der var sket, fortalte dem hvordan den dæmonbesatte var blevet gjort rask. 37 Mange fra gerasenernes område bad nu Jesus om at forlade dem, for de var bange. Han gik så ombord i båden for at tage afsted. 38 Manden som dæmonerne var kommet ud af, blev ved med at spørge om han ikke måtte komme med ham, men Jesus sendte ham væk med ordene:+ 39 “Tag hjem, og bliv ved med at fortælle om hvad Gud har gjort for dig.” Han tog så afsted og fortalte overalt i byen hvad Jesus havde gjort for ham.

40 Da Jesus kom tilbage, tog hele folkeskaren godt imod ham, for de havde ventet på ham.+ 41 Og se, der kom en mand ved navn Jairus, som var forstander for synagogen. Han kastede sig ned for Jesus’ fødder og begyndte indtrængende at bede ham om at tage med ham hjem,+ 42 for hans eneste* datter, der var omkring 12 år gammel, var ved at dø.

Mens Jesus var på vej derhen, masede menneskemængden sig ind på ham. 43 I mængden var der en kvinde som i 12 år havde haft konstante blødninger,+ og der var ikke nogen som havde kunnet helbrede hende.+ 44 Hun nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved frynsen på hans yderklædning,+ og i samme øjeblik standsede hendes blødning. 45 Jesus sagde: “Hvem rørte ved mig?” Da ingen ville være ved det, sagde Peter: “Lærer, du er jo omgivet af mennesker der maser sig ind på dig.”+ 46 Men Jesus sagde: “Der var en der rørte ved mig, for jeg ved at der udgik kraft+ fra mig.” 47 Da kvinden indså at hun var blevet opdaget, trådte hun skælvende frem og kastede sig ned for ham og fortalte mens alle hørte det, hvorfor hun havde rørt ved ham, og at hun var blevet helbredt i samme øjeblik. 48 Men han sagde til hende: “Datter, din tro har gjort dig rask. Gå med fred.”+

49 Mens han talte, kom der en mand fra synagogeforstanderens hus og sagde: “Din datter er død; du skal ikke ulejlige Læreren mere.”+ 50 Da Jesus hørte det, sagde han til ham: “Vær ikke bange, du skal blot have tro, så vil hun blive reddet.”+ 51 Han kom til huset, og han tillod ikke nogen at gå med ind, undtagen Peter, Johannes, Jakob og pigens far og mor. 52 Men alle græd og slog sig selv af sorg over hende. Så sagde han: “I skal ikke græde,+ for hun er ikke død, men sover.”+ 53 Så begyndte de at le hånligt ad ham, for de vidste at hun var død. 54 Men han tog hendes hånd og kaldte på hende med ordene: “Lille pige, stå op!”+ 55 Og hun fik livet tilbage.*+ Hun stod straks op,+ og han sagde at man skulle give hende noget at spise. 56 Hendes forældre blev ude af sig selv af glæde, men han sagde at de ikke måtte fortælle nogen hvad der var sket.+

9 Så kaldte han de tolv sammen og gav dem magt og myndighed til at uddrive dæmoner+ og helbrede sygdomme.+ 2 Og han sendte dem ud for at forkynde Guds rige og for at helbrede. 3 Han sagde til dem: “I skal ikke tage noget med jer på rejsen, hverken stav eller madpose eller brød eller penge,* og heller ikke en ekstra klædning.*+ 4 Men når I går ind i et hus, skal I blive der indtil I rejser videre.+ 5 Og hvis folk ikke tager imod jer, skal I forlade byen og ryste støvet af jeres fødder for at vise at de er blevet advaret.”*+ 6 Så tog de ud og gik gennem området fra landsby til landsby, og overalt forkyndte de den gode nyhed og helbredte folk.+

7 Nu hørte lokalfyrsten* Herodes* om alt hvad der var sket, og han blev helt forvirret fordi nogle sagde at Johannes var blevet oprejst fra de døde,+ 8 men andre sagde at Elias havde vist sig, og andre igen at en af fortidens profeter var opstået fra de døde.+ 9 Herodes sagde: “Johannes har jeg halshugget.+ Hvem er det så jeg hører alt det om?” Og han prøvede at komme til at møde ham.+

10 Da apostlene vendte tilbage, fortalte de Jesus alt hvad de havde gjort.+ Så tog han dem med og trak sig tilbage til en by der bliver kaldt Betsajda, så de kunne være alene.+ 11 Men folkeskarerne opdagede det og fulgte efter ham. Han tog venligt imod dem og begyndte at fortælle dem om Guds rige, og han helbredte dem der havde behov for det.+ 12 Men sidst på dagen kom de tolv hen og sagde til ham: “Send de mange mennesker afsted så de kan gå ind til landsbyerne eller til gårdene i nærheden og finde et sted at overnatte og noget at spise. Vi er jo på et øde sted.”+ 13 Men han sagde til dem: “Giv I dem noget at spise.”+ De sagde: “Vi har ikke andet end fem brød og to fisk – hvis vi altså ikke selv skal gå hen og købe mad til alle de mennesker.” 14 Der var nemlig omkring 5.000 mænd. Han sagde til sine disciple: “Sørg for at de sætter sig i grupper på cirka 50.” 15 Og det gjorde de. De fik dem alle til at sætte sig ned. 16 Så tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og bad en bøn.* Bagefter brækkede han brødet i stykker og begyndte at give brødet og fiskene til disciplene så de kunne dele det ud til folkemængden. 17 Så spiste de alle og blev mætte, og man samlede de stykker sammen der var tilovers, og fyldte 12 kurve.+

18 Senere, mens han bad alene, kom disciplene til ham, og han spurgte dem: “Hvem siger folk jeg er?”+ 19 De svarede: “Johannes Døber, men andre siger Elias, og andre igen siger at en af fortidens profeter er opstået fra de døde.”+ 20 Så sagde han til dem: “Hvad med jer, hvem siger I jeg er?” Peter svarede: “Guds Salvede.”*+ 21 Han forbød dem strengt at fortælle det til nogen,+ 22 og han sagde: “Menneskesønnen skal gennemgå mange lidelser og vil blive forkastet af de ældste og de øverste præster og de skriftlærde. Han vil blive dræbt+ og på den tredje dag oprejst fra de døde.”+

23 Henvendt til alle sagde han nu: “Hvis nogen vil følge mig, så lad ham sige nej til sig selv+ og dag efter dag bære sin torturpæl* og blive ved med at følge mig.+ 24 For enhver der ønsker at redde sit liv, vil miste det, men enhver der mister sit liv for min skyld, vil redde det.+ 25 Hvad gavn har et menneske af at opnå alt det verden har at tilbyde, hvis han mister sig selv eller går til grunde?+ 26 For enhver som skammer sig over mig og mine ord, ham vil Menneskesønnen skamme sig over når han kommer i sin herlighed og i Farens og de hellige engles herlighed.+ 27 Men det siger jeg jer: Nogle af dem der står her, skal slet ikke dø før de har set Guds rige.”+

28 Omkring otte dage efter at han havde sagt det, tog han Peter, Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede.+ 29 Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans tøj blev skinnende hvidt. 30 Pludselig var der to mænd som stod og talte med ham – det var Moses og Elias. 31 De kom til syne i herlighed og begyndte at tale om at han snart skulle gå bort, og at det skulle ske* i Jerusalem.+ 32 Peter og de der var med ham, var faldet i søvn, men da de vågnede, så de hans herlighed+ og de to mænd der stod sammen med ham. 33 Og da de to mænd skulle til at forlade Jesus, sagde Peter til ham: “Lærer, det er godt at vi er her. Så kan vi rejse tre telte, et til dig, et til Moses og et til Elias.” Han vidste ikke hvad det var han sagde. 34 I det samme kom der en sky ned over dem. Og da skyen dækkede dem, blev de bange. 35 Inde fra skyen lød en stemme:+ “Det er min Søn, som jeg har udvalgt.+ Lyt til ham.”+ 36 Da de hørte stemmen, så de at Jesus var alene. I et stykke tid fortalte de ikke nogen hvad de havde set, men holdt det for sig selv.+

37 Dagen efter gik de ned fra bjerget, og en stor folkemængde kom ham i møde.+ 38 En mand råbte: “Lærer, vil du ikke nok hjælpe* min søn, for han er mit eneste barn?+ 39 En ånd angriber ham, og pludselig skriger han, og den giver ham krampeanfald så han får fråde om munden. Og selv efter at den har mishandlet ham, er den meget uvillig til at forlade ham igen. 40 Jeg bad dine disciple om at uddrive den, men det kunne de ikke.” 41 Jesus sagde: “Åh, fordærvede generation uden tro,+ hvor længe skal jeg blive hos jer og holde jer ud? Kom herhen med din søn.”+ 42 Netop som drengen nærmede sig, kastede dæmonen ham til jorden og gav ham et voldsomt krampeanfald. Men Jesus talte hårdt til den urene ånd og helbredte drengen og overlod ham til hans far. 43 De blev alle overrasket over Guds majestætiske magt.

Mens de alle undrede sig over alt det han gjorde, sagde han til sine disciple: 44 “Lyt opmærksomt og husk hvad jeg siger, for Menneskesønnen vil blive forrådt og overgivet til sine fjender.”+ 45 Men de forstod ikke hvad han sagde. Nej, det var skjult for dem så de ikke kunne fatte det, og de var bange for at spørge ham.

46 Så begyndte de at diskutere hvem af dem der var den største.+ 47 Men Jesus, som vidste hvad de tænkte i deres hjerte, tog en lille dreng, stillede ham ved siden af sig 48 og sagde til dem: “Enhver som tager imod dette lille barn på grundlag af mit navn, tager også imod mig, og enhver som tager imod mig, tager også imod den der har sendt mig.+ For den der opfører sig som en af de mindre blandt jer alle, han er stor.”+

49 Johannes sagde nu: “Lærer, vi så en der uddrev dæmoner ved at bruge dit navn, og vi prøvede at forhindre ham i det, for han følges jo ikke med os.”+ 50 Men Jesus sagde til ham: “I skal ikke prøve at forhindre ham i det, for enhver der ikke er imod jer, er med jer.”

51 Tiden hvor han skulle tages op til himlen, nærmede sig,*+ og han var fast besluttet på at gå til Jerusalem. 52 Derfor sendte han nogle i forvejen, og de gik ind i en samaritansk landsby for at skaffe logi til ham. 53 Men man tog ikke imod ham+ fordi han var på vej til Jerusalem. 54 Da disciplene Jakob og Johannes+ blev klar over det, sagde de: “Herre, ønsker du at vi skal kalde ild ned fra himlen for at udslette dem?”+ 55 Men han vendte sig om og irettesatte dem. 56 Så de gik videre til en anden landsby.

57 Mens de nu var på vej, var der en der sagde til ham: “Jeg vil følge dig uanset hvor du går hen.” 58 Men Jesus sagde til ham: “Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.”+ 59 Så sagde Jesus til en anden: “Følg mig.” Manden svarede: “Herre, giv mig lov til først at tage hen og begrave min far.”+ 60 “Lad de døde+ begrave deres døde,” sagde Jesus til ham. “Men gå du ud og forkynd Guds rige.”+ 61 En anden igen sagde: “Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig først lov til at sige farvel til dem derhjemme.” 62 Jesus sagde til ham: “Ingen som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage,+ egner sig til at komme ind i Guds rige.”+

10 Derefter udvalgte Herren 70 andre og sendte dem to og to+ i forvejen til alle de byer og steder han selv ville komme til. 2 Han sagde til dem: “Ja, høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.+ 3 Gå! Jeg sender jer ud som lam blandt ulve.+ 4 Tag hverken pengepung, madpose eller sandaler med,+ og hils ikke på nogen* undervejs. 5 Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: ‘Lad der være fred i dette hus.’+ 6 Og hvis der er en fredens ven der, vil jeres fred hvile over ham. Men hvis ikke, vil den vende tilbage til jer. 7 Bliv i det hus,+ spis og drik det de serverer,+ for den der arbejder, har fortjent sin løn.+ Flyt ikke hele tiden fra hus til hus.

8 Og når I kommer ind i en by og de tager imod jer, skal I spise det de serverer for jer, 9 helbrede de syge i den og sige til indbyggerne: ‘Guds rige er kommet nær til jer.’+ 10 Men når I kommer ind i en by og de ikke tager imod jer, skal I gå ud på hovedgaderne og sige: 11 ‘Selv det støv fra jeres by der klæber til vores fødder, børster vi af*+ så I kan få det tilbage. Men I skal vide at Guds rige er kommet nær.’ 12 Jeg siger jer at det vil være lettere for Sodoma end for den by at udholde dommens dag.*+

13 Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mirakler* der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, ville de for længst have angret, ja, være klædt i sæk og aske.+ 14 Det vil derfor være lettere for Tyrus og Sidon end for jer at udholde dommen. 15 Og du, Kapernaum, skal du måske ophøjes til himlen? Ned i Graven* skal du komme!

16 Den der lytter til jer, lytter til mig.+ Og den der afviser jer, afviser også mig. Den der afviser mig, afviser også Ham der har sendt mig.”+

17 Så vendte de 70 glade tilbage og sagde: “Herre, selv dæmonerne adlyder os når vi bruger dit navn.”+ 18 Han sagde til dem: “Jeg ser at Satan allerede er faldet+ ligesom et lyn fra himlen. 19 Og jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og styrke til at overvinde fjenden,+ og intet som helst vil skade jer. 20 Men glæd jer ikke over at ånderne adlyder jer – glæd jer over at jeres navne er skrevet ind i himlene.”+ 21 I det samme blev han overvældet af glæde og fyldt med hellig ånd og sagde: “Jeg lovpriser dig offentligt, Far, himlens og jordens Herre, for du har omhyggeligt skjult dette for kloge og intellektuelle+ og gjort det kendt* for små børn. Ja, Far, for det er sådan du ville have det.+ 22 Alt har min Far overgivet til mig, og ingen ved hvem Sønnen er, undtagen Faren, og ingen ved hvem Faren er, undtagen Sønnen+ og enhver som Sønnen er villig til at åbenbare ham for.”+

23 Så vendte han sig mod disciplene og sagde, kun til dem: “Lykkelige er de der ser det I ser.+ 24 For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det I ser, men de fik det ikke at se,+ og at høre det I hører, men de fik det ikke at høre.”

25 Nu rejste en lovkyndig sig for at udfordre ham og spurgte: “Lærer, hvad skal jeg gøre for at få* evigt liv?”+ 26 Jesus sagde til ham: “Hvad står der i Loven? Hvad læser du dér?” 27 Han svarede: “‘Du skal elske Jehova* din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl* og hele din styrke og hele dit sind’+ og ‘dit medmenneske* som dig selv’.”+ 28 “Rigtigt svaret,” sagde Jesus. “Bliv ved med at gøre det, så vil du få evigt liv.”+

29 Men manden ville gerne retfærdiggøre sig selv,+ så han sagde til Jesus: “Hvem er egentlig mit medmenneske?”* 30 Han svarede: “En mand var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko og blev overfaldet af røvere, som rev tøjet af ham og slog ham, hvorefter de stak af og efterlod ham halvdød. 31 Tilfældigvis kom en præst ned ad samme vej, men da han så manden, gik han forbi på den anden side af vejen. 32 Da en levit kom til stedet og så ham, gik han også forbi på den anden side. 33 Men en samaritaner+ der var på rejse, kom forbi, så ham og fik ondt af ham. 34 Og han gik hen til ham, rensede hans sår med olie og vin og forbandt dem. Så løftede han ham op på sit eget æsel, førte ham til et herberg og tog sig af ham. 35 Næste dag tog han to denarer* frem, gav dem til værten og sagde: ‘Tag dig af ham, og hvis det kommer til at koste mere, vil jeg betale dig når jeg vender tilbage.’ 36 Hvem af de tre mener du har opført sig som et sandt medmenneske+ over for* den mand der blev overfaldet af røverne?” 37 Han svarede: “Den af dem der var barmhjertig mod ham.”+ Jesus sagde: “Så gør som ham.”+

38 De gik nu videre, og han kom ind i en landsby. Her tog en kvinde der hed Martha,+ imod ham i sit hjem. 39 Hun havde en søster ved navn Maria, som satte sig til rette ved Herrens fødder og lyttede til det han sagde.* 40 Martha, derimod, havde travlt med at tage sig af mange pligter, så hun kom hen til ham og sagde: “Herre, er du ligeglad med at min søster har overladt alt arbejdet til mig? Sig til hende at hun skal komme og hjælpe mig.” 41 Herren svarede hende: “Martha, Martha, du er bekymret og urolig over mange ting. 42 Kun få ting er nødvendige, eller blot én ting. Maria har valgt det bedste,*+ og det skal ikke tages fra hende.”

11 Engang var han et sted hvor han bad, og da han var færdig, sagde en af hans disciple til ham: “Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple at bede.”

2 Så han sagde til dem: “Når I beder, så sig: ‘Far, lad dit navn blive helliget.*+ Lad dit rige komme.+ 3 Giv os hver dag det brød vi har behov for den dag.+ 4 Og tilgiv os vores synder,+ for vi tilgiver også selv enhver der står i gæld til os.+ Hjælp os så vi ikke giver efter for fristelser.’”*+

5 Han fortsatte: “Forestil jer at en af jer går hen til en ven ved midnat og siger til ham: ‘Ven, lån mig tre brød, 6 for en af mine venner er lige kommet på besøg langvejsfra, og jeg har ikke noget at give ham.’ 7 Men han svarer indefra: ‘Hold op med at forstyrre mig. Døren er allerede låst, og mine børn og jeg er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget.’ 8 Jeg siger jer at selvom han ikke står op og giver ham noget fordi det er hans ven, så vil han helt bestemt, fordi vennen frimodigt bliver ved,+ stå op og give ham hvad han behøver. 9 Derfor siger jeg jer: Bliv ved med at bede,+ og I vil få; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.+ 10 For enhver der beder, får,+ og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op. 11 Ja, hvilken far vil give sin søn en slange hvis han beder om en fisk?+ 12 Eller række ham en skorpion hvis han beder om et æg? 13 Hvis altså I, selvom I er onde, giver jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil så ikke Faren i himlen give hellig ånd til dem der beder ham!”+

14 Senere uddrev han en dæmon der havde gjort en mand stum.+ Da dæmonen var kommet ud, talte den stumme mand, og folk var forbløffede.+ 15 Men nogle af dem sagde: “Han uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebul,* dæmonernes hersker.”+ 16 Og for at udfordre ham begyndte andre at kræve at han skulle give dem et tegn+ fra himlen. 17 Men han vidste hvad de tænkte,+ og sagde til dem: “Ethvert rige der er i splid med sig selv, går til grunde, og en familie der er i splid med sig selv, bliver opløst. 18 Og hvis Satan er i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo at jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebul. 19 Hvis jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebul, hvem er det så der giver jeres tilhængere* kraft til at uddrive dem? Jeres egne tilhængere skal derfor være jeres dommere. 20 Men hvis det er ved hjælp af Guds kraft*+ jeg uddriver dæmonerne, så har Guds rige virkelig overrasket jer.+ 21 Når en stærk og bevæbnet mand bevogter sit palads, er det han ejer, i sikkerhed. 22 Men når en der er stærkere end ham, kommer imod ham og besejrer ham, tager den mand alle hans våben som han stolede på, og fordeler de ting han har taget fra ham. 23 Den der ikke er med mig, er imod mig, og den der ikke samler med mig, spreder.+

24 Når en uren ånd kommer ud af et menneske, går den gennem tørre områder for at søge et hvilested, og når den ikke finder noget, siger den: ‘Jeg vil vende tilbage til min bolig som jeg forlod.’+ 25 Og når den kommer, er boligen fejet ren og pyntet op. 26 Så går den ud og henter syv andre ånder der er mere onde end den selv, og når de er kommet ind, slår de sig ned dér. Det sidste bliver altså værre for det menneske end det første.”

27 Mens han sagde det, var der en kvinde i mængden som råbte til ham: “Lykkelig er den kvinde som fødte dig og ammede dig!”+ 28 Men han sagde: “Næ, lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!”+

29 Da folkeskarerne stimlede sammen, sagde han: “Denne generation er en ond generation. Den er på udkig efter et tegn, men den vil ikke få noget andet tegn end Jonas’ tegn.+ 30 Jonas+ blev nemlig et tegn for ninevitterne, og det vil Menneskesønnen også blive for denne generation. 31 Sydens dronning+ vil blive oprejst ved dommen sammen med folk fra denne generation og vil fordømme dem, for hun kom fra jordens ende for at høre Salomons visdom. Men her er en der er større end Salomon.+ 32 Folk fra Nineve skal ved dommen opstå sammen med denne generation og fordømme den, for de angrede på grund af det Jonas forkyndte.+ Men her er en der er større end Jonas. 33 Når man har tændt en olielampe, skjuler man den ikke eller stiller den under et kar,* men man sætter den på standeren+ så de der kommer ind, kan se lyset. 34 Dit øje er kroppens lampe. Når dit øje er rettet i én retning,* er også hele din krop lys,* men når dit øje ser sig misundeligt omkring,* er også din krop mørk.+ 35 Pas derfor på at det lys der er i dig, ikke er mørke. 36 Hvis altså hele din krop er lys og intet af den er mørk, vil den være lige så lys som når en lampe oplyser dig med sine stråler.”

37 Da han havde sagt det, spurgte en farisæer ham om han ville spise hos ham. Han gik så ind og lagde sig til bords. 38 Men farisæeren var forbavset over at se at han ikke vaskede sig* før måltidet.+ 39 Herren sagde til ham: “I farisæere, I renser det udvendige af bægret og fadet, men indvendigt er I fulde af grådighed og ondskab.+ 40 I ufornuftige! Den der har dannet det udvendige, har også dannet det indvendige, har han ikke? 41 Men når I giver gaver til de fattige,* skal det komme indefra, og så vil alt ved jer være rent. 42 Men ve jer, I farisæere, for I giver en tiendedel* af jeres mynte og rude og af enhver anden krydderurt,*+ men I ser bort fra retfærdighed og kærlighed til Gud! Det første er I forpligtet til at gøre, men det andet må I ikke se bort fra.+ 43 Ve jer, I farisæere, for I elsker de forreste* siddepladser i synagogerne og at man hilser på jer på torvene!+ 44 Ve jer, for I er som de grave* man ikke tydeligt kan se,*+ som folk går på uden at vide det!”

45 Som svar sagde en af de lovkyndige til ham: “Lærer, når du siger det, fornærmer du også os.” 46 Så sagde han: “Ve også jer, I lovkyndige, for I opstiller regler der er som tunge byrder for folk, men selv rører I ikke byrderne med en finger!+

47 Ve jer, for I opfører grave* til profeterne, men jeres forfædre dræbte dem!+ 48 I ved udmærket hvad jeres forfædre har gjort, og alligevel godkender I det, for de dræbte profeterne,+ men I opfører deres grave. 49 Derfor har Gud i sin visdom* også sagt: ‘Jeg vil sende profeter og apostle til dem, og nogle af dem vil de dræbe, og andre vil de forfølge, 50 så denne generation kan blive krævet til regnskab for alle de profeters blod der er blevet udgydt fra verdens grundlæggelse,+ 51 fra Abels blod+ til blodet af Zakarias, som blev slået ihjel mellem altret og templet.’*+ Ja, jeg siger jer at det vil denne generation blive krævet til regnskab for.

52 Ve jer, I lovkyndige, for I har taget kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind, og dem der er ved at gå ind, hindrer I!”+

53 Da han kom ud derfra, begyndte de skriftlærde og farisæerne at lægge et stærkt pres på ham og at bombardere ham med mange flere spørgsmål 54 i et forsøg på at få ham til at sige noget de kunne bruge imod ham.+

12 I mellemtiden havde der samlet sig mange tusind mennesker, så mange at de nærmest trådte på hinanden. Han sagde nu først til sine disciple: “Pas på farisæernes surdej, som er hykleri.+ 2 Men der er intet omhyggeligt skjult som ikke vil blive afsløret, og intet hemmeligt som ikke vil blive kendt.+ 3 Derfor: Alt hvad I siger i mørket, vil blive hørt i lyset, og det I hvisker bag lukkede døre, vil blive forkyndt fra tagene. 4 Og jeg siger jer, mine venner:+ Frygt ikke dem der slår jer* ihjel og bagefter ikke kan gøre mere.+ 5 Jeg vil vise jer hvem I skal frygte: Frygt Ham der efter at have slået ihjel har myndighed til at kaste i Gehenna.*+ Ja, siger jeg jer, frygt Ham.+ 6 Sælges fem spurve ikke for to småmønter?* Alligevel er ikke én af dem glemt* af Gud.+ 7 Men selv hårene på jeres hoved har Gud tal på.+ Vær ikke bange – I er mere værd end mange spurve.+

8 Jeg siger jer: Enhver der vil kendes ved mig over for mennesker,+ ham vil Menneskesønnen også kendes ved over for Guds engle.+ 9 Men enhver der nægter at kendes ved mig over for mennesker, vil jeg nægte at kendes ved over for Guds engle.+ 10 Og enhver der siger noget dårligt om Menneskesønnen, vil blive tilgivet, men den der taler blasfemisk imod den hellige ånd, vil ikke blive tilgivet.+ 11 Når de fører jer frem for offentlige forsamlinger,* regeringsembedsmænd og myndigheder, så vær ikke bekymret for hvordan I skal udtrykke jer, eller hvad I skal sige til jeres forsvar,+ 12 for den hellige ånd vil i samme øjeblik* lære jer hvad I skal sige.”+

13 Så sagde en i folkemængden til ham: “Lærer, sig til min bror at han skal dele arven med mig.” 14 Han sagde til ham: “Menneske, hvem har udnævnt mig til dommer eller til at fordele arven mellem jer to?” 15 Og så sagde han til dem: “Hold jeres øjne åbne og vær på vagt over for enhver form for grådighed,*+ for selvom et menneske har mere end rigeligt, afhænger hans liv ikke af det han ejer.”+ 16 Han fortalte dem nu en lignelse: “En rig mands jord havde givet godt. 17 Og han begyndte at tænke: ‘Hvad skal jeg nu gøre? Jeg har jo ikke noget sted at samle min høst.’ 18 Så sagde han: ‘Jeg vil gøre sådan her:+ Jeg vil rive mine lader ned og bygge nogle større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alle mine ting, 19 og jeg vil sige til mig selv: “Du har mange gode ting liggende til mange år. Tag den med ro, spis, drik og nyd livet.”’ 20 Men Gud sagde til ham: ‘Du ufornuftige, i nat vil du dø.* Hvem skal så have de ting du har liggende?’+ 21 Sådan går det den der samler sig værdier, men ikke er rig hos Gud.”+

22 Så sagde han til sine disciple: “Derfor siger jeg til jer: Hold op med at bekymre jer om hvad I skal spise for at opretholde livet,* eller om hvordan I får tøj på kroppen.+ 23 For livet er mere værd end maden, og kroppen er mere værd end tøjet. 24 Tænk på ravnene: De hverken sår eller høster, de har hverken lader eller forrådshuse, og alligevel giver Gud dem føden.+ Er I ikke langt mere værd end fugle?+ 25 Hvem af jer kan ved at bekymre sig forlænge sit liv med så meget som en time?* 26 Hvis I ikke engang kan gøre dét, hvorfor så være bekymret for de andre ting?+ 27 Tænk på hvordan liljerne gror: De hverken slider eller slæber, og de spinder ikke, men jeg siger jer at ikke engang Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.+ 28 Hvis altså Gud klæder markens planter på, som er her i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget mere vil han så ikke sørge for tøj til jer, I der har så lidt tro? 29 Hold derfor op med at være optaget af hvad I skal spise, og hvad I skal drikke, og hold op med at være så bekymrede.+ 30 Det er jo alt sammen det folk i verden har så travlt med, men jeres Far ved at I har brug for det.+ 31 Bliv hellere ved med at søge hans rige, så vil I også få de andre ting.+

32 Lille hjord,+ vær ikke bange, for jeres Far har besluttet at give jer Riget.+ 33 Sælg jeres ejendele og gør noget godt for de fattige.*+ Skaf jer pengeposer der ikke slides op, uudtømmelige værdier i himlene,+ hvor der ikke kommer tyve, og hvor der ikke er møl der ødelægger. 34 For der hvor jeres værdier er, der vil jeres hjerte også være.

35 Vær klædt på og parate,*+ og lad jeres lamper brænde.+ 36 I skal være som nogle der venter på at deres herre vender tilbage+ fra brylluppet,+ så de straks kan lukke op for ham når han kommer og banker på. 37 Lykkelige er de trælle som herren ser er vågne når han kommer! Det siger jeg jer: Han vil selv tage forklæde på* og lade dem lægge sig til bords, og han vil komme og varte dem op. 38 Og hvis han kommer i den anden nattevagt,* ja, i den tredje,* og ser at de er parate, så har de grund til at være lykkelige! 39 Men I skal vide at hvis husejeren havde vidst hvornår* tyven ville komme, ville han have forhindret at der blev brudt ind i hans hus.+ 40 I skal også holde jer parate, for Menneskesønnen kommer når* I mindst venter det.”+

41 Så spurgte Peter: “Herre, er det kun os du fortæller den lignelse, eller er det alle?” 42 Herren sagde: “Hvem er egentlig den trofaste forvalter,* den kloge,* som hans herre vil sætte over sin tjenerstab* til altid at give dem den nødvendige mad til tiden?+ 43 Den træl er lykkelig hvis hans herre ser at han er i gang med det når han kommer! 44 Det siger jeg jer: Han vil give ham ansvaret for alt hvad han ejer. 45 Men hvis den træl skulle tænke: ‘Min herre er længe om at komme’ og han begynder at slå tjenerne og tjenestepigerne og at spise og drikke og blive beruset,+ 46 vil hans herre komme på en dag han ikke venter ham, og i en time han ikke kender, og han vil straffe ham meget hårdt og give ham en plads blandt de troløse. 47 Så skal den træl der har forstået sin herres vilje men ikke har gjort sig parat eller gjort som han bad om,* have mange slag.+ 48 Men den som ikke har forstået og alligevel har gjort noget han fortjener straf for, skal kun have få slag. Enhver som har fået meget, af ham vil der nemlig blive krævet meget, og den der har fået meget betroet, af ham vil man kræve mere end normalt.+

49 Jeg er kommet for at tænde en brand på jorden, og hvis den allerede er antændt, hvad kan jeg så ønske mig mere? 50 Men jeg har en dåb jeg skal døbes med, og hvor er jeg bekymret indtil den er overstået!+ 51 Tror I jeg er kommet for at skabe fred på jorden? Nej, siger jeg jer. Jeg er tværtimod kommet for at skabe splittelse.+ 52 Fra nu af vil fem i ét hus være uenige, tre mod to og to mod tre. 53 De vil være i splid, far med søn og søn med far, mor med datter og datter med mor, svigermor med svigerdatter og svigerdatter med svigermor.”+

54 Han sagde også til folkeskarerne: “Når I ser en sky trække ind fra vest, siger I straks: ‘Der er uvejr på vej’, og det holder stik. 55 Og når I ser at det blæser fra syd, siger I: ‘Der kommer en hedebølge’, og det gør der. 56 Hyklere! Jordens og himlens udseende kan I bedømme, men hvorfor kan I ikke bedømme denne tid?+ 57 Og hvorfor bedømmer I ikke også selv hvad der er retfærdigt? 58 Når du for eksempel er på vej hen til en myndighedsperson sammen med din modpart i en retssag, så gør hvad du kan for undervejs at få uoverensstemmelsen ud af verden så han ikke bringer sagen for en dommer og dommeren overgiver dig til retsbetjenten og retsbetjenten kaster dig i fængsel.+ 59 Jeg siger dig: Du vil afgjort ikke komme ud derfra før du har betalt din sidste lille mønt.”*

13 På det tidspunkt var der nogle til stede som fortalte ham at Pilatus havde dræbt nogle galilæere mens de bragte ofre. 2 Som svar sagde han til dem: “Tror I at de galilæere var større syndere end alle andre galilæere fordi det gik dem sådan? 3 Nej, siger jeg jer, men hvis I ikke angrer, vil I også dø, ligesom dem.+ 4 Eller de 18 der blev dræbt fordi tårnet i Siloam faldt ned over dem – tror I at de var større syndere* end alle andre mennesker der bor i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg jer; men hvis I ikke angrer, vil I alle dø, ligesom dem.”

6 Så fortalte han denne lignelse: “En mand havde et figentræ i sin vingård, og han kom for at se efter frugt på det, men der var ingen.+ 7 Så sagde han til ham der passede vingården: ‘I tre år er jeg kommet for at se efter frugt på dette figentræ, men jeg har ikke fundet nogen. Fæld det! Hvorfor skal det optage pladsen til ingen nytte?’ 8 Som svar sagde han til ham: ‘Herre, lad det stå et år mere så jeg kan grave rundt om det og give det gødning. 9 Hvis det så bærer frugt, er det godt, men hvis ikke, så fæld det.’”+

10 På en sabbat underviste han i en af synagogerne. 11 Og dér var en kvinde som i 18 år havde været syg på grund af en ond ånd.* Hun var krumbøjet og kunne ikke rette sig op. 12 Da Jesus så hende, henvendte han sig til hende og sagde: “Kvinde, du er befriet for din sygdom.”+ 13 Og han lagde hænderne på hende, og med det samme rettede hun sig op og begyndte at lovprise Gud. 14 Men forstanderen for synagogen blev forarget fordi Jesus havde helbredt på sabbatten, og det fik ham til at sige til folkemængden: “Der er seks dage hvor man skal arbejde,+ så kom og bliv helbredt på en af dem, og ikke på sabbatten.”+ 15 Men Herren svarede: “Hyklere!+ Løser I ikke jeres okse eller æsel fra båsen og fører dyret hen for at give det noget at drikke på sabbatten?+ 16 Skal denne kvinde, som er en datter af Abraham, og som Satan har holdt bundet i 18 år, så ikke løses fra denne lænke på sabbatten?” 17 Da han havde sagt det, skammede alle hans modstandere sig, men hele folkemængden glædede sig over alle de fantastiske ting han gjorde.+

18 Han sagde så: “Hvordan kan jeg beskrive Guds rige, og hvad kan det sammenlignes med? 19 Det er som et sennepsfrø en mand såede i sin have. Det voksede og blev til et træ, og himlens fugle byggede rede i grenene.”+

20 Igen sagde han: “Hvad kan jeg sammenligne Guds rige med? 21 Det er som en surdej en kvinde blandede i tre store mål* hvedemel indtil det hele var gennemsyret.”+

22 Og han rejste fra by til by og fra landsby til landsby og underviste mens han var på vej til Jerusalem. 23 Nu var der en mand der sagde til ham: “Herre, er det kun få der bliver frelst?” Han sagde til dem: 24 “Kæmp energisk for at komme ind gennem den smalle dør,+ for jeg siger jer: Mange vil forsøge at komme ind men vil ikke være i stand til det. 25 Når husets ejer rejser sig og låser døren, vil I stå udenfor og banke på og sige: ‘Herre, luk op for os.’+ Men han vil svare jer: ‘Jeg ved ikke hvem I er.’ 26 Så vil I sige: ‘Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist på vores hovedgader.’+ 27 Men han vil svare: ‘Jeg ved ikke hvem I er. Gå væk fra mig, alle I som gør det der er ondt!’ 28 Dér vil I græde og skære tænder når I ser Abraham, Isak, Jakob og alle profeterne i Guds rige, mens I selv er kastet udenfor.+ 29 Og folk vil komme fra øst og vest og fra nord og syd og ligge til bords i Guds rige. 30 Nogle af de sidste skal være de første, og nogle af de første skal være de sidste.”+

31 I det samme kom nogle af farisæerne hen til ham og sagde: “Tag afsted, rejs væk herfra, for Herodes vil slå dig ihjel.” 32 Og han sagde til dem: “Gå hen og sig til den ræv: ‘Jeg uddriver dæmoner og helbreder folk i dag og i morgen, og i overmorgen er jeg færdig.’ 33 Dog er det nødvendigt at jeg fortsætter i dag, i morgen og den følgende dag, for det er utænkeligt* at en profet skulle blive slået ihjel andre steder end i Jerusalem.+ 34 Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til dig+ – hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn som en høne samler sit kuld af kyllinger under vingerne! Men I ville ikke.+ 35 Se! Jeres hus* bliver overladt til jer selv.+ Jeg siger jer: I skal afgjort ikke se mig før I siger: ‘Velsignet er den der kommer i Jehovas* navn.’”+

14 På en sabbat gik han hen for at spise et måltid hos en af farisæernes ledere, og de holdt skarpt øje med ham. 2 Og en mand der led af vand i kroppen,* stod foran ham. 3 Det fik Jesus til at spørge de lovkyndige og farisæerne: “Er det tilladt at helbrede på sabbatten, eller er det ikke?”+ 4 Men de svarede ikke. Så rørte han ved manden, helbredte ham og sendte ham bort. 5 Og han sagde til dem: “Hvem af jer vil ikke straks trække sin søn eller okse op hvis en af dem falder i en brønd+ på sabbatten?”+ 6 Det kunne de ikke svare på.

7 Han lagde mærke til at gæsterne udvalgte sig de bedste pladser,+ så han fortalte dem en lignelse: 8 “Når du bliver inviteret til en bryllupsfest, så tag ikke den bedste plads.+ Der er måske inviteret en som er mere betydningsfuld end dig. 9 Så vil den der inviterede jer begge, komme og sige til dig: ‘Giv denne mand din plads.’ Det vil være pinligt for dig når du så må gå hen og tage den plads der er længst væk. 10 Tværtimod skal du som gæst gå hen og vælge den plads der er længst væk, så værten vil sige til dig når han kommer: ‘Ven, ryk nærmere.’ Så bliver det til ære for dig for øjnene af alle de andre gæster.+ 11 For den der ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.”+

12 Derefter sagde han også til manden der havde inviteret ham: “Når du giver middagsmad eller aftensmad, så invitér ikke dine venner, dine brødre, din familie eller dine rige naboer. Måske vil de så invitere dig til gengæld, og det ville være at betale dig tilbage. 13 Nej, når du holder en fest, så invitér fattige, lamme, halte og blinde.+ 14 Så vil du være lykkelig, de har nemlig ikke noget at give dig til gengæld. For du vil blive belønnet når de retfærdige opstår fra de døde.”+

15 En af de andre gæster hørte det og sagde til ham: “Lykkelig er den der får lov til at lægge sig til bords* i Guds rige.”

16 Jesus sagde til ham: “Der var en mand som ville holde en stor festmiddag,+ og han inviterede mange. 17 Da middagen var klar, sendte han sin træl ud for at sige til de inviterede: ‘Kom, for nu er alt parat.’ 18 Men så begyndte de alle sammen at komme med undskyldninger.+ Den første sagde til ham: ‘Jeg har købt en mark, og jeg er nødt til at gå ud og se på den, så du må have mig undskyldt.’ 19 En anden sagde: ‘Jeg har købt fem par okser, og jeg er på vej hen for at se nærmere på dem, så du må have mig undskyldt.’+ 20 En anden igen sagde: ‘Jeg er lige blevet gift, og derfor kan jeg ikke komme.’ 21 Trællen kom nu tilbage og fortalte det til sin herre. Så blev husets herre vred og sagde til sin træl: ‘Skynd dig ud på byens gader og stræder, og bring de fattige, lamme, blinde og halte herind.’ 22 Lidt senere sagde trællen: ‘Herre, jeg har gjort det du bad mig om, men der er plads til flere.’ 23 Og herren sagde til trællen: ‘Gå ud på vejene og småvejene uden for byen, og overtal folk dér til at komme ind, så mit hus kan blive fyldt.+ 24 For jeg siger jer: Ingen af dem der var inviteret, skal smage min festmiddag.’”+

25 Store folkeskarer gik nu med ham, og han vendte sig om og sagde til dem: 26 “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader* sin far og mor og hustru og sine børn og brødre og søstre, ja, endda sit eget liv,+ kan han ikke være min discipel.+ 27 Den der ikke bærer sin torturpæl* og følger efter mig, kan ikke være min discipel.+ 28 For eksempel: Hvem af jer som gerne vil bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne for at se om han har råd til at gøre det færdigt? 29 Ellers får han måske lagt fundamentet men kan ikke fuldføre det, og alle der ser det, begynder at gøre nar af ham 30 og sige: ‘Denne mand gik i gang med at bygge, men kunne ikke fuldføre det.’ 31 Eller hvilken konge som vil marchere i krig mod en anden konge, sætter sig ikke først ned og drøfter med sine rådgivere om han med 10.000 mand er stærk nok til at klare sig mod den der kommer imod ham med 20.000? 32 Hvis han ikke kan det, sender han en delegation ud for at bede om fred mens den anden konge stadig er langt væk. 33 Tag ikke fejl. Ingen af jer kan være min discipel hvis han ikke siger farvel til* alt hvad han har.+

34 Salt er bestemt en god ting. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan det så krydres med?+ 35 Det kan hverken bruges i jord eller i gødning. Man smider det ud. Lad den der har ører at høre med, høre efter.”+

15 Alle skatteopkræverne og synderne blev nu ved med at samles omkring ham for at høre ham.+ 2 Og både farisæerne og de skriftlærde gik og mumlede vredt: “Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.” 3 Så fortalte han dem denne lignelse: 4 “Hvis en af jer har 100 får og mister ét af dem, vil han så ikke efterlade de 99 i ørkenen og gå ud og lede efter det får han har mistet, indtil han finder det?+ 5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig. 6 Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får der var blevet væk.’+ 7 Jeg siger jer at på samme måde vil der være mere glæde i himlen over én synder der angrer,+ end over 99 retfærdige der ikke har brug for at angre.

8 Eller hvis en kvinde har ti drakmer* og taber én af drakmerne,* vil hun så ikke tænde en lampe, feje huset og lede omhyggeligt efter den indtil hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboer sammen og siger: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den drakme* som jeg havde tabt.’ 10 Jeg siger jer at på samme måde vil Guds engle glæde sig over én synder der angrer.”+

11 Så sagde han: “En mand havde to sønner. 12 Den yngste sagde til faren: ‘Far, giv mig den del af formuen som jeg skal arve.’ Så delte han det han ejede, mellem dem. 13 Nogle dage senere pakkede den yngste søn alle sine ting og rejste til et land langt borte, og der brugte han sin formue på at leve vildt og hæmningsløst.* 14 Da han havde brugt det hele, blev der streng hungersnød overalt i landet, og han begyndte at sulte. 15 Han gik så hen og holdt sig til en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at vogte svin.+ 16 Og han længtes efter at spise sig mæt i de bælgfrugter som svinene åd, men ingen gav ham noget.

17 Da han kom til fornuft, sagde han: ‘Mange af min fars daglejere har mere end rigeligt brød, mens jeg er ved at dø af sult her! 18 Jeg vil rejse hjem til min far og sige til ham: “Far, jeg har syndet mod Gud i himlen og mod dig. 19 Jeg fortjener ikke længere at blive kaldt din søn. Lad mig arbejde som en af dine daglejere.”’ 20 Så tog han hjem til sin far. Mens han endnu var langt væk, fik hans far øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og omfavnede ham* og kyssede ham. 21 Så sagde sønnen til ham: ‘Far, jeg har syndet mod Gud i himlen og mod dig.+ Jeg fortjener ikke længere at blive kaldt din søn.’ 22 Men faren sagde til sine trælle: ‘Hurtigt! Hent en kappe, den bedste, og giv ham den på, sæt en ring på hans finger, og giv ham sandaler på fødderne. 23 Og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste, 24 for min søn her var død men er kommet til live igen,+ han var væk og er blevet fundet.’ Og de gav sig til at fejre det.

25 Nu var hans ældste søn ude på marken, og da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. 26 Han kaldte på en af tjenerne og spurgte hvad der foregik. 27 Han sagde til ham: ‘Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven fordi han har fået ham tilbage i god behold.’* 28 Men han blev vred og nægtede at gå ind. Så gik hans far ud og tryglede ham om at komme ind. 29 Som svar sagde han til sin far: ‘I alle årene har jeg slidt og slæbt for dig, og jeg har aldrig været ulydig mod dig, og alligevel har du aldrig givet mig et gedekid så jeg kunne feste sammen med mine venner. 30 Men din søn dér har ødslet dine penge væk* sammen med prostituerede! Og så snart han viser sig, slagter du fedekalven til ham.’ 31 Så sagde han til ham: ‘Min søn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit, er dit. 32 Men vi kunne ikke andet end feste og være glade, for din bror var død men er kommet til live, og han var væk og er blevet fundet.’”

16 Så sagde han også til disciplene: “En rig mand havde en forvalter* som blev anklaget for at sløse med hans ejendom. 2 Han kaldte derfor på ham og sagde: ‘Hvad er det jeg hører om dig? Aflæg regnskab for hvordan du har forvaltet mine midler, for du kan ikke længere stå for huset.’ 3 Så sagde forvalteren til sig selv: ‘Hvad skal jeg gøre nu hvor min herre tager stillingen som forvalter fra mig? Jeg er ikke stærk nok til at grave, og jeg synes at det er flovt at tigge. 4 Jo, nu ved jeg hvad jeg vil gøre så folk vil tage imod mig i deres hjem når jeg mister stillingen som forvalter.’ 5 Han tilkaldte så hver enkelt af dem der skyldte hans herre noget, og den første spurgte han: ‘Hvor meget skylder du min herre?’ 6 Han svarede: ‘100 mål* olivenolie.’ Han sagde til ham: ‘Her er dit gældsbevis. Sæt dig straks ned og skriv 50.’ 7 Derefter sagde han til en anden: ‘Og du, hvor meget skylder du?’ Han sagde: ‘100 store mål* hvede.’ Han sagde til ham: ‘Her er dit gældsbevis. Skriv 80.’ 8 Og herren roste forvalteren fordi han, selvom han var uretfærdig, handlede klogt,* for de der hører denne verden* til, handler klogere over for deres egen generation end dem der hører lyset+ til.*

9 Ja, jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom*+ så de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.+ 10 Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget. 11 Hvis I altså ikke har vist at I er trofaste i forbindelse med den uretfærdige rigdom, hvem vil så betro jer den sande? 12 Og hvis I ikke har vist at I er trofaste i forbindelse med det der tilhører en anden, hvem vil så lade jer eje noget selv?+ 13 Ingen tjener kan være træl for to herrer, for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller også vil han holde sig til den ene og se ned på den anden. I kan ikke være trælle for både Gud og Rigdom.”+

14 Alt det hørte farisæerne, som elskede penge, og de begyndte at gøre nar af ham.+ 15 Så han sagde til dem: “I får folk til at tro at I er retfærdige,+ men Gud kender jeres hjerte.+ For det som mennesker sætter højt, er afskyeligt i Guds øjne.+

16 Loven og Profeterne blev forkyndt indtil Johannes kom. Siden da er Guds rige blevet forkyndt som en god nyhed, og alle slags mennesker gør sig store anstrengelser for at komme ind i det.+ 17 Men det er mere sandsynligt at himmel og jord forsvinder, end at én lille del af et bogstav i Loven ikke bliver opfyldt.+

18 Enhver der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den der gifter sig med en kvinde som er skilt fra sin mand, begår ægteskabsbrud.+

19 Der var en rig mand som plejede at klæde sig i dyrt tøj,* og han levede hver dag i sus og dus. 20 Men en tigger ved navn Lazarus, der havde sår over hele kroppen, plejede at blive lagt ved hans port. 21 Han ønskede bare at få lov til at spise sig mæt i det der faldt fra den rige mands bord. Og hundene kom og slikkede hans sår. 22 Så døde tiggeren, og englene bar ham hen ved siden af Abraham.*

Også den rige mand døde og blev begravet. 23 Og i Graven* slog han sine øjne op og var i pine, og han så Abraham på lang afstand og Lazarus ved siden af ham.* 24 Så råbte han: ‘Far Abraham, vis mig barmhjertighed, og send Lazarus for at han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og køle min tunge, for jeg plages i denne flammende ild.’ 25 Men Abraham sagde: ‘Barn, husk at du fik din andel af gode ting mens du levede, og Lazarus fik sin andel af dårlige. Men nu bliver han trøstet her, og du bliver plaget. 26 Foruden alt det er der en stor kløft mellem os og jer. Så de der måtte ønske det, kan ikke gå herfra over til jer, og man kan heller ikke komme derfra over til os.’ 27 Så sagde han: ‘Far, i så fald beder jeg dig om at sende ham til min fars hus 28 – jeg har nemlig fem brødre – for at han kan advare dem så de ikke også skal komme til dette pinested.’ 29 Men Abraham sagde: ‘De har Moses og Profeterne, lad dem høre efter dem.’+ 30 Så sagde han: ‘Nej, far Abraham, men hvis nogen fra de døde kommer til dem, vil de angre.’ 31 Men han sagde til ham: ‘Hvis de ikke hører efter Moses+ og Profeterne, vil de heller ikke blive overbevist selvom nogen opstår fra de døde.’”

17 Han sagde nu til sine disciple: “Det kan ikke undgås at der er nogen der får andre til at snuble. Men ve den der gør det! 2 Det ville være bedre for ham at han fik en møllesten hængt om halsen og blev kastet i havet, end at han fik en af disse små til at snuble.+ 3 Vær opmærksomme på jer selv. Hvis din bror begår en synd, så irettesæt ham,+ og hvis han angrer, så tilgiv ham.+ 4 Selvom han syv gange om dagen synder mod dig og syv gange kommer tilbage til dig og siger: ‘Jeg angrer’, skal du tilgive ham.”+

5 Apostlene sagde til Herren: “Giv os mere tro.”+ 6 Så sagde Herren: “Hvis I havde tro på størrelse med et sennepsfrø, kunne I sige til dette sorte morbærtræ: ‘Ryk dig op med rode og plant dig i havet’, og det ville adlyde jer!+

7 Hvem af jer der har en træl som pløjer eller vogter hjorden, vil sige til ham når han kommer ude fra marken: ‘Kom straks hen til bordet og spis’? 8 Vil man ikke tværtimod sige til ham: ‘Tilbered hvad jeg skal have til aftensmad. Tag et forklæde på og sørg for mig til jeg er færdig med at spise og drikke, og bagefter kan du selv spise og drikke’? 9 Man vil ikke være taknemmelig mod trællen fordi han har gjort det han har fået besked på, vel? 10 I skal også, når I har gjort alt det I har fået besked på, sige: ‘Vi er kun trælle og fortjener ikke at blive rost.* Vi har kun gjort det vi skulle.’”+

11 Mens han var på vej til Jerusalem, gik han i området mellem Samaria og Galilæa. 12 Da han gik ind i en landsby, kom ti spedalske mænd imod ham, men de blev stående et stykke væk.+ 13 Og de sagde højt: “Jesus, Lærer, vis os barmhjertighed!” 14 Da han så dem, sagde han til dem: “Gå hen til præsterne og lad dem undersøge jer.”+ Mens de var på vej derhen, blev de helbredt.+ 15 En af dem vendte tilbage da han så at han var blevet helbredt, og lovpriste højlydt Gud. 16 Han kastede sig ned for fødderne af Jesus og takkede ham. Han var for øvrigt samaritaner.+ 17 Jesus spurgte: “Var det ikke alle ti der blev helbredt? Hvor er de ni andre? 18 Var der ikke andre end denne mand fra et andet folk der vendte tilbage for at give Gud ære?” 19 Så sagde han til ham: “Rejs dig og gå. Din tro har gjort dig rask.”+

20 Da farisæerne spurgte ham hvornår Guds rige ville komme,+ svarede han: “Guds rige kommer ikke på en iøjnefaldende måde. 21 Folk vil heller ikke sige: ‘Se her!’ eller: ‘Dér!’ For Guds rige er iblandt jer.”*+

22 Så sagde han til disciplene: “Der vil komme en tid hvor I længes efter at se en af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. 23 Og folk vil sige til jer: ‘Se dér!’ eller: ‘Se her!’ Gå ikke derud, og løb ikke efter dem.+ 24 For ligesom lynet glimter fra én del af himlen til en anden del af himlen, sådan vil det være på Menneskesønnens+ dag.+ 25 Men først må han nødvendigvis gennemgå mange lidelser og blive forkastet af denne generation.+ 26 Som det var i Noas dage,+ sådan vil det også være i Menneskesønnens dage:+ 27 De spiste, de drak, mænd giftede sig, og kvinder blev giftet bort indtil den dag Noa gik ind i arken+ og Vandfloden kom og udslettede dem alle.+ 28 Eller som det gik i Lots dage:+ De spiste, de drak, de købte, de solgte, de plantede, og de byggede. 29 Men den dag Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle.+ 30 Det vil være det samme den dag Menneskesønnen åbenbares.+

31 På den dag skal den der er på taget men har sine ting i huset, ikke gå ned for at hente dem, og den der er ude på marken, skal heller ikke gå hjem efter sine ting. 32 Husk på Lots hustru.+ 33 Enhver der søger at sikre sit liv, vil miste det, men enhver der mister det, vil bevare det.+ 34 Jeg siger jer at den nat vil der være to i én seng. Den ene vil blive taget med, men den anden vil blive efterladt.+ 35 Der vil være to kvinder som maler på samme kværn. Den ene vil blive taget med, men den anden vil blive efterladt.” 36 *—— 37 Det fik dem til at sige til ham: “Hvor, Herre?” Han sagde til dem: “Hvor liget er, der vil ørnene også samles.”+

18 Så fortalte han dem en lignelse for at vise at de altid skulle bede og ikke give op.+ 2 Han sagde: “I en by var der en dommer som hverken havde frygt for Gud eller respekt for mennesker. 3 I samme by var der også en enke som blev ved med at komme til ham og sige: ‘Skaf mig min ret over for min modpart.’ 4 I et stykke tid ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: ‘Selvom jeg hverken har frygt for Gud eller respekt for nogen mennesker, 5 vil jeg, fordi denne enke bliver ved med at plage mig, skaffe hende hendes ret så hun ikke bliver ved med at komme og udmatte mig med sit krav.’”*+ 6 Så sagde Herren: “Hørte I hvad dommeren sagde til trods for at han var uretfærdig? 7 Vil Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, dem som råber til ham dag og nat,+ mens han er tålmodig med dem?+ 8 Jeg siger jer at han hurtigt vil skaffe dem deres ret. Mon Menneskesønnen vil finde en sådan tro* på jorden når han kommer?”

9 Han fortalte også følgende lignelse til nogle der stolede på deres egen retfærdighed og så ned på andre: 10 “To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, og den anden skatteopkræver. 11 Farisæeren stillede sig op og begyndte at bede for sig selv: ‘Gud, jeg takker dig fordi jeg ikke er ligesom alle andre – røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere – eller som denne skatteopkræver. 12 Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver en tiendedel* af alt hvad jeg får ind.’+ 13 Men skatteopkræveren, som stod et stykke borte, ville ikke engang løfte blikket mod himlen, men blev ved med at slå sig for brystet og sige: ‘Gud, bær over med* en synder som mig.’+ 14 Jeg siger jer at denne mand gik mere retfærdig ned til sit hjem end farisæeren.+ For den der ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, men den der ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.”+

15 Nu kom folk også til ham med deres små børn* for at han skulle lægge hænderne på dem, men da disciplene så det, begyndte de at skælde dem ud.+ 16 Men Jesus kaldte på børnene og sagde: “Lad de små børn komme hen til mig, og prøv ikke at forhindre dem i det, for Guds rige tilhører dem der er som disse børn.+ 17 Det siger jeg jer: Den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, vil slet ikke komme ind i det.”+

18 Og en af jødernes ledere spurgte ham: “Gode Lærer, hvad skal jeg gøre for at få* evigt liv?”+ 19 Jesus sagde til ham: “Hvorfor kalder du mig god? Der er kun én der er god, og det er Gud.+ 20 Du kender buddene: ‘Begå ikke ægteskabsbrud,+ myrd ikke,+ stjæl ikke,+ afgiv ikke falsk vidneforklaring,+ vis din far og din mor ære.’”+ 21 Så sagde han: “Jeg har holdt dem alle sammen siden jeg var ung.” 22 Da Jesus hørte det, sagde han til ham: “Du mangler stadig en ting: Sælg alt hvad du har, og del overskuddet ud til de fattige, så vil du have værdier i himlene, og kom så og følg mig.”+ 23 Da han hørte det, blev han dybt bedrøvet, for han var meget rig.+

24 Jesus så på ham og sagde: “Hvor vil det være vanskeligt for dem der har penge, at komme ind i Guds rige!+ 25 Ja, det er faktisk lettere for en kamel at komme igennem øjet i en synål end for en rig at komme ind i Guds rige.”+ 26 De der hørte det, sagde: “Hvem kan så blive frelst?”+ 27 Han sagde: “Det der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.”+ 28 Men Peter sagde: “Hør! Vi har forladt hvad vi havde, og fulgt dig.”+ 29 Han sagde til dem: “Jeg siger jer – der er ikke nogen der har forladt hus eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld,+ 30 som ikke vil få mange gange mere i denne tid – og i den kommende verdensordning* evigt liv.”+

31 Så tog han de tolv til side og sagde til dem: “Vi går nu op til Jerusalem, og alt det profeterne har nedskrevet om Menneskesønnen, vil blive opfyldt.+ 32 For eksempel vil han blive overgivet til folk fra nationerne,+ og man vil gøre nar af ham,+ og han vil blive mishandlet og spyttet på.+ 33 Og efter at man har pisket ham, vil man dræbe ham,+ men på den tredje dag skal han opstå fra de døde.”+ 34 De fattede dog ikke noget af det, for ordenes betydning var skjult for dem, og de forstod ikke det der blev sagt.

35 Da Jesus nu nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede.+ 36 Han hørte mange komme gående forbi, og derfor spurgte han hvad der foregik. 37 Man svarede ham: “Det er Jesus fra Nazaret der kommer forbi.” 38 Så råbte han: “Jesus, Davids Søn, vis mig barmhjertighed!” 39 De der var foran ham, gav sig til at irettesætte ham og sagde at han skulle tie stille, men han blev bare ved med at råbe: “Davids Søn, vis mig barmhjertighed!” 40 Jesus stoppede op og befalede at man skulle føre manden hen til ham. Da han kom derhen, spurgte Jesus ham: 41 “Hvad ønsker du at jeg skal gøre for dig?” Han sagde: “Herre, lad mig få mit syn igen.” 42 Så sagde Jesus til ham: “Bliv seende igen. Din tro har gjort dig rask.”+ 43 Og straks fik han sit syn igen, og han begyndte at følge Jesus+ og ophøje Gud. Da folk så det, lovpriste de også Gud.+

19 Han kom så ind i Jeriko og var på vej gennem byen. 2 Her var der en mand som hed Zakæus. Han var overskatteopkræver, og han var rig. 3 Han forsøgte at komme til at se hvem denne Jesus var, men fordi han ikke var så høj, kunne han ikke se noget for menneskemængden. 4 Så han løb i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at kunne se Jesus, for han ville komme den vej forbi. 5 Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde til ham: “Zakæus, skynd dig at komme ned, for i dag vil jeg være gæst i dit hus.” 6 Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham som sin gæst. 7 Alle der så det, mumlede vredt: “Han er gået ind for at besøge en mand der er en synder.”+ 8 Men Zakæus rejste sig og sagde til Herren: “Se! Halvdelen af hvad jeg ejer, Herre, giver jeg til de fattige, og hvad jeg end har afpresset nogen,* giver jeg firdobbelt tilbage.”+ 9 Til det sagde Jesus: “I dag er der kommet frelse til dette hus, for han er også en søn af Abraham. 10 Menneskesønnen er nemlig kommet for at opsøge og frelse dem der er blevet væk.”+

11 Mens de lyttede til ham, fortalte han endnu en lignelse. Han var nemlig tæt på Jerusalem, og de troede at Guds rige ville vise sig med det samme.+ 12 Så han sagde: “En mand fra en fornem familie rejste til et fjernt land+ for at modtage kongemagt og så vende tilbage. 13 Han kaldte ti af sine trælle til sig, gav dem ti miner* og sagde til dem: ‘Gør forretning med dem indtil jeg kommer.’+ 14 Men hans landsmænd hadede ham og sendte en delegation efter ham for at sige: ‘Vi vil ikke have dig som konge over os.’

15 Da han til sidst kom tilbage efter at have fået kongemagten,* kaldte han på de trælle som han havde givet pengene,* så han kunne få at vide hvad de havde tjent ved at gøre forretning.+ 16 Så trådte den første frem og sagde: ‘Herre, din mine har indtjent ti miner.’+ 17 Han sagde til ham: ‘Flot klaret, gode træl! Du har vist dig trofast i en meget lille sag, derfor får du myndighed over ti byer.’+ 18 Nu kom den anden og sagde: ‘Herre, din mine har indbragt fem miner.’+ 19 Til ham sagde han: ‘Du skal være over fem byer.’ 20 Men så kom endnu en og sagde: ‘Herre, her er din mine, som jeg har haft skjult i et tørklæde. 21 Ser du, jeg var bange for dig, for du er en streng mand. Du tager ud hvad du ikke har sat ind, og du høster hvad du ikke har sået.’+ 22 Han sagde til ham: ‘Efter dine egne ord dømmer jeg dig, onde træl. Du vidste altså at jeg er en streng mand der tager ud hvad jeg ikke har sat ind, og høster hvad jeg ikke har sået?+ 23 Hvorfor satte du så ikke mine penge* i en bank? Så kunne jeg have hævet dem med renter da jeg kom.’

24 Han sagde så til dem der stod der: ‘Tag minen fra ham og giv den til ham der har de ti miner.’+ 25 Men de sagde til ham: ‘Herre, han har ti miner!’ 26 Han svarede: ‘Jeg siger jer at enhver der har, vil få mere, men fra den der ikke har, vil man tage selv den smule han har.+ 27 Men før mine fjender herhen, dem der ikke ville have mig som konge, og henret dem mens jeg ser det.’”

28 Efter at have fortalt dette gik han videre op mod Jerusalem. 29 I nærheden af Betfage og Betania, ved det bjerg der kaldes Oliebjerget,+ sendte han to af disciplene afsted+ 30 og sagde til dem: “Gå ind i landsbyen derovre. Når I kommer derind, vil I se et føl der står bundet, og som ingen nogensinde har siddet på. Løs det og kom med det. 31 Og hvis nogen spørger jer: ‘Hvorfor løser I det?’, skal I sige: ‘Herren skal bruge det.’” 32 De to disciple gik så, og de fandt føllet, nøjagtigt som han havde sagt.+ 33 Men da de løste føllet, sagde dets ejere til dem: “Hvorfor løser I føllet?” 34 De sagde: “Herren skal bruge det.” 35 De kom så hen til Jesus med det og kastede deres yderklæder på det, og Jesus satte sig op på føllet.+

36 Da han kom ridende, bredte folk deres yderklæder ud på vejen.+ 37 Så snart han nærmede sig det sted hvor vejen går ned ad Oliebjerget, begyndte hele forsamlingen af disciple at juble og at lovprise Gud for alle de mirakler* de havde set. 38 De råbte: “Velsignet er den der kommer som Kongen i Jehovas* navn! Fred i himlen, og ære til Gud i det højeste!”+ 39 Men nogle farisæere i menneskemængden sagde til ham: “Lærer, irettesæt dine disciple.”+ 40 “Jeg siger jer,” svarede han, “hvis de ikke sagde noget, ville stenene råbe.”

41 Da han kom nærmere, betragtede han byen og græd over den+ 42 mens han sagde: “Hvis du, ja, du, på denne dag havde været klar over hvad der fører til fred – men nu er det skjult for dine øjne.+ 43 For der skal komme dage hvor dine fjender vil bygge en barriere af spidse pæle* omkring dig, omringe dig og belejre dig* fra alle sider.+ 44 De vil jævne dig og dine børn i dig med jorden,+ og der vil ikke ligge to sten oven på hinanden,*+ for du var ikke opmærksom på den tid hvor du blev inspiceret.”

45 Så gik han ind i templet og begyndte at jage dem ud der solgte,+ 46 og han sagde til dem: “Der står skrevet: ‘Mit hus skal være et bedehus.’+ Men I har gjort det til et tilholdssted for røvere.”+

47 Han fortsatte med at undervise i templet hver dag. De øverste præster og de skriftlærde og folkets førende mænd prøvede at finde en måde at dræbe ham på,+ 48 men de kunne ikke finde ud af hvordan de skulle få det gjort, for der var hele tiden folk omkring ham der ville høre hvad han sagde.+

20 En af dagene, mens han underviste folket i templet og forkyndte den gode nyhed, kom de øverste præster og de skriftlærde sammen med de ældste, 2 og de spurgte ham: “Fortæl os: Hvilken ret har du til at gøre det her? Og hvem har givet dig lov til det?”+ 3 Han svarede dem: “Jeg vil også spørge jer om en ting. Fortæl mig: 4 Var Johannes’ dåb fra Gud* eller fra mennesker?” 5 De diskuterede indbyrdes og sagde: “Hvis vi svarer: ‘Fra Gud’,* vil han sige: ‘Hvorfor troede I så ikke på ham?’ 6 Og hvis vi svarer: ‘Fra mennesker’, vil folket, hver og en, stene os, for de er overbevist om at Johannes var en profet.”+ 7 De svarede derfor at de ikke vidste hvor den var fra. 8 Jesus sagde til dem: “Så fortæller jeg heller ikke jer hvilken ret jeg har til at gøre som jeg gør.”

9 Så fortalte han folket denne lignelse: “En mand anlagde en vingård,+ lejede den ud til nogle vinbønder og rejste til udlandet i længere tid.+ 10 Da tiden var inde, sendte han en træl til vinbønderne så de kunne give ham noget af vingårdens høst. Men vinbønderne slog trællen og sendte ham tomhændet bort.+ 11 Så sendte han endnu en træl. Også ham slog og ydmygede de, og de sendte ham tomhændet bort. 12 Så sendte han en tredje. Også ham gennembankede de og smed ud. 13 Vingårdens ejer tænkte nu: ‘Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min elskede søn.+ Ham vil de sikkert respektere.’ 14 Da vinbønderne fik øje på ham, sagde de til hinanden: ‘Det er arvingen. Lad os dræbe ham så vi kan få arven.’ 15 Så smed de ham ud af vingården og dræbte ham.+ Hvad vil ejeren af vingården nu gøre ved dem? 16 Han vil komme og slå vinbønderne ihjel og give vingården til nogle andre.”

Da de hørte det, sagde de: “Det må aldrig ske!” 17 Men han så direkte på dem og sagde: “Hvad betyder så det der står skrevet: ‘Den sten bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnestenen’?*+ 18 Enhver som falder over den sten, vil blive tilintetgjort.+ Og enhver som den falder ned over, vil blive knust.”

19 De skriftlærde og de øverste præster ville gerne arrestere ham med det samme, for de var klar over at lignelsen var møntet på dem, men de var bange for folket.+ 20 Og efter at have holdt skarpt øje med ham sendte de nogle mænd som de i hemmelighed havde hyret. De skulle give sig ud for at være oprigtige for at få ham til at sige noget de kunne fange ham i,+ så de kunne overgive ham til myndighederne og i statholderens varetægt. 21 De sagde til ham: “Lærer, vi ved at det du siger og lærer, er rigtigt, og at du ikke gør forskel på folk, nej, du lærer andre sandheden om hvad der er Guds vilje. 22 Er det tilladt* at vi betaler skat* til kejseren, eller er det ikke?” 23 Men han gennemskuede deres lumske planer og sagde til dem: 24 “Vis mig en denar.* Hvis billede og titel er der på den?” De svarede: “Kejserens.” 25 Han sagde til dem: “Så giv kejseren det der er kejserens,+ og Gud det der er Guds.”+ 26 De kunne ikke fange ham i det han sagde foran folket, så de tav, for de var forbløffet over hans svar.

27 Men nogle af saddukæerne – det er dem der siger at der ikke er nogen opstandelse+ – kom og spurgte ham:+ 28 “Lærer, Moses skrev til os: ‘Hvis en mand dør og efterlader sig en hustru, men ikke har nogen børn, så skal hans bror gifte sig med enken og give sin døde bror efterkommere.’+ 29 Der var syv brødre. Den første tog en hustru, men døde barnløs. 30 Og den anden 31 og den tredje giftede sig med hende. Det gjorde de alle syv, og de døde uden at efterlade sig børn. 32 Til sidst døde kvinden også. 33 Hvem af dem skal så have hende til hustru i opstandelsen? De har jo alle syv været gift med hende.”

34 Jesus sagde til dem: “De der er børn af denne verden,* gifter sig og bliver giftet bort, 35 men de der er regnet for værdige til at få del i den kommende verden* og opstandelsen fra de døde, gifter sig ikke og bliver ikke giftet bort.+ 36 Og de kan heller ikke dø mere, for de er som engle, og de er Guds børn, for de er opstandelsens børn. 37 Men at de døde bliver oprejst, det har også Moses vist i beretningen om tornebusken ved at kalde Jehova* ‘Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’.+ 38 Han er ikke de dødes, men de levendes Gud. De er nemlig alle levende for ham.”*+ 39 Det fik nogle af de skriftlærde til at sige: “Det var godt sagt, Lærer.” 40 De turde nemlig ikke længere spørge ham om noget.

41 Så spurgte han dem: “Hvordan kan det være at man siger at Kristus er Davids søn?+ 42 For David selv siger i Salmernes Bog: ‘Jehova* sagde til min Herre: “Sæt dig ved min højre hånd 43 indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.”’+ 44 David kalder ham altså Herre, så hvordan kan han være hans søn?”

45 Mens hele folket hørte på det, sagde han så til sine disciple: 46 “Pas på de skriftlærde som kan lide at gå rundt i lange klæder, og som elsker at man hilser på dem på torvene, og at de har de forreste* siddepladser i synagogerne og de bedste pladser ved aftensmåltiderne,+ 47 og som udnytter enkerne og tager deres ejendom,* og som for et syns skyld* beder lange bønner. De vil få en hårdere* dom.”

21 Han kiggede nu op og så de rige lægge deres gaver i bidragsbøsserne.+ 2 Han fik øje på en fattig enke der lagde to småmønter* i,+ 3 og han sagde: “Jeg siger jer at denne fattige enke har lagt mere i end alle de andre.+ 4 For de gav alle af deres overskud, men fattig som hun er, gav hun alt hvad hun havde at leve af.”+

5 Senere, da nogle talte om at templet var smykket med smukke sten og ting der var viet til det,+ 6 sagde han: “Med hensyn til de ting som I nu ser, så vil der komme dage hvor der ikke vil ligge to sten oven på hinanden* uden at de vil blive revet ned.”+ 7 Så spurgte de ham: “Lærer, hvornår vil alt det ske, og hvad vil være tegnet på at det skal til at ske?”+ 8 Han sagde: “Pas på I ikke bliver vildledt,+ for mange vil komme i mit navn og sige: ‘Det er mig’ og: ‘Tiden er nær.’ Følg ikke efter dem.+ 9 Og når I hører lyden af krig og uroligheder,* så bliv ikke grebet af panik. For det er ting der nødvendigvis først må ske, men enden kommer ikke straks.”+

10 Så sagde han til dem: “Nation skal gå i krig mod nation,+ og rige mod rige.+ 11 Der vil være store jordskælv, og det ene sted efter det andet hungersnød og epidemier,+ og folk vil se skræmmende ting og store tegn fra himlen.

12 Men før alt det sker, vil man arrestere jer og forfølge jer+ og overgive jer til synagoger og kaste jer i fængsel. I vil blive ført frem for konger og statholdere for mit navns skyld.+ 13 Det vil give jer mulighed for at aflægge et vidnesbyrd. 14 Beslut derfor i jeres hjerte at I ikke i forvejen vil øve jer på hvordan I skal forsvare jer,+ 15 for jeg vil give jer ord og visdom som alle jeres modstandere tilsammen ikke vil kunne modstå eller modsige.+ 16 Desuden vil endda forældre, brødre, slægtninge og venner overgive* jer, og de vil slå nogle af jer ihjel,+ 17 og I vil blive hadet af alle på grund af mit navn.+ 18 Men ikke engang et hår på jeres hoved vil blive krummet.+ 19 Vær udholdende, så vil I bevare* livet.+

20 Når I ser Jerusalem omringet af hære,+ ved I at byen snart vil blive ødelagt.+ 21 Så skal de der er i Judæa, flygte til bjergene,+ de der er inde i byen, skal forlade den, og de der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen, 22 for dette er de dage hvor retfærdigheden sker fyldest* så alt det der står skrevet, kan blive opfyldt. 23 Stakkels de gravide kvinder og dem der har et barn at amme i de dage!+ For der vil være stor nød i landet, og Gud vil lade sin vrede ramme dette folk. 24 De skal falde for sværdet og føres som fanger til alle nationerne,+ og Jerusalem skal trampes ned af nationerne* indtil nationernes* fastsatte tider er udløbet.+

25 Der vil være tegn i sol og måne og stjerner,+ og på jorden vil der være angst blandt nationerne som ikke ved hvad de skal gøre, på grund af havets larmen og dets oprør. 26 Mennesker vil besvime af frygt og i forventning om det der kommer over den beboede jord, for himlenes kræfter vil blive rystet. 27 Og så skal de se Menneskesønnen+ komme i en sky med magt og stor herlighed.+ 28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres befrielse nærmer sig.”

29 Så fortalte han dem en lignelse: “Læg mærke til figentræet og alle de andre træer.+ 30 Når I ser at de springer ud, ved I at nu er sommeren nær. 31 Sådan ved I også når I ser disse ting ske, at Guds rige er nær. 32 Jeg skal sige jer at denne generation afgjort ikke skal forsvinde før alt dette sker.+ 33 Himlen og jorden vil forsvinde, men mine ord vil afgjort ikke forsvinde.+

34 Men vær opmærksomme på jer selv så jeres hjerte aldrig bliver tynget af fråseri og drikkeri+ og livets bekymringer+ og den dag pludselig, på et øjeblik, kommer over jer 35 som en fælde.+ For den vil komme over alle dem der bor på hele jorden. 36 Hold jer derfor vågne+ mens I hele tiden beder+ så I kan undslippe alle disse ting der skal ske, og bestå over for Menneskesønnen.”+

37 Om dagen underviste han i templet, men om aftenen gik han ud og overnattede på det bjerg der hedder Oliebjerget. 38 Og folk kom til ham tidligt om morgenen for at høre ham i templet.

22 De usyrnede brøds fest, der kaldes påske,+ nærmede sig.+ 2 Og de øverste præster og de skriftlærde prøvede at finde ud af hvordan de bedst kunne få Jesus ryddet af vejen,+ for de var bange for folket.+ 3 Satan fór så i Judas, ham der blev kaldt Iskariot, som blev regnet med blandt de tolv,+ 4 og han gik hen og talte med de øverste præster og tempelkommandanterne om hvordan han kunne forråde Jesus til dem.+ 5 Det var de henrykt over, og de blev enige om at give ham sølvpenge.+ 6 Det accepterede han, og han begyndte at lede efter en mulighed for at forråde ham uden at der var folk i nærheden.

7 Så kom den dag under de usyrnede brøds fest hvor påskeofret skulle bringes,+ 8 og Jesus sendte Peter og Johannes afsted med ordene: “Gå hen og gør påskemåltidet klar til at vi kan spise det.”+ 9 De sagde til ham: “Hvor ønsker du at vi skal tilberede det?” 10 Han sagde til dem: “Når I går ind i byen, vil en mand som bærer en vandkrukke, møde jer. Følg efter ham ind i det hus han går ind i.+ 11 Og sig til værten i huset: ‘Læreren siger til dig: “Hvor er gæsteværelset hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?”’ 12 Han vil så vise jer et stort, udstyret rum ovenpå. Forbered det dér.” 13 Så tog de afsted og fandt det præcis som han havde sagt til dem, og de gjorde klar til påsken.

14 Da tiden var inde, lagde han sig til bords sammen med apostlene.+ 15 Han sagde til dem: “Jeg har set meget frem til at spise dette påskemåltid sammen med jer inden jeg skal lide, 16 for jeg siger jer: Jeg skal ikke spise det igen før alt det der er forbundet med det, bliver opfyldt i Guds rige.” 17 Og han tog imod et bæger, takkede Gud og sagde: “Tag det, og giv det videre til den næste, 18 for jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke mere drikke vin før Guds rige kommer.”

19 Og han tog et brød,+ takkede Gud, brækkede det i stykker, gav det til dem og sagde: “Dette er et symbol på min krop,+ som skal ofres for jer.+ Bliv ved med at gøre sådan til minde om mig.”+ 20 På samme måde tog han bægret efter aftensmåltidet og sagde: “Dette bæger er et symbol på den nye pagt+ i kraft af mit blod,+ som skal udgydes for jer.+

21 Men se, den der forråder mig, er sammen med mig ved bordet.+ 22 For Menneskesønnen går bort, sådan som det er blevet bestemt,+ men ve det menneske der forråder ham!”+ 23 Så begyndte de at diskutere hvem af dem det kunne være.+

24 Der opstod også en voldsom diskussion mellem dem om hvem af dem der var den største.+ 25 Men han sagde til dem: “Nationernes konger spiller herrer over deres folk, og de der har myndighed, bliver kaldt velgørere.+ 26 Sådan skal I ikke være.+ Den der er størst iblandt jer, skal blive som den yngste,+ og den der fører an, som den der tjener. 27 For hvem er størst – den der spiser ved bordet, eller den der serverer?* Er det ikke den der spiser ved bordet? Men blandt jer er jeg som den der serverer.*+

28 Dog er det jer der er blevet hos mig+ i mine prøvelser,+ 29 og jeg indgår en pagt med jer om et rige – ligesom min Far har indgået en pagt med mig+ – 30 så I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige+ og sidde på troner+ for at dømme Israels 12 stammer.+

31 Simon, Simon, hør engang! Satan har forlangt at få jer alle sammen for at sigte jer som hvede.+ 32 Men jeg har bedt for dig, for at din tro ikke må svigte,+ og når du engang er vendt om, så styrk dine brødre.”+ 33 Det fik Peter til at sige: “Herre, jeg er parat til at gå med dig både i fængsel og i døden.”+ 34 Men Jesus sagde: “Jeg siger dig, Peter, hanen skal ikke gale i dag før du tre gange har nægtet at du kender mig.”+

35 Han sagde også til dem: “Da jeg sendte jer ud uden pengepung, madpose og sandaler,+ manglede I ikke noget, vel?” De sagde: “Nej!” 36 Så sagde han: “Men nu skal den der har en pengepung, tage den med, og også en madpose, og den der ikke har noget sværd, skal sælge sin yderklædning og købe et. 37 For jeg siger jer at det der står skrevet, nødvendigvis må opfyldes på mig, nemlig: ‘Han blev regnet med blandt lovløse.’+ For ordene bliver opfyldt på mig.”+ 38 Så sagde de: “Herre, se, her er to sværd.” Han sagde til dem: “Det er nok.”

39 Som han plejede, gik han nu ud til Oliebjerget, og disciplene gik med ham.+ 40 Da de kom til stedet, sagde han til dem: “Fortsæt med at bede så I ikke giver efter for fristelser.”+ 41 Og han trak sig tilbage, omkring et stenkast væk, og lagde sig på knæ og begyndte at bede: 42 “Far, hvis du vil, så tag dette bæger* fra mig. Men lad ikke min men din vilje ske.”+ 43 Så viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.+ 44 Men han var så fortvivlet at han bad mere og mere inderligt,+ og hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden. 45 Efter at have bedt rejste han sig og gik hen til disciplene, og han fandt dem halvsovende, udmattede af bedrøvelse.+ 46 Han sagde til dem: “Hvorfor sover I? Stå op, og bliv ved med at bede så I ikke giver efter for fristelser.”+

47 Mens han talte, kom der en stor flok, og Judas, der var en af de tolv, gik i spidsen, og han gik hen mod Jesus for at kysse ham.+ 48 Men Jesus sagde til ham: “Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” 49 Da de der var rundt om ham, så hvad der var ved at ske, sagde de: “Herre, skal vi bruge vores sværd?” 50 En af dem slog ud efter ypperstepræstens træl og huggede hans højre øre af.+ 51 Det fik Jesus til at sige: “Det er nok!” Og han rørte ved trællens øre og helbredte ham. 52 Jesus sagde så til de øverste præster, tempelkommandanterne og de ældste der var kommet ud efter ham: “Er I kommet ud med sværd og køller som om jeg var en røver?+ 53 Mens jeg var hos jer i templet dag efter dag,+ arresterede I mig ikke.+ Men dette er jeres time, og mørket har magten.”+

54 Så arresterede de ham og førte ham væk,+ og de bragte ham ind i ypperstepræstens hus, men Peter fulgte efter på afstand.+ 55 Midt i gården tændte de et bål og slog sig ned ved det, og Peter sad sammen med dem.+ 56 En tjenestepige der fik øje på ham i skæret fra ilden, så undersøgende på ham og sagde: “Den mand var også med ham.” 57 Men han benægtede det og sagde: “Jeg kender ham ikke, kvinde.” 58 Lidt senere så en anden ham og sagde: “Du er også en af dem.” Men Peter sagde: “Nej, det er jeg i hvert fald ikke.”+ 59 Og en times tid senere begyndte en anden mand insisterende at sige: “Den mand var helt sikkert også med ham, han er jo galilæer!” 60 Men Peter sagde: “Jeg aner ikke hvad du snakker om.” Og i samme øjeblik, mens han talte, galede en hane. 61 Herren vendte sig om og så direkte på Peter, og Peter kom i tanke om hvad Herren havde sagt til ham: “Før hanen galer i dag, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.”+ 62 Og han gik udenfor og græd fortvivlet.

63 Nu begyndte de mænd der havde Jesus i forvaring, at gøre nar af ham+ og slå ham,+ 64 og efter at have dækket hans ansigt til blev de ved med at sige til ham: “Profetér! Fortæl hvem der slog dig!” 65 Og de sagde mange andre blasfemiske ting til ham.

66 Da det blev dag, samledes folkets forsamling af ældste, både de øverste præster og de skriftlærde,+ og de førte ham ind i deres sanhedrinsal og sagde: 67 “Hvis du er Kristus, så fortæl os det.”+ Men han sagde til dem: “Selv hvis jeg fortalte jer det, ville I ikke tro det. 68 Og hvis jeg stillede jer spørgsmål, ville I ikke svare mig. 69 Men fra nu af skal Menneskesønnen+ sidde ved Guds magtfulde højre hånd.”+ 70 Så sagde de alle: “Du er altså Guds Søn?” Han sagde til dem: “I siger selv at jeg er det.” 71 De sagde: “Har vi brug for flere vidner? Nu har vi jo selv hørt ham sige det.”+

23 Så rejste hele forsamlingen sig og førte ham til Pilatus.+ 2 Og de begyndte at anklage ham+ og sige: “Denne mand tilskynder vores nation til oprør, forbyder at man betaler skat til kejseren,+ og siger at han selv er Kristus, en konge.”+ 3 Pilatus spurgte ham: “Er du jødernes konge?” Som svar sagde han: “Du siger det selv.”+ 4 Så sagde Pilatus til de øverste præster og folkeskarerne: “Jeg kan ikke se at denne mand er skyldig i noget.”+ 5 Men de blev ved: “Han ophidser folket ved at undervise i hele Judæa, ja, helt fra Galilæa og hertil.” 6 Da Pilatus hørte det, spurgte han om manden var galilæer. 7 Efter at have fået bekræftet at han kom fra det område der hørte under Herodes,+ sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.

8 Da Herodes så Jesus, blev han meget glad. Han havde nemlig længe ønsket at møde Jesus, for han havde hørt om ham,+ og han håbede på at se ham udføre et mirakel. 9 Han begyndte så at stille ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.+ 10 De øverste præster og de skriftlærde rejste sig imidlertid igen og igen og anklagede ham voldsomt. 11 Så gav Herodes og hans soldater sig til at håne ham,+ og han gjorde nar af ham+ ved at give ham en flot dragt på og sendte ham så tilbage til Pilatus. 12 Den dag blev Herodes og Pilatus venner. De havde nemlig været fjender.

13 Pilatus kaldte så de øverste præster, lederne og folket sammen 14 og sagde til dem: “I har ført denne mand til mig og beskyldt ham for at tilskynde folket til oprør. Nu har jeg forhørt ham foran jer, og jeg kan ikke se at denne mand er skyldig i noget af det I anklager ham for.+ 15 Det kunne Herodes heller ikke, for han sendte ham tilbage til os. Han har ikke gjort noget der kræver dødsstraf. 16 Jeg vil derfor piske ham+ og løslade ham.” 17 *—— 18 Men hele folkemængden råbte: “Væk med ham, vi vil have Barabbas løsladt!”+ 19 (Denne mand var blevet kastet i fængsel for at stifte et oprør i byen og for mord). 20 Igen talte Pilatus til dem, for han ville gerne løslade Jesus.+ 21 Så begyndte de at råbe: “Pælfæst ham! Pælfæst ham!”*+ 22 For tredje gang sagde han til dem: “Hvorfor? Hvad forkert har denne mand gjort? Jeg kan ikke se at han har gjort noget der kræver dødsstraf. Jeg vil derfor piske ham og løslade ham.” 23 Så råbte de højere og krævede at han skulle pælfæstes,* og de skreg så højt+ 24 at Pilatus besluttede at rette sig efter deres krav. 25 Han løslod den mand de krævede, som var kastet i fængsel for at tilskynde til oprør og for mord, men han overgav Jesus til at blive henrettet og lod dem altså få deres vilje.

26 Mens de førte ham væk, greb de fat i Simon fra Kyrene, der var på vej ind fra landet, og de lagde torturpælen* på ham for at han skulle bære den bag efter Jesus.+ 27 Der var rigtig mange der fulgte efter ham, også kvinder som blev ved med at slå sig selv af sorg og komme med klageråb over ham. 28 Jesus vendte sig mod kvinderne og sagde: “Jerusalems døtre, hold op med at græde over mig. Græd i stedet over jer selv og jeres børn,+ 29 for der kommer dage hvor folk vil sige: ‘Lykkelige er de barnløse kvinder, som ikke har født og ikke har givet bryst!’+ 30 Så vil man sige til bjergene: ‘Fald over os!’ og til højene: ‘Dæk os!’+ 31 Hvis det er hvad der sker når træet er saftigt, hvad vil der så ske når det er vissent?”

32 To andre mænd, to forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med ham.+ 33 Og da de kom til det sted der kaldes Hovedskallen,+ naglede de ham til pælen. De anbragte ham mellem forbryderne. Den ene var til højre for ham, og den anden var til venstre for ham.+ 34 Men Jesus sagde: “Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” Desuden delte de hans tøj ved at kaste lod om det.+ 35 Imens stod folket og så på. Men lederne sagde hånligt: “Andre har han frelst. Lad ham frelse sig selv hvis han er Guds Kristus, den udvalgte.”+ 36 Også soldaterne gjorde nar af ham, og de kom hen og tilbød ham sur vin+ 37 og sagde: “Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.” 38 Der var også en indskrift oven over ham: “Dette er jødernes konge.”+

39 En af forbryderne som hang der, sagde spottende til ham:+ “Du er Kristus, er du ikke? Så frels dig selv og os!” 40 Det fik den anden til at irettesætte ham og sige: “Frygter du slet ikke Gud, nu hvor du har fået den samme dom? 41 Vores straf er helt på sin plads, vi får jo hvad vi fortjener for det vi har gjort, men denne mand har ikke gjort noget forkert.” 42 Så sagde han: “Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.”+ 43 Og han sagde til ham: “Det siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.”+

44 Det var nu omkring den sjette time,* og alligevel blev det mørkt i hele landet indtil den niende time,*+ 45 for solens lys forsvandt. Og forhænget i helligdommen+ blev flænget midt igennem.+ 46 Jesus råbte højt: “Far, i dine hænder betror jeg min ånd.”+ Efter at have sagt det udåndede han.+ 47 Da officeren så hvad der skete, begyndte han at lovprise Gud med ordene: “Denne mand var virkelig retfærdig.”+ 48 Og da alle de mange mennesker der var kommet for at se henrettelsen, havde set hvad der skete, gik de hjem mens de slog sig for brystet. 49 Og alle de der kendte ham, stod et stykke væk. Også de kvinder der var fulgt med ham fra Galilæa, var til stede og så disse ting.+

50 Nu var der en mand ved navn Josef, et medlem af Rådet,* og han var en god og retfærdig mand.+ 51 (Han havde ikke stemt for deres plan eller støttet deres handlinger). Han var fra Arimatæa, en af judæernes byer, og han ventede på Guds rige. 52 Denne mand gik til Pilatus og bad om lov til at begrave Jesus. 53 Og han tog hans lig ned+ og svøbte det ind i fint linned, og han lagde det i en udhugget klippegrav*+ hvor der endnu ikke havde ligget nogen. 54 Nu var det forberedelsesdag,+ og sabbatten+ nærmede sig. 55 Men kvinderne som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven* og hvor hans lig blev lagt,+ 56 og de gik hjem for at tilberede aromatiske stoffer og parfumerede olier. Men naturligvis hvilede de på sabbatten,+ som buddet krævede.

24 Den første dag i ugen kom de meget tidligt til graven* med de aromatiske stoffer de havde tilberedt.+ 2 Men de så at stenen var rullet væk fra graven,*+ 3 og da de gik ind, fandt de ikke liget af Herren Jesus.+ 4 Det gjorde dem helt forvirrede. Pludselig stod der to mænd i strålende klæder ved siden af dem. 5 Kvinderne blev forskrækkede og bøjede hovedet, og mændene sagde til dem: “Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?+ 6 Han er ikke her, men er blevet oprejst. Husk hvad han sagde til jer mens han stadig var i Galilæa. 7 Han sagde at Menneskesønnen skulle overgives til syndige mennesker og pælfæstes og opstå på den tredje dag.”+ 8 Så huskede de hvad han havde sagt,+ 9 og de vendte tilbage fra graven* og fortalte det hele til de elleve og til alle de andre.+ 10 Det var Maria Magdalene, Johanna og Maria, Jakobs mor. Også de andre kvinder der var sammen med dem, fortalte alt dette til apostlene. 11 De syntes dog at det lød som noget vrøvl, og ville ikke tro på kvinderne.

12 Men Peter rejste sig og løb ud til graven,* og da han bøjede sig og kiggede ind, så han kun ligklæderne. Så gik han, og han undrede sig over hvad der var sket.

13 Samme dag var to af dem på vej til landsbyen Emmaus, der ligger lidt over 11 kilometer* fra Jerusalem, 14 og de talte med hinanden om alt det der var sket.

15 Mens de snakkede sammen og drøftede disse ting, kom Jesus selv hen til dem og begyndte at følges med dem, 16 men deres øjne blev forhindret i at genkende ham.+ 17 Han sagde til dem: “Hvad er det I går og drøfter med hinanden?” De stoppede op og så triste ud. 18 Den ene, der hed Kleofas, svarede ham: “Hvordan kan det være at du ikke ved hvad der er sket i Jerusalem i de seneste dage? Bor du for dig selv i byen, eller er du udlænding?”* 19 Han spurgte dem: “Hvad er der sket?” De sagde til ham: “Det med Jesus fra Nazaret,+ der viste sig at være en profet og gjorde store gerninger og talte magtfulde ord foran Gud og hele folket.+ 20 Og vores øverste præster og ledere fik ham dømt til døden+ og pælfæstede ham. 21 Men vi havde håbet at han var den der skulle befri Israel.+ Nu er det den tredje dag siden det skete. 22 Desuden har nogle af kvinderne blandt os gjort os forvirrede, for de gik tidligt ud til graven,*+ 23 men fandt ikke hans lig, og de kom tilbage og fortalte at de også havde set et overnaturligt syn af engle der sagde at han er i live. 24 Så gik nogle af dem der var med os, ud til graven,*+ og de så at det som kvinderne havde sagt, var rigtigt, men ham så de ikke.”

25 Så sagde han til dem: “Åh, I uforstandige, hvor er I langsomme* til at tro på alt det profeterne har sagt! 26 Skulle Kristus ikke lide på den måde+ og gå ind til sin herlighed?”+ 27 Og så forklarede han det der stod om ham i alle Skrifterne.+ Han begyndte med Moses og alle Profeterne.

28 De nærmede sig nu den landsby de var på vej til, og han lod som om han ville gå videre. 29 Men de pressede ham til at blive og sagde: “Bliv hos os, for det er næsten aften, og dagen er snart gået.” Så gik han ind og blev hos dem. 30 Og da han spiste* sammen med dem, tog han brødet, velsignede det, brækkede det i stykker og begyndte at række det til dem.+ 31 Så blev deres øjne helt åbnet, og de genkendte ham, men han blev usynlig for dem.+ 32 Og de sagde til hinanden: “Brændte vores hjerter ikke i os mens han talte til os på vejen og tydeligt forklarede* Skrifterne for os?” 33 Og straks rejste de sig og tog afsted, og da de var kommet tilbage til Jerusalem, var de elleve og alle de andre forsamlet. 34 De sagde: “Herren er virkelig blevet oprejst, og han har vist sig for Simon!”+ 35 Så fortalte de hvad der var sket på vejen, og hvordan de genkendte ham da han brækkede brødet i stykker.+

36 Mens de talte om de ting, stod han selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: “Fred være med jer.”+ 37 Men de blev forskrækkede og chokerede og troede at de så en ånd. 38 Så han sagde til dem: “Hvorfor er I foruroligede, og hvorfor tvivler I i jeres hjerte? 39 Se mine hænder og fødder – det er mig. Rør ved mig og se, for en ånd har ikke kød og knogler, som I kan se at jeg har.” 40 Samtidig med at han sagde det, viste han dem sine hænder og fødder. 41 Men da de af ren og skær glæde og forbløffelse stadig ikke troede, sagde han til dem: “Har I noget at spise her?” 42 Så gav de ham et stykke stegt fisk, 43 og han tog det og spiste det mens de så på det.

44 Han sagde nu til dem: “Husk at da jeg endnu var hos jer, fortalte jeg at alt det der står skrevet+ om mig i Moses’ Lov og i Profeterne og Salmerne, nødvendigvis må opfyldes.”+ 45 Så åbnede han deres sind helt for at de kunne forstå Skrifterne,+ 46 og han sagde til dem: “Der står skrevet at Kristus skulle lide og opstå fra de døde på den tredje dag,+ 47 og i hans navn skulle det forkyndes blandt alle nationerne+ at angrende syndere kan få tilgivelse+ – det skulle begynde i Jerusalem.+ 48 I skal være vidner om de ting.+ 49 Og det min Far har lovet, sender jeg over jer. Men bliv i byen indtil I er blevet fyldt med kraft ovenfra.”+

50 Så førte han dem ud af byen helt til Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem. 51 Og mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev taget op til himlen.+ 52 De bøjede sig respektfuldt for ham og vendte så tilbage til Jerusalem med stor glæde.+ 53 Og de var hver dag i templet, hvor de lovpriste Gud.+